Prevod
Ali si že slišal zgodbo o stari ulični svetilki? Sicer ni posebno zabavna, a enkrat ji vendarle lahko prisluhnemo. Bila je poštena stara ulična svetilka, ki je služila dolga, dolga leta, zdaj pa naj bi jo zavrgli. Zadnji večer je visela na drogu in svetila na ulico, pri srcu pa ji je bilo kakor stari baletni plesalki, ki še zadnji večer nastopa in ve, da jo bodo jutri spravili na podstrešje. Svetilko je bilo strah naslednjega dne, saj je vedela, da bo morala prvič v mestno hišo, kjer jo bo mestnih »šestintrideset mož« pregledalo in presodilo, ali je še uporabna ali ne. Tam bodo odločili, ali naj jo pošljejo v katero od predmestij, da bo svetila tam, ali na deželo v kakšno tovarno; morda pa bo šla naravnost k livarju, ki jo bo pretopil. Tedaj bi se sicer lahko spremenila v karkoli, vendar jo je mučilo, da ni vedela, ali bo tudi potem ohranila spomin na to, da je bila nekoč ulična svetilka. Naj se zgodi karkoli, ločiti se bo morala od nočnega čuvaja in njegove žene, ki ju je imela za svojo družino. Svetilka je postala prav takrat, ko je on postal čuvaj. Žena je bila tedaj še nekoliko vzvišena; le zvečer, ko je šla mimo svetilke, jo je pogledala, podnevi pa nikoli. V zadnjih letih, ko so se vsi trije postarali, čuvaj, žena in svetilka, pa je tudi žena skrbela zanjo, jo čistila in vanjo nalivala ribje olje. Poštena človeka sta bila ta zakonca, niti za kapljo nista ogoljufala svetilke. To je bil njen zadnji večer na ulici in jutri bo morala v mestno hišo: dve mračni misli za svetilko, in lahko si predstavljamo, kako je gorela. A prešinjale so jo tudi druge misli; toliko je videla, toliko reči je osvetlila, morda prav toliko kakor »šestintrideset mož«, vendar tega ni rekla, saj je bila poštena stara svetilka in ni hotela nikogar užaliti, še najmanj svojih predstojnikov. Toliko se je spominjala in včasih je plamen v njej vzplamtel, kakor da bi čutila: »Da, tudi mene se kdo spominja! Bil je tisti lepi mladenič — o, tega je že mnogo let! Prišel je s pismom na rožnatem papirju, tako finem, tako finem, z zlatim robom; napisano je bilo tako lično, z žensko roko. Dvakrat ga je prebral, ga poljubil in pogledal k meni z očmi, ki so govorile: 'Najsrečnejši človek sem!' Da, samo on in jaz sva vedela, kaj je pisalo v prvem pismu njegove ljube. Spominjam se še dveh drugih oči; čudno je, kako lahko misli preskakujejo! Tu na ulici je bil veličasten pogreb; mlada, lepa gospa je ležala v krsti na mrtvaškem vozu, prekritem z žametom. Toliko je bilo cvetja in vencev, toliko bakel je svetilo, da sem se ob njih kar izgubila. Ves pločnik je bil poln ljudi, vsi so šli za pogrebnim sprevodom, ko pa so bakle izginile izpred oči in sem se ozrla naokrog, je ob drogu še vedno stal nekdo in jokal. Nikoli ne bom pozabila tistih dveh žalostnih oči, ki sta gledali vame!« Tako so se vrstile misli v stari ulični svetilki, ki je ta večer svetila zadnjič. Stražar, ki ga zamenjajo, vsaj pozna svojega naslednika in mu lahko pove besedo ali dve, svetilka pa svojega ni poznala, čeprav bi mu lahko dala marsikakšen namig o dežju in viharju, o tem, do kod sega mesečina na pločniku in s katere strani piha veter.
Na deski čez obcestni jarek so stali trije, ki so se prišli predstavit svetilki, ker so mislili, da prav ona podeljuje službo. Eden je bil slanikova glava, ki v temi sveti, in ta je menila, da bi res lahko prihranili precej ribjega olja, če bi jo postavili na drog. Drugi je bil kos trhlega lesa, ki prav tako sveti, in sicer vedno močneje kakor sušena polenovka, tako je vsaj sam trdil; poleg tega je bil zadnji ostanek drevesa, ki je bilo nekoč v ponos gozdu. Tretji je bil kresniček; od kod se je vzel, svetilka ni razumela, vendar je bil tam in tudi svetil je, toda trhli les in slanikova glava sta prisegala, da sveti samo ob določenih časih in da zato sploh ne more priti v poštev.
Stara svetilka je rekla, da nobeden izmed njih ne sveti dovolj močno, da bi lahko bil ulična svetilka, vendar ji nobeden ni verjel. Ko pa so slišali, da službe ne podeljuje svetilka sama, so rekli, da je to zelo razveseljivo, saj je tako ali tako že preveč onemogla, da bi lahko izbirala.
Prav tedaj je izza uličnega vogala priletel veter, zašumel skozi dimni pokrov stare svetilke in ji rekel: »Kaj slišim, jutri odhajaš? Te nocoj zadnjič najdem tukaj? Potem pa moraš dobiti darilo! Zdaj ti bom prevetril glavo, tako da se ne boš le jasno in razločno spominjala vsega, kar si slišala in videla, temveč boš imela tudi tako bistre misli, da boš vse, kar bo kdo v tvoji bližini pripovedoval ali bral, tudi videla!«
»To pa je neznansko veliko!« je rekla stara ulična svetilka. »Najlepša hvala! Ko me le ne bi pretopili!« »To se še ne bo zgodilo!« je rekel veter. »Zdaj pa ti bom razpihal spomin; če dobiš še kakšno takšno darilo, boš lahko preživela prav prijetno starost!«
»Ko me le ne bi pretopili!« je rekla svetilka. »Ali mi lahko tudi v tem primeru ohraniš spomin?« »Stara svetilka, bodi vendar pametna!« je rekel veter in zapihal. Prav tedaj se je prikazal mesec. »Kaj boste pa vi podarili?« je vprašal veter.
»Ničesar ne bom podaril!« je rekel mesec. »Saj me je vse manj, svetilke pa nikoli niso svetile meni, temveč sem jaz svetil njim.« In spet se je skril za oblake, ker ni hotel, da ga nadlegujejo. Tedaj je naravnost na dimni pokrov padla vodna kaplja, kakor bi prikapljala s strehe, vendar je rekla, da prihaja iz sivih oblakov in da je tudi ona darilo, morda celo najboljše. »Prodrla bom vate, da boš dobila zmožnost, da se v eni sami noči, kadar si boš to zaželela, spremeniš v rjo, se povsem sesuješ in postaneš prah.« Svetilki pa se je to zdelo slabo darilo, in veter je bil istega mnenja. »Ali ni nič boljšega, ali ni nič boljšega?« je zavpil na ves glas. Tedaj je utrnil bleščeč zvezdni utrinek in za seboj pustil dolgo svetlo sled.
»Kaj je bilo to?« je vzkliknila slanikova glava. »Ali ni pravkar padla zvezda? Mislim, da je švignila v svetilko! No, če se za službo potegujejo tudi tako visoki gospodje, gremo lahko kar spat!« In je šla, drugi pa z njo. Stara svetilka je medtem svetila tako čudovito močno. »To je bilo prekrasno darilo!« je rekla. »Svetle zvezde, ki so me zmeraj tako razveseljevale in ki sijejo tako lepo, kakor sama pravzaprav nikoli nisem mogla, čeprav sem si za to na vso moč prizadevala, so opazile mene, ubogo staro svetilko, in eno izmed sebe poslale dol z darilom zame. Podarile so mi zmožnost, da bodo vse, česar se spominjam in kar sama vidim povsem jasno, lahko videli tudi tisti, ki jih imam rada! Šele to je pravo veselje, kajti če ga ne moreš deliti z drugimi, je le polovično!«
»To je zelo plemenita misel!« je rekel veter. »Toda najbrž ne veš, da je za to potrebna voščena sveča. Če v tebi ne prižgejo voščene sveče, drugi ob tebi ne morejo ničesar videti. Na to zvezde niso pomislile; mislijo pač, da ima vse, kar sveti, v sebi vsaj eno voščeno svečo. Zdaj pa sem utrujen!« je rekel veter. »Zdaj bom legel!« In je legel.
Naslednji dan — da, naslednji dan lahko preskočimo; naslednji večer je svetilka ležala v naslanjaču, in kje? Pri starem čuvaju. Za svojo dolgoletno zvesto službo je »šestintrideset mož« prosil, da bi smel obdržati staro svetilko. Ko jih je prosil, so se mu smejali, potem pa so mu jo dali. Zdaj je svetilka ležala v naslanjaču tik ob topli lončeni peči in zdelo se je, kakor da se je zato kar povečala, saj je zapolnila skoraj ves stol. Stara zakonca sta že sedela pri večerji in prijazno pogledovala k stari svetilki, ki bi ji rada odmerila prostor tudi pri mizi. Resda sta živela v kleti, dva komolca pod zemljo; da si prišel v sobo, si moral skozi s kamnom tlakovan predprostor, toda notri je bilo prijetno toplo, saj so bile špranje ob vratih zadelane s trakovi sukna. Vse je bilo čisto in urejeno; ob postelji so visele zavese, prav tako na majhnih oknih, na katerih policah sta zgoraj stala dva nenavadna cvetlična lončka. Mornar Christian ju je prinesel iz Vzhodne ali Zahodne Indije: bila sta dva lončena slona brez hrbta, namesto njega pa je iz prsti, s katero sta bila napolnjena, v enem poganjal najlepši drobnjak, in to je bil zelenjavni vrt starih zakoncev, v drugem pa velika cvetoča pelargonija, in to je bil njun cvetlični vrt. Na steni je visela velika barvna slika »Dunajskega kongresa«, na kateri sta imela vse kralje in cesarje naenkrat! Bornholmska ura s težkimi svinčenimi utežmi je tiktakala »tik, tak!« in vedno prehitevala, a to je bilo bolje, kakor da bi zaostajala, sta pravila stara zakonca. Jedla sta večerjo, stara ulična svetilka pa je, kakor rečeno, ležala v naslanjaču tik ob topli lončeni peči. Zdelo se ji je, da se je ves svet obrnil na glavo. Ko pa jo je stari čuvaj pogledal in začel pripovedovati, kaj vse sta skupaj doživela v dežju in viharju, v jasnih, kratkih poletnih nočeh in takrat, ko je snežni metež tako divjal, da se je bilo dobro zateči v kletno zavetje, je bilo za staro svetilko spet vse prav. Vse je videla, kakor da se dogaja zdaj; da, veter ji je res dobro razsvetlil notranjost. Stara zakonca sta bila tako pridna in skrbna, niti ene ure nista kar predremala. Ob nedeljskih popoldnevih sta vzela v roke kakšno knjigo, najraje potopis, in stari mož je na glas bral o Afriki, o velikih gozdovih in slonih, ki se tam svobodno potikajo. Stara žena je zavzeto poslušala in se ozirala k lončenima slonoma, ki sta služila za cvetlična lončka. »Skoraj si lahko predstavljam!« je rekla. Svetilka pa si je tako srčno želela, da bi imeli voščeno svečo, jo prižgali in postavili vanjo; tedaj bi žena zares videla vse, kakor je videla svetilka: visoka drevesa, goste, prepletene veje, gole temnopolte ljudi na konjih in cele črede slonov, ki so s širokimi stopali teptali trsje in grmovje.
»Kaj mi pomagajo vse moje zmožnosti, če ni voščenih sveč!« je vzdihovala svetilka. »Imata samo ribje olje in lojenke, to pa ni dovolj!« Nekega dne je v klet prišel cel sveženj ostankov voščenih sveč. Večje kose sta prižgala, z manjšimi pa je stara žena voskala nit, kadar je šivala. Voščene sveče so torej bile, vendar jima ni prišlo na misel, da bi kakšen košček postavila v svetilko.
»Tu stojim s svojimi izjemnimi zmožnostmi!« je rekla svetilka. »Vse imam v sebi, pa tega ne morem deliti z njima! Ne vesta, da lahko bele stene spremenim v najlepše tapete, v bujne gozdove, v vse, kar bi si zaželela! Ne vesta!«
Sicer pa je svetilka stala lepo zdrgnjena in čista v kotu, kjer je vedno pritegnila pogled. Ljudje so res govorili, da je stara šara, a zakoncema za to ni bilo mar, imela sta jo rada.
Nekega dne, na rojstni dan starega čuvaja, je žena stopila k svetilki, se rahlo nasmehnila in rekla: »Njemu na čast bom prižgala razsvetljavo!« Svetilki je zaškrtalo v pločevinastem pokrovu, saj si je mislila: »Zdaj se jima bo posvetilo!« Toda dobila je ribje olje, ne voščene sveče. Gorela je ves večer, zdaj pa je vedela, da bo darilo, ki so ji ga dale zvezde, najboljše od vseh daril, v tem življenju ostalo mrtev zaklad. Tedaj je sanjala — in kdor ima takšne zmožnosti, seveda lahko sanja —, da sta stara zakonca umrla, sama pa je prišla k livarju, ki jo bo pretopil. Bilo jo je prav tako strah kakor tedaj, ko bi morala v mestno hišo, da jo pregleda »šestintrideset mož«. Čeprav se je lahko sesula v rjo in prah, kadar bi si to zaželela, tega vendarle ni storila. Tako je prišla v talilno peč in se spremenila v prekrasen železen svečnik, v katerega bo nekdo postavil voščeno svečo. Imel je podobo angela, ki je nosil šopek, in sredi šopka je stala voščena sveča. Svečnik je dobil prostor na zeleni pisalni mizi, soba pa je bila tako prijetna; v njej je bilo mnogo knjig in po stenah so visele lepe slike. To je bil pesnikov dom in vse, kar je mislil in pisal, se je razgrinjalo naokrog: soba se je spreminjala v globoke, temne gozdove, v osončene travnike, po katerih se je sprehajala štorklja, in v ladijsko palubo visoko nad razburkanim morjem! »Kakšne zmožnosti imam!« je rekla stara svetilka, ko se je prebudila. »Skoraj bi si lahko zaželela, da bi me pretopili! Toda ne, to se ne sme zgoditi, dokler stara zakonca živita! Rada me imata zaradi mene same! Saj sem jima kakor otrok, zdrgnila sta me in mi dajala ribje olje! In prav tako dobro se mi godi kakor 'Kongresu', ki je nekaj tako imenitnega!«
Od tedaj je bila v sebi bolj mirna, in poštena stara ulična svetilka si je to tudi zaslužila.
Izvirnik
Eventyr af Hans Christian Andersen
Har du hørt historien om den gamle gadelygte? Den er slet ikke så overordentlig morsom, men man kan altid høre den én gang. Det var sådan en skikkelig gammel gadelygte, som i mange, mange år havde gjort tjeneste, men nu skulle kasseres. Det var den sidste aften, den sad på pælen og lyste der i gaden, og den var til mode ligesom en gammel balletfigurantinde, som danser den sidste aften og ved at i morgen skal hun på loftet. Lygten havde sådan en skræk for den dag i morgen, thi da vidste den, at den skulle på rådstuen for første gang og synes af stadens "seksogtredve mænd," om den var brugelig eller ikke brugelig. Da ville det blive bestemt om den skulle sendes ud på en af broerne og lyse der, eller på landet i en fabrik, måske gik den lige til en jernstøber og blev smeltet om, da kunne den jo rigtignok blive til alting, men det pinte den, at den ikke vidste om den da beholdt erindringen om, at den havde været gadelygte. - Hvorledes det gik eller ikke, den ville blive skilt fra vægteren og hans kone, hvem den betragtede ganske som sin familie. Den blev lygte da han blev vægter. Konen var den gang fin på det, kun om aftnen når hun gik forbi lygten så hun til den, men aldrig om dagen. Nu derimod, i de sidste år, da de alle tre var blevet gamle, vægteren, konen og lygten, havde konen også plejet den, pudset lampen af og skænket tran i den. Ærlige folk var det ægtepar, de havde ikke bedraget lygten for en dråbe. Det var den sidste aften i gaden og i morgen skulle den på rådstuen, det var to mørke tanker for lygten, og så kan man nok vide hvorledes den brændte. Men der gik også andre tanker igennem den; der var så meget, den havde set, så meget, den havde lyst til, måske lige så meget som "de seksogtredve mænd," men det sagde den ikke, for det var en skikkelig gammel lygte, den ville ingen fornærme, allermindst sin øvrighed. Den huskede så meget, og imellem blussede flammen op inde i den, det var som havde den en følelse af: "Ja, man husker også mig! der var nu den smukke unge mand, - ja, det er mange år siden! han kom med et brev, det var på rosenrødt papir, så fint, så fint og med guldkant, det var så nydeligt skrevet, det var en damehånd; han læste det to gange og han kyssede det og han så op til mig med sine to øjne, de sagde 'jeg er det lykkeligste menneske!' - ja kun han og jeg vidste hvad der stod i det første brev fra kæresten. - Jeg husker også to andre øjne, det er underligt hvor man kan springe med tankerne! her i gaden var en prægtig begravelse, den unge smukke frue lå i ligkisten på den fløjlsligvogn, der var så mange blomster og kranse, der lyste så mange fakler, at jeg blev rent borte ved det; hele fortovet var fuldt med mennesker, de fulgte alle med ligtoget, men da faklerne var af syne og jeg så mig omkring, stod her endnu en ved pælen og græd, jeg glemmer aldrig de to sorgens øjne, der så ind i mig!" - Sådan gik der mange tanker gennem den gamle gadelygte, som i aften lyste for sidste gang. Skildvagten, som løses af, ved dog sin efterfølger, og kan sige ham et par ord, men lygten vidste ikke sin og den kunne dog givet ham et og andet vink, om regn og rusk, om hvorvidt måneskinnet gik på fortovet og fra hvad kant vinden blæste.
På rendestensbrættet stod tre, som havde fremstillet sig for lygten, idet de troede at det var den, som gav embedet bort; den ene af disse var et sildehoved, for det lyser i mørke, og det mente at det kunne jo være en sand tranbesparelse, om det kom på lygtepælen. Den anden var et stykke trøske, der også skinner, og altid mere end en klipfisk, det sagde den selv, desuden var den det sidste stykke af et træ, som engang havde været en pragt for skoven. Den tredje var en sankthansorm; hvor den var kommet fra, begreb lygten ikke, men ormen var der og lyste gjorde den også, men trøsken og sildehovedet gav ed på, at det var kun til visse tider, den lyste, og at den derfor aldrig kunne tages i betragtning.
Den gamle lygte sagde at ingen af dem lyste nok til at være gadelygte, men det troede nu ingen af dem, og da de hørte at lygten selv ikke gav embedet bort, sagde de, at det var meget glædeligt, thi den var da også alt for affældig til at den kunne vælge.
I det samme kom vinden fra gadehjørnet, den susede gennem røghætten på den gamle lygte, og sagde til den: "Hvad er det for noget, jeg hører, vil du bort i morgen? Er det den sidste aften jeg skal træffe dig her? Ja så skal du have en present! nu lufter jeg op i din hjernekasse, så at du klart og tydeligt ikke alene skal kunne huske hvad du har hørt og set, men når der fortælles eller læses noget i din nærværelse, skal du være så klarhovedet, at du også ser det!"
"Ja det er grumme meget!" sagde den gamle gadelygte, "mange tak! bliver jeg bare ikke støbt om!"
"Det sker ikke endnu!" sagde vinden, "og nu blæser jeg din hukommelse op; kan du få flere presenter som den, så kan du have en ganske fornøjelig alderdom!"
"Bliver jeg kun ikke støbt om!" sagde lygten, "eller kan du da også sikre mig hukommelsen?" -
"Gamle lygte, vær fornuftig!" sagde vinden, og så blæste den. - i det samme kom Månen frem. "Hvad giver De?" spurgte vinden.
"Jeg giver ingen ting!" sagde den, "jeg er jo i aftagende, og lygterne har aldrig lyst for mig, men jeg har lyst for lygterne." Og så gik Månen bag ved skyerne igen, for den ville ikke plages. Da faldt lige på røghætten en vanddråbe, den var som et tagdryp, men dråben sagde, den kom fra de grå skyer og var også en present, og måske den allerbedste. Jeg trænger ind i dig, så at du får den evne, at du i en nat, når du ønsker dig det, kan gå over i rust, så du falder helt sammen og bliver til et støv. Men det syntes lygten var en dårlig present og vinden syntes det samme; "Er der ingen bedre, er der ingen bedre?" blæste den så højt den kunne; da faldt et skinnende stjerneskud, det lyste i en lang stribe.
"Hvad var det?" råbte sildehovedet, "faldt der ikke en stjerne lige ned? jeg tror den gik i lygten! - Nå, søges embedet også af så højtstående, så kan vi gå at lægge os!" og det gjorde det, og de andre med; men den gamle lygte lyste med et så forunderligt stærkt: "Det var en dejlig present!" sagde den. "De klare stjerner, som jeg altid har fornøjet mig så meget over, og som skinner så dejlige, som jeg egentlig aldrig har kunnet skinne, skønt det var min hele stræben og tragten, de har lagt mærke til mig fattige gamle lygte og sendt en ned med en present til mig, der består i den evne, at alt hvad jeg selv husker og ser rigtig tydeligt, skal også kunne ses af dem, jeg holder af! og det er først den sande fornøjelse, for når man ikke kan dele den med andre, så er den kun en halv glæde!"
"Det er meget agtværdigt tænkt!" sagde vinden, "men du ved nok ikke at der hører vokslys til. Uden at der bliver tændt et vokslys inden i dig, er der ingen af de andre, der kan se noget ved dig. Det har stjernerne ikke betænkt, de tror nu at alt hvad der skinner, har i det mindste et vokslys i sig. Men nu er jeg træt"! sagde vinden, "nu vil jeg lægge mig!" og så lagde den sig.
Næste dag – – ja næste dag kan vi springe over; næste aften så lå lygten i lænestol, og hvor -? Hos den gamle vægter. Han havde af "de seksogtredve mænd" udbedt sig for sin lange tro tjeneste, at måtte beholde den gamle lygte; de lo af ham da han bad og så gav de ham den, og nu lå lygten i lænestol tæt ved den varme kakkelovn, og det var ordentligt ligesom den var blevet større derved, den fyldte næsten hele stolen. Og de gamle folk sad alt ved aftensmaden og kastede milde øjne hen til den gamle lygte, som de gerne havde givet plads ved bordet med. Det var jo rigtignok i en kælder de boede, to alen nede i jorden; man måtte gennem en brolagt forstue for at komme ind i stuen, men lunt var her, for der var klædeslister for døren; rent og net så her ud; gardiner om sengestedet, og over de små vinduer, hvor der oppe på karmene stod to underlige urtepotter; matros Christian havde bragt dem hjem fra Ostindien eller Vestindien, det var af lertøj to elefanter, hvis ryg manglede, men i dennes sted blomstrede der ud af jorden, som var lagt deri, i den ene af den dejligste purløg, det var de gamle folks køkkenhave, og i den anden en stor blomstrende geranie, der var deres blomsterhave. På væggen hang et stort kulørt billede, med "Kongressen i Wien," der havde de alle konger og kejsere på engang! - Et bornholmsk ur med tunge blylodder gik "tik! tak!" og altid for gesvindt, men det var bedre end at det skulle gå for langsomt, sagde de gamle folk. De spiste deres aftensmad, og den gamle gadelygte lå som sagt i lænestolen tæt ved den varme kakkelovn. Det var for lygten, som om der var vendt op og ned på hele verden. - Men da den gamle vægter så på den og talte om hvad de to havde oplevet med hinanden, i regn og i rusk, i de klare, korte sommernætter og når sneen fygede så det var godt at komme i kælderskuret, da var alt igen i orden for den gamle lygte, den så det, som om det var endnu, jo, vinden havde rigtignok godt lyst op inde i den. -
De var så flittige og så flinke, de gamle folk, ingen time blev rent døset hen; søndag eftermiddag kom der en eller anden bog frem, helst en rejsebeskrivelse, og den gamle mand læste højt om Afrika, om de store skove og elefanterne, som der gik vilde omkring, og den gamle kone hørte sådan efter og skottede så hen til ler-elefanterne der var urtepotter! - "Jeg kan næsten tænke mig det!" sagde hun. Og lygten ønskede så inderligt at der var et vokslys at tænde og sætte inden i den, så skulle hun grangivelig se alt, således som lygten så det, de høje træer, de tætte grene slyngede i hverandre, de nøgne sorte mennesker til hest og hele skarer af elefanter, som med deres brede fødder knuste rør og buske.
"Hvad kan alle mine evner hjælpe, når der ingen vokslys er!" sukkede lygten, "de har kun tran og tællelys, og det er ikke nok!" -
En dag kom der et helt bundt vokslysstumper i kælderen, de største stykker blev brændt og de mindre brugte den gamle kone til at vokse sin tråd med når hun syede; vokslys var der, men de faldt ikke på at sætte et lille stykke i lygten.
"Her står jeg med mine sjældne evner!" sagde lygten, "jeg har alt indeni mig, men jeg kan ikke dele med dem! De ved ikke, at jeg kan forvandle de hvide vægge til de dejligste tapeter, til rige skove, til alt hvad de vil ønske sig! - De ved det ikke!"
Lygten stod i øvrigt skuret og net i en krog hvor den altid faldt i øjnene; folk sagde rigtig nok at den var et skrummel, men det brød de gamle sig ikke om, de holdt af lygten.
En dag, det var den gamle vægters fødselsdag, kom den gamle kone hen til lygten, smilede så småt og sagde: "Jeg vil illuminere for ham!" og lygten knagede i blikhætten, thi den tænkte: "Nu går lyset op for dem!" men der kom tran og ingen vokslys, den brændte hele aftnen, men vidste nu at den gave, stjernerne havde givet den, den bedste gave af alle, blev en død skat for dette liv. Da drømte den, - og når man har slige evner, kan man nok drømme, - at de gamle folk var døde, og at den selv var kommet til en jernstøber og skulle smeltes om, den var lige så angst som da den skulle på rådstuen og synes af de "seksogtredve mænd," men skønt den havde evnen at kunne falde sammen i rust og støv, når den ønskede sig det, så gjorde den det dog ikke, og så kom den i smelteovnen, og blev til den dejligste jernlysestage, hvori nogen ville sætte et vokslys; den havde form af en engel, der bar en buket og midt i buketten blev vokslyset sat og stagen fik plads på et grønt skrivebord, og værelset var så hyggeligt, der stod mange bøger, der hang dejlige billeder, det var hos en digter, og alt hvad han tænkte og skrev, det rullede op rundt omkring, stuen blev til dybe mørke skove, til solbelyste enge, hvor storken gik og spankede, og til skibsdækket højt på det svulmende hav! -
"Hvilke evner jeg har!" sagde den gamle lygte idet den vågnede. "Næsten kunne jeg længes efter at smeltes om! - dog nej, det må ikke ske så længe de gamle folk lever! De holder af mig for min persons skyld! Jeg er dem jo, som i barns sted og de har skuret mig og de har givet mig tran! og jeg har det lige så godt, som 'Kongressen', der er sådant noget fornemt noget!"
Og fra den tid havde den mere indvortes ro, og det fortjente den skikkelige gamle gadelygte.
