Waltey
Poredni deček
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Poredni deček
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 4 min branja
- Obseg
- 3 strani
- Naslov izvirnika
- Den uartige dreng
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Poredni deček
Nekoč je živel star pesnik, tak zares dober star pesnik. Nekega večera, ko je sedel doma, se je zunaj razbesnelo strašno neurje; dež je lil kot iz škafa, stari pesnik pa je sedel na toplem in se prijetno grel ob lončeni peči, v kateri je gorel ogenj in so cvrčala jabolka.
»Na tistih revežih, ki so zunaj v takem vremenu, ne bo ostala niti ena suha nit!« je rekel, saj je bil tako dober pesnik. »Oh, odprite mi! Zebe me in ves sem premočen!« je zunaj zaklical majhen otrok. Jokal je in trkal na vrata, medtem ko je dež neusmiljeno lil in je veter stresal vsa okna.
»Ubožček mali!« je rekel stari pesnik in šel odpret vrata. Pred njimi je stal majhen deček; bil je čisto gol in z njegovih dolgih zlatih las je tekla voda. Tresel se je od mraza in če ne bi prišel noter, bi v tem hudem neurju gotovo umrl.
»Ubožček mali!« je rekel stari pesnik in ga prijel za roko. »Kar pridi k meni, pa te bom že ogrel! Dobil boš vino in jabolko, saj si tako ljubek deček!«
In res je bil. Njegove oči so bile kakor dve svetli zvezdi in čeprav mu je z zlatih las tekla voda, so se še vedno tako lepo kodrali. Videti je bil kakor angelček, le da je bil od mraza ves bled in se je tresel po vsem telesu. V roki je držal lep lok, a dež ga je povsem uničil; vse barve na lepih puščicah so se zaradi mokrote razlile druga v drugo.
Stari pesnik je sedel k lončeni peči, si posadil dečka v naročje, mu ožel lase, grel njegove roke v svojih in mu skuhal sladko vino; deček si je nato opomogel, lička so mu pordela, skočil je na tla in zaplesal okoli starega pesnika.
»Ti si pa vesel deček!« je rekel starec. »Kako ti je ime?« »Amor mi je ime!« je odgovoril deček. »Me ne poznaš? Tamle leži moj lok! Z njim streljam, veš! Poglej, zunaj se vreme že jasni; luna sije!«
»Toda tvoj lok je uničen!« je rekel stari pesnik. »To pa ni dobro!« je rekel deček, ga pobral in si ga ogledal. »Oh, saj je čisto suh, prav nič se mu ni zgodilo! Tetiva je lepo napeta! Zdaj ga bom preizkusil!« Nato je napel lok, nanj položil puščico, pomeril in ustrelil dobrega starega pesnika naravnost v srce. »Zdaj vidiš, da moj lok ni bil uničen!« je rekel, se glasno zasmejal in stekel proč. Poredni deček! Tako je ustrelil starega pesnika, ki ga je spustil v toplo sobo, bil tako dober z njim ter mu dal okusno vino in najboljše jabolko.
Dobri pesnik je ležal na tleh in jokal, saj ga je puščica res zadela naravnost v srce, potem pa je rekel: »Fej! Kako poreden deček je ta Amor! To bom povedal vsem pridnim otrokom, da se ga bodo pazili in se nikoli igrali z njim, saj jim prizadene bolečino!«
Vsi pridni otroci, deklice in dečki, ki jim je to povedal, so se skrbno pazili hudobnega Amorja, pa jih je vseeno ukanil, saj je tako prebrisan! Ko se študentje vračajo s predavanj, teče ob njih s knjigo pod pazduho in v črni suknji. Sploh ga ne prepoznajo, zato ga primejo pod roko in mislijo, da je tudi on študent, on pa jim tedaj zabode puščico v prsi. Ko dekleta odhajajo od župnika in ko stojijo v cerkvi, tudi preži nanje. Da, ves čas preži na ljudi! Sedi v velikem lestencu v gledališču in žari v svetlem plamenu, tako da ljudje mislijo, da je svetilka, pozneje pa občutijo nekaj čisto drugega. Teka po vrtu Kongens Have in po obzidju Volden! Da, nekoč je tudi tvojega očeta in mater ustrelil naravnost v srce! Kar vprašaj ju, pa boš slišal, kaj ti bosta povedala. Da, ta Amor je hudoben deček, nikoli ne imej nič z njim! Na vse ljudi preži. Pomisli, celo v staro babico je izstrelil puščico, a to je bilo že davno in je že minilo; vendar česa takega nikoli ne pozabi. Fej, hudobni Amor! Zdaj pa ga poznaš! Zdaj veš, kako poreden deček je!
Izvirnik
Den uartige dreng
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Der var engang en gammel digter, sådan en rigtig god gammel digter. En aften, han sad hjemme, blev det et forskrækkeligt ondt vejr udenfor; regnen skyllede ned, men den gamle digter sad lunt og godt ved sin kakkelovn, hvor ilden brændte og æblerne snurrede.
"Der bliver da ikke en tør tråd på de stakler, som er ude i det vejr!" sagde han, for han var sådan en god digter.
"Oh, luk mig op! jeg fryser og er så våd!" råbte et lille barn udenfor. Det græd og bankede på døren, medens regnen skyllede ned og blæsten ruskede i alle vinduer.
"Din lille stakkel!" sagde den gamle digter, og gik hen at lukke døren op. Der stod en lille dreng; han var ganske nøgen og vandet drev af hans lange gule hår. Han rystede af kulde, var han ikke kommet ind, havde han vist måttet dø i det onde vejr.
"Din lille stakkel!" sagde den gamle digter og tog ham ved hånden. "Kom du til mig, så skal jeg nok få dig varmet! Vin og et æble skal du få, for du er en dejlig dreng!"
Det var han også. Hans øjne så ud som to klare stjerner, og skønt vandet flød ned af hans gule hår, krøllede det sig dog så smukt. Han så ud, som et lille englebarn, men var så bleg af kulde og rystede over sin hele krop. I hånden havde han en dejlig flitsbue, men den var ganske fordærvet af regnen; alle kulørerne på de smukke pile løb ud i hinanden af det våde vejr.
Den gamle digter satte sig ved kakkelovnen, tog den lille dreng på sit skød, vred vandet af hans hår, varmede hans hænder i sine, og kogte sød vin til ham; så kom han sig, fik røde kinder, sprang ned på gulvet, og dansede rundt om den gamle digter.
"Du er en lystig dreng!" sagde den gamle. "Hvad hedder du?"
"Jeg hedder Amor!" svarede han, "kender du mig ikke? Dér ligger min flitsbue! den skyder jeg med, kan du tro! se, nu bliver vejret godt udenfor; månen skinner!"
"Men din flitsbue er fordærvet!" sagde den gamle digter.
"Det var slemt!" sagde den lille dreng, tog den op og så på den. "Oh, den er ganske tør, har slet ikke lidt nogen skade! strengen sidder ganske stram! nu skal jeg prøve den!" så spændte han den, lagde en pil på, sigtede og skød den gode gamle digter lige ind i hjertet: "Kan du nu se, at min flitsbue ikke var fordærvet!" sagde han, lo ganske højt og løb sin vej. Den uartige dreng! således at skyde på den gamle digter, der havde lukket ham ind i den varme stue, været så god mod ham og givet ham den dejlige vin og det bedste æble.
Den gode digter lå på gulvet og græd, han var virkelig skudt lige ind i hjertet, og så sagde han: "Fy! hvor den Amor er en uartig dreng! det skal jeg fortælle til alle gode børn, at de kan tage sig i agt, og aldrig lege med ham, for han gør dem fortræd!"
Alle de gode børn, piger og drenge, han fortalte det til, tog sig sådan i agt for den slemme Amor, men han narrede dem alligevel, for han er så udspekuleret! Når studenterne går fra forelæsninger, så løber han ved siden af dem, med en bog under armen og en sort kjole på. De kan slet ikke kende ham, og så tager de ham under armen og tror, det er også en student, men så stikker han dem pilen ind i brystet. Når pigerne går fra præsten, og når de står på kirkegulvet, så er han også efter dem. Ja, han er alle tider efter folk! Han sidder i den store lysekrone på teatret og brænder i lys lue, så folk tror, det er en lampe, men de mærker siden noget andet. Han løber i Kongens Have og på Volden! ja, han har engang skudt din fader og moder lige ind i hjertet! Spørg dem kun ad, så skal du høre, hvad de siger. Ja, det er en slem dreng, den Amor, ham skal du aldrig have noget med at gøre! han er efter alle folk. Tænk engang, han skød endogså en pil på gamle bedstemoder, men det er længe siden, det er gået over; men sådan noget glemmer hun aldrig. Fy, den slemme Amor! Men nu kender du ham! ved, hvad han er for en uartig dreng!
Nadaljuj z branjem
