Waltey

Prevod

Some large lizards were darting about in the cracks of an old tree. They understood one another perfectly, for they spoke the lizards’ language. “My, how it rumbles and grumbles inside the old elf mound!” said one of them. “With all that racket, I haven’t closed my eyes for two nights now. I might just as well lie there with toothache, for I can’t sleep then either!”

“There’s something afoot in there!” said another lizard. “They’re keeping the mound raised on four red posts right up until cockcrow. They’re giving it a thorough airing, and the elf maidens have learnt new dances with plenty of stamping in them. There’s something afoot!”

“Yes, I’ve spoken to an earthworm of my acquaintance,” said the third lizard. “He’d just come up out of the mound, where he’d been burrowing night and day. He’d heard quite a bit. He can’t see, of course, poor wretch, but he knows how to feel his way and listen. They’re expecting visitors at the elf mound—distinguished visitors—but the earthworm wouldn’t say who, or perhaps he didn’t know. All the will-o’-the-wisps have been summoned to form what they call a torchlight procession, and the gold and silver, of which there’s plenty in the mound, are being polished and set out in the moonlight!”

“Who can these visitors be?” said all the lizards. “Whatever can be afoot? Listen to the humming! Listen to the buzzing!” Just then the elf mound opened, and an old elf maiden came tripping out. She had no back, but otherwise she was very respectably dressed. She was the old elf king’s housekeeper, a distant relation of the family, and wore an amber heart on her forehead. How nimbly her legs moved: trip, trip! Goodness, how she could trip along, straight down into the bog to the night-raven.

“You are invited to the elf mound, this very night!” she said. “But first, would you do us a great kindness and see to the invitations? You ought to make yourself useful, since you don’t keep house yourself! We’re expecting some very distinguished visitors, troll folk of great importance, and so the old elf king means to put on a fine show!”

“Who is to be invited?” asked the night-raven. “Well, everyone may come to the grand ball, even human beings, provided they can talk in their sleep or do just a little of the things that come naturally to our kind. But for the first banquet we must be very particular: we want only the very grandest people. I’ve argued with the elf king, for I maintain that we can’t even have ghosts. The merman and his daughters must be invited first. They don’t much care for coming onto dry land, I daresay, but they shall each have a wet stone to sit on, or something better, and then I don’t think they’ll refuse us this time. We must have all the old first-class trolls with tails, the river-man and the household sprites, and I don’t think we can pass over the grave-sow, the death-horse and the church-grim. They do belong to the clergy, of course, who aren’t our sort of people, but that’s merely their profession. They’re close relations of ours, and they’re always paying visits!”

“Excellent!” said the night-raven, and flew off to deliver the invitations. The elf maidens were already dancing on the mound, wearing long shawls woven of mist and moonlight, which looks lovely to those who like that sort of thing. Deep inside the mound, the great hall had been beautifully spruced up. The floor had been washed with moonlight, and the walls rubbed with witches’ fat until they shone like tulip petals held against the light. The kitchen was full of frogs on spits, grass-snake skins stuffed with little children’s fingers, and salads of toadstool seed, wet mouse snouts and hemlock. There was beer from the bog-wife’s brewery and sparkling saltpetre wine from the burial vault—all very substantial fare. Rusty nails and church-window glass supplied the crunch.

The old elf king was having his gold crown polished with crushed slate pencil. It was slate pencil from the top boy in the class, and that is very hard for an elf king to come by! In the bedchamber they were hanging curtains and fastening them with grass-snake spit. Oh yes, there was humming and buzzing enough.

“Now we must fumigate the place with horsehair and pigs’ bristles, and then I think I shall have done my part!” said the old elf maiden. “Dear Father!” said the youngest daughter. “May I know now who the distinguished visitors are?”

“Well, then!” he said. “I suppose I must tell you! Two of my daughters must hold themselves ready for marriage. Two of you will probably be married off. The old troll from Norway, the one who lives in ancient Dovrefjeld and owns so many rocky castles built of boulders, as well as a gold mine that’s better than people think, is coming down here with his two lads. They’re each to choose a wife. The old troll is a true, honest old Norwegian fellow, merry and plain-spoken. I’ve known him since the old days, when we drank to our friendship. He came down here to fetch his wife—she’s dead now—who was a daughter of the cliff king on Møn. He got his wife on chalk, as they say! Oh, how I long to see the old Norwegian troll! They say the lads are a pair of unruly, conceited young rascals, but perhaps that’s unfair, and no doubt they’ll turn out well once they’ve settled down. See that you knock some manners into them!”

“And when are they coming?” asked one daughter. “That depends on the wind and weather!” said the elf king. “They travel economically! They’re coming down by whatever ship will give them passage. I wanted them to come through Sweden, but the old fellow still has no leanings in that direction! He doesn’t move with the times, and I don’t like that!”

Just then two will-o’-the-wisps came bounding up, one faster than the other, so naturally one arrived first. “They’re coming! They’re coming!” they cried. “Give me my crown, and let me stand in the moonlight!” said the elf king.

The daughters lifted their long shawls and curtsied right down to the ground. There stood the old troll from Dovre, wearing a crown of hardened icicles and polished fir cones; besides that, he had on a bearskin coat and sleigh boots. His sons, however, wore their necks bare and had no braces, for they were strong fellows.

“Is that a mound?” asked the younger lad, pointing at the elf mound. “Up in Norway we call that a hole!” “Lads!” said the old man. “A hole goes in, a mound goes up! Have you no eyes in your heads?”

The only thing that surprised them down here, they said, was that they could understand the language without any trouble at all! “Now don’t make fools of yourselves!” said the old man. “People might think you weren’t quite baked through!”

Then they went into the elf mound, where there was a very grand gathering indeed, all assembled in such a hurry that you might have thought the guests had been blown together. Everything had been arranged neatly and prettily to suit each one. The merfolk sat at table in great tubs of water, and said it was just like being at home. Everyone observed good table manners except the two young Norwegian trolls, who put their legs up on the table. But then, they thought everything they did became them!

“Feet off the platter!” said the old troll, and they obeyed, though not at once. They tickled the lady beside them with fir cones they had brought in their pockets, then pulled off their boots to make themselves comfortable and gave them to her to hold. But their father, the old Dovre troll, was quite another sort. He told such wonderful tales of Norway’s lofty mountains and of waterfalls plunging down in white foam, with a roar like thunderclaps and organ music. He told of salmon leaping up against the rushing waters while the water-sprite played his golden harp. He told of bright winter nights when sleigh bells rang and lads ran with blazing torches over the gleaming ice, so clear that they could see the fish taking fright beneath their feet. Yes, he could tell a tale so that you saw and heard everything he described: it was as though the sawmills were working, as though lads and lasses were singing ballads and dancing the halling. Hurrah! All at once the old troll gave the elderly elf maiden an uncle’s smack of a kiss—a hearty kiss it was, too, though they were not related at all.

Now the elf maidens had to dance, both the ordinary dances and the stamping ones, and very becoming they were. Then came the fancy dance, or, as they called it, “stepping outside the dance.” Goodness, how they could stretch their legs! You could not tell where anything began or ended, nor which were arms and which were legs; everything flew about like wood shavings, and then they whirled round until the death-horse felt ill and had to leave the table.

“Prrrrr!” said the old troll. “That’s a fine to-do with their legs! But what can they do besides dance, stretch their legs and make whirlwinds?” “You shall find out!” said the elf king, and he called forward his youngest daughter. She was as slender and clear as moonlight, the most delicate of all the sisters. She put a white stick into her mouth and vanished completely. That was her accomplishment.

But the old troll said he would not care for that accomplishment in his wife, nor did he think his lads would like it either. The second could walk beside herself as though she had a shadow, which troll folk do not have.

The third was of quite a different sort. She had trained in the bog-wife’s brewhouse, and it was she who knew how to stuff alder stumps with glow-worms.

“She’ll make a good housewife!” said the old troll, and he toasted her with a wink, for he did not want to drink too much. Now came the fourth elf maiden, who had a great golden harp to play. When she plucked the first string, everyone lifted their left leg, for troll folk are left-legged; and when she plucked the second, they all had to do whatever she wished.

“That’s a dangerous woman!” said the old troll. But both his sons went out of the mound, for by now they were bored. “And what can the next daughter do?” asked the old troll.

“I have learnt to love the Norwegians!” she said. “And I shall never marry unless I can go to Norway!” But the youngest sister whispered to the old troll, “That’s only because she’s heard in a Norwegian ballad that when the world perishes, the rocks of Norway will still stand like memorial stones. That’s why she wants to go there: she’s so afraid of perishing.”

“Ho, ho!” said the old troll. “So that’s out! But what can the seventh and last one do?” “The sixth comes before the seventh!” said the elf king, for he could count. But the sixth did not much want to come forward.

“All I can do is tell people the truth!” she said. “Nobody cares for me, and I have enough to do sewing my shroud!” Now came the seventh and last, and what could she do? Why, she could tell fairy tales, as many as she pleased.

“Here are all my five fingers!” said the old troll. “Tell me a tale about each!” And the elf maiden took him by the wrist, and he chuckled deep inside. When she came to Goldbrand, who wore a gold ring round his waist, as though he knew there was to be a betrothal, the old troll said, “Hold fast to what you’ve got—the hand is yours! I’ll have you for my own wife!”

And the elf maiden said there was still the rest of the tale about Goldbrand, and the one about little Peter the Fiddler! “We’ll hear those in winter!” said the old troll. “And we’ll hear about the fir tree and the birch, and the gifts of the forest spirits, and the ringing frost! You’ll have plenty of storytelling to do, for no one up there can really do it yet! And we’ll sit in the stone chamber where the pine splinter burns, and drink mead from the golden horns of the old Norwegian kings. The water-sprite has given me a couple of them. And while we’re sitting there, the Garbo will come to visit and sing you all the mountain dairymaid’s songs. What merry times we’ll have! The salmon will leap in the waterfall and strike against the stone wall, but it won’t get inside! Yes, you may be sure it’s a fine place, dear old Norway! But where are the lads?”

Yes, where were the lads? They were running about in the fields, blowing out the will-o’-the-wisps, who had come along so obligingly to make a torchlight procession. “What a way to go gallivanting!” said the old troll. “Now I’ve chosen a mother for you, you can each choose an aunt!”

But the lads said they would rather make a speech and drink to friendship; they had no desire to marry. And so they made speeches, drank to friendship, and balanced their glasses on their fingernails to show they had drained them. Then they took off their coats and lay down on the table to sleep, for they were not in the least bashful. But the old troll danced round the room with his young bride and exchanged boots with her, for that is grander than exchanging rings.

“Now the cock is crowing!” said the old elf maiden who kept house. “We must close the shutters, so the sun doesn’t burn us in!” And then the mound closed.

But outside, the lizards ran up and down the cracked tree, and one said to another, “Oh, how I liked that old Norwegian troll!” “I liked the lads better!” said the earthworm. But then, he could not see, poor wretch.

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

Der løb så vims nogle store firben i sprækkerne på et gammelt træ; de kunne godt forstå hinanden, for de talte firbenesproget.

"Nej, hvor det rumler og brumler i den gamle elverhøj!" sagde det ene firben; "jeg har, for det spektakel, nu ikke i to nætter lukket mine øjne, jeg kunne lige så godt ligge og have tandpine, for så sover jeg heller ikke!"

"Der er noget på færde derinde!" sagde det andet firben, "højen lader de stå på fire røde pæle lige til hanegal, der bliver ordentlig luftet ud og elverpigerne har lært nye danse, som der trampes i. Der er noget på færde!"

"Ja, jeg har talt med en regnorm af mit bekendtskab," sagde det tredje firben; "regnormen kom lige op af højen hvor den, nætter og dage, havde rodet i jorden; den havde hørt en hel del, se kan den jo ikke, det elendige dyr, men føle sig for og høre efter, det forstår den. De venter fremmede i elverhøj, fornemme fremmede, men hvem, ville regnormen ikke sige, eller han vidste det nok ikke. Alle lygtemændene er sagt til for at gøre fakkeltog, som man kalder det, og sølv og guld, hvoraf der er nok i højen, bliver poleret og stillet ud i måneskin!"

"Hvem kan dog de fremmede være!" sagde alle firbenene. "Hvad mon der er på færde? Hør, hvor det summer! hør hvor det brummer!"

Lige i det samme skiltes elverhøj ad, og en gammel elverpige, rygløs var hun, men ellers meget anstændigt klædt på, kom trippende ud, det var den gamle elverkonges husholderske, hun var langt ude af familien, og havde ravhjerte på panden. Benene gik så flinke på hende: trip, trip! hille den, hvor hun kunne trippe og det lige ned i mosen til natravnen.

"De bliver inviteret til elverhøj, og det i nat!" sagde hun, "men vil De ikke først gøre os en stor tjeneste og tage Dem af indbydelserne! Gavn må De gøre, da De ikke selv holder hus! Vi får nogle højfornemme fremmede, troldfolk der har noget at sige, og derfor vil den gamle elverkonge vise sig!"

"Hvem skal inviteres?" spurgte natravnen.

"Ja, til det store bal kan alverden komme, selv mennesker, når de bare kan tale i søvne eller gøre sådan en lille smule af hvad der falder i vor art. Men til det første gilde skal der være strengt udvalg, vi vil kun have de allerfornemste. Jeg har stridt med elverkongen, thi jeg holder for, vi kan ikke engang have spøgelser med. Havmanden og hans døtre må først inviteres, de holder vel ikke meget af at komme på det tørre, men de skal nok hver få en våd sten at sidde på eller noget bedre, og så tænker jeg nok de siger ikke af denne gang. Alle gamle trolde af første klasse med hale, åmanden og nisserne må vi have, og så tænker jeg at vi kan ikke forbigå gravsoen, helhesten og kirkegrimen; de hører jo rigtignok med til gejstligheden, som ikke er af vore folk, men det er nu deres embede, de er os nær i familie og de gør stadig visitter!"

"Bra!" sagde natravnen og fløj af sted for at invitere.

Elverpigerne dansede allerede på elverhøj, og de dansede med langsjal vævet af tåge og måneskin, og det ser nydeligt ud for dem, der synes om den slags. Midt inde i elverhøj var den store sal ordentligt pudset op; gulvet var vasket med måneskin og væggene var gnedet med heksefedt, så at de skinnede som tulipanblade foran lyset. I køknet var der fuldt op med frøer på spid, snogeskind med små børnefingre i og salater af paddehattefrø, våde musesnuder og skarntyde, øl fra mosekonens bryg, skinnende salpetervin fra gravkælderen, alt meget solidt; rustne søm og kirkerudeglas hørte til knaset.

Den gamle elverkonge lod sin guldkrone polere i stødt griffel, det var duksegriffel og det er meget vanskeligt for elverkongen at få duksegriffel! I sovekamret hang de gardiner op, og hæftede dem fast med snogespyt. Jo, der var rigtignok en summen og brummen.

"Nu skal her ryges med krølhår og svinebørster, så tror jeg at jeg har gjort mit!" sagde den gamle elverpige.

"Søde fader!" sagde den mindste af døtrene; "får jeg så at vide hvem de fornemme fremmede er?"

"Nå da!" sagde han, "så må jeg vel sige det! To af mine døtre må holde sig parate til giftermål! to bliver vist gift bort. Troldgubben oppe fra Norge, ham der bor i det gamle Dovrefjeld og har mange klippeslotte af kampesten, og et guldværk, som er bedre end man tror, kommer herned med sine to drenge, de skal søge sig en kone ud. Troldgubben er sådan en rigtig, gammel ærlig norsk gubbe, lystig og ligefrem, jeg kender ham fra gamle dage, da vi drak dus, han var her nede at hente sin kone, nu er hun død, hun var en datter af klintekongen på Møn. Han tog sin kone på kridt, som man siger! oh hvor jeg længes efter den norske troldgubbe! Drengene, siger man, skulle være nogle uvorne, kæphøje unger, men man kan jo også gøre dem uret, og de bliver nok gode når de bliver gemt. Lad mig se at I sætter skik på dem!"

"Og når kommer de?" spurgte den ene datter.

"Det kommer an på vind og vejr!" sagde elverkongen. "De rejser økonomisk! De kommer herned med skibslejlighed. Jeg ville at de skulle gå over Sverige, men den gamle hælder endnu ikke til den side! Han følger ikke med tiderne, og det kan jeg ikke lide!"

I det samme kom der to lygtemænd hoppende, den ene hurtigere end den anden og derfor kom den ene først.

"De kommer! de kommer!" råbte de.

"Giv mig min krone, og lad mig stå i måneskinnet!" sagde elverkongen.

Døtrene løftede på langsjalerne og nejede lige til jorden.

Der stod troldgubben fra Dovre, med krone af hærdede istappe og polerede grankogler, i øvrigt havde han bjørnepels og kanestøvler; sønnerne derimod gik barhalset og uden seler, for de var kraftmænd.

"Er det en høj?" spurgte den mindste af drengene og pegede på elverhøj. "Det kalder vi oppe i Norge et hul!"

"Gutter!" sagde den gamle. "Hul går indad, høj går opad! Har I ikke øjne i hovedet!"

Det eneste der undrede dem hernede, sagde de, var at de således uden videre kunne forstå sproget!

"Skab jer nu ikke!" sagde den gamle, "man kunne tro at I var ikke rigtig gennembagte!"

Og så gik de ind i elverhøj, hvor der rigtignok var fint selskab, og det i en hast, man skulle tro at de var blæst sammen og nydelig og net var der indrettet for enhver. Havfolkene sad til bords i store vandkar, de sagde, det var ligesom om de var hjemme. Alle holdt de bordskik uden de to små norske trolde, de lagde benene op på bordet, men de troede nu at alting klædte dem!

"Fødderne af fadet!" sagde den gamle trold og så lystrede de, men de gjorde det da ikke lige straks. Deres borddame kildrede de med grankogler, som de havde med i lommen og så trak de deres støvler af for at sidde mageligt og gav hende støvlerne at holde, men faderen, den gamle dovretrold, han var rigtignok ganske anderledes; han fortalte så dejligt om de stolte norske fjelde, og om fosser der styrtede skumhvide ned, med et bulder som tordenskrald og orgelklang; han fortalte om laksen der sprang op mod de styrtende vande når nøkken spillede på guldharpe. Han fortalte om de skinnende vinternætter, når kanebjælderne klang og knøsene løb med brændende blus hen over den blanke is, der var så gennemsigtig at de så fiskene blive bange under deres fødder. Jo han kunne fortælle, så at man så og hørte hvad han sagde, det var ligesom savmøllerne gik, som om karle og piger sang viser og dansede hallingedans; hussa! lige med ét gav troldgubben den gamle elverpige et morbrodersmask, det var et ordentligt kys og de var dog slet ikke i familie.

Nu måtte elverpigerne danse og det både simpelt og det med at trampe, og det klædte dem godt, så kom kunstdansen eller som det kaldtes: "at træde uden for dansen," hille den, hvor de kunne strække ben, man vidste ikke hvad der var ende og hvad der var begyndelse, man vidste ikke hvad der var arme og hvad der var ben, det gik imellem hinanden ligesom savspåner og så snurrede de rundt så helhesten fik ondt og måtte gå fra bordet.

"Prrrrr!" sagde troldgubben, "det er kommers med bentøjet! men hvad kan de mere end danse, strække ben og gøre hvirvelvind?"

"Det skal du få at vide!" sagde elverkongen og så kaldte han den yngste af sine døtre frem; hun var så spinkel og klar, som måneskin, hun var den fineste af alle søstrene; hun tog en hvid pind i munden, og så var hun rent borte, det var hendes kunst.

Men troldgubben sagde, at den kunst kunne han ikke lide hos sin kone og han troede heller ikke at hans drenge holdt af den.

Den anden kunne gå ved siden af sig selv ligesom om hun havde skygge, og det har nu troldfolk ikke.

Den tredje var af en ganske anden slags, hun havde lært i mosekonens bryggerhus og det var hende som forstod at spække elletrunter med sankthansorme.

"Hun bliver en god husmoder!" sagde troldgubben og så klinkede han med øjnene; for han ville ikke drikke så meget.

Nu kom den fjerde elverpige, hun havde en stor guldharpe at spille på, og da hun slog på den første streng løftede alle det venstre ben, for troldfolk er kejtbenede, og da hun slog den anden streng måtte de alle gøre hvad hun ville.

"Det er et farligt fruentimmer!" sagde troldgubben, men begge sønnerne gik ud af højen, for nu var de kede af det.

"Og hvad kan den næste datter?" spurgte troldgubben.

"Jeg har lært at holde af de norske!" sagde hun, "og aldrig gifter jeg mig uden at jeg kan komme til Norge!"

Men den mindste af søstrene hviskede til troldgubben: "Det er bare fordi hun har hørt af en norsk vise, at når verden forgår, så vil dog de norske klipper stå som bauta, og derfor vil hun derop for hun er så bange for at forgå."

"Ho, ho!" sagde troldgubben, "slap det derud. Men hvad kan den syvende og sidste?"

"Den sjette kommer før den syvende!" sagde elverkongen, for han kunne regne, men den sjette ville ikke rigtig komme frem.

"Jeg kan kun sige folk sandhed!" sagde hun, "mig bryder ingen sig om, og jeg har nok at gøre med at sy på mit ligtøj!"

Nu kom den syvende og sidste, og hvad kunne hun? ja hun kunne fortælle eventyr og det så mange hun ville.

"Her er alle mine fem fingre!" sagde troldgubben, "fortæl mig et om hver!"

Og elverpigen tog ham om håndleddet, og han lo så det klukkede i ham, og da hun kom til Guldbrand, der har guldring om livet, ligesom den vidste at der skulle være forlovelse, sagde troldgubben, "hold fast hvad du har, hånden er din! Dig vil jeg selv have til kone!"

Og elverpigen sagde, at det var endnu tilbage om Guldbrand og lille Per Spillemand!

"Dem skal vi høre til vinter!" sagde troldgubben, "og om granen skal vi høre og om birken og om huldregaverne og den klingrende frost! Du skal nok komme til at fortælle, for det gør endnu ingen rigtig deroppe! – og så skal vi sidde i stenstuen hvor fyrrespånen brænder, og drikke mjød af de gamle norske kongers guldhorn; nøkken har skænket mig et par stykker, og når vi så sidder, så kommer garboen og gør visit, han synger dig alle sæterpigens sange. Det skal blive lystigt! Laksen vil springe i fossen og slå mod stenvæggen, men den kommer dog ikke ind! – Ja du kan tro der er godt i det kære gamle Norge! Men hvor er gutterne?"

Ja, hvor var gutterne. De løb omkring på marken og blæste lygtemændene ud, der kom så skikkeligt og ville gøre fakkeltog.

"Er det at føjte om!" sagde troldgubben, "nu har jeg taget en moder til eder, nu kan I tage en moster!"

Men gutterne sagde at de ville helst holde en tale og drikke dus, gifte sig det havde de ingen lyst til. – Og så holdt de tale, drak dus og satte glasset på neglen for at vise at de havde drukket ud; trak så kjolerne af og lagde sig på bordet at sove, for de generede sig ikke. Men troldgubben dansede stuen rundt med sin unge brud og byttede støvler med hende, for det er finere end at bytte ring.

"Nu galer hanen!" sagde den gamle elverpige, som holdt hus. "Nu må vi lukke vinduesskodderne at ikke solen brænder os inde!"

Og så lukkede højen sig.

Men udenfor løb firbenene op og ned af det revnede træ og den ene sagde til den anden:

"Oh hvor jeg godt kunne lide den norske troldgubbe!"

"Jeg holder mere af drengene!" sagde regnormen, men den kunne jo ikke se, det elendige dyr.

Nalagam bralnik