Waltey
Sosednje družine
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Sosednje družine
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 16 min branja
- Obseg
- 13 strani
- Naslov izvirnika
- Nabofamilierne
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Sosednje družine
Človek bi res pomislil, da se v vaškem ribniku nekaj dogaja, pa se ni dogajalo nič! Vse race, ki so pravkar tako lepo plavale po vodi, nekatere celo z glavo navzdol, saj to znajo, so na lepem planile na breg; v mokri ilovici so se poznale sledi njihovih nog in njihovo vreščanje se je slišalo daleč naokrog. Voda se je pošteno razburkala, še malo prej pa je bila gladka kakor zrcalo; v njej je bilo videti vsako drevo, vsak bližnji grm in staro kmečko hišo z luknjami v zatrepu in lastovičjim gnezdom, zlasti pa veliki rožni grm, poln cvetov, ki se je z zidu nagibal skoraj naravnost nad vodo. Vse to je bilo v njej kakor na sliki, le da obrnjeno na glavo; ko pa se je voda vzvalovila, se je vse zlilo drugo v drugo in slika je izginila. Dve račji peresi, ki sta odpadli racam, ko so poletele, sta se močno zazibali gor in dol, nato pa na lepem zdrsnili po vodi, kakor da bi pihal veter, čeprav vetra ni bilo. Potem sta obmirovali in voda je spet postala gladka kakor zrcalo; jasno je bilo videti zatrep z lastovičjim gnezdom in rožni grm; vsaka vrtnica je zrla v svoj odsev. Tako lepe so bile, pa tega same niso vedele, saj jim tega ni nihče povedal. Sonce je sijalo med nežne, z dišavo prežete venčne lističe in vsaki vrtnici je bilo pri srcu kakor nam, kadar se v mislih predajamo najčistejši sreči.
»Kako lepo je živeti!« je rekla vsaka vrtnica. »Želim si le, da bi lahko poljubila sonce, ker je tako toplo in svetlo. Da, tudi vrtnice tam spodaj v vodi bi rada poljubila! Čisto take so kakor me; poljubila bi ljubke ptičje mladičke tam spodaj v gnezdu; saj so nekateri tudi nad nami! Glavice molijo ven in tiho čivkajo; nimajo še nobenega perja, kakor ga imata njihov oče in mati. Dobre sosede imamo, zgoraj in spodaj. Oh, kako lepo je živeti!«
Majhni mladički zgoraj in spodaj — tisti spodaj so bili seveda le odsev v vodi — so bili vrabčki, oče in mati pa vrabca; prisvojila sta si prazno lastovičje gnezdo iz prejšnjega leta in tam so zdaj prebivali.
»Ali tam plavajo račji otroci?« so vprašali vrabčji mladički, ko so zagledali račji peresi, ki sta drseli po vodi. »Če že sprašujete, sprašujte pametno,« je rekla mati. »Mar ne vidite, da sta to peresi, obleka živih bitij, kakršno imam jaz in jo boste dobili tudi vi, le da je naša lepša! Ko bi ju le imeli tu zgoraj v gnezdu, saj grejeta. Rada bi vedela, kaj je prestrašilo race! Nekaj je moralo biti v vodi, zaradi mene gotovo niso zbežale! Čeprav sem vam res precej glasno rekla ›čiv‹! Tiste neumne vrtnice bi morale vedeti, a ne vedo ničesar, samo vase gledajo in dišijo. Prav naveličana sem teh sosed!« — »Poslušajte ljubke ptičke tam zgoraj!« so rekle vrtnice. »Tudi oni bi že radi peli! Ne znajo še, a se bodo že naučili! Kako prijetno mora biti to! Prav zabavno je imeti tako vesele sosede!« — Prav tedaj sta v galopu pridrvela dva konja, ki ju je bilo treba napojiti; na enem je sedel kmečki fantič in slekel je vso obleko razen črnega klobuka; ta je bil velik in širok. Fant je žvižgal kakor ptiček in zajahal v najgloblji del vaškega ribnika; ko je prišel do rožnega grma, je utrgal eno od vrtnic in si jo zataknil za klobuk. Zdaj se mu je zdelo, da je zares lepo opravljen, in odjezdil je z njo. Druge vrtnice so gledale za svojo sestro in spraševale druga drugo: »Kam je odpotovala?« Toda tega ni vedela nobena.
»Tudi jaz bi rada šla v svet!« je rekla ena drugi. »A tudi tu doma, sredi našega zelenja, je lepo! Podnevi je sonce tako toplo, ponoči pa nebo še lepše sije! To lahko vidimo skozi številne luknjice v njem!«
To so bile zvezde, ki so jih imele za luknjice, saj vrtnice niso vedele nič boljšega. »Me poživljamo hišo,« je rekla vrabčja mati, »in lastovičja gnezda prinašajo srečo, pravijo ljudje; zato so veseli, da nas imajo! Toda tiste sosede tam, ves tisti rožni grm ob zidu, povzročajo vlago; mislim, da ga bodo že še odstranili, pa bo tam lahko zraslo vsaj kakšno žito. Vrtnice so samo za gledanje in vohanje, kvečjemu še za klobuk. Vsako leto, to vem od svoje matere, odpadejo, kmetica jih vloži v sol, dobijo francosko ime, ki ga ne znam izgovoriti in me tudi ne zanima, potem pa jih dajejo na ogenj, kadar hoče, da lepo diši. Takšno je njihovo življenje! Samo za oči in nos so. Zdaj veste!«
Ko se je zvečerilo in so komarji plesali v toplem zraku pod rdečimi oblaki, je prišel slavček in vrtnicam zapel, da je lepota kakor sončna svetloba na tem svetu in da lepota živi večno. Toda vrtnice so mislile, da slavček poje o sebi, in človek bi to prav lahko pomislil. Niti na misel jim ni prišlo, da je pesem namenjena njim, vendar so se je veselile in premišljevale, ali ne bi tudi vsi mali vrabčji mladički lahko postali slavčki.
»Prav dobro sem razumel, kaj je pel tisti ptič!« so rekli vrabčji mladički. »Samo ene besede nisem razumel: kaj je lepota?« »Nič ni!« je rekla vrabčja mati. »Samo videz je. Gori na graščini, kjer imajo golobi svojo hišo in jim vsak dan po dvorišču natrosijo graha in zrnja — jedla sem že z njimi in tudi vi boste! Povej mi, s kom se družiš, in povem ti, kdo si! — tam gori na graščini imajo dva ptiča z zelenima vratovoma in čopom na glavi; rep lahko razpreta kakor veliko kolo in na njem so vse mogoče barve, da kar bolijo oči. Pava jima pravijo in onadva sta lepota! Malo bi ju bilo treba oskubiti, pa ne bi bila videti nič drugače kakor mi drugi. Jaz bi ju že kljunila, ko ne bi bila tako velika!«
»Jaz ju bom kljunil!« je rekel najmanjši vrabček, ki še niti perja ni imel. V kmečki hiši sta živela mlada zakonca; zelo sta se ljubila, bila sta pridna in krepka, pri njiju pa je bilo vse lepo urejeno. V nedeljo zjutraj je mlada žena stopila ven, nabrala polno pest najlepših vrtnic, jih dala v kozarec z vodo in ga postavila na sredo predalnika.
»Zdaj pa vidim, da je nedelja!« je rekel mož, poljubil svojo ljubo ženico in sedla sta, prebrala psalm ter se držala za roke, sonce pa je skozi okna sijalo na sveže vrtnice in mlada zakonca.
»Tega pa nerada gledam!« je rekla vrabčja mati, ki je iz gnezda videla naravnost v sobo; potem je odletela. Enako je storila naslednjo nedeljo, saj so vsako nedeljo v kozarec postavili sveže vrtnice, rožni grm pa je ves čas enako lepo cvetel. Vrabčji mladički, ki so zdaj že dobili perje, bi radi leteli z njo, a mati je rekla: »Ostanete tu!« In so ostali. — Ona je odletela, a kakor koli je že letela, se je na lepem ujela v ptičjo zanko iz konjske žime, ki so jo neki dečki privezali na vejo. Žima se ji je zategnila okrog noge, oh, tako tesno, kakor da bi jo hotela odrezati; kako jo je bolelo, kako jo je bilo strah! Dečki so takoj pritekli in zgrabili ptičko, in to strašno trdo. »Saj je samo vrabec!« so rekli, a je vseeno niso izpustili; odnesli so jo domov in vsakič, ko je zakričala, so jo udarili po kljunu.
Na kmečkem dvorišču je stal star mož, ki je znal izdelovati milo za britje in za roke, milo v kroglicah in milo v kosih. Bil je vesel star potepuh in ko je zagledal vrabčevko, ki so jo prinesli dečki in rekli, da jim ni prav nič mar zanjo, je dejal: »Kaj, ko bi jo polepšali?« Vrabčjo mater je ob teh besedah spreletel srh. Iz svoje skrinjice, v kateri je imel najlepše barve, je vzel cel kup bleščečih zlatih lističev, dečki pa so morali steči po jajce. Iz njega je vzel beljak, z njim premazal vso ptičko in nanjo nalepil zlate lističe; tako je bila vrabčja mati pozlačena. A ni mislila na to razkošje, po vsem telesu se je tresla. Milar je vzel še rdečo krpico, ki jo je odtrgal od podloge svojega starega suknjiča, jo izrezal v nazobčan petelinji greben in jo prilepil ptički na glavo.
»Zdaj boste videli zlato ptico leteti!« je rekel in izpustil vrabčevko, ki je v silni grozi odletela v jasno sončno svetlobo. Oh, kako se je bleščala! Vsi vrabci, celo velika vrana, ki nikakor ni bila letošnja mladička, so se tega prizora na moč prestrašili, a so vseeno poleteli za njo, ker so hoteli vedeti, kakšna tuja ptica je to.
»Od kod! Od kod!« je kričala vrana. »Počakaj malo! Počakaj malo!« so govorili vrabci. Toda ona ni hotela čakati; v strahu in grozi je letela proti domu. Skoraj bi omahnila na tla, pridruževalo pa se je čedalje več ptic, majhnih in velikih; nekatere so priletele čisto k njej, da bi jo kljuvale. »Glej jo! Glej jo!« so kričale vse po vrsti!
»Glej jo! Glej jo!« so zavpili mladički, ko se je približala gnezdu. »To je gotovo pavji mladič, na njem so vse tiste barve, ki bodejo v oči, kakor je rekla mama; čiv! To je lepota!« In začeli so jo kljuvati s svojimi malimi kljunčki, tako da ni mogla v gnezdo; od groze ni mogla več niti čivkniti, kaj šele reči: Vaša mati sem. Zdaj so jo kljuvale še vse druge ptice, da ji je odpadlo vse perje, in okrvavljena je vrabčja mati omahnila v rožni grm.
»Ubožica!« so rekle vrtnice. »Pridi, skrile te bomo! Nasloni svojo glavico na nas!« Vrabčja mati je še enkrat razprla krila, jih nato spet tesno stisnila k sebi in umrla pri sosednji družini, svežih, lepih vrtnicah.
»Čiv!« so rekli vrabčji mladički v gnezdu. »Ne razumem, kam se je izgubila mama! Menda to ni kakšna njena zvijača, da bi zdaj morali sami skrbeti zase. Hišo nam je pustila za dediščino! Toda kdo od nas jo bo imel zase, ko si ustvarimo družine?«
»Jaz vas že ne bom mogel imeti tu, ko dobim ženo in otroke!« je rekel najmanjši. »Jaz bom gotovo imel več žena in otrok kakor ti!« je rekel drugi.
»Ampak jaz sem najstarejši!« je rekel tretji. Vsi so se sprli, zamahovali s krili in udarjali s kljuni, pa bum! Drug za drugim so se zrinili iz gnezda. Ležali so spodaj, vsi jezni; glavo so nagnili čisto na eno stran in mežikali z očesom, ki je gledalo navzgor; tako so namreč kazali svojo užaljenost.
Malce so že znali leteti, potem so še vadili in nazadnje sklenili, da bodo, kadar se srečajo v svetu, rekli: čiv! in trikrat podrsali z levo nogo, da se bodo spet prepoznali.
Mladič, ki je ostal v gnezdu, se je razšopiril, kolikor se je mogel, saj je bil zdaj hišni gospodar, a to ni dolgo trajalo. — Ponoči je skozi šipe zasijal rdeč ogenj, izpod strehe so švignili plameni, suha slama je zagorela, vsa hiša je zgorela in z njo vrabčji mladič, mlada zakonca pa sta se srečno rešila.
Ko je naslednje jutro vzšlo sonce in je bilo vse videti tako sveže kakor po mirnem nočnem spancu, od kmečke hiše ni ostalo nič drugega kot nekaj črnih, zoglenelih tramov, naslonjenih na dimnik, ki je edini še stal sam zase; iz pogorišča se je močno kadilo, pred njim pa je stal ves rožni grm, svež in cvetoč, in vsaka njegova veja, vsak njegov cvet se je zrcalil v mirni vodi.
»Kako lepo stojijo te vrtnice pred pogorelo hišo!« je vzkliknil mož, ki je šel mimo. »To je najljubkejša sličica! To moram imeti!« Iz žepa je vzel knjižico z belimi listi in svinčnik, saj je bil slikar, ter narisal kadeče se pogorišče in zoglenele tramove ob nagnjenem dimniku, kajti ta se je čedalje bolj nagibal. Čisto spredaj pa je stal veliki cvetoči rožni grm; zares je bil prelep in samo zaradi njega je nastala vsa risba.
Čez dan sta priletela dva vrabca, ki sta se rodila tukaj. »Kje je hiša?« sta rekla. »Kje je gnezdo? — Čiv, vse je zgorelo in naš močni brat je zgorel zraven! To je dobil, ker je obdržal gnezdo. — Vrtnice so jo dobro odnesle! Še vedno imajo rdeča lica. Prav nič ne žalujejo zaradi sosedove nesreče. Jaz jih že ne bom ogovoril in tukaj je grdo, tako mislim!« Nato sta odletela.
Jeseni je napočil čudovit sončen dan; človek bi res lahko mislil, da je sredi poletja. Na dvorišču pred velikim stopniščem pri graščaku je bilo tako suho in čisto; tam so se sprehajali golobi, črni, beli in vijoličasti, bleščali so se v soncu, stare golobje matere pa so se šopirile in govorile mladičem: »Stopite v skupino! Stopite v skupino!« — Tako so bili namreč lepši na pogled.
»Kaj so tiste male sive stvarce, ki tekajo med nami?« je vprašala stara golobica, ki se ji je okrog oči svetilo rdeče in zeleno. »Male sive! Male sive!« je rekla. »Vrabci so! Spodobne živalce! Od nekdaj slovimo po krotkosti, zato jim pustimo pobirati drobtine! — Ne vmešavajo se v pogovor in tako ljubko podrsavajo z nogo!«
Res so podrsavali, trikrat so podrsali z levo nogo, a rekli so tudi čiv in tako so se prepoznali: bili so trije vrabci iz pogorele hiše. — »Tukaj je izvrstna hrana!« so rekli vrabci.
Golobi pa so hodili drug okrog drugega, se šopirili in si mislili svoje. »Vidiš tisto napihnjenko?« je rekel eden o drugem. »In vidiš tisto, kako golta grah? Preveč ga dobi! Najboljšega dobi! Gru gru! Vidiš, kako tisti tam pleša teme! Poglej jo, ljubko, zlobno žival! Grr, grr!« In vsem so oči rdeče zasijale od jeze. »Stopite v skupino, stopite v skupino! Male sive! Male sive! Grr, grr, gru!« je odmevalo brez prestanka in tako bo še čez tisoč let.
Vrabci so dobro jedli in dobro poslušali, celo postavili so se v skupino, a jim ni pristajalo; siti so bili. Nato so odšli od golobov, si med seboj povedali, kaj mislijo o njih, in odskakljali pod vrtno ograjo. Ker so bila vrata v vrtno sobo odprta, je eden skočil na prag; bil je presit in zato pogumen: »Čiv!« je rekel. »To si pa upam!« — »Čiv!« je rekel drugi. »Tudi jaz si upam, pa še malo več!« In je skočil v sobo. Tretji je dobro videl, da ni v njej nikogar, zato je poletel še dlje vanjo in rekel: »Čisto noter ali pa nikamor! Sicer pa je to čudno človeško gnezdo! In kaj vse je postavljeno tu! Oho, kaj pa je to!«
Tik pred vrabci so cvetele vrtnice, zrcalile so se v vodi, zogleneli tramovi pa so ležali naslonjeni na razpadajoči dimnik! — Oho, kaj je bilo vendar to! Kako je prišlo v graščinsko sobo?
Vsi trije vrabci so hoteli poleteti čez vrtnice in dimnik, pa so se zaleteli v ravno steno; vse skupaj je bila slika, velika, imenitna umetnina, ki jo je slikar naslikal po svoji mali risbi.
»Čiv!« so rekli vrabci. »Nič ni! Samo videz je! Čiv! To je lepota! Ali ti to razumeš? Jaz ne!« Nato so odleteli, ker so v sobo prišli ljudje.
Minevali so dnevi in leta, golobi so mnogokrat grulili, da ne rečemo godrnjali, zlovoljne živali! Vrabci so pozimi prezebali, poleti pa živeli v izobilju; vsi so bili zaročeni ali poročeni ali kakor bi temu že rekli. Imeli so mladiče in mladič vsakega je bil seveda najlepši in najpametnejši; eden je letel sem, drugi tja, in kadar so se srečali, so se prepoznali po »čiv!« in treh podrsih z levo nogo. Najstarejša med njimi, zdaj že stara vrabčevka, ni imela ne gnezda ne mladičev; tako rada bi enkrat obiskala veliko mesto in zato je odletela v København. — Tam je stala velika pisana stavba, tik ob palači in kanalu, kjer so bile ladje z jabolki in lonci. Okna so bila spodaj širša kakor zgoraj, in ko so vrabci pogledali skoznje, se jim je zdelo, da v vsaki sobi gledajo v tulipan: vse mogoče barve in vijuge, sredi tulipana pa so stali beli ljudje; bili so iz marmorja, nekateri tudi iz mavca, toda za vrabčje oči je bilo to eno in isto. Na vrhu stavbe je stal kovinski voz s kovinskimi konji, ki jih je vozila boginja zmage, prav tako kovinska. To je bil Thorvaldsenov muzej.
»Kako se blešči! Kako se blešči!« je rekla vrabčja gospodična. »To je najbrž lepota! Čiv! Tukaj je vendar večja od pava!« Še iz otroštva se je spominjala, kaj je bilo najlepše, kar je poznala njena mati. In poletela je naravnost na dvorišče; tudi tam je bilo prekrasno, po stenah so bile naslikane palme in veje, sredi dvorišča pa je rasel velik cvetoč rožni grm; sveže veje s številnimi vrtnicami je nagibal nad grob. Poletela je tja, saj se je tam sprehajalo več vrabcev. »Čiv!« in trije podrsi z levo nogo; ta pozdrav je v dolgih letih ponovila že neštetokrat, pa ga ni nihče razumel, saj se tisti, ki se razidejo, ne srečujejo vsak dan. Pozdrav ji je prešel v navado, a danes sta dva stara vrabca in mladič rekla »čiv!« in podrsala z levo nogo.
»No, glej, dober dan, dober dan!« Bili so trije stari znanci iz vrabčjega gnezda in še mali član družine. »Da se srečamo prav tukaj!« so rekli. »Imeniten kraj je to, a hrane ni veliko. To je lepota! Čiv!«
Iz stranskih dvoran, kjer so stali veličastni marmornati kipi, je prihajalo veliko ljudi in stopali so h grobu, v katerem je počival veliki mojster, ki je ustvaril te marmorne podobe. Vsi, ki so prišli, so z žarečimi obrazi stali ob Thorvaldsenovem grobu, nekateri pa so pobrali odpadle venčne lističe vrtnic in jih shranili. Ljudje so prihajali od daleč: iz velike Anglije, iz Nemčije in Francije; najlepša dama pa je vzela eno od vrtnic in si jo položila na prsi. Tedaj so vrabci pomislili, da tukaj vladajo vrtnice in da je bila vsa stavba zgrajena zanje; to se jim je zdelo vendarle nekoliko preveč, toda ker so vsi ljudje izkazovali vrtnicam tolikšno pozornost, tudi sami niso hoteli zaostajati. »Čiv!« so rekli, z repi pometli po tleh in z enim očesom pogledali vrtnice. Ni jim bilo treba dolgo gledati, da so se prepričali, da so to njihove stare sosede; in res so bile. Slikar, ki je narisal rožni grm ob pogoreli hiši, je pozneje tistega leta dobil dovoljenje, da ga izkoplje, in ga nato podaril stavbeniku, kajti nobene vrtnice niso bile lepše; ta pa ga je posadil na Thorvaldsenov grob, kjer je cvetel kot podoba lepote in daroval svoje rdeče, dišeče venčne lističe, da so jih ljudje nosili za spomin v daljne dežele.
»Ste dobile službo tukaj v mestu?« so vprašali vrabci. Vrtnice so prikimale; prepoznale so sive sosede in se jih zelo razveselile. »Kako blaženo je živeti in cveteti, srečevati stare prijatelje in vsak dan gledati prijazne obraze! Tukaj je, kakor da bi bil vsak dan velik praznik!«
»Čiv!« so rekli vrabci. »Res so stare sosede! Dobro se spominjamo, da so doma iz vaškega ribnika! Čiv! Kako so prišle do časti! Nekaterim to uspe kar med spanjem. Kaj je lepega na taki rdeči packi, pa ne vem! — In tam je ovenel list, to prav dobro vidim!«
Pa so ga kljunili, da je odpadel, in grm je stal še bolj svež in zelen; vrtnice pa so dišale v soncu na Thorvaldsenovem grobu in njihova lepota se je pridružila njegovemu nesmrtnemu imenu.
Izvirnik
Nabofamilierne
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Man skulle rigtignok tro at der var noget på færde i gadekæret, men der var ikke noget på færde! Alle ænderne, ligesom de allerbedst lå på vandet, nogle stod på hovedet, for det kan de, satte med et lige i land; man kunne se i det våde ler sporene af deres fødder, og man kunne høre et langt stykke borte at de skreg. Vandet kom ordentlig i bevægelse, og nylig var det blank, som et spejlglas, man så deri hvert træ, hver busk tæt ved, og det gamle bondehus med hullerne i gavlen og svalereden, men især det store rosentræ fuldt af blomster, der hang fra muren næsten lige ud over vandet, og deri stod det hele, ligesom et skilderi, men alt sammen på hovedet; og da vandet kom i uro, så løb det ene i det andet, hele billedet var væk. To andefjer, der faldt af ænderne, som fløj, vippede ordentlig op og ned, med et tog de fart, ligesom om der var vind, men der var ingen vind, og så lå de stille, og vandet blev spejlglat igen, man så tydeligt gavlen med svalereden, og rosentræet så man; hver rose spejlede sig; de var så dejlige, men de vidste det ikke selv, for ingen havde sagt dem det. Solen skinnede ind imellem de fine blade, der var så fyldt med duft; og det var for hver rose, ligesom for os, når vi er ret lyksalige henne i tanker.
"Hvor det er dejligt at være til!" sagde hver rose, "det eneste jeg ved at ønske, er at jeg kunne kysse solen, fordi den er så varm og klar. - Ja, roserne dernede i vandet ville jeg også kysse! de ligner os ganske akkurat; jeg ville kysse de søde fugleunger dernede i reden; ja der er også nogle oven over os! de stikker hovederne ud og pipper så småt; de har slet ingen fjer, som deres fader og moder. Det er gode naboer, vi har, både dem oven over og neden under. Oh, hvor det er dejligt at være til!"
De små unger oppe og nede, - ja de nede var kun skin i vandet, - var spurve, fader og moder var spurve; de havde taget den tomme svalerede fra i fjor, i den lå de og var hjemme.
"Er det ællingebørn, som svømmer der?" spurgte spurveungerne, da de så andefjerene drive på vandet.
"Gør fornuftige spørgsmål når I spørger," sagde moderen; "Ser I ikke, at det er fjer, levende kjoletøj, som jeg har det og I får det, men vort er finere! Gid vi ellers havde dem heroppe i reden, for de varmer. Jeg gad vide hvad det var, som forskrækkede ænderne! der må have været noget i vandet, for mig var det vist ikke! skønt jeg sagde rigtig nok noget stærkt 'pip' til jer! De tykhovedede roser burde vide det, men de ved ingen ting, de ser kun på sig selv og lugter. Jeg er inderlig ked af de naboer!" -
"Hør de søde små fugle deroppe!" sagde roserne, "de begynder nu også på at ville synge! - De kan ikke, men det kommer nok! - Hvor det må være en stor fornøjelse! Det er ganske morsomt at have sådanne lystige naboer!" -
I galop kom i det samme to heste, de skulle vandes; en bondedreng sad på den ene, og han havde taget alle sine klæder af undtagen sin sorte hat; den var så stor og bred. Drengen fløjtede ligesom om han var en lille fugl, og red så ud i det dybeste af gadekæret; og da han kom over mod rosentræet, rev han en af roserne af og stak op i hatten, så troede han at være rigtig pyntet, og red så bort med den. De andre roser så efter deres søster, og spurgte hinanden: "Hvor rejste hun hen?" men det vidste ingen.
"Jeg gad nok komme ud i verden!" sagde den ene til den anden, "men her hjemme i vort eget grønne er også dejligt! om dagen er solen så varm og om natten skinner himlen endnu smukkere! det kan vi se igennem de mange små huller, der er på den!"
Det var stjernerne, som de troede hver var et hul, for roserne vidste det ikke bedre.
"Vi liver op om huset," sagde spurvemoderen, "og svalereder bringer lykke," siger folk; "derfor er de glade ved at have os! men de naboer der, sådan en hel rosenbusk op ad muren, sætter fugtighed; jeg tænker den kommer nok bort, så kan der dog gro et korn. Roser er kun at se på og at lugte til, eller i det højeste at stikke i hatten. Hvert år, det ved jeg fra min moder, så falder de af, bondekonen sylter dem med salt, de får et fransk navn, som jeg ikke kan sige, og heller ikke bryder mig om; og så lægges de på ilden, når der skal lugte godt. Se, det er deres levnedsløb! de er bare for øjne og næse. Nu ved I det!"
Da det blev aften og myggene dansede i den varme luft, hvor skyerne var så røde, kom nattergalen og sang for roserne: at det skønne var som solskinnet i denne verden; og at det skønne levede altid. Men roserne troede at nattergalen sang om sig selv og det kunne man jo også tænke. Det faldt dem slet ikke ind, at det var dem, der skulle have sangen, men glade var de ved den og tænkte på, om ikke alle de små spurveunger også kunne blive til nattergale.
"Jeg forstod meget godt hvad den fugl sang!" sagde spurveungerne, "der var bare et ord, jeg ikke forstod: Hvad er det skønne?"
"Det er ingenting!" sagde spurvemoderen, "det er bare sådan et udseende. Oppe på herregården, hvor duerne har deres eget hus, og hver dag får ærter og korn strøet i gården, - jeg har spist med dem og det skal I også komme til! sig mig, hvem du omgås, så skal jeg sige dig, hvem du er! - der oppe på herregården har de to fugle med grønne halse og en top på hovedet; halen kan brede sig ud, som var den et stort hjul, og den har alle kulører, så at det gør ondt i øjnene; påfugle kaldes de, og de er det skønne! De skulle pilles lidt, da så de ikke anderledes ud, end vi andre. Jeg havde hugget dem, dersom de ikke havde været så store!"
"Jeg vil hugge dem!" sagde den mindste spurveunge og han havde endnu ikke fjer.
Inde i bondehuset boede to unge folk; de holdt så meget af hinanden, de var så flittige og raske, der var så nydeligt hos dem. Søndag morgen gik den unge kone ud, tog en hel håndfuld af de smukkeste roser, satte dem i vandglasset og stillede det midt på dragkisten.
"Nu kan jeg se, det er søndag!" sagde manden, kyssede sin søde, lille kone, og de satte sig ned, læste en salme, holdt hinanden i hænderne, og solen skinnede ind af vinduerne på de friske roser og på de unge folk.
"Det er jeg ked af at se på!" sagde gråspurvemoderen, som fra reden kiggede lige ind i stuen; og så fløj hun.
Det samme gjorde hun næste søndag, thi hver søndag kom der friske roser i glasset og altid blomstrede rosenhækken lige smukt; spurveungerne, der nu havde fået fjer, ville gerne flyve med, men moderen sagde: "I bliver!" og så blev de. - Hun fløj, men hvordan hun nu fløj eller ikke, med et hang hun fast i en fuglesnare af hestehår, som nogle drenge havde bundet på en gren. Hestehårene trak sig fast om benet, oh så fast, som om det skulle skæres over; det var en pine, det var en skræk; drengene sprang lige til og greb fuglen, og de greb så gruelig hårdt. "Det er ikke andet, end en spurv!" sagde de, men de lod den dog ikke flyve igen, de gik hjem med den og hver gang den skreg, slog de den på næbbet.
Inde i bondegården stod der en gammel karl, der forstod at lave sæbe til skægget og til hænderne, sæbe i kugler og sæbe i stykker. Det var sådan en omvandrende lystig gammel en, og da han så gråspurven, som drengene kom med, og som de sagde at de slet ikke brød sig om, sagde han: "Skal vi gøre den skøn" og det gøs i spurvemoderen, da han sagde det. Og op af sin kasse, hvori der lå de dejligste kulører, tog han en hel mængde skinnende bogguld, og drengene måtte løbe ind at skaffe et æg, og af det tog han hviden og den smurte han hele fuglen over med, og klinede så bogguldet på, så var spurvemoderen forgyldt; men hun tænkte ikke på den stads, hun rystede over alle lemmer. Og sæbemanden tog en rød lap, han rev den af foret i sin gamle trøje, klippede lappen til en takket hanekam, og klistrede den på hovedet af fuglen.
"Nu skal I se guldfuglen flyve!" sagde han og slap gråspurven, der i den grueligste forfærdelse fløj af sted i det klare solskin. Nej, hvor den skinnede! alle gråspurve, selv en stor krage, og det ingen årsunge, blev ganske forskrækket for det syn, men de fløj dog bag efter, for de ville vide hvad det var for en fremmed fugl.
"Hvorfra! hvorfra!" skreg kragen.
"Tøv lidt! tøv lidt!" sagde spurvene. Men den ville ikke tøve lidt; i angst og forfærdelse fløj hun hjemad; hun var nærved at synke til jorden og altid kom der flere fugle til, små og store; nogle fløj lige tæt ind på den for at hugge løs. "Se'ken en! se'ken en!" skreg de alle sammen!
"Se'ken en! se'ken en!" skreg ungerne, da hun kom hen imod reden. "Det er bestemt en påfugleunge, der er alle kulører, som skærer i øjnene, som mor sagde; pip! det er det skønne!" Og så huggede de med deres små næb, så at det ikke blev muligt for hende at slippe ind, og hun var således af forfærdelse, at hun ikke længere kunne sige pip, end sige: Jeg er eders moder. De andre fugle huggede den nu alle, så hver fjer gik af, og blodig sank spurvemoderen ned i rosenhækken.
"Det stakkels dyr!" sagde roserne. "Kom vi skal skjule dig! Held dit lille hoved op til os!"
Spurvemoderen bredte endnu engang vingerne ud, knugede dem så fast til sig igen og var død hos nabofamilien, de friske, smukke roser.
"Pip!" sagde spurveungerne i reden. "Hvor mutter bliver af, det kan jeg ikke begribe! Det skulle dog ikke være et fif af hende, at vi nu må skøtte os selv. Huset har hun ladet os beholde til arvepart! men hvem af os skal have det alene, når vi får familie."
"Ja, jeg kan ikke have jer andre her, når jeg udvider mig med kone og børn!" sagde den mindste.
"Jeg får nok flere koner og børn end du!" sagde den anden.
"Men jeg er ældst!" sagde en tredje. Alle sammen kom de op at skændes, de slog med vingerne, huggede med næbbet, og bums, så blev den ene efter den anden puffet ud af reden. Der lå de, og vrede var de; hovedet hældte de helt om på den ene side og så plirrede det øje, som vendte op; det var nu deres måde at mule på.
Lidt kunne de flyve, og så øvede de sig noget mere, og blev til sidst enige om, at for at kunne kende hinanden igen når de mødtes i verden, ville de sige; pip! og skrabe tre gange med det venstre ben.
Den unge, som blev tilbage i reden, gjorde sig så bred den kunne, den var jo nu husejer, men længe varede det ikke. - Om natten skinnede den røde ild gennem ruderne, flammerne slog frem under taget, det tørre strå gik op i lue, hele huset brændte, og spurveungen med, derimod kom de unge folk lykkelig bort.
Da solen næste morgen var oppe og alt syntes så forfrisket som efter en mild nattesøvn, stod der af bondehuset ikke andet tilbage, end nogle sorte, forkullede bjælker, der hældede sig op til skorstenen, som var sin egen herre; det røg stærkt fra grunden, men foran den stod frisk og blomstrende det hele rosentræ, der spejlede hver gren og hver blomst i det stille vand.
"Nej hvor dejligt de roser står der foran det nedbrændte hus!" råbte en mand, som kom forbi. "Det er det yndigste lille billede! det må jeg have!" og manden tog op af lommen en lille bog med hvide blade, og han tog sin blyant, for han var en maler, og tegnede så det rygende grus, de forkullede bjælker op til den hældende skorsten, for den hældede mere og mere, men allerforrest stod den store, blomstrende rosenhæk, den var rigtignok dejlig, og var jo også ene skyld i at det hele blev tegnet.
Op ad dagen kom forbi to af gråspurvene, som var født her. "Hvor er huset?" sagde de, "hvor er reden? - Pip, alting er brændt op og vor stærke broder er brændt med! det fik han fordi han beholdt reden. - Roserne er sluppet godt fra det! de står endnu med røde kinder. De sørger da ikke for naboens ulykke. Ja jeg taler ikke til dem, og grimt er her, det er min mening!" Så fløj de.
Ud på efteråret var det en dejlig solskinsdag, man kunne ordentlig tro, man var midt i sommeren. Der var så tørt og rent i gården foran den store trappe hos herremandens, og der gik duerne, både sorte og hvide og violette, de glinsede i solskinnet og de gamle duemødre brusede sig op og sagde til ungerne, "stå i gruppe! stå i gruppe!" - for så tog de sig bedre ud.
"Hvad er det små grå, der løber mellem os?" spurgte en gammel due, som havde rødt og grønt igennem øjnene. "Små grå! små grå!" sagde hun.
"Det er spurve! skikkelige dyr! vi har altid haft ord for at være fromme, og så får vi lade dem pille op! - De taler ikke med og skraber så net med benet!"
Ja de skrabede, tre gange skrabede de med det venstre ben, men de sagde også pip og så kendte de hverandre, det var tre spurve fra det afbrændte hus. -
"Her er overmåde godt at æde!" sagde spurvene.
Og duerne gik rundt om hverandre, brystede sig og havde indvendig mening.
"Ser du brystduen?" sagde den ene om den anden, "og ser du hende, hvor hun sluger ærter? hun får for mange! hun får de bedste! kurr kurr! ser du hvor hun der bliver skaldet i kammen! ser du det søde, det arrige dyr! knurre, knurre!" og så skinnede på dem alle sammen øjnene røde af arrighed. "Stå i gruppe, stå i gruppe! Små grå! små grå! Knurre, knurre, kurre!" gik det i et væk og således går det endnu om tusinde år.
Gråspurvene spiste godt, og de hørte godt, ja de stillede sig endogså op, men det klædte ikke; mætte var de; så gik de fra duerne og sagde indbyrdes deres mening om dem, hoppede så ind under havestakittet, og da døren der til havestuen stod åben, hoppede den ene op på dørtrinet, han var overmæt og derfor modig: "pip!" sagde han, "det tør jeg!" - "pip!" sagde den anden, "det tør jeg også og lidt til!" og så hoppede han ind i stuen. Der var ingen folk derinde, det så den tredje nok, og så fløj han endnu længere op i stuen og sagde: "Helt ind, eller slet ikke! det er ellers en løjerlig menneske-rede den! og hvad her er stillet op! nej hvad er det!"
Lige foran spurvene blomstrede jo roserne, de spejlede sig der i vandet, og de kullede bjælker lå op til den faldefærdige skorsten! - Nej, hvad var dog dette! hvor kom det ind i herregårdsstuen?
Og alle tre spurve ville flyve hen over roser og skorsten, men det var en flad væg, de fløj imod; det hele var et maleri, et stort, prægtigt stykke, som maleren havde gjort efter sin lille tegning.
"Pip!" sagde spurvene, "det er ingenting! det ser bare ud! pip! det er det skønne! Kan du begribe det, for jeg kan ikke!" og så fløj de, for der kom mennesker i stuen.
Nu gik der både år og dag, duerne havde mange gange kurret, for ikke at sige knurret, de arrige dyr! Gråspurvene havde frosset om vinteren og levet højt om sommeren; de var alle sammen forlovede eller gifte, eller hvad man nu vil kalde det. Unger havde de, og enhvers unge var, naturligvis, den kønneste og den klogeste; en fløj her og en fløj der, og mødtes de, så kendtes de på "pip!" og tre skrab med det venstre ben. Den ældste af dem, det var nu sådan en gammel en, hun havde ingen rede og hun havde ingen unger; hun ville så gerne en gang til en stor by og så fløj hun til København. -
Der lå et stort hus med mange kulører; det lå lige ved slottet og kanalen, hvor der var skibe med æbler og potter. Vinduerne var bredere for neden end for oven, og kiggede spurvene derind, så var hver stue, syntes dem, ligesom om de så ned i en tulipan, alle mulige kulører og snirkler, og midt i tulipanen stod hvide mennesker; de var af marmor, nogle var også af gips, men det kommer ud på et for spurveøjne. Oven på huset stod en metalvogn med metalheste for, og sejrens gudinde, også af metal, kørte dem. Det var Thorvaldsens Museum.
"Hvor det skinner! hvor det skinner!" sagde spurvefrøknen, "det er nok det skønne! pip! her er det dog større end en påfugl!" hun huskede endnu på fra lille af, hvad der var det største skønne, moderen kendte. Og hun fløj lige ned i gården; der var også prægtigt, der var malet palmer og grene op ad væggene, og midt i gården stod en blomstrende stor rosenbusk; den hældede sine friske grene med de mange roser hen over en grav; og hun fløj derhen, for der gik flere spurve, "pip!" og tre skrab med det venstre ben; den hilsen havde hun mange gange gjort i år og dag, og ingen havde forstået den, for de, som er skilt ad, de træffes ikke hver dag; den hilsen var blevet til vane, men i dag var der to gamle spurve og en unge, der sagde "pip!" og skrabede med det venstre ben.
"Ih se god dag, god dag!" det var tre gamle fra spurvereden og så en lille en af familien. "Skal vi træffes her!" sagde de. "Det er et fornemt sted, men her er ikke meget at æde. Det er det skønne! pip!"
Og der kom mange folk fra sidekamrene, hvor de prægtige marmorskikkelser stod, og de gik hen til graven, der gemte den store mester, som havde formet marmorstøtterne, og alle som kom, stod med lysende ansigter om Thorvaldsens grav, og enkelte opsamlede de affaldne rosenblade og gemte disse. Der var folk langvejs fra; de kom fra det store England, fra Tyskland og Frankrig; og den skønneste dame tog en af roserne, lagde den ved sit bryst. Da troede spurvene at roserne regerede her, at det hele hus var bygget for deres skyld, og det syntes de var rigtignok lidt for meget, men da menneskene alle sammen gjorde af roserne, så ville de ikke stå tilbage. "Pip!" sagde de, fejede gulvet med deres hale, og så med det ene øje på roserne; længe så de ikke, før de var visse på at det var de gamle naboer; og det var det også. Maleren, som havde tegnet rosenbusken ved det nedbrændte hus, havde siden ud på året fået lov til at grave den op, og da givet bygmesteren den, thi ingen roser var dejligere; og han havde sat den på Thorvaldsens grav, hvor den, som billedet på det skønne, blomstrede og gav sine røde, duftende blade at bæres som erindring til fjerne lande.
"Har I fået ansættelse herinde i byen?" spurgte spurvene. Og roserne nikkede; de kendte de grå naboer og blev så glade ved at se dem.
"Hvor det er velsignet at leve og blomstre, at se gamle venner og hver dag milde ansigter! Her er ligesom om det hver dag var en stor helligdag!"
"Pip!" sagde spurvene, "jo det er de gamle naboer! deres herkomst fra gadekæret husker vi! pip! hvor de er kommet til ære! Somme kommer da også sovende til det. Og hvad rart der er ved sådan en rød klat, ved jeg ikke! - Og der sidder da et vissent blad, for det kan jeg se!"
Og så nippede de i det, så at bladet faldt af, og friskere og grønnere stod træet, og roserne duftede i solskinnet på Thorvaldsens grav, til hvis udødelige navn deres skønhed sluttede sig.
Nadaljuj z branjem
