Mlin na veter | Waltey

Prevod

Na griču je stal mlin na veter, ponosen na pogled in ponosen tudi sam nase. »Prav nič nisem ponosen!« je govoril. »Sem pa zelo razsvetljen, zunaj in znotraj. Sonce in luno imam za zunanjo rabo, pa tudi za notranjo, poleg tega pa še stearinske sveče, svetilko na ribje olje in lojene svečke; mirno lahko rečem, da sem razsvetljen. Misleče bitje sem in tako lepo raščen, da me je veselje pogledati. V prsih imam dober mlinski kamen, imam štiri krila in ta mi sedijo vrh glave, tik pod klobukom; ptice imajo samo dve krili in še ti morajo nositi na hrbtu. Po rodu sem Holandec, to se vidi že po moji obliki; leteči Holandec! Tega prištevajo med nadnaravna bitja, vem, jaz pa sem vendar povsem naraven. Okrog trebuha imam galerijo, v spodnjem delu pa stanovanje; tam prebivajo moje misli. Mojo najmočnejšo misel, tisto, ki vodi in gospoduje, druge misli imenujejo mož v mlinu. Ve, kaj hoče, stoji visoko nad moko in zdrobom, a ima tudi svojo družico, ki ji pravijo mamica; ona je moje dobro srce. Ne teka brez glave naokrog, tudi ona ve, kaj hoče, in ve, kaj zmore; blaga je kakor sapica in močna kakor veter. Zna lepo pregovarjati in doseči svoje. Ona je moja mehka plat, očka pa moja trda; dva sta in vendar eno, tudi drug drugemu pravita ‘moja polovica’. Imata tudi otročaje: drobne misli, ki lahko zrastejo. Ti malčki zganjajo tak direndaj! Zadnjič sem v svoji zamišljenosti naročil ‘očku’ in njegovim pomočnikom, naj pregledajo mlinski kamen in kolesje v mojih prsih, ker sem hotel vedeti, kaj je narobe, saj je bilo nekaj narobe v meni in človek mora preiskati samega sebe; takrat so malčki zagnali strašanski hrup, ki se prav nič ne spodobi za nekoga, ki kakor jaz stoji visoko na griču. Ne smeš pozabiti, da si vsem na očeh: tudi ugled je neke vrste razsvetljava. A hotel sem povedati, da so malčki zagnali strašanski hrup! Najmanjši mi je švignil naravnost v klobuk in začel prepevati, da me je kar žgečkalo. Drobne misli lahko zrastejo, to sem že občutil, prihajajo pa misli tudi od zunaj, in te niso čisto mojega rodu, saj nikjer, do koder mi seže pogled, ne vidim nikogar svojega rodu, nikogar razen sebe. A tudi hiše brez kril, v katerih ni slišati mlinskega kamna, imajo misli; te prihajajo k mojim mislim in se z njimi zaročajo, kakor temu pravijo. Čudno, res, marsikaj je čudno. Nekaj me je obšlo ali se naselilo v meni; nekaj se je spremenilo v mlinskem mehanizmu, kakor da bi očka zamenjal svojo polovico, dobil še blažjo naravo, še ljubeznivejšo družico, tako mlado in dobro, pa vendar isto, le da sčasoma postaja nežnejša in boljša. Vsa grenkoba je izpuhtela; vse skupaj je zelo prijetno. Dnevi odhajajo in dnevi prihajajo, zmeraj naprej, proti jasnini in veselju, potem pa, da, tako je bilo izrečeno in zapisano, pride dan, ko bo z menoj konec, pa vendar nikakor ne bo konec! Podreti me morajo, da se dvignem nov in boljši, nehati moram obstajati, pa vendar še naprej biti! Postati čisto drug in vendar ostati isti! To težko razumem, pa naj bom še tako razsvetljen od sonca, lune, stearina, ribjega olja in loja! Moje staro tramovje in zidovje se mora znova dvigniti iz ruševin. Upam, da bom obdržal stare misli: očka v mlinu, mamico, velike in male, družino, kakor pravim vsem skupaj, eno in vendar tako številno, vso druščino misli, kajti brez nje ne morem! In tudi jaz moram ostati jaz, z mlinskim kamnom v prsih, s krili na glavi in balkonom okrog trebuha, sicer se ne bom mogel prepoznati, pa tudi drugi me ne bodo prepoznali in rekli: glej, tam je vendar mlin na griču, ponosen na pogled, pa vendar prav nič ponosen!«

Tako je govoril mlin; povedal je še marsikaj, a to je bilo najpomembnejše. In dnevi so prihajali in dnevi so odhajali, dokler ni prišel poslednji. V mlinu je izbruhnil požar; plameni so se dvignili, švigali ven in noter, lizali tramove in deske ter jih požirali. Mlin se je zrušil in za njim je ostal le kup pepela; dim se je podil nad pogoriščem in veter ga je odnašal.

Vse živo, kar je bilo v mlinu, je ostalo živo; v tem dogodku se mu ni nič zgodilo, še na boljšem je bilo. Mlinarjeva družina, ena duša, mnogo misli in vendar le ena, si je postavila nov, lep mlin, s katerim je bila lahko zadovoljna. Bil je povsem podoben staremu in ljudje so govorili: glej, tam vendar stoji mlin na griču, ponosen na pogled! Toda ta je bil bolje urejen, bolj v skladu s časom, kajti vse gre naprej. Staro tramovje, ki so ga razjedli črvi in trohnoba, je ležalo v prahu in pepelu; tisto mlinsko telo ni vstalo, kakor je mlin verjel, da bo. Besede je vzel dobesedno, vsega pa vendar ne smemo jemati dobesedno!

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

Der stod på bakken en vejrmølle, stolt at se på og stolt følte den sig:

"Aldeles ikke stolt er jeg!" sagde den, "men jeg er meget oplyst, uden og inden. Sol og måne har jeg til udvortes brug og til indvendig med, og så har jeg desuden stearinlys, tranlampe og tælleprås; jeg tør sige, at jeg er oplyst; jeg er et tænkende væsen og så velskabt at det er en fornøjelse. Jeg har en god kværn i brystet, jeg har fire vinger og de sidder mig oppe i hovedet, lige under hatten; fuglene har kun to vinger og må bære dem på ryggen. Jeg er en hollænder af fødsel, det kan ses på min skabelon; en flyvende hollænder; den regnes til det overnaturlige, ved jeg, og dog er jeg meget naturlig. Jeg har galleri om maven og beboelseslejlighed i nederdelen; der huser mine tanker. Min stærkeste tanke, den der styrer og råder, kaldes af de andre tanker: Manden på møllen. Han ved hvad han vil, han står højt over mel og gryn, men har dog sin mage og hun kaldes mutter; hun er hjertelaget; hun løber ikke avet om, også hun ved hvad hun vil, hun ved hvad hun kan, hun er mild som et vindpust, hun er stærk som blæsten; hun forstår at lirke, at få sin vilje. Hun er mit bløde sind, fatter er mit hårde; de er to og dog én, de kalder også hinanden 'min halvpart'. De har rollinger de to: små tanker, som kan vokse. De små gør et styr! Forleden, da jeg i dybsindighed lod 'fatter' og hans svende se kværn og hjul efter i mit bryst, jeg ville vide hvad der var i vejen, thi der var noget i vejen inden i mig, og man skal ransage sig selv, så gjorde de små et forfærdeligt styr, der ikke tager sig ud, når man, som jeg, står højt oppe på bakken; man må huske at man står i belysning: Omdømmet er også belysning. Men hvad jeg ville sige, det var et forfærdeligt styr af de små! Den mindste fór mig lige op i hatten og trallede så det kildrede i mig. De små tanker kan vokse, det har jeg fornummet, og udefra kommer også tanker og ikke ganske af min slægt, for jeg ser ingen af den, så langt jeg ser, ingen uden mig selv; men de vingeløse huse, hvor kværnen ikke høres, de har også tanker, de kommer til mine tanker og forlover sig med dem, som de kalder det. Underligt nok, ja der er meget underligt. Det er kommet over mig eller i mig; noget har forandret sig i mølleværket, det er som om fatter havde skiftet halvpart, fået et endnu mildere sind, en endnu kærligere mage, så ung og from og dog den samme, men blødere, frommere med tiden. Hvad besk var er fordunstet; det er meget fornøjeligt det hele. Dagene går og dagene kommer, altid fremad til klarhed og glæde, og så, ja det er sagt og skrevet, så kommer der en dag, at det er forbi med mig og aldeles ikke forbi! jeg skal rives ned for at rejse mig ny og bedre, jeg skal høre op og dog blive ved at være! blive en ganske anden og dog den samme! det er mig svært at begribe, ihvor oplyst jeg end er, ved sol, måne, stearin, tran og tælle! mit gamle tømmer og murværk skal rejse sig igen af gruset. Jeg vil håbe at jeg beholder de gamle tanker: Fatter på møllen, mutter, store og små, familien, den kalder jeg det hele, en og dog så mange, hele tankekompagniet, for det kan jeg ikke undvære! og mig selv må jeg også blive, med kværn i brystet, vinger på hovedet, altan om maven, ellers kan jeg ikke kende mig selv, og de andre kan heller ikke kende mig og sige, der har vi jo møllen på bakken, stolt at se, dog aldeles ikke stolt!"

Det sagde møllen, den sagde meget mere, men dette var nu det vigtigste.

Og dagene kom og dagene gik, og den yderste var den sidste.

Der gik ild i møllen; flammerne løftede sig, slog ud, slog ind, slikkede bjælker og brædder, åd dem op. Møllen faldt, der var kun en askehob tilbage; røgen fór hen over brandstedet, vinden bar den bort.

Hvad levende der havde været på møllen blev, det kom ikke noget til ved den begivenhed, det vandt ved den. Møllerfamilien, en sjæl, mange tanker og dog kun en, fik sig en ny, dejlig mølle, den kunne være tjent med, den lignede aldeles den gamle, man sagde: Der står jo møllen på bakken, stolt at se! men denne var bedre indrettet, mere tidssvarende, for det går fremad. Det gamle tømmer, der var ormstukket og svampet, lå i støv og aske; den møllekrop rejste sig ikke, som den havde troet; den tog det lige efter ordene, og man skal ikke tage alting lige efter ordene!

Prevod

Izvirnik

Morda ti bo všeč tudi