Waltey
Polž in rožni grm
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Polž in rožni grm
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- English
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 5 min branja
- Obseg
- 4 strani
- Naslov izvirnika
- Sneglen og rosenhækken
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je English, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Polž in rožni grm
A hedge of hazel bushes surrounded the garden, and beyond it lay fields and meadows with cows and sheep; but in the middle of the garden stood a flowering rosebush. Beneath it sat a snail, who had a great deal within him: he had himself.
"Wait until my time comes!" he said. "I shall accomplish something more than putting forth roses, bearing nuts, or giving milk like cows and sheep!"
"I expect a very great deal of you!" said the rosebush. "May I ask when it will happen?" "I am taking my time!" said the snail. "You are always in such a hurry! That does nothing to heighten expectations!"
The following year the snail lay in much the same spot, in the sunshine beneath the rosebush, which put forth buds and unfolded roses, always fresh, always new. And the snail crept halfway out, stretched out his feelers, and drew them back again.
"Everything looks just as it did last year! There has been no progress; the rosebush sticks to its roses and gets no further!" Summer passed, autumn passed, and the rosebush still bore flowers and buds until the snow fell. The weather grew raw and wet, the rosebush bowed towards the earth, and the snail crept into the ground.
Now another year began, and the roses came out, and the snail came out. "You are an old rosebush now!" he said. "You must be nearly ready to die off. You have given the world everything you had within you; whether it amounted to anything is a question I have had no time to consider. But it is plain enough that you have done nothing whatever for your inner development, or something else would have come out of you. Can you justify that? Soon you will be nothing but bare sticks! Can you understand what I am saying?"
"You frighten me!" said the rosebush. "I have never thought about that!" "No, I daresay you have never troubled yourself much with thinking! Have you ever explained to yourself why you blossomed, and how you came to blossom? Why in this way and no other!"
"No!" said the rosebush. "I blossomed for joy, because I could do nothing else. The sun was so warm, the air so refreshing; I drank the clear dew and the heavy rain; I breathed, I lived! A strength rose into me from the earth, a strength came from above. I felt a happiness, always new, always great, and so I had to keep on blossoming; that was my life, I could do nothing else!"
"You have led a very easy life!" said the snail. "Indeed! Everything was given to me!" said the rosebush. "But still more was given to you! You are one of those thoughtful, profound natures, one of the highly gifted who will astonish the world!"
"I have no intention of doing so!" said the snail. "The world is no concern of mine! What have I to do with the world? I have enough to occupy me in myself, and I am enough for myself!"
"But should not all of us here on earth give the best of ourselves to others! Offer what we can—! Yes, I have given only roses!—But you? You, who were given so much, what have you given the world? What do you give it?"
"What have I given? What do I give? I spit on it! It is worthless! It is no concern of mine. You go on putting forth roses; you can do no better! Let the hazel bush bear nuts! Let cows and sheep give milk; they each have their public, and I have mine within myself! I withdraw into myself, and there I stay. The world is no concern of mine!"
And then the snail went into his house and sealed it shut. "It is so sad!" said the rosebush. "With the best will in the world, I cannot creep inside; I must always burst forth, burst forth in roses. The petals fall and fly away on the wind! Yet I saw one of my roses laid in the mistress's hymnbook; another of my roses found a place at the breast of a beautiful young girl, and one was kissed by a child's lips in blissful joy. It did me such good; it was a true blessing. That is my memory, my life!"
And the rosebush blossomed in innocence, and the snail idled in his house; the world was no concern of his. And years went by. The snail was earth in the earth, the rosebush was earth in the earth; even the rose of remembrance in the hymnbook had crumbled away—but in the garden new rosebushes bloomed, and in the garden new snails grew; they crept into their houses and spat—the world was no concern of theirs.
Shall we read the story again from the beginning?—It will be no different.
Izvirnik
Sneglen og rosenhækken
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Rundt om haven var et gærde af nøddebuske, og udenfor var mark og eng med køer og får, men midt i haven stod en blomstrende rosenhæk, under den sad en snegl, den havde meget i sig, den havde sig selv.
"Vent til min tid kommer!" sagde den, "jeg skal udrette noget mere, end at sætte roser, end at bære nødder, eller give mælk, som køer og får!"
"Jeg venter grumme meget af den!" sagde rosenhækken. "Tør jeg spørge, når kommer det?"
"Jeg giver mig tid!" sagde sneglen. "De har nu så meget hastværk! det spænder ikke forventningerne!"
Næste år lå sneglen omtrent på samme sted i solskinnet under rosentræet, der satte knop og udfoldede roser, altid friske, altid nye. Og sneglen krøb halvt frem, strakte ud følehornene, og tog dem til sig igen.
"Alt ser ud, som i fjor! der er ingen fremgang sket; rosentræet bliver ved roserne, videre kommer det ikke!"
Sommeren gik, efteråret gik, rosentræet havde stadigt blomster og knopper lige til sneen faldt, vejret blev råt og vådt, rosentræet bøjede sig mod jorden, sneglen krøb i jorden.
Nu begyndte et nyt år, og roserne kom frem, og sneglen kom frem.
"Nu er De en gammel rosenstok!" sagde den. "De må snart se at gå ud. De har givet verden alt, hvad De har haft i Dem; om det betød noget, er et spørgsmål, jeg ikke havde tid at tænke over; men det er da tydeligt, De har ikke gjort det mindste for Deres indre udvikling, der var ellers kommet noget andet frem af Dem. Kan De forsvare det? De går nu snart op i bare pind! Kan De forstå, hvad jeg siger?"
"De forskrækker mig!" sagde rosenhækken. "Det har jeg aldrig tænkt over!"
"Nej, De har nok aldrig givet Dem meget af med at tænke! har De nogensinde gjort rede for Dem selv, hvorfor De blomstrede, og hvorledes det gik til med at blomstre. Hvorledes og ikke anderledes!"
"Nej!" sagde rosenhækken. "Jeg blomstrede i glæde, for jeg kunne ikke andet. Solen var så varm, luften så forfriskende, jeg drak den klare dug, og den stærke regn; jeg åndede, jeg levede! Der kom fra jorden en kraft op i mig, der kom en kraft fra oven, jeg fornam en lykke, altid ny, altid stor, og derfor måtte jeg altid blomstre; det var mit liv, jeg kunne ikke andet!"
"De har ført et meget mageligt liv!" sagde sneglen.
"Tilvisse! Alt blev givet mig!" sagde rosenhækken; "men Dem blev endnu mere givet! De er en af disse tænkende, dybsindige naturer, en af de højt begavede, der vil forbavse verden!"
"Det har jeg aldeles ikke i sinde!" sagde sneglen. "Verden kommer ikke mig ved! hvad har jeg med verden at gøre? jeg har nok med mig selv og nok i mig selv!"
"Men skal vi ikke alle her på jorden give vor bedste del til de andre! bringe hvad vi kan –! ja, jeg har kun givet roser! – men De? De, som fik så meget, hvad gav De verden? Hvad giver De den?"
"Hvad jeg gav? Hvad jeg giver? jeg spytter af den! den dur ikke! den kommer ikke mig ved. Sæt De roser, De kan ikke drive det videre! lad hasselbusken bære nødder! lad køer og får give mælk; de har hver deres publikum, jeg har mit i mig selv! jeg går ind i mig selv, og der bliver jeg. Verden kommer ikke mig ved!"
Og så gik sneglen ind i sit hus og kittede det til.
"Det er så sørgeligt!" sagde rosentræet. "Jeg kan med bedste vilje ikke krybe ind, jeg må altid springe ud, springe ud i roser. Bladene falder af, de flyver hen i vinden! dog en af roserne så jeg blive lagt i husmoderens salmebog, en af mine roser fik plads ved en ung, dejlig piges bryst og en blev kysset af en barnemund i livsalig glæde. Det gjorde mig så vel, det var en sand velsignelse. Det er min erindring, mit liv!"
Og rosentræet blomstrede i uskyldighed, og sneglen dvaskede i sit hus, verden kom ikke ham ved.
Og åringer gik.
Sneglen var jord i jorden, rosentræet var jord i jorden; også erindringsrosen i salmebogen var vejret hen, - men i haven blomstrede nye rosenhække, i haven voksede nye snegle; de krøb ind i deres hus, spyttede, – verden kom ikke dem ved.
Skal vi læse historien om forfra igen? – Den bliver ikke anderledes.
Nadaljuj z branjem
