Waltey
Kdor je všeč vsem ženskam, ni nikoli v stiski
Norske Folkeeventyr · Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen MoeO besedilu
Kdor je všeč vsem ženskam, ni nikoli v stiski
- Vir
- Norske Folkeeventyr
- Avtor
- Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen Moe
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Norsk
- Čas branja
- 15 min branja
- Obseg
- 12 strani
- Naslov izvirnika
- 038 Det har ingen Nød med den, som alle Kvindfolk er forlibt i
O izvirniku
Norske Folkeeventyr
Norveške ljudske pravljice o gozdu, gorah, prebrisanih junakih in nevarnih bitjih. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Norske Folkeeventyr v jeziku Norsk.
Besedilo
Kdor je všeč vsem ženskam, ni nikoli v stiski
Nekoč so živeli trije bratje; ne vem prav dobro, kako je do tega prišlo, a vsak je dobil po eno željo, tako da si je lahko zaželel, kar koli je hotel. Prva dva nista dolgo premišljevala: zaželela sta si, da bi vsakokrat, ko sežeta s pestjo v žep, zmeraj zagrabila denar. »Kdor ima denarja, kolikor ga hoče, si že utre pot po svetu,« sta rekla. Najmlajši pa si je znal zaželeti kaj boljšega: zaželel si je, da bi se vse ženske zaljubile vanj, brž ko bi ga zagledale; in to je bilo, kakor boš slišal, boljše od denarja in imetja. Ko so si tako izrekli želje, sta hotela starejša dva v svet, Askeladden pa ju je prosil, ali sme z njima; vendar mu nikakor nista hotela dovoliti. »Kamor koli prideva, naju bodo sprejeli kakor grofa ali princa,« sta rekla. »Ti pa, sestradani revež, ki ničesar nimaš in ničesar ne dobiš, kako si moreš misliti, da bi se kdo zmenil zate?« »Pa bi vendarle lahko smel iti z vama,« je rekel Askeladden;
»morda bi tudi zame padel kak grižljaj pečenke, če bi spremljal tako imenitna gospoda.« Nazadnje sta mu le dovolila iti z njima, če jima bo služil; drugače nista hotela niti slišati zanj.
Ko so potovali kak dan ali nekaj takega, so prišli do gostilne. Brata, ki sta imela denar, sta se nastanila v njej in naročila pečenko in ribe, žganje in medico ter vse, kar je bilo dobrega; ubogi Askeladden pa je moral paziti na vse, kar je pripadalo imenitnima gospodoma. Ko je tako hodil sem ter tja in postopal po dvorišču, je gostilničarka pogledala skozi okno in zagledala služabnika obeh gospodov. Zdelo se ji je, da tako zalega fanta še nikoli ni videla na lastne oči; gledala ga je in gledala in dlje ko ga je gledala, lepši se ji je zdel. »Kaj za vse hudičeve kosti pa stojiš tam pri oknu, zijaš in buljiš?« jo je vprašal mož. »Mislim, da bi bilo bolje, ko bi pazila, da se pujsek speče, namesto da tam postopaš; saj menda vidiš, kakšne goste imamo danes.« »Kaj mi mar za tisto napihnjeno gospodo!« je rekla žena. »Če jim ni všeč, lahko gredo, od koder so prišli. Rajši pridi sem, da boš videl nekoga, ki hodi zunaj po dvorišču! Tako zalega človeka še nisem videla v življenju. Če se strinjaš, ga povabiva noter in mu malo postreževa; revež najbrž nima kaj prida pod palcem.« »Žena, ali si izgubila še tisto trohico pameti, ki si jo imela?« je rekel mož in se tako razsrdil, da so kar iskre švigale od njega. »Brž v kuhinjo in glej, da bo kaj na ognjišču, ne pa da tu stojiš in buljiš za tujimi fanti!« Ženi ni preostalo drugega, kakor da je šla v kuhinjo in se lotila jedi; fanta ni smela gledati in tudi postreči mu ni upala. Toda ravno ko je v kuhinji natikala pujska na raženj, si je izmislila opravek na dvorišču in dala Askeladdnu škarje, ki so bile take, da so, brž ko je z njimi zastrigel po zraku, ukrojile najlepša oblačila, kar jih je moglo videti človeško oko, iz svile in žameta in vsega najžlahtnejšega blaga;
»to dobiš, ker si tako zal,« je rekla žena. Ko sta se brata dodobra najedla vsega ocvrtega in pečenega, sta se hotela spet odpraviti, Askeladden pa je znova stal zadaj na vozu in jima služil. Spet so prepotovali lep kos poti in prišli do nove gostilne. Brata sta hotela vstopiti, Askeladdna, ki ni imel denarja, pa nista hotela vzeti s seboj; ostati je moral zunaj in paziti na vse njune reči. »Če te kdo vpraša, pri kom služiš, pa povej, da pri dveh tujih princih,« sta rekla. Toda zgodilo se je prav kakor prvič: ko je Askeladden stal zunaj na dvorišču in postopal, je prišla gostilničarka k oknu in ga zagledala, pa se je prav tako zaljubila vanj kakor prva gostilničarka. Stala je, ga gledala in gledala in se ga ni mogla nagledati. Tedaj je skozi sobo prihitel njen mož z nečim, kar sta naročila princa. »Ne stoj tam in ne zijaj kakor krava v skedenjska vrata, temveč vzemi tole in pojdi v kuhinjo k svojemu loncu z ribami, žena!« je rekel. »Saj menda vidiš, kakšne goste imamo danes.« »Kaj mi mar za tisto napihnjeno drhal!« je rekla žena. »Če jim ni všeč, kar dobijo, naj vzamejo tisto, kar so prinesli s seboj. Ampak pridi še ti sem, da boš videl! Tako zalega človeka, kakršen hodi zunaj po dvorišču, še nikoli nisem videla na svetu. Če se strinjaš, ga povabiva noter in mu malo postreževa; videti je, da bi mu prišlo prav, revežu. In kako iz srca zal je!« je rekla žena.
»Nikoli nisi imela dosti pameti, zdaj pa ti je, kakor vidim, ušlo še tisto malo, kar si je imela,« je rekel mož; razsrdil se je še bolj kakor prejšnji gostilničar in ženo nagnal v kuhinjo. »Brž v kuhinjo, pa ne stoj tukaj in ne bulji za fanti!« ji je rekel. Morala je torej nazaj k svojemu loncu z ribami; Askeladdnu si ni upala postreči, ker se je bala moža. Toda ravno ko je skrbela za ogenj, si je izmislila opravek na dvorišču in dala Askeladdnu prt, ki je bil tak, da so se na njem znašle vse najboljše jedi, kar si jih je bilo mogoče zamisliti, brž ko ga je razgrnil. »To dobiš, ker si tako zal,« je rekla Askeladdnu.
Ko sta se brata najedla in napila vsega, kar je bilo na voljo, in za to plačala mastne denarje, so se odpeljali, Askeladden pa je stal zadaj na vozu. Potovali so tako dolgo, da so bili spet lačni, potem pa zavili v gostilno in naročili vse najdražje in najboljše, kar sta znala našteti;
»midva sva namreč kralja na potovanju in denarja imava kakor trave,« sta rekla. Ko je gostilničar to slišal, so začeli tako cvreti in peči, da je dišalo vse do najbližje sosednje kmetije, gostilničar pa ni vedel, kaj vse bi še ponudil kraljema;
Askeladden pa je moral tudi tu stati zunaj in paziti na vse, kar je bilo na vozu. In zgodilo se je prav kakor prejšnjikrat in predprejšnjim: gostilničarka je pogledala skozi okno in zagledala služabnika, ki je stal zunaj pri vozu; tako lepega fanta še nikoli ni videla. Gledala ga je in gledala, in bolj ko je strmela vanj, lepši se ji je zdel. Gostilničar je pritekel skozi sobo z jedjo, ki sta jo naročila potujoča kralja, in nič kaj zadovoljen ni bil, ko je zagledal ženo, kako stoji pri oknu in zija.
»Ali res ne veš za nič boljšega, kakor da tam stojiš in buljiš, ko imamo v hiši takšne goste?« ji je rekel. »V kuhinjo k svoji smetanovi kaši, pa pri tej priči!« »Saj vendar ni tako hudo; če nočeta počakati, da se kaša skuha, se lahko odpeljeta,« je odvrnila žena. »Rajši pridi sem, da boš videl! Tako lepega fanta, kakršen stoji zunaj na dvorišču, še nikoli nisem videla na lastne oči. Če se strinjaš, ga povabiva noter in mu malo postreževa, saj je videti, da bi mu prišlo prav. In kako prisrčno zal je!« »Vse življenje si norela za fanti in še zdaj noriš,« je rekel mož in se tako razsrdil, da ni vedel, na katero nogo bi stopil; »če pa ne boš pri priči šla k svojemu loncu s kašo, ti bom že jaz pognal noge!« Žena je morala kar najhitreje odhiteti v kuhinjo, saj je vedela, da se z možem ni šaliti;
toda brž ko se ji je ponudila priložnost, je smuknila na dvorišče in dala Askeladdnu pipico. »Samo čepek obrni,« mu je rekla, »pa boš dobil vse najžlahtnejše pijače, kar jih boš hotel, medico, vino in žganje. To dobiš, ker si tako zal,« je rekla.
Ko sta se brata najedla in napila vsega, kar sta hotela, so se odpeljali iz gostilne. Askeladden je spet stal zadaj na vozu in jima moral služiti. Vozili so se daleč in dolgo, dokler niso prišli do kraljevega dvora. Tam sta se starejša brata izdala za cesarska sinova, in ker sta imela denarja na pretek ter bila tako imenitna, da se je že od daleč bleščalo od njiju, so ju kar najlepše sprejeli; stanovala naj bi na gradu in kralj ni vedel, s čim vse bi jima izkazal čast.
Askeladdna pa, ki je hodil v istih capah, kakršne je imel ob odhodu od doma, in ni imel v žepu niti novčiča, je grajska straža prijela in ga odpeljala na otok;
tja so odveslali vse berače in potepuhe, ki so prišli na kraljevi dvor. Tako je zapovedal kralj, da ne bi s svojo razcapanostjo in grdoto motili veselja na gradu;
hrane pa so jim prinašali le toliko, da so se komaj obdržali pri življenju. Askeladdnova brata sta sicer videla, da ga straža pelje na otok, a sta bila vesela, da sta se ga znebila, in se za to nista niti najmanj zmenila. Ko pa je Askeladden prišel na otok, je preprosto vzel svoje škarje in zastrigel z njimi po zraku; škarje so ukrojile najlepša oblačila, kar bi si jih kdo mogel želeti, iz žameta in svile, tako da so bili potepuhi na otoku precej imenitnejši od kralja in vseh, ki so bili na gradu. Potem je Askeladden vzel svoj prt in ga razgrnil, pa so se tudi ubogi potepuhi do sitega najedli; takšne gostije, kakršna je bila tisti dan na otoku potepuhov, še nikoli ni bilo na kraljevem dvoru. »Saj ste najbrž tudi žejni,« je rekel Askeladden; izvlekel je pipico in malce obrnil čepek, pa so potepuhi dobili tudi pijače. Takšnega piva in takšne medice še sam kralj ni okusil vse svoje žive dni.
Ko so tisti, ki so morali nositi hrano razcapancem na otoku, priveslali tja s svojimi ostanki mrzle kaše in steklenicami sirotke — to je bila namreč hrana za te reveže —, je otočani niso hoteli niti pokusiti. Ljudje s kraljevega dvora so se temu zelo čudili, še bolj pa so se začudili, ko so si potepuhe dobro ogledali, saj so bili tako imenitni, da so mislili, da so sami cesarji in papeži in da so priveslali na napačen otok; ko pa so se bolje razgledali, so vendarle prepoznali kraj. Tedaj so sprevideli, da jim je moral vse to razkošje in sijaj priskrbeti tisti, ki so ga bili prejšnji dan pripeljali na otok. Ko so se vrnili na kraljevi dvor, niso dolgo odlašali s pripovedjo, da je tisti, ki so ga včeraj odpeljali, zdaj vse potepuhe oblekel tako imenitno in sijajno, da se je kar cedilo od njih. »Kaše in sirotke, ki smo ju prinesli, niso hoteli niti pokusiti, tako prevzetni so postali,« so rekli. Eden izmed njih je tudi izvohal, da ima fant škarje, s katerimi jim je ukrojil oblačila. »Ko dvigne škarje v zrak in z njimi zastrigne, reže samo svilo in žamet,« je rekel. Ko je princesa to slišala, ni imela ne miru ne pokoja, dokler ne bi videla fanta in škarij, ki so iz samega zraka krojile svilo in žamet. Takšne škarje bi bilo vredno imeti, si je mislila; z njimi bi si lahko priskrbela vse razkošje, ki bi si ga zaželela. Tako dolgo je prosila kralja, da je moral poslati po fanta, ki je imel škarje. Ko je prišel na dvor, ga je princesa vprašala, ali je res, da ima takšne in takšne škarje, in ali bi ji jih prodal. Da, takšne škarje res ima, je rekel Askeladden, prodal pa jih ne bo; nato jih je vzel iz žepa in zastrigel z njimi po zraku, da so svileni in žametni odrezki leteli na vse strani. »O, le prodaj mi jih,« je rekla princesa, »zanje lahko zahtevaš, kar hočeš, toda imeti jih moram!« Ne, nikakor jih ne bo prodal, ker takšnih škarij ne bi mogel nikoli več dobiti, je rekel. Medtem ko sta se pogajala za škarje, je princesa vse pozorneje gledala Askeladdna in kakor gostilničarkam se je tudi njej zdelo, da tako lepega fanta še ni videla. Zato se je spet začela pogajati za škarje ter prosila in rotila Askeladdna, naj ji jih proda;
zanje lahko zahteva toliko sto tolarjev, kolikor hoče, vseeno ji je, samo da jih dobi. »Ne, prodal jih ne bom,« je rekel Askeladden. »A naj bo:
če smem nocoj ležati na tleh v princesini spalnici, tik pri vratih, dobi škarje. Ničesar ji ne bom storil, če pa jo je strah, ima lahko v sobi dva stražarja.« To mu je princesa rada dovolila; samo da dobi škarje, pa bo zadovoljna. Askeladden je torej ponoči ležal na tleh v princesini sobi, moža pa sta stražila; toda princesa kljub temu ni kaj prida spala, saj se ji je kar naprej zdelo, da mora odpreti oči in spet pogledati Askeladdna. Tako je bilo vso noč: komaj je zaprla oči, ga je že morala spet skrivaj pogledati, tako zal se ji je zdel.
Zjutraj so Askeladdna spet odpeljali na otok potepuhov, ko pa so prišli s kraljevega dvora z ostanki kaše in steklenicami sirotke, tudi tisti dan ni nihče hotel ničesar pokusiti;
in tisti, ki so hrano prinesli, so se temu še bolj čudili. Eden izmed njih je tedaj izvohal, da ima fant, ki je prej imel škarje, prt, ki ga mora le razgrniti, pa dobi vse najboljše jedi, kar si jih zaželi. Ko se je vrnil na kraljevi dvor, ni minilo dolgo, preden je vse povedal;
»takšne pečenke in takšne smetanove kaše še ni bilo na kraljevem dvoru,« je rekel. Ko je princesa to slišala, je povedala kralju ter ga tako dolgo prosila in rotila, da je moral poslati na otok po lastnika prta, in Askeladden je spet prišel na grad. Princesa je na vsak način hotela njegov prt in mu zanj obljubljala zlate gradove, toda Askeladden ga nikakor in za nobeno ceno ni hotel prodati. »Če pa smem nocoj ležati na klopi ob postelji v princesini spalnici, dobi moj prt,« je rekel fant. »Ničesar ji ne bom storil, če pa jo je strah, lahko postavi v sobo štiri stražarje.« Princesa je privolila; Askeladden je ležal na klopi ob njeni postelji, štirje možje pa so stražili. A če princesa prejšnjo noč ni kaj prida spala, je to noč spala še manj; skoraj ni mogla zatisniti oči, vso noč je morala gledati lepega fanta in še se ji je zdela noč prekratka.
Zjutraj so Askeladdna spet odpeljali na otok potepuhov, čeprav to princesi nikakor ni bilo po volji, tako rada ga je že imela; a nobena prošnja ni pomagala, moral je nazaj. Ko so s kraljevega dvora prišli s skorjami kaše in steklenicami sirotke, ki naj bi bile potepuhom za hrano, nihče ni hotel niti pogledati tistega, kar je poslal kralj. Temu se ljudje z dvora niso več čudili; čudno pa se jim je zdelo, da nihče ni žejen. Potem je eden kraljevih poslancev izvohal, da ima tisti, ki je prej imel škarje in prt, pipico, ki mu, brž ko malce obrne čepek, natoči najžlahtnejše pijače, kar si jih je mogoče zamisliti, pivo, medico in vino. Ko se je vrnil na grad, tudi tokrat ni znal držati jezika za zobmi, prav kakor že obakrat prej; na dolgo in široko je pripovedoval o pipici in o tem, kako zlahka dobiš z njo vsakršno pijačo. »Takšnega piva in takšne medice na kraljevem dvoru gotovo še nihče ni okusil,« je rekel, »slajša sta od medu in sirupa.« Ko je princesa to slišala, je hotela nemudoma dobiti pipico, pa tudi proti temu, da bi se spet pogajala z njenim lastnikom, najbrž ni imela ničesar. Znova je šla h kralju in ga prosila, naj pošlje na otok potepuhov po tistega, ki je imel škarje in prt, saj ima še eno stvar, ki bi jo bilo vredno imeti, je rekla. Ko je kralj slišal, da je to pipica, ki daje najboljše pivo in najboljše vino, kar bi si ga kdo želel piti, če samo obrneš čepek, si lahko misliš, da ni dolgo odlašal, preden je poslal ponj.
Ko je Askeladden prišel na grad, ga je princesa vprašala, ali je res, da ima takšno in takšno pipico. Da, ima jo v žepu telovnika, je rekel Askeladden; ko pa jo je princesa na vsak način hotela kupiti, je odgovoril kakor že obakrat prej, da je nikakor ne bo prodal, četudi mu zanjo ponudi polovico kraljestva. »A naj bo,« je rekel Askeladden, »če smem nocoj ležati ob princesi na robu njene postelje, vrh kožuha, dobi mojo pipico. Ničesar ji ne bom storil, če pa jo je strah, lahko postavi v sobo osem stražarjev.« O ne, tega ni treba, je rekla princesa, toliko ga že pozna; in tako je Askeladden tisto noč ležal na robu postelje ob princesi.
A če prejšnji dve noči ni kaj prida spala, je to noč spala še manj; niti za hip ni mogla zatisniti očesa, ves čas je morala gledati Askeladdna, ki je ležal pred njo na robu postelje.
Ko je zjutraj vstala in so hoteli Askeladdna spet odpeljati na otok potepuhov, jih je prosila, naj malce počakajo, potem pa stekla h kralju in ga prav prisrčno prosila, ali bi smela dobiti Askeladdna za moža, saj ga ima tako rada, da noče več živeti, če ga ne dobi, je rekla.
»Seveda ga lahko dobiš, če si že tako želiš,« je rekel kralj. »Kdor ima takšne reči, je prav tako bogat kakor ti.« Tako je Askeladden dobil princeso in polovico kraljestva — drugo polovico naj bi dobil po kraljevi smrti — in vse je bilo dobro in prav; svoja brata pa, ki sta bila do njega vselej tako hudobna, je poslal na otok potepuhov. »Tam naj ostaneta, dokler ne spoznata, komu se godi manj hudo: tistemu, ki ima žepe polne denarja, ali tistemu, ki ga imajo rade vse ženske,« je rekel Askeladden. In lahko si misliš, da na otoku potepuhov ni kaj dosti pomagalo segati v žep in žvenketati z denarjem: če ju Askeladden ni spravil z otoka, še dandanes hodita tam ter jesta mrzlo kašo in pijeta sirotko.
Izvirnik
038 Det har ingen Nød med den, som alle Kvindfolk er forlibt i
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Der var en Gang tre Brødre; jeg veed ikke rigtig, hvorledes det var gaaet til, men de havde faaet hver sit Ønske, saa de kunde faae en Ting, hvad de vilde. De to betænkte sig ikke længe, de ønskede sig, at hver Gang, de stak Næven i Lommen, skulde de altid gribe i Penge; „for naar En har saa mange Penge, han vil, kommer han altid frem i Verden,“ sagde de. Men den yngste vidste at ønske det, som var bedre; han gjorde det Ønske, at alle Kvindfolk skulde blive forlibte i ham, bare de saae ham, det skal du høre, var bedre end baade Penge og Gods. Da de nu havde gjort Ønskerne sine, vilde de To ud i Verden, og Askeladden bad da om han ikke kunde faae være med; men det vilde de slet ikke give ham Lov til. „Hvor vi komme hen, saa
blive vi modtagne som Grever og Prindser,“ sagde de; „men du din sultne Stakkel, som Intet har og Intet faaer, hvordan kan du troe, at Nogen bryder sig om dig?“ „Men jeg kunde vel faae Lov at være i Følge med Jer ligevel,“ sagde Askeladden; „der turde vel falde en Stegebid af til mig ogsaa, naar jeg var i Følge med saa høie Herrer.“ Langt om længe skulde han da faae blive med dem, dersom han vilde være Tjeneren deres; for ellers vilde de slet ikke vide af ham.
Da de nu havde reist en Dags Tid eller Noget, kom de til en Gjestgivergaard; der tog de ind de To, som Penge havde, og forlangte baade Steg og Fisk, baade Brændeviin og Mjød og Alt, som godt var, men Askeladden, Stakkel, skulde passe paa alt det, som tilhørte de to fornemme Herrerne. Men som han gik frem og tilbage og svævede ude paa Gaarden, kom Gjestgiverkonen til at see ud igjennem Ruden, og fik see Tjeneren til de to Herrerne, og saa vakker en Fyr syntes hun aldrig hun havde seet for sine Øine før; hun saa og hun saa paa ham, og jo længere hun saa, desto deiligere syntes hun Gutten blev. „Hvad i Fandens Skind og Been er det, du staaer der borte i Vinduet og glaner og gloer efter?“ sagde Manden hendes — „jeg synes det var ligere, du saa efter at Grisen blev
stegt, end at du staaer der og hænger; du seer hvad Folk der er hos os idag, veed jeg.“ „Aa jeg bryder mig om det Storskrabet, jeg!“ sagde Kjærringen, „vil de ikke være, kan de reise did, de ere komne fra. Men kom hid, skal du faae see En, som gaaer her ude i Gaarden! Saa vakkert et Menneske har jeg aldrig seet i mit Liv før. Vil du som jeg, skal vi bede ham ind og traktere ham lidt; for han har nok ikke Meget at fegte med, Stakkel.“ „Har du mistet den vesle Vidsmulen, du havde, ogsaa nu, Kjærring?“ sagde Manden, han blev saa sindt at det gnistrede af ham. „Fort ud i Kjøkkenet med dig og see at faae paa Skorstenen, men staa ikke her og glo efter fremmede Karle!“ Der var da ikke Andet at gjøre for Konen end at gaae
i Kjøkkenet og stelle med Maden; Gutten fik hun ikke Lov at see paa, og traktere ham turde hun ikke heller; men allerbedst hun var i Kjøkkenet og stak Stegegrisen paa Spiddet, gjorde hun sig et Ærende ud i Gaarden, og saa gav hun Askeladden en Sax, som var saadan, at bare han klippede i Luften med den, skar den til de deiligste Klæder, Nogen vilde see for fine Øine, baade af Silke og Fløiel og alt det, som gjildt var; „den skal du have for det, du er saa vakker,“ sagde Konen.
Da nu de to Brødrene vel havde faaet alt det Bristede og Stegte til Livs, vilde de afsted igjen, og Askeladden stod igjen bag paa Vognen og var Tjeneren deres, og saa reiste de paa Nyt et godt Stykke, saa kom de til en Gjæstgivergaard igjen. Der vilde Brødrene indom, men Askeladden, som ingen Penge havde, vilde de ikke have med ind; han skulde staae igjen ude og passe paa alt det, som hørte dem til; „og spørger Nogen dig, hvem du er Tjener hos, saa sig, det er to fremmede Prindser“ sagde de. Men saa gik det igjen ligesom forrige Gang: medens Askeladden stod ude paa Gaarden og hængte, kom Gjestgiverkonen bort i Vinduet og fik see ham, og saa blev hun ligesaa forlibt i ham, som den første Gjestgiverkonen,
og hun stod og saa og saa, og aldrig kunde hun faae seet sig mæt paa ham. Saa kom Manden hendes sættende igjennem Værelset med Noget, de to Prindserne havde forlangt. Staa ikke der og glo som en Ko paa en Laavedør, men tag dette med og kom ud i Kjøkkenet til Fiskegryden din, Kjærring!“ sagde Manden; „du seer hvad Folk, der er hos os i Dag, veed jeg.“ „Jeg bryder mig om det Storpakket, jeg!“ sagde Konen; „vil de ikke have det, de faae, kan de tage det, de havde med sig. Men kom hid, du ogsaa, skal du faae see! saa vakkert et Menneske som han, der gaaer ude i Gaarden, har jeg aldrig seet i Verden før. Vil du som jeg, skal vi bede ham ind og traktere ham lidt; han seer ud til at behøve det, Stakkel. — Og saa inderlig vakker som han er!“ sagde Kjærringen.
„Ikke stort Vid har du havt, og det vesle, du havde, har da ogsaa gaaet sin Vei nu, kan jeg mærke,“ sagde Manden; — han blev endda sindtere end den forrige Gjestgiveren, og kjørte Kjærringen ud i Kjøkkenet — „Fort ind i Kjøkkenet med dig, og staa ikke her og glo efter Gutterne!“ sagde han. Hun maatte da ud til Fiskegryden sin; og traktere Askeladden turde hun ikke, for hun var bange for Manden; men allerbedst hun stod og stelte med Varmen, gjorde hun sig et Ærende ud i Gaarden, og saa gav hun Askeladden en Dug, som var saadan, at den dækkede op alt det Bedste, som tænkes kunde, bare han bredte den ud. „Dette skal du have, fordi du er saa vakker,“ sagde hun til Askeladden.
Da nu de to Brødrene havde spiist og drukket af alt det, som fandtes, og betalt for sig i dyre Domme, reiste de derfra, og Askeladden stod bag paa Vognen. Da de havde reist saalænge til de bleve sultne igjen, saa tog de ind paa en Gjæstgivergaard og forlangte alt det Dyreste og Bedste, de kunde nævne; „for vi ere to reisende Konger, og Penge har vi som Græs,“ sagde de. Ja, da Gjestgiveren hørte det, blev der en Brasen og Stegen, saa de kunde lugte det til nærmeste Grandegaard, og Gjestgiveren vidste ikke Alt, han vilde finde paa til de to Kongerne; men Askeladden maatte staae ude her ogsaa, og passe Alt, som i Vognen var. Saa gik det lige eens, som de to forrige Gange: Gjestgiverkonen kom til at skotte ud igjennem Vinduet,
saa fik hun see Tjeneren, som stod derude ved Vognen; og saa deilig en Fyr havde hun da aldrig seet før; hun saa og hun saa, og jo mere hun stirrede paa ham, desto vakkrere blev han, syntes Gjestgiverkonen. Gjestgiveren kom løbende igjennem Værelset med Maden, de to reisende Konger havde forlangt, og han blev ikke meget blid, da han saa Kjærringen stod i Vinduet og glante.
„Veed du ikke bedre, end staae der og gloe, naar vi har slige Folk i Huset?“ sagde han til hende; „ud i Kjøkkenet til Rømmegrøden din, og det paa flyvende Timen!“ „Aa, det er vel ikke saa farligt, veed jeg; vil de ikke bie, til Rømmegrøden er kogt, kan de reise igjen,“ svarede Konen. „Nei kom hid, skal du faae see! Saa deilig en Fyr har jeg aldrig seet for mine Line før, som han, der staaer ude i Gaarden. Vil du som jeg, skal vi bede ham ind og traktere ham lidt, for han kunde nok trænge til det, seer det ud til. Og saa Hjertens vakker som han er!“ „En Gutteflox har du været al din Tid, og det er du endda,“ sagde Manden — han blev saa sindt, at han ikke vidste, hvad Been han skulde staae paa; — „men seer du ikke at komme ud
til Grødgryden din, skal jeg prøve at faae Been under dig, jeg!“ Konen maatte da skynde sig ud i Kjøkkenet det forteste, hun kunde, for hun vidste at Manden ikke var at spøge med; men ret som det var, saa smat hun ud i Gaarden, og saa gav hun Askeladden en Ture. „Naar du bare vrider paa Tappen,“ sagde hun, „saa faaer du alle de deiligste Sorter Drikkevare du vil, baade Mjød og Viin og Brændeviin. Det skal du have for det, du er saa vakker,“ sagde hun.
Da nu de to Brødrene havde ædt og drukket Alt, de vilde, reiste de fra Gjæstgivergaarden, og Askeladden stod bag paa Vognen igjen, og skulde være deres Tjener; saa kjørte de baade langt og længe til de kom til en Kongsgaard, og der gav de ældste Brødrene sig ud for to Keisersønner, og da de havde Penge nok og vare saa gjilde, at det gloede lang Vei af dem, bleve de godt og vel modtagne; de skulde boe paa Slottet, og Kongen vidste ikke al den Stads, han vilde gjøre af dem.
Men Askeladden, som gik i de samme Fillerne, han havde havt paa hjemmefra, og som ikke havde en Skilling i Lommen, ham tog Vagten paa Kongsgaarden og satte ham ud paa en Ø; derud roede de med alle Tiggere og Fanter, som kom til Kongsgaarden, det havde Kongen befalet, for at de ikke skulde forstyrre Lystigheden paa Slottet, naar de gik der saa fillede og stygge; og derud blev der ikke bragt mere Mad, end de netop kunde bjerge Livet. Brødrene til Askeladden saae nok, at Vagten roede ud til Øen med ham, men de vare glade til, at de bleve ham kvit, og brød sig ikke det Mindste om det. Men da nu Askeladden kom ud paa Sen, tog han bare frem Saxen sin, og klippede med den i Luften; saa klippede Saxen til de deiligste
Klæder, Nogen kunde ønske sig baade af Fløiel og Silke, saa at Fanterne ude paa Øen bleve meget gjildere end Kongen og alle de, som paa Slottet vare. Derpaa tog Askeladden Dugen sin og bredte ud, og saa fik de sagtens Mad, de Stakkels Fanterne ogsaa; sligt Gjestebud havde aldrig staaet i Kongens Gaard, som der den Dag stod paa Fanteøen. „Tørste ere I vel ogsaa,“ sagde Askeladden; han frem med Turen sin og vred lidt paa Tappen; saa fik vel Fanterne Noget at drikke; sligt Øl og slig Mjød havde Kongen selv ikke smagt hele sin Livstid.
Da nu de, som skulde bringe Mad ud til Fillefanterne paa Øen, kom roende med Koldgrødskoverne og Myseflaskerne sine, — det var Maden de Stakler skulde have, — saa vilde de paa Sen ikke smage det en Gang, og det blev de fra Kongsgaarden meget forundrede over, men endda mere forundrede bleve de, da de rigtig saae paa Fanterne, for de vare saa gilde at de troede, det var bare Keisere og Paver Allesammen, og at de havde roet ud til en gal Ø; men da de saae sig bedre for, kjendte de sig nok igjen. Da kunde de skjønne, at det maatte være ham, som de havde roet ud Dagen i Forveien, der havde skaffet Fanterne paa Øen al denne Stads og Herlighed; og da de kom tilbage til Kongsgaarden vare de ikke sene med at fortælle, at nu havde han, som de roede ud med den forrige Dagen, klædt op
alle Fanterne saa gilde og saa prægtige, at det dryppede af dem; „Grøden og Mysen, vi kom med, vilde de ikke smage engang, saa storagtige ere de blevne,“ sagde de. En af dem havde ogsaa faaet opsnuset, at Gutten havde en Sax, som han havde klippet til Klæderne med; „naar han stikker den Saxen op i Luften og klipper med den, saa klipper han igjennem bare Silke og Fløiel,“ sagde han. Da Prindsessen fik høre det, havde hun hverken Rist eller Ro paa sig, førend hun fik see Gutten og Saxen, som klippede bare Silke og Fløil ud af Luften; Saxen var nok værd at have, tænkte hun, med den kunde hun faae al den Stads, hun ønskede sig. Hun bad da Kongen saalænge, til han maatte sende Bud efter Gutten, der eiede
Saxen, og da han kom til Kongsgaarden, spurgte Prindsessen, om det var sandt, han havde en Sax, der var slig, og slig, og om han vilde sælge hende den. Ja, han havde nok en saadan Sax, sagde Askeladden, men sælge den vilde han ikke; og saa tog han Saxen op af Lommen og klippede med den i Luften, saa Silke- og Fløielsstumperne fløi om ham. „Jo du maa endelig sælge mig den,“ sagde Prindsessen, „du kan forlange for den, hvad du vil, men have den maa jeg!“ Nei, sælge den vilde han ikke paa nogen Sæt og Viis, for slig Sax kunde han aldrig faae igjen, sagde han; og medens de stod og akkorderede om Saxen, saa Prindsessen bedre og bedre paa Askeladden, og hun syntes som Gjæstgiverkonerne, at saa deilig en Fyr havde hun aldrig seet f’r. Saa begyndte hun at akkordere om Saxen igjen,
og tiggede og bad Askeladden, at han skulde sælge hende den; han kunde forlange for den saamange hundrede Daler, han vilde, det var det samme, naar hun bare fik den. „Nei, sælge den, gjør jeg ikke,“ sagde Askeladden; men det er det samme: faaer jeg Lov at ligge paa Gulvet i Prindsessens Sovekammer, tæt ved Døren i Nat, skal hun faae Saxen. Jeg skal ikke gjøre hende Noget, men er hun bange, kan hun gjerne have to Mand til Vagt inde i Kammeret.“ Ja, det gav Prindsessen ham gjerne Lov til, naar hun bare fik Saxen, saa var hun fornøiet, og Askeladden laa da paa Gulvet i Prindsessens Kammer om Natten, og de to Mand stod Vagt der; men Prindsessen fik ikke sovet stort endda, for allerbedst det var, syntes hun, at hun
maatte aabne Øinene og see paa Askeladden igjen, og det varede hele Natten: havde hun lukket Øinene, maatte hun skotte bort paa ham igjen, saa vakker syntes hun, han var. Om Morgenen blev Askeladden roet ud paa Fanteøen igjen, men da de kom med Grødskoverne og Myseflaskerne fra Kongsgaarden, var der Ingen, som vilde smage det, den Dag heller; og det blev de, som bragte det, endda mere forundrede over.
En af dem fik da snuset op, at Gutten, som havde havt Saxen, eiede en Dug, og at han bare behøvede at brede ud den, saa fik han alt det Bedste, han vilde have. Da han kom tilbage til Kongsgaarden, var det ikke længe før han fortalte det igjen; „slig Steg og slig Flødegrød har det ikke været Mage til i Kongens Gaard,“ sagde han. Da Prindsessen hørte det, sagde hun det til Kongen igjen og bad og tiggede saalænge, til han maatte sende Bud ud paa Øen efter ham, som eiede Dugen, og saa kom Askeladden op paa Slottet igjen. Prindsessen vilde da endelig have Dugen af ham, og bød ham Guld og grønne Skove for den, men Askeladden vilde slet ikke sælge den paa nogen Maade eller for nogen Priis. „Men dersom jeg faaer Lov at
ligge paa Sengekrakken i Prindsessens Sovekammer i Nat, skal hun faae Dugen min,“ sagde Gutten. „Jeg skal nok ikke gjøre hende Noget, men er hun bange, kan hun gjerne sætte fire Mand til Vagt derinde.“ Ja, det gik Prindsessen ind paa; Askeladden laa paa Sengekrakken foran Prindsessen, og de fire Mand stod Vagt; men havde ikke Prindsessen sovet stort den forrige Nat, saa blev det endnu mindre den Natten; hun kunde næsten ikke lukke Øinene, hun maatte ligge og see paa den deilige Gutten hele Natten igjennem, og endda syntes hun Natten var for kort.
Om Morgenen blev Askeladden igjen roet ud til Fantøen, skjønt det nok ikke var efter Prindsessens Villie, saa glad var hun alt i ham; men det var ikke at bede for, han maatte derud igjen. Da de fra Kongsgaarden kom med Grødskorperne og Myseflaskerne, Fanterne skulde have til Mad, var der ikke En af dem, som vilde see paa det, Kongen sendte og det forundrede de fra Kongsgaarden sig ikke heller noget over; men de syntes det var rart, at Ingen af dem var tørstig. Men saa fik en af Kongens Bud snuset op, at han, som havde havt Saxen og Dugen, havde en Ture saadan, at bare han vred lidt paa Tappen, fik han de deiligste Drikkevarer som tænkes kunde, baade Øl og Mjød og Viin. Da han kom tilbage til Slottet, stod ikke Munden bedre igjen paa ham den Gangen, end de to forrige
Gange; han fortalte vidt og bredt om Turen og om hvor letvindt den var at faae alle Slags Drikkevarer med, „Magen til det Øllet og den Mjøden har nok aldrig været smagt i Kongens Gaard,“ sagde han, „det er sødere end baade Honning og Sirup.“ Da Prindsessen hørte det, vilde hun strax see at faae Turen, og hun havde vel intet imod at komme til at akkordere med ham, som eiede den heller. Hun gik da paa Nyt til Kongen, og bad at han vilde sende Bud ud paa Fanteøen efter ham, som havde havt Saxen og Dugen, for han havde endda en Ting, som nok var værd at have, sagde hun, og da Kongen hørte at det var en Ture, som var slig at den skaffede det bedste Øl og den bedste Viin, Nogen vilde drikke, bare man
vred paa Tappen, var det ikke ’længe før han sendte Budet, skal jeg troe. Da Askeladden kom op paa Slottet, spurgte Prindsessen om det var sandt han havde en Ture, som var saadan og saadan. Ja, han havde den i Vestelommen sin, sagde Askeladden; men da Prindsessen med al Magt vilde have kjøbt den, sagde Askeladden ligesom begge de forrige Gange, at sælge den gjorde han slet ikke paa nogen Maade, om saa Prindsessen bød ham halve Riget for den. „Men det er det samme,“ sagde Askeladden, „dersom jeg faaer Lov at ligge foran paa Prindsessens Seng, ovenpaa Fællen i Nat, skal hun faae Turen min. Jeg skal ikke gjøre hende Noget, men er hun bange, kan hun gjerne sætte otte Mand til Vagt i Kammeret.“ Aa nei, det behøvedes ikke,
sagde Prindsessen, saa meget kjendte hun til ham; og saa laa Askeladden paa Sengekanten foran Prindsessen om Natten. Men havde hun ikke faaet sovet stort de to forrige Nætter, saa blev der endnu mindre af Søvnen den Natten; hun kunde ikke faae lukt et Øie, hele Tiden maatte hun ligge og see paa Askeladden, som laa fremmenfor hende paa Sengekanten. Da hun stod op om Morgenen, og de vilde roe Askeladden ud paa Fanteøen igjen, bad hun dem bie lidet Gran, og saa sprang hun ind til Kongen og bad ham saa inderlig vakkert, om hun ikke kunde faae Askeladden, for ham var hun saa kjær i, at dersom hun ikke fik ham, vilde hun ikke leve, sagde hun.
„Aa jomen kan du faae ham, naar du endelig vil,“ sagde Kongen, „den, som har slige Ting, er lige saa rig han som du.“ Saa fik Askeladden Prindsessen og halve Riget, — det andet halve Rige skulde han faae, naar Kongen døde, — og saa var Alt godt og vel; men Brødrene sine, som altid havde været saa slemme mod ham, satte han ud paa Fanteøen. „Der kan de være til de faae prøvet, hvem der er mindst Nød med, enten den, som har Lommerne fulde af Penge, eller den, som all Kvindfolk holder af,“ sagde Askeladden. Og det skulde ikke hjælpe stort at tage i Lommen og rangle med Pengene sine paa Fanteøen, skal jeg troe: har ikke Askeladden taget dem af Øen, saa gaae de der og æde Koldgrød og Myse den Dag i Dag er.
Nadaljuj z branjem
