Prevod
Nekoč je živel ribič, ki je prebival blizu gradu in lovil ribe za kraljevo mizo. Nekega dne, ko se je odpravil na ribolov, ni ujel prav ničesar; naj se je še tako trudil, nastavljal vabo in metal trnek, se ni nanj ujelo niti najmanjše ribje koščice. Ko pa se je dan že nagibal h koncu, se je iz vode prikazala glava in rekla: »Če mi daš tisto, kar tvoja žena nosi pod pasom, boš dobil rib, kolikor boš hotel.« Mož je pri priči privolil, saj ni vedel, da je žena noseča. Potem je tisti dan res nalovil rib, da je bilo kaj, in toliko, kolikor jih je le hotel. Ko pa je zvečer prišel domov in povedal, kako je prišel do tolikšnega ulova, je žena začela tožiti in jokati ter prositi Boga, naj se je usmili zaradi moževe obljube; pod pasom namreč nosi otroka, je rekla. Kmalu se je tudi na gradu razvedelo, kako je žena žalostna, in ko je kralj slišal za to ter povprašal po vzroku njene žalosti, je obljubil, da bo otroka vzel k sebi in ga skušal rešiti. Čas je tekel in ko je napočila ura, je žena rodila dečka; kralj ga je vzel k sebi in ga vzgajal kakor lastnega sina, vse dokler ni odrasel. Tedaj je mladenič nekega dne prosil, ali bi smel z očetom na ribolov; tako zelo si je tega želel, je dejal. Kralj mu tega ni rad dovolil, nazadnje pa je le privolil. Mladenič je odšel z očetom in ves dan je šlo vse lepo in prav, dokler se zvečer nista vrnila na kopno. Tedaj se je sin spomnil, da je v čolnu pozabil robec, in hotel je skočiti ponj. Toda brž ko je stopil vanj, je čoln zdrvel z njim, da se je voda penila na vse strani, in čeprav se je mladenič na vso moč upiral z vesli, ni nič pomagalo. Plula sta in plula vso noč, dokler nista daleč, daleč proč prispela do bele obale. Tam je stopil na kopno in ko je prehodil kos poti, je srečal starca z dolgo belo brado. »Kako se imenuje ta dežela?« je vprašal mladenič.
»Hvidtenland,« je odgovoril starec, nato pa mladeniča prosil, naj mu pove, od kod prihaja in kaj išče, in mladenič mu je vse povedal. »No,« je rekel starec, »če boš šel naprej ob tej obali, boš prišel do treh kraljičen, ki so pogreznjene v zemljo, tako da jim ven gledajo samo glave. Prva, najstarejša, te bo poklicala in te lepo prosila, da bi prišel k njej in ji pomagal, in druga prav tako. Toda k nobeni od njiju ne hodi; le pohiti mimo, kakor da ju ne slišiš in ne vidiš. K tretji pa stopi in stori, kar te bo prosila; to ti bo prineslo srečo.« Ko je mladenič prišel do prve kraljične, ga je poklicala in ga iz srca lepo prosila, naj pride k njej, vendar je šel mimo, kakor da je sploh ne vidi. Prav tako je šel mimo druge, k tretji pa je stopil. »Če boš storil, kar ti rečem, boš lahko dobil tisto izmed nas treh, ki jo boš hotel,« je rekla kraljična. Da, to bo prav rad storil. Nato mu je povedala, da so jih trije troli pogreznili v zemljo; prej pa so živele na gradu, ki ga lahko vidi tam v gozdu.
»Zdaj moraš iti na grad in pustiti, da te troli bičajo, za vsako izmed nas po eno noč,« je rekla. »Če boš to zmogel prestati, nas boš rešil.« Mladenič je odgovoril, da bo vsekakor poskusil. »Ko boš prišel tja,« je nadaljevala kraljična, »bosta pri grajskih vratih stala dva leva, a če boš šel naravnost med njima, ti ne bosta nič storila. Potem pojdi naravnost v majhno temno sobo;
tam se ulezi. Nato bo prišel trol in te pretepel; ti pa vzemi stekleničko, ki visi na steni, in se namaži tam, kjer te je udarjal, pa boš spet zdrav kakor prej. Nato zgrabi meč, ki visi poleg stekleničke, in trola posekaj.« Storil je, kakor mu je rekla kraljična: šel je naravnost med levoma, kakor da ju ne vidi, in naprej v malo kamrico, kjer je legel. Prvo noč je prišel trol s tremi glavami in tremi šibami ter mladeniča neusmiljeno prebičal;
vendar je zdržal, dokler trol ni končal, nato pa je vzel stekleničko, se namazal, zgrabil meč in z njim posekal trola. Ko je zjutraj prišel ven, so bile kraljične že do pasu nad zemljo. Drugo noč se je godilo enako; le da je imel trol, ki je prišel tedaj, šest glav in šest šib ter ga je bičal še huje kakor prejšnji. A ko je tistega jutra prišel ven, so kraljične gledale iz zemlje že do meč. Tretjo noč je prišel trol z devetimi glavami in devetimi šibami ter mladeniča tako dolgo tepel in bičal, da je nazadnje omedlel;
tedaj ga je trol pograbil in zalučal ob steno, pri tem pa je posoda padla na tla in ga poškropila s svojo vsebino, tako da je bil spet zdrav kakor prej. Ni se obotavljal: pograbil je meč in posekal trola. Ko je tistega jutra prišel iz gradu, so kraljične stale povsem nad zemljo. Najmlajšo je vzel za svojo kraljico in z njo dolgo živel srečno in zadovoljno.
Nazadnje pa si je zaželel, da bi šel za nekaj časa domov obiskat starše. Njegovi kraljici to ni bilo po volji; ker pa je tako hrepenel po domu in je na vsak način hotel oditi, mu je rekla: »Nekaj mi moraš obljubiti: da boš storil le tisto, za kar te bo prosil oče, ne pa tistega, za kar te bo prosila mati.« To ji je obljubil. Nato mu je dala prstan, ki je imel takšno moč, da si je tisti, ki ga je nosil, lahko zaželel dvoje, kar koli je hotel. Zaželel si je torej, da bi bil doma, in starša se nista mogla načuditi, kako imeniten in postaven je postal.
Ko je bil že nekaj dni doma, je mati hotela, naj gre na grad in kralju pokaže, kakšen mož je postal. Oče je rekel: »Ne, tega naj ne stori, saj ga potem še ta čas ne bova mogla imeti zase.« A nič ni pomagalo; mati ga je tako dolgo prosila in rotila, da je naposled šel. Ko je prišel na grad, je bil po oblačilih in vsem drugem imenitnejši od tamkajšnjega kralja. Temu to ni bilo prav nič všeč, zato je rekel: »No, ti lahko vidiš, kakšna je moja kraljica, jaz pa tvoje ne morem videti. Ne verjamem, da imaš tako lepo kraljico.« »Bog daj, da bi stala tukaj, pa bi že videl!« je rekel mladi kralj in v hipu je stala pred njima. Toda bila je silno žalostna in mu je rekla: »Zakaj me nisi ubogal in poslušal, kaj ti je rekel oče? Zdaj se moram takoj vrniti domov, ti pa si porabil obe svoji želji.« Nato mu je v lase privezala prstan, na katerem je bilo zapisano njeno ime, in si zaželela domov.
Mladi kralj je bil tedaj globoko nesrečen in dan za dnem je mislil samo na to, kako bi se vrnil k svoji kraljici. Poskusiti moram, ali lahko kje izvem, kje je Hvidtenland, si je mislil in se odpravil v svet. Ko je že nekaj časa hodil, je prišel do gore; tam je srečal moža, ki je bil gospodar vseh gozdnih živali — prišle so namreč, kadar je zatrobil na svoj rog — in kralj ga je povprašal po Hvidtenlandu. »Sam ne vem,« mu je odgovoril mož, »bom pa vprašal svoje živali.« Nato jih je s trobljenjem sklical in vprašal, ali katera izmed njih ve, kje leži Hvidtenland, a nobena ni vedela.
Mož mu je tedaj dal par smuči. »Ko boš stopil nanje,« je dejal, »te bodo ponesle k mojemu bratu, ki živi sto milj od tod; on je gospodar vseh ptic v zraku;
njega vprašaj! Ko prispeš, pa smuči samo obrni s konicama proti sem, pa se bodo same vrnile domov.« Ko je kralj prispel tja, je smuči obrnil tako, kakor mu je naročil gospodar živali, in vrnile so se nazaj.
Spet je povprašal po Hvidtenlandu in mož je s trobljenjem sklical vse ptice ter jih vprašal, ali katera izmed njih ve, kje leži Hvidtenland. Ne, nobena ni vedela. Dolgo za drugimi pticami je prišla še stara orlica, ki je ni bilo celih deset let, a tudi ona ni vedela. »No, prav,« je rekel mož, »pa ti posodim par smuči; ko boš stopil nanje, te bodo ponesle k mojemu bratu, ki živi sto milj od tod. On je gospodar vseh rib v morju; njega povprašaj. Le smuči ne pozabi obrniti nazaj!« Kralj se je zahvalil, stopil na smuči, in ko je prispel h gospodarju morskih rib, jih je obrnil, pa so se vrnile tako kakor prejšnje. Nato je spet povprašal po Hvidtenlandu.
Mož je tedaj s trobljenjem sklical ribe, vendar nobena ni nič vedela; nazadnje je prišla še stara, prastara ščuka, ki jo je le stežka priklical. Ko jo je vprašal, je rekla: »O, tisti kraj pa dobro poznam, saj sem bila tam deset let kuharica.
Jutri grem spet tja, kajti kraljica, ki ji je izginil kralj, se bo poročila z drugim.« »Če je tako, ti bom dal nasvet,« je rekel mož. »Tamle na močvirju stojijo trije bratje, ki se že sto let prepirajo in pretepajo za klobuk, plašč in par škornjev. Kdor ima te tri reči, lahko postane neviden in se po svoji želji prestavi še tako daleč. Reci jim, da bi rad te reči preizkusil, potem pa boš razsodil med njimi.« Kralj se je zahvalil, odšel in storil tako. »Za kaj se tukaj prepirate in pretepate na veke vekov?« je vprašal brate. »Dovolite mi, da te reči preizkusim, pa bom razsodil med vami.« Z veseljem so privolili, ko pa je dobil klobuk, plašč in škornje, je rekel: »Ko se naslednjič srečamo, boste slišali razsodbo!« In že si je zaželel proč.
Ko je letel po zraku, se je srečal s severnim vetrom. »Kam pa kam?« ga je vprašal severni veter. »V Hvidtenland,« je odgovoril kralj in mu povedal, kaj se mu je zgodilo. »No,« je rekel severni veter, »ti boš najbrž potoval nekoliko hitreje, jaz moram namreč v vsak kot zavel in zapihati. Ko pa prispeš, se postavi na stopnice ob vratih, jaz pa bom prihrumel, kakor da hočem odpihniti ves grad. Ko bo potem kraljevič, ki naj bi dobil tvojo kraljico, prišel ven pogledat, kaj se dogaja, ga zgrabi za vrat in ga vrzi ven, jaz pa bom že poskrbel, da ga spravim proč.« Kralj je storil, kakor mu je naročil severni veter: postavil se je na stopnice, in ko je severni veter prihrumel in zabučal ter tako stresel grajsko steno, da se je grad zamajal, je kraljevič prišel ven pogledat, kaj se dogaja. A brž ko se je prikazal, ga je kralj zgrabil za vrat in ga vrgel ven, severni veter pa ga je odnesel s seboj. Ko se ga je tako znebil, je kralj stopil v grad. Kraljica ga sprva ni prepoznala, saj je od dolgega tavanja in žalosti tako shujšal in obledel; ko pa ji je pokazal prstan, se je iz srca razveselila in potem so obhajali pravo svatbo, o kateri se je glas raznesel daleč naokrog.
Izvirnik
Der var engang en Fisker, som boede tæt ved Slottet og fiskede til Kongens Bord. En Dag, han var ude at fiske, fik han slet Intet; han kunde bære sig ad, som han vilde, og mede og angle, saa hang ikke et Been paa Krogen; men da det led langt paa Dagen, dukkede et Hoved op at Vandet og sagde: „Faaer jeg det, som Konen din bærer under Bæltet, skal du faae Fisk nok.“ Manden svarede strax ja, for han vidste ikke af, at hun var frugtsommelig. Siden fik han da Fisk om Dagen, kan hænde, og det saa Meget, han vilde have. Men da han kom hjem om Aftenen og fortalte, hvorledes han havde faaet al Fisken, begyndte Konen at jamre sig og græde, og bad Gud trøste og bedre sig for det Løfte, Manden havde gjort; for hun bar et Barn under Bæltet, sagde hun. Det blev snart fortalt oppe
paa Slottet, at Konen var saa bedrøvet, og da Kongen fik høre det og fik spurgt Aarsagen dertil, lovede han, at han vilde tage Barnet til sig og see at redde det. Det led med det skred, og da Tiden var omme, fødte Konen et Guttebarn; det tog da Kongen til sig og opdrog det som sin egen Søn, ligetil Gutten var voxen. Da bad Denne en Dag at han maatte faae Lov at følge sin Fader ud at fiske; han havde saadan inderlig Lyst til det, sagde han. Kongen vilde nødig tillade det, men endelig fik Gutten Lov, han blev med Faderen, og det gik godt og vel nok hele Dagen, ligetil de kom til Lands om Aftenen. Da havde Sønnen glemt efter sig Lommetørklædet sit, det vilde han springe ud i Baaden efter. Men med det samme han kom udi,
begyndte Baaden at gaae med ham, saa det fossede om den, og alt Gutten holdt imod med Aarerne, saa hjalp det ikke; det gik og det gik hele Natten, og endelig kom han langt, langt bort til en hvid Strand. Der gik han i Land, og da han havde gaaet et Stykke frem, mødte han en gammel Mand med et hvidt, sidt Skjæg. „Hvad hedder det her?“ sagde Gutten. „Hvidtenland,“ svarede Manden, og saa bad han Gutten sige sig, hvor han var fra, og hvad han vilde, og det fortalte Gutten ham. „Ja,“ sagde Manden, „naar du nu gaaer frem langs med Stranden her, saa kommer du til tre Prindsesser, som staae i Jorden, saa blot Hovedet er oppe. Saa raaber den Første — det er den ældste — og beder dig saa vakkert komme til sig, og hjælpe sig, og det gjør den Anden ogsaa; men Ingen
af dem skal du gaae hen til; skynd dig bare forbi dem, som du aldrig hørte eller saa dem. Men den Tredie skal du gaae hen til og gjøre det, hun beder dig om; det bliver din Lykke, det.“ Da Gutten kom til den første af Prindsesserne, raabte hun til ham og bad ham saa inderlig vakkert, at han skulde komme hen til hende, men han gik, som han aldrig saa hende; lige eens gik han forbi den anden; men den tredie gik han bort til. „Vil du gjøre det, jeg siger dig, skal du faae hvem af os tre, du vil,“ sagde Prindsessen. Ja, det vilde han gjerne; og saa fortalte hun, at dem tre havde tre Trold sat ned i Jorden der; men før havde de boet paa det Slot, han kunde see borte i Skoven.
„Nu skal du gaae ind i Slottet, og lade Troldene pidske dig een Nat for hver af os;“ sagde hun; „orker du taale det, saa frelser du os.“ Ja, svarede Gutten, det skulde han nok prøve. „Naar du gaaer ind,“ sagde Prindsessen videre, „staaer der to Løver i Porten, men naar du bare gaaer midt imellem dem, saa gjøre de dig Intet. Gaa saa ligefrem ind i et mørkt, lille Værelse; der lægger du dig. Saa kommer Troldet og slaaer dig; men saa skal du tage den Flaske, som hænger paa Væggen, og smøre dig der, han har slaaet dig, saa er du lige god igjen. Grib saa det Sværd, som hænger ved Siden af Flasken og hug Troldet ihjel.“ Ja, han gjorde, som Prindsessen sagde, han gik midt imellem Løverne, som om han ikke saa dem, og lige ind i det
lille Kammer, og der lagde han sig. Første Nat kom der et Trold med tre Hoveder og tre Riis og pidskede Gutten syndigt; men han holdt ud, til Troldet var færdig, saa tog han Flasken og smurte sig, og Sværdet og hug Troldet ihjel med. Da han saa kom ud om Morgenen, stod Prindsesserne over Jorden til Bæltet. Den anden Nat gik det lige eens; men det Trold, som da kom, havde sex Hoveder og sex Riis, og det pidskede ham endnu værre end det forrige; men da han den Morgen kom ud, stode Prindsesserne over Jorden til Smallæggen. Tredie Nat kom der et Trold, som havde ni Hoveder og ni Riis, og slog og pidskede Gutten saa længe, at han tilsidst daanede; saa tog Troldet ham og kastede ham mod Væggen, og derved faldt Krukken ned, saa det skvat ud over ham, og saa blev han
lige god igjen. Han var da ikke seen; han greb Sværdet og hug Troldet ihjel, og da han den Morgen kom ud af Slottet, stod Prindsesserne heelt ovenpaa Jorden. Saa tog han den yngste af dem til sin Dronning og levede godt og vel med hende i lang Tid. Men endelig fik han Lyst at reise hjem lidt og see til sine Forældre. Det syntes hans Dronning ikke om; men da han længtes saa meget og endelig maatte og skulde afsted, sagde hun til ham: „Eet skal du love mig, at du blot gjør det, som din Fader beder dig, men ikke det, din Moder beder dig,“ og det lovede han. Saa gav hun ham en Ring, som var saadan, at den, som havde den paa, kunde ønske to Ting, hvad han vilde. Han
ønskede sig da hjem, og Forældrene kunde ikke nok forundre sig over, hvor prægtig og gjild han var. Da han havde været hjemme nogle Dage, vilde Moderen, han skulde gaae op til Slottet og vise Kongen, hvilken en Mand der nu var bleven af ham. Faderen sagde: „Nei, det bør han ikke gjøre, for saa kan vi ikke have nogen Glæde af ham den Stunden;“ men det hjalp ikke, Moderen tiggede og bad ham saalænge, til han gik. Da han kom derop, var han prægtigere baade i Klæder og Alting end den anden Konge; det syntes denne nu ikke ret om, og saa sagde han: „Ja, men nu kan du see, hvordan min Dronning er; jeg kan ikke faae see din, jeg. Jeg troer ikke, du har saa deilig Dronning.“ „Gud give, hun stod her, skulde du faae see det!“ sagde den unge Kongen,
og strax saa stod hun der. Men hun var meget bedrøvet og sagde til ham: „Hvorfor led du ikke mig ad, og hørte efter hvad din Fader sagde dig? Nu maa jeg strax hjem igjen, jeg, og du har brugt begge Ønskerne dine.“ Dermed knyttede hun en Ring i hans Haar, som Navnet hendes stod paa, og ønskede sig saa hjem. Da blev den unge Konge hjertelig bedrøvet og gik Dag ud og Dag ind og tænkte bare paa, hvorledes han skulde komme tilbage til sin Dronning. Jeg faaer see, om jeg ingensteds kan faae spurgt, hvor Hvidtenland er, — tænkte han og begav sig ud i Verden. Da han havde gaaet en Stund, kom han til et Bjerg; der mødte han En, som var Herre over alle Dyrene
i Skoven — for de kom, naar han blæste i et Horn, han havde — og saa spurgte Kongen efter Hvidtenland. „Ja jeg veed det ikke,“ svarede han, „men jeg skal spørge Dyrene mine.“ Derpaa blæste han ind disse og spurgte, om Nogen af dem vidste hvor Hvidtenland laa; men der var Ingen, som vidste det. Saa gav Manden ham et Par Ski; „naar du staaer paa disse,“ sagde han, „kommer du til min Broder, som boer hundrede Mile herifra; han er Herre over alle Fuglene i Luften; spørg ham! Naar du er kommen frem, saa vender du bare Skierne saaledes at Odden staaer hidover, saa gaae de hjem af sig selv.“ Da Kongen kom did, vendte han Skierne saaledes som Herren over Dyrene havde sagt, og saa gik de tilbage.
Han spurgte igjen efter Hvidtenland, og Manden blæste ind alle Fuglene og spurgte om Nogen af dem vidste, hvor Hvidtenland laa? Nei, ingen vidste det. Længe efter de andre Fugle kom ogsaa en gammel Ørn, hun havde været borte i ti runde Aar; men hun vidste det heller ikke. „Ja, ja,“ sagde Manden, „saa skal du faae laant et Par Ski af mig; naar du staaer paa dem, saa kommer du til min Broder, som boer hundrede Miil herifra; han er Herre over alle Fiskene i Havet; du faaer spørge ham. Men glem ikke at vende Skierne igjen!“ Kongen takkede, steg paa Skiene, og da han var kommen til ham, der var Herre over Fiskene i Havet, vendte han dem, og saa gik de tilbage, ligesom de forrige; derpaa spurgte han efter Hvidtenland igjen.
Manden blæste da ind Fiskene, men ingen vidste Besked; endelig kom en gammel, gammel Gjedde, han havde megen Møie med at faae blæst ind. Da han spurgte hende, sagde hun: „Jo, der er jeg vel kjendt; for nu har jeg været Kokke der i ti Aar. Imorgen skal jeg did igjen; for da skal den Dronning, som Kongen blev borte for, holde Bryllup med en Anden.“ „Siden det er saa, skal jeg sige dig et Raad,“ sagde Manden. „Her borte paa en Myr staae tre Brødre, som har staaet der i hundrede Aar og slaaets om en Hat, en Kappe og et Par Støvler; naar En har de tre Ting, kan han gjøre sig usynlig og ønske sig saa langt, han vil. Du kan sige til dem, at du vil prøve Tingene og siden afsige Dom imellem dem.“ Ja, Kongen takkede for sig, gik og
gjorde saa. „Hvad er det I staae her og slaaes evig og evindelig om?“ sagde han til Brødrene; „lad mig prøve Tingene, skal jeg dømme imellem Jer.“ Det vilde de gjerne, men da han havde faaet Hatten, Kappen og Støvlerne sagde han: „Naar vi træffes næste Gang, skal I faae høre Dommen!“ og dermed ønskede han sig afsted. Medens han foer i Luften, kom han i Følge med Nordenvinden.
„Hvor skal du hen?“ sagde Nordenvinden. „Til Hvidtenland,“ sagde Kongen, og dermed fortalte han, hvad der var hændt ham. „Ja,“ sagde Nordenvinden, „du farer sagtens lidt fortere du; jeg skal nu ind i hver Krog og guste og blæse, jeg. Men naar du kommer frem, saa stil dig paa Trappen, ved Siden af Døren, saa skal jeg komme susende, som jeg vilde blæse ned hele Slottet. Naar da Prindsen, som skal have Dronningen din, kommer ud og skal see, hvad der er paa Færde, saa tager du ham i Nakken og kaster ham ud, saa skal jeg nok prøve at faae ham af Gaarde.“ Ja, som Nordenvinden havde sagt, gjorde Kongen; han stillede sig paa Trappen, og da Nordenvinden kom susende og brusende og tog et Tag i Væggen
paa Slottet, saa det rystede, gik Prindsen ud for at see hvad der var paa Færde; men med det samme han kom, tog Kongen ham i Nakken og kastede ham ud, og saa tog Nordenvinden ham og reiste med ham. Da han var bleven af med ham, gik Kongen ind i Slottet. Først kjendte ikke Dronningen ham, fordi han var bleven saa mager og bleg, ved det han havde vandret saalænge og været saa sorgfuld; men da han viste hende Ringen, blev hun hjertelig glad, og saa blev det rette Bryllup holdt, saa det spurgtes baade vidt og bredt.
