Prevod
Bilo je strašno mrzlo; snežilo je in večer se je že mračil; bil je zadnji večer v letu, silvestrovo. V tem mrazu in tej temi je po ulici hodila revna deklica, razoglava in bosonoga; resda je imela copate, ko je odšla od doma, a kaj ji je to pomagalo! Bili so ji veliko preveliki; nazadnje jih je nosila njena mati, tako veliki so bili. Deklica jih je izgubila, ko je hitela čez cesto, prav tedaj pa sta mimo strašno hitro zdrvela dva vozova; enega copata ni mogla več najti, z drugim pa je pobegnil neki deček; rekel je, da ga bo lahko uporabil za zibelko, ko bo sam imel otroke.
Tako je zdaj deklica hodila po ulici z drobnimi bosimi nogami, ki so bile od mraza rdeče in modre; v starem predpasniku je nosila veliko vžigalic, en sveženj pa je držala v roki; ves dan ni nihče ničesar kupil od nje; nihče ji ni dal niti novčiča. Lačna in premražena je hodila naokrog in bila videti tako potrta, mala reva! Snežinke so ji padale na dolge zlate lase, ki so se ji tako lepo kodrali po vratu, a na ta okras še pomislila ni. Iz vseh oken je sijala svetloba in po ulici je tako prijetno dišalo po pečeni gosi; saj je bilo silvestrovo, da, na to je mislila.
V kot med dvema hišama, od katerih je ena segala nekoliko bolj na ulico kakor druga, je sedla in se stisnila v klobčič; drobne noge je potegnila podse, a zeblo jo je še bolj. Domov si ni upala, saj ni prodala nobene vžigalice in ni dobila niti enega novčiča; oče bi jo pretepel, pa tudi doma je bilo mrzlo. Nad glavo so imeli le streho in veter je žvižgal skoznjo, čeprav so največje špranje zamašili s slamo in cunjami. Njene drobne roke so bile od mraza skoraj povsem otrple. Ah, ena sama vžigalica bi ji dobro dela! Ko bi si le upala izvleči eno iz svežnja, jo podrgniti ob zid in si pogreti prste. Izvlekla je eno, »ššš!« Kako je zaprasketala, kako je zagorela! Ko je okoli nje sklenila dlan, je gorela s toplim, jasnim plamenom kakor drobna svečka; bila je čudna svetloba! Deklici se je zazdelo, da sedi pred veliko železno pečjo z bleščečimi medeninastimi kroglami in medeninastim valjem; ogenj je tako blagodejno gorel in tako prijetno grel! Toda kaj je bilo to! – Deklica je že iztegnila noge, da bi si pogrela še te, – – tedaj pa je plamen ugasnil, peč je izginila, – v roki ji je ostal le droben ogorek dogorele vžigalice.
Prižgala je novo; zagorela je, zasvetila, in tam, kjer je svetloba padla na zid, je ta postal prosojen kakor tenčica; videla je naravnost v sobo, kjer je stala miza, pogrnjena z bleščeče belim prtom in finim porcelanom, pečena gos, nadevana s suhimi slivami in jabolki, pa se je mamljivo kadila! In kar je bilo še čudovitejše, gos je skočila s pladnja in se z nožem in vilicami v hrbtu pozibavala po tleh; naravnost k revni deklici je prišla. Tedaj je vžigalica ugasnila in videti je bilo le še debeli, mrzli zid.
Prižgala je novo. Zdaj je sedela pod najlepšim božičnim drevesom; bilo je še večje in še bolj okrašeno od tistega, ki ga je minuli božič skozi steklena vrata videla pri bogatem trgovcu. Na zelenih vejah je gorelo tisoč svečk in pisane podobe, kakršne krasijo izložbe, so gledale nanjo. Deklica je dvignila obe roki – tedaj je vžigalica ugasnila; številne božične lučke so se dvigale vse više in više in videla je, da so zdaj svetle zvezde; ena izmed njih je padla in čez nebo zarisala dolgo ognjeno sled.
»Zdaj nekdo umira!« je rekla deklica, kajti stara babica, edina, ki je bila dobra do nje, a je bila zdaj že mrtva, ji je nekoč rekla: Kadar pade zvezda, se neka duša dvigne k Bogu.
Spet je podrgnila vžigalico ob zid; zasvetila je naokrog in v njenem siju je stala stara babica, tako jasna, tako sijoča, tako mila in blažena. »Babica!« je vzkliknila deklica. »O, vzemi me s seboj! Vem, da boš izginila, ko bo vžigalica ugasnila; izginila kakor topla peč, slastna pečena gos in veliko, prelepo božično drevo!« – In naglo je prižgala vse preostale vžigalice v svežnju, saj je hotela babico na vsak način zadržati; vžigalice so zažarele tako močno, da je bilo svetleje kakor sredi belega dne. Babica še nikoli ni bila tako lepa, tako velika; dvignila je deklico v naročje in poleteli sta v sijaju in radosti, tako visoko, tako visoko; tam ni bilo ne mraza ne lakote ne strahu, – bili sta pri Bogu!
Toda v kotu ob hiši je v mrzlem jutru sedela deklica z rdečimi lici in nasmehom na ustnicah – mrtva, zmrznila je zadnji večer starega leta. Novoletno jutro je vzšlo nad drobnim trupelcem, ki je sedelo tam z vžigalicami; en sveženj je bil skoraj povsem pogorel. Hotela se je pogreti! so govorili ljudje; nihče ni vedel, kakšne lepote je videla in v kakšnem sijaju je s staro babico vstopila v novoletno radost!
Izvirnik
Eventyr af Hans Christian Andersen
Det var så grueligt koldt; det sneede og det begyndte at blive mørk aften; det var også den sidste aften i året, nytårsaften. I denne kulde og i dette mørke gik på gaden en lille, fattig pige med bart hoved og nøgne fødder; ja hun havde jo rigtignok haft tøfler på, da hun kom hjemme fra; men hvad kunne det hjælpe! det var meget store tøfler, hendes moder havde sidst brugt dem, så store var de, og dem tabte den lille, da hun skyndte sig over gaden, idet to vogne fór så grueligt stærkt forbi; den ene tøffel var ikke at finde og den anden løb en dreng med; han sagde, at den kunne han bruge til vugge, når han selv fik børn.
Dér gik nu den lille pige på de nøgne små fødder, der var røde og blå af kulde; i et gammelt forklæde holdt hun en mængde svovlstikker og ét bundt gik hun med i hånden; ingen havde den hele dag købt af hende; ingen havde givet hende en lille skilling; sulten og forfrossen gik hun og så så forkuet ud, den lille stakkel! Snefnuggene faldt i hendes lange gule hår, der krøllede så smukt om nakken, men den stads tænkte hun rigtignok ikke på. Ud fra alle vinduer skinnede lysene og så lugtede der i gaden så dejligt af gåsesteg; det var jo nytårsaften, ja det tænkte hun på.
Henne i en krog mellem to huse, det ene gik lidt mere frem i gaden end det andet, der satte hun sig og krøb sammen; de små ben havde hun trukket op under sig, men hun frøs endnu mere og hjem turde hun ikke gå, hun havde jo ingen svovlstikker solgt, ikke fået en eneste skilling, hendes fader ville slå hende og koldt var der også hjemme, de havde kun taget lige over dem og der peb vinden ind, skønt der var stoppet strå og klude i de største sprækker. Hendes små hænder var næsten ganske døde af kulde. Ak! en lille svovlstik kunne gøre godt. Turde hun bare trække én ud af bundtet, stryge den mod væggen og varme fingrene. Hun trak én ud, "ritsch!" hvor sprudede den, hvor brændte den! det var en varm, klar lue, ligesom et lille lys, da hun holdt hånden om den; det var et underligt lys! Den lille pige syntes hun sad foran en stor jernkakkelovn med blanke messingkugler og messingtromle; ilden brændte så velsignet, varmede så godt! nej, hvad var det! - Den lille strakte allerede fødderne ud for også at varme disse, – – da slukkedes flammen, kakkelovnen forsvandt, - hun sad med en lille stump af den udbrændte svovlstik i hånden.
En ny blev strøget, den brændte, den lyste, og hvor skinnet faldt på muren, blev denne gennemsigtig, som et flor; hun så lige ind i stuen, hvor bordet stod dækket med en skinnende hvid dug, med fint porcelæn, og dejligt dampede den stegte gås, fyldt med svesker og æbler! og hvad der endnu var prægtigere, gåsen sprang fra fadet, vraltede hen af gulvet med gaffel og kniv i ryggen; lige hen til den fattige pige kom den; da slukkedes svovlstikken og der var kun den tykke, kolde mur at se.
Hun tændte en ny. Da sad hun under det dejligste juletræ; det var endnu større og mere pyntet, end det hun gennem glasdøren havde set hos den rige købmand, nu sidste jul; tusinde lys brændte på de grønne grene og brogede billeder, som de der pynter butiksvinduerne, så ned til hende. Den lille strakte begge hænder i vejret - da slukkedes svovlstikken; de mange julelys gik højere og højere, hun så de var nu de klare stjerner, én af dem faldt og gjorde en lang ildstribe på himlen.
"Nu dør der én!" sagde den lille, for gamle mormor, som var den eneste, der havde været god mod hende, men nu var død, havde sagt: Når en stjerne falder, går der en sjæl op til Gud.
Hun strøg igen mod muren en svovlstik, den lyste rundt om, og i glansen stod den gamle mormor, så klar, så skinnende, så mild og velsignet.
"Mormor!" råbte den lille, "Oh tag mig med! jeg ved, du er borte, når svovlstikken går ud; borte ligesom den varme kakkelovn, den dejlige gåsesteg og det store velsignede juletræ!" - og hun strøg i hast den hele rest svovlstikker, der var i bundtet, hun ville ret holde på mormor; og svovlstikkerne lyste med en sådan glans, at det var klarere end ved den lyse dag. Mormor havde aldrig før været så smuk, så stor; hun løftede den lille pige op på sin arm, og de fløj i glans og glæde, så højt, så højt; og der var ingen kulde, ingen hunger, ingen angst, - de var hos Gud!
Men i krogen ved huset sad i den kolde morgenstund den lille pige med røde kinder, med smil om munden - død, frosset ihjel den sidste aften i det gamle år. Nytårsmorgen gik op over det lille lig, der sad med svovlstikkerne, hvoraf et knippe var næsten brændt. Hun har villet varme sig! sagde man; ingen vidste, hvad smukt hun havde set, i hvilken glans hun med gamle mormor var gået ind til nytårs glæde!
