Waltey

Prevod

Na oknu je stala vrtnica; še pred kratkim je bila mladostno sveža, zdaj pa je bila videti bolehna, nekaj jo je mučilo. Dobila je vojaške stanovalce, ki so jo razjedali; sicer pa so bili to prav spodobni stanovalci v zelenih uniformah.

Pogovarjal sem se z enim od nastanjenih vojakov; star je bil komaj tri dni, pa že praded. Veš, kaj mi je povedal? Kar je povedal, je bilo res; govoril je o sebi in o vseh svojih nastanjenih tovariših.

»Mi smo najbolj nenavaden polk med vsemi bitji na zemlji. V toplem delu leta rojevamo žive mladiče; saj je vreme takrat lepo; takoj se zaročimo in obhajamo svatbo. Ko se bliža hladni del leta, ležemo jajčeca; v njih je malčkom toplo. Najmodrejša žival, mravlja, ki jo zelo spoštujemo, nas preučuje in ceni. Ne požre nas takoj, temveč vzame naša jajčeca in jih odnese v mravljišče, ki si ga deli z družino, v najnižjo etažo; poznavalsko nas razvrsti in oštevilči, drugega ob drugem, plast za plastjo, da se lahko vsak dan iz jajčeca izvali kdo nov; potem nas spravijo v hlev, stiskajo nad zadnjimi nožicami in molzejo, dokler ne umremo; to je silno prijetno! Pri njih imamo najljubkejše ime: ‘sladka mala kravica mlekarica!’ Tako nas imenujejo vse živali z mravljinjo pametjo, samo ljudje ne, in to nas žali, ob tem bi človek kar izgubil vso svojo sladkost — ali ne bi mogli pisati proti temu, ali ne bi mogli spraviti k pameti teh ljudi! — tako neumno nas gledajo, z umazanimi očmi nas gledajo, ker pojemo kak list vrtnice, sami pa žrejo vsa živa bitja, vse, kar zeleni in raste. Dajejo nam najbolj zaničljivo ime, najbolj odvratno ime; ne bom ga izgovoril, uh! Vse se obrača v meni! Ne morem ga izreči, vsaj v uniformi ne, jaz pa sem vedno v uniformi.

Rodil sem se na listu vrtnice; jaz in ves polk živimo od vrtnice, ona pa živi naprej v nas, ki sodimo med višje razvita bitja. Ljudje nas ne trpijo; pridejo in nas pobijajo z milnico; to je ogabna pijača! Zdi se mi, da jo že voham. Strašno je, če te umivajo, ko pa si rojen za to, da se ne bi nikoli umival!

Človek! Ti, ki me gledaš s temi strogimi milničnimi očmi; pomisli na naše mesto v naravi, na to, kako domiselno smo opremljeni za leženje jajčec in rojevanje mladičev! Deležni smo bili blagoslova: ‘Množite se in napolnite zemljo!’ V vrtnicah se rodimo, v vrtnicah umremo; vse naše življenje je poezija. Ne prilepi nam imena, ki se ti zdi najbolj odvratno in grdo, tistega imena — ne bom ga izrekel, ne bom ga omenil! Imenuj nas mravljine kravice mlekarice, vrtnicin polk, mali zeleni!«

Jaz, človek, pa sem stal in gledal vrtnico in male zelene, katerih imena ne bom omenil, da ne bi užalil vrtnicinega meščana, te velike družine z jajčeci in živimi mladiči. Milnico, s katero sem jih hotel umiti, kajti prišel sem z milnico in hudobnimi nameni, bom zdaj stepel v peno in pihal vanjo, spuščal milne mehurčke in občudoval njihov sijaj; morda se v vsakem skriva pravljica.

In mehurček je postal velik, ves v bleščečih barvah, na njegovem dnu pa je bilo nekaj podobnega srebrnemu biseru. Mehurček se je zazibal, lebdel, poletel proti vratom in počil, vrata pa so se na stežaj odprla in pred njimi je stala sama mati pravljic.

»No, zdaj lahko ona bolje od mene pripoveduje o — ne bom izrekel imena! — malih zelenih.« »Listne uši!« je rekla mati pravljic. »Vsako stvar je treba imenovati s pravim imenom, in če si tega ne upamo v vsakdanjem življenju, moramo to znati vsaj v pravljici.«

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

I vinduet stod et rosentræ, nys var det ungdomsfriskt, nu så det sygeligt ud, det led af noget.

Det havde fået indkvartering, der åd det op; forresten meget honnet indkvartering i grøn uniform.

Jeg talte med en af de indkvarterede, han var kun tre dage gammel og allerede oldefader. Ved du, hvad han sagde? Sandt var det, hvad han sagde; han talte om sig og hele indkvarteringen.

"Vi er det mærkeligste regiment af jordens skabninger. I den varme tid føder vi levende unger; vejret er jo da godt; vi forlover os straks og holder bryllup. Mod den kolde tid lægger vi æg; de små ligger lunt. Det viseste dyr, myren, vi har megen agtelse for den, studerer os, vurderer os. Den æder os ikke straks, den tager vore æg, lægger dem i sin og familiens fælles tue, underste etage, lægger os med kendskab og nummer, side om side, lag på lag, at hver dag en frisk kan springe ud af ægget; så sætter de os i stald, klemmer os over bagbenene, malker os, så vi dør; det er en stor behagelighed! Hos dem har vi det yndeligste navn: 'søde lille malkeko!' Alle dyr med myreforstand nævner os således, kun menneskene, og det er os en krænkelse, det er til at miste sin sødme over, – kan De ikke skrive derimod, kan De ikke vise dem til rette, disse menneskene! – de ser så dumt på os, ser med sudle øjne, fordi vi spiser et rosenblad, medens de selv æder al levende skabning, alt, hvad grønnes og gror. De giver os det foragteligste navn, det væmmeligste navn; jeg nævner det ikke, uh! det vender sig i mig! jeg kan ikke sige det, i det mindste ikke i uniform, og jeg er altid i uniform.

Jeg er født på rosentræets blad; jeg og det hele regiment lever af rosentræet, men det lever igen i os, der hører til den højere stillede skabning. Menneskene tåler os ikke; de kommer og dræber os med sæbevand; det er en fæl drik! jeg synes, at jeg lugter den. Det er forfærdeligt at blive vasket, når man er født til ikke at vaskes!

Menneske! Du, som ser på mig med de strenge sæbevandsøjne; tænk over vor plads i naturen, vor kunstige udstyrelse i at lægge æg og levere unger! Vi fik velsignelsen: 'at opfylde og formere!' Vi fødes i roser, vi dør i roser; hele vort liv er poesi. Hæft ikke på os det navn, du finder mest væmmeligt og stygt, det navn –, jeg siger det ikke, nævner det ikke! Kald os myrens malkeko, rosentræets regiment, de små grønne!"

Og jeg, mennesket, stod og så på træet og på de små grønne, hvis navn jeg ikke skal nævne, ikke krænke en rosenborger, en stor familie med æg og levende unger. Sæbevandet, jeg ville vaske dem med, for jeg var kommet med sæbevand og onde hensigter, vil jeg nu piske og blæse i skum, puste sæbebobler, se på den pragt, måske ligger der et eventyr i hver.

Og boblen blev så stor med strålende farver, og der lå i den ligesom en sølvperle på bunden. Boblen svajede, svævede, fløj mod døren og brast, men døren sprang op, og der stod eventyrmor selv.

"Ja nu kan hun fortælle bedre end jeg om – jeg siger ikke navnet! – de små grønne."

"Bladlus!" sagde eventyrmor. "Man skal nævne enhver ting ved sit rette navn, og tør man det ikke i almindelighed, så skal man kunne det i eventyret."

Nalagam bralnik