Ključ od vhodnih vrat

Prevod

Vsak ključ ima svojo zgodbo in ključev je veliko: ključ dvornega komornika, ključ za navijanje ure, ključ svetega Petra; o vseh bi lahko pripovedovali, a zdaj bomo povedali samo zgodbo o ključu vhodnih vrat komornega svetnika.

Izdelal ga je ključavničar, vendar bi ključ prav lahko mislil, da je nastal pri kovaču, tako krepko ga je mož prijemal, tolkel po njem in ga pilil. Za hlačni žep je bil prevelik, zato je moral v žep suknje. Tam je pogosto ležal v temi, sicer pa je imel svoje stalno mesto na steni, poleg svetnikove silhuete iz otroških let; na njej je bil videti kakor žemljica z nabranim ovratnikom.

Pravijo, da se v značaju in ravnanju vsakega človeka pozna nekaj nebesnega znamenja, pod katerim je rojen: bika, device, škorpijona, kakor jih imenujejo v pratiki. Svetnikova žena ni omenjala nobenega od teh; govorila je, da je njen mož rojen v »znamenju samokolnice«, saj ga je bilo treba zmeraj potiskati naprej.

Oče ga je porinil v urad, mati ga je porinila v zakon, žena pa ga je potisnila vse do naslova komornega svetnika; a tega zadnjega ni govorila. Bila je preudarna, poštena žena, ki je znala ob pravem času molčati, ob pravem času govoriti in ob pravem času potisniti.

Zdaj je bil že v letih, »skladno raščen«, kakor je sam dejal, načitan in dobrodušen mož, povrhu pa še poznavalec ključev, o čemer bomo izvedeli več pozneje. Vedno je bil dobre volje, vse ljudi je imel rad in z vsakim se je rad pogovarjal. Kadar je šel v mesto, ga je bilo težko spraviti domov, če ni bila mamica z njim, da ga je potiskala naprej. Z vsakim znancem, ki ga je srečal, je moral poklepetati. Znanstev pa je imel veliko in kosilo je zaradi tega trpelo.

Svetnikova žena je prežala pri oknu. »Zdaj prihaja!« je rekla služkinji. »Pristavi lonec! — Zdaj se je ustavil in z nekom govori, odstavi ga, sicer se bo jed preveč razkuhala! — No, zdaj pa res prihaja! Le spet pristavi lonec!«

A zato še ni prišel. Lahko je stal tik pod domačim oknom in kimal gor, a če je šel mimo kak znanec, si ni mogel pomagati: moral mu je reči nekaj besed. Če je med pogovorom prišel še drug znanec, je prvega prijel za gumbnico, drugemu segel v roko, obenem pa klical tretjega, ki je hotel mimo.

To je bila za svetnikovo ženo prava preizkušnja potrpežljivosti. »Svetnik! Svetnik!« je tedaj zaklicala. »Da, ta človek je rojen v znamenju samokolnice; nikamor ne pride, če ga kdo ne potiska naprej!«

Zelo rad je zahajal v knjigarne ter prelistaval knjige in časopise. Svojemu knjigarnarju je plačeval majhno nadomestilo, da je smel nove knjige brati doma, se pravi, da je smel pole razrezati po dolgem, ne pa tudi počez, kajti potem knjig ni bilo več mogoče prodajati kot nove. Bil je živ časopis, vendar povsem spodoben: vedel je vse o zarokah, porokah in pogrebih, o knjižnih novicah in mestnih govoricah, pa še skrivnostno je namigoval, da ve tudi tisto, česar ni vedel nihče drug. To je izvedel od ključa vhodnih vrat.

Že kot mlada mladoporočenca sta svetnik in njegova žena živela v lastni hiši in od takrat sta imela isti ključ vhodnih vrat. Toda tedaj še nista poznala njegovih čudovitih moči; te sta odkrila šele pozneje.

Bilo je za časa kralja Frederika Šestega. København tedaj še ni imel plinske razsvetljave, temveč svetilke na ribje olje; ni imel ne Tivolija ne Casina, ne tramvajev ne železnice. V primerjavi z današnjim časom je bilo razvedrila bolj malo. Ob nedeljah so ljudje odhajali skozi mestna vrata na sprehod do pokopališča Assistens, prebirali napise na grobovih, sedali v travo, jedli iz svojih košar in zraven popili kozarček žganja; ali pa so šli v Frederiksberg, kjer je pred gradom igrala polkovna godba in se je zbiralo veliko ljudi, da bi gledali kraljevo družino, kako pluje po ozkih kanalčkih. Stari kralj je krmaril čoln, on in kraljica pa sta pozdravljala vse ljudi brez razlike v stanu. Tja so prihajale premožne mestne družine in pile večerni čaj. Vročo vodo so lahko dobile v majhni kmečki hiši na polju zunaj parka, samovar pa so morale prinesti s seboj.

Tja sta se sončnega nedeljskega popoldneva odpravila tudi svetnik in njegova žena; služkinja je hodila spredaj s samovarjem, košaro hrane in »Sobianom iz Spendrupove žganjarne«.

»Vzemi ključ vhodnih vrat!« je rekla svetnikova žena. »Da bova lahko prišla v svojo hišo, ko se vrneva; saj veš, da vrata ob mraku zaklenejo, vrvica pri zvoncu pa je že od jutra strgana! — Pozno bomo doma! Po Frederiksbergu gremo še v Casortijevo gledališče na Vesterbru gledat pantomimo: ‘Harlekin, vodja mlatcev’; tam se spustijo dol na oblaku; vstopnina je dve marki na osebo!«

Šli so v Frederiksberg, poslušali godbo, gledali kraljeve čolne s plapolajočimi zastavami, starega kralja in bele labode. Ko so popili dober čaj, so pohiteli naprej, a v gledališče vendarle niso prišli pravočasno.

Ples na vrvi je bil že mimo, ples na hoduljah tudi in pantomima se je že začela; kakor zmeraj so prišli prepozno, za to pa je bil kriv svetnik. Na poti se je vsak hip ustavljal, da je govoril z znanci; tudi v gledališču je našel dobre prijatelje in po predstavi sta z ženo vsekakor morala z njimi k neki družini na »Bru« na kozarec punča. Obisk naj bi trajal le deset minut, a so se te raztegnile na celo uro. Govorili so in govorili. Posebno zabaven je bil neki švedski baron — ali pa je bil nemški, tega si svetnik ni natanko zapomnil; zato pa si je za vselej zapomnil spretnost s ključem, ki ga je je baron naučil. Bila je nadvse zanimiva! Ključ je znal pripraviti do tega, da je odgovoril na vse, kar so ga vprašali, tudi na največje skrivnosti.

Svetnikov ključ vhodnih vrat je bil za to posebno pripraven: imel je težko brado, ta pa mora viseti navzdol. Baron si je obroč ključa položil na kazalec desne roke. Ključ je visel lahno in prosto; vsak utrip v prstni konici ga je lahko spravil v gibanje, da se je zavrtel, če pa se ni, ga je baron znal neopazno obrniti, kakor je hotel. Vsak obrat je pomenil po eno črko, od A naprej po abecedi, kolikor je bilo treba. Ko so našli prvo črko, se je ključ obrnil v nasprotno smer; nato so poiskali naslednjo in tako dobivali cele besede, cele stavke, odgovore na vprašanja. Vse skupaj je bila laž, vendar vselej zabavna; približno tako je sprva mislil tudi svetnik, a pri tem ni ostal: z vso dušo se je predal ključu.

»Mož! Mož!« je zaklicala svetnikova žena. »Vesterport zaprejo ob dvanajstih! Ne bomo mogli v mesto, samo še četrt ure imamo, da pohitimo!« Morali so pohiteti; kmalu jih je prehitelo več ljudi, ki so prav tako hoteli v mesto. Ko so se naposled približali zunanji stražnici, je odbilo dvanajst in vrata so se z loputom zaprla. Precej ljudi je ostalo zunaj, med njimi tudi svetnik in njegova žena s služkinjo, samovarjem in prazno košaro. Nekateri so bili močno prestrašeni, drugi nejevoljni; vsak je to sprejel po svoje. Kaj naj bi storili?

Na srečo so bili pred kratkim odredili, da enih mestnih vrat, Nørreporta, ne zaklepajo; tam so pešci lahko prišli skozi stražnico v mesto.

Pot vendarle ni bila prav kratka, toda vreme je bilo lepo, nebo jasno, posuto z zvezdami in utrinki, po jarkih in močvirjih so regljale žabe. Družba je začela peti, pesem za pesmijo, svetnik pa ni pel, niti ni gledal zvezd, še na svoje noge ni pazil: tik ob robu jarka je padel, kolikor je bil dolg in širok. Človek bi mislil, da je preveč popil, a ni bil kriv punč; ključ mu je stopil v glavo in se tam vrtel.

Naposled so prišli do stražnice na Nørrebru, prečkali most in stopili v mesto. »Zdaj sem pa spet vesela!« je rekla svetnikova žena. »Tu so naša vrata!« »Kje pa je ključ vhodnih vrat?« je rekel svetnik. Ni ga bilo ne v zadnjem ne v stranskem žepu.

»Ljubi Bog!« je zaklicala svetnikova žena. »Nimaš ključa? Izgubil si ga pri tistih čarovnijah z baronom. Kako bomo zdaj prišli noter! Saj veš, da je vrvica pri zvoncu že od jutra strgana, nočni čuvaj pa nima ključa naše hiše. To je obupno!«

Služkinja je začela tuliti, svetnik pa je edini ostal priseben. »Pri trgovcu z živili moramo razbiti šipo!« je rekel. »Zbudili ga bomo, pa nas bo spustil noter.«

Razbil je eno šipo, razbil drugo. »Petersen!« je vpil in skozi razbito okno potisnil ročaj dežnika; tedaj je v kleti glasno zakričala trgovčeva hči. Trgovec je planil skozi vrata svoje prodajalne in zaklical: »Čuvaj!« Še preden si je dobro ogledal svetnikovo družino, jo prepoznal in spustil v hišo, je čuvaj že zažvižgal in iz sosednje ulice mu je z žvižgom odgovoril drug čuvaj. Ljudje so se prikazali pri oknih. »Kje gori? Kje je razgrajanje?« so spraševali in še vedno spraševali, ko je bil svetnik že v svoji sobi, slekel suknjo in — v njej je bil ključ vhodnih vrat! — Ne v žepu, temveč v podlogi; tja je zdrsnil skozi luknjo, ki je v žepu ne bi smelo biti.

Od tistega večera je ključ vhodnih vrat dobil prav posebno veljavo, ne le kadar so šli zvečer od doma, temveč tudi kadar so sedeli doma in je svetnik razkazoval svojo modrost ter pustil ključu odgovarjati na vprašanja.

Zamislil si je najverjetnejši odgovor, potem pa pripravil ključ do tega, da ga je dal; nazadnje je še sam verjel vanj. Lekarnar pa ni verjel, mlad mož, ki je bil bližnji sorodnik svetnikove žene.

Ta lekarnar je bil bistre, kritične glave; že kot šolar je pisal knjižne in gledališke kritike, vendar brez podpisa, kar veliko pomeni. Bil je tisto, čemur pravijo ljubitelj lepih umetnosti, a v duhove nikakor ni verjel, še najmanj v duhove ključev.

»O, verjamem, verjamem,« je rekel. »Preljubi gospod svetnik, v ključ vhodnih vrat in vse duhove ključev verjamem prav tako trdno kakor v novo znanost, ki se začenja širiti: v ples miz in duhove v starem in novem pohištvu. Ste že slišali o tem? Jaz sem! Dvomil sem, saj veste, da sem dvomljivec, a spreobrnil sem se, ko sem v povsem verodostojnem tujem časopisu prebral strašno zgodbo. Gospod svetnik, si lahko predstavljate — povedal jo bom natanko tako, kakor sem jo prebral. Dva bistra otroka sta videla, kako sta starša prebudila duha v veliki jedilni mizi. Ko sta bila malčka sama, sta hotela na enak način z drgnjenjem oživiti staro komodo. Življenje je prišlo vanjo, duh se je prebudil, vendar ni trpel otroškega ukazovanja; komoda se je dvignila, v njej je zaškripalo, potisnila je predale navzven in s svojimi nogami položila vsakega otroka v svoj predal. Potem je z njima stekla skozi odprta vrata, po stopnicah in na ulico, naravnost do kanala, kjer se je vrgla v vodo in utopila oba otroka. Mali trupli so pokopali v krščansko zemljo, komodo pa odpeljali v mestno hišo, jo obsodili zaradi umora otrok in jo živo sežgali na trgu. To sem prebral!« je rekel lekarnar. »Prebral v tujem časopisu, nisem si sam izmislil. Naj me ključ vzame, če ni res! Zdaj sem pa izrekel hudo prisego!«

Svetniku se je takšno govorjenje zdelo pregroba šala; nikoli se nista mogla pogovarjati o ključu. Lekarnar je bil za ključe preveč neumen. Svetnik pa je v poznavanju ključev napredoval; ključ mu je bil zabava in vir modrosti.

Nekega večera se je svetnik ravno odpravljal spat in stal napol slečen, ko je potrkalo na vrata proti hodniku. Tako pozno je prišel trgovec iz kleti; tudi on je bil napol slečen, vendar mu je, kakor je povedal, nenadoma prišlo nekaj na misel in bal se je, da mu bo misel čez noč ušla.

»O svoji hčeri, Lotte-Lene, moram govoriti. Čedno dekle je, birmana je že, zdaj pa bi rad videl, da bi se dobro namestila!« »Saj še nisem vdovec!« je rekel svetnik in se nasmehnil. »Pa tudi sina nimam, da bi ji ga ponudil!«

»Saj me razumete, gospod svetnik!« je rekel trgovec. »Klavir zna igrati, peti zna; gotovo jo slišite tu zgoraj. Ne veste, kaj vse zna to dekle uganjati, govor in hojo vsakega človeka zna posnemati. Za gledališče je ustvarjena, in to je dobra pot za čedna dekleta iz dobrih družin, še grofijo si lahko primožijo, čeprav ne jaz ne Lotte-Lene ne misliva na to. Peti zna, klavir zna igrati! Pa sem šel oni dan z njo v pevsko šolo. Zapela je; vendar nima tistega, čemur jaz pri ženskah pravim pivski bas, pa tudi v najvišjih tonih ne kriči kakor kanarček, kar zdaj zahtevajo od pevk, zato so ji to pot odločno odsvetovali. No, sem si mislil, če ne more postati pevka, lahko še vedno postane igralka, za to je potreben samo glas. Danes sem o tem govoril z režiserjem, kakor mu pravijo. ‘Ali je načitana?’ me je vprašal. ‘Ne,’ sem rekel, ‘prav nič!’ — ‘Načitanost je za umetnico nujna!’ je rekel. To si pa še lahko pridobi, sem menil, in šel domov. Lahko gre v izposojevalnico knjig in bere, kar imajo, sem si mislil. Potem pa nocoj sedim in se slačim, pa se mi utrne: zakaj bi knjige najemali, če si jih lahko brezplačno izposodimo? Gospod svetnik jih ima polno, pa naj bere njegove; čtiva je dovolj in nič je ne bo stalo!«

»Lotte-Lene je prijetno dekle!« je rekel svetnik. »Čedno dekle! Knjige bo dobila za branje. Ampak ali ima tisto, čemur pravijo iskra v duhu, nekaj genialnega, genij? In ali ima, kar je tu prav tako pomembno, srečo na svoji strani?«

»Dvakrat je zadela na blagovni loteriji,« je rekel trgovec. »Enkrat je dobila omaro, drugič šest parov rjuh; temu jaz pravim sreča in to ima!«

»Vprašal bom ključ!« je rekel svetnik. Ključ je položil na svoj desni kazalec in na trgovčev desni kazalec ter ga pustil, da se je vrtel in dajal črko za črko.

Ključ je rekel: »Zmaga in sreča!« Tako je bila prihodnost Lotte-Lene določena. Svetnik ji je nemudoma dal dve knjigi v branje: »Dyveke« in Kniggejevo »O občevanju z ljudmi«.

Od tistega večera se je med Lotte-Lene in svetnikovo družino spletlo tesnejše poznanstvo. Prihajala je gor k njima in svetnik je menil, da je razumno dekle: verjela je vanj in v ključ. Svetnikova žena je v odkritosti, s katero je dekle vsak hip razkrivalo svoje veliko neznanje, videla nekaj otroškega, nedolžnega. Zakonca sta jo imela vsak po svoje rada, ona pa njiju.

»Kako lepo diši tam zgoraj!« je govorila Lotte-Lene. Res je dišalo, po hodniku se je širil vonj po jabolkih, saj je svetnikova žena tam spravila cel sod gravenštajnskih jabolk. Po vseh sobah pa je dišalo tudi po kadilu iz vrtnic in sivke.

»To daje nekaj imenitnega!« je rekla Lotte-Lene. Njene oči so se veselile tudi številnih lepih cvetlic, ki jih je svetnikova žena vedno imela; celo sredi zime sta tu cveteli španska bezeg in češnjeva veja. Odrezane, gole veje so postavili v vodo in v topli sobi so kmalu pognale liste in cvetove.

»Človek bi mislil, da je življenje zapustilo gole veje, pa poglejte, kako vstaja od mrtvih.« »Na to še nikoli nisem pomislila!« je rekla Lotte-Lene. »Kako ljubka je vendar narava!«

Svetnik ji je pokazal tudi svojo »knjigo ključa«, v kateri je imel zapisane nenavadne reči, ki jih je povedal ključ; celo o polovici jabolčnega kolača, ki je izginila iz omare prav tisti večer, ko je imela služkinja na obisku svojega ljubega.

Svetnik je vprašal ključ: »Kdo je pojedel jabolčni kolač, mačka ali njen ljubi?« In ključ vhodnih vrat je odgovoril: »Ljubi!« Svetnik je to verjel že pred vprašanjem, služkinja pa je priznala: prekleti ključ je vendar vedel vse.

»Kaj ni to čudovito!« je rekel svetnik. »Ta ključ, ta ključ! In za Lotte-Lene je rekel: ‘Zmaga in sreča!’ — To bomo še videli! — Jaz jamčim za to.«

»Kako lepo!« je rekla Lotte-Lene. Svetnikova žena ni bila tako zaupljiva, vendar svojih dvomov ni izrekala vpričo moža. Pozneje pa je Lotte-Lene zaupala, da je bil svetnik v mladih letih ves prevzet od gledališča. Če bi ga bil takrat kdo malo potisnil, bi bil gotovo postal igralec, a družina ga je potiskala proč. Hotel je na oder in da bi prišel tja, je napisal komedijo.

»Veliko skrivnost vam zaupam, mala Lotte-Lene. Komedija ni bila slaba, v Kraljevem gledališču so jo sprejeli, občinstvo pa jo je izžvižgalo, tako da odtlej nihče več ni slišal zanjo, in tega sem vesela. Njegova žena sem in ga poznam. Zdaj hočete po isti poti vi; želim vam vse dobro, a ne verjamem, da bo šlo, ne verjamem v ključ vhodnih vrat!«

Lotte-Lene je verjela vanj in v tej veri sta se s svetnikom srečevala. Njuni srci sta se razumeli v vsej spodobnosti in časti. Dekle pa je imelo še druge spretnosti, ki jih je svetnikova žena cenila. Lotte-Lene je znala iz krompirja izdelovati škrob, iz starih svilenih nogavic šivati svilene rokavice in na novo prevleči svoje svilene plesne čeveljce, čeprav bi si bila lahko privoščila vsa oblačila nova. Imela je, kakor je govoril trgovec z živili, šilinge v predalu mize in obveznice v blagajni. Pravšnja žena za lekarnarja bi bila, je mislila svetnikova žena, a tega ni rekla, niti ni pustila, da bi to povedal ključ. Lekarnar se je nameraval kmalu ustaliti in odpreti svojo lekarno v enem bližnjih večjih podeželskih mest.

Lotte-Lene je vztrajno brala »Dyveke« in Kniggejevo »O občevanju z ljudmi«. Obe knjigi je obdržala dve leti, zato pa je eno znala na pamet: »Dyveke«, vse vloge. Toda nastopiti je hotela le v eni, v vlogi Dyveke, in ne v prestolnici, kjer je toliko zavisti in kjer je niso hoteli. Svojo umetniško pot, kakor jo je imenoval svetnik, je hotela začeti v enem večjih podeželskih mest.

Po prav nenavadnem naključju je bilo to ravno mesto, v katerem se je mladi lekarnar ustalil kot najmlajši, če že ne edini mestni lekarnar.

Prišel je veliki, težko pričakovani večer: Lotte-Lene naj bi nastopila, dosegla zmago in srečo, kakor je napovedal ključ. Svetnika ni bilo tam, ležal je v postelji in žena ga je negovala; potreboval je tople prtiče in kamilični čaj: prtiče okoli trebuha in čaj vanj.

Zakonca nista videla predstave »Dyveke«, lekarnar pa jo je in o njej pisal svoji sorodnici, svetnikovi ženi. »Najboljši je bil ovratnik Dyveke!« je zapisal. »Če bi imel svetnikov ključ vhodnih vrat v žepu, bi ga vzel ven in zažvižgal vanj; to bi si zaslužila ona in tudi ključ, ki ji je tako sramotno nalagal: ‘Zmaga in sreča.’«

Svetnik je prebral pismo. Vse skupaj je zloba, je dejal, sovraštvo do ključa, ki se znaša nad nedolžnim dekletom. Brž ko je vstal iz postelje in bil spet človek, je lekarnarju poslal kratko, a strupeno pisemce; ta pa je odgovoril, kakor da je v vsej poslanici videl samo šalo in dobro voljo.

Zahvalil se mu je zanj kakor tudi za vsak prihodnji dobrohotni prispevek k širjenju glasu o neprimerljivi vrednosti in pomenu ključa; nato je svetniku zaupal, da poleg svojega lekarniškega dela piše velik roman o ključih, v katerem so vse nastopajoče osebe ključi, sami ključi in nič drugega. »Ključ vhodnih vrat« je seveda glavni junak, za zgled pa mu služi svetnikov ključ, obdarjen z jasnovidnostjo in preroško močjo; okoli njega se morajo vrteti vsi drugi ključi: stari ključ dvornega komornika, ki pozna dvorni blišč in slavja; ključ za navijanje ure, droben, ličen in imeniten, za štiri šilinge pri železninarju; ključ cerkvene klopi, ki se prišteva k duhovščini in je videl duhove, ker je neko noč ostal v ključavnici v cerkvi; ključ shrambe, drvarnice in vinske kleti, vsi nastopajo, se priklanjajo in vrtijo okoli ključa vhodnih vrat. Sončni žarki ga obsijejo, da se zasveti kakor srebro, veter, duh sveta, švigne vanj, da zažvižga. To je ključ vseh ključev; nekoč je bil svetnikov ključ vhodnih vrat, zdaj je ključ nebeških vrat, papeški ključ je, nezmotljiv je!«

»Zloba!« je rekel svetnik. »Piramidalna zloba!« Z lekarnarjem se nista nikoli več videla. — Pač, ob pogrebu svetnikove žene. Ona je umrla prva.

V hiši sta zavladali žalost in praznina. Celo odrezane češnjeve veje, ki so bile pognale sveže poganjke in cvetove, so žalovale in ovenele; stale so pozabljene, ona jih ni več negovala.

Svetnik in lekarnar sta šla za njeno krsto drug ob drugem kot njena najbližja sorodnika; tu ni bilo ne časa ne razpoloženja za prerekanje.

Lotte-Lene je okoli svetnikovega klobuka zavezala žalni trak. Bila je v hiši, že zdavnaj se je vrnila, brez zmage in sreče na umetniški poti. A sreča je še lahko prišla, Lotte-Lene je imela prihodnost. Ključ je to povedal in svetnik je to povedal.

Prišla je gor k njemu. Govorila sta o pokojni in jokala, Lotte-Lene je bila mehka; govorila sta o umetnosti in Lotte-Lene je bila odločna. »Gledališko življenje je ljubko!« je rekla. »Ampak toliko je nesmislov in zavisti! Raje grem svojo pot. Najprej jaz, potem umetnost!«

Knigge je v svojem poglavju o igralcih govoril resnico, to je zdaj spoznala; ključ ni govoril resnice, vendar tega svetniku ni rekla, saj ga je imela rada.

Ključ vhodnih vrat mu je bil sicer vse leto žalovanja v tolažbo in spodbudo. Postavljal mu je vprašanja in ključ mu je dajal odgovore. Ko pa je leto minilo in sta z Lotte-Lene nekega večera sedela skupaj, prevzeta od razpoloženja, je vprašal ključ:

»Ali se bom poročil in s kom se bom poročil?« Nikogar ni bilo, da bi ga potisnil; sam je potisnil ključ in ta je rekel: »Lotte-Lene!« Tako je bilo izrečeno in Lotte-Lene je postala svetnikova žena.

»Zmaga in sreča!« Ti besedi sta bili napovedani — izrekel ju je ključ vhodnih vrat.

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

Hver nøgle har sin historie og der er mange nøgler: kammerherrenøgle, urnøgle, Sankt Peters nøgle; vi kan fortælle om alle nøglerne, men nu fortæller vi kun om kammerrådens portnøgle.

Den var blevet til hos en klejnsmed, men den kunne godt tro at det var hos en grovsmed, således tog manden på den, hamrede og filede. Den var for stor for bukselomme, så måtte den i frakkelomme. Her lå den tit i mørke, men forresten havde den sin bestemte plads på væggen, ved siden af kammerrådens silhuet fra barndomstiden, der så han ud som en bolle med kalvekrøs.

Man siger, at ethvert menneske får i sin karakter og handlemåde noget af det himmeltegn, han fødes under, Tyren, Jomfruen, Skorpionen, som de kaldes i almanakken. Kammerrådinden nævnede ingen af disse, hun sagde, hendes mand var født under "Hjulbørens Tegn," altid måtte han skubbes frem.

Hans fader skubbede ham ind på et kontor, hans moder skubbede ham ind i ægtestanden, og hans kone skubbede ham op til kammerråd, men det sidste sagde hun ikke, hun var en besindig, brav kone, der tav på rette sted, talte og skubbede på rette sted.

Nu var han oppe i årene, "velproportioneret," som han selv sagde, en mand med læsning, godmodighed og dertil nøgleklog, noget vi nærmere skal forstå. Altid var han i godt humør, alle mennesker holdt han af og gad gerne tale med. Gik han i byen, var det svært at få ham hjem igen, når ikke mutter var med og skubbede ham. Han måtte tale med enhver bekendt, han mødte. Han havde mange bekendte, og det gik ud over middagsmaden.

Fra vinduet passede kammerrådinden på. "Nu kommer han!" sagde hun til pigen, "sæt gryden på! - Nu står han stille og taler med én, tag så gryden af, ellers bliver maden kogt for meget! - Nu kommer han da! ja sæt så gryden på igen!"

Men derfor kom han ikke.

Han kunne stå lige under husets vindue og nikke op, men kom så en bekendt forbi, da kunne han ikke lade være, han måtte sige ham et par ord; kom da, idet han talte med denne, en anden bekendt, så holdt han den første ved knaphullet og tog den anden i hånden, mens han råbte på en tredje, der ville forbi.

Det var en tålmodighedsprøve for kammerrådinden. "Kammerråd! Kammerråd!" råbte hun da, "ja den mand er født under Hjulbørens Tegn, af sted kan han ikke komme, uden han skubbes frem!"

Han holdt meget af at gå i boglader, se i bøger og blade. Han gav sin boghandler et lille honorar for hjemme hos sig at turde læse de nye bøger, det vil sige, have lov til at skære bøgerne op på langs, men ikke på tværs, thi da kan de ikke sælges som nye. Han var en levende avis i al skikkelighed, vidste besked om forlovelser, bryllupper og begravelser, bogsnak og bysnak, ja han henkastede hemmelighedsfulde hentydninger om at vide besked, hvor ingen vidste den. Han havde det fra portnøglen.

Allerede som unge nygifte boede kammerrådens i deres egen gård, og fra den tid havde de samme portnøgle, men ikke da kendte de dens forunderlige kræfter, dem lærte de først senere at kende.

Det var i kong Frederik den Sjettes tid. København havde dengang ingen gas, den havde tranlygter, den havde intet Tivoli eller Casino, ingen sporvogne og ingen jernbaner. Det var småt med fornøjelser imod hvad det nu er. Om søndagen gik man sig en tur ud af porten til Assistenskirkegården, læste indskrifterne på gravene, satte sig i græsset, spiste af sin madkurv og drak sin snaps til, eller man gik til Frederiksberg, hvor der foran slottet var regimentsmusik og mange mennesker for at se den kongelige familie ro om i de små, snævre kanaler, hvor den gamle konge styrede båden, han og dronningen hilste alle mennesker, uden standsforskel. Derud kom velstående familier fra byen og drak deres aftente. Varmt vand kunne de få i et lille bondehus på marken uden for haven, men de måtte selv bringe maskine med.

Derud drog kammerrådens en solskins-søndag-eftermiddag; tjenestepigen gik foran med maskine og en kurv med madvarer og "en Sobian af Spendrups."

"Tag portnøglen!" sagde kammerrådinden, "at vi kan slippe ind i vort eget, når vi kommer tilbage; du ved her lukkes ved mørkningen og klokkestrengen er itu fra i morges! - Vi kommer silde hjem! vi skal, efter at have været på Frederiksberg ind i Casortis teater på Vesterbro og se pantomimen: 'Harlekin, formand for tærskerne'; der kommer de ned i en sky; det koster to mark personen!"

Og de gik til Frederiksberg, hørte musikken, så de kongelige både med vajende flag, så den gamle konge og de hvide svaner. Efter at have drukket en god te skyndte de sig af sted, men kom dog ikke betids i teatret.

Linedansen var forbi, styltedansen var forbi, og pantomimen begyndt; de kom som altid for silde, og deri var kammerråden skyld; hvert øjeblik på vejen standsede han for at tale med bekendte; inde i teatret fandt han også gode venner, og da forestillingen var forbi, måtte han og hans frue nødvendigvis følge med ind til en familie på "Broen," for at nyde et glas punch, det ville blive et ophold, kun på ti minutter, men disse drog rigtignok ud til en hel time. Der blev talt og talt. Særdeles underholdende var en svensk baron, eller var det en tysk, det havde kammerråden ikke nøjagtig beholdt, men derimod den kunst med nøglen, han lærte ham, beholdt han for alle tider. Det var overordentlig interessant! han kunne få nøglen til at svare på alt, hvad man spurgte den om, selv det allerhemmeligste.

Kammerrådens portnøgle egnede sig især dertil, den var tung i kammen, og den må hænge ned. Grebet af nøglen lod baronen hvile på sin højre hånds pegefinger. Løst og let hang den der, hvert pulsslag i fingerspidsen kunne sætte den i bevægelse, så at den drejede, og skete det ikke, så forstod baronen umærkeligt at lade den dreje sig, som han ville. Hver drejning var et bogstav fra A og så langt ned i alfabetet, man ville. Når det første bogstav var fundet, drejede nøglen til modsat side; derpå søgte man det næste bogstav, og således fik man hele ord, hele sætninger, svar på spørgsmålet. Løgn var det hele, men altid en morskab, det var også så temmelig kammerrådens første tanke, men den holdt han ikke, den gik med ham helt op i nøglen.

"Mand! Mand!" råbte kammerrådinden. "Vesterport lukkes klokken tolv! vi kommer ikke ind, vi har kun et kvarter at skynde os i."

De måtte skynde sig; flere personer, der ville ind i byen, kom dem snart forbi. Endelig nærmede de sig det yderste vagthus, da slog klokken tolv, porten smældede i; en hel del mennesker stod lukket ude og mellem disse kammerrådens med pige, maskine og tom madkurv. Nogle stod der i stor forskrækkelse, andre i ærgrelse; hver tog det på sin måde. Hvad var der at gøre.

Heldigvis var i den sidste tid taget den bestemmelse, at én af byens porte, Nørreport, blev ikke låst af, der kunne fodgængere slippe igennem vagthuset ind i byen.

Vejen var ikke så kort endda, men vejret smukt, himlen klar med stjerner og stjerneskud, frøerne kvækkede i grøft og i kær. Selskabet selv begyndte at synge, den ene vise efter den anden, men kammerråden sang ikke, så heller ikke efter stjernerne, ja ikke engang efter sine egne ben, han faldt så lang han var lige ved grøftekanten, man kunne tro han havde drukket for meget, men det var ikke punchen, det var nøglen, der var gået ham i hovedet og drejede der.

Endelig nåede de Nørrebros vagthus, slap over broen og ind i staden.

"Nu er jeg glad igen!" sagde kammerrådinden. "Her er vor port!"

"Men hvor er portnøglen!" sagde kammerråden. Den var ikke i baglommen, heller ikke i sidelommen.

"Du forbarmende!" råbte kammerrådinden. "Har du ikke nøglen? Den har du tabt ved de nøglekunster med baronen. Hvordan kommer vi nu ind! Klokkestrengen ved du er itu fra i morges, vægteren har ikke nøgle til huset. Vi er jo i fortvivlelse!"

Tjenestepigen begyndte at hyle, kammerråden var den eneste, der viste fatning.

"Vi må slå en rude ind til spækhøkeren!" sagde han, "få ham op og så slippe ind."

Han slog en rude, han slog to, "Petersen!" råbte han og stak paraplyskaftet ind af ruderne; da skreg højt derinde kældermandens datter. Kældermanden slog butiksdøren op med råbet "vægter!" og før han ret fik set kammerrådsfamilien, kendt den og lukket den ind, peb vægteren og i næste gade svarede en anden vægter og peb. Folk kom frem i vinduerne. "Hvor er ilden? Hvor er spektakel?" spurgte de, og spurgte endnu, da kammerråden allerede var i sin stue, tog frakken af og - i den lå portnøglen, - ikke i lommen, men i foret; dér var den sluppet ned gennem et hul, som ikke skulle være i lommen.

Fra den aften fik portnøglen en særegen stor betydning, ikke blot når man gik ud om aftnen, men når man sad hjemme og kammerråden viste sin kløgt og lod nøglen give svar på spørgsmål.

Han tænkte sig det rimeligste svar og så lod han nøglen give det, til sidst troede han selv derpå; men det gjorde ikke apotekeren, en ung mand i nær slægt med kammerrådinden.

Den apoteker var et godt hoved, et kritisk hoved, han havde allerede fra skoledreng leveret kritikker over bøger og teater, men uden navns nævnelse, det gør så meget. Han var hvad man kalder skønånd, men troede aldeles ikke på ånder, mindst på nøgleånder.

"Jo jeg tror, jeg tror," sagde han, "velsignede hr. kammerråd, jeg tror på portnøglen og alle nøgleånder, så fast som jeg tror på den nye videnskab, som begynder at kendes: borddansen og ånderne i gamle og nye møbler. Har De hørt derom? Jeg har hørt! Jeg har tvivlet, De ved jeg er en tvivler, men jeg er blevet omvendt ved at læse i et ganske troværdigt udenlandsk blad en forfærdelig historie. Kammerråd! vil De tænke Dem, ja jeg giver historien som jeg har den. To kloge børn havde set forældrene vække ånden i et stort spisebord. De små var alene og ville nu forsøge på samme måde at gnide liv i en gammel kommode. Livet kom der, ånden vågnede, men den tålte ikke børnekommando; den rejste sig, det knagede i kommoden, den skød skufferne ud og lagde med sine kommodeben børnene hver i sin skuffe, og så løb kommoden med dem ud af den åbne dør, ned ad trappen og ud på gaden, hen til kanalen, hvor den styrtede sig ud og druknede begge børnene. De små lig kom i kristen jord, men kommoden blev bragt på rådstuen, dømt for barnemord og levende brændt på torvet. Jeg har læst det!" sagde apotekeren, "læst det i et udenlandsk blad, det er ikke noget jeg selv har fundet på. Det er nøglen tage mig sandt! nu bander jeg en høj ed!"

Kammerråden fandt, at en sådan tale var for grov en spøg, de to kunne aldrig tale om nøglen. Apotekeren var nøgledum.

Kammerråden skred frem i nøglekundskab; nøglen var hans morskab og klogskab.

En aften, kammerråden var ved at gå i seng, han stod halv afklædt, da bankede det på døren ud til gangen. Det var kældermanden, som kom så sent; han var også halv afklædt, men han havde, sagde han, fået pludselig en tanke, som han var bange for, at han ikke kunne holde på natten over.

"Det er min datter, Lotte-Lene, jeg må tale om. Hun er en køn pige, hun er konfirmeret, nu ville jeg gerne se hende godt anbragt!"

"Jeg er endnu ikke enkemand!" sagde kammerråden og smålo, "og jeg har ingen søn, jeg kan byde hende!"

"De forstår mig nok, kammerråd!" sagde kældermanden. "Spille klaver kan hun, synge kan hun; det må kunne høres her op i huset. De ved ikke alt, hvad det pigebarn kan hitte på, hun kan tale og gå efter alle mennesker. Hun er skabt for komedien, og det er en god vej for nette piger af god familie, de kan gifte sig et grevskab til, dog derom er ikke tanke hos mig eller Lotte-Lene. Synge kan hun, klaver kan hun! så gik jeg forleden med hende op på sangskolen. Hun sang; men hun har ikke, hvad jeg kalder ølbas hos fruentimmer, ikke kanariefugleskrig op i de højeste toner, som man nu forlanger af sangerinderne, og så rådede man hende aldeles fra den vej. Nå, tænkte jeg, kan hun ikke blive sangerinde, så kan hun altid blive skuespillerinde, der hører da kun mæle til. I dag talte jeg derom til instruktøren, som de kalder ham. 'Har hun læsning?' spurgte han; 'nej,' sagde jeg, 'aldeles ingen!' - 'Læsning er nødvendig for en kunstnerinde!' sagde han; den kan hun få endnu, mente jeg, og så gik jeg hjem. Hun kan gå ind i et lejebibliotek og læse hvad der er, tænkte jeg. Men så sidder jeg nu i aften og klæder mig af, og da falder det mig ind: Hvorfor leje bøger, når man kan få dem at låne. Kammerråden har fuldt op af bøger, lad hende læse dem; der er læsning nok, og den kan hun have frit!"

"Lotte-Lene er en rar pige!" sagde kammerråden, "en køn pige! Bøger skal hun få til læsning. Men har hun dette, som man kalder fut i ånden, det geniale, geniet? Og har hun, hvad her er lige så vigtigt, har hun lykke med sig?"

"Hun har vundet to gange i varelotteriet," sagde kældermanden, "én gang vandt hun et klædeskab, og én gang seks par lagner, det kalder jeg lykke og den har hun!"

"Jeg vil spørge nøglen!" sagde kammerråden.

Og han stillede nøglen på sin højre pegefinger og på kældermandens højre pegefinger, lod nøglen dreje sig og give bogstav på bogstav.

Nøglen sagde: "Sejr og lykke!" og så var Lotte-Lenes fremtid bestemt.

Kammerråden gav hende straks to bøger til læsning: "Dyveke" og Knigges "Omgang med Mennesker."

Fra den aften begyndte et slags nærmere bekendtskab mellem Lotte-Lene og kammerrådens. Hun kom derop i familien, og kammerråden fandt, at hun var en forstandig pige, hun troede på ham og nøglen. Kammerrådinden så i den frimodighed, hvormed hun hvert øjeblik viste sin store uvidenhed, noget barnligt, uskyldigt. Ægteparret hver på sin vis syntes om hende og hun om dem.

"Der lugter så yndigt deroppe!" sagde Lotte-Lene.

Der var lugt, en duft, en æbleduft på gangen, hvor kammerrådinden havde henlagt en hel tønde gråsteneræbler. Der var også en røgelsesduft af roser og lavendler gennem alle stuer.

"Det giver noget fint!" sagde Lotte-Lene. Hendes øjne frydedes dernæst ved de mange smukke blomster, kammerrådinden her altid havde; ja midt om vinteren blomstrede her syren og kirsebærgren. De afskårne bladløse grene blev sat i vand, og i den varme stue bar de snart blomst og blad.

"Man skulle tro at livet var borte i de nøgne grene, men se dog, hvor det står op fra de døde."

"Det er aldrig før faldet mig ind!" sagde Lotte-Lene. "Naturen er dog yndig!"

Og kammerråden lod hende se sin "nøglebog," hvori stod opskrevet mærkelige ting, nøglen havde sagt; selv om en halv æblekage, der var forsvundet fra skabet, netop den aften tjenestepigen havde sin kæreste i besøg.

Og kammerråden spurgte sin nøgle: "Hvem har spist æblekagen, katten eller kæresten?" og portnøglen svarede: "Kæresten!" Kammerråden troede det allerede før han spurgte, og tjenestepigen tilstod: Den forbandede nøgle vidste jo alt.

"Ja er det ikke mærkeligt!" sagde kammerråden. "Den nøgle, den nøgle! og om Lotte-Lene har den sagt: 'Sejr og lykke!' - Det skal vi nu se! - Jeg svarer for det."

"Det er yndigt!" sagde Lotte-Lene.

Kammerrådens frue var ikke så tillidsfuld, men hun sagde ikke sin tvivl når manden hørte på det, men betroede senere Lotte-Lene, at kammerråden, da han var et ungt menneske, havde været aldeles forfalden til teatret. Havde nogen dengang skubbet til ham, da var han bestemt trådt op som skuespiller, men familien skubbede fra. På scenen ville han, og for at komme der skrev han en komedie.

"Det er en stor hemmelighed, jeg betror Dem, lille Lotte-Lene. Komedien var ikke dårlig, den blev antaget på det Kongelige og pebet ud, så at man aldrig siden har hørt om den, og det er jeg glad ved. Jeg er hans kone og kender ham. Nu vil De gå samme vej; - jeg ønsker Dem alt godt, men jeg tror ikke det går, jeg tror ikke på portnøglen!"

Lotte-Lene troede på den, og i den tro mødtes hun med kammerråden.

Deres hjerter forstod hinanden i al tugt og ære.

Pigebarnet havde i øvrigt flere dygtigheder, som kammerrådinden satte pris på. Lotte-Lene forstod at lave stivelse af kartofler, sy silkehandsker af gamle silkestrømper, overtrække sine silkedansesko, uagtet hun havde råd til at købe alt sit tøj nyt. Hun havde hvad spækhøkeren sagde: Skillinger i bordskuffen og obligationer i pengeskabet. Det var egentlig en kone for apotekeren, tænkte kammerrådinden, men hun sagde det ikke, og lod heller ikke nøglen sige det. Apotekeren skulle snart sætte sig ned, have eget apotek og det i en af de nærmeste, største provinsbyer.

Lotte-Lene læste stadigt "Dyveke" og Knigges "Omgang med Mennesker." Hun beholdt de to bøger i to år, men så kunne hun også den ene udenad, Dyveke, alle rollerne, men hun ville kun optræde i den ene, Dyvekes, og ikke optræde i hovedstaden, hvor der er så megen misundelse, og hvor de ikke ville have hende. Hun ville begynde sin kunstnerbane, som kammerråden kaldte det, i en af landets større provinsbyer.

Nu traf det sig ganske forunderligt, at det netop var sammesteds, hvor den unge apoteker havde sat sig ned som byens yngste, om ikke eneste apoteker.

Den store, forventningsfulde aften kom, Lotte-Lene skulle optræde, vinde sejr og lykke, som nøglen havde sagt. Kammerråden var der ikke, han lå til sengs og kammerrådinden plejede ham; han skulle have varme servietter og kamillete: Servietterne om livet og teen i livet.

Ægteparret overværede ikke "Dyveke-forestillingen," men apotekeren var der og skrev brev herom til sin slægtning, kammerrådinden.

"Dyveke-kraven var det bedste!" skrev han. "Havde kammerrådens portnøgle været i min lomme, jeg havde taget den frem og pebet i den, det fortjente hun og det fortjente nøglen, der så skammeligt har løjet hende på: 'Sejr og lykke'."

Kammerråden læste brevet. Det hele var ondskab, sagde han, nøglehad, der gik ud over den uskyldige pige.

Og så snart han rejste sig fra sengen og var menneske igen, sendte han en lille men giftspydig skrivelse til apotekeren, der igen svarede, som om han slet ikke havde forstået andet end spøg og godt humør i den hele epistel.

Han takkede for dette som for hvert fremtidigt, velvilligt bidrag til kundgørelsen om nøglens uforlignelige værd og betydning; dernæst betroede han kammerråden, at han, uden for sin apotekervirksomhed, skrev på en stor nøgleroman, i hvilken alle de handlende personer var nøgler, ene og alene nøgler; "portnøglen" var naturligvis hovedpersonen, og kammerrådens portnøgle var ham forbilledet, begavet med seerblik og spådomsevne; om dén måtte alle de andre nøgler dreje sig: Den gamle kammerherrenøgle, der kendte hoffets glans og festligheder; urnøglen, lille, fin og fornem, til fire skilling hos isenkræmmeren; nøglen til kirkestolen, den regner sig med til gejstligheden og har, ved at sidde en nat over i nøglehul i kirken, set ånder; spisekammer-, brændekammer- og vinkældernøglen, alle træder op, nejer sig og drejer sig om portnøglen. Solstrålerne lyser den op til sølv, vinden, verdensånden, farer ind i den så det fløjter. Den er nøglen for alle nøgler, den var kammerrådens portnøgle, nu er den himmelportens nøgle, den er pavenøgle, den er ufejlbarlig!"

"Ondskab!" sagde kammerråden. "Pyramidal ondskab!"

Han og apotekeren så aldrig oftere hinanden. - Jo, ved kammerrådindens begravelse.

Hun døde først.

Der var sorg og savn i huset. Selv de afskårne kirsebærgrene, som havde sat friske skud og blomster, sørgede og visnede hen; de stod glemte, hun plejede dem ikke.

Kammerråden og apotekeren gik bag efter hendes kiste, side om side, som de to nærmeste slægtninge, her var ikke tid eller stemning til at mundhugges.

Lotte-Lene bandt sørgeflor om kammerrådens hat. Hun var der i huset, forlængst vendt tilbage, uden sejr og lykke på kunstens bane. Men den kunne komme, Lotte-Lene havde en fremtid. Nøglen havde sagt det, og kammerråden havde sagt det.

Hun kom op til ham. De talte om den afdøde og de græd, Lotte-Lene var blød, de talte om kunsten og Lotte-Lene var stærk.

"Teaterlivet er yndigt!" sagde hun, "men der er så meget vrøvl og misundelse! jeg går hellere min egen vej. Først mig selv, så kunsten!"

Knigge havde talt sandt i sit kapitel om skuespillere, det indså hun, nøglen havde ikke talt sandt, men derom talte hun ikke til kammerråden; hun holdt af ham.

Portnøglen var i øvrigt under hele sørgeåret hans trøst og opmuntring. Han gav den spørgsmål, og den gav ham svar. Og da året var omme og han og Lotte-Lene en stemningsfuld aften sad sammen, spurgte han nøglen:

"Gifter jeg mig, og med hvem gifter jeg mig?"

Der var ingen, der skubbede til ham, han skubbede til nøglen, og den sagde: "Lotte-Lene!"

Så var det sagt, og Lotte-Lene blev kammerrådinde.

"Sejr og lykke!"

De ord var sagt, forud - af portnøglen.

Prevod

Izvirnik

Morda ti bo všeč tudi