Waltey
Velikan, ki ni imel srca v sebi
Norske Folkeeventyr · Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen MoeO besedilu
Velikan, ki ni imel srca v sebi
- Vir
- Norske Folkeeventyr
- Avtor
- Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen Moe
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Norsk
- Čas branja
- 11 min branja
- Obseg
- 9 strani
- Naslov izvirnika
- 036 Om Risen, som ikke havde noget Hjerte paa sig
O izvirniku
Norske Folkeeventyr
Norveške ljudske pravljice o gozdu, gorah, prebrisanih junakih in nevarnih bitjih. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Norske Folkeeventyr v jeziku Norsk.
Besedilo
Velikan, ki ni imel srca v sebi
Nekoč je živel kralj, ki je imel sedem sinov. Tako rad jih je imel, da nikoli ni mogel biti brez vseh hkrati; eden je moral vedno ostati pri njem. Ko so odrasli, naj bi se jih šest odpravilo snubit, najmlajšega pa je oče hotel obdržati doma. Drugi naj bi tudi njemu pripeljali princeso na kraljevi dvor. Kralj je šesterici dal najlepša oblačila, kar jih je kdo kdaj videl, da so se svetila že na daleč, in vsakemu konja, ki je stal mnogo, mnogo sto tolarjev, potem pa so odpotovali. Obiskali so veliko kraljevih dvorov in si ogledovali princese, dokler niso naposled prišli h kralju, ki je imel šest hčera. Tako lepih kraljičen še niso videli, zato je vsak zasnubil po eno. Ko so se z njimi zaročili, so se odpravili proti domu;
toda čisto so pozabili, da bi morali pripeljati princeso tudi Askepotu, ki je ostal doma, tako zaljubljeni so bili v svoje neveste. Ko so prepotovali že dobršen del poti proti domu, so prišli mimo strme skalne stene, kjer je stal velikanov dom. Velikan je prišel ven, jih zagledal in vse spremenil v kamen, tako prince kakor princese. Kralj je čakal in čakal svojih šest sinov, a naj je čakal še tako dolgo, nobenega ni bilo nazaj. Silno se je razžalostil in govoril, da nikoli več ne bo zares vesel. »Ko ne bi imel še tebe,« je rekel Askepotu, »ne bi hotel več živeti, tako zelo žalujem za tvojimi brati.« »Prav zdaj sem te hotel prositi, da bi mi dovolil oditi in jih poiskati,« je rekel Askepot. »Ne, tega ti nikakor ne dovolim,« je rekel oče, »še ti bi se mi izgubil.« Toda Askepot je na vsak način hotel na pot in je tako dolgo prosil in moledoval, da mu je kralj nazadnje moral dovoliti. Kralju je ostala samo še stara kljusa, ki jo je lahko dal Askepotu, saj so drugih šest kraljevičev in njihovo spremstvo dobili vse preostale konje. A Askepota to ni motilo; zavihtel se je na starega garjavega konja. »Zbogom, oče!« je rekel kralju. »Zagotovo se vrnem in morda pripeljem s seboj tudi svojih šest bratov.« S temi besedami je odjezdil.
Ko je prejezdil kos poti, je naletel na krokarja, ki je ležal na cesti in opletal s perutmi, a se ni mogel umakniti, tako je bil sestradan. »O, ljubi prijatelj! Daj mi malo hrane, pa ti bom pomagal, ko boš v najhujši stiski,« je rekel krokar.
»Prav veliko hrane nimam, pa tudi ti nisi videti, kot da bi mi lahko kaj prida pomagal,« je rekel kraljevič. »A nekaj ti že moram dati, saj vidim, da si je res potreben.« In dal je krokarju nekaj živeža, ki ga je dobil za na pot. Ko je spet prepotoval kos poti, je prišel do potoka. Tam je ležal velik losos, ki je obtičal na suhem in se premetaval, nazaj v vodo pa ni mogel. »O, ljubi prijatelj! Pomagaj mi nazaj v vodo,« je rekel losos kraljeviču, »pa ti bom pomagal, ko boš v najhujši stiski.« »Od tvoje pomoči najbrž ne bo veliko,« je rekel princ, »a škoda bi bilo, da bi tu ležal in poginil od lakote.« In porinil je ribo nazaj v vodo. Nato je prepotoval dolgo, dolgo pot in srečal volka. Ta je bil tako sestradan, da se je komaj še vlekel po cesti. »Ljubi prijatelj, daj mi svojega konja,« je rekel volk. »Tako sem lačen, da mi cvili po črevesju; že dve leti nisem ničesar požrl.« »Ne,« je rekel Askepot, »tega ne morem storiti. Najprej sem naletel na krokarja in mu moral dati svoj živež, potem sem prišel do lososa in mu moral pomagati nazaj v vodo, zdaj pa hočeš ti še mojega konja. To ne gre, saj potem ne bom imel na čem jezditi.« — »Le pomagaj mi, ljubi prijatelj,« je rekel sivonogec;
»na meni lahko jezdiš. Tudi jaz ti bom pomagal, ko boš v največji stiski,« je rekel. »No, od tvoje pomoči najbrž ne bo veliko, a kar vzemi konja, če si že v taki sili,« je rekel princ. Ko je volk požrl konja, mu je Askepot nataknil uzdo in mu na hrbet položil sedlo. Volk je od obilnega obroka postal tako močan, da je s kraljevičem oddirjal, kakor da ne bi nosil ničesar; tako hitro princ še nikoli ni jezdil. »Ko bova prepotovala še majhen kos poti, ti bom pokazal velikanov dom,« je rekel sivonogec in kmalu sta bila tam. »Poglej, tu je velikanov dom,« je rekel. »Tam vidiš vseh svojih šest bratov, ki jih je velikan spremenil v kamen, in tam njihovih šest nevest. Tamle so vrata k pošasti; skoznje moraš vstopiti.« »Ne, tega si ne upam,« je rekel kraljevič, »ubil me bo.« »O, ne,« je odvrnil volk. »Ko prideš noter, boš srečal princeso. Ta ti bo že povedala, kako moraš ravnati, da boš pokončal velikana. Le stori, kakor ti bo rekla.« In Askepot je res vstopil, čeprav ga je bilo strah. Ko je prišel noter, velikana ni bilo doma, v eni izmed sob pa je sedela princesa, prav kakor je rekel volk. Tako lepe mladenke Askepot še nikoli ni videl. »O, Bog ti pomagaj, kako si pa ti prišel sem?« je rekla kraljična, ko ga je zagledala. »To bo tvoja gotova smrt. Velikana, ki živi tu, ne more nihče pokončati, saj svojega srca ne nosi v sebi.« »No, ko sem že tukaj, se bom pa vseeno poskusil z njim,« je rekel Askepot. »Rad bi rešil svoje brate, ki zunaj stojijo okameneli, pa tudi tebe bi rad poskusil rešiti,« je rekel. »Če že na vsak način hočeš ostati, bova morala najti kakšno rešitev,« je rekla princesa.
»Zdaj zlezi pod tistole posteljo in dobro poslušaj, kaj se bom pogovarjala z njim. A glej, da boš čisto pri miru.« Zlezel je torej pod posteljo in komaj je bil spodaj, že se je velikan vrnil domov. »Hu! Tu notri diši po krščanskem človeku!« je rekel velikan. »Da, priletela je sraka s človeško kostjo in jo spustila skozi dimnik,« je rekla princesa. »Brž sem jo odnesla ven, a vonj očitno ni tako hitro izginil.« Velikan o tem ni rekel nič več. Ko se je zvečerilo, sta legla in čez nekaj časa je kraljična rekla: »Nekaj bi te rada vprašala, če bi si le upala.« »Kaj pa?« je vprašal velikan. »Kje imaš svoje srce, ko ga ne nosiš v sebi?« je rekla kraljična. »Ah, tega ti ni treba spraševati, sicer pa leži pod kamnitim pragom,« je rekel velikan. »Aha! Tam ga bova že našla,« je rekel Askepot, ki je ležal pod posteljo.
Naslednje jutro je velikan vstal strašno zgodaj in odhitel v gozd. Komaj je odšel, sta Askepot in kraljična začela pod kamnitim pragom iskati njegovo srce, a naj sta še tako kopala in iskala, ničesar nista našla. »Tokrat naju je ukanil,« je rekla princesa, »a bova poskusila še enkrat.« Nabrala je najlepših rož, kar jih je mogla najti, in jih potresla okoli kamnitega praga, ki sta ga bila položila nazaj na svoje mesto. Ko se je bližal čas velikanove vrnitve, je Askepot spet zlezel pod posteljo. Komaj se je skril, že je prišel velikan. »Huhuhu! Tu notri diši po krščanskem človeku!« je rekel velikan. »Da, priletela je sraka s človeško kostjo v kljunu in jo spustila skozi dimnik,« je rekla princesa. »Brž sem jo odnesla ven, a očitno je še vedno čutiti njen vonj.« Velikan je utihnil in o tem ni več govoril. Čez nekaj časa pa je vprašal, kdo je potresel rože okoli kamnitega praga. »Oh, jaz,« je rekla princesa. »Kaj pa naj bi to pomenilo?« je vprašal velikan. »Oh, tako rada te imam, da si ne morem pomagati, ko vem, da tam leži tvoje srce,« je rekla princesa.
»A tako; ampak tam ga ni, veš,« je rekel velikan. Ko sta zvečer legla, ga je princesa znova vprašala, kje ima srce, saj ga ima tako rada, da bi to res rada vedela, je rekla. »Ah, v tistile omarici na steni leži,« je rekel velikan. A tako, sta si mislila Askepot in princesa, potem ga bova pa tam poiskala. Naslednje jutro je bil velikan že zgodaj pokonci in je spet odhitel v gozd. Komaj je odšel, sta Askepot in kraljična že brskala po omarici in iskala njegovo srce, a naj sta še tako iskala, tudi tam nista našla ničesar. »No, pa bova poskusila še enkrat,« je rekla princesa. Omarico je okrasila s cvetjem in venci, ko pa se je bližal večer, je Askepot spet zlezel pod posteljo. Nato je prišel velikan.
»Huhuhu! Tu diši po krščanskem človeku!« je rekel velikan. »Da, malo prej je priletela sraka s človeško kostjo v kljunu in jo spustila skozi dimnik,« je rekla princesa. »Brž sem jo odnesla ven, a očitno je še vedno čutiti njen vonj.« Ko je velikan to slišal, ni o tem nič več govoril, a kmalu je opazil, da je omarica vsa ovešena s cvetjem in venci, in vprašal, kdo je to naredil. Kdo neki, princesa. »Kaj pa naj bi pomenila ta neumnost?« je vprašal velikan. »Oh, tako rada te imam, da si ne morem pomagati, ko vem, da tam leži tvoje srce,« je rekla princesa. »Si res tako neumna, da verjameš kaj takega?« je rekel velikan. »Saj ti vendar moram verjeti, če mi tako praviš,« je rekla princesa. »Oh, ti trapa,« je rekel velikan, »tja, kjer je moje srce, ne boš nikoli prišla!« »Vseeno pa bi bilo lepo vedeti, kje je,« je rekla princesa. Tedaj se velikan ni mogel več zadržati in ji je moral povedati. »Daleč, daleč stran leži sredi jezera otok,« je rekel. »Na otoku stoji cerkev; v cerkvi je vodnjak; v vodnjaku plava raca; v raci je jajce in v jajcu — tam je moje srce, veš.« Zgodaj zjutraj, ko se še niti svitati ni začelo, je velikan spet odhitel v gozd. »No, zdaj moram tudi jaz na pot,« je rekel Askepot. »Ko bi le vedel, kod naj grem.« Za zdaj se je poslovil od princese, in ko je stopil iz velikanovega doma, je volk še vedno stal tam in ga čakal. Povedal mu je, kaj se je zgodilo pri velikanu, in rekel, da bi se zdaj rad odpravil do vodnjaka v cerkvi, ko bi le poznal pot.
Volk mu je velel, naj mu sede na hrbet, saj bo že našel pot, je rekel. In oddirjala sta, da jima je šumelo okoli ušes, čez resave in griče, čez gore in doline. Ko sta potovala že mnogo, mnogo dni, sta naposled prišla do jezera.
Kraljevič ni vedel, kako naj pride čez, volk pa mu je rekel, naj se nikar ne boji, nato pa se je pognal v vodo in s princem na hrbtu odplaval na otok.
Prišla sta do cerkve, toda cerkveni ključ je visel visoko, visoko na zvoniku in kraljevič sprva ni vedel, kako naj ga spravi dol. »Pokliči krokarja,« je rekel volk. Kraljevič ga je poklical in krokar je nemudoma priletel ter odletel po ključ, tako da je princ lahko vstopil v cerkev. Ko je prišel do vodnjaka, je v njem zares plavala raca sem ter tja, prav kakor je povedal velikan. Vabil jo je in vabil, dokler je ni nazadnje privabil k sebi in jo zgrabil. A ravno ko jo je dvignil iz vode, je raca izpustila jajce v vodnjak in Askepot nikakor ni vedel, kako naj ga dobi nazaj. »Zdaj pa pokliči lososa,« je rekel volk. Kraljevič ga je poklical in losos je priplaval ter prinesel jajce z dna vodnjaka. Nato je volk rekel, naj jajce stisne, in brž ko ga je Askepot stisnil, je velikan zakričal. »Stisni še enkrat!« je rekel volk. Ko je princ to storil, je velikan zakričal še bolj milo in začel na vse pretege prositi za življenje. Storil bo vse, kar bo kraljevič hotel, je rekel, samo naj mu ne stre srca. »Reci mu, da mu boš pustil živeti, če odčara tvojih šest bratov, ki jih je spremenil v kamen, in njihove neveste,« je rekel volk. Askepot je storil, kakor mu je naročil. Pošast je bila takoj pri volji in je šest bratov spremenila nazaj v kraljeviče, njihove neveste pa v kraljične. »Zdaj pa stri jajce!« je rekel volk.
Askepot je stisnil jajce, da se je zdrobilo, in velikan je počil. Ko se je tako znebil velikana, je na volku odjezdil nazaj do njegovega doma. Tam je stalo vseh njegovih šest bratov, živih in zdravih, vsak s svojo nevesto. Askepot je stopil v goro po svojo nevesto, nato pa so se vsi skupaj vrnili na kraljevi dvor. Stari kralj je bil presrečen, ko se je vseh sedem sinov vrnilo, vsak s svojo nevesto. »Pa vendar je Askepotova nevesta najlepša izmed vseh princes,« je rekel kralj, »in s svojo nevesto bo sedel na častnem mestu pri mizi.« Nato so dolgo in veselo gostovali, in če se še niso naveličali, gostujejo še danes.
Izvirnik
036 Om Risen, som ikke havde noget Hjerte paa sig
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Der var engang en Konge, som havde syv Sønner, og dem holdt han saameget af, at han aldrig kunde undvære dem alle faa een Gang; een maatte bestandig verre hos ham. Da de vare blevne voxne, skulde de sex ud at frie; men den yngste vilde Faderen have igjen hjemme, og til ham skulde de andre tage med sig en Prindsesse til Kongsgaarden. Kongen gav da de sex de gjildeste Klæder, Nogen havde seet, saa det lyste lang Vei af dem, og hver sin Hest, som kostede mange, mange hundrede Daler, og saa reiste de. Da de saa havde været paa mange Kongsgaarde og seet paa Prindsesserne, kom de langt om længe til en Konge, som havde sex Døttre; saa deilige Kongsdøttre havde de aldrig seet, og saa friede de til hver sin, og
da de havde faaet dem til Kjærester, reiste de hjemover igjen; men de glemte reent, at de skulde have en Prindsesse med sig til Askepot, som var igjen hjemme, saa forlibte vare de i Kjæresterne sine. Da de nu havde reist et godt Stykke paa Hjemveien, kom de tæt forbi en brat Fjeldvæg, hvor Risegaarden var. Der kom Risen ud og fik see dem, og saa skabte han dem om til Steen allesammen, baade Prindserne og Prindsesserne. Kongen ventede og ventede paa de sex Sønnerne fine, men hvorlænge han ventede, saa kom der ingen. Han blev da meget bedrøvet og sagde, han aldrig kunde blive rigtig glad mere; „havde jeg ikke dig igjen,“ sagde han til Askepot, „vilde jeg ikke leve,
saa sorgfuld er jeg, fordi jeg har mistet Brødrene dine.“ „Men nu havde jeg tænkt at bede om Lov til at reise ud og finde dem igjen, jeg,“ sagde Askepot. „Nei, det faaer du slet ikke Lov til“ sagde Faderen, „du bliver bare borte du ogsaa.“ Men Askepot vilde og skulde afsted, og han tiggede og bad saalænge, til Kongen maatte lade ham reise. Nu havde Kongen ikke Andet end en gammel Fillehest at lade Askepot faae, for de sex andre Kongssønnerne og deres Følge havde faaet alle de andre Heste, han havde; men det brød Askepot sig ikke om; han satte sig op paa den gamle, skabbede Hesten han. „Farvel, Faer!“ sagde han til Kongen, „jeg skal nok komme igjen og kanskee jeg skal have med mig de sex Brødrene mine ogsaa,“ og dermed reiste han.
Da han nu havde redet et Stykke, kom han til en Korp, som laa i Veien og flaxede med Vingerne, og ikke orkede at komme til Side, saa sulten var den. „Aa, kjære Vene! giv mig lidt Mad, skal jeg hjælpe dig i din yderste Nød,“ sagde Korpen. „Ikke megen Mad har jeg, og ikke seer du ud til at kunne hjælpe mig stort heller“ sagde Kongssønnen, „men lidt faaer jeg sagtens give dig, for du kan nok trænge til det, seer jeg,“ og saa gav han Korpen Noget af Nisten, han havde faaet med sig. Da han saa havde reist et Stykke igjen, kom han til en Bæk; der laa en stor Lax, som var kommen paa tørt Land, og sprat og kunde ikke komme ud i Vandet igjen. „Aa, kjære Vene! hjælp mig ud i Vandet igjen,“ sagde Laxen til Kongssønnen,
„jeg skal hjælpe dig igjen i din yderste Nød, jeg.“ „Hjælpen du gjør mig, bliver vel ikke stor,“ sagde Prindsen, „men det er Synd, du skal ligge der og sulte ihjel,“ og saa skjød han Fisken udi igjen. Nu reiste han et langt, langt Stykke, og saa mødte han en Skrub; den var saa sulten, at den laa og drog sig i Veien. „Kjære Vene, lad mig faae Hesten din,“ sagde Skrubben; „jeg er saa sulten at det piber i Tarmene mine; jeg har ikke faaet Noget at æde paa to Aar.“ „Nei,“ sagde Askepot, „det kan jeg ikke gjøre; først kom jeg til en Korp, ham maatte jeg give Nisten min; saa kom jeg til en Lax, den maatte jeg hjælpe ud i Vandet igjen; og nu vil du have Hesten min. Det gaaer ikke an, for saa har jeg Intet at ride paa.“— „Jo, Kjære du maa hjælpe mig,“ sagde Graabenen;
„du kan ride paa mig. Jeg skal hjælpe dig igjen i din største Nød,“ sagde den. „Ja, den Hjælp, jeg faaer af dig, bliver vel ikke stor, men du faaer vel tage Hesten da, siden du er saa nødig,“ sagde Prindsen. Da nu Skrubben havde ædt op Hesten, tog Askepot Bidslet og bandt i Kjæften paa den, og Sadlen og lagde paa Ryggen af den, og nu var Skrubben bleven saa stærk af det, den havde faaet i sig, at den satte afsted med Kongssønnen som ingen Ting; saa fort havde han aldrig redet for. „Naar vi nu har reist et lidet Stykke til, skal jeg syne dig Risegaarden,“ sagde Graabenen, og om Lidt kom de der. „See her er Risegaarden,“ sagde den; „der seer du alle sex Brødrene dine, som Risen har gjort til Steen, og der seer
du de sex Brudene deres; der borte er Døren til Troldet, der skal du gaae ind.“ „Nei, det tør jeg ikke,“ sagde Kongssønnen, „han tager Livet af mig.“ „Aa nei,“ svarede Skrubben, „naar du kommer ind der, træffer du en Prindsesse, hun siger dig nok, hvordan du skal bære dig ad, saa du kan faae gjort Ende paa Risen. Bare gjør som hun siger dig, du.“ Ja, Askepot gik da ind, men ræd var han. Da han kom ind, var Risen borte, men i det ene Kammeret sad Prindsessen, saaledes som Skrubben havde sagt, og saa deilig en Jomfru havde Askepot aldrig seet før. „Aa, Gud hjælpe dig, hvordan er du kommen her da?“ sagde Kongsdatteren, da hun fik see ham. „Det bliver din visse Død det; den Risen, som boer her, kan Ingen faae gjort Ende paa, for han bærer ikke Hjertet paa sig.“ „Ja,
men er jeg kommen her, saa faaer jeg vel prøve ham ligevel, jeg,“ sagde Askepot. „Og Brødrene mine, som staae i Steen her udenfore, vilde jeg nok see til at frelse, og dig vilde jeg nok prøve at redde ogsaa,“ sagde han. „Ja, siden du endelig vil være, saa faae vi vel see at finde paa et Raad,“ sagde Prindsessen. „Nu skal du krybe ind under Sengen der, og saa maa du lye vel efter, hvad jeg taler med ham om. Men lig endelig brav stille.“ Ja han krøb da under Sengen, og aldrig før var han vel der, saa kom Risen hjem. „Hu! her lugter saa kristen Mandlugt indel!“ sagde Risen. „Ja, her kom en Skjære flyvende med et Mandbeen og slap ned igjennem Piben,“ sagde Prindsessen; „jeg skyndte mig nok at faae det ud, men Lugten
gik vel ikke saa snart bort ligevel, den.“ Ja, saa sagde Risen ikke Mere om det. Da det nu blev Kvelden, gik de til Sengs, og da de havde ligget en Stund, sagde Kongsdatteren: „Det var een Ting, jeg gjerne vilde spørge dig om, naar jeg bare turde.“ „Hvad var det for en Ting?“ spurgte Risen. „Det var, hvor du har Hjertet dit henne, siden du ikke bærer det paa dig?“ sagde Kongsdatteren. „Aa, det er Noget, du ikke behøver at spørge om, men ellers ligger det under Dorhællen,“ sagde Risen. „Aa haa! der skal vi vel see at finde det,“ sagde Askepot, som under Sengen laa.
Næste Morgen stod Risen fælt tidlig op og strøg til Skoven, og aldrig før var han afsted, saa tog Askepot og Kongsdatteren paa at lede under Dørhællen efter Hjertet hans; men alt de grov og ledte, saa fandt de ikke noget. „Den Gang har han luret os,“ sagde Prindsessen „men vi faae vel prøve ham endnu en Gang.“ Saa sankede hun alle de vakkreste Blomster, hun kunde finde, og strede rundt om Dørhællen — den havde de lagt paa sit rette Sted igjen — og da det led mod den Tid, at de ventede Risen hjem, krøb Askepot under Sengen igjen. Da han vel var indunder, saa kom Risen. „Hutetu! her lugter saa kristen Mandlugt inde!“ sagde Risen. „Ja, her kom en Skjære flyvende med et Mandbeen i Næbbet og slap ned igjennem Piben,“ sagde Prindsessen, „jeg skyndte mig nok at faae det ud, men det
er vel det, der lugter af ligevel.“ Saa tiede Risen stille, og sagde ikke Mere om det. Men om Lidt spurgte han, hvem det var, som havde strøet Blomster omkring Dørhællen. „Aa, det er nok mig,“ sagde Prindsessen. „Hvad skal nu det betyde da?“ spurgte Risen. „Aa, jeg har dig sagtens saa kjær, at jeg maa gjøre det, naar jeg veed at Hjertet dit ligger der,“ sagde Prindsessen.
„Ja saa; men ellers ligger det ikke der, du,“ sagde Risen. Da de saa havde lagt sig om Kvelden, spurgte Prindsessen igjen, hvor Hjertet hans var, for hun holdt saa meget af ham, at hun nok gjerne vilde vide det, sagde hun. „Aa, det ligger borte i Skabet der paa Væggen,“ sagde Risen. Ja saa, tænkte Askepot og Prindsessen, da skal vi vel prøve at finde det. Næste Morgen var Risen tidlig paa Færde og strøg til Skoven igjen, og aldrig saa snart var han gaaen, for Askepot og Kongsdatteren var i Skabet og ledte efter Hjertet hans; men alt de ledte, saa fandt de ikke noget der heller. „Ja ja, vi faae da prøve en Gang til,“ sagde Prindsessen. Hun stadsede ud Skabet igjen med Blomster og Krandse, og da det led mod
Kvelden; krøb Askepot atter under Sengen. Saa kom Risen. „Hutetu! her lugter saa kristen Mandlugt!“ sagde Risen. „Ja, for lidt siden kom her en Skjære flyvende med et Mandbeen i Næbbet og slap ned igjennem Piben,“ sagde Prindsessen; „jeg skyndte mig nok at faae det ud igjen jeg, men det er vel det, der lugter af ligevel.“ Da Risen hørte det, sagde han ikke Meer om det; men lidt efter fik han see, at Skabet var behængt med Blomster og Krandse rundt om; og saa spurgte han, hvem det var, som havde gjort det? Jo, det var da Prindsessen. „Hvad skal nu det Narreri betyde?“ spurgte Risen. „Aa, jeg har dig sagtens saa kjær, at jeg maa gjøre det, naar jeg veed at Hjertet dit ligger der“ sagde Prindsessen. „Kan du være
saa gal og troe Sligt?“ sagde Risen. „Ja, jeg maa vel troe det, naar du siger mig det,“ sagde Prindsessen. „Aa, du er en Tosse,“ sagde Risen; „der Hjertet mit er, der kommer du aldrig!“ „Ja, men det var Moro at vide, hvor det er henne ligevel,“ sagde Prindsessen. Ja, saa kunde Risen ikke bare sig længer, han maatte sige det. „Langt, langt borte i et Vand ligger en Ø,“ sagde han; „paa den Ø staaer en Kirke; i den Kirke er en Brønd; i den Brønd svømmer en And; i den And er et Æg, og i det Æg — der er Hjertet mit du.“ Om Morgenen tidlig, det var ikke graalyst endda, strøg Risen til Skoven igjen. „Ja, nu faaer jeg afsted jeg ogsaa,“
sagde Askepot; „bare jeg kunde finde Veien.“ Han sagde da Farvel til Prindsessen saalænge, og da han kom udenfor Risegaarden, stod Ulven der endda og ventede paa Askepot. Ham fortalte han, hvad der var hændet inde, hos Risen, og sagde, at nu vilde han afsted til Brønden i Kirken, bare han vidste Veien. Saa bad Ulven ham sætte sig paa Ryggen hans, for han skulde nok finde Veien, sagde han, og saa gik det afsted, saa det suste om dem, over Heier og Aaser, over Bjerg og Dale. Da de nu havde reist mange, mange Dage, kom de tilsidst til Vandet.
Det vidste Kongssønnen ikke hvordan han skulde komme over, men Ulven bad ham bare, at han ikke skulde være ræd, og saa lagde han udi med Prindsen paa Ryggen og svømmede over til Den. Saa kom de til Kirken; men Kirkenøglen hang høit, høit oppe paa Taarnet, og først saa vidste Kongssønnen ikke, hvorledes han skulde faae den ned. „Du faaer raabe paa Korpen,“ sagde Ulven, og det gjorde Kongssønnen; og strax kom Korpen og fløi efter Nøglen, og saa kom Prindsen ind i Kirken. Da han nu kom til Brønden, laa Anden ganske rigtig der og svømmede frem og tilbage, saaledes som Risen havde sagt. Han stod da og lokkede og lokkede, og saa fik han den tilsidst lokket bort til sig og greb den. Men med det samme han løftede den op af Vandet, slap
Anden Ægget ned i Brønden, og saa vidste Askepot slet ikke, hvorledes han skulde faae det op igjen. „Ja, nu faaer du raabe paa Laxen,“ sagde Ulven; og det gjorde da Kongssønnen; saa kom Laxen og hentede op Ægget fra Bunden paa Brønden; og saa sagde Skrubben, at han skulde klemme paa Ægget, og med det samme Askepot klemte paa det, skreg Risen. „Klem een Gang til!“ sagde Ulven, og da Prindsen gjorde det, skreg Risen endda ynkeligere og bad baade vakkert og veent for sig; han skulde gjøre Alt, Kongssønnen vilde, sagde han, bare han ikke vilde klemme itu Hjertet hans. „Sig, at dersom han skaber om igjen de sex Brødrene dine, som han har gjort til Steen, og Brudene deres, skal han faae beholde Livet,“ sagde Skrubben, og det gjorde Askepot. Ja, det var Troldet strax villig til, han
skabte om igjen de sex Brødrene til Kongssønner og Brudene deres til Kongsdøttre. „Klem nu Ægget itu!“ sagde Skrubben. Saa klemte Askepot Ægget i Stykker, og saa sprak Risen. Da han saa var bleven af med Risen, red Askepot tilbage til Risegaarden igjen paa Skrubben; der stode alle sex Brødrene hans lyslevende med Brudene sine, og saa gik Askepot ind i Bjerget efter sin Brud, og saa reiste de Allesammen hjem igjen til Kongsgaarden. Da blev der sagtens Glæde paa den gamle Kongen, da alle syv Sønnerne hans kom tilbage, hver med sin Brud. „Men den deiligste af alle Prindsesserne er Bruden til Askepot ligevel,“ sagde Kongen, „og han skal sidde øverst ved Bordet med sin Brud.“ Saa blev der turet Gjæstebud baade
vel og længe, og har de ikke turet fra sig, saa ture de endnu.
Nadaljuj z branjem
