Waltey

Prevod

A soldier came marching down the high road: one, two! One, two! He had his knapsack on his back and a sabre at his side, for he had been away at war, and now he was going home. Then he met an old witch on the road; she was so hideous that her lower lip hung right down to her chest. She said, “Good evening, soldier! What a fine sabre and a big knapsack you have! You are a proper soldier! Now you shall have as much money as you could wish for!”

“Thank you, you old witch!” said the soldier. “Do you see that great tree?” said the witch, pointing to a tree beside them. “It is quite hollow inside! You must climb up to the top, and there you will see a hole you can slide through, deep down into the tree! I shall tie a rope round your waist so I can haul you up again when you call!”

“And what am I to do down in the tree?” asked the soldier. “Fetch money!” said the witch. “You see, when you reach the bottom of the tree, you will find yourself in a great passage, all brightly lit, for more than a hundred lamps are burning there. Then you will see three doors; you can open them, for the keys are in the locks. If you go into the first chamber, you will see a great chest in the middle of the floor, with a dog sitting on top of it. He has a pair of eyes as big as teacups, but never mind that! I shall give you my blue-checked apron, which you can spread out on the floor. Then go straight up to the dog, pick him up, put him on my apron, open the chest, and take as many shillings as you like. They are all copper, but if you would rather have silver, you must go into the next room. There sits a dog with eyes as big as mill wheels, but never mind that; put him on my apron and help yourself to the money! If, on the other hand, you want gold, you can have that too, as much as you can carry, if you go into the third chamber. But the dog sitting on the money chest there has two eyes, each as big as the Round Tower. Now that is a dog, I can tell you! But do not let it trouble you! Just put him on my apron, and he will do you no harm, and take as much gold from the chest as you please!”

“That doesn’t sound too bad,” said the soldier. “But what am I to give you, you old witch? I suppose you will want something out of it!” “No,” said the witch, “I don’t want a single shilling! You need only bring me an old tinderbox that my grandmother forgot the last time she was down there!”

“Well then! Tie the rope round my waist!” said the soldier. “Here it is!” said the witch, “and here is my blue-checked apron.” So the soldier climbed up the tree, dropped down through the hole, and found himself, just as the witch had said, in the great passage where the many hundreds of lamps were burning.

Now he opened the first door. Oh! There sat the dog with eyes as big as teacups, staring at him. “You’re a fine fellow!” said the soldier, and he put him on the witch’s apron and took as many copper shillings as he could fit into his pocket. Then he shut the chest, put the dog back on top, and went into the second room. My word! There sat the dog with eyes as big as mill wheels.

“You shouldn’t stare at me so much!” said the soldier. “You’ll hurt your eyes!” Then he put the dog on the witch’s apron, but when he saw all the silver coins in the chest, he threw away every copper coin he had and filled his pocket and his knapsack with nothing but silver. Now he went into the third chamber! Oh, what a dreadful sight! The dog in there really did have two eyes as big as the Round Tower! And they spun round in his head like wheels!

“Good evening!” said the soldier, touching his cap, for he had never seen a dog like that before. But after looking at him for a little while, he thought, That will do now, lifted him down onto the floor, and opened the chest. Good heavens! What a lot of gold there was! With it he could buy all Copenhagen, and all the sugar pigs on the cake-women’s stalls, all the tin soldiers, whips, and rocking horses in the world! Yes, there was money indeed! Now the soldier threw away all the silver shillings he had filled his pockets and knapsack with, and took gold instead. Why, every pocket, his knapsack, his cap, and his boots were so full that he could scarcely walk! Now he had money! He put the dog back on the chest, slammed the door, and called up through the tree, “Haul me up now, you old witch!”

“Have you got the tinderbox?” asked the witch. “Oh, that’s right!” said the soldier. “I had quite forgotten it.” So he went and fetched it. The witch hauled him up, and there he stood on the high road again, with his pockets, boots, knapsack, and cap full of money.

“Now what do you want with that tinderbox?” asked the soldier. “That is no business of yours!” said the witch. “You have your money now! Just give me the tinderbox!”

“Nonsense!” said the soldier. “Tell me at once what you want with it, or I’ll draw my sabre and cut off your head!” “No,” said the witch.

So the soldier cut off her head. There she lay! But he tied up all his money in her apron, slung the bundle on his back, put the tinderbox in his pocket, and went straight into town.

It was a splendid town, and he put up at the finest inn, asked for the very best rooms and all his favourite food, for now that he had so much money, he was rich.

The servant who was to polish his boots thought they were certainly a queer old pair for such a rich gentleman to wear, but he had not yet bought himself new ones. The next day he had new boots to walk in and fine clothes to wear! Now the soldier had become a grand gentleman, and they told him about all the splendid sights in their town, and about their king, and what a lovely princess his daughter was.

“Where can one see her?” asked the soldier. “You cannot see her at all!” they all said. “She lives in a great copper castle, with ever so many walls and towers round it! No one but the king is allowed to visit her, because it has been foretold that she will marry a common soldier, and the king does not like that!”

“I should very much like to see her!” thought the soldier, but of course he could not get permission! Now he lived very merrily, went to the theatre, drove in the King’s Garden, and gave a great deal of money to the poor, which was a kind thing to do! He remembered well enough from the old days how dreadful it was not to have a shilling! Now he was rich, wore fine clothes, and made so many friends, who all said he was a splendid fellow, a true gentleman, and the soldier liked that very much! But as he spent money every day and never took any in, at last he had only two shillings left. He had to leave the beautiful rooms where he had been living and move into a tiny little room right under the roof, brush his own boots and mend them with a darning needle, and none of his friends came to see him, for there were so many stairs to climb.

It was quite dark one evening, and he could not even afford a candle, but then he remembered that there was a little candle-end in the tinderbox he had taken from the hollow tree where the witch had helped him down. He brought out the tinderbox and the candle-end, but just as he struck a light and the sparks flew from the flint, the door burst open, and the dog with eyes as big as teacups, whom he had seen down beneath the tree, stood before him and said, “What does my master command?”

“What’s this!” said the soldier. “Why, what a wonderful tinderbox! Can I really have whatever I want? Get me some money,” he said to the dog, and in a flash it was gone! In a flash it was back again, holding a great bag full of shillings in its mouth.

Now the soldier knew what a splendid tinderbox it was! If he struck once, the dog that sat on the chest of copper money came; if he struck twice, the one with the silver came; and if he struck three times, the one with the gold came. Now the soldier moved back down into his beautiful rooms, put on his fine clothes, and at once all his friends knew him again and were very fond of him.

Then one day he thought, It is a very strange thing that no one is allowed to see the princess! Everyone says she is so beautiful! But what good is that if she must always sit inside that great copper castle with all its towers? Can I not see her at all? Now where is my tinderbox! And he struck a light, and in a flash the dog with eyes as big as teacups appeared.

“It is the middle of the night, I know,” said the soldier, “but I should so dearly like to see the princess, just for a moment!” The dog was out of the door at once, and before the soldier knew it, he was back again with the princess. She sat asleep on the dog’s back and was so beautiful that anyone could see she was a real princess. The soldier simply could not help himself: he had to kiss her, for he was a true soldier.

Then the dog ran back with the princess, but when morning came and the king and queen were pouring tea, the princess said she had had such a strange dream in the night, about a dog and a soldier. She had ridden on the dog, and the soldier had kissed her.

“A fine story indeed!” said the queen. Now one of the old ladies-in-waiting was to keep watch beside the princess’s bed the next night, to see whether it really was a dream, or what it could be.

The soldier longed so terribly to see the lovely princess again, and so the dog came that night, took her, and ran as fast as he could. But the old lady-in-waiting put on her waterproof boots and ran just as fast after them. When she saw them disappear into a large house, she thought, Now I know where it is, and with a piece of chalk she marked a great cross on the gate. Then she went home and went to bed, and the dog came back with the princess too. But when he saw that a cross had been marked on the gate where the soldier lived, he also took a piece of chalk and marked crosses on every gate in the whole town. That was a clever thing to do, for now the lady-in-waiting could not find the right gate, since there were crosses on them all.

Early in the morning, the king and queen, the old lady-in-waiting, and all the officers came to see where the princess had been! “There it is!” said the king when he saw the first gate with a cross on it.

“No, there it is, my dear husband!” said the queen, who had spotted the second gate with a cross on it. “But there is one there, and another there!” they all said. Wherever they looked, there were crosses on the gates. So they could see well enough that there was no use searching.

But the queen was a very clever woman, who could do more than ride in a carriage. She took her great gold scissors, cut up a large piece of silk, and sewed a neat little bag. She filled it with small, fine buckwheat groats and tied it to the princess’s back. When that was done, she snipped a little hole in the bag so that the grains would trickle out all along the way wherever the princess went.

That night the dog came again, took the princess on his back, and ran with her to the soldier, who was so fond of her and wished so much that he were a prince, so he could have her for his wife.

The dog never noticed how the grains trickled out all the way from the castle to the soldier’s window, where he ran up the wall with the princess. In the morning, the king and queen could see quite clearly where their daughter had been, and so they seized the soldier and put him in prison.

There he sat. Oh, how dark and dreary it was! And then they told him, “Tomorrow you will be hanged.” That was not a pleasant thing to hear, and he had left his tinderbox at the inn. In the morning, through the iron bars of the little window, he could see people hurrying out of town to watch him being hanged. He heard the drums and saw the soldiers marching. Everyone was running off; among them was a shoemaker’s apprentice in a leather apron and slippers. He was galloping along so fast that one of his slippers flew off and landed right beside the wall where the soldier sat looking out through the iron bars.

“Hey, you shoemaker’s boy! There’s no need to be in such a hurry,” the soldier said to him. “Nothing will happen until I get there! But if you run to where I was staying and fetch my tinderbox, I’ll give you four shillings! Only you must be quick about it!” The shoemaker’s boy was eager to have the four shillings and dashed off to fetch the tinderbox. He gave it to the soldier, and now just listen to what happened!

Outside the town a great gallows had been built, and all round it stood the soldiers and many hundreds of thousands of people. The king and queen sat on a splendid throne, directly opposite the judge and the whole council.

The soldier was already standing on the ladder, but when they were about to put the rope round his neck, he said that a condemned man was always allowed one innocent wish before he suffered his punishment. He would so much like to smoke a pipe of tobacco, for it would be his last pipe in this world.

The king would not refuse him that, so the soldier took out his tinderbox and struck a light: one, two, three! And there stood all the dogs: the one with eyes as big as teacups, the one with eyes like mill wheels, and the one with eyes as big as the Round Tower!

“Now help me, so I won’t be hanged!” said the soldier, and the dogs rushed at the judges and the whole council, seized one by the legs and another by the nose, and tossed them many fathoms into the air, so that they fell down and were smashed to pieces.

“I will not have it!” said the king, but the biggest dog seized both him and the queen and tossed them after all the others. Then the soldiers were frightened, and all the people cried, “Dear soldier, you shall be our king and have the lovely princess!”

So they put the soldier into the king’s carriage, and all three dogs danced in front and shouted, “Hurrah!” The boys whistled through their fingers, and the soldiers presented arms. The princess came out of the copper castle and became queen, and she was very pleased with that! The wedding lasted eight days, and the dogs sat at the table too, with their eyes wide open.

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

Der kom en soldat marcherende hen ad landevejen: én, to! én, to! Han havde sit tornyster på ryggen og en sabel ved siden, for han havde været i krigen, og nu skulle han hjem. Så mødte han en gammel heks på landevejen; hun var så ækel, hendes underlæbe hang hende lige ned på brystet. Hun sagde: "God aften, soldat! Hvor du har en pæn sabel og et stort tornyster, du er en rigtig soldat! Nu skal du få så mange penge, du vil eje!"

"Tak skal du have, din gamle heks!" sagde soldaten.

"Kan du se det store træ?" sagde heksen, og pegede på et træ, der stod ved siden af dem. "Det er ganske hult inden i! Der skal du krybe op i toppen, så ser du et hul, som du kan lade dig glide igennem og komme dybt i træet! Jeg skal binde dig en strikke om livet, for at jeg kan hejse dig op igen, når du råber på mig!"

"Hvad skal jeg så nede i træet?" spurgte soldaten.

"Hente penge!" sagde heksen, "du skal vide, når du kommer ned på bunden af træet, så er du i en stor gang, der er ganske lyst, for der brænder over hundrede lamper. Så ser du tre døre, du kan lukke dem op, nøglen sidder i. Går du ind i det første kammer, da ser du midt på gulvet en stor kiste, oven på den sidder en hund; han har et par øjne så store som et par tekopper, men det skal du ikke bryde dig om! Jeg giver dig mit blåternede forklæde, det kan du brede ud på gulvet; gå så rask hen og tag hunden, sæt ham på mit forklæde, luk kisten op og tag lige så mange skillinger, du vil. De er alle sammen af kobber, men vil du hellere have sølv, så skal du gå ind i det næste værelse, men der sidder en hund, der har et par øjne, så store, som et møllehjul, men det skal du ikke bryde dig om, sæt ham på mit forklæde og tag du af pengene! Vil du derimod have guld, det kan du også få, og det så meget, du vil bære, når du går ind i det tredje kammer. Men hunden, som sidder på pengekisten, har her to øjne, hvert så stort som Rundetårn. Det er en rigtig hund, kan du tro! Men det skal du ikke bryde dig noget om! Sæt ham bare på mit forklæde, så gør han dig ikke noget, og tag du af kisten så meget guld, du vil!"

"Det var ikke så galt" sagde soldaten. "Men hvad skal jeg give dig, din gamle heks? For noget vil du vel have med, kan jeg tænke!"

"Nej" sagde heksen, "ikke en eneste skilling vil jeg have! Du skal bare tage til mig et gammelt fyrtøj, som min bedstemoder glemte, da hun sidst var dernede!"

"Nå! Lad mig få strikken om livet!" sagde soldaten.

"Her er den!" sagde heksen, "og her er mit blåternede forklæde."

Så krøb soldaten op i træet, lod sig dumpe ned i hullet og stod nu, som heksen sagde, nede i den store gang, hvor de mange hundrede lamper brændte.

Nu lukkede han den første dør op. Uh! Dér sad hunden med øjnene, så store som tekopper og gloede på ham.

"Du er en net fyr!" sagde soldaten, satte ham på heksens forklæde og tog lige så mange kobberskillinger, han kunne have i sin lomme, lukkede så kisten, satte hunden op igen og gik ind i det andet værelse. Eja! Dér sad hunden med øjne så store, som et møllehjul.

"Du skulle ikke se så meget på mig!" sagde soldaten, "du kunne få ondt i øjnene!" Og så satte han hunden på heksens forklæde, men da han så de mange sølvpenge i kisten, smed han alle de kobberpenge han havde, og fyldte lommen og sit tornyster med det bare sølv. Nu gik han ind i det tredje kammer! nej det var ækelt! Hunden derinde havde virkeligt to øjne så store som Rundetårn! Og de løb rundt i hovedet, ligesom hjul!

"God aften!" sagde soldaten og tog til kasketten, for sådan en hund havde han aldrig set før; men da han nu så lidt på ham, tænkte han, nu kan det jo være nok, løftede ham ned på gulvet og lukkede kisten op, nej gudbevares! Hvor der var meget guld! Han kunne købe for det hele København og kagekonernes sukkergrise, alle tinsoldater, piske og gyngeheste, der var i verden! Jo der var rigtignok penge! Nu kastede soldaten alle de sølvskillinger, han havde fyldt sine lommer og sit tornyster med, og tog guld i stedet, ja alle lommerne, tornystret, kasketten og støvlerne, blev fyldte, så han knap kunne gå! Nu havde han penge! Hunden satte han op på kisten, slog døren i og råbte så op igennem træet: "Hejs mig nu op, du gamle heks!"

"Har du fyrtøjet med?" spurgte heksen!

"Det er sandt!" sagde soldaten, "det havde jeg rent glemt," og nu gik han og tog det. Heksen hejsede ham op, og så stod han igen på landevejen, med lommer, støvler, tornyster og kasket fulde af penge.

"Hvad vil du nu med det fyrtøj," spurgte soldaten.

"Det kommer ikke dig ved!" sagde heksen, "nu har du jo fået penge! Giv mig bare fyrtøjet!"

"Snik snak!" sagde soldaten, "vil du straks sige mig, hvad du vil med det, eller jeg trækker min sabel ud og hugger dit hoved af!"

"Nej," sagde heksen.

Så huggede soldaten hovedet af hende. Der lå hun! Men han bandt alle sine penge ind i hendes forklæde, tog det som en bylt på ryggen, puttede fyrtøjet i lommen og gik lige til byen.

Det var en dejlig by, og i det dejligste værtshus tog han ind, forlangte de allerbedste værelser og mad, som han holdt af, for nu var han rig da han havde så mange penge.

Tjeneren, som skulle pudse hans støvler, syntes rigtignok, det var nogle løjerlige gamle støvler, sådan en rig herre havde, men han havde ikke endnu købt sig nye; næste dag fik han støvler at gå med, og klæder som var pæne! Nu var soldaten blevet en fornem herre, og de fortalte ham om al den stads, som var i deres by, og om deres konge, og hvilken nydelig prinsesse hans datter var.

"Hvor kan man få hende at se?" spurgte soldaten.

"Hun er slet ikke til at få at se!" sagde de alle sammen, "hun bor i et stort kobberslot, med så mange mure og tårne om! Ingen uden kongen tør gå ud og ind til hende, fordi der er spået, at hun skal blive gift med en ganske simpel soldat, og det kan kongen ikke lide!"

"Hende gad jeg nok se!," tænkte soldaten, men det kunne han jo slet ikke få lov til!

Nu levede han så lystig, tog på komedie, kørte i Kongens Have og gav de fattige så mange penge og det var smukt gjort! Han vidste nok fra gamle dage, hvor slemt det var ikke at eje en skilling! han var nu rig, havde pæne klæder, og fik da så mange venner, der alle sagde, han var en rar en, en rigtig kavaler, og det kunne soldaten godt lide! Men da han hver dag gav penge ud, og fik slet ingen ind igen, så havde han til sidst ikke mere end to skillinger tilbage og måtte flytte bort fra de smukke værelser, hvor han havde boet, og op på et lille bitte kammer, helt inde under taget, selv børste sine støvler og sy på dem med en stoppenål, og ingen af hans venner kom til ham, for der var så mange trapper at gå op ad.

Det var ganske mørk aften, og han kunne ikke engang købe sig et lys, men så huskede han på, at der lå en lille stump i det fyrtøj, han havde taget i det hule træ, hvor heksen havde hjulpet ham ned. Han fik fyrtøjet og lysestumpen frem, men lige i det han slog ild og gnisterne fløj fra flintestenen, sprang døren op, og hunden, der havde øjne så store, som et par tekopper, og som han havde set nede under træet, stod foran ham og sagde: "Hvad befaler min herre!"

"Hvad for noget!" sagde soldaten, "det var jo et morsomt fyrtøj, kan jeg således få, hvad jeg vil have! Skaf mig nogle penge," sagde han til hunden, og vips var den borte! Vips var den igen, og holdt en stor pose fuld af skillinger i sin mund.

Nu vidste soldaten, hvad det var for et dejligt fyrtøj! Slog han én gang, kom hunden der sad på kisten med kobberpengene, slog han to gange, kom den, som havde sølvpenge, og slog han tre gange, kom den, der havde guld. Nu flyttede soldaten ned i de smukke værelser igen, kom i de gode klæder, og så kendte straks alle hans venner ham, og de holdt så meget af ham.

Så tænkte han engang: Det er dog noget løjerligt noget, at man ikke må få den prinsesse at se! Hun skal være så dejlig, siger de alle sammen! Men hvad kan det hjælpe, når hun skal alle tider sidde inde i det store kobberslot med de mange tårne. Kan jeg da slet ikke få hende at se? Hvor er nu mit fyrtøj! Og så slog han ild, og vips kom hunden med øjne så store, som tekopper.

"Det er rigtignok midt på natten," sagde soldaten, "men jeg ville så inderlig gerne se prinsessen, bare et lille øjeblik!"

Hunden var straks ude af døren, og før soldaten tænkte på det, så han ham igen med prinsessen, hun sad og sov på hundens ryg og var så dejlig, at enhver kunne se, det var en virkelig prinsesse; soldaten kunne slet ikke lade være, han måtte kysse hende, for det var en rigtig soldat.

Hunden løb så tilbage igen med prinsessen, men da det blev morgen, og kongen og dronningen skænkede te, sagde prinsessen, hun havde drømt sådan en underlig drøm i nat om en hund og en soldat. Hun havde redet på hunden, og soldaten havde kysset hende.

"Det var såmænd en pæn historie!" sagde dronningen.

Nu skulle en af de gamle hofdamer våge ved prinsessens seng næste nat, for at se, om det var en virkelig drøm, eller hvad det kunne være.

Soldaten længtes så forskrækkelig efter igen at se den dejlige prinsesse, og så kom da hunden om natten, tog hende og løb alt hvad den kunne, men den gamle hofdame tog vandstøvler på, og løb lige så stærkt bagefter; da hun nu så, at de blev borte inde i et stort hus, tænkte hun, nu ved jeg hvor det er, og skrev med et stykke kridt et stort kors på porten. Så gik hun hjem og lagde sig, og hunden kom også igen med prinsessen; men da han så, at der var skrevet et kors på porten, hvor soldaten boede, tog han også et stykke kridt og satte kors på alle portene i hele byen, og det var klogt gjort, for nu kunne jo hofdamen ikke finde den rigtige port, når der var kors på dem alle sammen.

Om morgnen tidlig kom kongen og dronningen, den gamle hofdame og alle officererne for at se, hvor det var, prinsessen havde været!

"Dér er det!" sagde kongen, da han så den første port med et kors på.

"Nej dér er det, min søde mand!" sagde dronningen, der så den anden port med kors på.

"Men dér er ét og dér er ét!" sagde de alle sammen; hvor de så, var der kors på portene. Så kunne de da nok se, det kunne ikke hjælpe noget at de søgte.

Men dronningen var nu en meget klog kone, der kunne mere, end at køre i karet. Hun tog sin store guldsaks, klippede et stort stykke silketøj i stykker, og syede så en lille nydelig pose; den fyldte hun med små, fine boghvedegryn, bandt den på ryggen af prinsessen, og da det var gjort, klippede hun et lille hul på posen, så grynene kunne drysse hele vejen, hvor prinsessen kom.

Om natten kom da hunden igen, tog prinsessen på sin ryg, og løb med hende hen til soldaten, der holdt så meget af hende, og ville så gerne have været en prins, for at få hende til kone.

Hunden mærkede slet ikke, hvorledes grynene dryssede lige henne fra slottet og til soldatens vindue, hvor han løb op ad muren med prinsessen. Om morgnen så da kongen og dronningen nok hvor deres datter havde været henne, og så tog de soldaten og satte ham i kachotten.

Der sad han. Uh, hvor der var mørkt og kedeligt, og så sagde de til ham: I morgen skal du hænges. Det var ikke morsomt at høre, og sit fyrtøj havde han glemt hjemme på værtshuset. Om morgnen kunne han mellem jernstængerne i det lille vindue se folk skynde sig ud af byen, for at se ham blive hængt. Han hørte trommerne og så soldaterne marchere. Alle mennesker løb af sted; der var også en skomagerdreng med skødskind og tøfler på, han travede sådan i galop, at hans ene tøffel fløj af og lige hen mod muren hvor soldaten sad og kiggede ud mellem jernstængerne.

"Ej, du skomagerdreng! Du skal ikke have sådant et hastværk," sagde soldaten til ham, "der bliver ikke noget af, før jeg kommer! Men vil du ikke løbe hen, hvor jeg har boet, og hente mig mit fyrtøj, så skal du få fire skilling! Men du må tage benene med dig!" Skomagerdrengen ville gerne have de fire skilling, og pilede af sted hen efter fyrtøjet, gav soldaten det, og ja nu skal vi få at høre!

Uden for byen var der muret en stor galge, rundt om stod soldaterne og mange hundrede tusinde mennesker. Kongen og dronningen sad på en dejlig trone lige over for dommeren og det hele råd.

Soldaten stod allerede oppe på stigen, men da de ville slå strikken om hans hals, sagde han, at man jo altid tillod en synder før han udstod sin straf, at få et uskyldigt ønske opfyldt. Han ville så gerne ryge en pibe tobak, det var jo den sidste pibe han fik i denne verden.

Det ville nu kongen ikke sige nej til, og så tog soldaten sit fyrtøj og slog ild, én, to, tre! Og der stod alle hundene, den med øjne så store som tekopper, den med øjne som et møllehjul og den, der havde øjne så store som Rundetårn!

"Hjælp mig nu, at jeg ikke bliver hængt!" sagde soldaten, og så før hundene ind på dommerne og hele rådet, tog en ved benene og en ved næsen og kastede dem mange favne op i vejret, så de faldt ned og sloges rent i stykker.

"Jeg vil ikke!" sagde kongen, men den største hund tog både ham og dronningen, og kastede dem bag efter alle de andre; da blev soldaterne forskrækkede og alle folkene råbte: "Lille soldat, du skal være vor konge og have den dejlige prinsesse!"

Så satte de soldaten i kongens karet, og alle tre hunde dansede foran og råbte "hurra!" Og drengene peb i fingrene og soldaterne præsenterede. Prinsessen kom ud af kobberslottet og blev dronning, og det kunne hun godt lide! Brylluppet varede i otte dage, og hundene sad med til bords og gjorde store øjne.

Nalagam bralnik