Waltey

Waltey

Paul Andrestuen

Norske Folkeeventyr · Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen Moe
Kupi e-knjigo Kupi tiskano izdajo

O besedilu

Paul Andrestuen

Vir
Norske Folkeeventyr
Avtor
Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen Moe
Jezik branja
English
Jezik izvirnika
Norsk
Čas branja
4 min branja
Obseg
4 strani
Naslov izvirnika
026 Paul Andrestuen

O izvirniku

Norske Folkeeventyr

Norveške ljudske pravljice o gozdu, gorah, prebrisanih junakih in nevarnih bitjih. Bralni jezik je English, izvirnik pa prihaja iz vira Norske Folkeeventyr v jeziku Norsk.

Besedilo

Paul Andrestuen

Once upon a time there was a woman who had a deaf husband, a good-natured simpleton; but she was all the fonder of the fellow in the other cottage, whom they called Paal Andrestuen. The deaf man’s hired lad could see well enough that there was something going on between those two, and one day he said to the wife, “Will you wager ten dollars, Mother, that I can make you confess your own shame?” “Yes, that I will,” she said, and so they wagered ten dollars.

Then one day, while the lad and the deaf man were threshing on the barn floor, the lad noticed Paal Andrestuen coming to see the wife. He said nothing, but a good while before breakfast time he turned towards the barn door and suddenly shouted, “Yes, coming!” “Well, are we to go in already?” said the man, who had noticed nothing. “Yes, I suppose we must, since Mother’s calling,” answered the lad.

When they reached the porch, the lad began coughing and clearing his throat, so that the wife would have time to hide Paal Andrestuen. When they went inside, there stood a dish of sour-cream porridge on the table. “Well, well, Mother!” said the man. “Are we to have sour-cream porridge today?” “Oh yes, you are,” said the wife, sour and furious. Once they had eaten and gone out again, she said to Paal, “That lad is a devil of a rascal; this was all his doing. But now you had better be off, and I’ll come down to you in the meadow with an afternoon bite.” The lad stood in the porch and heard it all.

“Father,” he said, “I think we had best go down into the valley now and mend that stretch of rail fence that has blown down, for the pigs from the other cottage are rooting up our meadow.” “Yes, I suppose we must,” said the man, for he did whatever he was told.

In the afternoon the wife came bustling down into the meadow with something under her apron. “Well, well, Mother, I do believe you’ve taken leave of your senses,” said the man. “Are we to have an afternoon bite as well?” “Oh yes, I suppose you are,” she said; she was more furious than ever. And they feasted well, eating both lefse and butter, with spirits to wash it down.

“I’ll take a little over to Paal Andrestuen too, Mother,” said the lad, “for I don’t suppose he’s had an afternoon bite.” “Yes, do!” said the wife, and all at once she was cheerful again.

On the way the lad crumbled the lefse, dropping a little here and there as he went. To Paal Andrestuen he said, “You had better look out, for our old man has noticed that you come over to see his wife rather too often. He doesn’t much care for it, and now he’s sworn he’ll bury his axe in you the moment he sets eyes on you.” Paal grew frightened and downcast, and the lad went back to the man. “There’s something wrong with Paal’s plough,” he said, “and he asked if you would bring your axe over and put it right.” So the man took his axe and went, but no sooner did Paal Andrestuen catch sight of him than he took to his heels as fast as he could. The man turned the plough this way and that and examined it from every side, and when he could find nothing wrong with it, he went back again. On the way he picked up the bits of lefse the lad had dropped. The wife stood watching for a while, wondering what it was her husband was gathering.

“Oh, Father’s picking up stones, I expect,” said the lad, “for he’s noticed that this Paal Andrestuen comes running over to our place so often. The old man doesn’t much care for it, and now he’s sworn he’ll stone Mother to death.” Away went the wife as fast as she could. “What’s Mother running off like that for?” asked the man when he came up. “Oh, I expect there’s a fire at home,” said the lad. The man ran after her, and the wife ran on ahead, screaming, “Oh, don’t kill me, don’t kill me, and I’ll never let Paal Andrestuen come to see me again!” “Now those ten dollars are mine!” cried the lad.

Izvirnik

026 Paul Andrestuen

Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.

Der var engang en Kone, som havde en døv Mand, og det var en god Dot; men derfor holdt hun ogsaa mere af Gutten i den andre Stuen, som de kaldte Paal Andrestuen. At disse To havde Noget mellem sig, det mærkede godt Tjenestegutten hos den døve Manden, og engang sagde han til Kjærringen: „Tør I vædde ti Daler, Moer, at jeg skal faae Jer til at aabenbare jer egen Skam?“ „Ja det tør jeg nok,“ sagde hun, og saa væddede de ti Daler.

Saa var det en Dag, Gutten og den døve Mand stode paa Loven og tærskede, at Gutten mærkede, Paal Andrestuen kom til Kjærringen. Han sagde ingen Ting, men en god Stund før Dagvardtid, vendte han sig om mod Lovedøren og skreg i med Eet: „Ja da!“ „Nu, skal vi alt ind nu da?“ sagde Manden, som ikke havde mærket Noget. „Ja vi skal vel det, siden Moer raaber,“ svarede Gutten.

Da de kom i Svalen, begyndte Gutten at hoste og harke, for at Konen kunde faa gjemt Paal Andrestuen. Da de saa kom ind, stod der et Fad Rømmegrød paa Bordet. „Nei, nei da, Moer!“ sagde Manden, „skal vi have Rømmegrød i Dag?“ „Aa ja, I skal det,“ sagde Kjærringen, — suur og vild var hun. Da de vel havde ædt og var gaaet ud igjen, sagde hun til Paal: „Det er Fanden til Tryne denne Gutten; dette var nu hans Skyld. Men nu faaer du see at komme afsted, saa skal jeg komme ned til dig i Engen med Mellemmiddag.“ Det stod Gutten i Svalen og hørte paa.

„Fa’er,“ sagde han, „nu mener jeg det er bedst, vi gaae ned i Dalen og gjøre i Stand Skigaardstykket, som er blæst ned, for Svinene deres i den andre Stuen gaae og rode op Engen vor.“ „Ja vi faaer vel det“, sagde Manden, for han gjorde Alt, hvad de sagde til ham. Ved Mellemmiddagstid kom Kjærringen skjæktende ned i Engen med Noget under Forklædet. „Nei, nei Moer, nu troer jeg ikke, du er dig selv længer,“ sagde Manden, „skal vi nu have Mellemmiddag ogsaa?“ „Aa ja, I faaer vel det,“ sagde hun; meget vildere var hun endda. Og de levede vel, og spiste baade Levse og Smør og fik Brændeviin til.

„Jeg gaaer bort til Paal Andrestuen med Lidt ogsaa, jeg Moer,“ sagde Gutten „for han har nok ikke faaet nogen Mellemmiddag“. „Ja gjør det!“ sagde Konen; da blev hun blid igjen med Eet. Paa Veien plukkede Gutten Lefsen op og slap en Smule nu og da, eftersom han gik. Til Paal Andrestuen sagde han: „Du faaer nok tage dig i Agt du, for Kallen vor har mærket, at du kommer vel ofte over til Kjærringen; det synes han ikke noget videre om, og nu har han bandet paa, han skal hugge Øxen i dig, saasnart han faaer see dig.“ Paal blev meget ræd og forknyt, og Gutten gik tilbage igjen til Manden. — „Der er noget ufærdigt paa Ploven til Paal“, sagde han, „og saa bad han, at I vilde tage med Jer

Øxen og komme bort og stelle lidt paa den.“ Ja, Manden gik og tog med Øxen, men Paal Andrestuen fik ikke Øine paa ham, førend han tog til Beens det bedste han kunde. Manden dreiede og vendte paa Ploven og saa paa den paa alle Kanter, og da han ikke kunde see noget Ufærdigt paa den, saa gik han tilbage igjen, men paa Veien plukkede han op de Levsesmuler, Gutten havde sluppet ned. Kjærringen stod en Stund og saa paa dette og undrede sig over, hvad det var, Manden sankede op.

„Aa, han Faer plukker nok op Steen,“ sagde Gutten, „for han har mærket, at denne Paal Andrestuen, render saa ofte over hos os, og det synes Kallen ikke noget videre om, og nu har han bandet paa, at han vil stene Moer ihjel“. — Kjærringen afsted det forteste hun kunde. „Hvad er det Moer sætter saa afsted efter?“ spurgte Manden, da han kom frem. — „Aa, der er nok Varme løs hjemme,“ sagde Gutten. Manden efter, og Kjærringen fore, og skreg: „Aa, slaa ikke ihjel mig, slaa ikke ihjel mig, saa skal jeg aldrig lade Paal Andrestuen komme til mig da!“ „Nu er de ti Dalerne mine!“ raabte Gutten.