Prevod
Nekoč je živel kralj; imel je hčer, ki je bila tako jezična in z besedami tako spretna, da ji nihče ni mogel zapreti ust. Zato je razglasil, da bo tisti, ki mu bo to uspelo, dobil kraljično za ženo in povrhu še pol kraljestva. Trije bratje, ki so slišali za to, so se odločili poskusiti srečo; najprej sta šla najstarejša, ki sta se imela za najpametnejša, a pri njej nista nič opravila, za nameček pa sta bila še kaznovana. Nato se je na pot odpravil Askepot. Ko je prehodil kos poti, je našel obroč iz vrbove šibe;
pobral ga je. Ko je šel še malo naprej, je našel črepinjo sklede; tudi to je pobral. Malo dlje je našel mrtvo srako, nedaleč od nje pa ukrivljen kozji rog; kmalu zatem je našel še enega prav takega, in ravno ko je prečkal polja ob kraljevem gradu, po katerih je bil raztresen gnoj, je našel ponošen podplat. Vse te reči je vzel s seboj na grad in stopil pred kraljično. »Dober dan,« je rekel. »Dober dan,« je odvrnila in se namrdnila. »Bi mi spekli mojo srako?« je vprašal. »Bojim se, da bo počila,« je odgovorila kraljična.
»Oh, nič zato, bom pa tale vrbov obroč ovil okoli nje,« je rekel fant in ga potegnil na dan. »Mast bo tekla z nje!« je rekla kraljična. »Tole bom podstavil,« je rekel fant in pokazal črepinjo sklede. »Kako si zavit v besedah!« je rekla kraljična. »Ne, jaz nisem zavit; tole pa je,« je rekel in izvlekel enega od rogov. »Ne, temu pa še nisem videla para!« je vzkliknila kraljična. »Tukaj imaš njegov par,« je rekel fant in pokazal še drugi kozji rog. »Menda si si obrabil podplate samo zato, da bi prišel sem in mi zaprl usta?« je rekla kraljična.
»Ne, moji podplati niso obrabljeni, tale pa je,« je odgovoril fant in potegnil na dan podplat. Na to kraljična ni vedela, kaj bi odgovorila. »Zdaj si moja,« je rekel fant in tako dobil kraljično in pol dežele s kraljestvom vred.
Izvirnik
Der var engang en Konge; han havde en Datter, som var saa slem og vrang i Ord, at Ingen kunde maalbinde hende. Han satte da ud, at den, der kunde gjøre dette, skulde faae Prindsessen til Ægte og det halve Kongerige til. Tre Brødre, som havde hørt dette, besluttede at prøve sin Lykke; først gikk de to ældste, som troede de vare klogest; men de kom ingen Vei med hende, og bleve straffede til. Saa gik da Askepot afsted. Da han var kommen et Stykke paa Veien fandt han en Vidiespænding; den tog han op. Da han hadde gaaet et Stykke til, fandt han et Skaalsbraat; det tog han ogsaa op. Da han var kommen lidt længere, fandt han en død Skjære, og lidt derfra et kroget Bukkehorn; om Lidt igjen fandt han Mage til det, og
just som han gik over Markerne ved Kongsgaarden, hvor der var bredt ud Gjødsel, fandt han en udgaaet Skosaale. Alle disse Ting tog han med sig til Kongsgaarden, og saa kom han ind for Prindsessen. „God Dag,“ sagde han. „God Dag,“ sagde hun og vred paa sig. „Faaer jeg stegt Skjæren min?“ spurgte han. „Jeg er bange, den sprækker,“ svarede Prindsessen. „Aa, det har ingen Nød, jeg slaaer om den en Vidiespænding,“ sagde Gutten og tog frem denne. „Fedtet rinder af den!“ sagde Prindsessen. „Jeg holder under dette,“ sagde Gutten og viste frem Skaalsbraattet. „Du er saa kroget i Ord, du,“ sagde Prindsessen. „Nei jeg er ikke kroget; men dette er kroget, det,“ sagde han, og tog op det ene Horn. „Nei nu har jeg aldrig seet Magen!“ raabte Prindsessen. „Her seer du Magen,“ sagde
Gutten og tog frem det andet Bukkehorn. „Jeg mener, du er udgaaet for at maalbinde mig du, jeg?“ sagde Prindsessen. „Nei, jeg er ikke udgaaet, men denne er udgaaet,“ svarede Gutten, og tog Skosaalen frem. Hertil vidste Prindsessen ikke Noget at svare. „Nu er du min,“ sagde Gutten, og saa fik han Prindsessen og det halve Land og Rige.
