Prevod
Nekoč je živel fant, ki je hodil po cesti in trl orehe. Našel je črvivega in prav tedaj srečal hudiča. »Ali je res,« je vprašal fant, »kar pravijo, da se hudič lahko naredi tako majhnega, kakor hoče, in se stlači celo skozi luknjico, ki jo naredi bucika?« »Res je!« je odgovoril hudič. »No, pa mi pokaži in zlezi v tale oreh,« je rekel fant in hudič je res zlezel vanj. Brž ko se je splazil skozi črvivo luknjico, jo je fant zamašil s paličico. »Zdaj te pa imam!« je rekel in spravil oreh v žep. Ko je prehodil kos poti, je prišel do kovačnice. Stopil je vanjo in vprašal kovača, ali bi mu strl oreh. »To bo pa res lahko,« je odgovoril kovač, vzel svoje najmanjše kladivo, položil oreh na nakovalo in udaril, a oreh ni počil. Nato je vzel nekoliko večje kladivo, a tudi to ni bilo dovolj težko; vzel je še večje, pa tudi s tistim ni opravil ničesar. Tedaj se je kovač razjezil in pograbil veliko kovaško kladivo. »Te bom že strl!« je rekel in udaril z vso močjo. Oreh se je razletel na drobne kosce, pri tem pa je odneslo pol strehe kovačnice in zagrmelo je, kakor da se bo vsa bajta podrla. »Se mi zdi, da je bil sam hudič v tem orehu!« je rekel kovač. »Saj je tudi bil,« je odgovoril fant.
Izvirnik
Der var engang en Gut, som gik paa en Vei, og knækkede
Nødder, saa fandt han en ormstukken en, og med det samme
mødte han Fanden. „Er det sandt,“ sagde Gutten, „hvad de sige, at Fanden kan gjøre sig saa liden han vil, og tvinge sig igjennem et Knappenaalshul?“ „Ja!“ svarede Fanden. „Aa lad mig see det, og kryb ind i denne Nødden,“ sagde Gutten igjen, og det gjorde Fanden. Da han vel var krøben ind gjennem Markhullet, satte Gutten en Pinde i. „Nu har jeg dig
der!“ sagde han, og lagde Nødden i Lommen. Da han havde gaaet et Stykke, kom han til en Smedie, der gik han ind, og bad Smeden, om han vilde slaae den Nødden itu for ham? „Ja det skal være let gjort,“ svarede Smeden, og tog den mindste Hammeren sin, lagde Nødden paa Ambolten, og slog til, men
den vilde ikke i Stykker. Saa tog han en lidt større Hammer,
men den var heller ikke tung nok; han tog da en endnu større
en, men den gjorde det heller ikke, og saa blev Smeden sindt,
og tog Storslæggen. „Jeg skal vel faae dig i Stykker alligevel!“
sagde han, og slog til alt hvad han orkede; og saa gik
Nødden i Knas, saa det halve Smedietaget fløi af og det bragede
som om Hytten skulde ramle ned. „Jeg mener Fanden var
i Nødden, jeg!“ sagde Smeden. „Ja han var saa,“ svarede
Gutten.
