Prevod
Na Kitajskem je, kakor gotovo veste, cesar Kitajec in vsi, ki ga obdajajo, so Kitajci. Vse to se je zgodilo že pred mnogimi leti, a prav zato je vredno prisluhniti zgodbi, preden jo pozabimo! Cesarjeva palača je bila najimenitnejša na svetu, vsa iz najfinejšega porcelana, tako dragocenega, a tako krhkega in občutljivega na dotik, da je bilo treba z njim ravnati skrajno previdno. Na vrtu so rasle najčudovitejše cvetlice, na najlepše med njimi pa so bili privezani srebrni zvončki, ki so cingljali, da nihče ne bi šel mimo, ne da bi opazil cvet. Da, vse na cesarjevem vrtu je bilo nadvse domiselno urejeno in vrt se je razprostiral tako daleč, da še vrtnar sam ni vedel, kje se konča. Če si hodil naprej in naprej, si prišel v prekrasen gozd z visokimi drevesi in globokimi jezeri. Gozd je segal prav do morja, ki je bilo modro in globoko; velike ladje so lahko plule tik pod vejami in v teh vejah je živel slavček, ki je pel tako čudovito, da je celo revni ribič, ki je imel toliko drugih skrbi, obstal in poslušal, kadar je ponoči vlekel mreže iz vode in zaslišal njegovo petje. »Ljubi Bog, kako lepo!« je rekel, potem pa se je moral vrniti k svojemu delu in je pozabil na ptico. Toda naslednjo noč, ko je slavček spet zapel in je ribič prišel tja, je znova rekel: »Ljubi Bog, kako je vendar lepo!«
Iz vseh dežel sveta so prihajali popotniki v cesarjevo mesto in občudovali mesto, palačo in vrt, ko pa so zaslišali slavčka, so vsi rekli: »Ta je pa najlepši od vsega!«
Ko so se vrnili domov, so popotniki pripovedovali o tem in učenjaki so pisali številne knjige o mestu, palači in vrtu, a tudi slavčka niso pozabili: njemu so dali najvišje mesto. Tisti, ki so znali pesniti, pa so pisali najlepše pesmi, vse o slavčku v gozdu ob globokem jezeru.
Te knjige so potovale po vsem svetu in nekoč je nekaj izmed njih prišlo tudi do cesarja. Sedel je na svojem zlatem stolu, bral in bral ter kar naprej prikimaval, saj so ga imenitni opisi mesta, palače in vrta silno veselili. »Toda slavček je vendar najlepši od vsega!« je pisalo v knjigi.
»Kaj pa je to!« je rekel cesar. »Slavček! Saj ga sploh ne poznam! Ali v mojem cesarstvu živi takšna ptica, in to celo na mojem vrtu? O tem nisem še nikoli slišal! Takšne stvari moram izvedeti iz knjig!«
Nato je poklical svojega dvorjana, ki je bil tako imeniten, da je vsakomur, ki je bil nižjega stanu od njega in si ga je drznil ogovoriti ali kaj vprašati, odgovoril samo: »P!« To pa ne pomeni ničesar.
»Menda imamo tukaj nadvse nenavadno ptico, ki ji pravijo slavček!« je rekel cesar. »Pravijo, da je najlepša stvar v mojem velikem cesarstvu! Zakaj mi ni nihče nikoli ničesar povedal o njej?«
»Nikoli še nisem slišal, da bi jo kdo omenjal!« je rekel dvorjan. »Nikoli ni bila predstavljena na dvoru!« – »Hočem, da pride nocoj sem in mi zapoje!« je rekel cesar. »Ves svet ve, kaj imam, jaz pa ne!«
»Nikoli še nisem slišal, da bi jo kdo omenjal!« je rekel dvorjan. »Poiskal jo bom, našel jo bom!« – Toda kje naj bi jo našel? Dvorjan je tekal gor in dol po vseh stopnicah, skozi dvorane in hodnike, vendar nihče, ki ga je srečal, še ni slišal za slavčka. Zato je spet stekel k cesarju in mu povedal, da je to gotovo pravljica, ki so si jo izmislili tisti, ki pišejo knjige. »Vaše cesarsko veličanstvo ne sme verjeti vsemu, kar pišejo! To so izmišljotine in nekaj, čemur pravijo črna umetnost!«
»Toda knjigo, v kateri sem to prebral,« je rekel cesar, »mi je poslal mogočni japonski cesar, zato ne more biti neresnica. Hočem slišati slavčka! Nocoj mora priti sem! Naklonjen mu bom z vso svojo cesarsko milostjo! Če pa ne pride, bo ves dvor po večerji dobil udarce po trebuhu.«
»Tsing-pe!« je rekel dvorjan in spet stekel gor in dol po vseh stopnicah, skozi vse dvorane in hodnike. Pol dvora je teklo z njim, saj nihče ni hotel dobiti udarcev po trebuhu. Vsepovsod so spraševali po nenavadnem slavčku, ki ga je poznal ves svet, na dvoru pa nihče.
Naposled so v kuhinji naleteli na revno dekletce, ki jim je reklo: »O Bog, slavček! Tega pa dobro poznam! Joj, kako zna peti! Vsak večer smem odnesti nekaj ostankov z mize svoji ubogi bolni materi, ki živi spodaj ob obali. Ko se potem vračam in se utrujena ustavim v gozdu, da si odpočijem, slišim slavčka peti! Kar solze mi stopijo v oči, kakor da bi me poljubila moja mati!«
»Mala kuhinjska deklica!« je rekel dvorjan. »Priskrbel ti bom stalno službo v kuhinji in dovoljenje, da boš smela gledati cesarja pri jedi, če nas odpelješ do slavčka, kajti za nocoj je povabljen na dvor!« – In vsi skupaj so se odpravili v gozd, kjer je slavček navadno pel; pol dvora je šlo zraven. Ko so tako hodili, je nenadoma začela mukati krava.
»Oh!« so rekli mladi dvorjani. »Pa smo ga našli! Kolikšna moč se skriva v tako majhni živalci! Prav gotovo sem ga že slišal!« »Ne, to mukajo krave!« je rekla mala kuhinjska deklica. »Še daleč smo od pravega kraja!«
Zdaj so v močvirju začele regljati žabe. »Čudovito!« je rekel kitajski dvorni duhovnik. »Zdaj ga slišim, kakor drobni cerkveni zvonovi zveni!« »Ne, to so žabe!« je rekla mala kuhinjska deklica. »Ampak zdaj ga bomo, mislim, kmalu zaslišali!«
Tedaj je slavček zapel. »To je on!« je rekla deklica. »Poslušajte! Poslušajte! In tamle sedi!« Pokazala je na drobno sivo ptico med vejami.
»Ali je mogoče!« je rekel dvorjan. »Nikoli si ga ne bi predstavljal takšnega! Kako preprost je videti! Gotovo je izgubil barvo, ko je ob sebi zagledal toliko imenitnih ljudi!«
»Mali slavček!« je na ves glas zaklicala mala kuhinjska deklica. »Naš milostljivi cesar si zelo želi, da bi mu zapeli!« »Z največjim veseljem!« je rekel slavček in zapel, da ga je bilo užitek poslušati.
»Kakor stekleni zvončki!« je rekel dvorjan. »In poglejte, kako se mu napenja drobno grlce! Čudno, da ga nismo še nikoli slišali! Na dvoru bo žel velik uspeh!«
»Naj cesarju zapojem še enkrat?« je vprašal slavček, ki je mislil, da je tudi cesar med njimi. »Moj izvrstni mali slavček!« je rekel dvorjan. »V veliko veselje mi je, da vas lahko povabim na nocojšnjo dvorno slovesnost, kjer boste s svojim očarljivim petjem prevzeli njegovo vzvišeno cesarsko milost!«
»Moje petje najlepše zveni v zelenju!« je rekel slavček, vendar je rad odšel z njimi, ko je slišal, da si cesar tako želi. V palači so vse imenitno očistili in zloščili! Porcelanaste stene in tla so se bleščali v soju več tisoč zlatih svetilk! Po hodnikih so razpostavili najlepše cvetlice, ki so znale tako lepo cingljati. Vsi so tekali sem in tja in delali prepih, zato so zvončki tako zvonili, da ni bilo slišati niti lastnega glasu.
Sredi velike dvorane, v kateri je sedel cesar, so postavili zlato paličico, na kateri naj bi sedel slavček. Ves dvor je bil zbran in mala kuhinjska deklica je smela stati za vrati, saj je zdaj dobila naziv prave kuhinjske pomočnice. Vsi so bili oblečeni v svoja najlepša oblačila in vsi so gledali drobno sivo ptico, ki ji je cesar prikimal.
Slavček je zapel tako lepo, da so cesarju stopile solze v oči. Tekle so mu po licih, tedaj pa je slavček zapel še lepše, tako da je seglo naravnost do srca. Cesar je bil ves srečen in je rekel, da naj slavček dobi njegov zlati copat, da ga bo nosil okoli vratu. Toda slavček se je zahvalil; dobil je že dovolj veliko plačilo.
»V cesarjevih očeh sem videl solze in to je zame najdragocenejši zaklad! Cesarjeve solze imajo čudovito moč! Bog ve, da sem dovolj poplačan!« Nato je spet zapel s svojim sladkim, blagodejnim glasom.
»To je najbolj ljubko spogledovanje, kar jih poznam!« so govorile dame naokrog. Nato so si v usta natočile vodo, da bi lahko grgrale, kadar bi jih kdo ogovoril. Mislile so, da so tudi same slavčki. Celo lakaji in sobarice so dali sporočiti, da so tudi oni zadovoljni, in to veliko pomeni, saj je prav njim najtežje ustreči. Da, slavček je resnično žel uspeh!
Zdaj naj bi ostal na dvoru, dobil svojo kletko ter dovoljenje, da se dvakrat na dan in enkrat ponoči odpravi na sprehod. Spremljalo ga je dvanajst služabnikov in vsak je trdno držal svileni trak, ki ga je imel slavček privezanega okoli noge. Takšen sprehod mu ni bil prav nič v veselje.
Vse mesto je govorilo o nenavadni ptici. Kadar sta se srečala dva človeka, je prvi rekel samo: »Slav-!« in drugi: »-ček!« Potem sta vzdihnila in se razumela. Celo enajst otrok trgovcev z mastjo so poimenovali po njem, a niti eden ni imel v sebi trohice posluha. – Nekega dne je cesar dobil velik zavitek, na katerem je pisalo: Slavček.
»Pa imamo novo knjigo o naši slavni ptici!« je rekel cesar. Toda v škatli ni bila knjiga, temveč drobna umetnina: umetni slavček, ki naj bi bil podoben živemu, a je bil ves posut z diamanti, rubini in safirji. Brž ko so umetno ptico navili, je znala zapeti eno izmed pesmi, ki jih je pel pravi slavček, pri tem pa je pomikala rep gor in dol, da se je lesketal v srebru in zlatu. Okoli vratu ji je visel trakec in na njem je pisalo: »Slavček japonskega cesarja je prav ubog v primerjavi s slavčkom kitajskega cesarja.«
»Čudovito!« so rekli vsi in tisti, ki je prinesel umetno ptico, je nemudoma dobil naziv vrhovnega cesarskega prinašalca slavčkov. »Zdaj pa morata zapeti skupaj! Kakšen duet bo to!«
In morala sta peti skupaj, vendar ni šlo prav dobro, kajti pravi slavček je pel po svoje, umetno ptico pa so poganjali valji. »Ona ni nič kriva,« je rekel glasbeni mojster. »Nadvse natančno se drži takta in povsem pripada moji šoli!« Potem je morala umetna ptica peti sama. – Požela je prav tolikšen uspeh kakor živi slavček, poleg tega pa je bila toliko lepša na pogled: bleščala se je kakor zapestnice in broške.
Triintridesetkrat je zapela eno in isto pesem, pa še vedno ni bila utrujena. Ljudje bi jo z veseljem poslušali še enkrat od začetka, toda cesar je menil, da bi moral zdaj malo zapeti tudi živi slavček – a kje je bil? Nihče ni opazil, da je skozi odprto okno odletel v svoje zelene gozdove.
»Kaj pa naj bi to pomenilo!« je rekel cesar. Vsi dvorjani so se jezili in govorili, da je slavček nadvse nehvaležna žival. »Najboljšo ptico imamo vendar tukaj!« so rekli, in tako je morala umetna ptica spet zapeti. Že štiriintridesetič so slišali isto pesem, a je še vedno niso znali čisto do konca, ker je bila tako težka. Glasbeni mojster je ptico silno hvalil in zagotavljal, da je boljša od pravega slavčka, ne le po svoji opravi in številnih lepih diamantih, temveč tudi po notranjosti.
»Kajti vidite, moja gospoda, in predvsem vi, cesar! Pri pravem slavčku nikoli ni mogoče predvideti, kaj bo sledilo, pri umetni ptici pa je vse določeno! Tako bo in nič drugače! Vse je mogoče razložiti, lahko jo odpremo in človeškemu razumu pokažemo, kako so razporejeni valji, kako se vrtijo in kako eno sledi drugemu!«
»Prav tako mislimo tudi mi!« so rekli vsi in glasbeni mojster je dobil dovoljenje, da naslednjo nedeljo ptico pokaže ljudstvu. Cesar je rekel, da jo morajo slišati tudi peti. In so jo slišali ter se razveselili, kakor da bi se opili s čajem, kajti to je čisto po kitajsko. Vsi so govorili: »Oh!«, dvigovali v zrak prst, ki mu pravimo kazalec, in prikimavali. Toda revni ribiči, ki so slišali pravega slavčka, so rekli: »Lepo zveni, tudi podobno je, vendar nekaj manjka, ne vem kaj!«
Pravega slavčka so izgnali iz dežele in cesarstva. Umetna ptica je dobila prostor na svileni blazini tik ob cesarjevi postelji. Vsa darila, ki jih je prejela, zlato in dragi kamni, so ležala okoli nje, njen naziv pa je napredoval v »visokocesarskega pevca ob postelji«. Po položaju je bila prva na levi strani, kajti cesar je imel za imenitnejšo tisto stran, na kateri je srce, in tudi cesar ima srce na levi. Glasbeni mojster je o umetni ptici napisal petindvajset zvezkov; delo je bilo tako učeno in tako dolgo, z najtežjimi kitajskimi besedami, da so vsi govorili, da so ga prebrali in razumeli, saj bi sicer veljali za neumne in bi dobili udarce po trebuhu.
Tako je minilo celo leto. Cesar, dvor in vsi drugi Kitajci so znali na pamet vsak droben glas umetne ptice, toda prav zato jim je bila zdaj še bolj všeč. Lahko so peli z njo in to so tudi počeli. Poulični dečki so peli: »Zi-zi-zi! Glu-glu-glu!« in cesar je pel enako! Da, bilo je zares čudovito!
Toda nekega večera, ko je umetna ptica ravno pela, cesar pa je ležal v postelji in jo poslušal, je v njej nekaj reklo: »Pok!« Nekaj se je pretrgalo. »Brrrrr!« Vsa kolesca so se zavrtela in glasba je utihnila.
Cesar je nemudoma skočil iz postelje in dal poklicati svojega osebnega zdravnika, toda kaj naj bi ta pomagal! Potem so poslali po urarja. Po dolgem govorjenju in pregledovanju je ptico za silo popravil, a je dejal, da jo je treba zelo varovati, saj so njeni čepi že tako obrabljeni, novih pa ni mogoče namestiti tako, da bi glasba zanesljivo igrala. To je bila velika žalost! Samo enkrat na leto so si smeli drzniti pustiti umetno ptico peti, pa še to je bilo skoraj preveč. Toda glasbeni mojster je imel kratek govor z učenimi besedami in povedal, da je vse prav tako dobro kakor prej, in tako je bilo vse prav tako dobro kakor prej.
Minilo je pet let in vso deželo je doletela velika žalost, kajti v resnici so imeli vsi radi svojega cesarja. Zdaj je zbolel in govorili so, da ne bo preživel. Izbrali so že novega cesarja, ljudje pa so stali na ulici in spraševali dvorjana, kako je z njihovim cesarjem.
»P!« je rekel in zmajal z glavo. Hladen in bled je cesar ležal v svoji veliki, imenitni postelji. Ves dvor je mislil, da je mrtev, in vsi so hiteli pozdravljat novega cesarja. Sobni služabniki so odšli klepetat o tem, palačne služkinje pa so se zbrale na veliki kavni zabavi. Po vseh dvoranah in hodnikih so razgrnili tkanino, da se ne bi slišali koraki, zato je bilo vse tako tiho, tako tiho. Toda cesar še ni bil mrtev. Otrpel in bled je ležal v imenitni postelji z dolgimi žametnimi zavesami in težkimi zlatimi cofi. Visoko zgoraj je bilo odprto okno in mesečina je sijala na cesarja in umetno ptico.
Ubogi cesar je komaj dihal; zdelo se mu je, kakor da mu nekaj sedi na prsih. Odprl je oči in zagledal Smrt, ki mu je sedela na prsih, si nadela njegovo zlato krono ter v eni roki držala cesarjevo zlato sabljo, v drugi pa njegov veličastni prapor. Iz gub velikih žametnih posteljnih zaves so povsod molele nenavadne glave, nekatere prav grozljive, druge blage in mile. To so bila vsa cesarjeva zla in dobra dejanja, ki so ga gledala zdaj, ko mu je Smrt sedela na srcu.
»Se spomniš tega?« je šepetalo drugo za drugim. »Se spomniš tega?« In pripovedovala so mu toliko stvari, da mu je čelo oblil pot. »Tega nisem nikoli vedel!« je rekel cesar. »Glasbo, glasbo, veliki kitajski boben!« je zaklical. »Da mi le ne bo treba poslušati vsega, kar govorijo!«
Toda nadaljevala so in Smrt je kakor Kitajec prikimavala vsemu, kar je bilo izrečeno. »Glasbo, glasbo!« je kričal cesar. »Ti, moja ljuba zlata ptičica! Zapoj vendar, zapoj! Dal sem ti zlato in dragocenosti, sam sem ti obesil svoj zlati copat okoli vratu! Zapoj vendar, zapoj!«
Toda ptica je molčala, nikogar ni bilo, ki bi jo navil, brez tega pa ni pela. Smrt je še naprej strmela v cesarja s svojimi velikimi praznimi očesnimi votlinami in vse je bilo tiho, strašno tiho.
Tedaj se je tik ob oknu oglasila najlepša pesem. Zunaj na veji je sedel mali živi slavček. Slišal je za stisko svojega cesarja in mu prišel s petjem vlivat tolažbo in upanje. Medtem ko je pel, so postajale prikazni vse bolj blede, kri je vse živahneje tekla po cesarjevih oslabelih udih in celo Smrt je poslušala ter rekla: »Nadaljuj, mali slavček! Nadaljuj!«
»Da, če mi daš tisto veličastno zlato sabljo! Da, če mi daš tisti dragoceni prapor! Če mi daš cesarjevo krono!« In Smrt je za vsako pesem izročila eno dragocenost, slavček pa je pel naprej. Pel je o tihem pokopališču, kjer rastejo bele vrtnice, kjer diši bezeg in kjer svežo travo zalivajo solze tistih, ki so ostali za umrlimi. Tedaj je Smrt zahrepenela po svojem vrtu in kakor hladna bela megla odplavala skozi okno.
»Hvala, hvala!« je rekel cesar. »Ti nebeška ptičica, dobro te poznam! Izgnal sem te iz svoje dežele in cesarstva! Pa si vendar s petjem pregnal zle prikazni od moje postelje in Smrt z mojega srca! Kako naj te poplačam?«
»Saj si me že poplačal!« je rekel slavček. »Ko sem ti prvič zapel, sem dobil solze iz tvojih oči in tega ti ne bom nikoli pozabil! To so dragulji, ki osrečujejo pevčevo srce! Zdaj pa zaspi in si povrni zdravje in moč! Pel ti bom!«
In pel je – cesar pa je potonil v sladek spanec, tako blag in dobrodejen. Ko se je zbudil zdrav in okrepljen, mu je skozi okna sijalo sonce. Nobeden od njegovih služabnikov se še ni vrnil, saj so mislili, da je mrtev, slavček pa je še vedno sedel tam in pel.
»Za vedno moraš ostati pri meni!« je rekel cesar. »Pel boš samo, kadar boš sam hotel, umetno ptico pa bom razbil na tisoč kosov.« »Nikar!« je rekel slavček. »Saj je naredila toliko dobrega, kolikor je mogla! Obdrži jo kakor doslej! Jaz si ne morem spletati gnezda in živeti v palači, toda dovoli mi, da pridem, kadar se mi zahoče. Takrat bom zvečer sedel na veji tam ob oknu in ti pel, da boš hkrati vesel in zamišljen! Pel bom o srečnih in o tistih, ki trpijo! Pel bom o zlu in dobrem, ki ju skrivajo pred teboj! Mala ptica pevka leti daleč naokrog, k revnemu ribiču, na kmetovo streho, k vsakomur, ki je daleč od tebe in tvojega dvora! Tvoje srce imam rajši kakor tvojo krono, pa vendar tudi krono obdaja pridih nečesa svetega! Prihajal bom in ti pel! Toda nekaj mi moraš obljubiti!« – »Vse!« je rekel cesar. Stal je v svojem cesarskem oblačilu, ki si ga je sam nadel, in si k srcu stiskal sabljo, težko od zlata.
»Samo eno te prosim! Nikomur ne povej, da imaš majhno ptico, ki ti pove vse, pa bo šlo še bolje!« Nato je slavček odletel. Služabniki so prišli pogledat svojega mrtvega cesarja – in tam so obstali, cesar pa jim je rekel: »Dobro jutro!«
Izvirnik
Eventyr af Hans Christian Andersen
I Kina ved du jo nok er kejseren en kineser, og alle de han har om sig er kinesere. Det er nu mange år siden, men just derfor er det værd at høre historien, før man glemmer den! Kejserens slot var det prægtigste i verden, ganske og aldeles af fint porcelæn, så kostbart, men så skørt, så vanskeligt at røre ved, at man måtte ordentlig tage sig i agt. I haven så man de forunderligste blomster, og ved de allerprægtigste var der bundet sølvklokker, der klingede, for at man ikke skulle gå forbi uden at bemærke blomsten. Ja, alting var så udspekuleret i kejserens have, og den strakte sig så langt, at gartneren selv ikke vidste enden på den; blev man ved at gå, kom man i den dejligste skov med høje træer og dybe søer. Skoven gik lige ned til havet, der var blåt og dybt; store skibe kunne sejle lige ind under grenene, og i disse boede der en nattergal, der sang så velsignet, at selv den fattige fisker, der havde så meget andet at passe, lå stille og lyttede, når han om natten var ude at trække fiskegarnet op og da hørte nattergalen. "Herregud, hvor det er kønt!" sagde han, men så måtte han passe sine ting og glemte fuglen; dog næste nat når den igen sang, og fiskeren kom derud, sagde han det samme: "Herregud! hvor det dog er kønt!"
Fra alle verdens lande kom der rejsende til kejserens stad, og de beundrede den, slottet og haven, men når de fik nattergalen at høre, sagde de alle sammen: "Den er dog det bedste!"
Og de rejsende fortalte derom, når de kom hjem, og de lærde skrev mange bøger om byen, slottet og haven, men nattergalen glemte de ikke, den blev sat allerøverst; og de, som kunne digte, skrev de dejligste digte, alle sammen om nattergalen i skoven ved den dybe sø.
De bøger kom verden rundt, og nogle kom da også engang til kejseren. Han sad i sin guldstol, læste og læste, hvert øjeblik nikkede han med hovedet, thi det fornøjede ham at høre de prægtige beskrivelser over byen, slottet og haven. "Men nattergalen er dog det allerbedste!" stod der skrevet.
"Hvad for noget!" sagde kejseren, "nattergalen! den kender jeg jo slet ikke! er her sådan en fugl i mit kejserdømme, oven i købet i min have! det har jeg aldrig hørt! sådant noget skal man læse sig til!"
Og så kaldte han på sin kavaler, der var så fornem, at når nogen, der var ringere end han, vovede at tale til ham, eller spørge om noget, så svarede han ikke andet, end "P!" og det har ikke noget at betyde.
"Her skal jo være en højst mærkværdig fugl, som kaldes nattergal!" sagde kejseren, "man siger at den er det allerbedste i mit store rige! hvorfor har man aldrig sagt mig noget om den!"
"Jeg har aldrig før hørt den nævne!" sagde kavaleren, "den er aldrig blevet præsenteret ved hoffet!" –
"Jeg vil at den skal komme her i aften og synge for mig!" sagde kejseren. "Der ved hele verden hvad jeg har, og jeg ved det ikke!"
"Jeg har aldrig før hørt den nævne!" sagde kavaleren, "jeg skal søge den, jeg skal finde den!" –
Men hvor var den at finde; kavaleren løb op og ned af alle trapper, gennem sale og gange, ingen af alle dem, han traf på, havde hørt tale om nattergalen, og kavaleren løb igen til kejseren og sagde, at det vist måtte være en fabel af dem, der skrev bøger. "Deres kejserlige majestæt skal ikke tro hvad der skrives! det er opfindelser og noget, som kaldes den sorte kunst!"
"Men den bog, hvori jeg har læst det," sagde kejseren, "er sendt mig fra den stormægtige kejser af Japan, og så kan det ikke være usandhed. Jeg vil høre nattergalen! den skal være her i aften! den har min højeste nåde! og kommer den ikke, da skal hele hoffet dunkes på maven, når det har spist aftensmad."
"Tsing-pe!" sagde kavaleren, og løb igen op og ned af alle trapper, gennem alle sale og gange; og det halve hof løb med, for de ville ikke gerne dunkes på maven. Der var en spørgen efter den mærkelige nattergal, som hele verden kendte, men ingen ved hoffet.
Endelig traf de en lille, fattig pige i køknet, hun sagde: "Oh Gud, nattergalen! den kender jeg godt! ja, hvor den kan synge! hver aften har jeg lov til at bringe lidt af levningerne fra bordet hjem til min stakkels syge moder, hun bor nede ved stranden, og når jeg så går tilbage, er træt og hviler i skoven, så hører jeg nattergalen synge! jeg får vandet i øjnene derved, det er ligesom om min moder kyssede mig!"
"Lille kokkepige!" sagde kavaleren, "jeg skal skaffe hende fast ansættelse i køknet og lov til at se kejseren spise, dersom hun kan føre os til nattergalen, for den er tilsagt til i aften!" –
Og så drog de alle sammen ud i skoven, hvor nattergalen plejede at synge; det halve hof var med. Som de allerbedst gik, begyndte en ko at brøle.
"Oh!" sagde hofjunkerne, "nu har vi den! det er dog en mærkelig kraft i et sådant lille dyr! jeg har ganske bestemt hørt den før!"
"Nej, det er køerne, som brøler!" sagde den lille kokkepige, "vi er endnu langt fra stedet!"
Frøerne kvækkede nu i kæret.
"Dejligt!" sagde den kinesiske slotsprovst, "nu hører jeg hende, det er ligesom små kirkeklokker!"
"Nej, det er frøerne!" sagde den lille kokkepige. "Men nu tænker jeg snart vi hører den!"
Så begyndte nattergalen at synge.
"Den er det," sagde den lille pige, "hør! hør! og dér sidder den!" og så pegede hun på en lille, grå fugl oppe i grenene.
"Er det muligt!" sagde kavaleren, "således havde jeg nu aldrig tænkt mig den! hvor den ser simpel ud! den har vist mistet kulør over at se så mange fornemme mennesker hos sig!"
"Lille nattergal!" råbte den lille kokkepige ganske højt, "vor nådige kejser vil så gerne, at De skal synge for ham!"
"Med største fornøjelse!" sagde nattergalen og sang, så at det var en lyst.
"Det er ligesom glasklokker!" sagde kavaleren, "og se den lille strube, hvor den bruger sig! det er mærkværdigt vi aldrig har hørt den før! den vil gøre en stor succes ved hoffet!"
"Skal jeg synge endnu en gang for kejseren?" spurgte nattergalen, der troede at kejseren var med.
"Min fortræffelige lille nattergal!" sagde kavaleren, "jeg har den store glæde at skulle tilsige Dem til en hoffest i aften, hvor De vil fortrylle hans høje kejserlige nåde med Deres charmante sang!"
"Den tager sig bedst ud i det grønne!" sagde nattergalen, men den fulgte dog gerne med, da den hørte, at kejseren ønskede det.
På slottet var der ordentligt pudset op! Vægge og gulv, der var af porcelæn, skinnede ved mange tusinde guldlamper! de dejligste blomster, som ret kunne klinge, var stillet op i gangene; der var en løben og en trækvind, men så klang just alle klokkerne, man kunne ikke høre ørenlyd.
Midt inde i den store sal, hvor kejseren sad, var der stillet en guldpind, og på den skulle nattergalen sidde; hele hoffet var der, og den lille kokkepige havde fået lov til at stå bag ved døren, da hun nu havde titel af virkelig kokkepige. Alle var de i deres største pynt, og alle så de på den lille grå fugl, som kejseren nikkede til.
Og nattergalen sang så dejligt, at kejseren fik tårer i øjnene, tårerne trillede ham ned over kinderne, og da sang nattergalen endnu smukkere, det gik ret til hjertet; og kejseren var så glad, og han sagde, at nattergalen skulle have hans guldtøffel at bære om halsen. Men nattergalen takkede, den havde allerede fået belønning nok.
"Jeg har set tårer i øjnene på kejseren, det er mig den rigeste skat! en kejsers tårer har en forunderlig magt! Gud ved, jeg er nok belønnet!" og så sang den igen med sin søde, velsignede stemme.
"Det er det elskeligste koketteri jeg kender!" sagde damerne rundt om, og så tog de vand i munden for at klukke, når nogen talte til dem: De troede da også at være nattergale; ja lakajerne og kammerpigerne lod melde, at også de var tilfredse, og det vil sige meget, thi de er de allervanskeligste at gøre tilpas. Jo, nattergalen gjorde rigtignok lykke!
Den skulle nu blive ved hoffet, have sit eget bur, samt frihed til at spadsere ud to gange om dagen og en gang om natten. Den fik tolv tjenere med, alle havde de et silkebånd om benet på den og holdt godt fast. Der var slet ingen fornøjelse ved den tur.
Hele byen talte om den mærkværdige fugl, og mødte to hinanden, så sagde den ene ikke andet end: "Nat-!" og den anden sagde "gal!" og så sukkede de og forstod hinanden, ja elve spækhøkerbørn blev opkaldt efter den, men ikke én af dem havde en tone i livet. –
En dag kom en stor pakke til kejseren, udenpå stod skrevet: Nattergal.
"Der har vi nu en ny bog om vor berømte fugl!" sagde kejseren; men det var ingen bog, det var et lille kunststykke der lå i en æske, en kunstig nattergal, der skulle ligne den levende, men var overalt besat med diamanter, rubiner og safirer; så snart man trak kunstfuglen op, kunne den synge et af de stykker, den virkelige sang, og så gik halen op og ned og glinsede af sølv og guld. Om halsen hang et lille bånd, og på det stod skrevet: "Kejseren af Japans nattergal er fattig imod kejserens af Kina."
"Det er dejligt!" sagde de alle sammen, og den, som havde bragt den kunstige fugl, fik straks titel af over-kejserlig-nattergale-bringer.
"Nu må de synge sammen! hvor det vil blive en duet!"
Og så måtte de synge sammen, men det ville ikke rigtig gå, thi den virkelige nattergal sang på sin maner, og kunstfuglen gik på valser; "den har ingen skyld," sagde spillemesteren, "den er særdeles taktfast og ganske af min skole!" Så skulle kunstfuglen synge alene. – Den gjorde lige så megen lykke som den virkelige, og så var den jo også så meget mere nydelig at se på: Den glimrede som armbånd og brystnåle.
Treogtredve gange sang den et og det samme stykke, og den var dog ikke træt; folk havde gerne hørt den forfra igen, men kejseren mente, at nu skulle også den levende nattergal synge lidt - men hvor var den? ingen havde bemærket, at den var fløjet ud af det åbne vindue, bort til sine grønne skove.
"Men hvad er dog det for noget!" sagde kejseren; og alle hoffolkene skændte og mente, at nattergalen var et højst utaknemmeligt dyr. "Den bedste fugl har vi dog!" sagde de, og så måtte igen kunstfuglen synge, og det var den fireogtredvte gang de fik det samme stykke, men de kunne det ikke helt endnu, for det var så svært, og spillemesteren roste så overordentlig fuglen, ja forsikrede, at den var bedre end den virkelige nattergal, ikke blot hvad klæderne angik og de mange dejlige diamanter, men også indvortes.
"Thi ser De, mine herskaber, kejseren fremfor alle! hos den virkelige nattergal kan man aldrig beregne, hvad der vil komme, men hos kunstfuglen er alt bestemt! således bliver det og ikke anderledes! man kan gøre rede for det, man kan sprætte den op og vise den menneskelige tænkning, hvorledes valserne ligger, hvorledes de går, og hvordan det ene følger af det andet –!"
"Det er ganske mine tanker!" sagde de alle sammen, og spillemesteren fik lov til, næste søndag, at holde fuglen frem for folket; de skulle også høre den synge, sagde kejseren; og de hørte den, og de blev så fornøjede, som om de havde drukket sig lystige i tevand, for det er nu så ganske kinesisk, og alle sagde da "oh!" og stak i vejret den finger, man kalder "slikpot," og så nikkede de; men de fattige fiskere, som havde hørt den virkelige nattergal, sagde: "Det klinger smukt nok, det ligner også, men der mangler noget, jeg ved ikke hvad!"
Den virkelige nattergal var forvist fra land og rige.
Kunstfuglen havde sin plads på en silkepude tæt ved kejserens seng; alle de presenter, den havde fået, guld og ædelstene, lå rundt omkring den, og i titel var den steget til "Højkejserlig natbord-sanger," i rang nummer ét til venstre side, for kejseren regnede den side for at være mest fornem, på hvilken hjertet sad, og hjertet sidder til venstre også hos en kejser. Og spillemesteren skrev femogtyve bind om kunstfuglen, det var så lærd og så langt, og med de allersværeste kinesiske ord, så alle folk sagde, at de havde læst og forstået det, for ellers havde de jo været dumme og var da blevet dunket på maven.
Således gik der et helt år; kejseren, hoffet og alle de andre kinesere kunne udenad hvert lille kluk i kunstfuglens sang, men just derfor syntes de nu allerbedst om den; de kunne selv synge med, og det gjorde de. Gadedrengene sang "zizizi! klukklukkluk!" og kejseren sang det –! jo det var bestemt dejligt!
Men en aften, som kunstfuglen bedst sang, og kejseren lå i sengen og hørte på den, sagde det "svup!" inden i fuglen; der sprang noget: "Surrrrrr!" alle hjulene løb rundt, og så stod musikken.
Kejseren sprang straks ud af sengen og lod sin livlæge kalde, men hvad kunne han hjælpe! så lod de urmageren hente, og efter megen tale og megen seenefter, fik han fuglen nogenlunde i stand, men han sagde, at der måtte spares meget på den, thi den var så forslidt i tapperne og det var ikke muligt at sætte nye, således at det gik sikkert med musikken. Det var en stor bedrøvelse! kun én gang om året turde man lade kunstfuglen synge, og det var strengt nok endda; men så holdt spillemesteren en lille tale med de svære ord og sagde, at det var lige så godt, som før, og så var det lige så godt som før.
Nu var fem år gået, og hele landet fik en rigtig stor sorg, thi de holdt i grunden alle sammen af deres kejser; nu var han syg og kunne ikke leve, sagde man, en ny kejser var allerede valgt, og folk stod ude på gaden og spurgte kavaleren hvorledes det var med deres kejser.
"P!" sagde han og rystede med hovedet.
Kold og bleg lå kejseren i sin store, prægtige seng, hele hoffet troede ham død, og enhver af dem løb hen for at hilse på den nye kejser; kammertjenerne løb ud for at snakke om det, og slotspigerne havde stort kaffeselskab. Rundt om i alle sale og gange var lagt klæde, for at man ikke skulle høre nogen gå, og derfor var der så stille, så stille. Men kejseren var endnu ikke død; stiv og bleg lå han i den prægtige seng med de lange fløjlsgardiner og de tunge guldkvaste; højt oppe stod et vindue åbent, og månen skinnede ind på kejseren og kunstfuglen.
Den stakkels kejser kunne næsten ikke trække vejret, det var ligesom om der sad noget på hans bryst; han slog øjnene op, og da så han, at det var Døden, der sad på hans bryst og havde taget hans guldkrone på, og holdt i den ene hånd kejserens guldsabel, i den anden hans prægtige fane; og rundt om i folderne af de store fløjlssengegardiner stak der forunderlige hoveder frem, nogle ganske fæle, andre så velsignede milde: Det var alle kejserens onde og gode gerninger, der så på ham, nu da Døden sad på hans hjerte:
"Husker du det?" hviskede den ene efter den anden. "Husker du det!" og så fortalte de ham så meget, så at sveden sprang ham ud af panden.
"Det har jeg aldrig vidst!" sagde kejseren; "musik, musik, den store kinesiske tromme!" råbte han, "at jeg dog ikke skal høre alt det, de siger!"
Og de blev ved, og Døden nikkede ligesom en kineser ved alt, hvad der blev sagt.
"Musik, musik!" skreg kejseren. "Du lille velsignede guldfugl! syng dog, syng! jeg har givet dig guld og kostbarheder, jeg har selv hængt dig min guldtøffel om halsen, syng dog, syng!"
Men fuglen stod stille, der var ingen til at trække den op, og ellers sang den ikke; men Døden blev ved at se på kejseren med sine store, tomme øjenhuler, og der var så stille, så skrækkeligt stille.
Da lød i det samme, tæt ved vinduet, den dejligste sang: Det var den lille, levende nattergal, der sad på grenen udenfor; den havde hørt om sin kejsers nød, og var derfor kommet at synge ham trøst og håb; og alt som den sang, blev skikkelserne mere og mere blege, blodet kom raskere og raskere i gang i kejserens svage lemmer, og Døden selv lyttede og sagde: "Bliv ved lille nattergal! bliv ved!"
"Ja vil du give mig den prægtige guldsabel! ja vil du give mig den rige fane! vil du give mig kejserens krone!"
Og Døden gav hvert klenodie for en sang, og nattergalen blev ved endnu at synge, og den sang om den stille kirkegård, hvor de hvide roser gror, hvor hyldetræet dufter, og hvor det friske græs vandes af de efterlevendes tårer; da fik Døden længsel efter sin have og svævede, som en kold, hvid tåge, ud af vinduet.
"Tak, tak!" sagde kejseren, "du himmelske lille fugl, jeg kender dig nok! dig har jeg jaget fra mit land og rige! og dog har du sunget de onde syner fra min seng, fået Døden fra mit hjerte! Hvorledes skal jeg lønne dig?"
"Du har lønnet mig!" sagde nattergalen, "jeg har fået tårer af dine øjne første gang jeg sang, det glemmer jeg dig aldrig! det er de juveler, der gør et sangerhjerte godt –! men sov nu og bliv frisk og stærk! jeg skal synge for dig!"
Og den sang – og kejseren faldt i en sød søvn, så mild og velgørende var søvnen.
Solen skinnede ind af vinduerne til ham, da han vågnede styrket og sund; ingen af hans tjenere var endnu kommet tilbage, thi de troede, han var død, men nattergalen sad endnu og sang.
"Altid må du blive hos mig!" sagde kejseren, "du skal kun synge, når du selv vil, og kunstfuglen slår jeg i tusinde stykker."
"Gør ikke det!" sagde nattergalen, "den har jo gjort det gode, den kunne! behold den som altid! jeg kan ikke bygge og bo på slottet, men lad mig komme, når jeg selv har lyst, da vil jeg om aftnen sidde på grenen dér ved vinduet og synge for dig, at du kan blive glad og tankefuld tillige! jeg skal synge om de lykkelige, og om dem, som lider! jeg skal synge om ondt og godt, der rundt om dig holdes skjult! den lille sangfugl flyver vidt omkring til den fattige fisker, til bondemandens tag, til hver, der er langt fra dig og dit hof! jeg elsker dit hjerte mere end din krone, og dog har kronen en duft af noget helligt om sig! – jeg kommer, jeg synger for dig! – men ét må du love mig!" –
– "Alt!" sagde kejseren, og stod der i sin kejserlige dragt, som han selv havde iført sig og holdt sablen, der var tung af guld, op mod sit hjerte.
"Ét beder jeg dig om! fortæl ingen, at du har en lille fugl, der siger dig alt, så vil det gå endnu bedre!"
Og da fløj nattergalen bort.
Tjenerne kom ind for at se til deres døde kejser; - jo der stod de, og kejseren sagde: "Godmorgen!"
