Waltey
Pepelko tekmuje s trolom v jedači
Norske Folkeeventyr · Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen MoeO besedilu
Pepelko tekmuje s trolom v jedači
- Vir
- Norske Folkeeventyr
- Avtor
- Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen Moe
- Jezik branja
- English
- Jezik izvirnika
- Norsk
- Čas branja
- 4 min branja
- Obseg
- 4 strani
- Naslov izvirnika
- 006 Askeladden, som kapaad med Troldet
O izvirniku
Norske Folkeeventyr
Norveške ljudske pravljice o gozdu, gorah, prebrisanih junakih in nevarnih bitjih. Bralni jezik je English, izvirnik pa prihaja iz vira Norske Folkeeventyr v jeziku Norsk.
Besedilo
Pepelko tekmuje s trolom v jedači
Once upon a time there was a farmer who had three sons. He was poor, old, and feeble, and his sons would not turn their hands to anything. A fine, large wood belonged to the farm, and their father wanted the lads to cut timber there and see if they could pay off some of the debt.
At long last he persuaded them to set to work, and the eldest was to go out cutting first. When he reached the wood and began to chop at an old spruce hung with shaggy lichen, a great, hulking troll came up to him. “If you chop in my wood, I’ll kill you!” said the troll. When the lad heard that, he flung down his axe and ran home as fast as his legs would carry him.
He arrived quite out of breath and told his father what had happened, but his father called him a chicken-heart. Trolls had never frightened him away from cutting timber when he was young, he said.
The next day it was the second son’s turn to go, and things went just the same. He had scarcely struck a few blows at the spruce when the troll came up to him too and said, “If you chop in my wood, I’ll kill you!” The lad hardly dared look at him. He flung down his axe and took to his heels like his brother, and every bit as fast. When he came home, his father was angry again and said that trolls had never frightened him when he was young.
On the third day Askeladden wanted to go. “Oh, you!” said the two eldest. “No doubt you’ll finish the job—you who’ve never so much as set foot outside the door.” Askeladden made no answer to that, but merely asked for a good supply of food to take with him. His mother had nothing to go with his bread, so she put the pot on to make him some curds. He packed them in his knapsack and set off.
He had been chopping only a little while when the troll came up to him too and said, “If you chop in my wood, I’ll kill you!” But the lad was quick: he darted over to his knapsack, took out the cheese, and squeezed it till the whey spurted out. “Hold your tongue,” he said to the troll, “or I’ll squeeze you as I’m squeezing the water out of this white stone!” “No, please, spare me!” said the troll. “I’ll help you chop.” On those terms the lad agreed to spare him, and the troll was such a fine woodcutter that between them they felled and cut up dozens of trees that day.
As evening drew near, the troll said, “Come home with me now; my house is nearer than yours.” So the lad went along, and when they reached the troll’s home, the troll was to light the fire on the hearth while the lad fetched water for the porridge pot. But there stood two iron pails so large and heavy that he could not even lift them from the ground. So the lad said, “It’s hardly worth taking these thimbles;
I’ll go and fetch the whole well.” “No, my dear fellow!” said the troll. “I can’t spare my well. You light the fire, and I’ll fetch the water.”
When he came back with the water, they cooked a great potful of porridge. “Now then,” said the lad, “what do you say to an eating match?” “Oh, yes!” answered the troll, for that was something he felt sure he could win. So they sat down at the table, but the lad secretly tied his leather knapsack in front of him, and spooned more into it than he ate himself.
When the knapsack was full, he took out his sheath knife and slit a hole in it. The troll watched him, but said nothing. When they had eaten for a good while longer, the troll laid down his spoon. “No, I can’t manage another mouthful!” he said. “You must keep eating!” answered the lad. “I’m scarcely half full yet.
Do as I did and cut a hole in your belly, and then you can eat as much as you like.” “But won’t it hurt dreadfully?” asked the troll. “Oh, nothing worth speaking of,” answered the lad.
So the troll did as the lad told him, and of course that was the death of him. But the lad took all the silver and gold he could find inside the mountain and carried it home. With that, he could certainly pay off some of the debt.
Izvirnik
006 Askeladden, som kapaad med Troldet
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Der var engang en Bonde, som havde tre Sønner; han var i smaa Omstændigheder og gammel og svag, og Sønnerne vilde ikke tage sig Noget til. Til Gaarden hørte en stor, god Skov, og den vilde Faderen at Gutterne skulde hugge i og see at faae betalt Noget paa Gjelden. Langt om længe fik han dem ogsaa paa det Trav, og den ældste skulde ud at hugge først. Da han var kommen bort i Skoven og begyndte at hugge paa en gammel, skjægget Gran, kom et stort, digert Trold til ham. „Dersom du hugger i min Skov, skal jeg dræbe dig!“ sagde Troldet. Da Gutten hørte det, kastede han Øxen og lagde hjem igjen, det bedste, han kunde.
Han kom ganske forpustet hjem og fortalte det, som var hændt ham, men Faderen sagde, at han var et Harehjerte; Troldene havde aldrig skræmt ham fra at hugge, da han var ung, meente han. Den anden Dag skulde den anden Søn afsted, og da gik det netop lige eens. Da han vel havde hugget nogle Hug i Granen, kom Troldet ogsaa til ham og sagde: „Dersom du hugger i min Skov, skal jeg dræbe dig!“ Gutten turde knap see paa ham; kastede Øxen og tog til Beens ligesom Broderen, og vel saa fort. Da han kom hjem igjen, blev Faderen atter vred og sagde, at aldrig Troldene havde skræmt ham, da han var ung.
Den tredie Dag vilde Askeladden i Veien. „Ja du,“ sagde de to Ældste, „du skal vel gjøre det færdigt, du som aldrig har været ude gjennem Døren.“ Han svarede ikke Noget paa det, Askeladden; men bad bare om at faae dygtig Niste med sig. Moderen havde ingen Suul, og hængte derfor Gryden paa, for at briste Lidt til ham; det fik han i Skræppen og lagde af Gaarde. Da han havde hugget en liden Stund, kom Troldet ogsaa til ham og sagde: „Dersom du hugger i min Skov, skal jeg dræbe dig!“ Men Gutten var ikke seen; han sprang bort i Skræppen efter Osten og krystede den, saa Mysen skvat. „Tier du ikke,“ sagde han til Troldet — „skal jeg klemme dig, som jeg klemmer Vandet af denne hvide Stenen!“ „Nei, Kjære, spar mig!“ sagde Troldet, „jeg skal hjælpe dig at hugge.“ Ja, paa
de Vilkaar sparede da Gutten ham, og Troldet var dygtig til at hugge, saa de fik fældet og ophugget mange Tylter om Dagen. Da det led mod Kvelden, sagde Troldet: „Nu kan du følge mig hjem, der er nærmere til mig end til dig.“ Ja, Gutten blev med, og da de kom hjem til Troldet, skulde det gjøre op Ilden paa Skorstenen, mens Gutten skulde gaae efter Vand til Grødgryden; men der stod to Jernbøtter, saa store og tunge, at han ikke engang orkede at løfte dem af Flekken. Saa sagde Gutten: „Det er ikke værdt at tage med sig disse Fingerbørerne; jeg vil gaae efter hele Brønden, jeg.“ „Nei, kjære Vene!“ sagde Troldet, „jeg kan ikke miste Brønden min; gjør du op Ilden, saa skal jeg gaae efter Vand."
Da han kom tilbage med Vandet, kogte de op en dygtig stor Grødgryde. „Det er det samme“ — sagde Gutten — „vil du som jeg, skal vi kapæde?“ „Aa ja!“ svarede Troldet, for det tænkte han altid han skulde staae sig i. Ja, de satte sig, til Bords, men Gutten tog uformærket Skindskræppen og knyttede foran sig, og saa øste han Meer i Skræppen, end han aad selv. Da Skræppen var fuld, tog han sin Tollekniv op, og rispede en Flige i Skræppen. Troldet saa paa ham, men sagde ikke Noget. Da de havde ædt en god Stund til, lagde Troldet Skeen bort; „nei nu orker jeg ikke meer!“ sagde han. „Du skal æde!“, svarede Gutten — „jeg er knap halvmæt endnu, jeg.
Gjør du, som jeg gjorde, og skjær et Hul paa Maven, saa æder du saa Meget, du vil.“ „Men det gjør vel gruelig ondt?“ spurgte Troldet. „Aa, ikke Noget som er at tale om,“ svarede Gutten. Saa gjorde Troldet som Gutten sagde, og saa kan En vel vide, han satte Livet til; men Gutten tog alt det Sølv og Guld som fandtes i Bjerget og gik hjem med. Med det kunde han saktens faae betalt Noget paa Gjelden.
Nadaljuj z branjem
Morda ti bo všeč tudi
Mlinček, ki melje na morskem dnu
Norske Folkeeventyr · 9 min branja
5 skupnih tagov
Gora Simeli
Grimmove pravljice · 4 min branja
4 skupnih tagov
Trije bratje cesarji
Legende sau basmele românilor · 35 min branja
4 skupnih tagov
Slaba in dobra žena
Tunisische Märchen und Gedichte · 25 min branja
4 skupnih tagov