O besedilu
Krastača
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 12 min branja
- Obseg
- 9 strani
- Naslov izvirnika
- Skrubtudsen
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Krastača
Vodnjak je bil globok, zato je bila vrv dolga; vitel se je težko obračal, ko je bilo treba vedro vode potegniti čez rob vodnjaka. Sonce ni nikoli moglo seči tako globoko, da bi se zrcalilo v vodi, pa naj je bila še tako bistra, toda do koder je segla njegova svetloba, je med kamni raslo zelenje.
Tam je živela družina iz rodu krastač. Priselila se je; pravzaprav jo je tja pripeljala stara mati krastača, ki je nekoč strmoglavila v vodnjak in je bila še vedno živa. Zelene žabe, ki so bile tam doma že veliko prej in so plavale po vodi, so priznavale njihovo sorodstvo in jim pravile »vodnjaški gostje«. Ti so očitno nameravali ostati; prav prijetno so živeli na suhem, kakor so imenovali mokre kamne.
Mati žaba je bila nekoč na potovanju; znašla se je v vedru za vodo, ko so ga vlekli navzgor, vendar ji je bilo tam presvetlo in jo je ščemelo v očeh. K sreči ji je uspelo skočiti iz vedra; s strašnim pljuskom je padla v vodo, potem pa tri dni ležala zaradi bolečin v hrbtu. O svetu zgoraj ni znala povedati kaj dosti, vedela pa je, in to so vedele vse, da vodnjak ni ves svet. Mati krastača bi bila gotovo lahko marsikaj povedala, vendar ni nikoli odgovorila, kadar so jo kaj vprašali, zato je tudi spraševali niso več.
»Debela in grda, odurna in tolsta je!« so govorile mlade zelene žabe. »Njeni mladiči bodo prav tako odurni!« »Prav mogoče!« je rekla mati krastača. »Toda eden od njih ima v glavi dragulj, ali pa ga imam jaz!«
Zelene žabe so to slišale in debelo gledale; ker jim ni bilo všeč, so se spačile in potonile na dno. Krastačji mladiči pa so od samega ponosa iztegnili zadnje noge; vsak od njih je verjel, da ima dragulj. Sedeli so čisto negibno, ne da bi premaknili glavo, nazadnje pa so vendarle vprašali, na kaj so pravzaprav ponosni in kaj tak dragulj sploh je.
»To je nekaj tako čudovitega in dragocenega,« je rekla mati krastača, »da tega ne znam opisati! To je nekaj, kar nosiš s seboj v lastno veselje, drugi pa se zaradi tega jezijo. Toda ne sprašujte, ne bom odgovarjala!«
»No, jaz dragulja nimam!« je rekla najmanjša krastača; bila je grda, kolikor je sploh lahko bila. »Zakaj bi prav jaz imela nekaj tako čudovitega? In če jezi druge, tudi meni ne more biti v veselje! Ne, želim si samo, da bi nekoč prišla na rob vodnjaka in pogledala ven; tam mora biti lepo!«
»Raje ostani, kjer si!« je rekla stara. »To poznaš, veš, kaj imaš! Pazi se vedra, lahko te zmečka; in če že prideš vanj, lahko padeš ven. Ne pristanejo vsi tako srečno kakor jaz, da jim ostanejo cele noge in cela jajčeca!«
»Kvak!« je rekla mala, in to je bilo tako, kakor kadar ljudje rečemo »ah!«. Tako zelo si je želela priti na rob vodnjaka in pogledati ven; tako je hrepenela po zelenju tam zgoraj. Ko so naslednje jutro po naključju dvigali vedro, polno vode, in je za hip obstalo pred kamnom, na katerem je sedela krastača, je živalca vsa vztrepetala. Skočila je v polno vedro in potonila na dno; nato so vodo potegnili na vrh in jo izlili.
»Fej, kakšna nadloga!« je rekel hlapec, ko jo je zagledal. »Česa tako odurnega pa še nisem videl!« Z leseno coklo je brcnil proti krastači in jo skoraj pohabil, vendar se ji je le uspelo rešiti med visoke koprive. Videla je steblo ob steblu in pogledala tudi navzgor! Sonce je sijalo na liste; bili so čisto prosojni. Zanjo je bilo tako, kakor je za nas ljudi, ko nenadoma stopimo v velik gozd, kjer sonce sije med vejami in listjem.
»Tukaj je veliko lepše kakor spodaj v vodnjaku! Tukaj bi človek kar ostal vse življenje!« je rekla mala krastača. Ležala je tam eno uro, ležala je dve! »Kaj neki je tam zunaj? Če sem prišla že tako daleč, moram poskusiti še naprej!« Plazila se je tako hitro, kakor se je le mogla, in prišla na cesto, kjer je nanjo sijalo sonce in jo je prah pudral, ko je korakala čez cestišče.
»Tukaj sem pa zares na suhem!« je rekla krastača. »Dobrega je skoraj preveč, kar ščemi me!« Zdaj je prišla do jarka; tam so rasle spominčice in medvejke, tik ob njem pa je bila živa meja iz bezga in gloga. Med njima so se vzpenjali »Marijini beli rokavi«; koliko barv je bilo videti! Mimo je priletel tudi metulj; krastača je mislila, da je to cvet, ki se je odtrgal, da bi si laže ogledal svet, in to se ji je zdelo povsem razumljivo.
»Ko bi se lahko tako pognala kakor on,« je rekla krastača, »kvak! Ah, kako čudovito!« Osem noči in dni je ostala tam ob jarku in hrane ji ni manjkalo. Deveti dan si je mislila: »Naprej!« Toda kaj lepšega bi sploh še lahko našla? Morda kakšno malo krastačo ali nekaj zelenih žab. Zadnjo noč ji je veter prinašal glasove, kakor da bi bili v bližini »bratranci«. »Lepo je živeti! Priti iz vodnjaka, ležati med koprivami, se plaziti po prašni cesti in počivati v mokrem jarku! Toda naprej! Poiskati moram žabe ali kako malo krastačo, brez njih vendar ne gre, sama narava ni dovolj!« In spet se je odpravila na pot.
Na polju je prišla do velikega ribnika, obdanega s trstičjem, in zavila vanj. »Tukaj je za vas najbrž premokro?« so rekle žabe. »Toda prav dobrodošli ste! Ste samec ali samica? Sicer pa je vseeno, v vsakem primeru ste dobrodošli!«
Povabile so jo na večerni koncert, družinski koncert: veliko navdušenja in tanki glasovi; to že poznamo. Pogostitve ni bilo, le pijača je bila zastonj, ves ribnik, če bi ga mogle popiti.
»Zdaj grem naprej!« je rekla mala krastača; vedno jo je gnala želja po nečem boljšem. Videla je zvezde, kako utripajo, tako velike in tako jasne, videla je, kako sveti mladi mesec, videla je sonce vzhajati, više in više.
»Najbrž sem še vedno v vodnjaku, v večjem vodnjaku; više moram! Nemirna sem in hrepenim!« Ko je luna postala polna in okrogla, je uboga živalca pomislila: »Je to morda vedro, ki ga spuščajo na vrvi, in moram skočiti vanj, da pridem više? Ali pa je veliko vedro sonce? Kako je veliko, kako žari, vse nas lahko sprejme! Paziti moram, da ne zamudim priložnosti! O, kako mi sveti v glavi! Mislim, da dragulj ne bi mogel svetiti močneje! Toda nimam ga in zaradi tega ne jokam; ne, više hočem, v sijaj in radost! Čutim gotovost, pa vendar tudi strah — težko je narediti tak korak! Toda treba ga je! Naprej! Naravnost po cesti!«
Stopala je naprej, kakor pač more taka plazeča se živalca, in tako prišla na obljudeno pot, kjer so živeli ljudje; tam so bili cvetlični vrtovi in zeljniki. Odpočila si je ob nekem zeljniku.
»Koliko različnih bitij je tu, ki jih doslej sploh nisem poznala! In kako velik in blagoslovljen je svet! Toda treba si ga je ogledati, ne pa obsedeti na enem mestu.« Nato je skočila v zeljnik. »Kako je tukaj zeleno! Kako je tukaj lepo!«
»To že vem!« je rekla gosenica na zeljnem listu. »Moj list je največji tukaj! Zakriva polovico sveta, a tisto polovico lahko pogrešam!« »Ko ko! Ko ko!« se je zaslišalo; prišle so kokoši in drobencljale po zeljniku. Prva kokoš je bila daljnovidna; zagledala je gosenico na nakodranem listu in kljunila po njej, da je padla na tla, kjer se je zvijala in preobračala. Kokoš jo je pogledala najprej z enim očesom, potem z drugim, saj ni vedela, kaj utegne nastati iz tega zvijanja.
»Tega že ne dela prostovoljno!« si je mislila kokoš in dvignila glavo, da bi kljunila. Krastača se je tako prestrašila, da se je splazila naravnost proti kokoši.
»Torej ima pomočnike!« je rekla kokoš. »Poglejte no to golazen!« Nato se je obrnila. »Ta mali zeleni grižljaj me ne mika, samo v grlu bi me žgečkal!« Druge kokoši so bile istega mnenja in so odšle.
»Z zvijanjem sem ji ušla!« je rekla gosenica. »Dobro je, če ostaneš priseben; toda najtežje me še čaka: priti nazaj na svoj zeljni list. Kje je?«
Mala krastača je prišla k njej in ji izrazila sočutje. Vesela je bila, da je s svojo grdoto prestrašila kokoši. »Kaj hočete s tem reči?« je vprašala gosenica. »Saj sem se jim sama izvila. Prav neprijetni ste na pogled! Ali smem biti v miru na svojem? Zdaj voham zelje! Zdaj sem pri svojem listu! Nič ni tako lepo kakor tisto, kar je tvoje. Toda više moram!«
»Da, više!« je rekla mala krastača. »Više! Čuti enako kakor jaz! Toda danes ni dobre volje, od prestrašenosti je taka. Vsi hočemo više!« In pogledala je tako visoko, kakor je le mogla.
Štorklja je sedela v gnezdu na kmetovi strehi; štorkljak je klopotal s kljunom in mati štorklja prav tako. »Kako visoko stanujeta!« si je mislila krastača. »Ko bi le lahko prišla tja gor!«
V kmečki hiši sta stanovala dva mlada študenta: eden je bil pesnik, drugi naravoslovec. Prvi je z veseljem prepeval in pisal o vsem, kar je Bog ustvaril, kakor se je to zrcalilo v njegovem srcu; izlival je to v pesem, kratko, jasno in bogato, v zvenečih verzih. Drugi pa se je lotil stvari same, jo celo razparal, če je bilo treba. Gospodovo delo je jemal kot velik račun, odšteval je, množil, hotel ga je poznati od zunaj in od znotraj ter o njem razumno govoriti. In res je bil poln razuma, o vsem je govoril z veseljem in modrostjo. Oba sta bila dobra, vesela človeka.
»Tam pa sedi prav lep primerek krastače!« je rekel naravoslovec. »To moram spraviti v špirit!« »Saj imaš že dve drugi!« je rekel pesnik. »Pusti jo pri miru, naj uživa!«
»Ampak tako čudovito grda je!« je rekel drugi. »No, če bi v njeni glavi našla dragulj,« je rekel pesnik, »bi jo še sam pomagal razparati!«
»Dragulj!« je rekel drugi. »Ti pa res dobro poznaš naravoslovje!« »Toda ali ni nekaj zelo lepega v ljudskem verovanju, da krastača, najgrša žival, v glavi pogosto skriva najdragocenejši dragulj? Ali ni z ljudmi prav tako? Kakšen dragulj je imel Ezop, kaj šele Sokrat!« Več krastača ni slišala, pa tudi polovice tega ni razumela. Prijatelja sta odšla in tako ji ni bilo treba v špirit.
»Tudi onadva sta govorila o dragulju!« je rekla krastača. »Še dobro, da ga nimam, sicer bi zašla v težave!« Tedaj je na kmetovi strehi zaklopotalo; oče štorkljak je imel predavanje za svojo družino, ta pa je postrani gledala mlada človeka v zeljniku.
»Človek je najbolj domišljavo bitje!« je rekel štorkljak. »Poslušajte, kako jim tečejo jeziki! Pa vendar ne znajo niti pošteno zaklopotati. Ponašajo se s svojo zgovornostjo, s svojim jezikom! Res čuden jezik: po vsakem dnevu našega potovanja jim postane nerazumljiv; drug drugega ne razumejo. Mi lahko svoj jezik govorimo po vsej zemlji, na Danskem in v Egiptu. Tudi leteti ljudje ne znajo! Premikajo se z iznajdbo, ki ji pravijo ‘železnica’, a si tudi tam pogosto polomijo vratove. Kar srh me spreleti po kljunu, ko pomislim na to! Svet lahko obstaja brez ljudi. Ne potrebujemo jih! Samo žabe in deževniki naj nam ostanejo!«
»To je bil pa mogočen govor!« si je mislila mala krastača. »Kako velik mož je to! In kako visoko sedi, še nikogar nisem videla sedeti tako visoko! In kako zna plavati!« je vzkliknila, ko se je štorkljak z razprtimi krili pognal skozi zrak.
Mati štorklja pa je v gnezdu pripovedovala o egiptovski deželi, o vodah Nila in o vsem tistem neprekosljivem blatu v tuji deželi; mali krastači je vse to zvenelo povsem novo in čudovito.
»V Egipt moram!« je rekla. »Ko bi me le štorkljak vzel s seboj, ali pa kateri od njegovih mladičev. Oddolžila bi se mu na poročni dan. Da, prišla bom v Egipt, saj sem tako srečna! Vse to hrepenenje in želja, ki ju čutim, sta res boljša kakor dragulj v glavi!«
In prav to je bil njen dragulj: večno hrepenenje in želja, navzgor, vedno navzgor! Svetil je v njej, svetil je v radosti, žarel v želji. Prav tedaj pa je priletel štorkljak; zagledal je krastačo v travi, se spustil nanjo in živalce ni prijel prav nič nežno. Kljun jo je stiskal, veter je šumel, ni bilo prijetno, toda šlo je navzgor, navzgor proti Egiptu, to je vedela; zato so se ji oči svetile, kakor da bi iz njih poletela iskra:
»Kvak! Ah!« Telo je bilo mrtvo, krastača ubita. Toda iskra iz njenih oči, kam je šla? Sončni žarek jo je vzel, sončni žarek je odnesel dragulj iz krastačine glave. Kam?
Ne sprašuj naravoslovca, raje vprašaj pesnika; povedal ti bo kakor pravljico. V njej bo tudi gosenica z zeljnega lista in tudi štorkljina družina. Pomisli! Gosenica se preobrazi in postane prelep metulj! Štorkljina družina leti čez gore in morja v daljno Afriko, pa vendar spet najde najkrajšo pot domov, na Dansko, na isti kraj, na isto streho! Da, vse to je res skoraj preveč pravljično, pa vendar je res; kar vprašaj naravoslovca, moral bo priznati. In tudi sam to veš, saj si videl na lastne oči.
— Kaj pa dragulj v krastačini glavi? Poišči ga v soncu! Poglej ga, če ga moreš! Tam je sijaj premočan. Še nimamo oči, s katerimi bi lahko uzrli vse veličastvo, ki ga je ustvaril Bog, toda nekoč jih bomo dobili in to bo najlepša pravljica, saj bomo v njej tudi sami!
Izvirnik
Skrubtudsen
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Brønden var dyb, derfor var snoren lang; vinden gik trangt om, når man skulle have spanden med vand over brøndkanten. Solen kunne aldrig nå ned at spejle sig i vandet, hvor klart det end var, men så langt den nåede at skinne, voksede grønt mellem stenene.
Der boede en familie af skrubtudseslægten, den var indvandret, den var egentlig kommet der hovedkulds ned ved gamle skrubtudsemor, som levede endnu; de grønne frøer, som langt tidligere var hjemme her og svømmede i vandet, erkendte fætterskabet og kaldte dem "brøndgæsterne." Disse havde nok i sinde at blive der; de levede her meget behageligt på det tørre, som de kaldte de våde stene.
Frømor havde engang rejst, været i vandspanden, da den gik op, men det blev hende for lyst, hun fik øjenklemme, heldigvis slap hun ud af spanden; hun faldt med et forfærdeligt plump i vandet, og lå i tre dage derefter af rygpine. Meget skulle hun ikke kunne fortælle om verden ovenfor, men det vidste hun, og det vidste de alle, at brønden var ikke hele verden skrubtudsemor kunne nok have fortalt et og andet, men hun svarede aldrig, når man spurgte, og så spurgte man ikke.
"Tyk og styg, led og fed er hun!" sagde de unge, grønne frøer. "Hendes unger bliver lige så lede!"
"Kan gerne være!" sagde skrubtudsemor, "men en af dem har en ædelsten i hovedet, eller jeg har den!"
Og de grønne frøer hørte og de gloede, og da de ikke syntes om det, så vrængede de og gik til bunds. Men skrubtudseungerne strakte bagbenene af bare stolthed; enhver af dem troede at have ædelstenen; og så sad de ganske stille med hovedet, men endelig spurgte de om, hvad de var stolte af, og hvad en sådan ædelsten egentlig var.
"Det er noget så herligt og kosteligt!" sagde skrubtudsemor, "at jeg ikke kan beskrive det! Det er noget, man går med for sin egen fornøjelse, og som de andre går og ærgrer sig over. Men spørg ikke, jeg svarer ikke!"
"Ja, jeg har ikke ædelstenen!" sagde den mindste skrubtudse; den var så styg, som den kunne være. "Hvorfor skulle jeg have sådan en herlighed? Og når den ærgrer andre, kan den jo ikke fornøje mig! nej, jeg ønsker kun, at jeg engang måtte komme op til brøndkanten og se ud; der må være yndigt!"
"Bliv du helst hvor du er!" sagde den gamle, "det kender du, det ved du hvad er! Tag dig i agt for spanden, den kvaser dig; og kommer du vel i den, så kan du falde ud, ikke alle falder så heldigt, som jeg, og beholder lemmerne hele og æggene hele!"
"Kvak!" sagde den lille, og det var ligesom når vi mennesker siger "ak!"
Den havde sådan en lyst til at komme op ved brøndkanten og se ud; den følte sådan en længsel efter det grønne deroppe; og da næste morgen, tilfældigt, spanden fyldt med vand, løftedes op, og den et øjeblik blev stående stille foran stenen, hvorpå skrubtudsen sad, bævrede det indeni det lille dyr, den sprang i den fyldte spand, faldt til bunds i vandet, som derefter kom op og hældtes ud.
"Fy, for en ulykke!" sagde karlen, som så den. "Det er da det ledeste jeg har set!" og så sparkede han med sin træsko efter skrubtudsen, der nær var blevet lemlæstet, men slap dog ved at komme ind mellem de høje brændenælder. Den så stilk ved stilk, den så også opad! Solen skinnede på bladene; de var ganske transparente; det var for den, som for os mennesker, når vi med ét kommer ind i en stor skov, hvor solen skinner mellem grene og blade.
"Her er langt dejligere end nede i brønden! Her kan man have lyst til at blive sin hele levetid!" sagde den lille skrubtudse. Den lå der en time, den lå der i to! "Hvad mon der er udenfor? Er jeg kommet så langt, må jeg se at komme videre!" og den krøb så rask den krybe kunne og kom ud på vejen, hvor solen skinnede på den og hvor støvet pudrede den, idet den marcherede tværs over landevejen.
"Her er man rigtig på det tørre!" sagde skrubtudsen, "jeg får næsten for meget af det gode, det kriller i mig!"
Nu nåede den grøften; der voksede forglemmigej og spiræa, der var levende gærde tæt ved med hyld og hvidtjørn; der groede "Marias hvide særkeærmer" som slyngplanter; her var kulører at se; også fløj der en sommerfugl; skrubtudsen troede, at det var en blomst, der havde revet sig løs for des bedre at se sig om i verden, det var jo så rimeligt.
"Kunne man sådan tage fart som den," sagde skrubtudsen, "kvak! ak! hvilken dejlighed!"
Den blev otte nætter og dage her ved grøften og den savnede ikke føde. Den niende dag tænkte den: "Videre frem!" – men hvad dejligere kunne der vel findes? Måske en lille skrubtudse eller nogle grønne frøer. Det havde i den sidste nat lydt i vinden, som var der "fætre" i nærheden
"Det er dejligt at leve! komme op af brønden, ligge i brændenælder, krybe hen ad den støvede vej og hvile ud i den våde grøft! men videre frem! se at finde frøer eller en lille skrubtudse, det kan man dog ikke undvære, naturen er en ikke nok!" Og så tog den igen på vandring.
Den kom i marken til en stor dam med siv om; den søgte derind.
"Her er nok for vådt for Dem?" sagde frøerne; "men De er meget velkommen! – Er De en han eller en hun? Det er nu det samme, De er lige velkommen!"
Og så blev den indbudt til koncert om aftnen, familiekoncert: Stor begejstring og tynde stemmer; det kender vi. Der var ingen beværtning, kun fri drikkevarer, hele dammen, om de kunne.
"Nu rejser jeg videre!" sagde den lille skrubtudse; den følte altid trang til noget bedre.
Den så stjernerne blinke, så store og så klare, den så nymånen lyse, den så solen stå op, højere og højere.
"Jeg er nok endnu i brønden, i en større brønd, jeg må højere op! jeg har en uro og længsel!" og da månen blev hel og rund, tænkte det stakkels dyr: "Mon det er spanden, der trisses ned, og som jeg må springe i for at komme højere op? eller er solen den store spand? hvor den er stor, hvor den er strålende, den kan rumme os alle sammen! jeg må passe på lejligheden! oh, hvor det lyser i mit hoved! jeg tror ikke at ædelstenen kan lyse bedre! men den har jeg ikke og den græder jeg ikke for, nej, højere op i glans og glæde! jeg har en forvisning, og dog en angst, – det er et svært skridt at gøre! men det må man! fremad! lige ud ad landevejen!"
Og den tog skridt, som sådant et kravledyr kan, og så var den på alfarvej, hvor menneskene boede; der var både blomsterhaver og kålhaver. Den hvilede ud ved en kålhave.
"Hvor der dog er mange forskellige skabninger, jeg aldrig har kendt! og hvor verden er stor og velsignet! men man skal også se sig om i den og ikke blive siddende på ét sted." Og så hoppede den ind i kålhaven. "Hvor her er grønt! hvor her er kønt!"
"Det ved jeg nok!" sagde kålormen på bladet. "Mit blad er det største herinde! det skjuler den halve verden, men den kan jeg undvære!"
"Kluk! kluk!" sagde det, der kom høns; de trippede i kålhaven. Den forreste høne var langsynet; hun så ormen på det krusede blad og huggede efter den, så at den faldt på jorden, hvor den vred og vendte sig. Hønen så først med det ene øje, så med det andet, for den vidste ikke hvad der kunne komme ud af den vridning.
"Den gør det ikke godvilligt!" tænkte hønen og løftede hovedet for at hugge til. Skrubtudsen blev så forfærdet, at den kravlede lige hen imod hønen.
"Så den har hjælpetropper!" sagde den. "Se mig til det kravl!" og så vendte hønen om. "Jeg bryder mig ikke om den lille, grønne mundfuld, den giver kun kildren i halsen!" De andre høns var af samme mening, og så gik de.
"Jeg vred mig fra den!" sagde kålormen; "det er godt at have åndsnærværelse; men det sværeste er tilbage, at komme op på mit kålblad. Hvor er det?"
Og den lille skrubtudse kom og ytrede sin deltagelse. Den var glad ved at den i sin styghed havde skræmt hønsene.
"Hvad mener De dermed?" spurgte kålormen. "Jeg vred mig jo selv fra dem. De er meget ubehagelig at se på! må jeg have lov at være i mit eget? Nu lugter jeg kål! Nu er jeg ved mit blad! Der er ikke noget så dejligt, som ens eget. Men højere op må jeg!"
"Ja, højere op!" sagde den lille skrubtudse, "højere op! den føler ligesom jeg! men den er ikke i humør i dag, det kommer af forskrækkelsen. Vi vil alle højere op!" og den så så højt den kunne.
Storken sad i reden på bondens tag; han knebrede og storkemor knebrede.
"Hvor de bor højt!" tænkte skrubtudsen. "Hvem der kunne komme derop!"
Inde i bondehuset boede to unge studenter: Den ene var poet, den anden naturforsker; den ene sang og skrev i glæde om alt, hvad Gud havde skabt, og som det spejlede sig i hans hjerte; han sang det ud, kort, klart og rigt i klangfulde vers; den anden tog fat på tingen selv, ja sprættede den op, når så måtte være. Han tog Vorherres gerning som et stort regnestykke, subtraherede, multiplicerede, ville kende det ud og ind og tale med forstand derom, og det var hel forstand, og han talte i glæde og med klogskab derom. Det var gode, glade mennesker, begge to.
"Der sidder jo et godt eksemplar af en skrubtudse!" sagde naturforskeren; "den må jeg have i spiritus!"
"Du har jo allerede to andre!" sagde poeten; "lad den sidde i ro og fornøje sig!"
"Men den er så dejlig grim!" sagde den anden.
"Ja, når vi kan finde ædelstenen i hovedet på den!" sagde poeten, "så ville jeg selv være med at sprætte den op!"
"Ædelstenen!" sagde den anden, "du kan godt naturhistorie!"
"Men er der ikke just noget meget smukt i den folketro, at skrubtudsen, det allergrimmeste dyr, tit gemmer i sit hoved den kosteligste ædelsten! Går det ikke med menneskene ligeså? Hvilken ædelsten havde ikke Æsop, og nu Sokrates?" –
Mere hørte skrubtudsen ikke, og den forstod ikke det halve deraf. De to venner gik, og den slap for at komme i spiritus.
"De talte også om ædelstenen!" sagde skrubtudsen. "Det er godt, at jeg ikke har den, ellers var jeg kommet i ubehagelighed!"
Da knebrede det på bondens tag; storkefar holdt foredrag for familien, og denne så skævt ned på de to unge mennesker i kålhaven.
"Mennesket er det mest indbildske kræ!" sagde storken. "Hør, hvor kneveren går på dem! og så kan de dog ikke slå en rigtig skralde. De kror sig af deres talegaver, deres sprog! det er et rart sprog: Det løber over i det uforståelige for dem ved hver dagrejse, vi gør; den ene forstår ikke den anden. Vort sprog kan vi tale over hele jorden, både i Danmark og i Ægypten. Flyve kan menneskene heller ikke! de tager fart ved en opfindelse, som de kalder 'jernbanen'; men de brækker da også der tit halsen. Jeg får kuldegys i næbbet, når jeg tænker derpå! verden kan bestå uden mennesker. Vi kan undvære dem! Må vi bare beholde frøer og regnorme!"
"Det var da en mægtig tale!" tænkte den lille skrubtudse. "Hvor det er en stor mand! og hvor han sidder højt, som jeg endnu ingen har set sidde! og hvor han kan svømme!" udbrød den, da storken med udbredte vinger tog fart igennem luften.
Og storkemor talte i reden, fortalte om Ægyptens land, om Nilens vand og om al det mageløse mudder, der var i fremmed land; det lød ganske nyt og yndeligt for den lille skrubtudse.
"Jeg må til Ægypten!" sagde den. "Bare storken ville tage mig med, eller en af dens unger. Jeg ville tjene den igen på dens bryllupsdag. Jo, jeg kommer til Ægypten, for jeg er så lykkelig! Al den længsel og lyst jeg har, den er rigtignok bedre end at have en ædelsten i hovedet!"
Og så havde den just ædelstenen: den evige længsel og lyst, opad, altid opad! den lyste derinde, den lyste i glæde, den strålede i lyst.
Da kom i det samme storken; den havde set skrubtudsen i græsset, slog ned og tog just ikke lempeligt på det lille dyr. Næbbet klemte, vinden susede, det var ikke behageligt, men opad gik det, opad til Ægypten, vidste den; og derfor skinnede øjnene, det var, som der fløj en gnist ud af dem:
"Kvak! ak!"
Kroppen var død, skrubtudsen dræbt. Men gnisten fra dens øjne, hvor blev den af?
Solstrålen tog den, solstrålen bar ædelstenen fra skrubtudsens hoved. Hvorhen?
Du skal ikke spørge naturforskeren, spørg helst poeten; han fortæller dig det som et eventyr; og kålormen er med deri, og storkefamilien er med deri. Tænk! kålormen forvandles, og bliver en dejlig sommerfugl! Storkefamilien flyver over bjerge og have bort til det fjerne Afrika, og finder dog den korteste vej hjem igen til det danske land, til det samme sted, det samme tag! ja, det er rigtignok næsten alt for eventyrligt, og dog er det sandt; du kan gerne spørge naturforskeren, han må indrømme det; og du selv ved det også, for du har set det.
– Men ædelstenen i skrubtudsens hoved?
Søg den i solen! se den om du kan!
Glansen der er for stærk. Vi har endnu ikke øjne til at se ind i al den herlighed, Gud har skabt, men vi får dem nok, og det bliver det dejligste eventyr, for vi er selv med deri!
Nadaljuj z branjem
