Prevod
Nekoč sta se poročila mož in žena in vsak od njiju je imel svojo hčer. Ženina hči je bila lena in zanikrna in nikoli ni hotela ničesar delati, moževa pa je bila pridna in uslužna, a mačehi kljub temu nikoli ni mogla ustreči. Tako mačeha kakor njena hči bi se je radi znebili. Nekoč sta dekleti sedeli ob vodnjaku in predli; ženina hči je smela presti lan, moževa pa ni dobila drugega kakor ščetine. »Ti si pa res zmeraj tako pridna in spretna,« je rekla ženina hči, »pa se vseeno ne bojim pomeriti s teboj v predenju.« Tako sta se dogovorili, da bo morala tista, ki se ji prvi utrga nit, v vodnjak. In res se je moževi hčeri kmalu utrgala nit in morala je v vodnjak.
Ko pa je prišla do dna, se je daleč naokrog razprostiral lep zelen travnik in prav nič se ni potolkla. Nekaj časa je hodila, potem pa prišla do plota iz šibja, ki ga je morala preplezati. »Oh, ne stopaj pretrdo po meni,« je rekel plot, »pa ti bom kdaj drugič pomagal.« — Stopala je tako lahno in previdno, da se ga je komaj dotaknila.
Šla je še malo naprej in prišla do lisaste krave, ki je na rogovih nosila molzno vedrico. Bila je velika in lepa krava, vime pa je imela vse polno in napeto. »Oh, bodi tako dobra in me pomolzi,« je rekla krava, »saj mi bo vime počilo od mleka. Napij se, kolikor hočeš, ostanek pa mi zlij po parkljih, pa ti bom povrnila uslugo.«
Moževa hči je storila, kakor jo je prosila krava. Komaj je prijela za seske, že je mleko brizgnilo v vedrico. Napila se je do sitega, ostanek zlila kravi po parkljih in ji vedrico spet obesila na rogove.
Ko je šla še kos poti naprej, je srečala velikega ovna s tako gosto in dolgo volno, da jo je vlekel za seboj, na enem rogu pa so mu visele velike škarje. »Oh, ostrizi me,« je rekel oven, »saj pod vso to volno komaj še sopem in tako vroče mi je, da se bom vsak hip zadušil.
Vzemi si je, kolikor hočeš, ostalo pa mi ovij okoli vratu, pa ti bom povrnil uslugo.« Seveda je bila takoj pripravljena pomagati. Oven ji je kar sam legel v naročje in ležal čisto pri miru, ona pa ga je ostrigla tako lepo, da mu ni niti za las opraskala kože. Potem je vzela toliko volne, kolikor je je hotela, ostalo pa je ovnu ovila okoli vratu.
Malo naprej je prišla do jablane, ki je bila tako polna jabolk, da so se ji vse veje upogibale do tal, ob deblu pa je stala palica. »Oh, bodi tako dobra in oberi moja jabolka,« je rekla, »da se mi bodo veje lahko spet zravnale, saj me že vse boli, ko stojim tako sključena. Le lepo previdno udarjaj, da me ne poškoduješ. Najej se, kolikor hočeš, ostanek pa zloži k mojim koreninam, pa ti bom povrnila uslugo.« Obrala je jabolka, ki jih je dosegla, nato pa vzela palico in z njo previdno sklatila še preostala. Potem se je najedla do sitega, ostanek pa lepo zložila h koreninam.
Nato je hodila še dolgo, dolgo, dokler ni prišla do velike domačije, kjer je živela čarovnica s svojo hčerjo. Vstopila je in vprašala, ali bi jo vzeli v službo. »Oh, nič ne bo iz tega,« je rekla čarovnica. »Veliko smo jih že imeli, pa nobena ni bila za nobeno rabo.« Toda deklica je tako lepo prosila, naj jo vendar vzameta v službo, da sta naposled privolili. Čarovnica ji je dala sito in ji velela, naj v njem prinese vode. Deklici se je sicer zdelo nesmiselno nositi vodo v situ, a je vseeno šla. Ko je prišla do vodnjaka, so ptički zapeli:
»Z glino zamaži! S slamo obloži! Z glino zamaži! S slamo obloži!« Storila je tako in potem je lahko prav lepo nosila vodo v situ. Ko pa je z vodo prišla domov in je čarovnica zagledala sito, je rekla: »Tega se nisi domislila sama!« Nato ji je velela, naj gre v hlev kidat in molst. Toda ko je deklica prišla tja, je našla tako veliko in težko lopato, da je nikakor ni mogla obvladati, še privzdigniti je ni mogla. Ni vedela, kaj naj stori, a ptički so zapeli, naj vzame metlin ročaj in z njim vrže ven le malo gnoja, pa bo vse drugo zletelo za njim. Storila je tako in komaj je opravila, že je bil hlev tako čist, kakor da bi ga bila do kraja skidala in pometla. Zdaj je morala pomolsti krave, a so bile tako nemirne in so tako brcale in opletale z nogami, da jih nikakor ni mogla začeti molsti. Tedaj pa so zunaj zapeli ptički:
»Curek mleka, majhen požirek, vsem ptičkom ga brizgni za okrepčilo!« Storila je tako in ptičkom nabrizgala tanek curek mleka. Tedaj so vse krave mirno obstale in se pustile molsti. Nič več niso opletale in brcale, še noge niso privzdignile.
Ko je čarovnica videla, da se vrača z mlekom, je rekla: »Tega se nisi domislila sama! Zdaj pa vzemi tole črno volno in jo operi do belega.« Deklica ni imela pojma, kako naj to stori, saj še nikoli ni videla, da bi kdo črno volno opral do belega, vendar ni nič rekla. Vzela je volno in jo odnesla k vodnjaku. Ptički pa so zapeli, naj jo položi v veliko kad, ki je stala tam, pa bo že postala bela.
»Ne, ne,« je rekla čarovnica, ko se je vrnila z volno, »tebe ne morem obdržati. Saj znaš prav vse, nazadnje bi me še spravila ob življenje od same jeze. Najbolje bo, da te odslovim.« Potem je postavila predenj tri skrinjice, rdečo, zeleno in modro, in deklica si je smela za plačilo izbrati katerokoli. Ni vedela, katero naj vzame, a ptički so zapeli:
»Zelene ne vzemi, rdeče ne vzemi, le modro izberi, na njej smo pustili tri križe za znamenje!« Vzela je torej modro, kakor so ji zapeli ptički. »Prekleta bodi!« je rekla čarovnica. »To mi boš še plačala!« Ko je moževa hči odhajala, je čarovnica zagnala za njo razbeljen železen drog, a deklica je v istem hipu skočila za vrata in se skrila, tako da je ni zadel, saj so ji ptički že vnaprej povedali, kaj mora storiti. Hodila je, kolikor hitro je mogla, toda ko se je približala jablani, je za seboj na poti zaslišala strašno bobnenje. Čarovnica in njena hči sta hiteli za njo. Deklica se je tako prestrašila, da ni vedela, kam naj se skrije. — »Pridi sem k meni,« je rekla jablana, »pa ti bom pomagala. Stopi pod moje veje in se skrij, kajti če te ujameta, ti vzameta skrinjico in te raztrgata.« Storila je tako in že sta prihiteli čarovnica in njena hči. »Si videla kakšno dekle iti tod mimo?« je vprašala čarovnica. »O, da,« je rekla jablana, »pred časom je neka deklica stekla mimo mene, a zdaj je že tako daleč, da je nikoli več ne dohitita.« Čarovnica se je zato obrnila in odšla domov.
Deklica je šla naprej, toda ko se je približala ovnu, je spet zaslišala tako strašno bobnenje, da od strahu ni vedela, kam naj se skrije. Dobro je namreč vedela, da si je čarovnica premislila.
»Pridi sem k meni, pa ti bom pomagal,« je rekel oven. »Skrij se pod mojo volno, pa te ne bosta videli. Sicer ti vzameta skrinjico in te raztrgata.« Že naslednji hip je pridrvela čarovnica. »Si videl kakšno dekle iti tod mimo?« je vprašala ovna. »O, da,« je rekel oven, »pred časom sem videl neko deklico, a je tekla tako hitro, da je ne dohitiš več.« Čarovnica se je obrnila in odšla domov. Ko je deklica prišla do krave, je spet zaslišala strašno bobnenje po poti. »Pridi sem k meni,« je rekla krava, »pa ti bom pomagala. Skrij se pod moje vime, sicer pride čarovnica, ti vzame skrinjico in te raztrga.« Ni trajalo dolgo, ko je že prišla. »Si videla kakšno dekle iti tod mimo?« je čarovnica vprašala kravo. »Da, pred časom sem videla neko deklico, a zdaj je že daleč proč, saj je tekla tako hitro. Te prav gotovo ne dohitiš več,« je rekla krava. Čarovnica se je zato obrnila in spet odšla domov.
Ko je deklica prehodila že dolgo, dolgo pot in ni bila več daleč od plota iz šibja, je na poti spet zaslišala tako strašno bobnenje, da jo je prevzel hud strah, saj je dobro vedela, da si je čarovnica spet premislila. »Pridi sem k meni, pa ti bom pomagal,« je rekel plot. »Zlezi pod moje veje, da te ne bosta videli, sicer ti vzameta skrinjico in te raztrgata.« Hitro je zlezla pod veje v plotu. »Si videl kakšno dekle iti tod mimo?« je čarovnica vprašala plot. »Ne, nobenega dekleta nisem videl,« je odgovoril plot in bil tako jezen, da je kar prasketalo v njem. Potem se je naredil tako velikega, da ni bilo niti misliti, da bi ga kdo preplezal, in čarovnici ni preostalo drugega, kakor da se obrne in odide domov.
Ko je moževa hči prišla domov, sta ji mačeha in njena hči zavidali še bolj kakor prej, saj je bila zdaj veliko lepša in tako prikupna, da jo je bilo veselje pogledati. Nista ji dovolili ostati v hiši, temveč sta jo nagnali v svinjak, kjer naj bi odtlej prebivala. Tam je vse lepo pomila in očistila, nato pa odprla skrinjico, da bi videla, kaj je dobila za plačilo. Komaj jo je odprla, že se je pokazalo v njej toliko zlata, srebra in prelepih reči, da so bile z njimi ovešene vse stene in streha, in v svinjaku je bilo veliko razkošneje kakor na najimenitnejšem kraljevem dvoru. Ko sta mačeha in njena hči to videli, sta bili čisto iz sebe in sta jo začeli spraševati, kako je bilo v službi.
»Oh,« je rekla, »saj si lahko mislita, ko pa sem dobila takšno plačilo. Takih ljudi in take gospodinje, pri kateri sem služila, ne najdeta nikjer več.« Zdaj je ženina hči na vsak način hotela od doma služit, da bi tudi sama dobila takšno skrinjico zlata. Spet sta torej sedli k predenju, le da je morala tokrat ženina hči presti ščetine, moževa pa lan, in tista, ki bi se ji prvi utrgala nit, bi morala v vodnjak. Kot si lahko mislite, ni trajalo dolgo, pa se je ženini hčeri utrgala nit, in vrgli so jo v vodnjak.
Z njo se je zgodilo prav tako: padla je do dna, a se ni potolkla in znašla se je na prelepem zelenem travniku. Ko je prehodila kos poti, je prišla do plota iz šibja. »Ne stopaj pretrdo po meni, pa ti bom povrnil uslugo,« je rekel. »Oh, kaj me briga kup dračja,« je rekla in stopila na plot, da je kar zapokalo v njem.
Kmalu je prišla do krave, ki je imela vime vse napeto od mleka. »Bodi tako dobra in me pomolzi,« je rekla krava, »pa ti bom povrnila uslugo. Napij se, kolikor hočeš, ostanek pa mi zlij po parkljih.« Res je pomolzla kravo, nato pa pila, dokler je mogla, tako da ni ostalo nič, kar bi ji lahko zlila po parkljih. Vedrico je zagnala čez breg in odšla.
Ko je prehodila še kos poti, je prišla do ovna, ki je vlekel volno za seboj. »Oh, bodi tako dobra in me ostrizi, pa ti bom povrnil uslugo,« je rekel oven. »Vzemi si volne, kolikor hočeš, ostalo pa mi ovij okoli vratu.« Lotila se je dela, vendar tako grobo, da je ovnu izrezala velike kose kože, vso volno pa je odnesla s seboj.
Čez nekaj časa je prišla do jablane, ki je bila spet vsa upognjena pod težo sadja. »Bodi tako dobra in oberi moja jabolka, da se mi bodo veje lahko zravnale, saj me že vse boli, ko stojim tako sključena,« je rekla jablana. »Le previdna bodi, da me ne poškoduješ. Najej se, kolikor hočeš, ostanek pa lepo zloži k mojim koreninam, pa ti bom povrnila uslugo.« Obrala je bližnja jabolka, tista, ki jih ni dosegla, pa je sklatila s palico. Toda pri tem ni prav nič pazila, trgala in lomila je debele veje, jedla, dokler ni mogla več, nato pa preostanek pometala pod drevo.
Ko je šla še malo naprej, je prišla do domačije, kjer je živela čarovnica, in prosila za službo. Čarovnica je rekla, da noče nobene dekle več, saj ali niso za nobeno rabo ali pa so preveč spretne in jo ogoljufajo za njeno imetje. Toda ženina hči se ni dala odgnati in je vztrajala, da hoče službo. Čarovnica je nazadnje rekla, da jo bo vzela, če bo le za kakšno rabo.
Najprej ji je naložila, naj v situ prinese vode. Dekle je šlo k vodnjaku in vlivalo vodo v sito, a kakor hitro jo je vlivalo vanj, tako hitro je spet odtekala. Tedaj so ptički zapeli:
»Z glino zamaži! S slamo obloži! Z glino zamaži! S slamo obloži!« Toda za ptičje petje se ni zmenila. V ptičke je zagnala glino, da so odleteli daleč proč, sama pa se je morala vrniti s praznim sitom in čarovnica jo je pošteno oštela. Nato bi morala skidati hlev in pomolsti krave, a zdelo se ji je, da je predobra za takšno delo. Vseeno je šla v hlev, ko pa je prišla tja, ni mogla obvladati lopate, tako velika je bila. Ptički so ji povedali isto kakor moževi hčeri: naj vzame metlo in z njo vrže ven le malo gnoja, pa bo vse drugo zletelo za njim. Ona pa je vzela metlo in jo zagnala v ptičke. Ko je hotela molsti, so bile krave tako nemirne, da so opletale z nogami in brcale, in vsakič, ko je namolzla malo mleka v vedrico, so jo prevrnile. Ptički so zapeli:
»Curek mleka, majhen požirek, vsem ptičkom ga brizgni za okrepčilo!« Ona pa je tepla in suvala krave, v ptičke metala in lučala vse, kar ji je prišlo pod roke, in uganjala nezaslišan hrup. Tako ni ne skidala ne pomolzla. Ko se je vrnila v hišo, jo je čarovnica natepla in oštela, potem pa ji naložila, naj črno volno opere do belega. A tudi to ji ni šlo nič bolje od rok. — Čarovnici je bilo zdaj vsega dovolj. Postavila je prednjo tri skrinjice, rdečo, zeleno in modro, ter rekla, da je ne potrebuje, ker ni za nobeno rabo, vendar si sme za plačilo vseeno izbrati katerokoli skrinjico. Tedaj so ptički zapeli:
»Zelene ne vzemi, rdeče ne vzemi, le modro izberi, na njej smo pustili tri križe za znamenje!« Ni se zmenila za ptičje petje, temveč je vzela rdečo, ki se je najbolj bleščala. Potem se je odpravila domov in je lahko hodila povsem mirno in brez skrbi, saj je nihče ni zasledoval. Ko je prišla domov, se je mati silno razveselila in takoj sta šli v veliko izbo ter postavili skrinjico tja. Mislili sta namreč, da je v njej samo zlato in srebro in da bodo tako stene kakor streha vse pozlačene. Toda ko sta jo odprli, so se iz nje usule same kače in krastače. In kadar je ženina hči odprla usta, je bilo prav tako: iz njih so se valile kače in krastače in vsa mogoča golazen, tako da nazadnje ni bilo več mogoče prebivati z njo pod isto streho. To je bilo plačilo, ki ga je dobila za službo pri čarovnici.
Izvirnik
Der var engang to Folk, som havde giftet sig sammen; de havde hver sin Datter. Kjærringdatteren var doven og lad og vilde aldrig bestille Noget, og Manddatteren var flink og villig, men endda kunde hun aldrig gjøre Moderen Noget til Lags, og baade Kjærringen og Datteren vilde gjerne være kvit hende. Saa skulde de engang sidde ved Brønden begge To og spinde; Kjærringdatteren skulde spinde Hør, men Manddatteren fik ikke Andet end Børster. „Du er nu saa flink og saa ferm bestandig, du,“ sagde Kjærringdatteren, „men endda er jeg ikke bange for at spinde omkap med dig.“ Ja, saa kom de overeens om at den, som det først røg af for, skulde i Brønden. Ret som det var, saa gik det af for Manddatteren, og hun maatte da i Brønden.
Men da hun kom til Bunden, saa hun vidt og bredt omkring sig en vakker grøn Eng, og hun slog sig ikke. Hun gik nu et Stykke, saa kom hun til et Riisgjerde; det skulde hun over. „Aa, træd ikke haardt paa mig, du,“ sagde Riisgjerdet, „saa skal jeg hjælpe dig en anden Gang, jeg.“ — Hun gjorde sig da saa let og traadte saa forsigtig, at hun næsten ikke kom nær det engang.
Saa gik hun et Stykke til, saa kom hun til en brandet Ko, som gik med en Melkekolle paa Hornene; det var en stor, vakker Ko, og Yveret stod saa fuldt og trindt. „Aa vær saa snild at mælke mig, du,“ sagde Koen, „for jeg er saa mælkesprængt; drik saa Meget du vil og held Resten paa Klovene mine, saa skal jeg hjælpe dig igjen jeg." Manddatteren, hun gjorde som Koen bad; bare hun tog i Patterne, saa sprøitede Mælken i Kollen, saa drak hun sig utørst, og Resten heldte hun paa Klovene, og Kollen hængte hun paa Hornene igjen.
Da hun saa havde gaaet et Stykke til, mødte hun en stor Saubuk, som havde saa tyk og lang Uld, at den gik og slæbte den efter sig, og paa det ene Horn hængte en stor Sax. „Aa, klip mig du,“ sagde Bukken, „for her gaaer jeg med al denne Uld og pæser, og det er saa varmt, at jeg er færdig at kvæles. Tag saa Meget du vil, og vir Resten om Halsen min, saa skal jeg hjælpe dig igjen.“ Ja, hun var strax villig, og Bukken lagde sig af sig selv op i hendes Favn, og den laa saa stille, og hun klippede den saa peent, at den ikke fik den mindste Ridse i Skindet engang. Saa tog hun saa meget hun vilde af Ulden, og Resten virrede hun om Halsen paa Bukken.
Lidt længer frem kom hun til et Æbletræ, der var saa fuldt med Æbler, at alle Grenene vare bøiede ned mod Jorden, og inde ved Stammen stod der en liden Stang. „Aa vær saa snild at plukke Æblerne af mig du,“ sagde det, „saa at Grenene mine kan rette sig, for det lider paa at staae saa kroget; men slaa endelig peent, saaat du ikke slaaer mig fordærvet; spiis saa Meget du vil og læg Resten ind ved Roden min, saa skal jeg hjælpe dig igjen, jeg.“ Ja hun plukkede dem, hun kunde naae, og siden tog hun Stangen og slog de andre Æbler forsigtig ned med; saa spiste hun sig mæt, og Resten lagde hun peent ind til Roden.
Saa gik hun et langt, langt Stykke og da kom hun til en stor Gaard, hvor der boede en Troldkjærring med Datter sin. Der gik hun ind og spurgte, om hun kunde faae Tjeneste. „Aa, det kan ikke nytte,“ sagde Troldkjærringen; „for vi har havt Mange, men der har Ingen af dem duet til Noget.“ Men hun bad saa vakkert, at de endelig skulde tage hende i Tjeneste. Ja de tog hende da ogsaa, og saa gav Troldkjærringen hende et Sold og bad hende hente Vand i det. Hun syntes nok, at det var urimeligt at hente Vand i et Sold, men hun gik alligevel, og da hun kom til Brønden, sang Smaafuglene: „Kliin i Leer!
Put i Straa! Kliin i Leer! Put i Straa!“ Ja det gjorde hun, og saa kunde hun bære Vand i Soldet nok saa godt; men da hun kom hjem med Vandet, og Troldkjærringen fik see Soldet, sagde hun: „Det har du ikke suget af dit eget Bryst!“ Saa sagde Troldkjærringen, hun skulde gaae i Fjøset for at maage og mælke; men da hun kom did, var der en Skuffe saa stor og tung, at hun ikke kunde raade med den, hun kunde ikke løfte den engang. Hun vidste nu slet ikke, hvorledes hun skulde bære sig ad; men Fuglene sang, at hun skulde tage Limeskaftet
og kaste ud Lidt, saa fløi alt det Øvrige efter. Det gjorde hun, og aldrig før var det gjort, saa var Fjøset saa reent som om det baade kunde været maaget og feiet. Nu skulde hun til at mælke Kjørene, men de vare saa urolige, de baade sparkede og spændte, saa at hun slet ikke kunde komme til at mælke dem. Men saa sang Fuglene udenfor: „Liden Streng, Liden Suup Til alle Smaafugle sprut!“ Ja, det gjorde hun, hun sprøitede en liden Streng af Mælken ud til Smaafuglene, saa stode alle Kjøerne stille og lod hende mælke sig, og de hverken spændte eller sparkede; de løftede ikke et
Been engang. Da Troldkjærringen saa, hun kom ind med Mælken, sagde hun: „Det har du ikke suget af dit eget Bryst; men nu kan du tage denne sorte Ulden og vaske hvid.“ Dette vidste Pigen slet ikke hvorledes hun skulde bære sig ad med; for hun havde aldrig seet, at Nogen havde kunnet vaske sort Uld hvid, men endda sagde hun ingen Ting; hun tog Ulden og gik ud til Brønden med. Saa sang Smaafuglene, at hun skulde tage Ulden og have den op i den store Bøtten, som stod der, saa blev den nok hvid.
„Nei, nei,“ sagde Troldkjærringen, da hun kom ind med Ulden, „dig nytter det ikke at have, du kan jo gjøre Alting, du kom til at ærgre Livet af mig tilsidst; det er bedst, du faaer Reisepas.“ Saa satte Troldkjærringen frem tre Skrin, et rødt, et grønt og et blaat, og af disse skulde hun faae Lov at tage hvilket hun vilde til Løn for sin Tjeneste. Hun vidste nu ikke, hvilket hun skulde tage, men Smaafuglene sang: „Tag ikke det grønne, Tag ikke det røde, Men tag det blaae, Som vi har sat Tre Kors oppaa!“ Hun tog da det blaae saaledes som Fuglene sang. „Tvi vorde
dig og da,“ sagde Troldkjærringen, „det skal du nok komme til at undgjælde.“ Da Manddatteren nu skulde reise, skjød Troldkjærringen en gloende Jernstang efter hende, men hun sprang bag Døren med det samme og gjemte sig, saa den ikke traf hende, for Smaafuglene havde sagt hende i Forveien, hvorledes hun skulde bære sig ad. Hun gik nu saa fort hun kunde; men da hun kom hen imod Æbletræet, hørte hun det begyndte at dure saa forfærdeligt paa Veien; det var Troldkjærringen og Datteren hendes, som kom efter. Pigen blev saa angest og bange, at hun ikke vidste hvor hun skulde gjøre af sig. — „Kom hid til mig, du,“ sagde Æbletræet, „saa skal jeg hjælpe dig; gaa under Grenene mine og gjem dig, for hvis de
faae fat paa dig, tage de Skrinet fra dig og rive dig ihjel.“ Ja det gjorde hun, og ret som det var, saa kom Troldkjærringen og Datteren: „Har du seet nogen Gjente, har gaaet her du?“ sagde Troldkjærringen. „Aa ja,“ sagde Æbletræet, „der løb en her forbi for en Stund siden, men hun er nu saa langt borte, at I aldrig naaer hende igjen.“ Saa vendte Troldkjærringen om og reiste hjem igjen.
Gjenten gik et Stykke frem, men da hun kom henover til Bukken, hørte hun det begyndte at dure saa forfærdeligt, at hun ikke vidste, hvor hun skulde gjøre af sig, saa angst og bange blev hun, for hun kunde nok vide at det var Troldkjærringen, som havde betænkt sig. „Kom hid til mig du, saa skal jeg nok hjælpe dig,“ sagde Bukken, „gjem dig under Ulden min, saa seer de dig ikke; ellers tage de Skrinet fra dig, og rive dig ihjel.“ Ret som det var, saa kom Troldkjærringen farende: „Har du seet nogen Gjente har gaaet her, du?“ sagde hun til Bukken. „Aa ja,“ sagde Bukken, „jeg saa en for en Stund siden, men hun løb saa fort, at du ikke tager hende igjen.“ Saa vendte
Troldkjærringen om og reiste hjem. Da Pigen nu var kommen saa langt som til Koen, hørte hun det begyndte at dure saa forskrækkeligt paa Veien. „Kom hid til mig du,“ sagde Koen, „saa skal jeg hjælpe dig; gjem dig under Yvret mit; ellers kommer Troldkjærringen og tager Skrinet fra dig og river dig ihjel.“ Det varede ikke længe, førend hun kom. „Har du seet nogen Gjente har gaaet her, du?“ sagde Troldkjærringen til Koen. „Ja jeg saa en for en Stund siden, men hun er langt borte nu, for hun løb saa fort; hende tager du nok ikke igjen,“ sagde Koen. Troldkjærringen vendte da om og reiste hjem igjen.
Da Pigen nu var kommen et langt, langt Stykke frem og hun ikke var langt fra Riisgjerdet, hørte hun det begyndte at dure saa forskrækkeligt paa Veien, at hun blev baade angst og bange, for hun kunde nok vide, at det var Troldkjærringen, der havde betænkt sig. „Kom hid til mig, du, saa skal jeg hjælpe dig,“ sagde Riisgjerdet; „kryb under Kvistene mine, saa at de ikke see dig; ellers tage de Skrinet fra dig og rive dig ihjel.“ Ja hun skyndte sig ind under Kvistene i Riisgjerdet. „Har du seet nogen Gjente har gaaet her du?“ sagde Troldkjærringen til Riisgjerdet. „Nei jeg har ikke seet nogen Gjente,“ svarede Riisgjerdet og var saa sint at det frasede af det, og saa gjorde det sig saa stort, at det ikke var at tænke paa at komme over det; og der blev da intet andet Raad for Troldkjærringen,
end at vende om og reise hjem igjen. Da nu Manddatteren var kommen hjem, blev baade Kjærringen og Datter hendes endnu meer misundelige paa hende end de før havde været, for nu var hun meget penere og saa gjild, at det var en Lyst at see hende. Hun fik ikke Lov at være inde hos dem; men de jagede hende ud i Svinehuset, der skulde hun boe. Her vaskede hun nu peent og reent, og saa lukkede hun op Skrinet for at see, hvad det var hun havde faaet til Løn, og med det samme, hun lukkede det op, saa var deri saa meget Guld og Sølv og saa mange deilige Ting, at baade Vægge og Tag bleve behængte dermed, og det var meget prægtigere i Svinehuset end paa den gjildeste Kongsgaard. Da Stedmoderen
og Datteren fik see dette, bleve de reent udaf sig selv og begyndte at spørge hende, hvorledes hendes Tjeneste havde været. „Aa,“ sagde hun, „I kan nok vide det, siden jeg har faaet saadan Løn; det var slige Folk og slig en Kone at tjene hos, at der ikke findes Magen.“ Ja, saa vilde Kjærringdatteren endelig afsted og tjene, for at hun ogsaa kunde faae sig et saadant Guldskriin. De satte sig da til at spinde igjen; men da skulde Kjærringdatteren spinde Børster og Manddatteren Hør, og den, som det først røg af for, skulde i Brønden. Det varede ikke længe, førend det røg af for Kjærringdatteren, det kan man nok vide, og saa kastede de hende i Brønden.
Nu gik det lige eens, hun faldt tilbunds, men slog sig ikke, og saa kom hun paa en deilig grøn Eng. Da hun havde gaaet et Stykke, kom hun til Riisgjerdet: „Træd ikke haardt paa mig du, saa skal jeg hjælpe dig igjen,“ sagde det. „Aa, hvad bryder jeg mig om en Kvistehob,“ sagde hun og traadte paa Riisgjerdet, saa det knagede i det. Om lidt kom hun til Koen, som gik der saa mælkesprængt.
„Vær saa snild at mælke mig du,“ sagde Koen, „saa skal jeg hjælpe dig igjen; drik saa Meget du vil, men held Resten paa Klovene mine.“ Ja det gjorde hun da, hun mælkede Koen og saa drak hun saalænge hun orkede, og saa var der Intet igjen at slaae paa Klovene; Kollen kastede hun bort over Bakken og gik. Da hun havde gaaet et Stykke til, kom hun til Bukken, som gik og slæbte Ulden efter sig. „Aa vær saa snild at klippe mig du, saa skal jeg tjene dig igjen, jeg,“ sagde Bukken; „tag saa Meget af Ulden du vil, men vir Resten om Halsen min.“ Det gjorde hun, men hun lagde saa uvorrent i Veien at hun klippede store Stykker af Bukken, og al Ulden tog hun med sig.
Om en liden Stund kom hun til Æbletræet, som stod ganske kroget af Frugt igjen. „Vær saa snild at plukke Æblerne af mig, du, saa Grenene mine kan rette sig, for det lider saa paa at staae saa kroget,“ sagde Æbletræet; „men vær forsigtig saa at du ikke slaaer mig fordærvet; spiis saa Meget du vil, men læg Resten peent ind til Roden min, saa skal jeg hjælpe dig igjen.“ Hun plukkede de nærmeste af, og slog ned dem, hun ikke kunde naae, med Stangen; men hun brød sig ikke om nogen Ting, og rev og slog ned store Grene, og spiste til hun ikke aarkede Mere, og saa kastede hun Resten under Træet.
Da hun saa havde gaaet et lidet Stykke, kom hun til Gaarden, hvor Troldkjærringen boede; der bad hun om Tjeneste. Troldkjærringen sagde, hun ingen Tjenestegjente vilde have, for enten duede de ikke til Noget, eller ogsaa var de altfor flinke og bedrog hende for det, hun havde. Kjærringdatteren gav sig ikke endda hun, men sagde at hun vilde have Tjeneste, og saa sagde Troldkjærringen at hun skulde tage hende, hvis hun duede til Noget.
Det første hun fik at bestille, det var da at hente Vand i Soldet. Ja hun gik til Brønden og heldte Vand i Soldet, men ligesaa fort som hun heldte i, randt det ud igjen. Saa sang Fuglene: „Kliin i Leer, Put i Straa! Kliin i Leer, Put i Straa!“ Men hun brød sig ikke om Fuglesangen, hun kastede Leer efter Fuglene, saa at de fløi langt bort, og hun maatte da gaae hjem igjen med tomt Sold og fik Skrub af Troldkjærringen. Saa skulde hun maage i Fjøset og mælke Kjørene; men det syntes
hun, at hun var alt for god til. Hun gik dog ind i Fjøset alligevel, men da hun kom did, kunde hun nu slet ikke raade med Skuffen, saa stor var den. Fuglene sagde det samme til hende som til Manddatteren, at hun skulde tage Limen og kaste ud Lidt, saa fløi alt det Øvrige efter; men hun tog Limen og kastede efter Fuglene. Da hun skulde til at mælke, vare Kjørene saa urolige, de spændte og sparkede, og hver Gang hun havde faaet Lidt i Kollen, slog de den overende. Fuglene sang: „Liden Streng, Liden Suup Til alle Smaafugle sprut!“ Men hun bankede og slog Kjørene, kastede og slængte Alt, hvad
hun kunde overkomme, efter Fuglene og holdt et Spektakel, som var reent uligt. Hun fik da heller ikke hverken maaget eller mælket. Da hun saa kom ind fik hun baade Hug og Skjænd af Troldkjærringen, og saa skulde hun vaske den sorte Ulden hvid, men det gik det da ikke bedre med. — Dette syntes nu Troldkjærringen var altfor galt, og saa satte hun frem tre Skrin, et rødt, et grønt og et blaat, og sagde, at hende havde hun intet Brug for, for hun duede ikke til Noget, men til Løn for sin Tjeneste skulde hun ligevel faae Lov at tage hvilket Skrin hun vilde. Da sang Fuglene: „Tag ikke det grønne, Tag ikke det røde;
Men tag det blaae, Som vi har sat Tre Kors oppaa!“ Hun brød seg ikke om hvad Fuglene sang, men tog det røde, som det gloede mest af. Saa gav hun sig paa Veien og gik hjem, og hun fik da gaae i god Ro og Mag, der var Ingen, som satte efter hende. Da hun kom hjem, blev der en stor Glæde paa Moderen, og de gik strax ind i Storstuen og satte Skrinet der, for de troede, at der ikke var Andet end Guld og Sølv i det, og de tænkte, at baade Vægge og Tag skulde blive forgyldte; men da de aabnede Skrinet, saa væltede der ud bare Orme og Padder, og naar Kjærringdatteren lukkede
op Munden, saa var det ligeens, der væltede ud baade Orme og Padder og alt det Utøi som tænkes kunde, saa at det tilsidst ikke var muligt at være i Huus med hende. Det var den Løn, hun fik fordi hun havde tjent hos Troldkjærringen.
