Waltey
Dobro delo, slabo plačilo
Norske Folkeeventyr · Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen MoeO besedilu
Dobro delo, slabo plačilo
- Vir
- Norske Folkeeventyr
- Avtor
- Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen Moe
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Norsk
- Čas branja
- 4 min branja
- Obseg
- 3 strani
- Naslov izvirnika
- 047 Vel gjort og ilde lønnet
O izvirniku
Norske Folkeeventyr
Norveške ljudske pravljice o gozdu, gorah, prebrisanih junakih in nevarnih bitjih. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Norske Folkeeventyr v jeziku Norsk.
Besedilo
Dobro delo, slabo plačilo
Nekoč je živel mož, ki se je odpravil v gozd po drva. Tam je srečal medveda. »Daj mi konja, sicer ti poleti pokončam vse ovce,« je rekel medved.
»O, Bog mi pomagaj,« je rekel mož, »doma nimamo niti polena; pusti me vsaj, da odpeljem domov tovor drv, sicer bomo še zmrznili. Jutri se vrnem in ti pripeljem konja.« Medved mu je to dovolil in tako sta se pogodila, a če se ne vrne, bo poleti ob vse svoje ovce, je rekel medved.
Mož je naložil drva in se počasi odpravil proti domu, a te pogodbe ni bil nič kaj vesel, kakor si lahko mislite. Tedaj je srečal lisjaka. »Zakaj si pa tako potrt?« ga je vprašal lisjak.
»Ah, tamle zgoraj sem srečal medveda,« je rekel mož, »in obljubiti sem mu moral, da mu jutri ob tem času pripeljem svojega konja, sicer mi bo poleti raztrgal vse ovce, tako je rekel.« »Pih, če ni hujšega!« je rekel lisjak. »Če mi daš svojega najdebelejšega ovna, te že rešim iz te godlje.« Mož je obljubil in rekel, da bo obljubo tudi držal.
»Ko jutri pripelješ konja k medvedu,« je rekel lisjak, »bom zavpil tam zgoraj med skalovjem. Ko te bo medved vprašal, kaj je to, mu reci, da je Peer Skytter, najboljši strelec na svetu, potem pa se boš moral znajti sam.« Naslednji dan se je mož odpravil od doma, in ko je prišel do medveda, se je zgoraj med skalovjem razleglo vpitje.
»Ššš, kaj je to?« je rekel medved. »Ah, to je Peer Skytter, najboljši strelec na svetu,« je rekel mož. »Po glasu ga poznam.«
»Si videl kakega medveda tod, Erik?« je zaklical glas iz gozda. »Reci, da ne!« je rekel medved. »Ne, nobenega medveda nisem videl,« je rekel Erik. »Kaj pa je tisto ob tvojih saneh?« je zaklical glas iz gozda.
»Reci, da je star smolnat borov hlod,« je zašepetal medved. »Ah, to je samo star smolnat borov hlod,« je rekel Erik. »Pri nas take borove hlode zvalimo na sani,« je zaklical glas iz gozda. »Če ne zmoreš, ti pridem pomagat.« »Reci, da boš že sam, in me zvali na sani,« je rekel medved.
»Ne, hvala, bom že sam,« je rekel mož in zvalil medveda na sani. »Pri nas take borove hlode privežemo,« je zaklical glas iz gozda. »Ti pridem pomagat?« je vprašal.
»Reci, da boš že sam, in me priveži,« je rekel medved. »Ne, hvala, bom že sam,« je rekel mož in se lotil privezovanja medveda z vsemi vrvmi, kar jih je imel, tako da ta ni mogel premakniti niti šape.
»Pri nas v take borove hlode zasekamo sekiro, potem ko jih privežemo,« je zaklical glas iz gozda, »ker tako na strmih klancih laže krmarimo.«
»Naredi se, kakor da boš zasekal sekiro vame,« je zašepetal medved. Mož je tedaj vzel sekiro in medvedu razklal lobanjo, da je bil pri priči mrtev. Z lisjakom sta bila zdaj prijatelja in prav zadovoljna drug z drugim, ko pa sta se približala kmetiji, je lisjak rekel:
»Nič me ne mika, da bi šel s teboj domov, ker mi tvoji psi niso po volji. Tu te bom počakal, ti pa mi prinesi ovna; le glej, da bo pošteno rejen.« Mož je obljubil in se mu še zahvalil za pomoč. Ko je spravil konja v hlev, se je odpravil proti ovčjaku.
»Kam pa greš?« ga je vprašala žena. »Ah, v ovčjak grem po rejenega ovna za bistrega lisjaka, ki je rešil našega konja,« je rekel mož, »saj sem mu ga obljubil.« »Vraga bo dobil ovna, tat lisjaški!« je rekla žena. »Konja imamo in medveda povrhu, lisjak pa nam je gotovo pokradel že več gosi, kakor je vreden tisti oven. In če jih še ni, jih pa še lahko,« je rekla.
»Raje vtakni v vrečo dva najhujša psa in ju spusti za njim, pa se morda še znebimo tega tatiča,« je rekla žena. Možu se je zdel to dober nasvet, zato je vzel dva huda, rdečkasta psa, ju spravil v vrečo in se z njo odpravil na pot.
»Imaš ovna?« je vprašal lisjak. »Imam, pridi ponj,« je rekel mož, odvezal vrečo in nadenj spustil psa. »Uf!« je vzkliknil lisjak in odskočil. »Pa je res, kakor pravi stari pregovor, da je dobrota sirota. In zdaj vidim, da drži tudi to, da je svoj svojemu najhujši sovražnik,« je rekel, ko je zagledal rdečkasta psa, ki sta se pognala za njim.
Izvirnik
047 Vel gjort og ilde lønnet
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Der var en Gang en Mand, som skulde reise til Skovs efter Ved. Saa mødte han en Bjørn. „Kom med Hesten, ellers slaaer jeg ihjel alle Sauderne dine til Sommeren,“ sagde Bjørnen. „Aa, Gud hjælpe mig da,“ sagde Manden, der findes ikke Vedpinden hjemme; du faaer da lade mig kjøre hjem et Læs Ved, ellers fryse vi reent ihjel; jeg skal komme igjen med Hesten til dig i Morgen.“ Ja, det skulde han faae Lov til, det blev de forligte om, men hvis han ikke kom igjen, saa skulde han miste alle Sauderne sine til Sommeren, sagde Bjørnen.
Manden fik Veden paa og ruslede hjemover, men han var ikke meget glad i det Forliget, det kan En nok vide. Saa mødte han en Ræv. „Hvad er det, du er saa bedrøvet for?“ spurgte Ræven. „Aa, jeg mødte en Bjørn oppe i her,“ sagde Manden, „og ham maatte jeg love, han skulde faae Hesten min i Morgen ved dette Leite, for hvis han ikke fik den, sagde han, saa vilde han rive ihjel alle Sauderne mine til Sommeren.“ „Pyt, ikke værre!“ sagde Ræven. „Vil du give mig den fedeste Bukken din, skal jeg nok frie dig for det, jeg.“ Ja, det lovede han, og det skulde han holde ogsaa, sagde Manden.
„Naar du kommer til Bjørnen med Hesten i Morgen,“ sagde Ræven, „saa skal jeg kaue oppe i Uren her jeg, og naar saa Bjørnen spørger hvad det er, skal du sige, det er Peer Skytter, som er den bedste Skytter i Verden, og siden faaer du hjælpe dig selv.“ Den næste Dagen reiste Manden ud, og da han traf Bjørnen, begyndte det at kaue oppe i Uren. „Sju, hvad er det?“ sagde Bjørnen.
„Aa, det er han Peer Skytter, som er den bedste Skytter i Verden,“ sagde Manden, „jeg kjender ham paa Maalet,“ sagde han. „Har du seet nogen Bjørn her, Erik?“ raabte det borte i Skoven. „Sig nei!“ sagde Bjørnen. „Nei, jeg har ikke seet nogen Bjørn,“ sagde Erik. „Hvad er det som staaer ved Slæden din da?“ raabte det borte i Skoven. „Sig, det er en gammel Tyrilaag,“ hviskede Bjørnen.
„Aa, det er bare en gammel Tyrilaag,“ sagde Erik. „Slige Tyristubber pleie vi tage og vælte paa Slæden hos os,“ raabte det borte i Skoven; „orker du ikke, skal jeg komme og hjælpe dig.“ „Sig, du hjælper dig selv, og vælt mig paa Slæden,“ sagde Bjørnen. „Nei Tak, jeg hjælper mig nok selv, jeg,“ sagde Manden, og væltede Bjørnen paa Slæden. „Slige Tyristubber pleie vi gjørde paa hos os,“ raabte det borte i Skoven. „Vil du have Hjælp?“ spurgte det.
„Sig du hjælper dig selv, og gjørd mig fast du,“ sagde Bjørnen. „Nei Tak, jeg hjælper mig nok selv,“ sagde Manden, og gav sig til at gjørde Bjørnen fast med alle de Reb han havde, saa at den ikke kunde lede paa en Lab engang. „Slige Tyristubber pleie vi hugge Øxen i hos os, naar vi have gjørdet dem fast,“ raabte det borte i Skoven, „for saa styre vi bedre i de store Bakkerne,“ sagde det.
„Lad, som du hugger Øxen i mig du,“ hviskede Bjørnen. Da tog Manden Øxen og kløvede Skallen paa Bjørnen, saa den laa død med det samme, og han og Ræven vare Venner og vel forligte, men da de kom bort imod Gaarden, sagde Ræven: „Jeg har ikke Lyst til at følge med dig hjem, for jeg liker ikke Bikjerne dine, men jeg skal bie her, saa kan du komme hid med Bukken til mig; men tag en som er brav fed.“ Ja det lovede Manden og takkede til for Hjælpen. Da han havde sat Hesten ind, gik han bortover til Saudehuset.
„Hvor skal du hen?“ sagde Kjærringen hans. „Aa, jeg skal bort i Saudehuset og hente en fed Buk til den snilde Ræven, som frelste Hesten vor,“ sagde Manden, „for jeg har lovet ham det.“ „Det skulde Pokkeren give den Tyveræven nogen Buk,“ sagde Kjærringen. „Hesten har vi jo og Bjørnen atpaa, og Ræven har vist stjaalet flere Gjæs fra os end Bukken er værd, og dersom han ikke har gjort det, saa kan han gjøre det,“ sagde hun.
„Nei, tag et Par af de sindteste Bikjerne i Sækken din og slip efter ham, du, saa blive vi kanskee kvit den Tyveradden,“ sagde Kjærringen. Det syntes Manden var et godt Raad og tog to sindte, røde Hunde, puttede dem i Sækken og drog afsted med. „Har du Bukken?“ sagde Ræven. „Ja, kom og tag den,“ sagde Manden, løste Sækkebaandet op og slap Hundene paa den. „Huf!“ sagde Ræven, og gjorde et Hop; „det er sandt, som de sige for et gammelt Ord, at velgjort bliver ilde lønnet, og nu seer jeg det er sandt ogsaa, at Frænde er Frænde værst,“ sagde den, da den saa, at de røde Hunde satte efter den.
Nadaljuj z branjem
