Prevod
Nekoč sta živela kralj in kraljica, ki nista imela otrok, in kraljica je bila zaradi tega tako žalostna, da skoraj ni poznala vesele urice. Kar naprej je tožila, kako pusto in tiho je na kraljevem dvoru. »Ko bi le imela otroke, bi bilo tu gotovo bolj živahno,« je govorila. Kamor koli je potovala po svojem kraljestvu, povsod je bilo otrok kot božjega blagoslova, celo v najrevnejši koči;
in kamor je prišla, povsod je slišala gospodinjo oštevati otroke, češ da so spet ušpičili to in ono. Kraljici se je to zdelo zabavno in tudi sama bi jih bila rada oštevala. Nazadnje sta kralj in kraljica vzela k sebi tujo deklico; hotela sta jo imeti pri sebi na dvoru, jo vzgajati in oštevati kakor svojo.
Nekega dne je mala gospodična, ki sta jo vzela k sebi, tekala po dvorišču pred gradom in se igrala z zlatim jabolkom. Mimo je prišla revna ženica, ki je s seboj prav tako imela deklico, in ni minilo dolgo, pa sta se dekletce in mala gospodična spoprijateljili ter si začeli med igro kotaliti zlato jabolko. To je videla kraljica, ki je sedela zgoraj pri grajskem oknu; potrkala je na šipo, naj rejenka pride gor. Deklica je ubogala, toda z njo je prišla tudi beračica, in ko sta stopili v dvorano h kraljici, sta se držali za roke. Kraljica je malo gospodično oštela. »Ne spodobi se, da tekaš naokrog in se igraš z razcapano beračico!« je rekla in hotela dekletce nagnati nazaj dol.
»Ko bi kraljica vedela, kaj zna moja mama, me ne bi gnala stran,« je rekla deklica, in ko jo je kraljica začela podrobneje izpraševati, ji je povedala, da ji njena mati lahko pomaga do otroka. Kraljica tega ni hotela verjeti, dekletce pa je vztrajalo pri svojem in zatrjevalo, da je vsaka beseda resnična in da naj kraljica le poskusi pregovoriti njeno mater. Tedaj je kraljica poslala deklico ponjo.
»Ali veš, kaj pravi tvoja hči?« je vprašala ženico, ko je ta stopila skozi vrata. Ne, beračica ni vedela. »Pravi, da mi lahko pomagaš do otroka, če hočeš,« je spet rekla kraljica.
»Ne spodobi se, da kraljica posluša, kar si izmisli beraški otrok,« je rekla ženica in odšla. Kraljica se je razjezila in hotela dekletce spet nagnati dol, toda to ji je zatrjevalo, da je vse, kar je povedalo, čista resnica.
»Kraljica naj moji materi le nalije toliko, da bo dobre volje, pa bo že vedela za kakšen nasvet,« je rekla deklica. Kraljica je sklenila poskusiti. Beračico so znova pripeljali gor in ji postregli z vinom in medico, kolikor je hotela, in kmalu se ji je razvezal jezik. Tedaj ji je kraljica znova zastavila svoje vprašanje.
»Za en nasvet bi pa že vedela,« je rekla beračica. »Nekega večera, preden gre kraljica spat, naj si da prinesti dve kadi vode. V njiju naj se umije, potem pa vodo zlije pod posteljo. Ko bo zjutraj pogledala podenj, bosta tam zrasli dve cvetlici, lepa in grda. Lepo naj poje, grdo pa naj pusti pri miru. A tega zadnjega nikar ne pozabite!« je rekla beračica.
In kraljica je storila, kakor ji je svetovala ženica: dala si je prinesti dve kadi vode, se v njej umila in jo zlila pod posteljo. Ko je zjutraj pogledala, sta tam rasli dve cvetlici. Ena je bila grda in ostudna in je imela črne liste, druga pa je bila tako svetla in ljubka, da kraljica še nikoli ni videla njej enake, in takoj jo je pojedla. Toda lepa cvetlica ji je tako teknila, da se ni mogla premagati in je pojedla še drugo;
saj to najbrž ne more ničesar spremeniti, si je mislila. — Čez čas je kraljica legla k porodu. Najprej je rodila deklico, ki je v roki držala kuhalnico in jezdila na kozlu; grda in ostudna je bila in komaj je prišla na svet, je že zavpila: »Mama!« »Če sem jaz tvoja mama, naj se me Bog usmili!« je rekla kraljica.
»Nikar ne žaluj zaradi tega, kmalu pride za menoj še ena, ki bo lepša,« je rekla tista, ki je jezdila na kozlu. Malo zatem je kraljica rodila še eno deklico, tako lepo in ljubko, da še nihče ni videl tako čudovitega otroka; in lahko si mislite, kako rada jo je imela kraljica. Starejšo so poimenovali Lurvehætte, ker je bila tako grda in razcapana in je nosila kapuco, ki ji je v cunjah visela okoli glave. Kraljica je ni rada gledala in dvorjanke so jo skušale zapreti v drugo sobo, a vse zaman: kjer je bila mlajša, tam je hotela biti tudi ona in nikoli ju niso mogli ločiti.
Ko sta deklici že nekoliko odrasli, je nekega božičnega večera na zunanjem hodniku pred kraljičino sobano nastal strašen hrup in trušč. Lurvehætte je vprašala, kaj tako ropota in razbija zunaj na hodniku. »Ah, tega ni vredno spraševati,« je odgovorila kraljica; toda Lurvehætte ni odnehala in je na vsak način hotela izvedeti, kaj se dogaja. Tako ji je kraljica naposled povedala, da zunaj čarovnice uganjajo božične norčije.
Lurvehætte je rekla, da jih bo šla pregnat, in naj so jo še tako prosili, naj tega ne počne, nič ni pomagalo: hotela je ven in morala je ven, da prežene čarovnice. Kraljici pa je naročila, naj bodo vsa vrata trdno zaprta in naj se nobena niti za špranjo ne odprejo. Potem je s svojo kuhalnico planila ven ter začela preganjati in razganjati čarovnice. Na hodniku je nastalo takšno razbijanje, da mu še nikoli ne bi slišali enakega; pokalo je in treskalo, kakor da bodo bruna na vseh vogalih zletela iz spojev. A naj je bilo tako ali drugače, ena vrata so se vendarle malce priprla;
sestra je namreč hotela pokukati ven in pogledati, kako gre Lurvehætte, pa je pomolila glavo skozi režo. Švist! Že je priletela čarovnica, ji snela glavo in ji namesto nje nataknila telečjo. Princesa je nemudoma začela hoditi po sobi in mukati. Ko se je Lurvehætte vrnila in zagledala sestro, se je razjezila in jih oštela, ker niso bolje pazili nanjo, ter vprašala, ali se jim zdaj zdi kaj bolje, ko se je sestra spremenila v tele. »No, pa jo bom morala rešiti,« je rekla. Od kralja je zahtevala ladjo, dobro opremljeno in povsem pripravljeno za plovbo, krmarja in posadke pa ni hotela imeti. S sestro je hotela odpluti čisto sama in nazadnje so ji morali dovoliti.
Lurvehætte je odplula in usmerila ladjo naravnost proti deželi, kjer so prebivale čarovnice. Ko je prispela do pomola, je sestri naročila, naj ostane na ladji in naj bo čisto pri miru, sama pa je na kozlu odjezdila h gradu čarovnic. Ko je prišla tja, je bilo eno od oken v dvorani odprto in na okenski polici je zagledala sestrino glavo;
v polnem diru je prijahala na zunanji hodnik, zgrabila glavo in oddrvela z njo. Čarovnice so se pognale za njo, da bi ji jo vzele, in tako na gosto so jo obstopile, da je kar mrgolelo in gomazelo okoli nje. Toda kozel jih je suval in bodel z rogovi, sama pa jih je tolkla in mlatila s kuhalnico, tako da se je morala čarovniška drhal umakniti. Lurvehætte se je vrnila na ladjo, snela sestri telečjo glavo in ji namesto nje nataknila njeno, tako da je bila sestra spet človek kakor prej; potem pa je odplula daleč, daleč stran v tuje kraljestvo.
Kralj tistega kraljestva je bil vdovec in je imel enega samega sina. Ko je zagledal tujo ladjo, je poslal na obalo sle, da bi izvedeli, od kod prihaja in čigava je. Toda ko so kraljevi ljudje prišli tja, na ladji niso videli žive duše razen Lurvehætte; na kozlu je jezdila sem ter tja po krovu, da so ji razmršeni prameni plapolali okoli glave. Ljudje z dvora so ob tem prizoru debelo gledali in jo vprašali, ali ni na ladji še koga.
O, seveda, sestro ima s seboj, je rekla Lurvehætte. Ljudje so jo hoteli videti, toda Lurvehætte ni dovolila. »Nihče je ne bo videl, če ne pride sam kralj,« je rekla in jezdila na kozlu naokrog, da je bobnelo po krovu.
Ko so se služabniki vrnili na dvor ter povedali, kaj so videli in slišali na ladji, se je kralj nemudoma odpravil pogledat dekle, ki jezdi na kozlu. Ko je prišel, je Lurvehætte pripeljala sestro, in ta je bila tako lepa in ljubka, da se je kralj pri priči zaljubil vanjo. Obe je odpeljal s seboj na grad in sestro je hotel vzeti za kraljico, toda Lurvehætte je rekla ne: kralj je nikakor ne more dobiti, če kraljevič ne vzame nje. Lahko si mislite, da kraljevič tega ni prav nič želel, saj je bila Lurvehætte prava grda pošast, toda kralj in vsi na dvoru so ga tako dolgo pregovarjali, da je naposled popustil in obljubil, da jo bo vzel za kraljico; vendar je to storil nerad in bil je žalosten.
Tedaj so začeli pripravljati svatbo, varili so pivo in pekli, in ko je bilo vse nared, so se odpravili v cerkev. Toda princu se je zdelo, da je to najtežja pot v cerkev, kar jih je prehodil v vsem življenju. Spredaj se je peljal kralj s svojo nevesto; bila je tako lepa in čudovita, da so se vsi ljudje ustavljali in gledali za njo po cesti, dokler je niso izgubili izpred oči. Za njima je jezdil princ ob Lurvehætte, ki je na kozlu drncala po poti s kuhalnico v pesti, on pa je bil bolj podoben nekomu, ki gre za pogrebom, kakor ženinu v lastnem svatovskem sprevodu;
tako žalosten je bil videti in niti besedice ni spregovoril. »Zakaj nič ne govoriš?« je vprašala Lurvehætte, ko sta že nekaj časa jezdila. »O čem naj pa govorim?« je odgovoril princ.
»Lahko me vprašaš, zakaj jezdim na tem grdem kozlu,« je rekla Lurvehætte. »Zakaj jezdiš na tem grdem kozlu?« je vprašal kraljevič.
»Je to grd kozel? To je najimenitnejši konj, na kakršnem je kdaj jezdila nevesta,« je odgovorila Lurvehætte, in tisti hip se je kozel spremenil v konja, najveličastnejšega, kar jih je kraljevič videl v svojem življenju.
Spet sta nekaj časa jezdila, a princ je bil še vedno žalosten in ni mogel spraviti iz sebe niti besede. Lurvehætte ga je zato znova vprašala, zakaj nič ne govori, in ko je princ odgovoril, da ne ve, o čem naj bi govoril, je rekla: »Lahko me vprašaš, zakaj jezdim s to grdo kuhalnico v pesti.« »Zakaj jezdiš s to grdo kuhalnico?« je vprašal kraljevič.
»Je to grda kuhalnica? To je najlepša srebrna pahljača, kar jih je kdaj imela nevesta,« je rekla Lurvehætte, in tisti hip se je kuhalnica spremenila v srebrno pahljačo, tako bleščečo, da se je kar lesketala.
Jezdila sta še nekaj časa, toda kraljevič je bil še vedno žalosten in ni rekel niti besede. Malo zatem ga je Lurvehætte znova vprašala, zakaj nič ne govori, in tokrat mu je rekla, naj jo vpraša, zakaj ima na glavi tisto grdo sivo kapuco.
»Zakaj imaš na glavi tisto grdo sivo kapuco?« je vprašal princ. »Je to grda kapuca? Saj je najsijajnejša zlata krona, kar jih je kdaj nosila nevesta,« je odgovorila Lurvehætte, in v istem hipu je res postala krona.
Zdaj sta spet dolgo jezdila in princ je bil tako žalosten, da je sedel na konju nem in molčeč kakor prej. Nevesta ga je zato znova vprašala, zakaj nič ne govori, in tokrat mu je rekla, naj jo vpraša, zakaj je tako siva in grda v obraz.
»No, zakaj si tako siva in grda v obraz?« je vprašal kraljevič. »Sem grda? Moja sestra se ti zdi lepa, jaz pa sem desetkrat lepša,« je rekla nevesta, in ko jo je kraljevič pogledal, je bila tako lepa, da se mu je zdelo nemogoče, da bi bilo na svetu še kakšno tako lepo dekle. In tedaj se je princu, o tem ste lahko prepričani, razvezal jezik in ni več jezdil s sklonjeno glavo. Potem so obhajali svatbo, veselo in dolgo, nato pa sta se kralj in princ vsak s svojo nevesto odpravila k očetu kraljičen, kjer so svatovali še enkrat, da kar ni bilo konca. Če pohitite na kraljevi dvor, se bo gotovo našla še kakšna kapljica svatovskega piva.
Izvirnik
Der var en Gang en Konge og en Dronning, som ingen Børn fik, og det var Dronningen saa bedrøvet over, at hun næsten ikke havde en glad Time. Bestandig klagede hun, fordi det var saa ødsligt og stille i Kongsgaarden; „havde vi bare Børn, saa blev her nok Liv,“ sagde hun. Hvor hun reiste i hele sit Rige, saa fandtes der Guds Velsignelse af Børn, selv i den usleste Hytte; og hvor hun kom, saa hørte hun Kjærringen i Huset skjændte paa Ungerne og sagde, at nu havde de gjort det og det Gale igjen; det syntes Dronningen var morsomt, og det havde hun Lyst at gjøre efter. Tilsidst tog Kongen og Dronningen til sig et fremmed lidet Pigebarn; hende vilde de have hos sig i Kongsgaarden og opdrage, og hende vilde de skjænde paa som sit eget.
En Dag sprang den lille Jomfruen, de havde taget til sig, nede i Gaarden fremmenfor Slottet og legede med et Guldæble. Saa kom der en Fattigkjærring gaaende; hun havde ogsaa en liden Gjente med sig, og det varede ikke længe, saa var Gjentungen og den lille Jomfruen gode Venner og begyndte at lege sammen og trille Guldæblet mellem sig. Det saa Dronningen, som sad oppe i Vinduet paa Slottet; saa pikkede hun paa Vinduet, at Fosterdatteren skulde komme op. Hun gjorde det, men Fattiggjenten blev med, og da de kom ind i Salen til Dronningen, holdt de hverandre i Haanden. Dronningen skjændte paa den lille Jomfruen; „det er ikke for dig at springe og lege med en fillet Tiggerunge!“ sagde hun og vilde jage Gjentungen ned igjen.
„Vidste Dronningen, hvad min Mo’er kunde, saa jagede hun mig ikke,“ sagde den vesle Gjenten, og da nu Dronningen spurgte hende nøiere ud, fortalte hun, at hendes Moder kunde skaffe Dronningen Barn. Det vilde Dronningen ikke troe, men Gjenten blev ved Sit, og sagde at det var sandt hvert Ord, og at Dronningen bare skulde prøve at faae Moderen til det. Saa lod Dronningen den vesle Gjenten gaae ned efter hende.
„Veed du, hvad din Datter siger?“ spurgte hun Kjærringen, da denne kom indenfor Døren. Nei, det vidste Tiggerkonen ikke. „Hun siger, at du kan skaffe mig Barn, om du vil,“ sagde Dronningen igjen. „Det er ikke for Dronningen at høre efter det, en Fattigunge finder paa,“ sagde Kjærringen og strøg ud igjen. Dronningen blev vred og vilde paanyt jage ned den vesle Gjenten, men hun forsikkrede at det var sandt hvert Ord, hun havde sagt.
„Dronningen skulde bare skjænke min Moder, saa hun blev lystig, saa vidste hun nok Raad,“ sagde Gjentungen. Det vilde Dronningen prøve, Fattigkjærringen blev hentet op endnu en Gang og trakteret baade med Viin og Mjød, saa meget hun vilde have, og da varede det ikke længe for hun fik Tungen paa Gled. Saa kom Dronningen igjen frem med Spørgsmaalet sit. „Eet Raad turde jeg vel vide,“ sagde Fattigkjærringen. „Dronningen skal lade bære ind to Kar med Vand en Kveld, hun vil lægge sig. I dem skal hun vaske sig og siden slaae dem ind under Sengen. Naar hun seer under den om Morgenen, saa er der voxet op to Blomster, en vakker og en styg. Den vakkre skal hun spise, den stygge skal hun lade staae. Men glem ikke det
Sidste!“ sagde Fattigkjærringen. Ja, Dronningen gjorde, som Kjærringen havde raadet hende, hun lod Vandet bære op i to Kar, vaskede sig i Vandet og slog det under Sengen, og da hun saa efter om Morgenen, stod der to Blomster, den ene var styg og fæl og havde sorte Blade, men den anden var saa lyslet og deilig, at hun aldrig havde seet Mage til den, og den spiste hun strax. Men den vakkre Blommen smagte saa godt, at hun ikke kunde bare sig, hun spiste den anden ogsaa; det kan vel ikke gjøre noget fra eller til, tænkte hun. — Om en Tid kom Dronningen i Barselseng. „Først fødte hun et Pigebarn, som havde en Slev i Haanden og red paa en Buk; styg og fæl var hun, og med det samme hun kom til Verden raabte hun: „Mamma!“
„Er jeg din Mamma, saa Gud trøste og bedre mig!“ sagde Dronningen. „Sørg ikke for det, der kommer snart En efter, som er vakkrere,“ sagde hun som red paa Bukken. Om lidt fødte Dronningen et Pigebarn til, det var saa vakkert og vent, at aldrig Nogen havde seet saa deiligt et Barn; og hende kan man nok vide, Dronningen var glad i. Den ældste kaldte de Lurvehætte, fordi hun var saa fæl og lurvet, og havde en Hætte, som hang i Tavser omkring Hovedet; hende vilde Dronningen nødig see, og Ternerne prøvede at stænge hende ind i et andet Værelse; men det nyttede ikke: der den yngste var, der vilde hun ogsaa være, og aldrig kunde de faae skilt dem fra hverandre.
Da de nu begge vare halvvoxne, var det en Juleaften, det blev saadan forfærdelig Larm og Støi paa Svalen udenfor Dronningens Stue. Lurvehætte spurgte, hvad det var, som knartede og ramlede saa ude paa Svalgangen. „Aa, det er aldrig værdt at spørge om det,“ svarede Dronningen; men Lurvehætte gav sig ikke, hun vilde endelig vide Besked om det, og saa fortalte da Dronningen, at det var Troldkjærringerne, som holdt Juleleg derude.
Lurvehætte sagde, at hun vilde ud at jage dem, og alt de bad hende, at hun skulde lade det være, saa hjalp det ikke, hun vilde ud og han maatte ud at jage Troldkjærringerne, men hun bad at Dronningen skulde holde alle Dørene vel stængte, saa ikke een eneste kom saa meget som paa Gløt engang, sagde hun. Derpaa satte hun ud med Sleven sin, og til at jage og feie Troldkjærringerne, og da blev der en Rammel ude paa Svalgangen, slig at du aldrig skulde hørt Mage til den; det knagede og bragede, som Stokkehvarvene vilde ryge af i hvert Laft. Men hvorledes det var eller ikke, saa kom den ene Døren lidt paa Klem alligevel; nu vilde Søsteren skotte ud og see, hvorledes det gik med Lurvehætte, og stak Hovedet ud igjennem Dørgløtten. Vips! saa
kom der en Troldkjærring, tog Hovedet af hende og satte et Kalvehoved i Stedet, og strax begyndte Prindsessen at gaae inde paa Gulvet og raute. Da Lurvehætte kom ind igjen, og fik see Søsteren, skjændte hun og var vred, fordi de ikke havde passet bedre paa hende, og spurgte om de nu syntes det var bedre, siden Søsteren var bleven til en Kalv. „Men jeg faaer vel see at frelse hende,“ sagde hun. Hun forlangte af Kongen et Skib, som var vel udrustet, og fuldt færdigt, men Styrmand og Mandskab vilde hun ikke have, hun vilde seile afsted med Søsteren ganske alene, og det maatte de tilsidst lade hende gjøre.
Lurvehætte seilede bort og styrede lige under det Land, som Troldkjærringerne boede i, og da hun var kommen til Bryggen sagde hun til Søsteren, at hun skulde blive paa Skibet og holde sig ganske stille der; men selv red Lurvehætte paa Bukken op til Troldkjærringslottet. Da hun kom der, var det ene Salsvinduet aabent, og der saa hun Hovedet til Søsteren stod i Vindueskarmen; saa red hun i fuldt Sprang ind i Svalgangen, og nappede Hovedet, og satte afsted med det. Troldkjærringerne efter og vilde tage Hovedet igjen, og de kom om hende saa tykt, at det yrede og krydde, men Bukken puffede og stangede med Hornene, og selv slog og daskede hun med Sleven, og saa maatte Troldkjærringflokken give sig. Lurvehætte kom nu ned paa Skibet igjen, tog Kalvehovedet
af Søsteren og satte hendes eget Hoved paa i Stedet, saa Søsteren blev til Menneske som for; og saa seilede hun langt, langt bort til et fremmed Kongerige. Kongen i det Rige var Enkemand og havde kuns en eneste Søn. Da han fik see det fremmede Skib, sendte han Bud ned til Stranden for at faae vide, hvor det var fra, og hvem det var som eiede det; men da Kongens Folk kom derned, saa de ikke en levende Sjæl paa Skibet uden Lurvehætte; hun red rundt om Dækket frem og tilbage paa Bukken, saa Haartavserne fløi om Hovedet hendes. Folkene fra Kongsgaarden bleve reent forundrede over det Syn, og spurgte om der ikke var Flere ombord.
Aa jo, hun havde en Søster med sig, sagde Lurvehætte. Hende vilde da Folkene see, men Lurvehætte sagde nei; „hende faaer Ingen see, uden Kongen kommer selv,“ sagde hun, og red om paa Bukken, saa det dundrede i Dækket. Da nu Tjenerne kom tilbage til Kongsgaarden og fortalte om det, de havde seet og hørt nede paa Skibet, vilde Kongen strax i Veien og see hende, som red paa Bukken. Da han kom, ledte Lurvehætte ud Søsteren, og hun var saa vakker og saa ven, at Kongen blev reent forlibt i hende, der han stod. Han førte dem da begge med sig op paa Slottet og Søsteren vilde han have til Dronning, men Lurvehætte svarede nei, hende kunde Kongen ikke faae paa nogen Maade, med mindre Kongssønnen vilde have Lurvehætte
selv. Det kan du nok vide, Kongssønnen nødig vilde, saa stygt et Trold som Lurvehætte var, men saalænge talte Kongen og Alle i Kongsgaarden for ham, til han endelig gav efter, og lovede at han skulde tage hende til Dronning, men nødig gjorde han det og bedrøvet var han. Nu blev der da lavet til Bryllup baade med Bryg og Bagst, og da Alt var færdigt, skulde de reise til Kirke; men Prindsen syntes at det var den tungeste Kirkevei, han havde reist i hele sit Liv. Først kjørte nu Kongen med Bruden sin; hun var saa deilig og saa gjild at alle Folk standsede og saae bortover Veien efter hende, saalænge de kunde øine hende; bagefter kom Prindsen ridende, ved Siden af Lurvehætte, hun travede afsted paa Bukken med Kokkesleven i Næven, og paa ham var det mere ligt til at
han skulde fare til Ligfærds, end at han red i sit eget Bryllupsfølge; saa bedrøvet saa han ud, og ikke et Ord talte han. „Hvorfor taler du ikke?“ sagde Lurvehætte, da de havde redet et Stykke. „Hvad skal jeg vel tale om?“ svarede Prindsen. „Du kan jo spørge, hvorfor jeg rider paa denne stygge Bukken,“ sagde Lurvehætte. „Hvorfor rider du paa den stygge Bukken?“ spurgte Kongssønnen.
„Er det styg Buk? Det er den gjildeste Hest, Nogen vil ride Brud paa,“ svarede Lurvehætte, og i det samme blev Bukken til en Hest, og det til den prægtigste, Kongssønnen havde seet i sine Dage. Nu red de igjen et Stykke, men Prindsen var lige bedrøvet og kunde ikke faae et Ord frem. Saa spurgte Lurvehætte ham paanyt, hvorfor han ikke talte, og da Prindsen svarede, at han ikke vidste, hvad han skulde tale om, sagde Lurvehætte: „Du kan jo spørge, hvorfor jeg rider med denne stygge Slev i Næven?“ „Hvorfor rider du med den stygge Sleven?“ spurgte Kongssønnen.
„Er det styg Slev? Det er den deiligste Sølvvifte, Nogen vil staae Brud med,“ sagde Lurvehætte, og i det samme blev den til en Sølvvifte, saa blank at det skinte i den. Saa red de endda et Stykke, men Kongssønnen var lige bedrøvet og sagde ikke et Ord. Om lidt spurgte Lurvehætte ham igjen, hvorfor han ikke talte, og nu bad hun, at han skulde spørge, hvorfor hun havde den stygge graae Hætten paa Hovedet.
„Hvorfor har du den stygge graae Hætten paa Hovedet?“ spurgte Prindsen. „Er det styg Hætte? Det er jo den blankeste Guldkrone, nogen Brud vil bære,“ svarede Lurvehætte, og med det samme var den det. Nu red de en lang Stund igjen, og Prindsen var saa bedrøvet, at han sad der uden Maal og Mæle ligesom før; saa spurgte Bruden hans atter, hvorfor han ikke talte, og nu bad hun ham spørge, hvorfor hun var saa graa og styg i Ansigtet.
„Ja, hvorfor er du saa graa og saa styg i Ansigtet?“ spurgte Kongssønnen. „Er jeg styg? Du synes min Søster er vakker, men jeg er ti Gange vakkrere,“ sagde Bruden, og da Kongssønnen saa paa hende, var hun saa deilig, at han syntes, der ikke kunde være saa deiligt et Fruentimmer til i Verden. Da kan det vel hænde, at Prindsen fik Munden paa Gang og ikke længer red og hængte med Hovedet. Saa drak de Bryllup, baade vel og længe, og siden reiste baade Kongen og Prindsen hver med sin Brud til Fader til Kongsdøttrene, og der drak de Bryllup paa nyt, saa det ingen Ende vilde tage. Skynder du dig til Kongsgaarden, saa er der nok en Draabe igjen af Bryllupsøllet endnu.
