Waltey

Prevod

Daleč na odprtem morju je voda tako modra kakor venčni listi najlepšega plavčka in tako bistra kakor najčistejše steklo, vendar je zelo globoka, globlja, kot seže katerakoli sidrna vrv; mnogo cerkvenih zvonikov bi morali postaviti drugega na drugega, da bi segli od dna nad gladino. Tam spodaj prebiva morsko ljudstvo.

Nikar pa ne mislite, da je tam le golo dno iz belega peska; ne, tam rastejo najčudovitejša drevesa in rastline, katerih stebla in listi so tako prožni, da se zatrepetajo ob najmanjšem premiku vode, kakor da bi bili živi. Med vejami švigajo vse ribe, majhne in velike, prav kakor tu zgoraj ptice po zraku. Na najglobljem kraju stoji grad morskega kralja; zidovi so iz koral in visoka, koničasta okna iz najčistejšega jantarja, streha pa je iz školjk, ki se odpirajo in zapirajo, kakor se giblje voda. Prečudovito je videti, kajti v vsaki školjki ležijo bleščeči biseri in že en sam bi bil razkošen okras v kraljičini kroni.

Morski kralj je bil že mnogo let vdovec, gospodinjstvo pa mu je vodila njegova stara mati. Bila je modra žena, vendar ponosna na svoj plemeniti rod, zato je na repu nosila dvanajst ostrig, drugi imenitneži pa so jih smeli nositi le šest. Sicer je zaslužila veliko hvale, zlasti ker je tako zelo ljubila male morske princeske, svoje vnukinje. Bilo jih je šest, samih ljubkih otrok, toda najmlajša je bila najlepša med vsemi. Njena koža je bila čista in nežna kakor vrtnični list, njene oči modre kakor najgloblje jezero, vendar kakor vse druge ni imela nog, temveč se ji je telo končevalo z ribjim repom.

Ves dolgi dan so se lahko igrale spodaj v gradu, v velikih dvoranah, kjer so iz sten rasle žive cvetlice. Velika jantarna okna so odpirali in tedaj so k njim priplavale ribe, kakor pri nas priletijo v hišo lastovke, kadar odpremo okna. Toda ribe so plavale naravnost k malim princeskam, jim jedle iz rok in se pustile božati.

Pred gradom je bil velik vrt z ognjeno rdečimi in temnomodrimi drevesi; sadeži so se svetili kakor zlato in cvetlice kakor plameneč ogenj, saj so se njihova stebla in listi nenehno gibali. Tla so bila iz najfinejšega peska, a modrega kakor žveplov plamen. Nad vsem tam spodaj je ležal čudežen moder sij, tako da bi človek prej pomislil, da stoji visoko v zraku in vidi nad seboj in pod seboj samo nebo, kakor pa da je na morskem dnu. Kadar je bilo morje povsem mirno, je bilo mogoče razločiti sonce; videti je bilo kakor škrlaten cvet, iz katerega čaše se razliva vsa svetloba.

Vsaka mala princeska je imela na vrtu svojo gredico, kjer je lahko kopala in sadila, kakor je želela. Ena je svoji gredici dala obliko kita, drugi je bilo ljubše, da je njena spominjala na malo morsko deklico, najmlajša pa je svojo napravila povsem okroglo kakor sonce in na njej gojila samo cvetlice, ki so žarele rdeče kakor ono. Bila je nenavaden otrok, tiha in zamišljena, in medtem ko so druge sestre krasile svoje gredice z najčudovitejšimi rečmi, ki so jih dobile s potopljenih ladij, je hotela ona poleg rožnato rdečih cvetlic, podobnih soncu tam visoko zgoraj, imeti le lep marmornat kip. Predstavljal je čednega dečka, izklesanega iz belega, čistega kamna, in je ob brodolomu potonil na morsko dno. Ob kip je posadila rožnato rdečo vrbo žalujko; bujno je rasla in s svežimi vejami segala čez njega navzdol proti modremu peščenemu dnu, kjer se je kazala vijoličasta senca, ki se je gibala kakor veje. Videti je bilo, kakor da se krošnja in korenine igrajo in si pošiljajo poljube.

Nič je ni bolj veselilo kakor poslušati o človeškem svetu tam zgoraj. Stara babica ji je morala pripovedovati vse, kar je vedela o ladjah in mestih, ljudeh in živalih. Še posebno čudovito se ji je zdelo, da cvetlice zgoraj na zemlji dišijo, saj tiste na morskem dnu niso dišale, in da so gozdovi zeleni, ribe, ki jih je tam videti med vejami, pa znajo tako glasno in lepo peti, da jih je pravo veselje poslušati. Babica je namreč ptičkom rekla ribe, saj je sicer ne bi razumele, ker še nikoli niso videle ptice.

»Ko boste dopolnile petnajst let,« je rekla babica, »boste smele priplavati iz morja, sedeti v mesečini na skalah in gledati velike ladje, ki plujejo mimo; videle boste gozdove in mesta!« V prihodnjem letu bi ena izmed sester dopolnila petnajst let, druge pa so bile vsaka po eno leto mlajše od prejšnje, tako da je morala najmlajša čakati še celih pet let, preden bi smela zapustiti morsko dno in pogledati, kako je pri nas. Toda druga drugi so obljubile, da bodo povedale, kaj so videle in kaj se jim je prvi dan zdelo najlepše, kajti babica jim ni povedala dovolj in še toliko stvari so želele izvedeti.

Nobena ni tako hrepenela kakor najmlajša, prav ona, ki je morala čakati najdlje in je bila tako tiha in zamišljena. Marsikatero noč je stala pri odprtem oknu in gledala navzgor skozi temnomodro vodo, kjer so ribe mahale s plavutmi in repi. Videla je luno in zvezde; resda so svetile zelo bledo, vendar so bile skozi vodo videti veliko večje kakor našim očem. Kadar je pod njimi zdrsnilo nekaj kakor črn oblak, je vedela, da je to bodisi kit, ki plava nad njo, bodisi ladja z mnogimi ljudmi. Ti gotovo niso pomislili, da spodaj stoji ljubka mala morska deklica in steguje bele roke proti ladijski kobilici.

Naposled je najstarejša princeska dopolnila petnajst let in smela priplavati nad morsko gladino. Ko se je vrnila, je imela povedati sto reči, najlepše pa je bilo, je rekla, ležati v mesečini na peščeni plitvini sredi mirnega morja in gledati veliko mesto tik ob obali, kjer so luči migljale kakor stotine zvezd; poslušati glasbo ter ropot in hrup vozov in ljudi, gledati številne cerkvene zvonike in stolpiče ter poslušati zvonjenje. Prav zato, ker ni mogla tja, je po vsem tem najbolj hrepenela.

O, kako pozorno jo je poslušala najmlajša sestra! In ko je potem zvečer stala pri odprtem oknu in gledala navzgor skozi temnomodro vodo, je mislila na veliko mesto z vsem njegovim vrvežem in hrupom in zdelo se ji je, da sliši cerkvene zvonove, kako zvonijo vse do nje.

Naslednje leto je druga sestra smela priplavati na površje in plavati, kamor je želela. Iz vode je pokukala ravno ob sončnem zahodu in ta prizor se ji je zdel najlepši. Vse nebo je bilo videti kakor zlato, je pripovedovala, oblaki pa — ah, njihove lepote sploh ni mogla opisati! Rdeči in vijoličasti so pluli nad njo, toda mnogo hitreje od njih je kakor dolga bela tančica letela jata divjih labodov čez vodo proti soncu. Plavala je za njim, a sonce je potonilo in rožnati sij je ugasnil na morski gladini in oblakih.

Leto zatem je prišla na površje tretja sestra. Bila je najdrznejša med vsemi, zato je zaplavala po široki reki, ki se je izlivala v morje. Videla je čudovite zelene griče z vinsko trto, med veličastnimi gozdovi pa so kukali gradovi in kmetije. Slišala je petje vseh ptic in sonce je sijalo tako toplo, da se je morala pogosto potopiti, da si je ohladila razgreti obraz. V majhnem zalivu je naletela na celo skupino človeških otrok; povsem goli so tekali in čofotali po vodi. Hotela se je igrati z njimi, vendar so prestrašeni pobegnili. Nato je prišla majhna črna žival; bil je pes, toda ona psa še nikoli ni videla. Tako strašno je lajal nanjo, da se je prestrašila in zbežala na odprto morje. Nikoli pa ni mogla pozabiti krasnih gozdov, zelenih gričev in ljubkih otrok, ki so znali plavati po vodi, čeprav niso imeli ribjega repa.

Četrta sestra ni bila tako drzna. Ostala je sredi odprtega, razburkanega morja in pripovedovala, da je najlepše prav tam; na vse strani si lahko videl milje daleč, nebo nad teboj pa je bilo kakor velik steklen zvon. Videla je ladje, a daleč stran, tako da so bile videti kakor galebi. Zabavni delfini so delali premete, veliki kiti pa so brizgali vodo iz nosnic, tako da je bilo videti, kakor da je naokrog sto vodometov.

Nato je prišla na vrsto peta sestra. Rojstni dan je imela ravno pozimi, zato je videla nekaj, česar druge ob svojem prvem obisku niso. Morje je bilo videti povsem zeleno, naokrog pa so plavale velike ledene gore. Vsaka je bila podobna biseru, je rekla, vendar je bila veliko večja od cerkvenih zvonikov, ki so jih gradili ljudje. Bile so najčudovitejših oblik in so se bleščale kakor diamanti. Sedla je na eno največjih in vsi pomorščaki so se je prestrašeni na daleč ogibali, medtem ko je sedela tam in pustila, da ji je veter raznašal dolge lase. Proti večeru pa so nebo prekrili oblaki, bliskalo se je in grmelo, črno morje je visoko dvigovalo velike ledene gmote in jih oblivala svetloba rdečih bliskov. Na vseh ladjah so pospravili jadra, povsod sta vladala strah in groza, ona pa je mirno sedela na svoji plavajoči ledeni gori in gledala modro strelo, ki je v cikcaku udarjala v bleščeče morje.

Ko je katera izmed sester prvič priplavala nad gladino, je bila vselej očarana nad vsem novim in lepim, kar je videla. Ko pa so kot odrasla dekleta smele na površje, kadar so hotele, jim ni bilo več toliko do tega; spet so zahrepenele po domu in po mesecu dni so govorile, da je vendarle najlepše spodaj pri njih, kjer so tako prijetno doma.

Marsikateri večer se je pet sester prijelo pod roke in v vrsti priplavalo nad gladino. Imele so čudovite glasove, lepše od kateregakoli človeka, in kadar se je pripravljalo k nevihti, tako da so slutile, da bi ladje utegnile doživeti brodolom, so plavale pred njimi in prelepo pele o tem, kako čudovito je na morskem dnu, ter prosile mornarje, naj se ne bojijo priti dol. Toda ti niso razumeli besed in so mislili, da slišijo vihar. Tudi lepot tam spodaj niso nikoli videli, kajti ko je ladja potonila, so ljudje utonili in v grad morskega kralja prišli le mrtvi.

Kadar so sestre tako zvečer druga ob drugi, z roko v roki, plavale visoko proti površju, je najmlajša sestra ostala povsem sama in gledala za njimi. Bilo ji je, kakor da bo zajokala, toda morske deklice nimajo solz, zato še toliko bolj trpijo.

»Ah, ko bi že imela petnajst let!« je govorila. »Vem, da bom vzljubila svet tam zgoraj in ljudi, ki tam gradijo in živijo!«

Naposled je dopolnila petnajst let. »No, zdaj si tudi ti zrasla,« je rekla njena babica, stara kraljica vdova. »Pridi, naj te okrasim kakor tvoje sestre!« In na lase ji je položila venec belih lilij, vendar je bil vsak cvetni list polovica bisera. Nato je ukazala osmim velikim ostrigam, naj se oprimejo princeskinega repa, da bodo kazale njen visoki stan.

»Tako boli!« je rekla mala morska deklica. »Da, za lepoto je treba tudi malo potrpeti!« je odvrnila starka. O, kako rada bi otresla s sebe ves ta blišč in odložila težki venec! Rdeče cvetlice z njenega vrta so ji veliko lepše pristajale, vendar si ni upala ničesar spremeniti. »Zbogom,« je rekla in se lahka in prosojna kakor mehurček dvignila skozi vodo.

Sonce je ravno zašlo, ko je dvignila glavo nad morje, toda vsi oblaki so se še svetili v rožnatih in zlatih barvah, sredi bledordečega neba pa je večernica sijala tako jasno in lepo. Zrak je bil blag in svež, morje pa povsem mirno. Tam je ležala velika ladja s tremi jambori; razpeto je bilo le eno jadro, saj ni bilo niti sapice, po vrveh in prečkah pa so sedeli mornarji. Slišala sta se glasba in petje, in bolj ko se je večer mračil, več pisanih svetilk so prižigali, nazadnje jih je bilo sto; videti so bile, kakor da v zraku plapolajo zastave vseh narodov. Mala morska deklica je priplavala naravnost k oknu ladijske kabine in vsakokrat, ko jo je voda privzdignila, je lahko skozi kristalno čiste šipe pogledala v notranjost, kjer je stalo mnogo lepo opravljenih ljudi. Najlepši pa je bil mladi princ z velikimi črnimi očmi; gotovo ni imel veliko več kot šestnajst let. Bil je njegov rojstni dan in njemu v čast so priredili vse to slavje. Mornarji so plesali na krovu, in ko je mladi princ stopil mednje, je v zrak poletelo več kot sto raket. Zasvetile so kakor beli dan, tako da se je mala morska deklica silno prestrašila in se potopila, a kmalu je spet pomolila glavo iz vode in tedaj se ji je zdelo, kakor da vse nebesne zvezde padajo k njej. Nikoli še ni videla takšnih ognjenih čarovnij. Velika sonca so se vrtela, veličastne ognjene ribe so švigale po modrem zraku in vse se je zrcalilo v bistrem, mirnem morju. Na ladji je bilo tako svetlo, da je bilo mogoče razločiti vsako vrvico, kaj šele ljudi. O, kako lep je bil mladi princ! Segal je ljudem v roke, se smejal in nasmihal, medtem ko je v prelepi noči odmevala glasba.

Pozno je bilo že, toda mala morska deklica ni mogla odvrniti oči od ladje in lepega princa. Pisane svetilke so ugasnile, rakete niso več letele v zrak in tudi topovskih strelov ni bilo več slišati, globoko v morju pa je šumelo in bobnelo. Medtem je ostajala na gladini in se zibala gor in dol, tako da je lahko gledala v kabino. Toda ladja je začela pluti hitreje, drugo za drugim so razpeli jadra, valovi so postajali močnejši, kopičili so se veliki oblaki in v daljavi se je bliskalo. O, pripravlja se strašno neurje! Zato so mornarji pospravili jadra. Velika ladja se je z divjo hitrostjo zibala po razburkanem morju, voda se je dvigala kakor velike črne gore, ki se bodo zgrnile čez jambor, ladja pa se je kakor labod spuščala med visoke valove in se spet pustila dvigniti na njihove vrhove. Mali morski deklici se je takšna plovba zdela prav zabavna, mornarjem pa ne. Ladja je škripala in pokala, debele deske so se upogibale pod silovitimi udarci morja, ki je butalo ob ladjo. Jambor se je prelomil na pol, kakor da bi bil trstika, in ladja se je nagnila na bok, medtem ko je voda vdirala v podpalubje. Zdaj je mala morska deklica videla, da so v nevarnosti; še sama se je morala paziti tramov in kosov ladje, ki so plavali po vodi. Za hip je bilo tako trdo temno, da ni mogla razločiti ničesar, ko pa se je zabliskalo, je bilo spet tako svetlo, da je prepoznala vse na ladji. Vsakdo se je reševal, kakor je najbolje znal. Še posebno je iskala mladega princa, in ko je ladja razpadla, ga je videla toniti v globoko morje. Sprva se je kar razveselila, saj bo zdaj prišel dol k njej, potem pa se je spomnila, da ljudje ne morejo živeti v vodi in da bi v grad njenega očeta lahko prišel samo mrtev. Ne, umreti ne sme! Zato je zaplavala med tramove in deske, ki so plavali po morju, in povsem pozabila, da bi jo lahko zmečkali. Potapljala se je globoko pod vodo in se spet dvigovala visoko med valove, dokler ni nazadnje prišla do mladega princa, ki v razburkanem morju skoraj ni mogel več plavati. Roke in noge so mu pešale, lepe oči so se zapirale; umrl bi, če ne bi prišla mala morska deklica. Držala mu je glavo nad vodo in pustila, da so ju valovi nosili, kamor so hoteli.

Ko se je zdanilo, je bilo neurja konec; od ladje ni bilo videti niti trske. Sonce se je rdeče in bleščeče dvignilo iz vode in zdelo se je, kakor da se princu ob tem v lica vrača življenje, oči pa so ostale zaprte. Morska deklica ga je poljubila na visoko, lepo čelo in mu pogladila mokre lase nazaj. Zdel se ji je podoben marmornatemu kipu na njenem vrtičku. Spet ga je poljubila in si zaželela, da bi vendarle ostal živ.

Zdaj je pred seboj zagledala kopno, visoke modre gore, na katerih vrhovih se je svetil beli sneg, kakor da tam ležijo labodi. Spodaj ob obali so bili čudoviti zeleni gozdovi, pred njimi pa je stala cerkev ali samostan; tega ni dobro vedela, vsekakor pa je bila stavba. Na vrtu so rasli limonovci in pomarančevci, pred vrati pa so stale visoke palme. Morje je tu segalo v majhen zaliv, povsem miren, vendar zelo globok, vse do skale, ob katero je naplavilo droben bel pesek. Tja je priplavala z lepim princem in ga položila na pesek, še posebno pa poskrbela, da je imel glavo dvignjeno na toplem soncu.

Tedaj so v veliki beli stavbi zazvonili zvonovi in skozi vrt je prišlo veliko mladih deklet. Mala morska deklica je odplavala nekoliko dlje za visoke skale, ki so štrlele iz vode, si na lase in prsi položila morsko peno, da nihče ne bi mogel videti njenega drobnega obraza, in čakala, kdo bo prišel k ubogemu princu.

Ni trajalo dolgo, ko je k njemu prišlo mlado dekle. Videti je bilo, da se je silno prestrašilo, vendar le za trenutek; nato je šlo po druge ljudi in morska deklica je videla, da se princ prebuja in se nasmiha vsem okoli sebe. Njej pa se ni nasmehnil, saj niti vedel ni, da ga je rešila. Postala je tako žalostna, in ko so ga odnesli v veliko stavbo, se je vsa potrta potopila in se vrnila domov v očetov grad.

Vedno je bila tiha in zamišljena, zdaj pa še toliko bolj. Sestre so jo spraševale, kaj je videla prvič tam zgoraj, toda ničesar jim ni povedala.

Mnoge večere in jutra je priplavala na površje tam, kjer je pustila princa. Videla je, kako sadeži na vrtu zorijo in kako jih obirajo, videla je, kako se sneg na visokih gorah tali, princa pa ni videla, zato se je vselej vračala domov še bolj žalostna. Tam ji je bilo v edino tolažbo sedeti na svojem vrtičku in z rokami objemati lepi marmornati kip, ki je bil podoben princu. Za cvetlice pa ni več skrbela; kakor v divjini so se razrasle čez stezice ter svoja dolga stebla in liste prepletle z drevesnimi vejami, tako da je bilo povsem mračno.

Nazadnje ni mogla več zdržati in je vse povedala eni od sester. Takoj so izvedele tudi vse druge, toda poleg njih le še nekaj morskih deklic, ki so povedale samo svojim najbližjim prijateljicam. Ena izmed njih je vedela, kdo je princ; tudi sama je videla slavje na ladji in vedela, od kod prihaja ter kje leži njegovo kraljestvo.

»Pridi, sestrica!« so rekle druge princeske in se z rokami okoli ramen druga druge v dolgi vrsti dvignile iz morja pred krajem, kjer je stal prinčev grad.

Zgrajen je bil iz svetlorumenega, bleščečega kamna, z velikimi marmornatimi stopnišči; eno je vodilo naravnost v morje. Nad streho so se dvigale veličastne pozlačene kupole, med stebri, ki so obdajali vso stavbo, pa so stali marmornati kipi, ki so bili videti kakor živi. Skozi čisto steklo visokih oken je bilo mogoče gledati v prekrasne dvorane, kjer so visele dragocene svilene zavese in preproge, vse stene pa so krasile velike slike, ki jih je bilo pravo veselje gledati. Sredi največje dvorane je šumel velik vodomet; njegovi curki so se dvigovali visoko proti stekleni kupoli v stropu, skozi katero je sonce sijalo na vodo in na čudovite rastline, ki so rasle v velikem bazenu.

Zdaj je vedela, kje živi, in tja je prihajala mnoge večere in noči. Plavala je veliko bliže kopnemu, kakor si je upala katerakoli druga, celo v ozki kanal je zaplavala, pod veličastni marmornati balkon, ki je metal dolgo senco čez vodo. Tam je sedela in gledala mladega princa, ki je mislil, da je v jasni mesečini povsem sam.

Marsikateri večer ga je videla pluti ob zvokih glasbe v njegovem krasnem čolnu, na katerem so plapolale zastave. Kukala je izmed zelenega trstičja, in če je veter privzdignil njeno dolgo srebrnobelo tančico in jo je kdo opazil, je pomislil, da je labod, ki razpira krila.

Marsikatero noč je slišala ribiče, ki so s svetilkami lovili na morju, kako so toliko dobrega pripovedovali o mladem princu. Veselilo jo je, da mu je rešila življenje, ko ga je napol mrtvega nosilo po valovih, in mislila je na to, kako tesno je njegova glava počivala na njenih prsih in kako nežno ga je tedaj poljubljala. On pa o tem ni vedel ničesar, niti sanjati ni mogel o njej.

Vedno bolj je ljubila ljudi in vedno bolj si je želela, da bi lahko stopila mednje. Njihov svet se ji je zdel veliko večji od njenega; z ladjami so lahko leteli čez morje, se vzpenjali na visoke gore visoko nad oblake, dežele, ki so jim pripadale, pa so se z gozdovi in polji raztezale dlje, kot je segel njen pogled. Toliko stvari si je želela izvedeti, toda sestre niso znale odgovoriti na vse, zato je spraševala staro babico. Ta je dobro poznala višji svet, kakor je povsem upravičeno imenovala dežele nad morjem.

»Če ljudje ne utonejo,« je vprašala mala morska deklica, »ali lahko živijo večno? Ali ne umrejo kakor mi tukaj spodaj v morju?« »Seveda!« je rekla starka. »Tudi oni morajo umreti in njihovo življenje je celo krajše od našega. Mi lahko dočakamo tristo let, toda ko tukaj nehamo živeti, postanemo samo pena na vodi in niti groba nimamo tu spodaj med svojimi dragimi. Nimamo nesmrtne duše, nikoli več ne oživimo; kakor zeleni trst smo: ko je enkrat odrezan, ne more več ozeleneti! Ljudje pa imajo dušo, ki živi večno, tudi potem, ko se telo spremeni v prst. Dvigne se skozi čisti zrak k vsem bleščečim zvezdam! Kakor mi priplavamo iz morja in zagledamo človeške dežele, tako se oni dvignejo v neznane, čudovite kraje, ki jih mi nikoli ne bomo videli.«

»Zakaj pa mi nismo dobili nesmrtne duše?« je žalostno rekla mala morska deklica. »Dala bi vseh tristo let, ki jih imam pred seboj, da bi bila lahko en sam dan človek in potem deležna nebeškega sveta!«

»Nikar ne razmišljaj o tem!« je rekla starka. »Mi smo veliko srečnejši in nam je bolje kakor ljudem tam zgoraj!« »Torej bom morala umreti in plavati kot pena po morju, ne bom več slišala glasbe valov, ne videla čudovitih cvetlic in rdečega sonca! Ali res ne morem storiti ničesar, da bi si pridobila večno dušo?« — »Ne!« je rekla starka. »Le če bi te kak človek tako vzljubil, da bi mu pomenila več kakor oče in mati; če bi bil z vsemi mislimi in vso ljubeznijo predan tebi ter bi dovolil duhovniku, da njegovo desnico položi v tvojo, ob obljubi zvestobe tukaj in za vso večnost, tedaj bi se njegova duša prelila v tvoje telo in tudi ti bi postala deležna človeške sreče. Dal bi ti dušo, a hkrati ohranil svojo. Toda to se ne more nikoli zgoditi! Kar je prav tu v morju lepo, tvoj ribji rep, se jim tam zgoraj na zemlji zdi grdo. Pač ne vedo bolje; tam moraš imeti dve nerodni opori, ki jima pravijo noge, da veljaš za lepo!«

Mala morska deklica je vzdihnila in žalostno pogledala svoj ribji rep. »Bodimo veseli,« je rekla starka, »skačimo in rajajmo vseh tristo let, kolikor nam je dano živeti; to je vendar kar lepa doba, potem pa si lahko toliko prijetneje odpočijemo v grobu. Nocoj bomo imeli dvorni ples!«

In res je bilo razkošje, kakršnega na zemlji ni mogoče videti. Stene in strop velike plesne dvorane so bili iz debelega, a prozornega stekla. Na obeh straneh je v vrstah stalo več sto velikanskih školjk, rožnato rdečih in travnato zelenih, v njih pa je gorel moder ogenj, ki je osvetljeval vso dvorano in sijal skozi stene, tako da je bilo morje zunaj povsem razsvetljeno. Videti je bilo vse neštete ribe, velike in majhne, ki so plavale proti stekleni steni; nekaterim so se luske svetile škrlatno rdeče, drugim srebrno in zlato. Skozi sredino dvorane je tekel širok vodni tok in na njem so morski možje in morske deklice plesali ob svojem prelepem petju. Tako lepih glasov ljudje na zemlji nimajo. Mala morska deklica je pela najlepše od vseh in ploskali so ji; za trenutek je v srcu začutila veselje, saj je vedela, da ima najlepši glas med vsemi na zemlji in v morju! Toda kmalu je spet pomislila na svet nad seboj. Ni mogla pozabiti lepega princa in žalosti, ker nima nesmrtne duše kakor on. Zato se je izmuznila iz očetovega gradu, in medtem ko sta v njem vladala petje in veselje, je žalostno sedela na svojem vrtičku. Tedaj je skozi vodo zaslišala zvoke rogov in pomislila: »Zdaj gotovo pluje tam zgoraj, on, ki ga ljubim bolj kakor očeta in mater, on, ki so mu predane vse moje misli in v čigar roke bi položila srečo svojega življenja. Vse bom tvegala, da si pridobim njega in nesmrtno dušo! Medtem ko moje sestre plešejo v očetovem gradu, bom šla k morski čarovnici, ki sem se je vedno tako bala; morda mi bo znala svetovati in pomagati!«

Mala morska deklica je zdaj zapustila svoj vrt in se napotila proti bučečim vrtincem, za katerimi je živela čarovnica. Po tej poti še nikoli ni šla; tu ni raslo ne cvetje ne morska trava, le golo sivo peščeno dno se je raztezalo proti vrtincem, kjer se je voda vrtela kakor bučeča mlinska kolesa in vlekla v globino vse, kar ji je prišlo v objem. Med temi uničujočimi vrtinci je morala, da bi prišla na ozemlje morske čarovnice, nato pa jo je še lep kos poti vodil čez vroče, brbotajoče blato, ki mu je čarovnica pravila svoje šotno močvirje. Za njim je stala njena hiša sredi nenavadnega gozda. Vsa drevesa in grmi so bili polipi, napol živali in napol rastline; videti so bili kakor stoglave kače, ki rastejo iz zemlje. Vse veje so bile dolge sluzaste roke s prsti, podobnimi gibkim črvom, in člen za členom so se premikale od korenin do zadnje konice. Vsega, kar so v morju lahko zgrabile, so se oklenile in nikoli več izpustile. Mala morska deklica je vsa prestrašena obstala pred gozdom; srce ji je razbijalo od tesnobe in skoraj bi se obrnila, a tedaj je pomislila na princa in na človeško dušo ter se opogumila. Dolge plapolajoče lase si je tesno ovila okoli glave, da je polipi ne bi zgrabili zanje, sklenila roke na prsih in švignila, kakor zna riba švigniti skozi vodo, med ostudne polipe, ki so stegovali za njo gibke roke in prste. Videla je, da vsak drži nekaj, kar je ujel; na stotine drobnih rok je svoj plen oklepalo kakor močni železni obroči. Ljudje, ki so umrli na morju in potonili globoko na dno, so kot bela okostja kukali iz objema polipov. Držali so ladijska krmila in skrinje, okostja kopenskih živali in malo morsko deklico, ki so jo ujeli in zadavili; to se ji je zdelo skoraj najstrašnejše od vsega.

Zdaj je prišla na veliko sluzasto jaso sredi gozda, kjer so se premetavale velike, debele vodne kače in razkazovale svoje grde belorumene trebuhe. Sredi jase je stala hiša, zgrajena iz belih kosti brodolomcev. Tam je sedela morska čarovnica in pustila krastači, da ji je jedla iz ust, kakor ljudje pustijo kanarčku zobati sladkor. Ostudnim debelim vodnim kačam je pravila svoje piščančke in jim pustila, da so se valjale po njenih velikih, gobastih prsih.

»Že vem, kaj hočeš!« je rekla morska čarovnica. »Prav neumno ravnaš! Vseeno ti bom izpolnila željo, saj te bo pahnila v nesrečo, moja lepa princesa. Rada bi se znebila ribjega repa in namesto njega dobila dva štrclja, da bi hodila kakor ljudje, da bi se mladi princ zaljubil vate in bi dobila njega in nesmrtno dušo!« Tedaj se je čarovnica tako glasno in grozljivo zasmejala, da so krastača in kače popadale na tla in se tam premetavale. »Ravno pravi čas si prišla,« je rekla čarovnica. »Jutri ob sončnem vzhodu ti ne bi mogla več pomagati, dokler ne bi minilo še eno leto. Pripravila ti bom napoj; z njim moraš še pred sončnim vzhodom odplavati na kopno, sesti na obalo in ga popiti. Tedaj se bo tvoj rep razcepil in skrčil v tisto, čemur ljudje pravijo ljubke noge. A bolelo bo, kakor bi te prebodel oster meč. Vsi, ki te bodo videli, bodo rekli, da si najlepše človeško bitje, kar so jih kdaj videli! Ohranila boš svojo lahkotno, lebdečo hojo, nobena plesalka se ne bo mogla gibati tako lahno kakor ti, a vsak korak bo tak, kakor bi stopila na oster nož, da ti bo tekla kri. Če si pripravljena vse to pretrpeti, ti bom pomagala!«

»Da!« je s trepetajočim glasom rekla mala morska deklica in mislila na princa ter na to, da si bo pridobila nesmrtno dušo. »A zapomni si,« je rekla čarovnica, »ko boš enkrat dobila človeško podobo, ne boš nikoli več mogla postati morska deklica! Nikoli več se ne boš mogla spustiti skozi vodo k svojim sestram in v očetov grad. In če si ne pridobiš prinčeve ljubezni, tako da zaradi tebe pozabi na očeta in mater, se z vsem srcem naveže nate in pusti duhovniku, da sklene vajini roki ter vaju združi v moža in ženo, ne boš dobila nesmrtne duše! Prvo jutro po njegovi poroki z drugo ti bo počilo srce in spremenila se boš v peno na vodi.«

»To hočem!« je rekla mala morska deklica, bleda kakor mrtvec. »Toda tudi meni moraš plačati!« je rekla čarovnica. »In ne zahtevam malo. Najlepši glas imaš med vsemi tukaj spodaj na morskem dnu; z njim ga najbrž misliš očarati, a ta glas boš dala meni. Najboljše, kar imaš, hočem v zameno za svoj dragoceni napoj! Saj ti moram vanj dati svojo lastno kri, da bo oster kakor dvorezen meč!«

»Toda če mi vzameš glas,« je rekla mala morska deklica, »kaj mi potem še ostane?« »Tvoja lepa postava,« je rekla čarovnica, »tvoja lahkotna hoja in tvoje zgovorne oči; z njimi boš že znala omrežiti človeško srce. No, si izgubila pogum? Pokaži mi svoj jeziček, da ti ga odrežem za plačilo, in dobila boš močni napoj!«

»Naj bo!« je rekla mala morska deklica in čarovnica je pristavila kotel, da bi skuhala čarobni napoj. »Čistoča je lepa čednost!« je rekla in zdrgnila kotel s kačami, ki jih je zavezala v vozel. Nato se je porezala po prsih in pustila, da je njena črna kri kapljala vanj. Para se je zvijala v tako čudne podobe, da je človeka moralo navdati s strahom in grozo. Čarovnica je kar naprej metala v kotel nove stvari, in ko je napoj močno zavrel, se je slišalo, kakor bi jokal krokodil. Nazadnje je bil napoj pripravljen; videti je bil kakor najčistejša voda!

»Tu ga imaš!« je rekla čarovnica in mali morski deklici odrezala jezik. Zdaj je bila nema, ni mogla ne peti ne govoriti. »Če te bodo polipi zgrabili, ko se boš vračala skozi moj gozd,« je rekla čarovnica, »vrzi nanje eno samo kapljico tega napoja in njihove roke in prsti se bodo razleteli na tisoče koščkov!« Toda mali morski deklici tega ni bilo treba storiti; polipi so se prestrašeno umikali pred njo, ko so zagledali bleščeči napoj, ki ji je svetil v roki kakor lesketajoča se zvezda. Tako je kmalu prišla skozi gozd, močvirje in bučeče vrtince.

Zagledala je očetov grad; luči v veliki plesni dvorani so bile ugasnjene. Najbrž so vsi v njem spali, a ni si upala k njim, zdaj ko je bila nema in jih je nameravala za vedno zapustiti. Zdelo se ji je, da ji bo srce počilo od žalosti. Prikradla se je na vrt, utrgala po en cvet z gredice vsake od svojih sester, s prsti poslala tisoč poljubov proti gradu in se dvignila skozi temnomodro morje.

Sonce še ni vzšlo, ko je zagledala prinčev grad in se povzpela po veličastnem marmornatem stopnišču. Luna je svetila čudovito jasno. Mala morska deklica je popila pekoči, ostri napoj in bilo je, kakor bi dvorezen meč prebodel njeno nežno telo; omedlela je in obležala kakor mrtva. Ko je sonce posijalo čez morje, se je prebudila in začutila žgočo bolečino, toda tik pred njo je stal lepi mladi princ. Svoje črne oči je upiral vanjo, zato je povesila pogled in videla, da njenega ribjega repa ni več ter da ima najlepše drobne bele noge, kar jih lahko ima mlado dekle. Toda bila je čisto gola, zato se je ovila v svoje dolge, bujne lase. Princ jo je vprašal, kdo je in kako je prišla sem, ona pa ga je s svojimi temnomodrimi očmi pogledala nežno in vendar tako žalostno, saj govoriti ni mogla. Tedaj jo je prijel za roko in jo odpeljal v grad. Vsak njen korak je bil, kakor ji je napovedala čarovnica, kakor bi stopala po ostrih šilih in nožih, a je bolečino voljno prenašala. Ob prinčevi roki je hodila lahkotno kakor mehurček in on in vsi drugi so se čudili njeni ljubki, lebdeči hoji.

Oblekli so jo v dragocena oblačila iz svile in muslina. V gradu je bila najlepša od vseh, a bila je nema, ni mogla ne peti ne govoriti. Lepe sužnje, oblečene v svilo in zlato, so stopile pred princa in njegove kraljevske starše ter jim pele. Ena je pela lepše od vseh drugih in princ je zaploskal ter se ji nasmehnil. Tedaj je malo morsko deklico obšla žalost, saj je vedela, da je sama pela še veliko lepše! Mislila si je: »O, ko bi le vedel, da sem za to, da bi bila ob njem, za vse večne čase oddala svoj glas!«

Zdaj so sužnje ob prelepi glasbi zaplesale ljubke, lahkotne plese. Tedaj je mala morska deklica dvignila svoje lepe bele roke, se vzpela na prste in zaplavala po dvorani; plesala je, kakor ni plesal še nihče. Z vsakim gibom je njena lepota bolj zasijala in njene oči so segale globlje v srce kakor petje suženj.

Vsi so bili navdušeni, še zlasti princ, ki ji je pravil svojo malo najdenko. Plesala je čedalje več, čeprav se ji je vsakič, ko se je s stopalom dotaknila tal, zazdelo, kakor bi stopila na ostre nože. Princ je rekel, da mora za zmeraj ostati pri njem, in dovolil ji je spati pred svojimi vrati na žametni blazini.

Dal ji je sešiti moško obleko, da ga je lahko spremljala na konju. Jezdila sta skozi dišeče gozdove, kjer so jo zelene veje trepljale po ramenih in so drobne ptice pele za svežim listjem. S princem je plezala na visoke gore, in čeprav so njena nežna stopala krvavela, da so to lahko videli tudi drugi, se je le smejala in mu sledila, dokler nista zagledala oblakov, ki so pluli pod njima kakor jata ptic na poti v tuje dežele.

Doma, v prinčevem gradu, je ponoči, ko so drugi spali, hodila na široko marmornato stopnišče in stala v hladni morski vodi, da si je hladila pekoča stopala. Takrat je mislila na svoje drage tam spodaj v globini.

Neke noči so prišle njene sestre, z roko v roki. Tako žalostno so pele, ko so plavale po vodi, da jim je pomahala; prepoznale so jo in ji povedale, kako zelo je vse razžalostila. Odtlej so jo obiskovale vsako noč in neko noč je daleč zunaj zagledala staro babico, ki že mnogo let ni priplavala na površje, ter morskega kralja s krono na glavi. Iztegovala sta roke proti njej, a se nista upala tako blizu kopnega kakor sestre.

Iz dneva v dan je bila princu ljubša. Rad jo je imel, kakor ima človek rad dobrega, ljubega otroka, a da bi jo naredil za svojo kraljico, mu niti na misel ni prišlo. Njegova žena pa je morala postati, sicer ne bi dobila nesmrtne duše, temveč bi se prvo jutro po njegovi poroki spremenila v morsko peno.

»Ali nimaš mene najrajši od vseh?« so se zdele govoriti oči male morske deklice, kadar jo je vzel v naročje in poljubil na lepo čelo.

»Da, ti si mi najljubša,« je rekel princ, »saj imaš najboljše srce od vseh, najbolj si mi vdana in podobna si dekletu, ki sem ga nekoč videl, a ga najbrž nikoli več ne bom našel. Bil sem na ladji, ki je doživela brodolom. Valovi so me odnesli na kopno ob svetem templju, kjer je služilo več mladih deklet. Najmlajša med njimi me je našla na obali in mi rešila življenje. Videl sem jo le dvakrat; edina je bila, ki bi jo lahko ljubil na tem svetu. Toda ti si ji podobna, skoraj že izrivaš njeno podobo iz moje duše. Ona pripada svetemu templju, zato mi je sreča poslala tebe; nikoli se ne bova ločila!« — »Ah, ne ve, da sem mu jaz rešila življenje!« si je mislila mala morska deklica. »Jaz sem ga nesla čez morje do gozda, kjer stoji tempelj; sedela sem za morsko peno in čakala, ali bo kdo prišel. Videla sem lepo dekle, ki ga ima rajši kakor mene!« In morska deklica je globoko vzdihnila, jokati pa ni mogla. »Dekle pripada svetemu templju, je rekel; nikoli ne bo prišlo v svet in nikoli več se ne bosta srečala. Jaz sem ob njem, vsak dan ga vidim; skrbela bom zanj, ga ljubila, zanj žrtvovala svoje življenje!«

Toda zdaj se bo princ poročil in dobil lepo hčer sosednjega kralja! Tako so pripovedovali ljudje; zato opremlja tako veličastno ladjo. Pravijo sicer, da gre princ pogledat dežele sosednjega kralja, a v resnici gre pogledat njegovo hčer; s seboj bo vzel veliko spremstvo. Mala morska deklica pa je zmajevala z glavo in se smejala; prinčeve misli je poznala veliko bolje od vseh drugih. »Moram odpotovati!« ji je rekel. »Moram videti lepo princeso, moji starši tako zahtevajo, a silili me ne bodo, da jo pripeljem domov kot svojo nevesto! Ne morem je ljubiti! Ni podobna lepemu dekletu iz templja, ki mu ti tako spominjaš. Če bi si kdaj izbral nevesto, bi prej izbral tebe, moja nema najdenka z zgovornimi očmi!« In poljubil je njene rdeče ustnice, se igral z njenimi dolgimi lasmi in naslonil glavo na njeno srce, da je sanjalo o človeški sreči in nesmrtni duši.

»Saj se vendar ne bojiš morja, moj nemi otrok!« je rekel, ko sta stala na veličastni ladji, ki naj bi ga odpeljala v dežele sosednjega kralja. Pripovedoval ji je o viharjih in brezvetrju, o nenavadnih ribah v globini in o tem, kaj je tam videl potapljač. Ob njegovem pripovedovanju se je smehljala, saj je morsko dno poznala bolje kakor kdorkoli drug.

V jasni mesečni noči, ko so vsi spali razen krmarja, ki je stal za krmilom, je sedela ob ladijski ograji in zrla skozi bistro vodo v globino. Zdelo se ji je, da vidi očetov grad; čisto na vrhu je stala stara babica s srebrno krono na glavi in skozi silovite tokove zrla navzgor proti ladijski kobilici. Tedaj so njene sestre priplavale na površje, žalostno strmele vanjo in si vile bele roke. Pomahala jim je, se nasmehnila in jim hotela povedati, da ji gre dobro in da je srečna, toda približal se ji je ladijski deček in sestre so se potopile, tako da je ostal prepričan, da je bila belina, ki jo je videl, le morska pena.

Naslednje jutro je ladja vplula v pristanišče veličastnega mesta sosednjega kralja. Zvonili so vsi cerkveni zvonovi, z visokih stolpov so donele trobente, vojaki pa so stali s plapolajočimi zastavami in bleščečimi bajoneti. Vsak dan so priredili slavje. Plesi in sprejemi so se vrstili drug za drugim, princese pa še ni bilo. Vzgajali so jo daleč od tam v svetem templju, so rekli, kjer se je učila vseh kraljevskih vrlin. Nazadnje je prispela.

Mala morska deklica je nestrpno čakala, da bi videla njeno lepoto, in morala ji jo je priznati: ljubkejšega bitja še nikoli ni videla. Njena koža je bila tako nežna in svetla, izza dolgih temnih trepalnic pa so se smehljale temnomodre, zveste oči!

»Ti si!« je rekel princ. »Ti, ki si me rešila, ko sem ležal kakor mrtvec na obali!« In svojo zardelo nevesto je stisnil v objem. »O, presrečen sem!« je rekel mali morski deklici. »Izpolnilo se mi je najlepše, tisto, na kar si nikoli nisem drznil upati. Veselila se boš moje sreče, saj me imaš od vseh najrajši!« Mala morska deklica mu je poljubila roko in zdelo se ji je, da že čuti, kako ji poka srce. Prvo jutro po njegovi poroki ji bo vendar prineslo smrt in jo spremenilo v morsko peno.

Vsi cerkveni zvonovi so zvonili, glasniki so jezdili po ulicah in oznanjali zaroko. Na vseh oltarjih je v dragocenih srebrnih svetilkah gorelo dišeče olje. Duhovniki so vihteli kadilnice, ženin in nevesta pa sta si podala roki in prejela škofov blagoslov. Mala morska deklica je stala v svili in zlatu ter držala nevestino vlečko, toda njena ušesa niso slišala slavnostne glasbe in njene oči niso videle svetega obreda. Mislila je na noč svoje smrti in na vse, kar je izgubila na tem svetu.

Še istega večera sta se ženin in nevesta vkrcala na ladjo. Topovi so zagrmeli, vse zastave so plapolale, sredi ladje pa je stal razkošen šotor iz zlata in škrlata, obložen z najlepšimi blazinami; tam naj bi mladoporočenca spala v tihi, hladni noči.

Jadra so se napela v vetru in ladja je lahkotno, skoraj brez zibanja drsela po bistrem morju. Ko se je zmračilo, so prižgali pisane svetilke in mornarji so na krovu zaplesali vesele plese. Mala morska deklica je morala pomisliti na tisti prvi večer, ko je priplavala iz morja in zagledala enako razkošje in veselje. Zavrtela se je v plesu, lebdela kakor lastovka, kadar jo kdo preganja, in vsi so ji vzklikali od občudovanja; nikoli še ni tako čudovito plesala. V nežnih stopalih jo je rezalo kakor z ostrimi noži, a tega ni čutila; v srcu jo je rezalo še bolj boleče. Vedela je, da je to zadnji večer, ko vidi njega, zaradi katerega je zapustila svojo družino in dom, oddala svoj prelepi glas in vsak dan trpela neizmerne muke, ne da bi on kaj slutil. To je bila zadnja noč, ko je dihala isti zrak kakor on, gledala globoko morje in zvezdnato modro nebo. Čakala jo je večna noč brez misli in sanj, saj ni imela duše in si je ni mogla pridobiti. Na ladji pa sta še dolgo po polnoči vladala veselje in razigranost; smejala se je in plesala z mislijo na smrt v srcu. Princ je poljubljal svojo lepo nevesto, ona pa se je igrala z njegovimi črnimi lasmi, nato sta z roko v roki odšla počivat v razkošni šotor.

Na ladji je nastala tišina, le krmar je stal za krmilom. Mala morska deklica je položila bele roke na ograjo in gledala proti vzhodu, od koder naj bi prišla jutranja zarja; vedela je, da jo bo prvi sončni žarek ubil. Tedaj je zagledala sestre, ki so se dvignile iz morja, blede kakor ona. Njihovi dolgi, lepi lasje niso več plapolali v vetru; bili so odrezani.

»Dale smo jih čarovnici, da bi nam pomagala in da ti nocoj ne bi bilo treba umreti! Dala nam je nož, tukaj je! Vidiš, kako je oster? Preden vzide sonce, ga moraš zabosti princu v srce, in ko njegova topla kri poškropi tvoje noge, se bodo spet zrasle v ribji rep in znova boš morska deklica. Lahko se boš spustila k nam v vodo in preživela svojih tristo let, preden postaneš mrtva, slana morska pena. Pohiti! On ali ti mora umreti pred sončnim vzhodom! Naša stara babica tako žaluje, da so ji izpadli beli lasje, kakor so naši padli pod čarovničinimi škarjami. Ubij princa in se vrni! Pohiti, vidiš rdečo progo na nebu? Čez nekaj minut bo vzšlo sonce in tedaj boš morala umreti!« Globoko, nenavadno so vzdihnile in potonile med valove.

Mala morska deklica je odgrnila škrlatno zaveso na šotoru in zagledala lepo nevesto, ki je spala z glavo na prinčevih prsih. Sklonila se je, ga poljubila na lepo čelo, pogledala proti nebu, kjer je jutranja zarja vse močneje žarela, pogledala ostri nož in znova uprla oči v princa, ki je v sanjah izgovoril nevestino ime. Le ona je bila v njegovih mislih. Nož je zatrepetal v roki morske deklice, toda tedaj ga je zalučala daleč med valove. Tam, kjer je padel, so rdeče zasijali, kakor bi iz vode privrele kaplje krvi. Še enkrat je z napol ugašajočim pogledom ošinila princa, se vrgla z ladje v morje in začutila, kako se njeno telo raztaplja v peno.

Zdaj se je sonce dvignilo iz morja. Žarki so tako nežno in toplo padali na ledeno mrzlo morsko peno, mala morska deklica pa ni čutila smrti. Videla je jasno sonce in nad njo je lebdelo na stotine prosojnih, prelepih bitij. Skoznje je videla bela ladijska jadra in rdeče oblake na nebu. Njihovi glasovi so bili kakor melodija, a tako eterični, da jih nobeno človeško uho ni moglo slišati, kakor jih tudi nobeno zemeljsko oko ni moglo videti. Brez kril so zaradi svoje lahkosti lebdele skozi zrak. Mala morska deklica je videla, da ima telo kakor one, in to se je čedalje više dvigalo iz pene.

»H komu prihajam?« je rekla in njen glas je zvenel kakor glasovi drugih bitij, tako eterično, da tega ne more poustvariti nobena zemeljska glasba. »K hčeram zraka!« so odgovorile druge. »Morska deklica nima nesmrtne duše in nikoli je ne more dobiti, če si ne pridobi ljubezni človeka! Njeno večno življenje je odvisno od tuje moči. Tudi hčere zraka nimamo nesmrtne duše, a si jo lahko z dobrimi dejanji same ustvarimo. Letimo v vroče dežele, kjer soparni, kužni zrak mori ljudi; tam jim pahljamo hlad. Po zraku raznašamo vonj cvetlic in prinašamo okrepitev in ozdravljenje. Ko se tristo let trudimo storiti vse dobro, kar zmoremo, dobimo nesmrtno dušo in postanemo deležne večne človeške sreče. Ti, uboga mala morska deklica, si si z vsem srcem prizadevala za isto kakor me; trpela si in vztrajala ter se dvignila v svet zračnih duhov. Zdaj si lahko sama z dobrimi deli v tristo letih ustvariš nesmrtno dušo.«

In mala morska deklica je dvignila svoje prosojne roke proti božjemu soncu ter prvič začutila solze. Na ladji je bilo spet hrupno in živahno; videla je princa in njegovo lepo nevesto, kako jo iščeta. Žalostno sta zrla v kipečo peno, kakor da bi vedela, da se je vrgla med valove. Nevidna je poljubila nevestino čelo, se nasmehnila princu in se z drugimi otroki zraka dvignila na rožnati oblak, ki je plul po nebu.

»Čez tristo let bomo tako priplavale v božje kraljestvo!« »Tudi prej lahko pridemo tja!« je zašepetala ena. »Nevidne priplavamo v človeške hiše, kjer živijo otroci, in za vsak dan, ko najdemo dobrega otroka, ki razveseljuje svoje starše in si zasluži njihovo ljubezen, nam Bog skrajša čas preizkušnje. Otrok ne ve, kdaj letimo skozi sobo, in kadar se mu od veselja nasmehnemo, se od naših tristo let odšteje eno leto. Če pa vidimo porednega in hudobnega otroka, moramo zajokati od žalosti in vsaka solza doda en dan našemu času preizkušnje!«

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

Langt ude i havet er vandet så blåt, som bladene på den dejligste kornblomst og så klart, som det reneste glas, men det er meget dybt, dybere end noget ankertov når, mange kirketårne måtte stilles oven på hinanden, for at række fra bunden op over vandet. Dernede bor havfolkene.

Nu må man slet ikke tro, at der kun er den nøgne hvide sandbund; nej, der vokser de forunderligste træer og planter, som er så smidige i stilk og blade, at de ved den mindste bevægelse af vandet rører sig, ligesom om de var levende. Alle fiskene, små og store, smutter imellem grenene, ligesom heroppe fuglene i luften. På det allerdybeste sted ligger havkongens slot, murene er af koraller og de lange spidse vinduer af det allerklareste rav, men taget er muslingeskaller, der åbner og lukker sig, eftersom vandet går; det ser dejligt ud; thi i hver ligger strålende perler, én eneste ville være stor stads i en dronnings krone.

Havkongen dernede havde i mange år været enkemand, men hans gamle moder holdt hus for ham, hun var en klog kone, men stolt af sin adel, derfor gik hun med tolv østers på halen, de andre fornemme måtte kun bære seks. Ellers fortjente hun megen ros, især fordi hun holdt så meget af de små havprinsesser, hendes sønnedøtre. De var 6 dejlige børn, men den yngste var den smukkeste af dem alle sammen, hendes hud var så klar og skær som et rosenblad, hendes øjne så blå, som den dybeste sø, men ligesom alle de andre havde hun ingen fødder, kroppen endte i en fiskehale.

Hele den lange dag kunne de lege nede i slottet, i de store sale, hvor levende blomster voksede ud af væggene. De store ravvinduer blev lukket op, og så svømmede fiskene ind til dem, ligesom hos os svalerne flyver ind, når vi lukker op, men fiskene svømmede lige hen til de små prinsesser, spiste af deres hånd og lod sig klappe.

Uden for slottet var en stor have med ildrøde og mørkeblå træer, frugterne strålede som guld, og blomsterne som en brændende ild, i det de altid bevægede stilk og blade. Jorden selv var det fineste sand, men blåt, som svovllue. Over det hele dernede lå et forunderligt blåt skær, man skulle snarere tro, at man stod højt oppe i luften og kun så himmel over og under sig, end at man var på havets bund. I blikstille kunne man øjne solen, den syntes en purpurblomst, fra hvis bæger det hele lys udstrømmede.

Hver af de små prinsesser havde sin lille plet i haven, hvor hun kunne grave og plante, som hun selv ville; én gav sin blomsterplet skikkelse af en hvalfisk, en anden syntes bedre om, at hendes lignede en lille havfrue, men den yngste gjorde sin ganske rund ligesom solen, og havde kun blomster, der skinnede røde som den. Hun var et underligt barn, stille og eftertænksom, og når de andre søstre pyntede op med de forunderligste ting de havde fået fra strandede skibe, ville hun kun, foruden de rosenrøde blomster, som lignede solen der højt oppe, have en smuk marmorstøtte, en dejlig dreng var det, hugget ud af den hvide, klare sten og ved stranding kommet ned på havbunden. Hun plantede ved støtten en rosenrød grædepil, den voksede herligt, og hang med sine friske grene ud over den, ned mod den blå sandbund, hvor skyggen viste sig violet og var i bevægelse, ligesom grenene; det så ud, som om top og rødder legede at kysse hinanden.

Ingen glæde var hende større, end at høre om menneskeverdenen der ovenfor; den gamle bedstemoder måtte fortælle alt det hun vidste om skibe og byer, mennesker og dyr, især syntes det hende forunderligt dejligt, at oppe på jorden duftede blomsterne, det gjorde ikke de på havets bund, og at skovene var grønne og de fisk, som der sås mellem grenene, kunne synge så højt og dejligt, så det var en lyst; det var de små fugle, som bedstemoderen kaldte fisk, for ellers kunne de ikke forstå hende, da de ikke havde set en fugl.

"Når I fylder eders 15 år," sagde bedstemoderen, "så skal I få lov til at dykke op af havet, sidde i måneskin på klipperne og se de store skibe, som sejler forbi, skove og byer skal I se!" I året, som kom, var den ene af søstrene 15 år, men de andre, ja den ene var et år yngre end den anden, den yngste af dem havde altså endnu hele fem år før hun turde komme op fra havets bund og se, hvorledes det så ud hos os. Men den ene lovede den anden at fortælle, hvad hun havde set og fundet dejligst den første dag; thi deres bedstemoder fortalte dem ikke nok, der var så meget de måtte have besked om.

Ingen var så længselsfuld, som den yngste, just hun, som havde længst tid at vente og som var så stille og tankefuld. Mangen nat stod hun ved det åbne vindue og så op igennem det mørkeblå vand, hvor fiskene slog med deres finner og hale. Måne og stjerner kunne hun se, rigtignok skinnede de ganske blege, men gennem vandet så de meget større ud end for vore øjne; gled der da ligesom en sort sky hen under dem, da vidste hun, at det enten var en hvalfisk, som svømmede over hende, eller også et skib med mange mennesker; de tænkte vist ikke på, at en dejlig lille havfrue stod nedenfor og rakte sine hvide hænder op imod kølen.

Nu var da den ældste prinsesse 15 år og turde stige op over havfladen.

Da hun kom tilbage, havde hun hundrede ting at fortælle, men det dejligste, sagde hun, var at ligge i måneskin på en sandbanke i den rolige sø, og se tæt ved kysten den store stad, hvor lysene blinkede, ligesom hundrede stjerner, høre musikken og den larm og støj af vogne og mennesker, se de mange kirketårne og spir, og høre hvor klokkerne ringede; just fordi hun ikke kunne komme derop, længtes hun allermest efter alt dette.

Oh! hvor hørte ikke den yngste søster efter, og når hun siden om aftnen stod ved det åbne vindue og så op igennem det mørkeblå vand, tænkte hun på den store stad med al den larm og støj, og da syntes hun at kunne høre kirkeklokkerne ringe ned til sig.

Året efter fik den anden søster lov til at stige op gennem vandet og svømme hvorhen hun ville. Hun dykkede op, just i det solen gik ned, og det syn fandt hun var det dejligste. Hele himlen havde set ud som guld, sagde hun, og skyerne, ja, deres dejlighed kunne hun ikke nok beskrive! røde og violette havde de sejlet hen over hende, men langt hurtigere, end de, fløj, som et langt hvidt slør, en flok af vilde svaner hen over vandet hvor solen stod; hun svømmede hen imod den, men den sank og rosenskæret slukkedes på havfladen og skyerne.

Året efter kom den tredje søster derop, hun var den dristigste af dem alle, derfor svømmede hun op ad en bred flod, der løb ud i havet. Dejlige grønne høje med vinranker så hun, slotte og gårde tittede frem mellem prægtige skove; hun hørte, hvor alle fuglene sang og solen skinnede så varmt, at hun tit måtte dykke under vandet, for at køle sit brændende ansigt. I en lille bugt traf hun en hel flok små menneskebørn; ganske nøgne løb de og plaskede i vandet, hun ville lege med dem, men de løb forskrækkede deres vej, og der kom et lille sort dyr, det var en hund, men hun havde aldrig før set en hund, den gøede så forskrækkeligt af hende, at hun blev angst og søgte ud i den åbne sø, men aldrig kunne hun glemme de prægtige skove, de grønne høje og de nydelige børn, som kunne svømme på vandet, skønt de ingen fiskehale havde.

Den fjerde søster var ikke så dristig, hun blev midt ude på det vilde hav, og fortalte, at der var just det dejligste; man så mange mile bort rundt omkring sig, og himlen ovenover stod ligesom en stor glasklokke. Skibe havde hun set, men langt borte, de så ud som strandmåger, de morsomme delfiner havde slået kolbøtter, og de store hvalfisk havde sprøjtet vand op af deres næsebor, så at det havde set ud, som hundrede vandspring rundt om.

Nu kom turen til den femte søster; hendes fødselsdag var just om vinteren og derfor så hun, hvad de andre ikke havde set første gang. Søen tog sig ganske grøn ud og rundt om svømmede der store isbjerge, hvert så ud som en perle, sagde hun, og var dog langt større end de kirketårne, menneskene byggede. I de forunderligste skikkelser viste de sig og glimrede som diamanter. Hun havde sat sig på et af de største og alle sejlere krydsede forskrækkede uden om, hvor hun sad og lod blæsten flyve med sit lange hår; men ud på aftnen blev himlen overtrukket med skyer, det lynede og tordnede, medens den sorte sø løftede de store isblokke højt op og lod dem skinne ved de røde lyn. På alle skibe tog man sejlene ind, der var en angst og gru, men hun sad rolig på sit svømmende isbjerg og så den blå lynstråle slå i siksak ned i den skinnende sø.

Den første gang en af søstrene kom over vandet, var enhver altid henrykt over det nye og smukke hun så, men da de nu, som voksne piger, havde lov at stige derop når de ville, blev det dem ligegyldigt, de længtes igen efter hjemmet, og efter en måneds forløb sagde de, at nede hos dem var dog allersmukkest, og der var man så rart hjemme.

Mangen aftenstund tog de fem søstre hinanden i armene og steg i række op over vandet; dejlige stemmer havde de, smukkere, end noget menneske, og når det da trak op til en storm, så de kunne tro, at skibe måtte forlise, svømmede de foran skibene og sang så dejligt, om hvor smukt der var på havets bund, og bad søfolkene, ikke være bange for at komme derned; men disse kunne ikke forstå ordene, de troede, at det var stormen, og de fik heller ikke dejligheden dernede at se, thi når skibet sank, druknede menneskene, og kom kun som døde til havkongens slot.

Når søstrene således om aftnen, arm i arm, steg højt op gennem havet, da stod den lille søster ganske alene tilbage og så efter dem, og det var som om hun skulle græde, men havfruen har ingen tårer, og så lider hun meget mere.

"Ak, var jeg dog 15 år!" sagde hun, "jeg ved, at jeg ret vil komme til at holde af den verden der ovenfor og af menneskene, som bygger og bor deroppe!"

Endelig var hun da de 15 år.

"Se nu har vi dig fra hånden," sagde hendes bedstemoder, den gamle enkedronning. "Kom nu, lad mig pynte dig, ligesom dine andre søstre!" og hun satte hende en krans af hvide liljer på håret, men hvert blad i blomsten var det halve af en perle; og den gamle lod 8 store østers klemme sig fast ved prinsessens hale, for at vise hendes høje stand.

"Det gør så ondt!" sagde den lille havfrue.

"Ja man må lide noget for stadsen!" sagde den gamle.

Oh! hun ville så gerne have rystet hele denne pragt af sig og lagt den tunge krans; hendes røde blomster i haven klædte hende meget bedre, men hun turde nu ikke gøre det om. "Farvel" sagde hun og steg så let og klar, som en boble, op gennem vandet.

Solen var lige gået ned, idet hun løftede sit hoved op over havet, men alle skyerne skinnede endnu som roser og guld, og midt i den blegrøde luft strålede aftenstjernen så klart og dejligt, luften var mild og frisk og havet blikstille. Der lå et stort skib med tre master, et eneste sejl var kun oppe, thi ikke en vind rørte sig og rundt om i tovværket og på stængerne sad matroser. Der var musik og sang, og alt som aftnen blev mørkere, tændtes hundrede brogede lygter; de så ud, som om alle nationers flag vajede i luften. Den lille havfrue svømmede lige hen til kahytsvinduet, og hver gang vandet løftede hende i vejret, kunne hun se ind af de spejlklare ruder, hvor så mange pyntede mennesker stod, men den smukkeste var dog den unge prins med de store sorte øjne, han var vist ikke meget over 16 år, det var hans fødselsdag, og derfor skete al denne stads. Matroserne dansede på dækket, og da den unge prins trådte derud, steg over hundrede raketter op i luften, de lyste, som den klare dag, så den lille havfrue blev ganske forskrækket og dukkede ned under vandet, men hun stak snart hovedet igen op, og da var det ligesom om alle himlens stjerner faldt ned til hende. Aldrig havde hun set sådanne ildkunster. Store sole snurrede rundt, prægtige ildfisk svingede sig i den blå luft, og alting skinnede tilbage fra den klare, stille sø. På skibet selv var så lyst, at man kunne se hvert lille tov, sagtens menneskene. Oh hvor dog den unge prins var smuk, og han trykkede folkene i hånden, lo og smilede, mens musikken klang i den dejlige nat.

Det blev silde, men den lille havfrue kunne ikke vende sine øjne bort fra skibet og fra den dejlige prins. De brogede lygter blev slukket, Raketterne steg ikke mere i vejret, der lød heller ingen flere kanonskud, men dybt nede i havet summede og brummede det, hun sad i medens på vandet og gyngede op og ned, så at hun kunne se ind i kahytten; men skibet tog stærkere fart, det ene sejl bredte sig ud efter det andet, nu gik bølgerne stærkere, store skyer trak op, det lynede langt borte. Oh, det ville blive et skrækkeligt vejr! derfor tog matroserne sejlene ind. Det store skib gyngede i flyvende fart på den vilde sø, vandet rejste sig, ligesom store sorte bjerge, der ville vælte over masten, men skibet dykkede, som en svane, ned imellem de høje bølger og lod sig igen løfte op på de tårnende vande. Det syntes den lille havfrue just var en morsom fart, men det syntes søfolkene ikke, skibet knagede og bragede, de tykke planker bugnede ved de stærke stød, søen gjorde ind mod skibet, Masten knækkede midt over, ligesom den var et rør, og skibet slingrede på siden, mens vandet trængte ind i rummet. Nu så den lille havfrue, at de var i fare, hun måtte selv tage sig i agt for bjælker og stumper af skibet, der drev på vandet. Ét øjeblik var det så kullende mørkt, at hun ikke kunne øjne det mindste, men når det så lynede, blev det igen så klart, at hun kendte dem alle på skibet; hver tumlede sig det bedste han kunne; den unge prins søgte hun især efter, og hun så ham, da skibet skiltes ad, synke ned i den dybe sø. Lige straks blev hun ganske fornøjet, for nu kom han ned til hende, men så huskede hun, at menneskene ikke kan leve i vandet, og at han ikke, uden som død, kunne komme ned til hendes faders slot. Nej dø, det måtte han ikke; derfor svømmede hun hen mellem bjælker og planker, der drev på søen, glemte rent, at de kunne have knust hende, hun dykkede dybt under vandet og steg igen højt op imellem bølgerne, og kom så til sidst hen til den unge prins, som næsten ikke kunne svømme længere i den stormende sø, hans arme og ben begyndte at blive matte, de smukke øjne lukkede sig, han havde måttet dø, var ikke den lille havfrue kommet til. Hun holdt hans hoved op over vandet, og lod så bølgerne drive hende med ham, hvorhen de ville.

I morgenstunden var det onde vejr forbi; af skibet var ikke en spån at se, solen steg så rød og skinnende op af vandet, det var ligesom om prinsens kinder fik liv derved, men øjnene forblev lukkede; havfruen kyssede hans høje smukke pande og strøg hans våde hår tilbage; hun syntes, han lignede marmorstøtten nede i hendes lille have, hun kyssede ham igen, og ønskede, at han dog måtte leve.

Nu så hun foran sig det faste land, høje blå bjerge, på hvis top den hvide sne skinnede, som var det svaner, der lå; nede ved kysten var dejlige grønne skove, og foran lå en kirke eller et kloster, det vidste hun ikke ret, men en bygning var det. Citron- og appelsintræer voksede der i haven, og foran porten stod høje palmetræer. Søen gjorde her en lille bugt, der var blikstille, men meget dybt, lige hen til klippen, hvor det hvide fine sand var skyllet op, her svømmede hun hen med den smukke prins, lagde ham i sandet, men sørgede især for, at hovedet lå højt i det varme solskin.

Nu ringede klokkerne i den store hvide bygning, og der kom mange unge piger gennem haven. Da svømmede den lille havfrue længere ud bag nogle høje stene, som ragede op af vandet, lagde søskum på sit hår og sit bryst, så at ingen kunne se hendes lille ansigt, og da passede hun på, hvem der kom til den stakkels prins.

Det varede ikke længe, før en ung pige kom derhen, hun syntes at blive ganske forskrækket, men kun et øjeblik, så hentede hun flere mennesker, og havfruen så, at prinsen fik liv, og at han smilede til dem alle rundt omkring, men ud til hende smilede han ikke, han vidste jo ikke heller, at hun havde reddet ham, hun følte sig så bedrøvet, og da han blev ført ind i den store bygning, dykkede hun sorrigfuld ned i vandet og søgte hjem til sin faders slot.

Altid havde hun været stille og tankefuld, men nu blev hun det meget mere. Søstrene spurgte hende, hvad hun havde set den første gang deroppe, men hun fortalte ikke noget.

Mangen aften og morgen steg hun op der, hvor hun havde forladt prinsen. Hun så, hvor havens frugter modnedes og blev afplukket, hun så, hvor sneen smeltede på de høje bjerge, men prinsen så hun ikke, og derfor vendte hun altid endnu mere bedrøvet hjem. Der var det hendes eneste trøst, at sidde i sin lille have og slynge sine arme om den smukke marmorstøtte, som lignede prinsen, men sine blomster passede hun ikke, de voksede, som i et vildnis, ud over gangene og flettede deres lange stilke og blade ind i træernes grene, så der var ganske dunkelt.

Til sidst kunne hun ikke længere holde det ud, men sagde det til en af sine søstre, og så fik straks alle de andre det at vide, men heller ingen flere, end de og et par andre havfruer, som ikke sagde det uden til deres nærmeste veninder. En af dem vidste besked, hvem prinsen var, hun havde også set stadsen på skibet, vidste, hvorfra han var, og hvor hans kongerige lå.

"Kom lille søster!" sagde de andre prinsesser, og med armene om hinandens skuldre steg de i en lang række op af havet foran, hvor de vidste prinsens slot lå.

Dette var opført af en lysegul glinsende stenart, med store marmortrapper, én gik lige ned i havet. Prægtige forgyldte kupler hævede sig over taget, og mellem søjlerne, som gik rundt om hele bygningen, stod marmorbilleder, der så ud, som levende. Gennem det klare glas i de høje vinduer så man ind i de prægtigste sale, hvor kostelige silkegardiner og tæpper var ophængte, og alle væggene pyntede med store malerier, som det ret var en fornøjelse at se på. Midt i den største sal plaskede et stort springvand, strålerne stod højt op mod glaskuplen i loftet, hvorigennem solen skinnede på vandet og på de dejlige planter, der voksede i det store bassin.

Nu vidste hun, hvor han boede, og der kom hun mangen aften og nat på vandet; hun svømmede meget nærmere land, end nogen af de andre havde vovet, ja hun gik helt op i den smalle kanal, under den prægtige marmoraltan, der kastede en lang skygge hen over vandet. Her sad hun og så på den unge prins, der troede, han var ganske ene i det klare måneskin.

Hun så ham mangen aften sejle med musik i sin prægtige båd, hvor flagene vajede; hun tittede frem mellem de grønne siv, og tog vinden i hendes lange sølvhvide slør og nogen så det, tænkte de, det var en svane, som løftede vingerne.

Hun hørte mangen nat, når fiskerne lå med blus på søen, at de fortalte så meget godt om den unge prins, og det glædede hende, at hun havde frelst hans liv, da han halvdød drev om på bølgerne, og hun tænkte på, hvor fast hans hoved havde hvilet på hendes bryst, og hvor inderligt hun da kyssede ham; han vidste slet intet derom, kunne ikke engang drømme om hende.

Mere og mere kom hun til at holde af menneskene, mere og mere ønskede hun at kunne stige op imellem dem; deres verden syntes hun var langt større, end hendes; de kunne jo på skibe flyve hen over havet, stige på de høje bjerge højt over skyerne, og landene, de ejede, strakte sig, med skove og marker, længere, end hun kunne øjne. Der var så meget hun gad vide, men søstrene vidste ikke at give svar på alt, derfor spurgte hun den gamle bedstemoder og hun kendte godt til den højere verden, som hun meget rigtigt kaldte landene oven for havet.

"Når menneskene ikke drukner," spurgte den lille havfrue, "kan de da altid leve, dør de ikke, som vi hernede på havet?"

"Jo!" sagde den gamle, "de må også dø, og deres levetid er endogså kortere end vor. Vi kan blive tre hundrede år, men når vi så hører op at være til her, bliver vi kun skum på vandet, har ikke engang en grav hernede mellem vore kære. Vi har ingen udødelig sjæl, vi får aldrig liv mere, vi er ligesom det grønne siv, er det engang skåret over, kan det ikke grønnes igen! Menneskene derimod har en sjæl, som lever altid, lever, efter at legemet er blevet jord; den stiger op igennem den klare luft, op til alle de skinnende stjerner! ligesom vi dykker op af havet og ser menneskenes lande, således dykker de op til ubekendte dejlige steder, dem vi aldrig får at se."

"Hvorfor fik vi ingen udødelig sjæl?" sagde den lille havfrue bedrøvet, "jeg ville give alle mine tre hundrede år, jeg har at leve i, for blot én dag at være et menneske og siden få del i den himmelske verden!"

"Det må du ikke gå og tænke på!" sagde den gamle, "vi har det meget lykkeligere og bedre, end menneskene deroppe!"

"Jeg skal altså dø og flyde som skum på søen, ikke høre bølgernes musik, se de dejlige blomster og den røde sol! Kan jeg da slet intet gøre, for at vinde en evig sjæl!" -

"Nej!" sagde den gamle, "kun når et menneske fik dig så kær, at du var ham mere, end fader og moder; når han med hele sin tanke og kærlighed hang ved dig, og lod præsten lægge sin højre hånd i din med løfte om troskab her og i al evighed, da flød hans sjæl over i dit legeme og du fik også del i menneskenes lykke. Han gav dig sjæl og beholdt dog sin egen. Men det kan aldrig ske! Hvad der just er dejligt her i havet, din fiskehale, finder de hæsligt deroppe på jorden, de forstår sig nu ikke bedre på det, man må dér have to klodsede støtter, som de kalder ben, for at være smuk!"

Da sukkede den lille havfrue og så bedrøvet på sin fiskehale.

"Lad os være fornøjede," sagde den gamle, "hoppe og springe vil vi i de tre hundrede år, vi har at leve i, det er såmænd en god tid nok, siden kan man des fornøjeligere hvile sig ud i sin grav. I aften skal vi have hofbal!"

Det var også en pragt, som man aldrig ser den på jorden. Vægge og loft i den store dansesal var af tykt men klart glas. Flere hundrede kolossale muslingeskaller, rosenrøde og græsgrønne, stod i rækker på hver side med en blå brændende ild, som oplyste den hele sal og skinnede ud gennem væggene, så at søen der udenfor var ganske oplyst; man kunne se alle de utallige fisk, store og små, som svømmede hen imod glasmuren, på nogle skinnede skællene purpurrøde, på andre syntes de sølv og guld. Midt igennem salen flød en bred rindende strøm, og på denne dansede havmænd og havfruer til deres egen dejlige sang. Så smukke stemmer har ikke menneskene på jorden. Den lille havfrue sang skønnest af dem alle, og de klappede i hænderne for hende, og et øjeblik følte hun glæde i sit hjerte, thi hun vidste, at hun havde den skønneste stemme af alle på jorden og i havet! Men snart kom hun dog igen til at tænke på verden oven over sig; hun kunne ikke glemme den smukke prins og sin sorg over ikke at eje, som han, en udødelig sjæl. Derfor sneg hun sig ud af sin faders slot, og mens alt derinde var sang og lystighed, sad hun bedrøvet i sin lille have. Da hørte hun valdhorn klinge ned igennem vandet, og hun tænkte, "nu sejler han vist deroppe, ham som jeg holder mere af end fader og moder, ham som min tanke hænger ved og i hvis hånd jeg ville lægge mit livs lykke. Alt vil jeg vove for at vinde ham og en udødelig sjæl! Mens mine søstre danser derinde i min faders slot, vil jeg gå til havheksen, hende jeg altid har været så angst for, men hun kan måske råde og hjælpe!"

Nu gik den lille havfrue ud af sin have hen imod de brusende malstrømme, bag hvilke heksen boede. Den vej havde hun aldrig før gået, der voksede ingen blomster, intet søgræs, kun den nøgne grå sandbund strakte sig hen imod malstrømmene, hvor vandet, som brusende møllehjul, hvirvlede rundt og rev alt, hvad de fik fat på, med sig ned i dybet; midt imellem disse knusende hvirvler måtte hun gå, for at komme ind på havheksens distrikt, og her var et langt stykke ikke anden vej, end over varmt boblende dynd, det kaldte heksen sin tørvemose. Bag ved lå hendes hus midt inde i en sælsom skov. Alle træer og buske var polypper, halv dyr og halv plante, de så ud, som hundredhovedede slanger, der voksede ud af jorden; alle grene var lange slimede arme, med fingre som smidige orme, og led for led bevægede de sig fra roden til den yderste spidse. Alt hvad de i havet kunne gribe fat på, snoede de sig fast om og gav aldrig mere slip på. Den lille havfrue blev ganske forskrækket stående der udenfor; hendes hjerte bankede af angst, nær havde hun vendt om, men så tænkte hun på prinsen og på menneskets sjæl, og da fik hun mod. Sit lange flagrende hår bandt hun fast om hovedet, for at polypperne ikke skulle gribe hende deri, begge hænder lagde hun sammen over sit bryst, og fløj så af sted, som fisken kan flyve gennem vandet, ind imellem de hæslige polypper, der strakte deres smidige arme og fingre efter hende. Hun så, hvor hver af dem havde noget, den havde grebet, hundrede små arme holdt det, som stærke jernbånd. Mennesker, som var omkommet på søen og sunket dybt derned, tittede, som hvide benrade frem i polyppernes arme. Skibsror og kister holdt de fast, skeletter af landdyr og en lille havfrue, som de havde fanget og kvalt, det var hende næsten det forskrækkeligste.

Nu kom hun til en stor slimet plads i skoven, hvor store, fede vandsnoge boltrede sig og viste deres stygge hvidgule bug. Midt på pladsen var rejst et hus af strandede menneskers hvide ben, der sad havheksen og lod en skrubtudse spise af sin mund, ligesom menneskene lader en lille kanariefugl spise sukker. De hæslige fede vandsnoge kaldte hun sine små kyllinger og lod dem vælte sig på hendes store, svampede bryst.

"Jeg ved nok, hvad du vil!" sagde havheksen, "det er dumt gjort af dig! alligevel skal du få din vilje, for den vil bringe dig i ulykke, min dejlige prinsesse. Du vil gerne af med din fiskehale og i stedet for den have to stumper at gå på ligesom menneskene, for at den unge prins kan blive forlibt i dig og du kan få ham og en udødelig sjæl!" I det samme lo heksen så højt og fælt, at skrubtudsen og snogene faldt ned på jorden og væltede sig der. "Du kommer netop i rette tid," sagde heksen, "i morgen, når sol står op, kunne jeg ikke hjælpe dig, før igen et år var omme. Jeg skal lave dig en drik, med den skal du, før sol står op, svømme til landet, sætte dig på bredden der og drikke den, da skilles din hale ad og snerper ind til hvad menneskene kalde nydelige ben, men det gør ondt, det er som det skarpe sværd gik igennem dig. Alle, som ser dig, vil sige, du er det dejligste menneskebarn de har set! du beholder din svævende gang, ingen danserinde kan svæve som du, men hvert skridt du gør, er som om du trådte på en skarp kniv, så dit blod må flyde. Vil du lide alt dette, så skal jeg hjælpe dig?"

"Ja!" sagde den lille havfrue med bævende stemme, og tænkte på prinsen og på at vinde en udødelig sjæl.

"Men husk på," sagde heksen, "når du først har fået menneskelig skikkelse, da kan du aldrig mere blive en havfrue igen! du kan aldrig stige ned igennem vandet til dine søstre og til din faders slot, og vinder du ikke prinsens kærlighed, så han for dig glemmer fader og moder, hænger ved dig med sin hele tanke og lader præsten lægge eders hænder i hinanden, så at I bliver mand og kone, da får du ingen udødelig sjæl! den første morgen efter at han er gift med en anden, da må dit hjerte briste, og du bliver skum på vandet."

"Jeg vil det!" sagde den lille havfrue og var bleg, som en død.

"Men mig må du også betale!" sagde heksen, "og det er ikke lidet, hvad jeg forlanger. Du har den dejligste stemme af alle hernede på havets bund, med den tror du nok at skulle fortrylle ham, men den stemme skal du give mig. Det bedste du ejer vil jeg have for min kostelige drik! mit eget blod må jeg jo give dig deri, at drikken kan blive skarp, som et tveægget sværd!"

"Men når du tager min stemme," sagde den lille havfrue, "hvad beholder jeg da tilbage?"

"Din dejlige skikkelse," sagde heksen, "din svævende gang og dine talende øjne, med dem kan du nok bedåre et menneskehjerte. Nå, har du tabt modet! ræk frem din lille tunge, så skærer jeg den af, i betaling, og du skal få den kraftige drik!"

"Det ske!" sagde den lille havfrue, og heksen satte sin kedel på, for at koge trolddrikken. "Renlighed er en god ting!" sagde hun og skurede kedlen af med snogene, som hun bandt i knude; nu ridsede hun sig selv i brystet og lod sit sorte blod dryppe derned, Dampen gjorde de forunderligste skikkelser, så man måtte blive angst og bange. Hvert øjeblik kom heksen nye ting i kedlen, og da det ret kogte, var det, som når krokodillen græder. Til sidst var drikken færdig, den så ud som det klareste vand!

"Der har du den!" sagde heksen og skar tungen af den lille havfrue, som nu var stum, kunne hverken synge eller tale.

"Dersom polypperne skulle gribe dig, når du går tilbage igennem min skov," sagde heksen, "så kast kun en eneste dråbe af denne drik på dem, da springer deres arme og fingre i tusinde stykker!" men det behøvede den lille havfrue ikke, Polypperne trak sig forskrækkede tilbage for hende, da de så den skinnende drik, der lyste i hendes hånd, ligesom det var en funklende stjerne. Således kom hun snart igennem skoven, mosen og de brusende malstrømme.

Hun kunne se sin faders slot; blussene var slukket i den store dansesal; de sov vist alle derinde, men hun vovede dog ikke at søge dem, nu hun var stum og ville for altid gå bort fra dem. Det var, som hendes hjerte skulle gå itu af sorg. Hun sneg sig ind i haven, tog én blomst af hver af sine søstres blomsterbed, kastede med fingeren tusinde kys hen imod slottet og steg op igennem den mørkeblå sø.

Solen var endnu ikke kommet frem, da hun så prinsens slot og besteg den prægtige marmortrappe. Månen skinnede dejligt klart. Den lille havfrue drak den brændende skarpe drik, og det var, som gik et tveægget sværd igennem hendes fine legeme, hun besvimede derved og lå, som død. Da solen skinnede hen over søen, vågnede hun op, og hun følte en sviende smerte, men lige for hende stod den dejlige unge prins, han fæstede sine kulsorte øjne på hende, så hun slog sine ned og så, at hendes fiskehale var borte, og at hun havde de nydeligste små, hvide ben, nogen lille pige kunne have, men hun var ganske nøgen, derfor svøbte hun sig ind i sit store, lange hår. Prinsen spurgte, hvem hun var, og hvorledes hun var kommet her, og hun så mildt og dog så bedrøvet på ham med sine mørkeblå øjne, tale kunne hun jo ikke. Da tog han hende ved hånden og førte hende ind i slottet. Hvert skridt hun gjorde, var, som heksen havde sagt hende forud, som om hun trådte på spidse syle og skarpe knive, men det tålte hun gerne; ved prinsens hånd steg hun så let, som en boble, og han og alle undrede sig over hendes yndige, svævende gang.

Kostelige klæder af silke og musselin fik hun på, i slottet var hun den skønneste af alle, men hun var stum, kunne hverken synge eller tale. Dejlige slavinder, klædte i silke og guld, kom frem og sang for prinsen og hans kongelige forældre; en sang smukkere end alle de andre og prinsen klappede i hænderne og smilede til hende, da blev den lille havfrue bedrøvet, hun vidste, at hun selv havde sunget langt smukkere! hun tænkte, "Oh han skulle bare vide, at jeg, for at være hos ham, har givet min stemme bort i al evighed!"

Nu dansede slavinderne i yndige svævende danse til den herligste musik, da hævede den lille havfrue sine smukke hvide arme, rejste sig på tåspidsen og svævede hen over gulvet, dansede, som endnu ingen havde danset; ved hver bevægelse blev hendes dejlighed endnu mere synlig, og hendes øjne talte dybere til hjertet, end slavindernes sang.

Alle var henrykte derover, især prinsen, som kaldte hende sit lille hittebarn, og hun dansede mere og mere, skønt hver gang hendes fod rørte jorden, var det, som om hun trådte på skarpe knive. Prinsen sagde, at hun skulle alletider være hos ham, og hun fik lov at sove uden for hans dør på en fløjlspude.

Han lod hende sy en mandsdragt, for at hun til hest kunne følge ham. De red gennem de duftende skove, hvor de grønne grene slog hende på skulderen og de små fugle sang bag friske blade. Hun klatrede med prinsen op på de høje bjerge, og skønt hendes fine fødder blødte, så de andre kunne se det, lo hun dog deraf og fulgte ham, til de så skyerne sejle nede under sig, som var det en flok fugle, der drog til fremmede lande.

Hjemme på prinsens slot, når om natten de andre sov, gik hun ud på den brede marmortrappe, og det kølede hendes brændende fødder, at stå i det kolde søvand, og da tænkte hun på dem dernede i dybet.

En nat kom hendes søstre arm i arm, de sang så sorrigfuldt, idet de svømmede over vandet, og hun vinkede af dem, og de kendte hende og fortalte, hvor bedrøvet hun havde gjort dem alle sammen. Hver nat besøgte de hende siden, og en nat så hun, langt ude, den gamle bedstemoder, som i mange år ikke havde været over havet, og havkongen, med sin krone på hovedet, de strakte hænderne hen mod hende, men vovede sig ikke så nær landet, som søstrene.

Dag for dag blev hun prinsen kærere, han holdt af hende, som man kan holde af et godt, kært barn, men at gøre hende til sin dronning, faldt ham slet ikke ind, og hans kone måtte hun blive, ellers fik hun ingen udødelig sjæl, men ville på hans bryllupsmorgen blive skum på søen.

"Holder du ikke mest af mig, blandt dem alle sammen!" syntes den lille havfrues øjne at sige, når han tog hende i sine arme og kyssede hendes smukke pande.

"Jo, du er mig kærest," sagde prinsen, "thi du har det bedste hjerte af dem alle, du er mig mest hengiven, og du ligner en ung pige jeg engang så, men vistnok aldrig mere finder. Jeg var på et skib, som strandede, bølgerne drev mig i land ved et helligt tempel, hvor flere unge piger gjorde tjeneste, den yngste der fandt mig ved strandbredden og reddede mit liv, jeg så hende kun to gange; hun var den eneste, jeg kunne elske i denne verden, men du ligner hende, du næsten fortrænger hendes billede i min sjæl, hun hører det hellige tempel til, og derfor har min gode lykke sendt mig dig, aldrig vil vi skilles!" - "Ak, han ved ikke, at jeg har reddet hans liv!" tænkte den lille havfrue, "jeg bar ham over søen hen til skoven, hvor templet står, jeg sad bag skummet og så efter, om ingen mennesker ville komme. Jeg så den smukke pige, som han holder mere af, end mig!" og havfruen sukkede dybt, græde kunne hun ikke. "Pigen hører det hellige tempel til, har han sagt, hun kommer aldrig ud i verden, de mødes ikke mere, jeg er hos ham, ser ham hver dag, jeg vil pleje ham, elske ham, ofre ham mit liv!"

Men nu skal prinsen giftes og have nabokongens dejlige datter! fortalte man, derfor er det, at han udruster så prægtigt et skib. Prinsen rejser for at se nabokongens lande, hedder det nok, men det er for at se nabokongens datter, et stort følge skal han have med; men den lille havfrue rystede med hovedet og lo; hun kendte prinsens tanker meget bedre, end alle de andre. "Jeg må rejse!" havde han sagt til hende, "jeg må se den smukke prinsesse, mine forældre forlange det, men tvinge mig til at føre hende her hjem, som min brud, vil de ikke! jeg kan ikke elske hende! hun ligner ikke den smukke pige i templet, som du ligner, skulle jeg engang vælge en brud, så blev det snarere dig, mit stumme hittebarn med de talende øjne!" og han kyssede hendes røde mund, legede med hendes lange hår og lagde sit hoved ved hendes hjerte, så det drømte om menneskelykke og en udødelig sjæl.

"Du er dog ikke bange for havet, mit stumme barn!" sagde han, da de stod på det prægtige skib, som skulle føre ham til nabokongens lande; og han fortalte hende om storm og havblik, om sælsomme fisk i dybet og hvad dykkeren der havde set, og hun smilede ved hans fortælling, hun vidste jo bedre, end nogen anden, besked om havets bund.

I den måneklare nat, når de alle sov, på styrmanden nær, som stod ved roret, sad hun ved rælingen af skibet og stirrede ned igennem det klare vand, og hun syntes at se sin faders slot, øverst deroppe stod den gamle bedstemoder med sølvkronen på hovedet og stirrede op igennem de stride strømme mod skibets køl. Da kom hendes søstre op over vandet, de stirrede sorrigfuldt på hende og vred deres hvide hænder, hun vinkede ad dem, smilede og ville fortælle, at alt gik hende godt og lykkeligt, men skibsdrengen nærmede sig hende og søstrene dykkede ned, så han blev i den tro, at det hvide, han havde set, var skum på søen.

Næste morgen sejlede skibet ind i havnen ved nabokongens prægtige stad. Alle kirkeklokker ringede, og fra de høje tårne blev blæst i basuner, mens soldaterne stod med vajende faner og blinkende bajonetter. Hver dag havde en fest. Bal og selskab fulgte på hinanden, men prinsessen var der endnu ikke, hun opdroges langt derfra i et helligt tempel, sagde de, der lærte hun alle kongelige dyder. Endelig indtraf hun.

Den lille havfrue stod begærlig efter at se hendes skønhed, og hun måtte erkende den, en yndigere skikkelse havde hun aldrig set. Huden var så fin og skær, og bag de lange mørke øjenhår smilede et par sortblå trofaste øjne!

"Det er dig!" sagde prinsen, "dig, som har frelst mig, da jeg lå som et lig ved kysten!" og han trykkede sin rødmende brud i sine arme. "Oh jeg er alt for lykkelig!" sagde han til den lille havfrue. "Det bedste, det jeg aldrig turde håbe, er blevet opfyldt for mig. Du vil glæde dig ved min lykke, thi du holder mest af mig blandt dem alle!" Og den lille havfrue kyssede hans hånd, og hun syntes alt at føle sit hjerte briste. Hans bryllupsmorgen ville jo give hende døden og forvandle hende til skum på søen.

Alle kirkeklokker ringede, herolderne red om i gaderne og forkyndte trolovelsen. På alle altre brændte duftende olie i kostelige sølvlamper. Præsterne svingede røgelseskar og brud og brudgom rakte hinanden hånden og fik biskoppens velsignelse. Den lille havfrue stod i silke og guld og holdt brudens slæb, men hendes øre hørte ikke den festlige musik, hendes øje så ikke den hellige ceremoni, hun tænkte på sin dødsnat, på alt hvad hun havde tabt i denne verden.

Endnu samme aften gik brud og brudgom ombord på skibet, kanonerne lød, alle flagene vajede, og midt på skibet var rejst et kosteligt telt af guld og purpur og med de dejligste hynder, der skulle brudeparret sove i den stille, kølige nat.

Sejlene svulmede i vinden, og skibet gled let og uden stor bevægelse hen over den klare sø.

Da det mørknedes, tændtes brogede lamper og søfolkene dansede lystige danse på dækket. Den lille havfrue måtte tænke på den første gang hun dykkede op af havet og så den samme pragt og glæde, og hun hvirvlede sig med i dansen, svævede, som svalen svæver når den forfølges, og alle tiljublede hende beundring, aldrig havde hun danset så herligt; det skar som skarpe knive i de fine fødder, men hun følte det ikke; det skar hende smerteligere i hjertet. Hun vidste, det var den sidste aften hun så ham, for hvem hun havde forladt sin slægt og sit hjem, givet sin dejlige stemme og daglig lidt uendelige kvaler, uden at han havde tanke derom. Det var den sidste nat, hun åndede den samme luft som han, så det dybe hav og den stjerneblå himmel, en evig nat uden tanke og drøm ventede hende, som ej havde sjæl, ej kunne vinde den. Og alt var glæde og lystighed på skibet til langt over midnat, hun lo og dansede med dødstanken i sit hjerte. Prinsen kyssede sin dejlige brud, og hun legede med hans sorte hår, og arm i arm gik de til hvile i det prægtige telt.

Der blev tyst og stille på skibet, kun styrmanden stod ved roret, den lille havfrue lagde sine hvide arme på rælingen og så mod øst efter morgenrøden, den første solstråle, vidste hun, ville dræbe hende. Da så hun sine søstre stige op af havet, de var blege, som hun; deres lange smukke hår flagrede ikke længere i blæsten, det var afskåret.

"Vi har givet det til heksen, for at hun skulle bringe hjælp, at du ikke denne nat skal dø! Hun har givet os en kniv, her er den! ser du hvor skarp? Før sol står op, må du stikke den i prinsens hjerte, og når da hans varme blod stænker på dine fødder, da vokser de sammen til en fiskehale og du bliver en havfrue igen, kan stige ned i vandet til os og leve dine tre hundrede år, før du bliver det døde, salte søskum. Skynd dig! Han eller du må dø, før sol står op! Vor gamle bedstemoder sørger, så hendes hvide hår er faldet af, som vort faldt for heksens saks. Dræb prinsen og kom tilbage! Skynd dig, ser du den røde stribe på himlen? Om nogle minutter stiger solen, og da må du dø!" og de udstødte et forunderligt dybt suk og sank i bølgerne.

Den lille havfrue trak purpurtæppet bort fra teltet, og hun så den dejlige brud sove med sit hoved ved prinsens bryst, og hun bøjede sig ned, kyssede ham på hans smukke pande, så på himlen, hvor morgenrøden lyste mere og mere, så på den skarpe kniv og fæstede igen øjnene på prinsen, der i drømme nævnede sin brud ved navn, hun kun var i hans tanker, og kniven sitrede i havfruens hånd, men da kastede hun den langt ud i bølgerne, de skinnede røde, hvor den faldt, det så ud, som piblede der blodsdråber op af vandet. Endnu engang så hun med halvbrustne blik på prinsen, styrtede sig fra skibet ned i havet, og hun følte, hvor hendes legeme opløste sig i skum.

Nu steg solen frem af havet. Strålerne faldt så mildt og varmt på det dødskolde havskum og den lille havfrue følte ikke til døden, hun så den klare sol, og oppe over hende svævede hundrede gennemsigtige, dejlige skabninger; hun kunne gennem dem se skibets hvide sejl og himlens røde skyer, deres stemme var melodi, men så åndig, at intet menneskeligt øre kunne høre den, ligesom intet jordisk øje kunne se dem; uden vinger svævede de ved deres egen lethed gennem luften. Den lille havfrue så, at hun havde et legeme som de, det hævede sig mere og mere op af skummet.

"Til hvem kommer jeg!" sagde hun, og hendes stemme klang som de andre væsners, så åndigt, at ingen jordisk musik kan gengive det.

"Til luftens døtre!" svarede de andre. "Havfruen har ingen udødelig sjæl, kan aldrig få den, uden hun vinder et menneskes kærlighed! Af en fremmed magt afhænger hendes evige tilværelse. Luftens døtre har heller ingen evig sjæl, men de kan selv ved gode handlinger skabe sig en. Vi flyver til de varme lande, hvor den lumre pestluft dræber menneskene; der vifter vi køling. Vi spreder blomsternes duft gennem luften og sender vederkvægelse og lægedom. Når vi i tre hundrede år har stræbt at gøre det gode, vi kan, da får vi en udødelig sjæl og tager del i menneskenes evige lykke. Du stakkels lille havfrue har med hele dit hjerte stræbt efter det samme, som vi, du har lidt og tålt, hævet dig til luftåndernes verden, nu kan du selv gennem gode gerninger skabe dig en udødelig sjæl om tre hundrede år."

Og den lille havfrue løftede sine klare arme op mod Guds sol, og for første gang følte hun tårer. På skibet var igen støj og liv, hun så prinsen med sin smukke brud søge efter hende, vemodig stirrede de på det boblende skum, som om de vidste, hun havde styrtet sig i bølgerne. Usynlig kyssede hun brudens pande, smilede til ham og steg med de andre luftens børn op på den rosenrøde sky, som sejlede i luften.

"Om tre hundrede år svæver vi således ind i Guds rige!"

"Også tidligere kan vi komme der!" hviskede én. "Usynligt svæver vi ind i menneskenes huse, hvor der er børn, og for hver dag vi finder et godt barn, som gør sine forældre glæde og fortjener deres kærlighed, forkorter Gud vor prøvetid. Barnet ved ikke, når vi flyver gennem stuen, og når vi da af glæde smiler over det, da tages et år fra de tre hundrede, men ser vi et uartigt og ondt barn, da må vi græde sorgens gråd, og hver tåre lægger en dag til vor prøvetid!"

Nadaljuj z branjem

Glavk in Skila Ovidove preobrazbe · 4 min branja 2 skupnih tagov Rojstvo in dejanja Apolona in Artemide Apolodorjeva knjižnica · 3 min branja 1 skupnih tagov Prometej in Devkalionov potop Apolodorjeva knjižnica · 5 min branja 1 skupnih tagov Friks in zlato runo Apolodorjeva knjižnica · 22 min branja 1 skupnih tagov

Nalagam bralnik