Zadnji biser | Waltey

Prevod

Bila je bogata hiša, srečna hiša; vsi v njej, gospodarji in služinčad, pa tudi prijatelji, so bili blaženi in veseli, kajti ta dan se je rodil dedič, sin; mati in otrok pa sta se dobro počutila.

Svetilka v prijetni spalnici je bila napol zastrta, težke svilene zavese iz dragocenega blaga so bile tesno zagrnjene čez okna. Preproga je bila debela in mehka kakor mah. Vse je vabilo k dremežu, spanju in blagodejnemu počitku, in temu se je prepustila tudi porodničina strežnica; spala je in lahko je spala, saj je bilo tu vse dobro in blagoslovljeno. Ob vzglavju postelje je stal hišni duh varuh; nad otrokom ob materinih prsih se je razprostiralo nekaj kakor mreža bleščečih zvezd, tako razkošnih, da je bila vsaka biser sreče. Dobre vile življenja so vse prinesle novorojenčku svoj dar; tu so se bleščali zdravje, bogastvo, sreča, ljubezen, skratka vse, kar si ljudje lahko zaželijo na Zemlji.

»Vse je prineseno in podarjeno!« je dejal duh varuh. »Ne!« se je oglasil glas tik ob njem; bil je otrokov dobri angel. »Ena vila še ni prinesla svojega daru, vendar ga bo prinesla, nekoč ga bo prinesla, četudi bodo dotlej minila leta. Zadnji biser manjka!«

»Manjka! Tu ne sme nič manjkati, in če je res tako, poiščiva to mogočno vilo, pojdiva k njej!« »Prišla bo, nekoč bo prišla! Njen biser je potreben, da se venec lahko sklene!«

»Kje živi? Kje je njen dom? Povej mi, pa grem po biser!« »Tako hočeš!« je dejal otrokov dobri angel. »Popeljem te k njej, kjer koli jo bo že treba iskati! Nima stalnega bivališča, prihaja v cesarjevo palačo in k najrevnejšemu kmetu, mimo nobenega človeka ne gre, ne da bi pustila sled; vsem prinaša svoj dar, naj bo to ves svet ali igrača! Tudi tega otroka mora srečati. Misliš si, da čas vedno teče enako dolgo, a ni vedno enako koristen; prav, pojdiva po biser, zadnji biser v vsem tem bogastvu!«

In z roko v roki sta odplavala do kraja, ki je bil ta hip vilin dom. Bila je velika hiša s temnimi hodniki in praznimi sobami, nenavadno tiha; vrsta oken je bila odprta, da je surovi hladni zrak lahko prosto vdrl vanjo; dolge bele zavese so se zibale v prepihu.

Sredi sobe je stala odprta krsta in v njej je počivalo truplo ženske, ki je bila še v najlepših letih; čeznjo so bile položene najlepše sveže vrtnice, tako da so bile vidne le njene sklenjene, nežne roke in plemeniti obraz, ki ga je smrt razsvetlila z vzvišeno, dostojanstveno resnobo posvečenja v Bogu.

Ob krsti so stali mož in otroci, cela kopica jih je bila; najmlajšega je oče držal v naročju; prišli so se še zadnjič poslovit. Mož ji je poljubil roko, ki je bila zdaj kakor uvel list, prej pa je z močjo in ljubeznijo skrbela zanje. Slane, težke solze so v velikih kapljah padale na tla; toda nihče ni izrekel niti besede. V tej tišini je bil ves svet bolečine. In tiho, ihté so odšli.

Tam je gorela sveča; njen plamen se je zvijal v vetru in se vzdigoval v dolg, rdeč jezik. Vstopili so tuji ljudje, položili pokrov čez mrtvo in zabili žeblje; udarci kladiva so glasno odmevali po sobah in hodnikih hiše ter segali do krvavečih src.

»Kam me vodiš!« je vprašal duh varuh. »Tu ne živi nobena vila, katere biser bi sodil med najlepše darove življenja!« »Na tem kraju prebiva, tu, v tej sveti uri,« je dejal angel varuh in pokazal proti kotu. Tam, kjer je mati za življenja sedela med cvetjem in slikami, kjer je kakor dobra hišna vila ljubeče prikimavala možu, otrokom in prijateljem, kjer je kakor sončni žarek v hiši širila veselje ter bila srce vsega in vez, ki je vse povezovala, je zdaj sedela neznana ženska v dolgi obleki, ki je segala do tal. Bila je Žalost, zdaj vladarica te hiše, mati namesto pokojne. Žgoča solza ji je spolzela v naročje in postala biser; bleščal se je v vseh mavričnih barvah. Angel ga je prestregel in biser je zasijal kakor zvezda s sedmerobarvnim sijem.

»Biser Žalosti, zadnji, ki ne sme manjkati! Ob njem se povečata sijaj in moč vseh drugih. Vidiš v njem odsev mavrice, ki povezuje Zemljo z Nebesi? Z vsakim našim dragim, ki nas zapusti v smrti, imamo v Nebesih prijatelja več, po katerem hrepenimo. V zemeljski noči se oziramo k zvezdam, proti dovršitvi! Poglej biser Žalosti; v njem so Psihina krila, ki nas ponesejo od tod!«

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

Der var et rigt hus, et lykkeligt hus; alt derinde, herskab og tyende, vennerne med var lyksalige og glade, der var i dag født en arving, en søn; og moder og barn befandt sig vel.

Lampen i det hyggelige sovekammer var halv dækket til, svære silkegardiner af kostbare stoffer hang tæt trukket til for vinduerne. Gulvtæppet var tykt og blødt, som et mos. Alt var til at blunde, sove, dejligt udhvile sig på og det gjorde også vågekonen, hun sov, og det kunne hun, alt var godt og velsignet her. Husets skytsånd stod ved sengens hovedgærde; hen over barnet, ved moderens bryst, bredte sig, som et net af funklende stjerner, så rige, hver var en lykkens perle. Livets gode feer, alle havde de bragt deres gave til den nyfødte; her funklede sundhed, rigdom, lykke, kærlighed, kort alt, hvad menneskene kan ønske sig på Jorden.

"Alt er hér bragt og givet!" sagde skytsånden.

"Nej!" lød en stemme tæt ved, det var barnets gode engel. "Én fe har endnu ikke bragt sin gave, men hun bringer den, bringer den engang, om endogså år går hen. Den sidste perle mangler!"

"Mangler! her tør intet mangle og var det virkeligt så, da lad os søge hende, den mægtige fe, lad os gå til hende!"

"Hun kommer, hun kommer engang! hendes perle må til, for at kransen kan bindes sammen!"

"Hvor bor hun? Hvor er hendes hjem! sig mig det, jeg går og henter perlen!"

"Du vil det!" sagde barnets gode engel, "jeg fører dig til hende, hvor hun endogså må søges! hun har intet blivende sted, hun kommer til kejserens slot og til den fattigste bonde, intet menneske går hun sporløs forbi, dem alle bringer hun sin gave, den være en verden eller et legetøj! også dette barn må hun møde. Du tænker, tiden er lige lang, men ikke lige nyttig, nu vel, vi går at hente perlen, den sidste perle i denne rigdom!"

Og hånd i hånd svævede de hen til det sted, som for denne stund var feens hjem.

Det var et stort hus med mørke gange, tomme stuer, og forunderligt stille; en række vinduer stod åbne, så at ret den rå luft kunne trænge ind; de lange hvide, nedhængende gardiner bevægede sig ved lufttrækket.

Midt på gulvet stod en åben ligkiste og i denne hvilede liget af en kvinde, endnu i sine bedste år; de dejligste friske roser lå hen over hende, så at kun de foldede, fine hænder var synlige og det i døden forklarede, ædle ansigt med indvielsens høje, ædle alvor i Gud.

Ved kisten stod mand og børn, en hel flok var det; den mindste sad på faderens arm, det sidste farvel bragte de; og manden kyssede hendes hånd, den, der nu var som et vissent løv, og før med kraft og kærlighed havde hygget om dem. Salte, tunge tårer faldt i store dråber på gulvet; men ikke et ord blev sagt. Tavsheden hér rummede en verden af smerte. Og stille, hulkende gik de bort.

Der stod et lys, flammen vred sig for vinden og skød op sin lange, røde tande. Fremmede folk trådte ind, de lagde låget over den døde, de slog sømmene fast, stærkt lød hammerslagene gennem husets stuer og gange, de lød til hjerterne, der blødte.

"Hvorhen fører du mig!" spurgte skytsånden, "her bor ingen fe, hvis perle hører med til livets bedste gaver!"

"På dette sted bor hun, her i denne hellige time," sagde skytsenglen, og pegede hen i krogen, og der, hvor i livets dage moderen havde siddet mellem blomster og billeder, hvor hun, som husets velsignende fe, nikkede kærligt til mand, børn og venner, hvor hun, som husets solstråle, udbredte glæde og var det heles sammenhold og hjerte, der sad nu en fremmed kvinde, iført lange, side klæder, Sorgen var det, herskerinden her, moder nu i den dødes sted. Der trillede en brændende tåre ned på hendes skød, den blev en perle; den funklede med alle regnbuens farver, og englen greb den, og perlen lyste, som en stjerne med syvfarvet glans.

"Sorgens perle, den sidste, som ikke kan savnes! ved den forhøjes de andres glans og magt. Ser du skæret her af regnbuen, den, der forbinder Jorden med Himmelen. For hver af vore kære, der dør fra os, har vi en ven mere i Himmelen at længes efter. I Jordens nat ser vi opad mod stjernerne, ud mod fuldendelsen! betragt Sorgens perle, i den ligger Psychevingerne, de bærer os bort herfra!"

Prevod

Izvirnik

Morda ti bo všeč tudi