Waltey
Polž in rožni grm
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Polž in rožni grm
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 4 min branja
- Obseg
- 3 strani
- Naslov izvirnika
- Sneglen og rosenhækken
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Polž in rožni grm
Vrt je obdajala živa meja iz lesk, onkraj nje pa so se razprostirali njive in travniki s kravami in ovcami. Sredi vrta je stal cvetoč rožni grm, pod njim pa je čepel polž. Veliko je nosil v sebi: samega sebe.
»Le počakajte, da pride moj čas!« je rekel. »Dosegel bom kaj več, kot le cvetel v vrtnicah, rodil lešnike ali dajal mleko kakor krave in ovce!«
»Od vas pričakujem silno veliko!« je rekel rožni grm. »Smem vprašati, kdaj bo to?« »Vzel si bom čas!« je rekel polž. »Vam se pa tako mudi! Tako se pričakovanje nič ne stopnjuje!«
Naslednje leto je polž ležal približno na istem mestu, na soncu pod rožnim grmom, ki je poganjal popke in razpiral vrtnice, vedno sveže, vedno nove. Polž je napol prilezel iz hišice, iztegnil tipalke in jih spet potegnil vase.
»Vse je videti kakor lani! Nobenega napredka ni; rožni grm ostaja pri vrtnicah, dlje ne pride!« Poletje je minilo, jesen je minila, rožni grm pa je še kar cvetel in poganjal popke, vse dokler ni zapadel sneg. Vreme je postalo surovo in mokro, rožni grm se je upognil k tlom, polž pa je zlezel v zemljo.
Začelo se je novo leto in prikazale so se vrtnice in prikazal se je polž. »Zdaj ste že star rožni grm!« je rekel. »Kmalu boste morali odmreti. Svetu ste dali vse, kar ste imeli v sebi; ali je to kaj pomenilo, je vprašanje, o katerem nisem imel časa razmišljati. Jasno pa je, da za svoj notranji razvoj niste storili prav ničesar, sicer bi iz vas zraslo kaj drugega. Lahko to opravičite? Kmalu boste samo še gole veje! Ali razumete, kaj vam govorim?«
»Strašite me!« je rekel rožni grm. »O tem nisem nikoli razmišljal!« »Ne, z razmišljanjem se očitno nikoli niste kaj dosti ukvarjali! Ste si kdaj pojasnili, zakaj ste cveteli in kako je prišlo do tega, da ste cveteli? Zakaj tako in ne drugače!«
»Ne!« je rekel rožni grm. »Cvetel sem od veselja, ker drugače nisem mogel. Sonce je bilo tako toplo, zrak tako osvežujoč, pil sem bistro roso in obilni dež; dihal sem, živel sem! Iz zemlje je vame prihajala moč, od zgoraj je prihajala moč, čutil sem srečo, vedno novo, vedno veliko, in zato sem moral kar naprej cveteti; to je bilo moje življenje, drugače nisem mogel!«
»Živeli ste prav lagodno!« je rekel polž. »Res je! Vse mi je bilo dano!« je rekel rožni grm. »Toda vam je bilo dano še več! Vi ste ena tistih razmišljujočih, globokoumnih narav, eden tistih silno nadarjenih, ki bodo osupnili svet!«
»Tega niti najmanj ne nameravam!« je rekel polž. »Svet me ne zadeva! Kaj imam jaz s svetom? Dovolj opravka imam sam s seboj in sam sebi povsem zadoščam!«
»Toda ali ne bi morali vsi na tem svetu dati drugim najboljše, kar imamo? Prispevati, kar lahko –! Da, jaz sem dal samo vrtnice! – Kaj pa vi? Vi, ki ste toliko prejeli, kaj ste dali svetu? Kaj mu dajete?«
»Kaj sem dal? Kaj dajem? Pljuvam nanj! Nič ni vreden! Mene ne zadeva. Vi kar cvetite v vrtnicah, dlje tako ali tako ne morete! Naj leska rodi lešnike! Naj krave in ovce dajejo mleko; vsak ima svoje občinstvo, jaz imam svoje v sebi! Umaknem se vase in tam ostanem. Svet me ne zadeva!«
In polž se je umaknil v svojo hišico in zatesnil vhod. »To je tako žalostno!« je rekel rožni grm. »Še tako rad bi zlezel vase, pa ne morem; zmeraj se moram razpirati, razpirati v vrtnice. Cvetni listi odpadajo, veter jih odnaša! A eno svojih vrtnic sem videl položeno v gospodinjino pesmarico, ena mojih vrtnic je našla prostor na prsih mladega, lepega dekleta in eno so v blaženem veselju poljubila otroška usta. To mi je tako dobro delo, bil je pravi blagoslov. To je moj spomin, moje življenje!«
In rožni grm je cvetel v nedolžnosti, polž pa je lenaril v svoji hišici; svet ga ni zadeval. In leta so minevala. Polž je bil prst v zemlji, rožni grm je bil prst v zemlji; tudi vrtnica, shranjena za spomin v pesmarici, je razpadla v prah – toda na vrtu so cveteli novi rožni grmi, na vrtu so rasli novi polži; lezli so v svoje hišice in pljuvali – svet jih ni zadeval.
Naj zgodbo preberemo še enkrat od začetka? – Nič drugačna ne bo.
Izvirnik
Sneglen og rosenhækken
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Rundt om haven var et gærde af nøddebuske, og udenfor var mark og eng med køer og får, men midt i haven stod en blomstrende rosenhæk, under den sad en snegl, den havde meget i sig, den havde sig selv.
"Vent til min tid kommer!" sagde den, "jeg skal udrette noget mere, end at sætte roser, end at bære nødder, eller give mælk, som køer og får!"
"Jeg venter grumme meget af den!" sagde rosenhækken. "Tør jeg spørge, når kommer det?"
"Jeg giver mig tid!" sagde sneglen. "De har nu så meget hastværk! det spænder ikke forventningerne!"
Næste år lå sneglen omtrent på samme sted i solskinnet under rosentræet, der satte knop og udfoldede roser, altid friske, altid nye. Og sneglen krøb halvt frem, strakte ud følehornene, og tog dem til sig igen.
"Alt ser ud, som i fjor! der er ingen fremgang sket; rosentræet bliver ved roserne, videre kommer det ikke!"
Sommeren gik, efteråret gik, rosentræet havde stadigt blomster og knopper lige til sneen faldt, vejret blev råt og vådt, rosentræet bøjede sig mod jorden, sneglen krøb i jorden.
Nu begyndte et nyt år, og roserne kom frem, og sneglen kom frem.
"Nu er De en gammel rosenstok!" sagde den. "De må snart se at gå ud. De har givet verden alt, hvad De har haft i Dem; om det betød noget, er et spørgsmål, jeg ikke havde tid at tænke over; men det er da tydeligt, De har ikke gjort det mindste for Deres indre udvikling, der var ellers kommet noget andet frem af Dem. Kan De forsvare det? De går nu snart op i bare pind! Kan De forstå, hvad jeg siger?"
"De forskrækker mig!" sagde rosenhækken. "Det har jeg aldrig tænkt over!"
"Nej, De har nok aldrig givet Dem meget af med at tænke! har De nogensinde gjort rede for Dem selv, hvorfor De blomstrede, og hvorledes det gik til med at blomstre. Hvorledes og ikke anderledes!"
"Nej!" sagde rosenhækken. "Jeg blomstrede i glæde, for jeg kunne ikke andet. Solen var så varm, luften så forfriskende, jeg drak den klare dug, og den stærke regn; jeg åndede, jeg levede! Der kom fra jorden en kraft op i mig, der kom en kraft fra oven, jeg fornam en lykke, altid ny, altid stor, og derfor måtte jeg altid blomstre; det var mit liv, jeg kunne ikke andet!"
"De har ført et meget mageligt liv!" sagde sneglen.
"Tilvisse! Alt blev givet mig!" sagde rosenhækken; "men Dem blev endnu mere givet! De er en af disse tænkende, dybsindige naturer, en af de højt begavede, der vil forbavse verden!"
"Det har jeg aldeles ikke i sinde!" sagde sneglen. "Verden kommer ikke mig ved! hvad har jeg med verden at gøre? jeg har nok med mig selv og nok i mig selv!"
"Men skal vi ikke alle her på jorden give vor bedste del til de andre! bringe hvad vi kan –! ja, jeg har kun givet roser! – men De? De, som fik så meget, hvad gav De verden? Hvad giver De den?"
"Hvad jeg gav? Hvad jeg giver? jeg spytter af den! den dur ikke! den kommer ikke mig ved. Sæt De roser, De kan ikke drive det videre! lad hasselbusken bære nødder! lad køer og får give mælk; de har hver deres publikum, jeg har mit i mig selv! jeg går ind i mig selv, og der bliver jeg. Verden kommer ikke mig ved!"
Og så gik sneglen ind i sit hus og kittede det til.
"Det er så sørgeligt!" sagde rosentræet. "Jeg kan med bedste vilje ikke krybe ind, jeg må altid springe ud, springe ud i roser. Bladene falder af, de flyver hen i vinden! dog en af roserne så jeg blive lagt i husmoderens salmebog, en af mine roser fik plads ved en ung, dejlig piges bryst og en blev kysset af en barnemund i livsalig glæde. Det gjorde mig så vel, det var en sand velsignelse. Det er min erindring, mit liv!"
Og rosentræet blomstrede i uskyldighed, og sneglen dvaskede i sit hus, verden kom ikke ham ved.
Og åringer gik.
Sneglen var jord i jorden, rosentræet var jord i jorden; også erindringsrosen i salmebogen var vejret hen, - men i haven blomstrede nye rosenhække, i haven voksede nye snegle; de krøb ind i deres hus, spyttede, – verden kom ikke dem ved.
Skal vi læse historien om forfra igen? – Den bliver ikke anderledes.
Nadaljuj z branjem