O besedilu
Ovratnik
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- English
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 5 min branja
- Obseg
- 4 strani
- Naslov izvirnika
- Flipperne
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je English, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Ovratnik
Once upon a time there was a fine gentleman whose entire household possessions consisted of a bootjack and a comb, but he had the most splendid shirt collar in the world, and it is about this collar that we are going to hear a story. The collar was now old enough to think of marrying, and it so happened that it went into the wash with a garter.
"Well!" said the collar. "Never have I seen anyone so slender and so fine, so soft and so dainty. May I ask your name?" "I shan't tell you!" said the garter.
"Where do you belong?" asked the collar. But the garter was very bashful and thought it a rather odd question to answer. "You must be a waistband!" said the collar. "An under-waistband, I mean! I can see that you are both useful and ornamental, little miss!"
"You mustn't speak to me!" said the garter. "I don't think I have given you any encouragement!" "Oh, but when someone is as lovely as you!" said the collar. "That is encouragement enough!"
"Don't come so close!" said the garter. "You look so very masculine!" "I am a fine gentleman, too!" said the collar. "I have a bootjack and a comb!" Now that was not true: they belonged to his master, but he was boasting.
"Don't come near me!" said the garter. "I'm not used to it!" "Prude!" said the collar, and then it was taken out of the wash, starched, and hung over a chair in the sunshine before being laid on the ironing board. Along came the hot iron.
"Madam!" said the collar. "My dear little widow! I'm growing quite warm! I'm becoming a different creature, I'm losing all my creases, you're burning a hole in me! Oh! I offer you my hand!"
"Rag!" said the iron, and passed proudly over the collar, for it fancied itself a steam engine that was to run on the railway and pull carriages.
"Rag!" it said. The collar frayed a little at the edges, and along came the paper scissors to trim off the loose threads. "Oh!" said the collar. "You must be a prima ballerina! How you can stretch your legs! It is the loveliest thing I have ever seen! No human being could do it as you do!"
"I know!" said the scissors. "You deserve to be a countess!" said the collar. "All I have is a fine gentleman, a bootjack, and a comb! If only I had an earldom!"
"Is he proposing?" said the scissors, for she was angry, and she gave him such a mighty snip that he was fit only to be thrown away. "I suppose I must propose to the comb! How remarkable that you still have all your teeth, little miss!" said the collar. "Have you never thought of getting engaged?"
"Why, of course I have!" said the comb. "I'm engaged to the bootjack!" "Engaged!" said the collar. Now there was no one left to propose to, so he decided it was beneath him.
A long time passed, and then the collar found itself in a bin at the paper mill. There was a great gathering of rags there, the fine ones keeping to themselves and the coarse ones to themselves, as is only proper. They all had a great deal to tell, but the collar had the most: he was a thoroughgoing braggart.
"I've had such a dreadful number of sweethearts!" said the collar. "I never had a moment's peace! But then, I was a fine gentleman, and starched, too! I had both a bootjack and a comb, which I never used! You should have seen me in those days, seen me as I lay on my side! I shall never forget my first sweetheart. She was a waistband, so fine, so soft, and so pretty, and she threw herself into a tub of water for my sake! There was a widow, too, who grew red-hot, but I left her standing there until she turned black! Then there was the prima ballerina. She gave me this gash I still bear—she was so fierce! My own comb was in love with me, and lost all her teeth from a broken heart. Yes, I've been through a great deal of that sort of thing! But I feel sorriest for the garter—I mean the waistband—who threw herself into the tub. I have a great deal on my conscience. I could do with being turned into white paper!"
And so it was. All the rags were turned into white paper, but the collar became this very sheet of white paper we see here, with the story printed on it, because afterwards he had boasted so dreadfully of things that had never happened. And we must bear that in mind, and not behave in the same way, for we can never be sure that we, too, may not one day end up in the rag bin and be made into white paper, with our whole story printed on us, even our deepest secrets, and then have to go about telling it ourselves, just like the collar.
Izvirnik
Flipperne
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Der var engang en fin kaveler, hvis hele bohave var en støvleknægt og en redekam, men han havde de dejligste flipper i verden og det er om flipperne vi skal høre en historie. De var nu så gamle at de tænkte på at gifte sig, og så traf det at de kom i vask med et strømpebånd.
"Nej!" sagde flipperne, "nu har jeg aldrig set nogen så slank og så fin, så blød og så nysselig. Må jeg ikke spørge om Deres navn?"
"Det siger jeg ikke!" sagde strømpebåndet.
"Hvor hører De hjemme?" spurgte flipperne.
Men strømpebåndet var så undselig af sig og syntes at det var noget underligt at svare på.
"De er nok livbånd!" sagde flipperne, "sådan indvortes livbånd! jeg ser nok de er både til nytte og stads, lille jomfru!"
"De må ikke tale til mig!" sagde strømpebåndet, "jeg synes jeg har slet ikke givet anledning!"
"Jo, når man er så dejlig som De!" sagde flipperne, "det er anledning nok!"
"Lad være at komme mig så nær!" sagde strømpebåndet. "De ser så mandfolkeagtig ud!"
"Jeg er også fin kaveler!" sagde flipperne, "jeg har støvleknægt og redekam!" og det var nu ikke sandt det var jo hans herre, der havde dem, men han pralede.
"Kom mig ikke nær!" sagde strømpebåndet, "det er jeg ikke vant til!"
"Snerpe!" sagde flipperne og så blev de taget af vasken; de fik stivelse, hang på stolen i solskin og blev så lagt på strygebræt; der kom det varme jern.
"Frue!" sagde flipperne, "lille enkefrue! Jeg bliver ganske varm! jeg bliver en anden én, jeg kommer rent ud af folderne, De brænder hul i mig! uh! Jeg frir til Dem!"
"Las!" sagde strygejernet og gik stolt hen over flipperne; for det bildte sig ind det var en dampkedel, der skulle ud på jernbanen og trække vogne.
"Las!" sagde det.
Flipperne flossede lidt i kanterne, og så kom papirsaksen og skulle klippe flosset af.
"Oh!" sagde flipperne! "De er nok førstedanserinde! hvor De kan strække ben! Det er det yndigste jeg har set! det kan intet menneske gøre Dem efter!"
"Det ved jeg!" sagde saksen.
"De fortjente at være grevinde!" sagde flipperne, "Alt hvad jeg har, er en fin kaveler, en støvleknægt og en redekam! Bare jeg havde grevskab!"
"Frir han!" sagde saksen, for den blev vred og så gav den ham et ordentligt klip, og så var han kasseret.
"Jeg må nok fri til redekammen! Det er mærkeligt hvor De beholder alle Deres tænder lille frøken!" sagde flipperne. "Har De aldrig tænkt på forlovelse!"
"Jo det kan De vel nok vide!" sagde redekammen, "jeg er jo forlovet med støvleknægten!"
"Forlovet!" sagde flipperne; nu var der ingen flere at fri til og så foragtede han det.
En lang tid gik, så kom flipperne i kasse hos papirmølleren; der var stort kludeselskab, de fine for sig, de grove for sig, således som det skal være. De havde alle meget at fortælle, men flipperne mest, det var en ordentlig pralhans.
"Jeg har haft så frygtelig mange kærester!" sagde flipperne, "jeg kunne ikke gå i ro! Jeg var nu også fin kaveler, med stivelse! Jeg havde både støvleknægt og redekam, som jeg aldrig brugte! De skulle have set mig den gang, set mig når jeg lå på siden! Aldrig glemmer jeg min første kæreste, hun var livbånd, så fin, så blød og så nydelig, hun styrtede sig i en vandbalje for min skyld! Der var også en enkefrue, som blev gloende, men jeg lod hende stå og blive sort! Der var den førstedanserinde, hun gav mig den flænge jeg nu går med, hun var så glubsk! min egen redekam var forlibt i mig, hun tabte alle sine tænder af kærestesorg. Ja jeg har oplevet meget af den slags! men det gør mig mest ondt for strømpebåndet, jeg mener livbåndet der gik i vandbaljen. Jeg har meget på min samvittighed, jeg kan trænge til at blive til hvidt papir!"
Og det blev de, alle kludene blev hvidt papir, men flipperne blev netop til dette stykke hvide papir vi her ser, hvorpå historien er trykt, og det var fordi at den pralede så frygteligt bagefter af hvad der aldrig havde været; og det skal vi tænke på, at vi ikke bærer os ligesådan ad, for vi kan såmænd aldrig vide, om vi ikke også engang kommer i kludekassen og bliver gjort til hvidt papir og får vor hele historie trykt for på, selv den allerhemmeligste og må så selv løbe om og fortælle den, ligesom flipperne.
Nadaljuj z branjem
