Waltey
Popotni tovariš
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Popotni tovariš
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 33 min branja
- Obseg
- 26 strani
- Naslov izvirnika
- Rejsekammeraten
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Popotni tovariš
Ubogi Johannes je bil silno žalosten, saj je bil njegov oče hudo bolan in mu ni bilo več pomoči. V mali izbi ni bilo nikogar razen njiju; svetilka na mizi je že dogorevala in večer je bil že zelo pozen.
»Dober sin si bil, Johannes!« je rekel bolni oče. »Ljubi Bog ti bo že pomagal na poti skozi življenje!« Pogledal ga je z resnimi, blagimi očmi, globoko zajel sapo in umrl; bilo je, kakor da bi zaspal. Johannes pa je jokal, saj zdaj ni imel nikogar več na vsem svetu, ne očeta ne matere, ne sestre ne brata. Ubogi Johannes! Klečal je pred posteljo, poljubljal mrtvemu očetu roko in točil toliko slanih solz, nazadnje pa so se mu oči zaprle in je zaspal z glavo na trdi posteljni deski.
Tedaj je imel nenavadne sanje; videl je, kako se mu priklanjata sonce in luna, in videl je očeta spet zdravega in krepkega ter ga slišal smejati se, kakor se je vselej smejal, kadar je bil zares vesel. Prelepo dekle z zlato krono na dolgih, lepih laseh mu je podalo roko in oče je rekel: »Vidiš, kakšno nevesto si dobil? Najlepša je na vsem svetu.« Potem se je zbudil in vse lepo je izginilo; oče je mrtev in hladen ležal v postelji in nikogar ni bilo pri njima. Ubogi Johannes!
Naslednji teden so pokojnika pokopali; Johannes je hodil tik za krsto in vedel, da ne bo nikoli več videl dobrega očeta, ki ga je imel tako rad. Slišal je, kako so metali zemljo na krsto, videl je še njen zadnji vogal, a ko so nanjo vrgli naslednjo lopato zemlje, je izginil tudi ta; tedaj se mu je zazdelo, da mu bo srce počilo, tako žalosten je bil. Okrog njega so peli cerkveno pesem; zvenela je tako lepo, da so mu oči zalile solze, in jokal je, kar mu je blažilo žalost. Sonce je prijazno sijalo na zelena drevesa, kakor da bi hotelo reči: »Ne bodi tako žalosten, Johannes! Ali vidiš, kako lepo modro je nebo? Tam zgoraj je zdaj tvoj oče in prosi dobrega Boga, naj ti bo vedno dobro!«
»Vedno bom dober!« je rekel Johannes. »Tako bom tudi jaz prišel v nebesa k očetu, in kako vesela bova, ko se spet srečava! Koliko mu bom imel povedati, on pa mi bo spet pokazal toliko reči in me toliko naučil o vseh nebeških lepotah, kakor me je učil tu na zemlji. O, kakšno veselje bo to!«
Johannes si je vse to predstavljal tako živo, da se je nasmehnil, čeprav so mu po licih še tekle solze. Ptički so sedeli visoko v kostanjih in žvrgoleli: »Čiv čiv, čiv čiv!« Bili so tako veseli, čeprav so bili tudi oni pri pogrebu, a gotovo so vedeli, da je pokojni mož zdaj v nebesih, da ima krila, veliko lepša in večja od njihovih, in da je srečen, ker je bil tu na zemlji dober; zato so se veselili. Johannes je gledal, kako so z zelenih dreves odleteli daleč v svet, in tudi njega je zamikalo, da bi poletel z njimi. Toda najprej je izrezljal velik lesen križ, da bi ga postavil na očetov grob, in ko ga je zvečer prinesel tja, je bil grob že posut s peskom in okrašen s cvetjem; to so naredili tuji ljudje, saj so imeli vsi tako radi njegovega dragega očeta, ki je zdaj umrl.
Zgodaj naslednje jutro je Johannes zvezal svojo malo culo in si za pas spravil vso dediščino, petdeset rigsdalerjev in nekaj srebrnih šilingov; s tem se je nameraval odpraviti v svet. Toda najprej je odšel na pokopališče k očetovemu grobu, zmolil očenaš in rekel: »Zbogom, dragi oče! Vedno bom dober človek, ti pa lahko brez skrbi prosiš dobrega Boga, naj mi bo dobro!«
Na polju, po katerem je hodil Johannes, so bile vse cvetlice v topli sončni svetlobi tako sveže in lepe; prikimavale so v vetru, kakor da bi hotele reči: »Dobrodošel med zelenjem! Ali ni lepo tukaj?« Johannes pa se je še enkrat ozrl, da bi pogledal staro cerkev, v kateri so ga krstili, ko je bil še majhen otrok, in kamor je vsako nedeljo prihajal s svojim starim očetom in pel cerkvene pesmi. Tedaj je visoko zgoraj v eni od odprtin v zvoniku zagledal cerkvenega škrata z majhno rdečo koničasto kapico; z upognjeno roko si je senčil obraz, da ga sonce ne bi bodlo v oči. Johannes mu je pokimal v slovo, mali škrat pa je zamahnil z rdečo kapico, položil roko na srce in si večkrat poljubil prste, da bi mu pokazal, kako zelo mu želi vse dobro in srečno pot.
Johannes je razmišljal, koliko lepega bo zdaj videl v velikem, čudovitem svetu, in hodil vse dlje, tako daleč, kot ni bil še nikoli prej. Ni poznal ne mest, skozi katera je šel, ne ljudi, ki jih je srečeval; zdaj je bil daleč od doma, med tujci.
Prvo noč je moral leči v kopico sena na polju, saj druge postelje ni imel. Vendar se mu je zdelo prav imenitno; niti kralj ne bi mogel lepše prenočevati. Vse polje ob potoku, kopica sena in modro nebo nad njim so bili zares lepa spalnica. Zelena trava z drobnimi rdečimi in belimi cvetlicami je bila preproga, bezgovi grmi in divje šipkove žive meje so bili cvetlični šopki, za umivalnik pa je imel ves potok z bistro, svežo vodo, ob katerem se je ločje priklanjalo in mu voščilo dober večer in dobro jutro. Luna je bila velika nočna svetilka visoko pod modrim stropom, ki ni mogla zažgati zaves; Johannes je lahko povsem mirno spal in tudi je. Zbudil se je šele, ko je vzšlo sonce in so vsi ptički naokrog zapeli: »Dobro jutro! Dobro jutro! Ali še nisi pokonci?«
Zvonovi so vabili v cerkev; bila je nedelja in ljudje so šli poslušat duhovnika. Johannes se jim je pridružil, zapel cerkveno pesem in poslušal božjo besedo; bilo mu je, kakor da bi bil v domači cerkvi, kjer so ga krstili in kjer je z očetom prepeval cerkvene pesmi.
Zunaj na pokopališču je bilo veliko grobov in na nekaterih je rasla visoka trava. Tedaj je Johannes pomislil na očetov grob, ki bo gotovo postal prav tak, zdaj ko ga ne more več pleti in krasiti. Sedel je torej in populil travo, postavil pokonci lesene križe, ki so se prevrnili, in vrnil na grobove vence, ki jih je odnesel veter, ob tem pa mislil: morda kdo stori isto na grobu mojega očeta, ko jaz ne morem!
Pred pokopališkimi vrati je stal star berač in se opiral na berglo. Johannes mu je dal srebrne šilinge, ki jih je imel, nato pa srečen in zadovoljen nadaljeval pot v širni svet.
Proti večeru se je razbesnelo strašno neurje. Johannes je hitel, da bi prišel pod streho, a kmalu je nastala temna noč. Nazadnje je le prišel do majhne cerkve, ki je samotno stala na griču. Vrata so bila na srečo priprta in smuknil je noter; tu bo ostal, dokler neurje ne poneha.
»Tule bom sedel v kot!« je rekel. »Zelo sem utrujen in malo počitka mi bo prav prišlo.« Sedel je, sklenil roke in zmolil večerno molitev, še preden se je zavedel, pa je že spal in sanjal, medtem ko je zunaj bliskalo in grmelo.
Ko se je spet zbudil, je bila že globoka noč, toda neurje je minilo in skozi okna je sijala luna. Sredi cerkve je stala odprta krsta z mrtvim možem, ki ga še niso pokopali. Johannesa ni bilo prav nič strah, saj je imel čisto vest in je dobro vedel, da mrtvi nikomur nič ne storijo; hudobni živi ljudje so tisti, ki delajo zlo. Dva takšna hudobna človeka sta stala tik ob pokojniku, ki so ga prinesli v cerkev, preden bi ga položili v grob. Hotela sta mu škodovati, nista ga hotela pustiti ležati v krsti, temveč sta ga nameravala vreči pred cerkvena vrata, ubogega mrtvega moža.
»Zakaj hočeta to storiti?« je vprašal Johannes. »To je grdo in hudobno, pustita ga počivati v Jezusovem imenu!« »Ah, prazne marnje!« sta rekla zlobneža. »Ogoljufal naju je! Denar nama dolguje, pa ga ni mogel vrniti, zdaj pa je povrhu še umrl in ne bova dobila niti šilinga. Zato se mu bova pošteno maščevala; kakor pes bo ležal pred cerkvenimi vrati!«
»Nimam več kot petdeset rigsdalerjev!« je rekel Johannes. »To je vsa moja dediščina, vendar vama jo z veseljem dam, če mi pošteno obljubita, da bosta ubogega pokojnika pustila pri miru. Tudi brez tega denarja se bom že znašel; zdrav in močan sem in ljubi Bog mi bo vedno pomagal!«
»No,« sta rekla zlobneža, »če boš ti plačal njegov dolg, mu res ne bova nič storila, o tem si lahko prepričan!« Vzela sta denar, ki jima ga je dal Johannes, se na ves glas zasmejala njegovi dobroti in odšla. Johannes pa je pokojnika spet lepo položil v krsto, mu sklenil roke, se poslovil in povsem zadovoljen nadaljeval pot skozi veliki gozd.
Vsepovsod, kjer je luna sijala med drevesi, je videl ljubke male vilince, ki so se veselo igrali. Niso se pustili motiti, saj so vedeli, da je dober, nedolžen človek; le hudobnim ljudem ni dano videti vilincev. Nekateri niso bili večji od prsta in so imeli svetle lase spete z zlatimi glavniki. Po dva in dva so se zibali na velikih rosnih kapljah, ki so ležale na listih in visoki travi; včasih se je kaplja zakotalila in padli so med dolge travne bilke, drugi drobceni škratki pa so se zasmejali in zagnali vik in krik. Kako zabavno je bilo! Peli so in Johannes je jasno prepoznal vse lepe pesmi, ki se jih je naučil kot majhen deček. Veliki pisani pajki s srebrnimi kronami na glavah so morali od ene žive meje do druge plesti dolge viseče mostove in palače, ki so bile, ko jih je orosila drobna rosa, v jasni mesečini videti kakor bleščeče steklo. Tako je bilo vse do sončnega vzhoda. Tedaj so mali vilinci zlezli v cvetne popke, veter pa se je oprl v njihove mostove in gradove, da so poleteli po zraku kakor velike pajčevine. Johannes je že prišel iz gozda, ko je za njim zaklical krepak moški glas: »Hej, prijatelj! Kam te vodi pot?«
»V širni svet!« je rekel Johannes. »Nimam ne očeta ne matere in sem reven fant, a ljubi Bog mi bo že pomagal!« »Tudi jaz grem v širni svet!« je rekel neznanec. »Kaj ko bi potovala skupaj?«
»Prav rad!« je rekel Johannes in odšla sta skupaj. Kmalu sta se zelo vzljubila, saj sta bila oba dobra človeka. Toda Johannes je opazil, da je tujec veliko bolj razgledan od njega; prepotoval je skoraj ves svet in znal pripovedovati o vsem mogočem.
Sonce je bilo že visoko, ko sta sedla pod veliko drevo, da bi pojedla svoj zajtrk; prav tedaj je mimo prišla stara ženica. O, bila je tako stara in hodila je vsa sključena, opirala se je na palico, na hrbtu pa nosila butaro drv, ki jih je nabrala v gozdu. Predpasnik je imela spet in Johannes je videl, da iz njega štrlijo tri velike šibe, povezane iz praproti in vrbovih vejic. Ko je bila že čisto blizu njiju, ji je spodrsnilo, padla je in glasno zakričala, saj si je zlomila nogo, uboga starka.
Johannes jo je hotel takoj odnesti domov, kjer je stanovala, neznanec pa je odprl svojo popotno torbo, vzel iz nje lonček in rekel, da ima mazilo, ki ji bo nogo pri priči zacelilo in pozdravilo, tako da bo lahko sama odšla domov, kakor da si je nikoli ne bi bila zlomila. V zameno pa naj mu podari tiste tri šibe, ki jih ima v predpasniku.
»To pa je drago plačilo!« je rekla starka in prav čudno pokimala. Ni se rada ločila od svojih šib, a tudi ležati z zlomljeno nogo ni bilo prijetno. Zato mu jih je dala, in brž ko ji je namazal nogo, je stara ženica vstala in hodila še veliko bolje kakor prej. Takšno moč je imelo to mazilo. A v lekarni ga ni bilo mogoče dobiti.
»Kaj boš s temi šibami?« je Johannes vprašal svojega sopotnika. »Tri lepe zeliščne metlice so!« je odgovoril. »Prav všeč so mi, saj sem ti čuden tič!«
Nato sta prehodila še lep kos poti. »Ojoj, kakšni oblaki se zbirajo!« je rekel Johannes in pokazal naravnost predse. »Kako strašno gosti so!« »Ne,« je rekel sopotnik, »to niso oblaki, temveč gore. Prelepe visoke gore, kjer se povzpneš nad oblake na svež zrak! Čudovito je tam, verjemi mi! Jutri bova najbrž že tako daleč v svetu!«
Vendar niso bile tako blizu, kakor se je zdelo. Hodila sta ves dan, preden sta prišla do gora, kjer so se temni gozdovi vzpenjali naravnost proti nebu in kjer so bile skale velike kakor celo mesto. Prečkati te gore bo res naporno, zato sta Johannes in sopotnik zavila v gostilno, da bi se dobro spočila in si nabrala moči za jutrišnjo pot.
Spodaj v veliki gostilniški sobi se je zbralo veliko ljudi, saj je bil tam mož, ki je uprizarjal lutkovno igro. Pravkar je postavil svoje malo gledališče in ljudje so posedli naokrog, da bi gledali predstavo; čisto spredaj, na najboljšem mestu, pa se je namestil star, debel mesar. Njegov veliki buldog, uh, kako divji je bil videti, je sedel poleg njega in napeto gledal kakor vsi drugi.
Predstava se je začela in bila je lepa igra s kraljem in kraljico, ki sta sedela na prelepem prestolu, na glavah nosila zlati kroni, za njunima oblačiloma pa so se vlekle dolge vlečke, saj sta si to lahko privoščila. Pri vseh vratih so stale ljubke lesene lutke s steklenimi očmi in velikimi zavihanimi brki ter jih odpirale in zapirale, da bi v sobo prihajal svež zrak! Bila je prav lepa igra in nič žalostna, toda ravno ko je kraljica vstala in se sprehodila po sobi — Bog ve, kaj je šinilo v glavo velikemu buldogu — je pes, ker ga debeli mesar ni držal, skočil naravnost na oder in zagrabil kraljico okrog njenega tenkega pasu, da je naredilo: »Škrt, hrsk!« Bilo je zares strašno!
Ubogi mož, ki je uprizarjal vso predstavo, se je silno prestrašil in hudo užalostil zaradi svoje kraljice, saj je bila najlepša lutka, kar jih je imel, zdaj pa ji je tisti odurni buldog odgriznil glavo. Ko so ljudje pozneje odšli, je tujec, ki je prišel z Johannesom, rekel, da jo bo že popravil. Vzel je svoj lonček in lutko namazal z mazilom, s katerim je pomagal ubogi starki, ko si je zlomila nogo. Brž ko jo je namazal, je bila spet cela, še več, lahko je sama premikala vse ude in sploh ni bilo treba vleči za vrvice; lutka je bila kakor živ človek, le govoriti ni mogla. Mož, ki je imel malo lutkovno gledališče, je bil presrečen; zdaj mu te lutke sploh ni bilo treba držati, saj je lahko sama plesala. Tega ni zmogla nobena druga.
Ko je pozneje nastala noč in so vsi v gostilni že odšli spat, je nekdo začel tako globoko vzdihovati in vzdihovanje je trajalo tako dolgo, da so vsi vstali pogledat, kdo bi to bil. Mož, ki je uprizarjal predstavo, je stopil k svojemu malemu gledališču, saj je vzdihovanje prihajalo od tam. Vse lesene lutke so ležale druga čez drugo, kralj in vsi stražarji, in prav one so tako bridko vzdihovale in strmele s svojimi velikimi steklenimi očmi, ker so si tako želele, da bi jih malo namazali kakor kraljico in bi se tudi same lahko premikale. Kraljica je celo pokleknila, dvignila svojo lepo zlato krono in prosila: »Vzemi jo, samo namaži mojega soproga in moje dvorjane!« Tedaj ubogi mož, ki je imel gledališče in vse lutke, ni mogel zadržati solz, saj so se mu zares tako smilile. Sopotniku je takoj obljubil ves denar, ki ga bo naslednji večer zaslužil s predstavo, če le namaže štiri ali pet njegovih najlepših lutk. Toda sopotnik je rekel, da ne zahteva nič drugega kot veliko sabljo, ki jo ima obešeno ob boku. Ko jo je dobil, je namazal šest lutk in te so nemudoma zaplesale. Bilo je tako lepo, da so vsa dekleta, živa človeška dekleta, ki so jih gledala, začela plesati z njimi. Plesali so kočijaž in kuharica, služabnik in sobarica, vsi gostje, pa tudi lopatka za žerjavico in klešče; a ti dve sta se prevrnili že pri prvih poskokih. Da, bila je vesela noč.
Naslednje jutro sta se Johannes in njegov sopotnik poslovila od vseh ter se odpravila navkreber v visoke gore in skozi velike jelove gozdove. Povzpela sta se tako visoko, da so bili cerkveni zvoniki globoko pod njima nazadnje videti kakor drobne rdeče jagode sredi vsega zelenja, in videla sta daleč, mnogo, mnogo milj daleč, v kraje, kjer še nikoli nista bila! Toliko lepot čudovitega sveta Johannes še nikoli ni videl naenkrat. Sonce je toplo sijalo z jasnega modrega neba, slišal pa je tudi lovce, ki so med gorami trobili na rogove, tako lepo in blagoglasno, da so ga od veselja zalile solze in si ni mogel kaj, da ne bi rekel: »Ljubi Bog! Poljubil bi te, ker si tako dober do nas vseh in si nam dal vso to lepoto na svetu!«
Tudi sopotnik je stal s sklenjenimi rokami in gledal gozdove in mesta v topli sončni svetlobi. Tedaj se je nad njunima glavama razleglo čudovito petje in pogledala sta kvišku: velik bel labod je lebdel v zraku. Bil je tako lep in pel je, kakor nista še nikoli slišala peti nobene ptice; toda njegov glas je postajal vse šibkejši, sklonil je glavo in se počasi spustil k njunim nogam, kjer je obležal mrtev, lepi ptič.
»Dvoje tako lepih kril,« je rekel sopotnik, »tako belih in velikih, kot jih ima ta ptica, je vrednih denarja; vzel jih bom s seboj! Zdaj vidiš, kako dobro je, da sem dobil sabljo!« Nato je z enim zamahom odsekal obe krili mrtvemu labodu in ju shranil.
Potovala sta še mnogo, mnogo milj čez gore, dokler nista nazadnje pred seboj zagledala velikega mesta z več kot sto stolpi, ki so se v soncu bleščali kakor srebro. Sredi mesta je stal veličasten marmornat grad, prekrit z rdečim zlatom, in v njem je prebival kralj.
Johannes in sopotnik nista hotela takoj v mesto, temveč sta ostala v gostilni pred njim, da bi se uredila, saj sta želela biti lepo opravljena, ko stopita na ulico. Gostilničar jima je povedal, da je kralj zelo dober mož, ki nikomur nikoli ne stori nič žalega, toda njegova hči — Bog nas obvaruj! — je hudobna kraljična. Lepote ji ne manjka, nihče ni tako lep in ljubek kakor ona, a kaj to pomaga, ko pa je zlobna, hudobna čarovnica, zaradi katere je toliko lepih kraljevičev izgubilo življenje. Vsakomur je dovolila, da jo zasnubi; prišel je lahko kdorkoli, naj je bil kraljevič ali berač, to ji je bilo vseeno. Uganiti je moral le tri reči, o katerih ga je vprašala, in če mu je uspelo, se je bila pripravljena poročiti z njim, po smrti njenega očeta pa bi postal kralj vse dežele. Če pa teh treh reči ni uganil, ga je dala obesiti ali obglaviti; tako zlobna in hudobna je bila lepa kraljična. Njen oče, stari kralj, je bil zaradi tega žalosten, vendar ji ni mogel prepovedati, da bi bila tako hudobna, saj je nekoč obljubil, da se ne bo niti najmanj vmešaval v njene snubce in lahko sama stori, kakor hoče. Vsakič, ko je prišel kak kraljevič in moral ugibati, da bi dobil kraljično, mu ni uspelo, zato so ga obesili ali obglavili; saj so ga pravočasno posvarili in ne bi bilo treba, da jo zasnubi. Stari kralj je bil ob vsej tej žalosti in nesreči tako potrt, da je en dan v letu z vsemi svojimi vojaki klečal in molil, naj kraljična postane dobra, a ona tega nikakor ni hotela. Stare ženice, ki so pile žganje, so ga pred pitjem obarvale čisto črno; tako so žalovale in več niso mogle storiti.
»Ta odurna kraljična!« je rekel Johannes. »Res bi jih morala dobiti s šibo, to bi ji dobro delo. Ko bi le bil jaz stari kralj, bi že pljuvala kri!«
Prav tedaj sta zaslišala, kako ljudje zunaj vzklikajo: »Hura!« Mimo je prijahala kraljična in bila je res tako lepa, da so vsi pozabili, kako hudobna je, zato so ji vzklikali. Ob njej je na črnih konjih jahalo dvanajst lepih deklet, vse v belih svilenih oblekah in z zlatim tulipanom v roki. Kraljična je jezdila snežno belega konja, okrašenega z diamanti in rubini; njena jahalna obleka je bila iz čistega zlata in bič v njeni roki je bil videti kakor sončni žarek. Zlata krona na njeni glavi je bila kakor drobne zvezde z neba, plašč pa je bil sešit iz več kot tisoč prelepih metuljih kril; vendar je bila sama veliko lepša od vseh svojih oblačil.
Ko jo je Johannes zagledal, je postal v obraz rdeč kakor kri in komaj je zmogel izreči besedo; kraljična je bila namreč natanko takšna kot prelepo dekle z zlato krono, o katerem je sanjal tisto noč, ko mu je umrl oče. Zdela se mu je tako lepa, da si ni mogel kaj, da je ne bi silno vzljubil. Gotovo ni res, je rekel, da je lahko hudobna čarovnica, ki daje ljudi obešati ali obglavljati, kadar ne uganijo tistega, kar zahteva od njih. »Saj jo sme zasnubiti vsakdo, celo najrevnejši berač. Res bom šel na grad, saj si ne morem pomagati!«
Vsi so mu govorili, naj tega ne stori, saj se mu bo gotovo zgodilo enako kot vsem drugim. Tudi sopotnik ga je odvračal od tega, a Johannes je menil, da se bo vse dobro izteklo. Skrtačil si je čevlje in suknjič, umil obraz in roke, počesal svoje lepe svetle lase in nato povsem sam odšel v mesto in na grad.
»Naprej!« je rekel stari kralj, ko je Johannes potrkal na vrata. Johannes je odprl in stari kralj mu je v jutranji halji in vezenih copatah prišel naproti; na glavi je imel zlato krono, v eni roki žezlo, v drugi pa zlato vladarsko jabolko. »Počakaj malo!« je rekel in si stisnil jabolko pod pazduho, da je lahko Johannesu podal roko. Toda brž ko je slišal, da je to snubec, je začel tako jokati, da sta mu žezlo in jabolko padla na tla in si je moral oči brisati v jutranjo haljo. Ubogi stari kralj!
»Nikar!« je rekel. »Slabo se ti bo godilo kakor vsem drugim. Le poglej!« Nato je Johannesa odpeljal na kraljičnin vrt, ki je bil videti strašen! Na vsakem drevesu so viseli trije ali štirje kraljevi sinovi, ki so zasnubili kraljično, a niso uganili reči, o katerih jih je spraševala. Ob vsakem pišu vetra so vse kosti zaropotale, da so se ptički prestrašili in si nikoli niso upali na ta vrt. Vse cvetlice so bile privezane k človeškim kostem, v cvetličnih lončkih pa so se režale lobanje. To je bil res pravi vrt za kraljično! »Tukaj vidiš!« je rekel stari kralj. »Zgodilo se ti bo kakor vsem drugim, ki jih vidiš tu, zato raje odnehaj. Res me spravljaš v obup, saj si to tako jemljem k srcu!«
Johannes je dobremu staremu kralju poljubil roko in rekel, da se bo gotovo vse dobro izteklo, saj ima prelepo kraljično tako rad. Prav tedaj je kraljična z vsemi svojimi damami prijahala na grajsko dvorišče, zato sta ji šla naproti in jo pozdravila. Bila je ljubka, podala je Johannesu roko in on jo je imel še veliko rajši kot prej; gotovo ni mogla biti zlobna, hudobna čarovnica, kakor so vsi govorili o njej. Odšli so v dvorano in mali paži so jim ponudili marmelado in začinjene piškotke, a stari kralj je bil tako žalosten, da ni mogel ničesar jesti, pa tudi piškotki so bili zanj pretrdi.
Dogovorili so se, da Johannes naslednje jutro spet pride na grad; tedaj bodo zbrani sodniki in ves svet ter poslušali, kako mu bo šlo ugibanje. Če mu bo uspelo, bo moral priti še dvakrat, toda dotlej ni še nihče uganil niti prvič in zato so vsi izgubili življenje.
Johannesa ni prav nič skrbelo, kako se mu bo godilo; bil je vesel, mislil je le na prelepo kraljično in trdno verjel, da mu bo dobri Bog pomagal. Kako, tega ni vedel in o tem niti ni hotel razmišljati. Kar plesal je po cesti, ko se je vračal v gostilno, kjer ga je čakal sopotnik.
Johannes kar ni mogel nehati pripovedovati, kako prijazna je bila kraljična z njim in kako je lepa. Že zdaj je silno hrepenel po naslednjem dnevu, ko bo šel na grad in z ugibanjem poskusil srečo.
Toda sopotnik je zmajal z glavo in bil ves potrt. »Tako zelo te imam rad!« je rekel. »Še dolgo bi lahko bila skupaj, zdaj pa te bom že izgubil! Ubogi, dragi Johannes, najraje bi se razjokal, vendar ti nočem skaliti veselja na ta večer, ki je morda zadnji, ko sva še skupaj. Veseliva se, bodiva zares vesela; jutri, ko te ne bo več, bom lahko jokal!«
Vsi v mestu so takoj izvedeli, da je prišel nov snubec za princeso, in mesto je zajela velika žalost. Gledališče so zaprli, prodajalke slaščic so svojim sladkornim prašičkom zavezale črn žalni pajčolan, kralj in duhovniki so klečali v cerkvi. Povsod je vladala žalost, saj Johannesu ni moglo iti nič bolje kakor vsem prejšnjim snubcem.
Proti večeru je sopotnik pripravil veliko skledo punča in rekel Johannesu, da se morata zdaj zares poveseliti in nazdraviti princesi. Toda ko je Johannes popil dva kozarca, je postal tako zaspan, da ni mogel več držati oči odprtih in je moral zaspati. Sopotnik ga je čisto narahlo dvignil s stola in položil v posteljo. Ko se je nato stemnilo, je vzel veliki krili, ki ju je odsekal labodu, in si ju privezal na ramena. Največji sveženj šib, ki ga je dobil od starke, ki je padla in si zlomila noge, si je vtaknil v žep, odprl okno in poletel čez mesto naravnost h gradu. Tam se je skril v kot tik pod oknom princesine spalnice.
Po vsem mestu je bilo čisto tiho. Ura je odbila tri četrt na dvanajst, okno se je odprlo in princesa je v velikem belem plašču in z dolgimi črnimi krili poletela čez mesto proti veliki gori. Sopotnik pa se je naredil nevidnega, da ga ni mogla opaziti, poletel za njo in jo s šibami tako bičal, da je tam, kjer jo je udaril, pritekla kri. Uh, kako sta drvela skozi zrak! Veter ji je zagrabil plašč, da se je razprostrl na vse strani kakor veliko ladijsko jadro, in skozenj je svetila luna.
»Kako pada toča! Kako pada toča!« je rekla princesa ob vsakem udarcu šib, in prav ji je bilo. Nazadnje je prispela do gore in potrkala. Zabobnelo je kakor grom, gora se je odprla in princesa je vstopila. Sopotnik ji je sledil, saj ga nihče ni mogel videti, ker je bil neviden. Šla sta po dolgem, širokem hodniku, kjer so se stene prav čudežno lesketale. Po njih je namreč tekalo gor in dol več kot tisoč žarečih pajkov, ki so svetili kakor ogenj. Nato sta prišla v veliko dvorano, zgrajeno iz srebra in zlata. S sten so sijale rdeče in modre cvetlice, velike kakor sončnice; toda nihče jih ni mogel utrgati, kajti njihova stebla so bile ostudne strupene kače, cvetovi pa ogenj, ki jim je švigal iz gobcev. Ves strop je bil posut s svetlečimi kresnicami in nebesno modrimi netopirji, ki so utripali s tankimi krili. Videti je bilo prav čudežno. Sredi dvorane je stal prestol, ki so ga nosila štiri konjska okostja z vprego iz rdečih ognjenih pajkov. Sam prestol je bil iz mlečno belega stekla, blazine za sedenje pa so bile drobne črne miši, ki so druga drugo grizle v rep. Nad njim se je razpenjala streha iz rožnate pajčevine, posuta z ljubkimi zelenimi mušicami, ki so se svetile kakor dragi kamni. Na prestolu je sedel star čarovnik s krono na grdi glavi in z žezlom v roki. Princeso je poljubil na čelo in jo posadil poleg sebe na dragoceni prestol, nato pa je zaigrala godba. Velike črne kobilice so igrale na drumblico, sova pa se je tolkla po trebuhu, ker ni imela bobna. To je bil čuden koncert! Drobni črni škratje z blodnimi lučkami na kapah so plesali po dvorani. Sopotnika nihče ni mogel videti; stal je tik za prestolom ter vse slišal in videl. Dvorjani, ki so zdaj prav tako vstopili, so bili na pogled lepi in imenitni, toda kdor je znal dobro gledati, je brž opazil, kako je v resnici z njimi. Bili so zgolj metlini ročaji z zeljnatimi glavami, ki jih je čarovnik oživil in oblekel v vezena oblačila. A to niti ni bilo pomembno, saj so bili tam samo za okras.
Ko so že nekaj časa plesali, je princesa povedala čarovniku, da je dobila novega snubca, in ga vprašala, na kaj naj pomisli naslednje jutro, ko bo mladenič prišel na grad ugibat.
»Poslušaj!« je rekel čarovnik. »Nekaj ti bom povedal! Izbrati moraš nekaj čisto preprostega, saj mu potem sploh ne bo prišlo na misel. Pomisli na enega svojih čevljev. Tega ne bo uganil. Potem mu daj odsekati glavo, a ne pozabi jutri ponoči, ko spet prideš sem k meni, prinesti njegovih oči, ker jih bom pojedel!«
Princesa se je globoko priklonila in rekla, da oči ne bo pozabila. Čarovnik je odprl goro in poletela je domov. Toda sopotnik ji je sledil in jo tako hudo pretepal s šibami, da je globoko vzdihovala zaradi silne toče in hitela, kolikor je mogla, da bi skozi okno prišla v svojo spalnico. Sopotnik pa je odletel nazaj v gostilno, kjer je Johannes še spal, si odvezal krili in tudi sam legel v posteljo, saj je bil gotovo že utrujen.
Ko se je Johannes zbudil, je bilo še zelo zgodaj. Tudi sopotnik je vstal in povedal, da je ponoči sanjal zelo nenavadne sanje o princesi in njenem čevlju. Zato mu je prigovarjal, naj jo le vpraša, ali ni morda mislila na svoj čevelj! Prav to je namreč slišal od čarovnika v gori, vendar Johannesu ni hotel ničesar povedati o tem. Samo prosil ga je, naj jo vpraša, ali je mislila na svoj čevelj.
»Prav tako jo lahko vprašam to kakor kaj drugega,« je rekel Johannes. »Morda so bile tvoje sanje res prave, saj ves čas verjamem, da mi bo ljubi Bog pomagal! Vendar se bom vseeno poslovil od tebe, kajti če uganem narobe, te nikoli več ne bom videl!«
Nato sta se poljubila in Johannes je odšel v mesto ter na grad. Dvorana je bila polna ljudi, sodniki so sedeli v svojih naslanjačih in imeli pod glavami blazine iz gagjega puha, saj so morali toliko premišljevati. Stari kralj je vstal in si brisal oči z belim robcem. Tedaj je vstopila princesa. Bila je še veliko lepša kakor prejšnji dan in vse je prav prisrčno pozdravila, Johannesu pa je podala roko in rekla: »Dobro jutro!«
Zdaj je moral Johannes uganiti, na kaj je mislila. Bog, kako prijazno ga je gledala! Toda brž ko je zaslišala tisto eno besedo: čevelj, je njen obraz postal bel kakor kreda in vse telo se ji je streslo. Vendar ji to ni nič pomagalo, saj je uganil prav!
Ojej, kako se je razveselil stari kralj! Naredil je tako imeniten premet, da je bilo veselje, in vsi so ploskali njemu in Johannesu, ki je zdaj prvič pravilno uganil.
Tudi sopotnik je bil vesel, ko je izvedel, kako dobro se je izteklo. Johannes pa je sklenil roke in se zahvalil dobremu Bogu, ki mu bo gotovo pomagal še naslednja dvakrat. Že naslednji dan je moral znova ugibati.
Večer je minil kakor prejšnji. Ko je Johannes zaspal, je sopotnik poletel za princeso h gori in jo pretepal še huje kakor prejšnjič, saj je zdaj vzel s seboj dva svežnja šib. Nihče ga ni opazil, on pa je slišal vse. Princesa je nameravala misliti na svojo rokavico, in to je povedal Johannesu, kakor da bi se mu bilo sanjalo. Johannes je tako spet pravilno uganil in na gradu je zavladalo nepopisno veselje. Ves dvor je delal premete, kakor so to prvič videli početi kralja. Princesa pa je ležala na zofi in ni hotela spregovoriti niti besede. Zdaj je bilo vse odvisno od tega, ali bo Johannes uganil tudi tretjič. Če mu bo uspelo, bo dobil lepo princeso in po smrti starega kralja podedoval vse kraljestvo. Če bo uganil narobe, bo izgubil življenje, čarovnik pa bo pojedel njegove lepe modre oči.
Večer pred tem je Johannes zgodaj legel, zmolil večerno molitev in mirno zaspal. Sopotnik pa si je pripel krili na hrbet, si opasal sabljo, vzel s seboj vse tri svežnje šib in poletel h gradu.
Noč je bila črna kakor rog. Divjal je tak vihar, da so strešniki leteli s hiš, drevesa na vrtu, na katerih so visela okostja, pa so se zibala kakor trstje v vetru. Kar naprej se je bliskalo in grmenje je bobnelo, kakor da bi bil to en sam grom, ki bi trajal vso noč. Tedaj se je okno odprlo in princesa je poletela ven. Bila je bleda kakor mrlič, a se je smejala neurju, saj se ji ni zdelo dovolj silovito. Njen beli plašč je vrtinčil po zraku kakor veliko ladijsko jadro, sopotnik pa jo je s tremi svežnji šib tako bičal, da je kri kapljala na zemljo in je nazadnje komaj še letela. Naposled je le prispela do gore.
»Toča pada in vihar divja,« je rekla. »Še nikoli nisem bila zunaj v takem vremenu.« »Tudi dobrega je lahko preveč,« je rekel čarovnik. Nato mu je povedala, da je Johannes tudi drugič pravilno uganil. Če mu bo jutri uspelo še enkrat, bo zmagal in ona nikoli več ne bo mogla priti v goro, nikoli več ne bo mogla čarati kakor prej. Zato je bila vsa potrta.
»Ne bo uganil!« je rekel čarovnik. »Že najdem kaj, na kar še nikoli ni pomislil! Sicer bi moral biti še večji čarovnik kakor jaz. Zdaj pa se poveseliva!« Prijel je princeso za obe roki in zaplesala sta z vsemi drobnimi škrati in blodnimi lučkami, ki so bili v dvorani. Rdeči pajki so prav tako veselo poskakovali gor in dol po stenah in zdelo se je, da se ognjeni cvetovi iskrijo. Sova je tolkla po bobnu, črički so cvrčali in črne kobilice so igrale na drumblico. To je bil vesel ples!
Ko so dovolj dolgo plesali, je morala princesa domov, sicer bi jo na gradu utegnili pogrešiti. Čarovnik je rekel, da jo bo pospremil, da bosta lahko še nekaj časa skupaj.
Poletela sta torej v neurje, sopotnik pa je na njunih hrbtih izrabil vse tri svežnje šib. Čarovnik še nikoli ni doživel takšne toče. Pred gradom se je poslovil od princese in ji pri tem zašepetal: »Misli na mojo glavo.« Toda sopotnik je to dobro slišal in prav v trenutku, ko je princesa smuknila skozi okno v spalnico, čarovnik pa se je hotel obrniti, ga je zgrabil za dolgo črno brado ter mu s sabljo tik nad rameni odsekal ostudno čarovniško glavo, tako da čarovnik tega še sam ni utegnil videti. Truplo je vrgel v jezero ribam, glavo pa je samo potopil v vodo, jo zavil v svoj svileni robec in jo odnesel s seboj v gostilno, nato pa legel spat.
Naslednje jutro je dal Johannesu robec, vendar mu je naročil, naj ga ne razveže, dokler ga princesa ne vpraša, na kaj je mislila.
V veliki grajski dvorani je bilo toliko ljudi, da so stali drug na drugem kakor redkvice, povezane v šop. Svetniki so sedeli na svojih stolih z mehkimi blazinami pod glavami, stari kralj pa je imel nova oblačila. Zlata krona in žezlo sta bila zloščena in vse je bilo videti prav imenitno. Princesa pa je bila čisto bleda in oblečena v premogovo črno obleko, kakor da bi šla na pogreb.
»Na kaj sem mislila?« je vprašala Johannesa. Ta je takoj razvezal robec in se še sam pošteno prestrašil, ko je zagledal ostudno čarovnikovo glavo. Vsi so se zdrznili, kajti pogled je bil grozljiv, princesa pa je sedela kakor kamnit kip in ni mogla izreči niti besede. Nazadnje je vstala in podala Johannesu roko, saj je vendar pravilno uganil. Nikogar ni pogledala, le globoko je vzdihnila: »Zdaj si moj gospodar! Nocoj se bova poročila!«
»To mi je všeč!« je rekel stari kralj. »Tako naj bo!« Vsi so vzklikali hura, godba grajske straže je igrala po ulicah, zvonovi so zvonili in prodajalke slaščic so s svojih sladkornih prašičkov odstranile črne žalne pajčolane, saj je zdaj vladalo veselje. Sredi trga so postavili tri cele pečene vole, nadevane z racami in kokošmi, in vsak si je lahko odrezal kos. Iz vodometov je teklo najžlahtnejše vino, in kdor je pri peku kupil presto za en šiling, je za povrh dobil še šest velikih žemljic, in to žemljic z rozinami.
Zvečer je bilo vse mesto razsvetljeno, vojaki so streljali s topovi, dečki pa pokali s pokalicami. Na gradu so jedli in pili, trkali s kozarci in poskakovali, vsi imenitni gospodje in lepe gospodične so plesali drug z drugim. Daleč naokrog se je slišalo njihovo petje:
»Toliko lepih deklet je tu, vsaka zavrtela bi se rada, vse si bobnarske koračnice žele, obrni se, deklica mlada! Plešite, topotajte, da podplati kar faldera!«
Toda princesa je bila še vedno čarovnica in Johannesa ni prav nič ljubila. Sopotnik tega ni pozabil, zato je Johannesu dal tri peresa iz labodjih kril in stekleničko z nekaj kapljicami. Naročil mu je, naj da ob poročno posteljo postaviti velik čeber, poln vode, in ko bo princesa hotela leči v posteljo, naj jo rahlo porine, da bo padla v vodo. Pred tem naj v vodo vrže peresa in kapljice, nato pa jo trikrat potopi. Tako bo osvobojena uroka in ga bo močno vzljubila.
Johannes je storil vse, kakor mu je svetoval sopotnik. Princesa je glasno zakričala, ko jo je potopil pod vodo, in se mu pod rokami premetavala kakor velik, premogovo črn labod z žarečimi očmi. Ko je drugič priplavala iz vode, je bil labod bel, le okoli vratu je imel še en sam črn obroč. Johannes je pobožno prosil ljubega Boga in še tretjič pustil, da je voda preplavila ptico. V istem trenutku se je spremenila v prelepo princeso. Bila je še lepša kakor prej in s solzami v lepih očeh se mu je zahvalila, ker jo je odrešil uroka. Naslednje jutro je prišel stari kralj z vsem svojim dvorom in čestitanju še dolgo ni bilo konca. Čisto nazadnje je prišel sopotnik s palico v roki in z nahrbtnikom na ramenih. Johannes ga je znova in znova poljubljal ter mu prigovarjal, naj ne odhaja, temveč ostane pri njem, saj mu je vendar dolgoval vso svojo srečo. Toda sopotnik je zmajal z glavo in blago, prijazno rekel: »Ne, moj čas se je zdaj iztekel. Samo svoj dolg sem poplačal. Se spominjaš mrtveca, ki so mu hudobni ljudje hoteli storiti krivico? Dal si vse, kar si imel, da bi lahko mirno počival v grobu. Jaz sem tisti mrtvec!«
V istem trenutku ga ni bilo več. Svatba je trajala ves mesec, Johannes in princesa sta se močno ljubila, stari kralj pa je preživel še mnogo veselih dni in pustil njunim drobnim otročičem, da so jahali na njegovem kolenu in se igrali z njegovim žezlom. Johannes pa je kraljeval nad vsem kraljestvom.
Izvirnik
Rejsekammeraten
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Den stakkels Johannes var så bedrøvet, for hans fader var meget syg og kunne ikke leve. Der var slet ingen uden de to inde i den lille stue; lampen på bordet var ved at brænde ud, og det var ganske sildigt på aftnen.
"Du var en god søn, Johannes!" sagde den syge fader, "Vorherre vil nok hjælpe dig frem i verden!" og han så med alvorlige milde øjne på ham, trak vejret ganske dybt og døde; det var ligesom om han sov. Men Johannes græd, nu havde han slet ingen i hele verden, hverken fader eller moder, søster eller broder. Den stakkels Johannes! Han lå på sine knæ foran sengen og kyssede den døde faders hånd, græd så mange salte tårer, men til sidst lukkede hans øjne sig og han sov ind med hovedet på den hårde sengefjæl.
Da drømte han en underlig drøm; han så, hvor Sol og Måne nejede for ham, og han så sin fader frisk og sund igen og hørte ham le, som han altid lo når han var rigtig fornøjet. En dejlig pige, med guldkrone på sit lange smukke hår, rakte Johannes hånden, og hans fader sagde, "ser du, hvilken brud du har fået? Hun er den dejligste i hele verden." Så vågnede han, og alt det smukke var borte, hans fader lå død og kold i sengen, der var slet ingen hos dem; den stakkels Johannes!
Ugen derefter blev den døde begravet; Johannes gik tæt bag kisten, kunne nu ikke mere få den gode fader at se, som havde holdt så meget af ham; han hørte, hvor de kastede jorden ned på kisten, så nu det sidste hjørne af den, men ved den næste skuffe jord, der blev kastet ned, var det også borte; da var det ligesom hans hjerte ville gå i stykker, så bedrøvet var han. Rundt om sang de en salme, det klang så smukt og tårerne kom Johannes i øjnene, han græd og det gjorde godt i hans sorg. Solen skinnede dejligt på de grønne træer, ligesom den ville sige: "Du skal ikke være så bedrøvet Johannes! kan du se, hvor smuk blå himlen er; deroppe er nu din fader og beder den gode Gud, at det altid må gå dig vel!"
"Jeg vil altid være god!" sagde Johannes, "så kommer jeg også op i Himmelen til min fader, og hvor det vil blive en glæde, når vi ser hinanden igen! hvor der vil være meget, jeg kan fortælle ham, og han vil igen vise mig så mange ting, lære mig så meget af alt det dejlige i Himmelen, ligesom han lærte mig her på Jorden. Oh hvor det vil blive en glæde!"
Johannes tænkte sig det så tydeligt, at han smilede derved, medens tårerne endnu løb ham ned over kinderne. De små fugle sad oppe i kastanjetræerne og kvidrede "kvivit, kvivit!" de var så fornøjede, skønt de jo var med ved begravelsen, men de vidste nok, at den døde mand nu var oppe i Himmelen, havde vinger, langt smukkere og større end deres, var nu lykkelig, fordi han havde været god her på jorden, og derover var de fornøjet. Johannes så, hvor de fløj fra de grønne træer, langt ud i verden, og han fik da også sådan lyst til at flyve med. Men først skar han et stort trækors til at sætte på sin faders grav, og da han om aftnen bragte det derhen, var graven pyntet med sand og blomster; det havde fremmede folk gjort, for de holdt alle sammen så meget af den kære fader, som nu var død.
Tidlig næste morgen pakkede Johannes sin lille bylt sammen, gemte i sit bælte hele sin arvepart, der var 50 rdlr. og et par sølvskillinger, dermed ville han vandre ud i verden. Men først gik han hen på kirkegården til sin faders grav, læste sit "fadervor," og sagde: "Farvel du kære fader! Jeg vil altid være et godt menneske, og så tør du nok bede den gode Gud, at det må gå mig godt!"
Ude på marken, hvor Johannes gik, stod alle blomsterne så friske og dejlige i det varme solskin, og de nikkede i vinden ligesom om de ville sige: "Velkommen i det grønne! Er her ikke nydeligt?" Men Johannes drejede sig endnu engang om, for at se den gamle kirke, hvor han, som lille barn, var døbt, hvor han hver søndag med sin gamle fader havde været i kirke og sunget sin salme; da så han højt oppe i et af hullerne i tårnet, kirkenissen stå med sin lille røde, spidse hue, han skyggede for sit ansigt med den bøjede arm, da ellers solen skar ham i øjnene. Johannes nikkede farvel til ham, og den lille nisse svingede sin røde hue, lagde hånden på hjertet og kyssede mange gange på fingrene, for at vise, hvor godt han ønskede ham det, og at han ret måtte gøre en lykkelig rejse.
Johannes tænkte på hvor meget smukt han nu skulle få at se i den store prægtige verden, og gik længere og længere bort, så langt som han aldrig før havde været; han kendte slet ikke de byer, han kom igennem, eller de mennesker, han mødte, nu var han langt ude mellem fremmede.
Den første nat måtte han lægge sig at sove i en høstak på marken, anden seng havde han ikke. Men det var just nydeligt, syntes han, kongen kunne ikke have det pænere. Den hele mark ved åen, høstakken og så den blå himmel oven over, var just et smukt sovekammer. Det grønne græs med de små røde og hvide blomster var gulvtæppe, hyldebuskene og de vilde rosenhække var blomsterbuketter, og som vandfad havde han hele åen med det klare, friske vand, hvor sivene nejede, og sagde både god aften og god morgen. Månen var en rigtig stor natlampe, højt oppe under det blå loft, og den stak ikke ild i gardinerne; Johannes kunne sove ganske roligt, og han gjorde det også, vågnede først igen, da solen stod op og alle de små fugle rundt omkring, sang: "God morgen! god morgen! Er du ikke oppe?"
Klokkerne ringede til kirke, det var søndag, folk gik hen at høre præsten og Johannes fulgte med dem, sang en salme og hørte Guds ord, og det var ligesom han var i sin egen kirke, hvor han var døbt, og havde sunget salmer med sin fader.
Ude på kirkegården var der så mange grave, og på nogle voksede der højt græs. Da tænkte Johannes på sin faders grav, der også måtte komme til at se ud som disse, nu han ikke kunne luge og pynte den. Han satte sig da ned og rykkede græsset af, rejste trækorsene op, der var faldet om, og lagde kransene, som vinden havde revet bort fra gravene, igen på deres sted, idet han tænkte, måske at en gør det samme ved min faders grav, nu jeg ikke kan gøre det!
Uden for kirkegårdsporten stod en gammel tigger og støttede sig på sin krykke, Johannes gav ham de sølvskillinger han havde og gik så lykkelig og fornøjet længere frem, ud i den vide verden.
Mod aften blev det et skrækkeligt ondt vejr, Johannes skyndte sig for at komme under tag, men det blev snart mørk nat; da nåede han endelig en lille kirke, der lå ganske ensom oppe på en høj, døren stod til lykke på klem, og han smuttede ind; her ville han blive, til det onde vejr lagde sig.
"Her vil jeg sætte mig i en krog!" sagde han, "jeg er ganske træt, og kan nok trænge til at hvile mig lidt," så satte han sig ned, foldede sine hænder, og læste sin aftenbøn og, inden han vidste af det, sov og drømte han, mens det lynede og tordnede udenfor.
Da han vågnede igen, var det midt ud på natten, men det onde vejr var trukket over, og månen skinnede ind af vinduerne til ham. Midt på kirkegulvet stod der en åben ligkiste med en død mand i, for han var endnu ikke begravet. Johannes var slet ikke bange, for han havde en god samvittighed, og han vidste nok, at de døde gør ingen noget; det er levende, onde mennesker, der gør fortræd. Sådanne to levende, slemme folk stod tæt ved den døde mand, der var sat herind i kirken, før han blev lagt ned i graven, de ville gøre ham fortræd, ikke lade ham ligge i sin ligkiste, men kaste ham uden for kirkedøren, den stakkels døde mand.
"Hvorfor vil I gøre det!" spurgte Johannes, "det er ondt og slemt, lad ham sove i Jesu navn!"
"Oh, sniksnak!" sagde de to fæle mennesker, "han har narret os! han skylder os penge, dem kunne han ikke betale, og nu er han oven i købet død, så få vi ikke en skilling, derfor vil vi rigtig hævne os, han skal ligge som en hund uden for kirkedøren!"
"Jeg har ikke mere end 50 rdlr.!" sagde Johannes, "det er hele min arvepart, men den vil jeg gerne give eder, når I vil ærligt love mig, at lade den stakkels døde mand i fred. Jeg skal nok komme ud af det, uden de penge; jeg har sunde stærke lemmer, og Vorherre vil altid hjælpe mig!"
"Ja," sagde de hæslige mennesker, "når du således vil betale hans gæld, skal vi såmænd ikke gøre ham noget, det kan du være vis på!" og så tog de pengene, Johannes gav dem, lo ordentlig ganske højt over hans godhed, og gik deres vej; men Johannes lagde liget tilrette igen i kisten, foldede hænderne på det, sagde farvel, og gik nok så tilfreds videre gennem den store skov.
Rundt omkring, hvor Månen kunne skinne ind i mellem træerne, så han de nydelige små alfer lege nok så lystigt; de lod sig ikke forstyrre, de vidste nok, han var et godt uskyldigt menneske, og det er kun de onde folk, der ikke må få alferne at se. Nogle af dem var ikke større end en finger og havde deres gule hår hæftet op med guldkamme, to og to gyngede de på de store dugdråber, der lå på bladene og det høje græs; sommetider trillede dråben, så faldt de ned mellem de lange græsstrå og der blev latter og støj af de andre småpuslinger. Det var uhyre morsomt! De sang og Johannes kendte ganske tydeligt alle de smukke viser, han havde lært som lille dreng. Store brogede edderkopper med sølvkroner på hovedet, måtte fra den ene hæk til den anden spinde lange hængebroer og paladser, der, da den fine dug faldt på, så ud som skinnende glas i det klare måneskin. Således varede det ved, lige til Solen stod op. De små alfer krøb da ind i blomsterknopperne og vinden tog i deres broer og slotte, der da fløj hen i luften, som store spindelvæv
Johannes var nu kommet ud af skoven, da en stærk mandsstemme råbte bag ved ham: "Holla, kammerat! hvorhen gælder rejsen?"
"Ud i den vide verden!" sagde Johannes. "Jeg har hverken fader eller moder, er en fattig knøs, men Vorherre hjælper mig nok!"
"Jeg vil også ud i den vide verden!" sagde den fremmede mand. "Skal vi to gøre følgeskab!"
"Ja nok!" sagde Johannes, og så fulgtes de ad. De kom snart til at holde meget af hinanden, for de var gode mennesker begge to. Men Johannes mærkede nok, at den fremmede var meget klogere end han, han havde været næsten hele verden rundt, og vidste at fortælle om alt det mulige, der er til.
Solen var allerede højt oppe, da de satte dem under et stort træ, for at spise deres frokost; i det samme kom der en gammel kone. Oh, hun var så gammel og gik ganske krum, støttede sig på en krykkestok, og havde på sin ryg et knippe brænde, som hun havde samlet sig i skoven. Hendes forklæde var hæftet op, og Johannes så at tre store ris af bregner og pilekviste stak ud fra det. I det hun var ganske nær dem, gled hendes ene fod, hun faldt om og gav et højt skrig, for hun havde brækket sit ben, den stakkels gamle kone.
Johannes ville straks, at de skulle bære hende hjem, hvor hun boede, men den fremmede lukkede sin ransel op, tog en krukke frem, og sagde, at han havde her en salve, der straks kunne gøre hendes ben helt og raskt, så at hun selv kunne gå hjem, og det som om hun aldrig havde brækket benet. Men derfor ville han også, at hun skulle forære ham de tre ris, hun havde i sit forklæde.
"Det er godt betalt!" sagde den gamle og nikkede ganske underligt med hovedet; hun ville ikke så meget gerne af med sine ris, men det var heller ikke så rart, at ligge med benet brækket; så gav hun ham risene, og lige så snart han havde gnedet salven på benet, rejste også den gamle mutter sig op, og gik meget bedre end før. Det kunne den salve gøre. Men den var heller ikke at få på apoteket.
"Hvad vil du med de ris?" spurgte Johannes nu sin rejsekammerat.
"Det er tre pæne urtekoste!" sagde han, "dem kan jeg just lide, for jeg er en løjerlig fyr!"
Så gik de endnu et godt stykke.
"Nej, hvor det trækker op!" sagde Johannes, og pegede ligefrem; "det er nogle forskrækkelige tykke skyer!"
"Nej," sagde rejsekammeraten, "det er ikke skyer, det er bjergene. De dejlige store bjerge, hvor man kommer helt op over skyen i den friske luft! Det er herligt, kan du tro! I morgen er vi vist så langt ude i verden!"
Det var ikke så nær ved, som det så ud, de brugte en hel dag at gå, før de kom til bjergene, hvor de sorte skove voksede lige op mod himlen, og hvor der var sten lige så store som en hel by; det ville rigtignok blive en svær tur at komme der helt over, men derfor gik også Johannes og rejsekammeraten ind i værtshuset, for at hvile sig godt og samle kræfter til marchen i morgen.
Nede i den store skænkestue i værtshuset var så mange mennesker samlet, for der var en mand, som gjorde dukkekomedie; han havde just stillet sit lille teater op, og folk sad rundt omkring for at se den komedie, men allerforrest havde en gammel tyk slagter taget plads, og det den allerbedste; hans store bulbider, uh, den så så glubsk ud! sad ved siden af ham og gjorde øjne, ligesom alle de andre.
Nu begyndte komedien, og det var en pæn komedie med en konge og en dronning, de sad på den dejligste trone, havde guldkroner på hovedet og lange slæb på kjolerne, for det havde de råd til. De nydeligste trædukker med glasøjne og store knebelsbarter stod ved alle døre, og lukkede op og i for at der kunne komme frisk luft i stuen! Det var just en nydelig komedie, og den var slet ikke sørgelig, men lige i det dronningen rejste sig op og gik hen ad gulvet, så ja Gud må vide, hvad den store bulbider tænkte; men da den tykke slagter ikke holdt på ham, gjorde han et spring lige ind på teatret, tog dronningen midt i hendes tynde liv, så det sagde "knik, knak!" Det var ganske forskrækkeligt!
Den stakkels mand, som gjorde den hele komedie, blev så forskrækket og så bedrøvet for sin dronning, for det var den allernydeligste dukke, han havde, og nu havde den ækle bulbider bidt hovedet af hende; men da folk siden gik bort, sagde den fremmede, han som var kommet med Johannes, at han nok skulle gøre hende i stand; og så tog han sin krukke frem og smurte dukken med den salve, han hjalp den stakkels gamle kone med, da hun havde brækket sit ben. Lige så snart dukken var smurt, blev den straks hel igen, ja den kunne endogså selv røre alle sine lemmer, man behøvede slet ikke at trække i snoren; dukken var som et levende menneske, på det nær at den ikke kunne tale. Manden, som havde det lille dukketeater, blev så fornøjet, nu behøvede han slet ikke at holde på den dukke, den kunne jo danse af sig selv. Det var der ingen af de andre der kunne.
Da det siden blev nat, og alle folk i værtshuset var gået i seng, var der en, der sukkede så forskrækkelig dybt, og blev så længe ved, så de alle sammen stod op, for at se hvem det kunne være. Manden, der havde gjort komedien, gik hen til sit lille teater, for det var der inde, at nogen sukkede. Alle trædukkerne lå imellem hinanden, kongen og alle drabanterne, og det var dem, som sukkede så ynkeligt og stirrede med deres store glasøjne, for de ville så gerne blive smurt lidt ligesom dronningen, at de også kunne komme til at røre sig af sig selv. Dronningen lagde sig lige ned på sine knæ, og rakte sin dejlige guldkrone i vejret, mens hun bad; "tag kun den, men smør min gemal og mine hoffolk!" da kunne den stakkels mand, der ejede komedien og alle dukkerne, ikke lade være at græde, for det gjorde ham virkelig så ondt for dem; han lovede straks rejsekammeraten, at han ville give ham alle de penge, han fik for sin komedie næste aften, når han bare ville smøre fire, fem af hans pæneste dukker; men rejsekammeraten sagde, at han forlangte slet ikke andet, end den store sabel, han havde ved sin side, og da han fik den, smurte han seks dukker, der straks dansede og det var så nydeligt, at alle pigerne, de levende menneskepiger, som så derpå, gav sig til at danse med. Kusken og kokkepigen dansede, tjeneren og stuepigen, alle de fremmede, og ildskuffen og ildklemmen; men de to faldt om, lige i det de gjorde de første spring, jo det var en lystig nat.
Næste morgen gik Johannes med sin rejsekammerat bort fra dem alle sammen, og opad de høje bjerge, og igennem de store granskove. De kom så højt op, at kirketårnene dybt under dem til sidst så ud som små røde bær, nede i alt det grønne, og de kunne se så langt bort, mange, mange mil, hvor de aldrig havde været! så meget smukt af den dejlige verden havde Johannes aldrig før set på en gang, og Solen skinnede så varmt fra den friske blå luft, han hørte også jægerne blæse på valdhorn inde mellem bjergene, så smukt og velsignet, at han fik vandet i øjnene af glæde, og kunne ikke lade være at sige: "Du gode Vorherre! jeg kunne kysse dig, fordi du er så god mod os alle sammen, og har givet os al den dejlighed, der er i verden!"
Rejsekammeraten stod også med foldede hænder, og så ud over skoven og byerne, i det varme solskin. I det samme klang det forunderligt dejligt over deres hoveder, de så op i vejret: En stor hvid svane svævede i luften; den var så smuk, og sang, som de aldrig før havde hørt nogen fugl synge; men det blev mere og mere svagt, den bøjede sit hoved og sank, ganske langsomt ned for deres fødder, hvor den lå død, den smukke fugl.
"To så dejlige vinger," sagde rejsekammeraten, "så hvide og store, som de, fuglen har, er penge værd, dem vil jeg tage med mig! kan du nu se, at det var godt, jeg fik en sabel!" og så huggede han med ét slag begge vingerne af den døde svane, dem ville han beholde.
De rejste nu mange, mange mil frem over bjergene, til de til sidst foran dem så en stor stad, med over hundrede tårne, der skinnede som sølv i solskinnet; midt i byen var et prægtigt marmorslot, tækket med det røde guld, og her boede kongen.
Johannes og rejsekammeraten ville ikke straks gå ind i byen, men blev i værtshuset udenfor, at de kunne pynte sig, thi de ville se pæne ud, når de kom på gaden. Værten fortalte dem, at kongen var sådan en god mand, der aldrig gjorde noget menneske noget, hverken det ene eller det andet, men at hans datter, ja Gud bevare os! det var en slem prinsesse. Dejlighed havde hun nok af, ingen kunne være så smuk og nydelig, som hun, men hvad hjalp det, hun var en slem, ond heks, der var skyld i, at så mange dejlige prinser havde mistet deres liv. Alle mennesker havde hun givet lov at fri til hende; enhver kunne komme, enten han var en prins, eller en stodder, det kunne være lige et og det samme; han skulle bare gætte tre ting, hun spurgte ham om, kunne han det, så ville hun gifte sig med ham, og han skulle være konge over det hele land, når hendes fader døde; men kunne han ikke gætte de tre ting, så lod hun ham hænge eller halshugge, så slem og ond var den dejlige prinsesse. Hendes fader, den gamle konge, var bedrøvet derover, men han kunne ikke forbyde hende, at være så ond, for han havde engang sagt, han ville aldrig have det mindste at gøre med hendes kærester, hun kunne selv gøre, ligesom hun ville. Hver en gang der kom en prins og skulle gætte, for at få prinsessen, så kunne han ikke komme ud af det, og så blev han hængt eller halshugget; de havde jo advaret ham i tide, han kunne lade være at fri. Den gamle konge var så bedrøvet over al den sorg og elendighed, at han en hel dag om året lå på knæ, med alle sine soldater, og bad, at prinsessen måtte blive god, men det ville hun slet ikke. De gamle koner, som drak brændevin, farvede det ganske sort, før de drak det, således sørgede de, og mere kunne de ikke gøre.
"Den hæslige prinsesse!" sagde Johannes, "hun skulle virkelig have ris, det kunne hun have godt af. Bare jeg var den gamle konge, hun skulle nok komme til at spytte røde grise!"
I det samme hørte de folk udenfor råbe hurra! Prinsessen kom forbi, og hun var virkelig så dejlig, at alle folk glemte, hvor ond hun var, derfor råbte de hurra. Tolv dejlige jomfruer, alle sammen i hvide silkekjoler, og med en guldtulipan i hånden, red på kulsorte heste, ved siden af hende; prinsessen selv havde en kridhvid hest, pyntet med diamanter og rubiner, hendes ridedragt var af det pure guld, og pisken, hun havde i hånden, så ud, som den var en solstråle; guldkronen på hovedet var ligesom små stjerner oppe fra himlen, og kåben var syet af over tusinde dejlige sommerfuglevinger; alligevel var hun meget smukkere, end alle hendes klæder.
Da Johannes fik hende at se, blev han så rød i sit ansigt, som et dryppende blod, og han kunne knap sige et eneste ord; prinsessen så jo ganske ud, som den dejlige pige med guldkrone på, han havde drømt om den nat, hans fader var død. Han fandt hende så smuk, og kunne ikke lade være at holde så meget af hende. Det var bestemt ikke sandt, sagde han, at hun kunne være en ond heks, der lod folk hænge eller halshugge, når de ikke kunne gætte, hvad hun forlangte af dem. "Enhver har jo lov at fri til hende, endogså den fattigste stodder, jeg vil virkelig gå op på slottet! for jeg kan ikke lade være!"
De sagde alle sammen, at det skulle han ikke gøre, det ville bestemt gå ham, ligesom alle de andre. Rejsekammeraten rådede ham også derfra, men Johannes mente, det gik nok godt, børstede sine sko og sin kjole, vaskede ansigt og hænder, kæmmede sit smukke, gule hår, og gik så ganske alene ind til byen, og op på slottet.
"Kom ind!" sagde den gamle konge, da Johannes bankede på døren. Johannes lukkede op, og den gamle konge, i slåbrok og broderede tøfler, kom ham i møde, guldkronen havde han på hovedet, sceptret i den ene hånd og guldæblet i den anden. "Bi lidt!" sagde han, og fik æblet op under armen, for at kunne række Johannes hånden. Men så snart han fik at høre, det var en frier, begyndte han således at græde, at både scepter og æble faldt på gulvet, og han måtte tørre øjnene i sin slåbrok. Den stakkels gamle konge!
"Lad være!" sagde han, "det går dig galt, ligesom alle de andre. Nu skal du bare se!" så førte han Johannes ud i prinsessens lysthave, der så forskrækkeligt ud! Oppe i hvert træ hang tre, fire kongesønner, der havde friet til prinsessen, men ikke kunne gætte de ting, hun havde sagt dem. Hver gang det blæste, ranglede alle knoklerne, så de små fugle blev forskrækket, og turde aldrig komme ind i den have; alle blomsterne var bundet op med menneskeben, og i urtepotterne stod dødningehoveder og grinte. Det var rigtignok en have for en prinsesse
"Her kan du se!" sagde den gamle konge, "det vil gå dig, ligesom alle de andre, du her ser, lad derfor hellere være; du gør mig virkelig ulykkelig, for jeg tager mig det så nær!"
Johannes kyssede den gode gamle konge på hånden, og sagde, det gik nok godt, for han holdt så meget af den dejlige prinsesse.
I det samme kom prinsessen selv, med alle sine damer, ridende ind i slotsgården, de gik derfor ud til hende, og sagde god dag. Hun var nydelig, rakte Johannes hånden, og han holdt endnu meget mere af hende end før, hun kunne bestemt ikke være en slem ond heks, som alle folk sagde om hende. De gik op i salen, og de små pager præsenterede syltetøj og pebernødder for dem, men den gamle konge var så bedrøvet, han kunne slet ikke spise noget, og pebernødderne var ham også for hårde.
Det blev nu bestemt, at Johannes skulle komme igen op på slottet næste morgen, da ville dommerne og hele rådet være forsamlet, og høre, hvorledes han kom ud af det med at gætte. Kom han godt ud af det, så skulle han endnu komme to gange til, men der var endnu aldrig nogen, som havde gættet den første gang, og så måtte de miste livet.
Johannes var slet ikke bedrøvet for, hvorledes det ville gå ham, han var just fornøjet, tænkte kun på den dejlige prinsesse, og troede ganske vist, at den gode Gud nok hjalp ham, men hvorledes, det vidste han slet ikke, og ville heller ikke tænke derpå. Han dansede hen ad landevejen, da han gik tilbage til værtshuset, hvor rejsekammeraten ventede på ham.
Johannes kunne ikke blive færdig med at fortælle, hvor nydelig prinsessen havde været imod ham, og hvor dejlig hun var; han længtes allerede så meget efter den næste dag, han skulle derind på slottet, og forsøge sin lykke med at gætte.
Men rejsekammeraten rystede på hovedet, og var ganske bedrøvet. "Jeg holder så meget af dig!" sagde han, "vi kunne endnu have været længe sammen, og nu skal jeg allerede miste dig! du stakkels, kære Johannes, jeg kunne gerne græde, men jeg vil ikke forstyrre din glæde den sidste aften måske, vi er sammen. Vi vil være lystige, rigtig lystige; i morgen, når du er borte, har jeg lov til at græde!"
Alle folk inde i byen havde straks fået at vide, at der var kommet en ny frier til prinsessen, og der var derfor en stor bedrøvelse. Komediehuset blev lukket, alle kagekonerne bandt sort flor om deres sukkergrise, kongen og præsterne lå på knæ i kirken, der var sådan en bedrøvelse, for det kunne jo ikke gå Johannes bedre, end det var gået alle de andre friere.
Ud på aftnen lavede rejsekammeraten en stor bolle punch, og sagde til Johannes, at nu skulle de være rigtig lystige, og drikke prinsessens skål. Men da Johannes havde drukket to glas, blev han så søvnig, det var ham ikke muligt at holde øjnene oppe, han måtte falde i søvn. Rejsekammeraten løftede ham ganske sagte op fra stolen, og lagde ham hen i sengen, og da det så blev mørk nat, tog han de to store vinger, han havde hugget af svanen, bandt dem fast på sine skuldre, det største ris, han havde fået af den gamle kone, der faldt og brækkede benene, stak han i sin lomme, lukkede vinduet op, og fløj så ind over byen, lige hen til slottet, hvor han satte sig i en krog, oppe under det vindue, der gik ind til prinsessens sovekammer.
Det var ganske stille i hele byen; nu slog klokken tre kvarter til tolv, vinduet gik op, og prinsessen fløj i en stor hvid kåbe og med lange sorte vinger, hen over byen, ud til et stort bjerg; men rejsekammeraten gjorde sig usynlig, således at hun slet ikke kunne se ham, fløj bagefter, og piskede på prinsessen med sit ris, så at der ordentlig kom blod, hvor han slog. Uh, det var en fart helt igennem luften, vinden tog i hendes kåbe, der bredte sig ud til alle sider, ligesom et stort skibssejl, og Månen skinnede igennem den.
"Hvor det hagler! hvor det hagler!" sagde prinsessen ved hvert slag, hun fik af riset, og det kunne hun have godt af. Endelig kom hun da ud til bjerget og bankede på. Det rullede ligesom torden, idet bjerget åbnede sig, og prinsessen gik der ind, rejsekammeraten fulgte med, for slet ingen kunne se ham, han var usynlig. De gik igennem en stor, lang gang, hvor væggene gnistrede ganske forunderligt, det var over tusinde gloende edderkopper, der løb op og ned af muren, og lyste ligesom ild. Nu kom de i en stor sal, bygget af sølv og guld, blomster, så store som solsikker, røde og blå, skinnede fra væggene; men ingen kunne plukke de blomster, for stilken var fæle, giftige slanger, og blomsterne var ild, der stod dem ud af munden. Hele loftet var besat med skinnende sankthansorme og himmelblå flagermus, der slog med de tynde vinger, det så ganske forunderligt ud. Midt på gulvet var en trone, den blev båret af fire hestebenrade, der havde seletøj af de røde ildedderkopper, tronen selv var af mælkehvidt glas, og puderne til at sidde på var små sorte mus, der bed hinanden i halen. Oven over den var et tag af rosenrødt spindelvæv, besat med de nydeligste små grønne fluer, der skinnede som ædelstene. Midt på tronen sad en gammel trold, med krone på det stygge hoved, og et scepter i hånden. Han kyssede prinsessen på hendes pande, lod hende sidde ved siden af sig på den kostbare trone, og nu begyndte musikken. Store, sorte græshopper spillede på mundharpe, og uglen slog sig selv på maven, for den havde ingen tromme. Det var en løjerlig koncert. Små sorte nisser, med en lygtemand på huen, dansede rundt i salen. Ingen kunne se rejsekammeraten, han havde stillet sig lige bag ved tronen, og hørte og så alle ting. Hoffolkene, som nu også kom ind, var så pæne og fornemme, men den, der rigtigt kunne se, mærkede nok, hvorledes de havde det. Det var ikke andet, end kosteskafter med kålhoveder på, som trolden havde hekset liv i, og givet de broderede klæder. Men det kunne jo også være det samme, de brugtes kun til stads.
Da der nu var danset noget, fortalte prinsessen til trolden, at hun havde fået en ny frier, og spurgte derfor, hvad hun vel skulle tænke på at spørge ham om næste morgen, når han kom op på slottet.
"Hør!" sagde trolden, "nu skal jeg sige dig noget! Du skal tage noget meget let, for så falder han slet ikke på det. Tænk du på din ene sko. Det gætter han ikke. Lad så hovedet hugge af ham, men glem ikke, når du i morgen nat kommer herud igen til mig, at bringe mig hans øjne, for dem vil jeg spise!"
Prinsessen nejede ganske dybt, og sagde, hun skulle ikke glemme øjnene. Trolden lukkede nu bjerget op, og hun fløj hjem igen, men rejsekammeraten fulgte med, og pryglede hende så stærkt med riset, at hun sukkede ganske dybt over det stærke haglvejr, og skyndte sig alt hvad hun kunne, med at komme igennem vinduet ind i sit sovekammer; men rejsekammeraten fløj tilbage til kroen, hvor Johannes endnu sov, løste sine vinger af, og lagde sig så også på sengen, for han kunne sagtens være træt.
Det var ganske tidligt på morgnen, da Johannes vågnede, rejsekammeraten stod også op, og fortalte, at han i nat havde drømt en meget underlig drøm om prinsessen og hendes sko, og bad ham derfor endelig spørge, om prinsessen ikke skulle have tænkt på sin sko! For det var jo det, han havde hørt af trolden inde i bjerget, men han ville ikke fortælle Johannes noget derom, bad ham bare at spørge, om hun havde tænkt på sin sko.
"Jeg kan lige så godt spørge om det ene, som om det andet," sagde Johannes, "måske kan det være ganske rigtigt, hvad du har drømt, for jeg tror nu alle tider, Vorherre hjælper mig nok! Men jeg vil dog sige dig farvel, for gætter jeg galt, får jeg dig aldrig mere at se!"
Så kyssede de hinanden, og Johannes gik ind til byen og op på slottet. Hele salen var ganske fyldt med mennesker, dommerne sad i deres lænestole, og havde edderdunsdyner under hovedet, for de havde så meget at tænke på. Den gamle konge stod op og tørrede sine øjne i et hvidt lommetørklæde. Nu trådte prinsessen ind, hun var endnu meget dejligere, end i går, og hilste så kærligt til dem alle sammen, men Johannes gav hun hånden, og sagde: "God morgen, du!"
Nu skulle Johannes til at gætte, hvad hun havde tænkt på. Gud hvor hun så venligt på ham, men lige idet hun hørte ham sige det ene ord: sko, blev hun kridhvid i ansigtet, og rystede over sin hele krop, men det kunne ikke hjælpe hende noget, for han havde gættet rigtigt!
Hille den! hvor den gamle konge blev glad; han slog en kolbøtte, så det stod efter, og alle folk klappede i hænderne for ham og for Johannes, der nu havde gættet rigtigt den første gang.
Rejsekammeraten blev også fornøjet, da han fik at vide, hvor godt det var gået af; men Johannes lukkede sine hænder sammen og takkede den gode Gud, der vistnok ville hjælpe ham igen de to andre gange. Næste dag skulle der allerede gættes igen.
Aftnen gik ligesom den i går. Da Johannes sov, fløj rejsekammeraten efter prinsessen ud til bjerget, og pryglede hende endnu stærkere, end forrige gang, for nu havde han taget to ris; ingen fik ham at se, og han hørte alle ting. Prinsessen ville tænke på sin handske, og det fortalte han til Johannes, ligesom om det var en drøm; Johannes kunne da nok gætte rigtigt, og der blev sådan en glæde på slottet. Hele hoffet slog kolbøtter, ligesom de havde set kongen gøre den første gang; men prinsessen lå på sofaen og ville ikke sige et eneste ord. Nu kom det an på, om Johannes kunne gætte den tredje gang. Gik det godt, skulle han jo have den dejlige prinsesse, og arve det hele kongerige, når den gamle konge døde; gættede han galt, så skulle han miste sit liv, og trolden ville spise hans smukke blå øjne.
Aftnen i forvejen gik Johannes tidlig i seng, læste sin aftenbøn, og sov så ganske roligt; men rejsekammeraten spændte vingerne på sin ryg, bandt sablen ved sin side og tog alle tre ris med sig, og fløj så til slottet.
Det var ganske bælgmørk nat, det stormede så tagstenene fløj af husene, og træerne inde i haven, hvor benradene hang, svajede ligesom siv, når det blæste; det lynede hvert øjeblik, og tordenen rullede ligesom om det kun var et eneste skrald, der varede hele natten. Nu slog vinduet op, og prinsessen fløj ud; hun var så bleg, som en død, men hun lo af det onde vejr, syntes det var ikke stærkt nok, hendes hvide kåbe hvirvlede rundt i luften, ligesom et stort skibssejl, men rejsekammeraten piskede hende sådan med sine tre ris, så blodet dryppede ned på jorden, og hun til sidst næppe kunne flyve længere. Endelig kom hun da ud til bjerget.
"Det hagler og stormer," sagde hun; "aldrig har jeg været ude i sådant et vejr."
"Man kan også få for meget af det gode," sagde trolden. Nu fortalte hun ham, at Johannes også havde gættet rigtigt anden gang; gjorde han nu det samme i morgen, da havde han vundet, og hun kunne aldrig mere komme ud til bjerget, skulle aldrig kunne gøre sådanne troldkunster, som før; derfor var hun ganske bedrøvet.
"Han skal ikke kunne gætte!" sagde trolden, "jeg skal nok finde på noget, han aldrig har tænkt på! eller også må han være en større troldmand, end jeg. Men nu vil vi være lystige!" og så tog han prinsessen i begge hænder og de dansede rundt med alle de små nisser og lygtemænd, der var i stuen; de røde edderkopper sprang lige så lystigt op og ned af væggen, det så ud som ildblomsterne gnistrede. Uglen slog på tromme, fårekyllingerne peb og de sorte græshopper blæste på mundharpe. Det var et lystigt bal!
Da de nu havde danset længe nok, måtte prinsessen hjem, for ellers kunne hun blive savnet på slottet; trolden sagde, han nok ville følge hende, så var de dog så længe sammen endnu.
De fløj da af sted i det onde vejr, og rejsekammeraten sled sine tre ris op på deres rygstykker; aldrig havde trolden været ude i sådan et haglvejr. Uden for slottet sagde han farvel til prinsessen, og hviskede i det samme til hende: "Tænk på mit hoved," men rejsekammeraten hørte det nok, og lige i det øjeblik prinsessen smuttede igennem vinduet ind i sit sovekammer, og trolden ville vende om igen, greb han ham i hans lange sorte skæg, og huggede med sablen hans ækle troldhoved af lige ved skuldrene, så trolden ikke engang fik det selv at se; kroppen kastede han ud i søen til fiskene, men hovedet dykkede han kun ned i vandet, og bandt det så ind i sit silkelommetørklæde, tog det med hjem i værtshuset, og lagde sig så til at sove.
Næste morgen gav han Johannes lommetørklædet, men sagde, han ikke måtte løse det op, før prinsessen spurgte, hvad det var, hun havde tænkt på.
Der var så mange mennesker i den store sal på slottet, at de stod op på hinanden, ligesom radiser, der er bundet i et knippe. Rådet sad i deres stole med de bløde hovedpuder, og den gamle konge havde nye klæder på, guldkronen og scepteret var poleret, det så ganske nydeligt ud; men prinsessen var ganske bleg, og havde en kulsort kjole på, ligesom hun skulle til begravelse.
"Hvad har jeg tænkt på?" sagde hun til Johannes, og straks løste han lommetørklædet op, og blev selv ganske forskrækket, da han så det fæle troldhoved. Det gøs i alle mennesker, for det var forskrækkeligt at se, men prinsessen sad ligesom et stenbillede, og kunne ikke sige et eneste ord; til sidst rejste hun sig op, og gav Johannes hånden, for han havde jo gættet rigtigt; hun så hverken på den ene eller den anden, men sukkede ganske dybt: "Nu er du min herre! I aften vil vi holde bryllup!"
"Det kan jeg lide!" sagde den gamle konge, "således skal vi have det!" Alle folk råbte hurra, vagtparaden gjorde musik i gaderne, klokkerne ringede, og kagekonerne tog det sorte flor af deres sukkergrise, for nu var der glæde. Tre hele stegte okser, fyldte med ænder og høns, blev sat midt på torvet, enhver kunne der skære sig et stykke; i vandspringene sprang den dejligste vin, og købte man en skillingskringle hos bageren, fik man seks store boller i tilgift, og det boller med rosiner i.
Om aftnen var hele byen illumineret, og soldaterne skød med kanoner, og drengene med knaldperler, og der blev spist og drukket, klinket og sprunget oppe på slottet, alle de fornemme herrer og de dejlige frøkner dansede med hinanden; man kunne langt borte høre, hvor de sang:
"Her er så mange smukke piger,
som vil ha' dem en svingom,
de begærer tamburmarchen,
smukke pige, vend dig om.
Danser og tramper,
så skosålerne faldera!"
Men prinsessen var jo en heks endnu, og holdt slet ikke noget af Johannes; det huskede rejsekammeraten på, og derfor gav han Johannes tre fjer af svanevingerne, og en lille flaske med nogle dråber i, sagde til ham, at han skulle lade sætte ved brudesengen et stort kar, fyldt med vand, og når da prinsessen ville stige op i sengen, skulle han give hende et lille stød så hun faldt ned i vandet, hvor han skulle dykke hende tre gange, efter først at have kastet fjerene og dråberne deri, så ville hun blive fri for sin trolddom, og komme til at holde så meget af ham.
Johannes gjorde alt, hvad rejsekammeraten havde rådet ham; prinsessen skreg ganske højt, idet han dykkede hende ned under vandet, og sprællede ham under hænderne, som en stor, kulsort svane, med gnistrende øjne; da hun anden gang kom op over vandet igen, var svanen hvid, på en eneste sort ring nær, den havde om halsen. Johannes bad fromt til Vorherre, og lod vandet tredje gang spille hen over fuglen, og i samme øjeblik forvandledes den til den dejligste prinsesse. Hun var endnu smukkere end før, og takkede ham med tårer i sine dejlige øjne, fordi han havde hævet hendes fortryllelse. Næste morgen kom den gamle konge med hele sin hofstat, og der var en gratuleren til langt op på dagen; til allersidst kom da rejsekammeraten, han havde sin stok i hånden og ranslen på nakken. Johannes kyssede ham så mange gange, sagde, han måtte ikke rejse bort, han skulle blive hos ham, thi han var jo skyld i hele hans lykke. Men rejsekammeraten rystede med hovedet, og sagde så mildt og venligt: "Nej, nu er min tid omme. Jeg har kun betalt min gæld. Kan du huske den døde mand, de onde mennesker ville gøre fortræd. Du gav alt, hvad du ejede, for at han kunne have ro i sin grav. Den døde er jeg!"
I det samme var han borte.
Brylluppet varede nu en hel måned, Johannes og prinsessen holdt så meget af hinanden, og den gamle konge levede mange fornøjede dage og lod deres små bitte børn ride ranke på sit knæ og lege med sit scepter; men Johannes var konge over hele riget.
Nadaljuj z branjem
