O besedilu
Lan
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 7 min branja
- Obseg
- 6 strani
- Naslov izvirnika
- Hørren
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Lan
Lan je cvetel. Ima tako ljubke modre cvetove, mehke kakor krila nočnega metulja in še mnogo nežnejše. Sonce je sijalo nanj in deževni oblaki so ga zalivali; to mu je delo prav tako dobro kakor majhnim otrokom, ko jih umijejo, potem pa dobijo še mamin poljub; od tega postanejo še veliko ljubkejši. In tudi lan je postal ljubkejši.
»Ljudje pravijo, da tako lepo uspevam,« je rekel lan, »in da bom zrasel tako visok, da bo iz mene nastal čudovit kos platna! O, kako sem srečen! Prav gotovo sem najsrečnejši med vsemi! Tako dobro se mi godi in še nekaj bo iz mene! Kako me sonce razveseljuje in kako je dež slasten in osvežilen! Neizmerno sem srečen, najsrečnejši sem!«
»Že, že, že!« so rekli koli v ograji. »Ti ne poznaš sveta, mi pa ga, saj smo polni grč!« In tako milo so zaškripali: »Šnip šnap šnur, baselur, pesmice je konec!«
»Ne, pa je ni!« je rekel lan. »Jutri bo sijalo sonce, dež tako dobro dene, slišim, kako rastem, čutim, da cvetim! Najsrečnejši sem!«
Toda nekega dne so prišli ljudje, zgrabili lan za vrh in ga s koreninami vred izruvali; to je bolelo. Položili so ga v vodo, kakor da ga hočejo utopiti, potem pa so ga dali nad ogenj, kakor da ga hočejo speči. Bilo je grozno!
»Ne more se ti vedno dobro goditi!« je rekel lan. »Nekaj moraš prestati, da kaj spoznaš!« Toda postalo je zares hudo. Lan so trli in lomili, otepali in česali, a kaj je on vedel, kako se vsemu temu reče; prišel je na kolovrat, vrti vrti! Nikakor ni mogel zbrati misli.
»Bil sem neznansko srečen!« je mislil v vseh svojih mukah. »Vesel moraš biti vsega dobrega, kar si doživel! Vesel, vesel, o!« In to je govoril še takrat, ko je prišel na statve; potem pa je iz njega nastal velik, lep kos platna. Ves lan, prav vsaka rastlinica, je postal del tega edinega kosa!
»To je pa res čudovito! Tega ne bi nikoli verjelo! O, kakšno srečo imam! Tisti koli v ograji so pa res veliko vedeli s svojim ‘Šnip šnap šnur, baselur!’
Pesmice še zdaleč ni konec! Šele zdaj se začenja! Čudovito je! Res sem nekaj pretrpelo, a zato je zdaj tudi nekaj nastalo iz mene; najsrečnejše sem med vsemi! Tako močno sem in tako mehko, tako belo in tako dolgo! To je čisto nekaj drugega kakor biti zgolj rastlina, pa čeprav imaš cvetove! Nihče ne skrbi zate in vodo dobiš samo, kadar dežuje. Zdaj pa me strežejo! Dekla me vsako jutro obrne in vsak večer me z zalivalko oprha kakor dež; še župnikova žena je govorila o meni in rekla, da sem najboljši kos platna v župniji. Srečnejše ne morem biti!«
Zdaj so platno prinesli v hišo in ga vzeli pod škarje. Kako so ga strigli, kako so ga rezali, kako so ga prebadali s šivankami, kajti prav to so počeli! To ni bilo nič prijetno. Toda iz platna je nastalo dvanajst kosov spodnjega perila, tistega, ki ga ne omenjamo, a ga potrebuje vsak človek; dvanajst kosov ga je bilo.
»Glej, šele zdaj je zares nekaj nastalo iz mene! To je bilo torej moje poslanstvo! Kako je to blagoslovljeno! Zdaj sem svetu v korist in to je tisto, kar je treba početi, to je pravo veselje. Dvanajst kosov nas je nastalo, pa vendar smo vsi eno in isto, ducat nas je! Kakšna nepopisna sreča!«
In leta so minevala, dokler perilo ni več zdržalo. »Enkrat pač mora biti konec!« je rekel vsak kos. »Rado bi zdržalo še malo dlje, toda nemogočega ne smemo zahtevati!« Potem so jih raztrgali v koščke in cunje. Mislili so, da je zdaj zares vsega konec, saj so jih sekali, mečkali in kuhali, še sami niso vedeli, kaj vse so počeli z njimi; potem pa so se spremenili v čudovito fin bel papir!
»To je pa presenečenje! In kako lepo presenečenje!« je rekel papir. »Zdaj sem imenitnejši kakor prej in zdaj bodo pisali po meni! Kaj vse lahko napišejo! To je res nepopisna sreča!« In pisali so po njem najlepše zgodbe; ljudje so poslušali, kaj je pisalo na njem, in vse je bilo tako resnično in dobro, da so postali mnogo modrejši in boljši. Velik blagoslov je bil z besedami položen na te liste.
»To je več, kakor sem si sanjal, ko sem bil majhen moder cvet na polju! Kako naj bi si bil mislil, da bom nekoč ljudem prinašal veselje in znanje. Še zdaj tega ne morem doumeti! Pa je vendar res tako! Naš Gospod ve, da sam nisem storil prav ničesar razen tistega, kar sem po svojih skromnih močeh moral storiti, da sem obstajal! On pa me tako vodi od enega veselja in časti do drugega; vsakič, ko pomislim: ‘Pesmice je konec!’, se prav tedaj nadaljuje v nekaj mnogo višjega in boljšega. Zdaj bom gotovo šel na pot, poslali me bodo po vsem svetu, da me bodo lahko brali vsi ljudje! To je najverjetneje! Prej sem imel modre cvetove, zdaj pa imam za vsak cvet najlepše misli! Najsrečnejši sem!«
Toda papir ni šel na pot, prišel je k tiskarju in tam so vse, kar je bilo zapisano na njem, natisnili v knjigo, pravzaprav v več sto knjig, saj je tako lahko neizmerno več ljudi imelo od tega korist in veselje, kakor če bi tisti edini papir, na katerem je bilo besedilo zapisano, potoval po svetu in se že na pol poti obrabil.
»Da, to je res najpametneje!« je pomislil popisani papir. »Na to sploh nisem pomislil! Ostal bom doma in me bodo spoštovali kakor starega dedka! Na meni je vse zapisano, besede so tekle iz peresa naravnost vame. Jaz ostanem, knjige pa hodijo po svetu! Zdaj se bo pa res marsikaj opravilo! O, kako sem vesel, kako sem srečen!«
Potem so papir zložili v sveženj in ga položili na polico. »Dobro dene, če po opravljenem delu počivaš!« je rekel papir. »Prav je, da se zbereš in premisliš, kaj nosiš v sebi. Šele zdaj zares vem, kaj je zapisano v meni! In poznati samega sebe, to je pravi napredek. Le kaj bo prišlo zdaj? Nekaj, kar me bo popeljalo naprej, vedno gre naprej!«
Nekega dne so ves papir položili na ognjišče, da bi ga sežgali, saj ga niso smeli prodati špeceristu, da bi vanj zavijal maslo in rjavi sladkor. Vsi otroci v hiši so stali naokrog; hoteli so gledati, kako bo vzplamtel, hoteli so v pepelu videti številne rdeče iskrice, ki kakor da bežijo in ugašajo druga za drugo, tako hitro — to so otroci, ki odhajajo iz šole, in čisto zadnja iskrica je učitelj; pogosto misliš, da je že odšel, pa se malo za vsemi drugimi pokaže še on.
In ves papir je ležal v svežnju na ognju. Uh, kako je vzplamtel! »Uh!« je rekel in se v istem hipu ves spremenil v plamen. Ta se je dvignil tako visoko, kakor lan nikoli ni mogel dvigniti svojega drobnega modrega cveta, in je sijal tako, kakor belo platno nikoli ni moglo sijati; vse napisane črke so v hipu postale živo rdeče in vse besede in misli so se dvignile v plamenu.
»Zdaj grem naravnost k soncu!« je reklo v plamenu, in bilo je, kakor da bi to izgovorilo tisoč glasov v enem, plamen pa je švignil skozi dimnik vse do vrha; — — in nežnejša od plamena, človeškim očem povsem nevidna, so lebdela drobcena bitja, prav toliko jih je bilo, kolikor je bilo nekoč cvetov na lanu. Bila so še lažja od plamena, ki jih je nosil, in ko je ugasnil ter je od papirja ostal le črn pepel, so še enkrat zaplesala nad njim; tam, kjer so se ga dotaknila, so se pokazale njihove stopinje, rdeče iskrice: »Otroci so odšli iz šole in učitelj je bil zadnji.« To je bilo veselje gledati in otroci iz hiše so stali ob mrtvem pepelu ter peli:
»Šnip šnap šnur, baselur! Pesmice je konec!« Toda drobna nevidna bitja so vsako zase govorila: »Pesmice ni nikoli konec! To je najlepše od vsega! Jaz to vem in zato sem najsrečnejše!«
Toda otroci tega niso mogli ne slišati ne razumeti, pa tudi ni bilo treba, saj otroci ne smejo vedeti vsega.
Izvirnik
Hørren
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Hørren stod i blomster. Den har sådanne dejlige blå blomster så bløde som vingerne på et møl og endnu meget finere. - Solen skinnede på hørren og regnskyerne vandede den, og det var lige så godt for den som det er for småbørn at blive vasket, og så få et kys af moder; de bliver jo deraf meget dejligere. Og det blev også hørren.
"Folk siger jeg står så udmærket godt;" sagde hørren, "og at jeg bliver så dejlig lang, der vil komme et prægtigt stykke lærred af mig! Nej, hvor jeg er lykkelig! Jeg er bestemt den allerlykkeligste af alle! Jeg har det så godt, og jeg skal blive til noget! Hvor det solskin muntrer op og hvor den regn smager og forfrisker! Jeg er mageløs lykkelig, jeg er den allerlykkeligste!"
"Ja, ja, ja!" sagde gærdestavene, "Du kender ikke verden, men det gør vi, der er knuder i os!" og så knagede de så ynkeligt:
"Snip snap snurre
Basselurre,
Visen er ude!"
"Nej, den er ikke!" sagde hørren; "solen skinner i morgen, regnen gør så godt, jeg kan høre hvor jeg vokser, jeg kan føle jeg har blomst! jeg er den allerlykkeligste!"
Men en dag kom der folk og tog hørren i toppen og ruskede den op med rod, det gjorde ondt; og den blev lagt i vand ligesom den skulle druknes, og så kom den over ild, ligesom den skulle steges, det var grueligt!
"Man kan ikke altid have det godt!" sagde hørren, "man må prøve noget, så ved man noget!"
Men det blev rigtignok slemt. Hørren blev knækket og brækket, skættet og heglet, ja hvad vidste den hvad det hed; den kom på rokken, snurre rur! det var ikke muligt at holde tankerne samlede.
"Jeg har været overordentlig lykkelig!" tænkte den i al sin pine! "Man må være glad ved det gode, man har haft! Glad, glad, oh!" - og det sagde den endnu da den kom på væven, - og så blev den til et dejligt stort stykke lærred. Al hørren, hver eneste urt, blev til det ene stykke!
"Ja, men det er jo mageløst! Det havde jeg aldrig troet! Nej, hvor jeg har lykken med mig! Jo gærdestavene de vidste rigtig nok god besked med deres
'Snip snap snurre
Basselurre!'
Visen er slet ikke ude! Nu begynder den just! Det er mageløst! Ja, har jeg lidt noget, så er jeg også nu blevet noget for det; jeg er den lykkeligste af alle! - Jeg er så stærk, og så blød, så hvid og så lang! Det er noget andet end kun at være urter, selv om man har blomst! Man bliver ikke passet, og vand får man kun når det regner. Nu har jeg opvartning! Pigen vender mig hver morgen, og med vandkanden får jeg regnbad hver aften; ja præstekonen selv har holdt tale over mig og sagt, at jeg var det bedste stykke i sognet. Jeg kan ikke blive lykkeligere!"
Nu kom lærredet i hus, nu kom det under saks. Hvor man klippede, hvor man skar, hvor man stak med synåle, for det gjorde man! Det var ingen fornøjelse. Men lærredet blev til tolv stykker lintøj, af det man ikke nævner, men som alle mennesker må have; det var tolv stykker af det.
"Nej, se nu blev jeg først til noget! Så det var min bestemmelse! Ja, men det er jo velsignet! nu gør jeg gavn i verden, og det er det man skal gøre, det er den rette fornøjelse. Vi er blevet tolv stykker, men vi er alle dog ét og det samme, vi er et dusin! Hvor det er en mageløs lykke!"
Og år gik, - og så kunne det ikke holde længere.
"Engang må det jo være forbi!" sagde hvert stykke, "jeg gad jo gerne holdt noget længere, men man må ikke forlange umulige ting!" Og så blev de revet i stumper og laser, de troede at det var rent forbi, for de blev hakket og maset og kogt, ja de vidste ikke selv hvad - og så blev de dejligt fint hvidt papir!
"Nej, det er en overraskelse! Og en dejlig overraskelse!" sagde papiret! "Nu er jeg finere end før, og nu skal der skrives på mig! Hvad kan der ikke blive skrevet! Det er dog en mageløs lykke!" Og der blev skrevet på det, de allerdejligste historier, og folk hørte hvad der stod, og det var så rigtigt og godt, det gjorde menneskene meget klogere og bedre; det var en stor velsignelse, der i ord var givet de papirer.
"Det er mere end jeg drømte om, da jeg var en lille blå blomst på marken! hvor kunne jeg tænke, at jeg skulle komme til at bære glæde og kundskaber ud til menneskene. Jeg kan endnu selv ikke forstå det! Men det er nu engang virkelig så! Vorherre ved, at jeg selv slet ingen ting har gjort, uden hvad jeg efter fattig lejlighed måtte gøre, for at være til! Og så bærer han mig således frem til den ene glæde og hæder efter den anden; hver gang jeg tænker: 'Visen er ude!' så går den just over i noget meget højere og bedre; nu skal jeg vist på rejse, sendes hele verden rundt, for at alle mennesker kan læse mig! Det er det rimeligste! Før havde jeg blå blomster, nu har jeg for hver blomst de dejligste tanker! Jeg er den allerlykkeligste!"
Men papiret kom ikke på rejse, det kom til bogtrykkeren, og der blev alt, hvad der stod skrevet på det, sat i trykken til en bog, ja til mange hundrede bøger, for så kunne uendelig flere folk få gavn og glæde deraf, end om det eneste papir, som det skrevne var på, havde løbet verden rundt, og var blevet slidt op på halvvejen.
"Ja, det er nu det allerfornuftigste!" tænkte det beskrevne papir. "Det faldt mig slet ikke ind! Jeg bliver hjemme og holdes i ære ligesom en gammel bedstefader! Det er mig, der er skrevet på, ordene flød af pennen lige ind i mig. Jeg bliver og bøgerne løber omkring! Nu kan der rigtignok blive bestilt noget! Nej, hvor jeg er glad, hvor jeg er lykkelig!"
Så blev papiret samlet i bundt og lagt på hylde. "Man har godt af at hvile på sin gerning!" sagde papiret. "Det er meget rigtigt at man samler sig og kommer til eftertanke om hvad der bor i en. Nu først ved jeg rigtigt, hvad der står i mig! Og kende sig selv, det er det egentlige fremskridt. Hvad mon der nu vil komme, noget fremad sker der, det går altid fremad!"
En dag blev alt papiret lagt på skorstenen, det skulle brændes, for det måtte ikke sælges til spækhøkeren og komme om smør og puddersukker. Og alle børnene i huset stod rundt om, de ville se det blusse, de ville se i asken de mange røde ildgnister, der ligesom løber af sted og slukkes, den ene efter den anden, så gesvindt - det er børnene der går af skole, og den allersidste gnist er skolemesteren; tit tror man han er gået, men så kommer han lidt efter alle de andre.
Og alt papiret lå i et bundt på ilden. Uh! hvor det slog op i lue. "Uh!" sagde det, og lige i det samme blev det en hel flamme; den gik så højt i vejret, som aldrig hørren havde kunnet løfte sin lille blå blomst, og skinnede som aldrig det hvide linned havde kunnet skinne; alle de skrevne bogstaver blev i et øjeblik ganske røde, og alle ord og tanker gik op i lue.
"Nu går jeg lige op i solen!" sagde det inde i flammen, og det var som tusinde stemmer sagde det i én, og flammen slog gennem skorstenen helt oven ud; – – og finere end flammen, ganske usynlig for menneskenes øjne, svævede små bitte væsner, lige så mange som der havde været blomster på hørren. De var endnu lettere end flamme, der førte dem, og da den slukkedes og der kun var tilbage af papiret den sorte aske, dansede de endnu en gang hen over den og hvor de rørte så man deres fodspor, det var de røde gnister: "Børnene gik af skole og skolemesteren var den sidste;" det var en fornøjelse at se på, og husets børn stod og sang ved den døde aske:
"Snip snap snurre
Basselurre!
Visen er ude!"
Men de små usynlige væsener sagde hver: "Visen er aldrig ude! Det er det dejligste ved det hele! Jeg ved det, og derfor er jeg den allerlykkeligste!"
Men det kunne børnene hverken høre eller forstå, og det skulle de ikke heller, for børn må ikke vide alting.
Nadaljuj z branjem
