O besedilu
Ovratnik
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 4 min branja
- Obseg
- 4 strani
- Naslov izvirnika
- Flipperne
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Ovratnik
Nekoč je živel imeniten kavalir, ki je imel od vsega imetja le sezuvalnik za škornje in glavnik, imel pa je najlepši ovratnik na svetu, in prav o tem ovratniku bomo slišali zgodbo. Bil je že toliko v letih, da je začel razmišljati o ženitvi, in naneslo je, da se je znašel v pranju skupaj s podvezico.
»Oh!« je rekel ovratnik. »Še nikoli nisem videl nikogar tako vitkega in tako imenitnega, tako mehkega in tako ljubkega. Ali smem vprašati, kako vam je ime?« »Tega vam ne povem!« je rekla podvezica.
»Kje pa ste doma?« je vprašal ovratnik. Toda podvezica je bila zelo sramežljiva in zdelo se ji je nenavadno odgovarjati na takšno vprašanje. »Gotovo ste pas!« je rekel ovratnik. »Takšen, ki se nosi pod obleko! Saj vidim, da ste v korist in okras, gospodična!«
»Ne smete me ogovarjati!« je rekla podvezica. »Mislim, da vam nisem dala nobenega povoda!« »O pač, če ste tako lepi!« je rekel ovratnik. »To je povod že samo po sebi!«
»Nikar ne hodite tako blizu!« je rekla podvezica. »Tako moški ste videti!« »Saj sem tudi imeniten kavalir!« je rekel ovratnik. »Imam sezuvalnik za škornje in glavnik!« To pa ni bilo res, saj ju je imel njegov gospodar, vendar se je ovratnik bahal.
»Ne približujte se mi!« je rekla podvezica. »Tega nisem vajena!« »Spogledljivka!« je rekel ovratnik, potem pa so ga vzeli iz pranja, ga poškrobili, obesili čez stol na soncu in nazadnje položili na likalno desko; tedaj je prišel vroči likalnik.
»Gospa!« je rekel ovratnik. »Draga vdovica! Čisto vroče mi postaja! Povsem drug človek postajam, vse gube mi izginjajo, luknjo boste prežgali vame! Uh! Snubim vas!«
»Cunja!« je rekel likalnik in ponosno zdrsel čez ovratnik; domišljal si je namreč, da je parni kotel, ki bo šel na železnico in vlekel vagone.
»Cunja!« je rekel. Ovratnik se je po robovih nekoliko scefral, zato so prišle škarje za papir, da bi mu odstrigle razcefrane nitke. »Oh!« je rekel ovratnik. »Vi ste gotovo primabalerina! Kako znate iztegniti noge! To je nekaj najljubkejšega, kar sem kdaj videl! Noben človek vas ne more posnemati!«
»To vem!« so rekle škarje. »Zaslužili bi si biti grofica!« je rekel ovratnik. »Vse, kar imam, je imeniten kavalir, sezuvalnik za škornje in glavnik! Ko bi le imel še grofijo!«
»Glej ga, snubi me!« so rekle škarje, kajti razjezile so se in ga pošteno zarezale, tako da ni bil več za rabo. »Očitno bom moral zasnubiti glavnik! Prav neverjetno je, kako ohranjate vse svoje zobe, gospodična!« je rekel ovratnik. »Ali niste nikoli pomislili na zaroko?«
»Seveda, to bi pa že lahko vedeli!« je rekel glavnik. »Saj sem zaročen s sezuvalnikom za škornje!« »Zaročen!« je rekel ovratnik; zdaj ni bilo nikogar več, ki bi ga lahko zasnubil, pa je začel prezirati ženitev.
Minilo je precej časa in ovratnik je nazadnje pristal v zaboju pri papirničarju; tam je bila velika družba cunj, fine zase in grobe zase, kakor se spodobi. Vse so imele veliko povedati, ovratnik pa še največ, saj je bil pravi bahač.
»Imel sem strašno veliko ljubic!« je rekel ovratnik. »Nikjer nisem imel miru! Saj sem bil tudi imeniten kavalir, ves poškrobljen! Imel sem sezuvalnik za škornje in glavnik, ki ju nikoli nisem uporabljal! Morali bi me videti takrat, morali bi me videti, ko sem ležal na boku! Nikoli ne bom pozabil svoje prve ljubice; bila je pas, tako fina, tako mehka in tako ljubka, zaradi mene se je vrgla v čeber vode! Bila je tudi neka vdova, ki je kar žarela, toda pustil sem jo stati, dokler ni počrnela! Pa tista primabalerina, ona mi je naredila zarezo, ki jo še zdaj nosim, tako divja je bila! Moj lastni glavnik je bil zaljubljen vame in od ljubezenske žalosti je izgubil vse zobe. Da, marsikaj takega sem doživel! Najbolj pa mi je žal podvezice, hočem reči pasu, ki se je vrgel v čeber. Marsikaj imam na vesti, prav dobro bi mi delo, če bi postal bel papir!«
In res je postal papir, vse cunje so postale bel papir, ovratnik pa se je spremenil prav v ta list belega papirja, ki ga gledamo in na katerem je natisnjena ta zgodba. To pa zato, ker se je potem tako strašno bahal s stvarmi, ki se niso nikoli zgodile. In na to moramo misliti, da ne bomo ravnali enako, saj nikoli ne moremo vedeti, ali ne bomo tudi mi nekoč pristali v zaboju za cunje in se spremenili v bel papir, na katerem bo natisnjena vsa naša zgodba, celo tisto, kar je najbolj skrivno, potem pa bomo morali še sami hoditi naokrog in jo pripovedovati, tako kot ovratnik.
Izvirnik
Flipperne
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Der var engang en fin kaveler, hvis hele bohave var en støvleknægt og en redekam, men han havde de dejligste flipper i verden og det er om flipperne vi skal høre en historie. De var nu så gamle at de tænkte på at gifte sig, og så traf det at de kom i vask med et strømpebånd.
"Nej!" sagde flipperne, "nu har jeg aldrig set nogen så slank og så fin, så blød og så nysselig. Må jeg ikke spørge om Deres navn?"
"Det siger jeg ikke!" sagde strømpebåndet.
"Hvor hører De hjemme?" spurgte flipperne.
Men strømpebåndet var så undselig af sig og syntes at det var noget underligt at svare på.
"De er nok livbånd!" sagde flipperne, "sådan indvortes livbånd! jeg ser nok de er både til nytte og stads, lille jomfru!"
"De må ikke tale til mig!" sagde strømpebåndet, "jeg synes jeg har slet ikke givet anledning!"
"Jo, når man er så dejlig som De!" sagde flipperne, "det er anledning nok!"
"Lad være at komme mig så nær!" sagde strømpebåndet. "De ser så mandfolkeagtig ud!"
"Jeg er også fin kaveler!" sagde flipperne, "jeg har støvleknægt og redekam!" og det var nu ikke sandt det var jo hans herre, der havde dem, men han pralede.
"Kom mig ikke nær!" sagde strømpebåndet, "det er jeg ikke vant til!"
"Snerpe!" sagde flipperne og så blev de taget af vasken; de fik stivelse, hang på stolen i solskin og blev så lagt på strygebræt; der kom det varme jern.
"Frue!" sagde flipperne, "lille enkefrue! Jeg bliver ganske varm! jeg bliver en anden én, jeg kommer rent ud af folderne, De brænder hul i mig! uh! Jeg frir til Dem!"
"Las!" sagde strygejernet og gik stolt hen over flipperne; for det bildte sig ind det var en dampkedel, der skulle ud på jernbanen og trække vogne.
"Las!" sagde det.
Flipperne flossede lidt i kanterne, og så kom papirsaksen og skulle klippe flosset af.
"Oh!" sagde flipperne! "De er nok førstedanserinde! hvor De kan strække ben! Det er det yndigste jeg har set! det kan intet menneske gøre Dem efter!"
"Det ved jeg!" sagde saksen.
"De fortjente at være grevinde!" sagde flipperne, "Alt hvad jeg har, er en fin kaveler, en støvleknægt og en redekam! Bare jeg havde grevskab!"
"Frir han!" sagde saksen, for den blev vred og så gav den ham et ordentligt klip, og så var han kasseret.
"Jeg må nok fri til redekammen! Det er mærkeligt hvor De beholder alle Deres tænder lille frøken!" sagde flipperne. "Har De aldrig tænkt på forlovelse!"
"Jo det kan De vel nok vide!" sagde redekammen, "jeg er jo forlovet med støvleknægten!"
"Forlovet!" sagde flipperne; nu var der ingen flere at fri til og så foragtede han det.
En lang tid gik, så kom flipperne i kasse hos papirmølleren; der var stort kludeselskab, de fine for sig, de grove for sig, således som det skal være. De havde alle meget at fortælle, men flipperne mest, det var en ordentlig pralhans.
"Jeg har haft så frygtelig mange kærester!" sagde flipperne, "jeg kunne ikke gå i ro! Jeg var nu også fin kaveler, med stivelse! Jeg havde både støvleknægt og redekam, som jeg aldrig brugte! De skulle have set mig den gang, set mig når jeg lå på siden! Aldrig glemmer jeg min første kæreste, hun var livbånd, så fin, så blød og så nydelig, hun styrtede sig i en vandbalje for min skyld! Der var også en enkefrue, som blev gloende, men jeg lod hende stå og blive sort! Der var den førstedanserinde, hun gav mig den flænge jeg nu går med, hun var så glubsk! min egen redekam var forlibt i mig, hun tabte alle sine tænder af kærestesorg. Ja jeg har oplevet meget af den slags! men det gør mig mest ondt for strømpebåndet, jeg mener livbåndet der gik i vandbaljen. Jeg har meget på min samvittighed, jeg kan trænge til at blive til hvidt papir!"
Og det blev de, alle kludene blev hvidt papir, men flipperne blev netop til dette stykke hvide papir vi her ser, hvorpå historien er trykt, og det var fordi at den pralede så frygteligt bagefter af hvad der aldrig havde været; og det skal vi tænke på, at vi ikke bærer os ligesådan ad, for vi kan såmænd aldrig vide, om vi ikke også engang kommer i kludekassen og bliver gjort til hvidt papir og får vor hele historie trykt for på, selv den allerhemmeligste og må så selv løbe om og fortælle den, ligesom flipperne.
Nadaljuj z branjem
