Waltey
Pavel iz sosednje hiše
Norske Folkeeventyr · Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen MoeO besedilu
Pavel iz sosednje hiše
- Vir
- Norske Folkeeventyr
- Avtor
- Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen Moe
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Norsk
- Čas branja
- 4 min branja
- Obseg
- 3 strani
- Naslov izvirnika
- 026 Paul Andrestuen
O izvirniku
Norske Folkeeventyr
Norveške ljudske pravljice o gozdu, gorah, prebrisanih junakih in nevarnih bitjih. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Norske Folkeeventyr v jeziku Norsk.
Besedilo
Pavel iz sosednje hiše
Nekoč je živela žena, ki je imela gluhega moža, dobrodušnega tepca; zato pa je imela toliko rajši fanta iz sosednje hiše, ki so mu pravili Paal Andrestuen. Da imata nekaj med seboj, je hlapec pri gluhem možu kaj dobro opazil, in nekoč je rekel gospodinji: »Si upate staviti deset tolarjev, mati, da vas pripravim do tega, da sami razkrijete svojo sramoto?« »Seveda si upam,« je rekla in stavila sta za deset tolarjev.
Nekega dne, ko sta hlapec in gluhi mož mlatila na skednju, je hlapec opazil, da je h gospodinji prišel Paal Andrestuen. Nič ni rekel, precej pred časom za zajtrk pa se je obrnil proti skedenjskim vratom in na lepem zavpil: »Že prav!« »No, ali greva že zdaj noter?« je vprašal mož, ki ni ničesar opazil. »Bo že treba, če mati kličejo,« je odgovoril hlapec.
Ko sta prišla v vežo, je hlapec začel kašljati in se odkašljevati, da bi žena utegnila skriti Paala Andrestuena. Ko sta nato vstopila v izbo, je na mizi stala skleda smetanove kaše. »No, no, mati!« je rekel mož. »Ali bova danes jedla smetanovo kašo?« »O ja, bosta,« je rekla žena, kisla in razkačena. Ko sta se najedla in spet odšla ven, je rekla Paalu: »Ta hlapec je pa vražji gobec; tole je bilo njegovo maslo. Zdaj pa glej, da se pobereš, jaz pa ti bom prinesla malico dol na travnik.« Hlapec je stal v veži in vse to slišal.
»Oče,« je rekel, »mislim, da bo najbolje, če greva dol v dolino popravit tisti kos lesene ograje, ki ga je podrl veter, saj prašiči iz sosednje hiše rijejo po najinem travniku.« »Da, bo že treba,« je rekel mož, kajti storil je vse, kar so mu rekli.
Ob času za malico je žena prihitela na travnik in nekaj nosila pod predpasnikom. »No, no, mati, zdaj pa menda nisi več pri pravi,« je rekel mož. »Ali bova dobila še malico?« »O ja, pa jo imejta,« je rekla; zdaj je bila še veliko bolj razkačena. Onadva pa sta se dobro gostila, jedla lefse z maslom in zraven pila žganje.
»Še Paalu Andrestuenu bom nekaj odnesel, mati,« je rekel hlapec, »saj najbrž ni dobil nobene malice.« »Le daj!« je rekla žena in se v hipu spet razvedrila.
Med potjo je hlapec drobil lefse in tu in tam spustil kak drobec na tla. Paalu Andrestuenu je rekel: »Le pazi se, kajti naš gospodar je opazil, da vse prepogosto zahajaš k njegovi ženi. To mu ni prav nič po volji in zdaj je prisegel, da bo zasekal sekiro vate, brž ko te zagleda.« Paal se je silno prestrašil in ves obupan obstal, hlapec pa se je vrnil k možu. »S Paalovim plugom je nekaj narobe,« je rekel, »pa vas prosi, da vzamete sekiro in mu ga pridete malo popravit.« Mož je res vzel sekiro in se odpravil tja, toda komaj ga je Paal Andrestuen zagledal, že jo je ucvrl, kolikor so ga nesle noge. Mož je obračal plug sem ter tja in si ga ogledoval z vseh strani; ker pa ni našel na njem nobene napake, se je vrnil. Med potjo je pobiral drobce lefs, ki jih je hlapec spustil na tla. Žena je nekaj časa gledala za njim in se čudila, kaj neki pobira.
»O, oče najbrž pobirajo kamenje,« je rekel hlapec, »kajti opazili so, da ta Paal Andrestuen tako pogosto zahaja k nam. To gospodarju ni prav nič po volji in zdaj je prisegel, da bo mater kamenjal do smrti.« Žena jo je ucvrla, kolikor hitro je mogla. »Čemu pa mati tako bežijo?« je vprašal mož, ko je prišel do hlapca. »O, doma najbrž gori,« je rekel ta. Mož se je pognal za njo, žena pa je tekla pred njim in kričala: »O, ne ubij me, ne ubij me, pa ne bom nikoli več pustila Paalu Andrestuenu, da pride k meni!« »Zdaj pa je deset tolarjev mojih!« je zavpil hlapec.
Izvirnik
026 Paul Andrestuen
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Der var engang en Kone, som havde en døv Mand, og det var en god Dot; men derfor holdt hun ogsaa mere af Gutten i den andre Stuen, som de kaldte Paal Andrestuen. At disse To havde Noget mellem sig, det mærkede godt Tjenestegutten hos den døve Manden, og engang sagde han til Kjærringen: „Tør I vædde ti Daler, Moer, at jeg skal faae Jer til at aabenbare jer egen Skam?“ „Ja det tør jeg nok,“ sagde hun, og saa væddede de ti Daler.
Saa var det en Dag, Gutten og den døve Mand stode paa Loven og tærskede, at Gutten mærkede, Paal Andrestuen kom til Kjærringen. Han sagde ingen Ting, men en god Stund før Dagvardtid, vendte han sig om mod Lovedøren og skreg i med Eet: „Ja da!“ „Nu, skal vi alt ind nu da?“ sagde Manden, som ikke havde mærket Noget. „Ja vi skal vel det, siden Moer raaber,“ svarede Gutten.
Da de kom i Svalen, begyndte Gutten at hoste og harke, for at Konen kunde faa gjemt Paal Andrestuen. Da de saa kom ind, stod der et Fad Rømmegrød paa Bordet. „Nei, nei da, Moer!“ sagde Manden, „skal vi have Rømmegrød i Dag?“ „Aa ja, I skal det,“ sagde Kjærringen, — suur og vild var hun. Da de vel havde ædt og var gaaet ud igjen, sagde hun til Paal: „Det er Fanden til Tryne denne Gutten; dette var nu hans Skyld. Men nu faaer du see at komme afsted, saa skal jeg komme ned til dig i Engen med Mellemmiddag.“ Det stod Gutten i Svalen og hørte paa.
„Fa’er,“ sagde han, „nu mener jeg det er bedst, vi gaae ned i Dalen og gjøre i Stand Skigaardstykket, som er blæst ned, for Svinene deres i den andre Stuen gaae og rode op Engen vor.“ „Ja vi faaer vel det“, sagde Manden, for han gjorde Alt, hvad de sagde til ham. Ved Mellemmiddagstid kom Kjærringen skjæktende ned i Engen med Noget under Forklædet. „Nei, nei Moer, nu troer jeg ikke, du er dig selv længer,“ sagde Manden, „skal vi nu have Mellemmiddag ogsaa?“ „Aa ja, I faaer vel det,“ sagde hun; meget vildere var hun endda. Og de levede vel, og spiste baade Levse og Smør og fik Brændeviin til.
„Jeg gaaer bort til Paal Andrestuen med Lidt ogsaa, jeg Moer,“ sagde Gutten „for han har nok ikke faaet nogen Mellemmiddag“. „Ja gjør det!“ sagde Konen; da blev hun blid igjen med Eet. Paa Veien plukkede Gutten Lefsen op og slap en Smule nu og da, eftersom han gik. Til Paal Andrestuen sagde han: „Du faaer nok tage dig i Agt du, for Kallen vor har mærket, at du kommer vel ofte over til Kjærringen; det synes han ikke noget videre om, og nu har han bandet paa, han skal hugge Øxen i dig, saasnart han faaer see dig.“ Paal blev meget ræd og forknyt, og Gutten gik tilbage igjen til Manden. — „Der er noget ufærdigt paa Ploven til Paal“, sagde han, „og saa bad han, at I vilde tage med Jer
Øxen og komme bort og stelle lidt paa den.“ Ja, Manden gik og tog med Øxen, men Paal Andrestuen fik ikke Øine paa ham, førend han tog til Beens det bedste han kunde. Manden dreiede og vendte paa Ploven og saa paa den paa alle Kanter, og da han ikke kunde see noget Ufærdigt paa den, saa gik han tilbage igjen, men paa Veien plukkede han op de Levsesmuler, Gutten havde sluppet ned. Kjærringen stod en Stund og saa paa dette og undrede sig over, hvad det var, Manden sankede op.
„Aa, han Faer plukker nok op Steen,“ sagde Gutten, „for han har mærket, at denne Paal Andrestuen, render saa ofte over hos os, og det synes Kallen ikke noget videre om, og nu har han bandet paa, at han vil stene Moer ihjel“. — Kjærringen afsted det forteste hun kunde. „Hvad er det Moer sætter saa afsted efter?“ spurgte Manden, da han kom frem. — „Aa, der er nok Varme løs hjemme,“ sagde Gutten. Manden efter, og Kjærringen fore, og skreg: „Aa, slaa ikke ihjel mig, slaa ikke ihjel mig, saa skal jeg aldrig lade Paal Andrestuen komme til mig da!“ „Nu er de ti Dalerne mine!“ raabte Gutten.
Nadaljuj z branjem
