Prevod
Nekoč je živel kralj, ki je imel toliko gosi, da je moral imeti deklo samo za to, da jih je pasla. Ime ji je bilo Aase, zato so ji pravili Aase, gosja pastirica. Neki kraljevič iz Anglije pa se je odpravil iskat nevesto in Aase se mu je posedla ob pot. »Ali sediš tu, mala Aase?« jo je vprašal kraljevič.
»Da, tu sedim, šivam šiv na šiv in krpam krpo na krpo, danes pa pričakujem kraljeviča iz Anglije,« je rekla mala Aase. »Nikar ne pričakuj, da ga boš dobila,« je rekel princ. »O pač, če mi je namenjen, ga bom že dobila,« je rekla mala Aase. — Nato so v vse dežele in kraljestva poslali slikarje, da bi naslikali najlepše princese, med katerimi si je princ hotel izbrati nevesto. Ena mu je bila tako všeč, da se je odpravil ponjo, da bi se z njo poročil, in bil je ves srečen in zadovoljen, ko je postala njegova zaročenka. Toda princ je imel s seboj kamen, ki ga je položil pred svojo posteljo, in ta kamen je vedel vse. Ko je princesa prispela, ji je Aase, gosja pastirica, povedala, da ne sme stopiti čez kamen pred prinčevo posteljo, če je že imela kakšnega ljubega ali če ve za kaj, česar ne bi hotela razkriti princu. »Kajti ta mu pove vse o tebi,« je rekla. Ko je princesa to slišala, se je silno užalostila, potem pa se je domislila, da bi prosila Aase, naj gre zvečer namesto nje in leže k princu. Ko bo zaspal, naj bi se spet zamenjali, tako da bi imel zjutraj, ko se zdani, ob sebi pravo.
Tako sta tudi storili. Ko je prišla Aase, gosja pastirica, in stopila na kamen, je princ vprašal: »Kdo je ta, ki lega v mojo posteljo?« »Čista, nedolžna devica!« je rekel kamen, in legla sta spat. Ko pa je minilo nekaj noči, je prišla princesa in legla na Aasino mesto. Zjutraj, ko naj bi vstala, je princ spet vprašal kamen: »Kdo je ta, ki vstaja iz moje postelje?« »Taka, ki je imela že tri otroke!« je rekel kamen. Ko je princ to slišal, je seveda ni več hotel imeti, zato jo je poslal domov in si namesto nje izbral drugo zaročenko.
Ko se je odpravil k njej na obisk, se mu je mala Aase, gosja pastirica, spet posedla ob pot. »Ali sediš tu, mala Aase, gosja pastirica?« je vprašal princ. »Da, tu sedim, šivam šiv na šiv in krpam krpo na krpo, kajti danes pričakujem kraljeviča iz Anglije,« je rekla Aase. »Oh, nikar ne pričakuj, da ga boš dobila,« je rekel kraljevič. »O pač, če mi je namenjen, ga bom že dobila,« je menila Aase.
S to princeso se je zgodilo natanko tako kot s prvo, le da je kamen, ko je zjutraj vstala, povedal, da je imela že šest otrok. Zato tudi te princ ni hotel in jo je odgnal. Vendar je sklenil še enkrat poskusiti, ali ne bi vendarle našel katere, ki bi bila čista in nedolžna. Spet je iskal daleč naokrog po številnih deželah, dokler ni našel take, ki mu je bila všeč. Ko pa se je odpravil k njej na obisk, se mu je Aase, gosja pastirica, spet posedla ob pot. »Ali sediš tu, mala Aase, gosja pastirica?« je vprašal princ.
»Da, tu sedim, šivam šiv na šiv in krpam krpo na krpo, kajti danes pričakujem kraljeviča iz Anglije,« je rekla Aase. »Nikar ne pričakuj, da ga boš dobila,« je rekel princ. »O pač, če mi je namenjen, ga bom že dobila,« je rekla mala Aase.
Ko je princesa prispela, ji je Aase, gosja pastirica, povedala kakor že obema prejšnjima, da ne sme stopiti na kamen pred prinčevo posteljo, če je že imela kakšnega ljubega ali če je kaj drugega, za kar ne bi hotela, da princ izve, kajti kamen mu pove prav vse. Princesa se je ob teh besedah užalostila in postalo ji je tesno pri srcu, a bila je prav tako prebrisana kakor prejšnji dve in je prosila Aase, naj gre zvečer namesto nje in leže k princu. Ko bo zaspal, naj bi se zamenjali, tako da bi imel zjutraj, ko se zdani, ob sebi pravo. Tako sta tudi storili. Ko je mala Aase, gosja pastirica, prišla in stopila na kamen, je princ vprašal: »Kdo je ta, ki lega v mojo posteljo?« »Čista, nedolžna devica,« je rekel kamen, in legla sta. Ponoči je princ Aase nataknil na prst prstan, ki je bil tako tesen, da ga ni mogla več sneti. Princ je namreč že slutil, da nekaj ni prav, zato je hotel imeti znamenje, po katerem bi prepoznal pravo. Ko je princ zaspal, je prišla princesa, odgnala Aase v gosjak in sama legla na njeno mesto. Zjutraj, ko naj bi vstala, je princ vprašal: »Kdo je ta, ki vstaja iz moje postelje?« »Taka, ki je rodila že devet otrok,« je rekel kamen. Ko je princ to slišal, se je tako razjezil, da jo je pri priči odgnal. Nato je kamen vprašal, kako je vendar s temi princesami, ki so stopale nanj, saj tega nikakor ne more razumeti. Kamen mu je tedaj povedal, kaj se je zgodilo: princese so ga prevarale in namesto sebe poslale Aase, gosjo pastirico. Princ je hotel zadevi priti do dna, zato je šel dol k njej, kjer je sedela in pasla svoje gosi, da bi pogledal, ali ima prstan. Če ga ima, bo najbolje, da jo vzamem za kraljico, si je mislil. Ko je prišel do nje, je takoj opazil, da ima okoli enega prsta ovito krpo, in jo vprašal, zakaj si ga je povila.
»Oh, tako grdo sem se urezala,« je rekla mala Aase, gosja pastirica. Na vsak način je hotel pogledati njen prst, toda Aase nikakor ni hotela odviti krpe. Tedaj jo je princ prijel za prst, Aase pa mu je hotela izmakniti roko. Pri tem je krpa zdrsnila z njega in princ je prepoznal svoj prstan. Odpeljal jo je s seboj na kraljevi dvor ter jo obdaril z obilico lišpa in razkošnimi oblačili, potem pa sta obhajala poroko. Tako je mala Aase, gosja pastirica, vendarle dobila kraljeviča iz Anglije, samo zato, ker ji je bil namenjen.
Izvirnik
Der var engang en Konge, som havde saamange Gjæs, at han maatte have en Gjente bare til at gjæte dem; hun hed Aase, og saa kaldte de hende Aase Gaasepige. Nu var der en Kongssøn fra Engeland, der skulde ud at frie; ham satte Aase sig i Veien for. „Sidder du der, du vesle Aase?“ sagde Kongssønnen. „Ja, jeg sidder her og sætter Bod paa Bod og Lap paa Lap, jeg venter Kongssønnen fra Engeland i Dag,“ sagde lille Aase. „Ham kan du ikke vente at faae,“ sagde Prindsen. „Jo, skal jeg have ham, saa faaer jeg ham nok,“ sagde lille Aase. — Der blev nu sendt Malere til alle Lande og Riger, som skulde tage af de vakkreste Prindsesserne, dem vilde Prindsen have at vælge imellem. En af dem syntes han da saa godt om, at han
reiste efter hende og vilde gifte sig med hende, og han var baade glad og fornøiet, da han havde faaet hende til Kjæreste. Men saa havde Prindsen en Steen med sig, som han lagde foran Sengen sin, og den vidste Alting, og da Prindsessen kom, saa sagde Aase Gaasepige hende, at hvis hun havde havt nogen Kjæreste før, eller hun ikke vidste sig fri for Noget, som hun ikke vilde at Prindsen skulde vide, saa maatte hun ikke stige over den Stenen, han havde foran Sengen sin, „for den siger ham Alting om dig,“ sagde hun. Da Prindsessen hørte det, blev hun meget bedrøvet, men saa fandt hun paa at bede Aase, om hun vilde gaae i Stedet for sig og lægge sig med Prindsen om Aftenen, og naar han saa var søvnet, skulde de bytte om igjen,
saa at han havde den Rette hos sig, naar det blev lyst om Morgenen. Det gjorde de. Da Aase Gaasepige kom og traadte paa Stenen, saa spurgte Prindsen: „Hvem er det, som stiger i min Seng?“ „Reen og skjær Jomfru!“ sagde Stenen, og saa lagde de sig til at sove; men da det led paa Natten, kom Prindsessen og lagde sig i Stedet for Aase. Om Morgenen da de skulde staae op, spurgte Prindsen Stenen igjen: „Hvem er det som stiger af min Seng?“ „En, som har havt tre Børn!“ sagde Stenen. Da Prindsen hørte det, vilde han ikke have hende, det kan man nok vide, og saa sendte han hende hjem igjen, og tog sig en anden Kjæreste i Stedet.
Da han skulde besøge hende, havde lille Aase Gaasepige sat sig i Veien for ham igjen. „Sidder du der, du vesle Aase Gaasepige?“ sagde Prindsen. „Ja, jeg sidder her og sætter Bod paa Bod og Lap paa Lap, for jeg venter Kongssønnen fra Engeland i Dag,“ sagde Aase. „Aa ham kan ikke du vente at faae,“ sagde Kongssønnen. „Jo, skal jeg have ham, saa faaer jeg ham nok,“ meente Aase.
Med den Prindsessen gik det akkurat ligedan, som med den første, paa det nær, at da hun stod op om Morgenen, sagde Stenen, at hun havde havt sex Børn. Saa vilde Prindsen ikke have hende heller og jagede hende sin Vei, men endnu een Gang syntes han da, han fik prøve om han ikke skulde kunde finde en, som var reen og skjær; han ledte da vidt og bredt igjen i mange Lande, til han fandt en han kunde lide. Men da han skulde besøge hende, saa havde Aase Gaasepige sat sig i Veien for ham igjen. „Sidder du der, du vesle Aase Gaasepige?“ sagde Prindsen.
„Ja, jeg sidder her og sætter Bod paa Bod og Lap paa Lap, for jeg venter Kongssønnen fra Engeland i Dag,“ sagde Aase. „Ham kan ikke du vente at faae,“ sagde Prindsen. „Aa jo, skal jeg have ham, saa faaer jeg ham nok,“ sagde lille Aase. Da Prindsessen kom, saa sagde Aase Gaasepige til hende ligesom til begge de forrige, at hvis hun havde havt nogen Kjæreste, eller der var noget Andet, som hun ikke vilde at Prindsen skulde vide, saa maatte hun ikke træde paa den Stenen, som Prindsen havde foran Sengen sin, for den siger ham Altting, sagde hun. Prindsessen blev nu bedrøvet og ilde tilmode, da hun hørte det, men saa var hun ligesaa fuul som begge de andre og bad Aase om hun vilde gaae i Stedet for hende og lægge sig med Prindsen om Aftenen, og naar han var søvnet, skulde de bytte
om, saa at han havde den Rette hos sig, naar det blev lyst om Morgenen. Det gjorde de. Da vesle Aase Gaasepige kom og traadte paa Stenen, saa spurgte Prindsen: „Hvem er det som stiger i min Seng?“ „Reen og skjær Jomfru,“ sagde Stenen, og saa lagde de sig. Ud paa Natten satte Prindsen en Ring paa Fingeren til Aase, og den var saa trang, at hun ikke kunde faae den af sig igjen, for Prindsen kunde nok skjønne, at det ikke gik rigtig til, og saa vilde han have et Mærke, han kunde kjende den igjen paa, som var den Rette. Da Prindsen havde søvnet ind, kom Prindsessen og jagede Aase til Gaasestien og lagde sig selv i Rummet hendes. Om Morgenen, da de skulde staae op spurgte Prindsen: „Hvem er det, som stiger af min Seng ?*
„En, som har født ni Børn,“ sagde Stenen, og da Prindsen hørte det, blev han saa sindt, at han jagede hende strax paa Timen, og saa spurgte han Stenen, hvorledes det kunde hænge sammen med disse Prindsesserne, som havde steget paa den, for det kunde han ikke skjønne, sagde han. Stenen fortalte da, hvorledes det var gaaet, at de havde narret ham og sendt Aase Gaasepige i Stedet for sig. Det vilde Prindsen have Rede paa, han gik da ned til hende, der hun sad og gjætede Gjæssene sine, for han vilde see, om hun ogsaa havde Ringen; har hun den, saa er det bedst at tage hende til Dronning, tænkte han. Da han kom derned, saa han strax at hun havde bundet en Fille om den ene Fingeren sin, og saa spurgte han, hvorfor hun havde gjort det.
„Aa jeg har skaaret mig saa stygt,“ sagde vesle Aase Gaasepige. Han vilde nu endelig see paa Fingeren, men Aase vilde slet ikke tage Fillen af. Saa tog Prindsen fat i Fingeren, men Aase hun vilde trække den til sig igjen; saa gik Fillen af og saa kjendte han igjen Ringen sin. Han tog hende da med sig til Kongsgaarden og gav hende megen Stads og gjilde Klæder, og siden holdt de Bryllup, og saaledes fik vesle Aase Gaasepige Kongssønnen af Engeland ligevel hun, bare for det hun skulde have ham.
