Prevod
Nekoč je živela stara žena, ki je imela sina. Ker je bila zelo uboga in bolehna, je moral fant namesto nje v kaščo po moko za kosilo. Ko pa je stopil na stopnice pred kaščo, je privršal severni veter, mu iztrgal moko in jo odnesel po zraku. Fant je šel znova v kaščo po moko, toda ko je stopil na stopnice, je severni veter spet privršal in mu jo odnesel. Tako se je zgodilo tudi tretjič. Fant se je silno razjezil, in ker se mu je zdelo nezaslišano, da severni veter tako ravna, je sklenil, da ga poišče in zahteva moko nazaj.
Odpravil se je torej na pot, toda pot je bila dolga. Hodil je in hodil, dokler ni naposled prišel do severnega vetra. »Dober dan,« je rekel fant, »in hvala za zadnjič.« »Dober dan,« je odgovoril severni veter s svojim globokim, robatim glasom, »in tudi tebi hvala za zadnjič.« »Kaj bi rad?« je še vprašal. »No,« je odvrnil fant, »prosil bi te, če bi bil tako dober in mi vrnil moko, ki si mi jo vzel na stopnicah pred kaščo. Saj imava že tako malo, in če nama boš odnašal še tisto trohico, ki jo imava, nama ne preostane drugega, kakor da umreva od lakote.« »Moke nimam,« je rekel severni veter, »ker pa si v tolikšni stiski, ti bom dal prt, ki ti priskrbi vse, kar si poželiš, če mu le rečeš: ‚Prt, razgrni se in pogrni z vsemi mogočimi slastnimi jedmi!‘« S tem je bil fant prav zadovoljen. Ker pa je bila pot tako dolga, da v enem dnevu ni mogel priti domov, se je spotoma ustavil v gostilni. Ko so gostje, ki so bili že tam, sedli k večerji, je razgrnil prt po mizi v kotu in rekel: »Prt, razgrni se in pogrni z vsemi mogočimi slastnimi jedmi!« Komaj je izrekel te besede, je prt že storil, kar mu je velel. Vsem se je to zdelo čudovito, še posebno pa gostilničarki. Ko se je zato znočilo in so vsi zaspali, je fantov prt vzela in na njegovo mesto položila drugega, ki je bil na las podoben tistemu, ki ga je fant dobil od severnega vetra, le da ni znal postreči niti s suhim kruhom.
Ko se je fant zbudil, je vzel svoj prt in odšel, še tisti dan pa je prišel domov k materi. »No,« je rekel, »bil sem pri severnem vetru. Prav pošten mož je, saj mi je dal tale prt, in če mu samo rečem: ‚Prt, razgrni se in pogrni z vsemi mogočimi slastnimi jedmi!‘ dobim toliko hrane, kolikor si je poželim.« »Seveda, seveda,« je rekla mati, »a dokler ne vidim, ne verjamem.« Fant je brž pristavil mizo, razgrnil po njej prt in rekel: »Prt, razgrni se in pogrni z vsemi mogočimi slastnimi jedmi!« Toda prt ni postregel niti z grižljajem kruha.
»Nič drugega mi ne preostane, kakor da grem spet k severnemu vetru,« je rekel fant in se odpravil na pot. Pozno popoldne je prišel tja, kjer je prebival severni veter.
»Dober večer,« je rekel fant. »Dober večer,« je rekel severni veter. »Rad bi povračilo za moko, ki si mi jo vzel,« je rekel fant, »saj prt, ki sem ga dobil, ni bil za nobeno rabo.« »Moke nimam,« je rekel severni veter, »tule pa imaš kozla, ki iztreblja same zlate dukate, če mu le rečeš: ‚Kozel moj, delaj denar!‘« Fant je bil s tem prav zadovoljen. Ker pa je bilo do doma tako daleč, da še isti dan ni mogel priti tja, je spet prenočil pri gostilničarju. Preden je kaj naročil, je preizkusil kozla, da bi videl, ali je res, kar mu je povedal severni veter, in vse je bilo natanko tako. Ko pa je gostilničar to videl, se mu je zazdelo, da je to imeniten kozel. Brž ko je fant trdno zaspal, je pripeljal drugega, ki seveda ni iztrebljal zlatih dukatov, in ga postavil na njegovo mesto.
Naslednje jutro se je fant odpravil na pot. Ko je prišel domov k materi, je rekel: »Severni veter je vendarle dober mož. Zdaj mi je dal kozla, ki zna delati zlate dukate, če mu le rečem: ‚Kozel moj, delaj denar!‘« »Seveda, seveda,« je rekla mati, »same prazne besede so te, in dokler ne vidim, ne verjamem.« »Kozel moj, delaj denar!« je rekel fant;
toda tisto, kar je kozel spustil iz sebe, ni bil denar. Zato je šel spet k severnemu vetru in mu povedal, da kozel ni za nobeno rabo in da hoče povračilo za moko. »No, zdaj ti nimam dati ničesar drugega,« je rekel severni veter, »kakor tisto staro gorjačo, ki stoji tamle v kotu. Toda takšna je, da začne udrihati, ko rečeš: ‚Gorjača moja, udri!‘ in udriha, dokler ne rečeš:
‚Gorjača moja, miruj!‘« Ker je bila pot domov dolga, se je fant tudi tisti večer ustavil pri gostilničarju. Ker pa se mu je že svitalo, kaj se je zgodilo s prtom in kozlom, se je takoj ulegel na klop, začel smrčati in se delal, da spi. Gostilničar, ki je slutil, da je tudi gorjača za nekaj dobra, je poiskal drugo, ki ji je bila podobna, in jo hotel zamenjati, saj je mislil, da fant spi in smrči. Toda prav ko je hotel seči po njej, je fant zavpil: »Gorjača moja, udri!« Gorjača je začela tako mlatiti po gostilničarju, da je skakal čez mize in klopi ter vpil in kričal: »O ljubi Bog! O ljubi Bog! Ustavi gorjačo, sicer me bo ubila! Vrnil ti bom prt in kozla!« Ko se je fantu zazdelo, da jih je gostilničar dobil dovolj, je rekel: »Gorjača moja, miruj!« Vzel je prt in ga vtaknil v žep, prijel gorjačo, kozlu okoli rogov privezal vrv in se z vsem skupaj odpravil domov. To pa je bilo pošteno povračilo za moko!
Izvirnik
Der var engang en gammel Kone, som havde en Søn, og da hun var meget ussel og skrøbelig, saa skulde Gutten, Søn hendes, gaae paa Stabburet for hende efter Meel til Middagsmaden. Men da han kom ud paa Stabburstrappen, saa kom Nordenvinden fygende, tog Melet fra ham og foer hen igjennem Luften med det; Gutten gik paa Nyt ind paa Stabburet efter Mere, men da han kom ud paa Trappen, kom Nordenvinden igjen fygende og tog Melet fra ham, og saaledes gik det ogsaa den tredie Gang. Herover blev Gutten meget vred, og da han syntes at det var urimeligt, at Nordenvinden skulde fare saaledes frem, saa tænkte han, han fik lede ham op og kræve Melet tilbage.
Han lagde da afsted, men Veien var lang, og han gik og han gik, og saa kom han endelig til Nordenvinden. „God Dag,“ sagde Gutten, „og Tak for Sidst.“ „God Dag,“ — svarede Nordenvinden — han var saa grov i Maalet — „og selv Tak for Sidst.“ „Hvad vil du?“ sagde han videre. „Aa,“ svarede Gutten, „jeg vilde nok bede dig, om du vil være saa god at lade mig faae igjen det Melet, du tog fra mig paa Stabburstrappen, for Lidet har vi, og naar du skal fare saaledes og tage det Gran, vi har, saa bliver der ikke andet end Sultihjel.“ „Jeg har ikke noget Meel,“ sagde Nordenvinden, „men siden du er saa nødig, skal du faae en Dug, som skaffer dig Alt, hvad du kan ønske, naar du bare siger: „Dug bred dig ud og dæk op med
alle Slags kostelige Retter!“ Hermed var Gutten vel fornøiet. Men da Veien var saa lang, at han ikke kunde naae hjem om Dagen, gik han ind til en Gjestgiver paa Veien, og da de, som før vare der, skulde til at spise til Aftens, lagde han Dugen paa et Bord, som stod i Krogen, og sagde: „Dug bred dig ud og dæk op med alle Slags kostelige Retter.“ Aldrig før havde han sagt det, saa gjorde Dugen det, og Alle syntes, det var en herlig Ting, men især Gjestgiverkonen. Da det derfor led ud paa Natten, saa Alle sov, tog hun Guttens Dug og lagde en anden i Stedet, som var akkurat ligedan, som den, han havde faaet af Nordenvinden, men som ikke kunde dække op med tørt Brød engang.
Da Gutten vaagnede, tog han sin Dug sin og gik afsted med, og den Dagen kom han hjem til Moderen: „Nu,“ sagde han, „har jeg været hos Nordenvinden — det var en skikkelig Mand, for han gav mig denne Dugen, og naar jeg bare siger til den: — „Dug bred dig ud og dæk op med alle Slags kostelige Retter, saa faaer jeg al den Mad, jeg kan ønske mig.“ „Ja, det veed jeg vist,“ sagde Moderen, „men jeg troer det ikke, førend jeg seer det.“ Gutten skyndte sig, satte frem et Bord, lagde Dugen paa det og sagde: „Dug bred dig ud og dæk op med alle slags kostelige Retter;“ men Dugen dækkede ikke engang op med en Bid Brød.
"Der bliver ikke andet Raad for, end at jeg faaer gaae til Nordenvinden igjen da,“ sagde Gutten og lagde afsted. Ud paa Eftermiddagen kom han did, hvor Nordenvinden boede. „God Kveld,“ sagde Gutten. „God Kveld,“ sagde Nordenvinden. „Jeg vil nok have Ret for Melet, du tog fra mig,“ sagde Gutten, „for den Dugen, jeg fik, duede ikke noget.“ „Jeg har ikke noget Meel,“ sagde Nordenvinden, „men der har du en Buk, som gjør bare Gulddukater, naar du blot siger: „Min Buk! gjør Penge.“ Den syntes Gutten godt om; men da det var saa langt hjem, at han ikke kunde række did den Dag, saa tog han igjen Nattekvarteer hos Gjestgiveren. Førend han forlangte Noget, prøvede han Bukken, for at see om det ogsaa var sandt, hvad Nordenvinden havde sagt, og det forholdt sig ganske
rigtigt; men da Gjestgiveren saa dette, syntes han, det var en prægtig Buk, og da Gutten vel var falden i Søvn, saa tog han en anden, som nok ikke gjorde Gulddukater, og satte i Stedet. Morgenen efter gik Gutten afsted, og da han kom hjem til sin Moder, sagde han: „Nordenvinden er en snild Mand alligevel; nu gav han mig en Buk, som kan gjøre Gulddukater, bare jeg siger: „Min Buk, gjør Penge!“ „Det veed jeg vist,“ sagde Moderen, „det er ikke Andet end Snak, og jeg troer det ikke, førend jeg seer det.“ „Min Buk, gjør Penge!“ sagde Gutten; men det blev ikke Penge, det Bukken gjorde. Han gikk da igjen til Nordenvinden og sagde, at Bukken ikke duede noget, og at han vilde have Ret for Melet. „Ja, nu har jeg ikke noget
Andet at give dig,“ sagde Nordenvinden, „end den gamle Kjæppen, som staaer borte i Krogen, men den er slig, at naar du siger: „min Kjæp, slaa paa!“ saa slaaer den, lige til du siger: „min Kjæp stille!“ — Da Veien hjem igjen var lang, saa gik Gutten ogsaa den Kveld ind til Gjestgiveren; men da han halvveis kunde forstaae, hvorledes det var gaaet med Dugen og Bukken, saa lagde han sig strax til at snorke paa Bænken, og lod som han sov. Gjestgiveren, som nok kunde skjønne, at Kjæppen ogsaa duede til Noget, ledte op en, der lignede den, og vilde sætte den istedet, da han troede at Gutten snorkede; men i det Samme Gjestgiveren skulde tage den, raabte Gutten: „Min Kjæp slaa paa!“ Kjæppen til at banke Gjestgiveren, saa at
han hoppede baade over Borde og Bænke og raabte og skreg: „Aa Herregud! Aa Herregud! Lad Kjæppen være rolig, ellers slaaer den mig ihjel; du skal faae igjen baade Dugen og Bukken.“ Da Gutten syntes, Gjestgiveren havde faaet Nok, sagde han: „Min Kjæp, stille!“ tog Dugen og puttede i Lommen og Kjæppen i Haanden, bandt en Snor om Hornene paa Bukken, og gik hjem med Alt. Det var god Ret for Melet! —
