Waltey
Nekatere žene so pač take!
Norske Folkeeventyr · Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen MoeO besedilu
Nekatere žene so pač take!
- Vir
- Norske Folkeeventyr
- Avtor
- Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen Moe
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Norsk
- Čas branja
- 8 min branja
- Obseg
- 7 strani
- Naslov izvirnika
- 010 Somme Kjærringer er slige!
O izvirniku
Norske Folkeeventyr
Norveške ljudske pravljice o gozdu, gorah, prebrisanih junakih in nevarnih bitjih. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Norske Folkeeventyr v jeziku Norsk.
Besedilo
Nekatere žene so pač take!
Nekoč sta živela mož in žena, ki bi morala sejati, pa nista imela ne semenskega žita ne denarja, da bi ga kupila. Imela sta eno samo kravo, in to naj bi mož odpeljal v mesto ter jo prodal, da bi dobila denar za seme. Ko pa je napočil čas za odhod, si ga žena ni upala pustiti na pot, ker se je bala, da bo ves denar zapil. Zato se je s kravo odpravila sama, s seboj pa vzela še kokoš.
Blizu mesta je srečala mesarja. »Ali prodajate to kravo, mati?« jo je vprašal. »Da, prodajam,« je rekla. »Koliko pa hočete zanjo?« »Za kravo bom vzela eno marko, za kokoš pa mi morate dati deset dalerjev,« je odgovorila. »Prav,« je rekel mesar, »kokoši ne potrebujem in gotovo jo boste prodali, ko pridete v mesto, za kravo pa vam dam eno marko.« Prodala mu je kravo in dobila svojo marko, toda v mestu ni bilo nikogar, ki bi hotel dati deset dalerjev za suho, garjavo kokoš. Zato se je vrnila k mesarju in rekla: »Kokoši se nikakor ne morem znebiti, oče!
Pa jo vzemite še vi, ko ste že kravo dobili.« »Bova že kako uredila,« je rekel mesar. Nato ji je postregel z jedjo in ji dal toliko žganja, da se je opila in povsem izgubila pamet.
Medtem ko je spala in se treznila, jo je mesar pomočil v sod katrana, nato pa položil v kup perja. Ko se je prebudila, je bila od glave do peta poraščena s perjem in se je začela čuditi: »Sem to jaz ali nisem jaz? Ne, to že ne morem biti jaz! To mora biti kak velik, čuden ptič.
A kako naj ugotovim, ali sem to jaz ali nisem? — Že vem, kako bom dognala, ali sem jaz: če me bodo teleta lizala in pes ne bo lajal name, ko pridem domov, potem sem jaz!« Komaj pa je pes zagledal takšno pošast, že je začel lajati, kakor da bi bilo dvorišče polno tatov in razbojnikov.
»Ne, to gotovo nisem jaz,« je rekla. Ko je prišla v hlev, je teleta niso hotela lizati, saj so zavohala ostri vonj po katranu. »Ne, to ne morem biti jaz, to mora biti kak čuden ptič,« je rekla; nato je splezala na streho kašče, začela mahati z rokami, kakor da bi bile peruti, in hotela vzleteti. Ko je mož to videl, je prišel ven s puško in pomeril vanjo. »Nikar ne streljaj, nikar!« je zavpila žena. »Jaz sem!« »Če si ti,« je rekel mož, »potem ne stoj tam kakor koza, ampak pridi dol in povej, kako si opravila.« Zlezla je torej dol, toda pri sebi ni imela niti enega skilinga, kajti marko, ki jo je dobila od mesarja, je v pijanosti zavrgla. Ko je mož to slišal, je rekel: »Zdaj si še dvakrat bolj nora, kakor si bila prej!« Tako se je razjezil, da je sklenil pustiti vse skupaj in oditi ter se nikoli več vrniti, če ne najde še treh žensk, ki bodo prav tako nore.
Odpravil se je torej po svetu, in ko je prehodil že lep kos poti, je zagledal žensko, ki je s praznim sitom tekala v novo postavljeno leseno kočo in spet iz nje. Vsakokrat, ko je stekla noter, je čez sito vrgla predpasnik, kakor da bi kaj nosila v njem, nato pa ga je zvrnila na tla. »Zakaj pa to počnete, mati?« jo je vprašal. »Oh, samo malo sonca bi rada prinesla noter,« je odgovorila, »pa ne vem, kako je to: ko sem zunaj, imam sonce v situ, ko pa pridem noter, ga že ni več. V svoji stari koči sem imela sonca dovolj, čeprav ga nisem nikoli niti trohice prinesla vanjo. Kdor bi mi priskrbel sonce, bi mu rada dala tristo dalerjev.« »Če imate sekiro,« je rekel mož, »vam bom pa že priskrbel sonce.« Dobil je sekiro in izsekal odprtine za okna, kajti tesarji so bili nanje pozabili. Pri priči je posijalo sonce v kočo in mož je dobil svojih tristo dalerjev. To je bila prva, si je mislil in šel naprej.
Čez nekaj časa je prišel mimo hiše, iz katere sta se razlegala strašen vrišč in krik. Stopil je noter in zagledal žensko, ki je s perilnikom udrihala svojega moža po glavi; čez glavo mu je bila potegnila srajco, ki ni imela odprtine za vrat. »Ali hočete ubiti svojega moža, mati?« jo je vprašal. »Ne,« je rekla, »samo odprtino za vrat bi rada naredila v tej srajci.« Mož je kričal in stokal ter govoril:
»Bog se usmili tistega, ki mora obleči novo srajco! Če bi kdo mojo ženo naučil, kako naj drugače napravi odprtino za vrat, bi mu rad dal tristo dalerjev.« »To bo hitro opravljeno, samo škarje prinesite,« je rekel prišlek. Dobil je škarje, izrezal odprtino in odšel naprej s svojimi tristo dalerji. »To je bila druga,« si je rekel.
Čez dolgo časa je prišel na neko kmetijo, kjer se je nameraval malo odpočiti. Ko je stopil v hišo, ga je gospodinja vprašala: »Od kod pa ste, oče?« »Iz Ringerigeja,« je odgovoril. »O, kaj ne poveste! Iz nebeškega kraljestva? Potem pa gotovo poznate mojega pokojnega moža, Peera Drugega?« (Žena je bila trikrat poročena; njen prvi in zadnji mož sta bila hudobna, zato je verjela, da je le drugi, ki je bil dober, prišel med blažene.) »Seveda ga poznam,« je odgovoril popotnik. »Kako pa se mu zdaj godi?« je vprašala žena. »Oh, slabo se mu godi,« je odgovoril mož iz Ringerigeja, »tava od kmetije do kmetije, nima ne hrane ne obleke — o denarju pa še govoriti ni.« »Ljubi Bog, usmili se ga!« je vzkliknila žena. »Saj mu vendar ne bi bilo treba živeti v takšni bedi, ko pa je toliko zapustil za seboj! Podstrešje je polno njegovih oblek, pa tudi velika skrinja z denarjem stoji tukaj. Če mu vse to odpeljete, vam dam konja in voz, da boste lahko peljali do njega. Konja lahko obdrži, z vozom pa se lahko prevaža od kmetije do kmetije, saj mu res ni treba hoditi peš.« Mož iz Ringerigeja je dobil poln voz oblek in skrinjo bleščečih srebrnikov, pa še hrane in pijače, kolikor je hotel. Ko je vse naložil, je sedel na voz in se odpeljal. »To je bila tretja,« si je rekel. Toda na njivi je oral ženin tretji mož, in ko je zagledal neznanca, ki se je s konjem in vozom odpeljal s kmetije, je šel domov in vprašal ženo, kdo je bil tisti, ki je odpeljal njunega modrega konja. »A tisti,« je rekla, »to je bil mož iz nebeškega kraljestva. Povedal mi je, da se mojemu pokojnemu možu, Peeru Drugemu, tako slabo godi, da tava od kmetije do kmetije in nima ne obleke ne denarja. Pa sem mu po njem poslala vse tiste stare obleke, ki so še visele tu za njim, in staro skrinjo s srebrniki.« Mož je takoj sprevidel, kaj se je zgodilo, osedlal konja in v polnem diru odjezdil za njim.
Kmalu je bil tik za možem na vozu; ko pa je ta opazil zasledovalca, je zapeljal konja in voz v goščavo, konju izpulil pramen žime ter stekel na grič. Tam je žimo privezal na brezo, sam pa legel podenjo in začel strmeti v oblake. »Ne, ne, ne!« je govoril, kakor sam zase, ko je prijezdil Peer Tretji. »Česa takega pa še nisem videl! Ne, česa podobnega pa res še nikoli!« Peer je nekaj časa stal in ga gledal ter se čudil, kaj mu je. Nazadnje ga je vprašal: »Kaj pa ležiš tam in zijaš?« »Ne, česa takega še nisem videl,« je odgovoril drugi, »pravkar je nekdo z modrim konjem odletel naravnost v nebesa. Poglej, tu je še žima, ki je obvisela na brezi, tam zgoraj v oblakih pa vidiš njegovega modrega konja.« Peer je pogledoval zdaj v oblake, zdaj v moža in rekel: »Jaz ne vidim prav nič drugega kakor žimo na brezi.« »Saj od tam, kjer stojiš, tudi ne moreš videti,« je odgovoril drugi. »Pridi sem in lezi natanko na to mesto, glej naravnost navzgor in nikar ne odvrni oči od oblakov.« Medtem ko je Peer Tretji ležal in tako strmel v oblake, da so se mu oči solzile, je mož iz Ringerigeja vzel njegovega konja, ga zajahal in odšel z njim in z natovorjenim vozom. Ko je po cesti zaropotalo, je Peer Tretji planil pokonci, vendar ga je pogled na tujca, ki je odhajal z njegovima konjema, tako zmedel, da se je spomnil steči za njim šele, ko je bilo že prepozno.
Precej poklapan se je vrnil domov k ženi, ko pa ga je vprašala, kam je dal konja, je rekel: »Še tega sem dal za Peera Drugega. Zdelo se mi je namreč, da ni prav, da bi se po nebeškem kraljestvu od kmetije do kmetije prevažal na takšnem škripajočem vozu. Zdaj ga lahko proda in si kupi kočijo.« »Hvala ti za to! Nikoli si ne bi mislila, da si tako dober mož,« je rekla žena.
Ko pa se je mož, ki je dobil šeststo dalerjev ter voz oblek in denarja, vrnil domov, je videl, da so vse njive zorane in posejane. Najprej je ženo vprašal, kje je dobila semensko žito. »Oh,« je rekla, »vedno sem slišala, da kdor kaj poseje, tudi kaj požanje, pa sem posejala tisto sol, ki so jo tu pustili trgovci na poti proti severu. Če bo le kaj dežja, bo po mojem prav lepo vzklila.« »Nora si in nora boš ostala, dokler boš živela,« je rekel mož, »pa naj bo, saj druge niso nič pametnejše od tebe.«
Izvirnik
010 Somme Kjærringer er slige!
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Der var engang en Mand og en Kone, som skulde saae, men de havde ikke Saaekorn og heller ingen Penge at kjøbe for. En eneste Ko havde de, og den skulde Manden gaae til Byen med og sælge for at faae Penge til Saaekorn for. Men da det kom til Stykket, turde Konen ikke lade Manden reise, fordi hun var bange, han skulde drikke Pengene op. Hun gik da selv afsted med Koen og tog desuden med sig en Høne.
Nær ved Byen mødte hun en Slagter. „Skal du sælge den Ko, Mo’er?“ spurgte han. „Ja, jeg skal nok det,“ sagde hun. „Hvad forlanger du for den, da?“ „Jeg faaer vel have en Mark for Koen, men Hønen skal du have for ti Daler,“ sagde hun. „Ja,“ svarede han, „Hønen har jeg ikke noget Brug for, og den bliver du nok kvit, naar du kommer til Byen, men for Koen skal jeg give dig en Mark.“ Hun solgte sin Ko og fik sin Mark, men der var ingen i Byen, som vilde give ti Daler for en tør, skabbet Høne. Konen gik derfor tilbage til Slagteren igjen og sagde: „Jeg bliver ikke kvit Hønen jeg, Fa’er!
du faaer nok tage den ogsaa du, som blev ved Koen.“ „Det skal vi vel komme ud af,“ sagde Slagteren. Derpaa trakterede han hende med Mad, og gav hende saa meget Brændeviin, at hun blev drukken og gik baade fra Sands og Samling. Medens hun sov ud, dyppede Slagteren hende i en Tjæretønde og lagde hende siden i en Fjærhaug. Da hun vaagnede, var hun fjæret over det Hele og begyndte at undre sig: „Er det mig eller er det ikke mig? Nei det kan aldrig være mig! det maa være en stor underlig Fugl.
Men hvorledes skal jeg bære mig ad for at faae vide, om det er mig eller ikke mig? — Jo nu veed jeg, hvorledes jeg skal kunne skjønne, om det er mig: dersom Kalvene slikke mig, og Hunden ikke gjøer paa mig, naar jeg kommer hjem, saa er det mig!“ Hunden saa neppe saadant et Udyr, førend den begyndte at gjøe, som om der var baade Tyve og Skjælme paa Gaarden. „Nei det kan vist ikke være mig,“ sagde hun. Da hun kom i Fjøset, vilde Kalvene ikke slikke hende, da de kjendte den stramme Tjærelugt. „Nei, det kan ikke være mig, det maa være en underlig Fugl,“ sagde hun; krøb saa op paa Stabburstaget, begyndte at slaae med Armene, som det kunde være Vinger, og vilde til Veirs. Da Manden saa dette, kom han ud med Riflen
og begyndte at sigte. „Aa skyd ikke, skyd ikke!“ raabte Konen, „det er mig.“ „Er det dig,“ sagde Manden, „saa staa ikke der som en Gjed, men kom ned og gjør Regnskab og Rigtighed for dig.“ Hun krøb da ned igjen, men havde ikke en eneste Skilling, thi den Mark, hun fik af Slagteren, havde hun kastet bort i Fuldskaben; og da Manden hørte dette, sagde han: „Du er ikke mere end en Gang til saa gal, som du har været,“ og han blev saa vred, at han sagde, han vilde gaae sin Vei fra Altsammen og aldrig komme tilbage, dersom han ikke traf tre andre Kjærringer, der vare ligesaa gale.
Han ranglede da afsted, og da han var kommen et Stykke paa Veien, fik han see en Kjærring, der løb ud og ind i en ny optømret Hytte med et tomt Sold. Hvergang hun løb ind, kastede hun Forklædet over Soldet, som om hun havde Noget i det og hvælvede det paa Gulvet. „Hvorfor gjør I det, Moer?“ spurgte han. „Aa, jeg vil bare bære ind lidt Sol,“ svarede hun, „men jeg veed ikke hvorledes det er: naar jeg er ude, har jeg Solen i Soldet, men naar jeg kommer ind, saa har jeg kastet den bort, og da jeg var i den gamle Hytten min, saa havde jeg Sol nok, skjøndt jeg aldrig bar ind det Mindste; bare Nogen kunde skaffe mig Sol, skulde jeg gjerne give ham tre hundrede Daler.“ „Har I en Øx,“ sagde Manden, „saa skal jeg nok
skaffe Jer Sol.“ Han fik sig en Øx og huggede Vindueshuller, for det havde Tømmermændene glemt; strax kom Solen ind, og han fik sine tre hundrede Daler. Det var Een, tænkte Manden, og gik afsted igjen. Om en Stund kom han uden for et Huus, hvor der var et forfærdeligt Skrig og Skraal. Der gik han ind og fik see en Kjærring, der holdt paa at daske Manden sin i Hovedet med et Banketræ; over Hovedet paa ham havde hun trukket en Skjorte uden noget Halsehul. „Vil I slaae ihjel Mand Jeres, I Mo’er?“ spurgte han. „Nei,“ sagde hun, „jeg vil bare have Halsehul paa denne Skjorten.“ Manden skreg og bar sig ilde og sagde: „Gud trøste og bedre den, som skal have ny Skjorte paa. Dersom Nogen kunde lære Kjærringen min at faae Halsehul paa
Skjorten paa en anden Maade, skulde jeg gjerne give ham tre hundrede Daler.“ „Det skal snart være gjort, kom bare med en Sax,“ sagde den Anden. Han fik en Sax, klippede Hul, og gik længere frem med sine tre Hundrede. „Det var den Anden,“ sagde han ved sig selv. Langt om længe kom han til en Gaard, hvor han tænkte at hvile ud en Stund. Da han kom ind der, spurgte Kjærringen: „Hvor er I fra Fa’er?“ „Jeg er fra Ringerige,“ svarede han. „Aa nei, nei! er I fra Himmerige? saa kjender I vel han Peer Anden, salig Mand min da?“ (Konen havde været gift tre Gange; hendes første og sidste Mænd vare slemme, derfor troede hun, at alene den Anden, der havde været snild, var
bleven salig). „Ja, ham kjender jeg vel,“ sagde han, som gik omkring. „Hvordan staaer det til med ham nu da?“ spurgte Konen. „Aa det er kleint med ham,“ svarede Ringerikingen, „han rangler gaardimellem der og har hverken Mad eller Klæder paa Kroppen — Penge er nu ikke at snakke om.“ „Gud naade mig for ham da!“ raabte Kjærringen, „Han behøvede da ikke at gaae saa ussel han, som der var saa meget efter; her hænger et heelt Loft fuldt med Klæder, som hørte ham til, og et stort Skrin med Penge staaer her og. Dersom I vil tage det med, skal I faae Hest og Kjærre at kjøre det frem med, og Hesten kan han beholde der, og paa Kjærren kan han jo sidde og kjøre gaardimellem, for han behøver da ikke at gaae.“ Ringerigingen fik et heelt
Kjærrelæs med Klæder og et Skrin fuldt med blanke Sølvpenge og saa meget Mad og Drikke, som han vilde; da han havde faaet det, satte han sig paa, og kjørte sin Vei. „Det var den Tredie,“ sagde han ved sig selv. Men borte paa Jordet gik Konens tredie Mand og pløiede, og da han fik see En, som han ikke kjendte, reise af Gaarde med Hest og Redskab, gik han hjem og spurgte Kjærringen, hvad det var for En, der foer af Gaarde med den blaae Hesten. „Aa han,“ sagde hun, „der var en Mand fra Himmerige; han sagde, at det var saa usselt med han Peer Anden, salig Mand min, at han gaaer der gaardimellem og har hverken Klæder eller Penge, saa sendte jeg med ham alle disse gamle Klæder, som hang her efter ham, og det gamle
Pengeskrin, med Sølvpengene i.“ Manden forstod strax hvor dette bar hen, sadlede en Hest og foer af Gaarde i fuldt Fiirspring. Det varede ikke længe, førend han var tæt bagefter ham, som sad paa Kjærren og kjørte; men da den Anden mærkede det, kjørte han Hesten og Kjærren ind i Smaaskoven, nappede en Haandfuld Hestetagel af Hesten, og saa sprang han op i en Bakke, hvor han knyttede Hestetagelet fast i en Birk, og under den lagde han sig til at glane og stirre op i Skyerne. „Nei, nei, nei!“ sagde han, ligesom for sig selv, da Peer Tredie kom kjørende, „nei, nu har jeg aldrig seet saa Rart! nei, nu har jeg aldrig seet Magen!“ Peer stod og saa paa ham en Stund og undrede sig over, hvad der gik ad ham; endelig saa spurgte han: „Hvad ligger du der og koper paa?“ „Nei, aldrig saa jeg
Magen,“ sagde den Anden, „her foer der En lige op til Himmels med en blaa Hest, her seer du Taglet hænger igjen i Birken, og der oppe i Skyerne seer du den blaae Hesten hans.“ Peer saa snart paa Skyerne, og snart paa ham, og sagde: „Jeg seer slet ikke noget Andet end Hestetaglet i Birken, jeg.“ „Nei, du kan ikke see det heller, der du staaer,“ sagde den Anden, „men kom hid og læg dig netop her, og stir lige op, og saa maa du ikke vende Øinene bort fra Skyerne.“ Medens Peer Tredie laa og stirrede op i Skyerne, saa at hans Øine randt i Vand, tog Ringerigingen Hesten, satte sig op og reiste afsted baade med den og Kjærrelæsset. Da det begyndte at dure paa Veien, foer Peer Tredie op, men var saa forfjamset, fordi den Anden reiste
afsted med Hestene hans, at han ikke sandsede at løbe efter, førend det var for seent. Han var temmelig slukøret, da han kom hjem til Kjærringen, men da hun spurgte, hvor han havde gjort af Hesten, saa sagde han: „Jeg gav ham den ogsaa til Peer Anden; for jeg syntes ikke det var værdt, at han skulde sidde paa en Kjærre og skrangle gaardimellem i Himmerige; nu kan han sælge Kjærren, og kjøbe sig en Vogn at kjøre paa.“ „Det skal du have Tak for! Aldrig havde jeg troet du var saa snild en Mand,“ sagde Konen.
Da han nu kom hjem, han, som havde faaet de sex hundrede Daler og Kjærrelæsset med Klæderne og Pengene, saa han, at alle Jorderne vare pløiede og tilsaaede. Det Første, han spurgte Kjærringen om, var, hvor hun havde faaet Saaekorn fra. „Aa,“ sagde hun, „jeg har altid hørt, at den som Noget saaer, han Noget faaer, saa saaede jeg det Saltet, som Nordfærden satte ind her, og hvis der bare kommer Regn, troer jeg nok, at det kommer brav op igjen.“ „Gal er du, og gal bli’er du, saalænge du lever,“ sagde Manden, „men det kan nu være det samme, for de Andre ere ikke klogere end du.“
Nadaljuj z branjem
