Prevod
Nekoč je živel mož, ki je bil silno čemeren in srdit in se mu nikoli ni zdelo, da žena doma dovolj postori. Nekega večera ob košnji se je vrnil domov ter godrnjal, zmerjal in preklinjal, da se je kar bliskalo okoli njega. »Ljubi moj, ne bodi vendar tako hud, oče,« je rekla žena. »Jutri bova zamenjala delo: jaz pojdem s kosci kosit, ti pa lahko gospodinjiš doma.« Možu je bilo to po volji in je rad privolil. Zgodaj zjutraj si je žena oprtala koso na ramo in odšla s kosci na travnik. Mož pa se je lotil dela po hiši. Najprej je hotel stepsti maslo, a ko je nekaj časa stepal, je postal žejen, zato je šel v klet, da bi si natočil piva. Medtem ko ga je točil v skledo, je zaslišal, da je v hišo prišel prašič. S čepom v roki je kar najhitreje planil po kletnih stopnicah, da bi prašiču preprečil prevrniti pinjo;
ko pa je zagledal, da je prašič pinjo že prevrnil in zdaj cmokaje liže smetano, ki se je razlivala po tleh, ga je popadla takšna jeza, da je povsem pozabil na sod piva in se na vso moč pognal za prašičem. Dohitel ga je pri vratih in ga tako krepko brcnil, da je obležal na mestu. Šele tedaj se je spomnil, da še vedno drži čep v roki, a ko je prišel v klet, je iz soda izteklo že vse pivo.
Spet je šel v mlečno shrambo in našel še toliko smetane, da je napolnil pinjo, nato pa se je lotil stepanja, saj je hotel imeti za kosilo maslo. Ko je nekaj časa stepal, se je spomnil, da je krava še vedno v hlevu in ni dobila ne vode ne krme, čeprav je bil dan že precej visoko. Zdelo se mu je predaleč, da bi jo gnal na pašnik, zato je sklenil, da jo bo spustil kar na streho; hiška je bila krita s travno rušo in na njej je rasla visoka, bujna trava. Stala je ob strmem bregu in mož je menil, da bo kravo že spravil gor, če položi desko z brega na streho. A tudi pinje si ni upal pustiti same, saj se je njegov malček plazil po tleh; še prevrnil bi jo lahko, si je mislil. Zato si je pinjo oprtal na hrbet in šel ven, a preden bi kravo spustil na streho, jo je moral še napojiti. Vzel je vedro, da bi zajel vodo iz vodnjaka, ko pa se je nagnil čez rob, mu je smetana iz pinje stekla za vrat in nato v vodnjak. Bližal se je že čas kosila, masla pa še zmeraj ni imel, zato je sklenil, da bo skuhal kašo, in nad ognjišče obesil lonec vode. Ko je to opravil, mu je prišlo na misel, da bi krava lahko padla s strehe in si polomila noge ali vrat, zato je splezal na streho, da bi jo privezal. En konec vrvi ji je zavezal okoli vratu, drugega pa spustil skozi dimnik in si ga privezal okoli stegna, kajti voda v loncu je že vrela in moral je začeti mešati kašo. Medtem ko je to počel, je krava vendarle padla čez rob strehe in ga z vrvjo potegnila v dimnik; tam je obtičal, krava pa je zunaj ob steni visela med nebom in zemljo in se tudi ni mogla rešiti. Žena je čakala celo večnost, da bo mož prišel in jih poklical domov h kosilu;
a od njega ni bilo glasu. Nazadnje se ji je zazdelo, da vse skupaj že predolgo traja, in se je odpravila domov. Ko je zagledala, kako nesrečno visi krava, je stopila bliže in s koso presekala vrv; tisti hip je mož padel skozi dimnik in ko je žena vstopila, je tičal z glavo v loncu kaše.
Izvirnik
Der var engang en Mand som var saa grætten og vild, og aldrig syntes han at Konen gjorde Nok i Huset. Saa kom han hjem en Kvæld i Slaataanden, og green og skjændte og bandede, saa at det lyste om ham. „Kjære Vene, vær ikke saa ond, Faer,“ sagde Kjærringen; „i Morgen skal vi bytte Arbeide, jeg skal gaae ud med Slaattekarlene og slaae, saa kan du stelle hjemme.“ Ja, det syntes Manden godt om, og det vilde han gjerne. Tidlig om Morgenen tog Kjærringen Ljaaen paa Nakken og gik ud i Engen med Slaattefolkene og skulde slaae. Manden skulde da til at stelle i Huset. Først vilde han til at kjerne Smør, men da han havde kjernet en Stund, blev han tørst, gik ned i Kjælderen og skulde tappe i Øl. Medens han holdt paa at tappe i Ølbollen,
fik han høre, der var kommen en Griis ind i Stuen. Han afsted med Tappen i Haanden, op igjennem Kjældertrappen som allersnarest og skulde passe Grisen, at den ikke skulde vælte Kjernen; men da han fik see, at Grisen alt havde slaaet Kjernen overende, og stod og smattede paa Fløden, som flømmede udover Gulvet, blev han saa flyvende sindt, at han reent glemte Øltønden og efter Grisen det bedste han kunde. Han naaede den igjen i Døren, og der gav han den et saa dygtig Spark, at den blev liggende paa Flækken. Nu huskede han først paa, at han gik med Tappen i Haanden, men da han kom ned i Kjælderen, var alt Øllet rundet ud af Tønden.
Han gik da paa Mælkeboden igjen og fandt saameget Fløde, at han fik Kjernen fuld, og saa gav han sig til at kjerne, for Smør vilde han have til Middags. Da han havde kjernet en Stund, kom han i Hu at Hjemkoen stod inde endda, og hverken havde faaet Vaadt eller Tørt, skjøndt det var langt paa Dag. Han syntes, det var for langt at gaae til Havnen med den, saa tænkte han, at han skulde slippe den oppe paa Taget; det var Torvetag paa Hytten og der stod stort, gjildt Græs. Hytten laa ved en brat Bakke, og naar han lagde en Planke over paa Taget, saa troede han nok han skulde faae Koen derop. Men Kjærnen turde han ikke slippe heller, for den vesle Ungen hans foer og kravlede om paa Gulvet; den kunde gjerne slaae den overende, tænkte han. Kjernen tog han da paa Ryggen og gik
saa ud, men saa skulde han vande Koen først, førend han slap den paa Taget. Han tog en Bøtte og skulde tage Vand i Brønden med, men da han bøiede sig ud over Kanten, randt Fløden ud af Kjernen og ned i Nakken paa ham og saa ned i Brønden. Det led nu til Middagen, og Smør havde han endda ikke faaet, saa tænkte han, han skulde koge Grød, hængte saa en Gryde med Vand paa Skorstenen. Da han havde gjort det, kom han til at tænke paa, at Koen kunde falde ned af Taget og brække Benene eller Halsen paa sig, gik saa op paa Taget og skulde binde den. Den ene Enden af Rebet bandt han om Halsen paa Koen, slap det saa ned igjennem Piben og bandt Rebhællen om Laaret sit, for Vandet kogte alt i Gryden, og han
maatte til at stampe Grøden. Mens han holdt paa med det, faldt Koen udover Taget ligevel og trak Manden op igjennem Piben ved Rebet; der sad han fast, og Koen, den hang udenfor Væggen og svævede mellem Himmel og Jord, og den kunde heller ikke komme løs. Konen havde ventet i syv Lange og syv Brede paa at Manden skulde komme og raabe hjem til Middags; men det blev ikke noget af. Tilsidst saa syntes hun, det blev for drøit og gik endelig hjem. Da hun fik see at Koen hang saa stygt til, gik hun bort og hug Rebet af med Ljaen; i det samme faldt Manden ned igjennem Peispiben, og da Kjærringen kom ind, stod han paa Hovedet i Grødgryden.
