Waltey
Svinjski pastir
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Svinjski pastir
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 7 min branja
- Obseg
- 6 strani
- Naslov izvirnika
- Svinedrengen
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Svinjski pastir
Nekoč je živel reven princ. Imel je kraljestvo, ki je bilo čisto majhno, vendar še zmeraj dovolj veliko, da se je lahko oženil, in oženiti se je tudi hotel.
Resda je bilo precej drzno, da si je upal cesarjevo hčer vprašati: »Bi me vzela?« A si je kar upal, saj je njegovo ime slovelo daleč naokrog in sto princes bi ga z veseljem vzelo. Toda poglejmo, ali ga je vzela tudi ona.
Zdaj pa poslušajmo: na grobu prinčevega očeta je rasel rožni grm, o, kako prelep rožni grm! Zacvetel je le vsakih pet let, pa še takrat je imel en sam cvet, toda ta vrtnica je tako sladko dišala, da je človek ob njenem vonju pozabil na vse svoje žalosti in skrbi. Princ je imel tudi slavčka, ki je pel, kakor da bi se v njegovem drobnem grlu skrivali vsi prelepi napevi sveta. To vrtnico in tega slavčka naj bi dobila princesa. Zato so ju spravili vsakega v veliko srebrno skrinjico in ju poslali k njej.
Cesar je ukazal, naj ju nesejo pred njim v veliko dvorano, kjer se je princesa s svojimi dvornimi damami igrala »obiske«. Ko je zagledala veliki skrinjici z darili, je od veselja zaploskala.
»Ko bi bil vsaj majhen mucek!« je rekla. Tedaj pa so vzeli iz skrinjice rožni grm s prelepo vrtnico. »O, kako lepo je izdelana!« so rekle vse dvorne dame.
»Več kot lepo!« je rekel cesar. »Prav lična je!« Toda princesa jo je potipala in že ji je šlo na jok. »Fej, papa!« je rekla. »Saj ni umetna, prava je!«
»Fej!« so rekli vsi dvorjani. »Prava je!« »Poglejmo najprej, kaj je v drugi skrinjici, preden se razjezimo!« je menil cesar. In tedaj so vzeli iz nje slavčka. Zapel je tako lepo, da mu človek sprva ni mogel očitati nič slabega.
»Superbe! Charmant!« so rekle dvorne dame, saj so vse govorile francosko, druga slabše od druge. »Kako me ta ptič spominja na glasbeno skrinjico pokojne cesarice,« je rekel star dvorjan. »Ah, da! Povsem enak zven, povsem enak način igranja!«
»Da!« je rekel cesar in zajokal kakor majhen otrok. »Saj menda ni pravi!« je rekla princesa. »Pač, pravi ptič je!« so rekli tisti, ki so ga prinesli.
»Potem pa naj kar odleti,« je rekla princesa in nikakor ni hotela dovoliti, da bi princ prišel k njej. Toda on ni izgubil poguma. Obraz si je namazal z rjavo in črno barvo, si potegnil čepico globoko na glavo in potrkal.
»Dober dan, cesar!« je rekel. »Bi lahko dobil službo tukaj na gradu?« »Seveda!« je rekel cesar. »Potrebujem nekoga, ki bi pazil na prašiče, saj jih imamo veliko!«
In tako je princ dobil službo cesarskega svinjskega pastirja. Dodelili so mu majhno, borno kamrico ob svinjaku in tam je moral prebivati. Ves dan je sedel in delal, do večera pa je izdelal ličen lonček. Okrog njega so bili kraguljčki in brž ko je v lončku zavrelo, so lepo zazvonili in zaigrali stari napev:
»Ach, du lieber Augustin, vse je proč, proč, proč!« Najimenitnejše pa je bilo to, da si lahko, če si podržal prst v pari, ki se je dvigala iz lončka, pri priči zavohal, kaj kuhajo v vsaki hiši v mestu. No, to je bilo pa res nekaj čisto drugega kakor tista vrtnica.
Princesa je prišla mimo na sprehodu z vsemi svojimi dvornimi damami. Ko je zaslišala napev, se je ustavila in obraz se ji je ves razvedril, saj je tudi sama znala igrati »Ach, du lieber Augustin«. To je bila edina pesem, ki jo je znala, pa še to je igrala z enim samim prstom.
»Saj to je tista, ki jo znam!« je rekla. »Potem mora biti ta svinjski pastir izobražen! Poslušajte, pojdite dol in ga vprašajte, koliko stane to glasbilo!« In ena od dvornih dam je morala steči k njemu, vendar si je prej obula cokle. »Kaj hočeš za ta lonček?« ga je vprašala.
»Deset princesinih poljubov!« je rekel svinjski pastir. »Bog nas obvaruj!« je rekla dvorna dama. »Za manj ga ne dam!« je odgovoril svinjski pastir.
»Kako je nesramen!« je rekla princesa in odšla. Toda ko je naredila nekaj korakov, so kraguljčki tako lepo zazveneli: »Ach, du lieber Augustin, vse je proč, proč, proč!«
»Poslušajte,« je rekla princesa, »vprašajte ga, ali bi sprejel deset poljubov mojih dvornih dam!« »Ne, hvala!« je rekel svinjski pastir. »Deset princesinih poljubov ali pa lonček obdržim.«
»Kako zoprno!« je rekla princesa. »No, potem pa stopite predme, da ne bo nihče videl!« Dvorne dame so se postavile prednjo in razprostrle krila. Tako je svinjski pastir dobil deset poljubov, ona pa lonček.
To je bilo veselja! Ves večer in ves naslednji dan je moral lonček vreti. V vsem mestu ni bilo hiše, za katero ne bi vedele, kaj se v njej kuha, tako pri komorniku kakor pri čevljarju. Dvorne dame so plesale in ploskale.
»Vemo, kdo bo jedel sladko juho in palačinke! Vemo, kdo bo jedel kašo in zrezke! Kako zanimivo!« »Da, ampak jezike za zobe, saj sem cesarjeva hči!«
»Bog nas obvaruj!« so rekle vse po vrsti. Svinjski pastir, se pravi princ — one so ga seveda imele za pravega svinjskega pastirja — ni pustil, da bi mu dan minil brez dela. Izdelal je ragljo, ki je, kadar si jo zavrtel, zaigrala vse valčke in poskočnice, kar jih je bilo znanih od stvarjenja sveta.
»To je pa superb!« je rekla princesa, ko je šla mimo. »Še nikoli nisem slišala lepše skladbe! Poslušajte, pojdite k njemu in ga vprašajte, koliko stane to glasbilo. Ampak poljubljala ga ne bom!«
»Hoče sto princesinih poljubov!« je rekla dvorna dama, ki ga je šla vprašat. »Mislim, da je nor!« je rekla princesa in odšla. Toda čez nekaj korakov se je ustavila. »Umetnost je treba spodbujati!« je rekla. »Jaz sem cesarjeva hči! Povejte mu, da bo dobil deset poljubov kakor včeraj, preostale pa lahko dobi od mojih dvornih dam!«
»Ampak nam prav nič ni do tega!« so rekle dvorne dame. »Nehajte vendar!« je rekla princesa. »Če ga lahko poljubim jaz, ga lahko tudi ve! Ne pozabite, da vam dajem hrano in plačo!« In dvorna dama je morala spet k njemu.
»Sto princesinih poljubov,« je rekel, »sicer pa vsak obdrži svoje!« »Stopite predme!!!« je rekla princesa. Vse dvorne dame so se postavile prednjo in poljubljanje se je začelo.
»Kaj neki pomeni ta gneča tam spodaj pri svinjaku?« je rekel cesar, ki je stopil na balkon. Pomel si je oči in si nataknil očala. »Saj to so dvorne dame! Nekaj imajo za bregom! Moram dol k njim!« Popravil si je pete na copatih, saj jih je imel pohojene.
Ojoj, kako je hitel! Brž ko je prišel na dvorišče, pa je začel stopati čisto tiho. Dvorne dame so bile tako zaposlene s štetjem poljubov, da bi bilo vse pošteno, da cesarja sploh niso opazile. Dvignil se je na prste.
»Kaj pa je to!« je rekel, ko je videl, da se poljubljata, in ju udaril po glavi s copatom, prav v trenutku, ko je svinjski pastir dobil šestinosemdeseti poljub. »Heraus!« je rekel cesar, saj je bil jezen, in tako princeso kakor svinjskega pastirja so izgnali iz njegovega cesarstva.
Zdaj je stala tam in jokala, svinjski pastir je godrnjal, dež pa je lil kot iz škafa. »Oh, jaz nesrečnica!« je rekla princesa. »Ko bi le vzela tistega lepega princa! Oh, kako sem nesrečna!«
Svinjski pastir pa je stopil za drevo, si obrisal črno in rjavo barvo z obraza, odvrgel grda oblačila in stopil prednjo v svoji prinčevski opravi, tako lep, da se mu je princesa morala prikloniti.
»Zdaj te preziram!« je rekel. »Nisi hotela poštenega princa! Nisi znala ceniti vrtnice in slavčka, svinjskega pastirja pa si poljubljala za glasbeno igračo! Zdaj pa uživaj, kakor veš in znaš!« Nato je odšel v svoje kraljestvo in ji zaprl vrata pred nosom. Zdaj je lahko zares pela:
»Ach, du lieber Augustin, vse je proč, proč, proč!«
Izvirnik
Svinedrengen
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Der var engang en fattig Prinds; han havde et Kongerige, der var ganske lille, men det var da altid stort nok til at gifte sig paa, og gifte sig det vilde han.
Nu var det jo rigtignok noget kjækt af ham, at han turde sige til Keiserens Datter: "vil Du ha' mig?" men det turde han nok, for hans Navn var vidt og bredt berømt, der vare hundrede Prindsesser, som vilde have sagt Tak til, men see om hun gjorde det.
Nu skulle vi høre:
Paa Prindsens Faders Grav voxte der et Rosentræ, o saadant et deiligt Rosentræ; det bar kun hvert femte Aar Blomst, og det kun een eneste, men det var en Rose, der duftede saa sødt, at man ved at lugte til den glemte alle sine Sorger og Bekymringer, og saa havde han en Nattergal, der kunde synge, som om alle deilige Melodier sad i dens lille Strube. Den Rose og den Nattergal skulde Prindsessen have; og derfor kom de begge to i store Sølv-Foderaler og bleve saa sendte til hende.
Keiseren lod dem bære foran sig ind i den store Sal, hvor Prindsessen gik og legede "komme Fremmede," med sine Hofdamer; og da hun saae de store Foderaler med Presenterne i, klappede hun i Hænderne af Glæde.
"Bare det var en lille Missekat!" sagde hun, - men saa kom Rosentræet frem med den deilige Rose.
"Nei, hvor den er nydelig gjort!" sagde alle Hofdamerne.
"Den er mere end nydelig!" sagde Keiseren, "den er pæn!"
Men Prindsessen følte paa den og saa var hun færdig at græde.
"Fy Papa!" sagde hun, "den er ikke kunstig, den er virkelig!"
"Fy!" sagde alle Hoffolkene, "den er virkelig!"
"Lad os nu først see, hvad der er i det andet Foderal, før vi blive vrede!" meente Keiseren, og saa kom Nattergalen frem; den sang da saa deiligt, at man ligestrax ikke kunde sige noget ondt mod den.
"Superbe! charmant!" sagde Hofdamerne, for de snakkede allesammen fransk, den ene værre, end den anden.
"Hvor den Fugl minder mig om salig Keiserindens Spilledaase," sagde en gammel Cavaleer; "ak ja! det er ganske den samme Tone, det samme Foredrag!"
"Ja!" sagde Keiseren, og saa græd han, som et lille Barn.
"Jeg skulde dog ikke troe, den er virkelig!" sagde Prindsessen.
"Jo, det er en virkelig Fugl!" sagde de, som havde bragt den.
"Ja lad saa den Fugl flyve," sagde Prindsessen, og hun vilde paa ingen Maade tillade, at Prindsen kom.
Men han lod sig ikke forknytte; han smurte sig i Ansigtet med Bruunt og Sort, trykkede Kasketten ned om Hovedet og bankede paa.
"God Dag, Keiser!" sagde han, "kunde jeg ikke komme i Tjeneste her paa Slottet."
"Jo nok!" sagde Keiseren, "jeg trænger til een, som kan passe Svinene! for dem har vi mange af!"
Og saa blev Prindsen ansat, som keiserlig Svinedreng. Han fik et daarligt lille Kammer nede ved Svinestien og her maatte han blive; men hele Dagen sad han og arbeidede, og da det var Aften, havde han gjort en nydelig lille Gryde, rundt om paa den var der Bjælder og saa snart Gryden kogte, saa ringede de saa deiligt og spillede den gamle Melodie:
"Ach, Du lieber Augustin
Alles ist væk, væk, væk!"
men det Allerkunstigste var dog, at naar man holdt Fingeren ind i Dampen fra Gryden, saa kunde man strax lugte hvad Mad der blev lavet i hver Skorsteen, der var i Byen; see, det var rigtignok noget andet end den Rose.
Nu kom Prindsessen spadserende med alle sine Hofdamer, og da hun hørte Melodien blev hun staaende og saae saa fornøiet ud; for hun kunde ogsaa spille "Ach, Du lieber Augustin," det var den eneste hun kunde, men den spillede hun med een Finger.
"Det er jo den jeg kan!" sagde hun, "saa maa det være en dannet Svinedreng! hør! gaae ned og spørg ham, hvad det Instrument koster!"
Og saa maatte een af Hofdamerne løbe ind, men hun tog Klods-Skoe paa. -
"Hvad vil Du have for den Gryde?" sagde Hofdamen.
"Jeg vil have ti Kys af Prindsessen!" sagde Svinedrengen.
"Gud bevar' os!" sagde Hofdamen.
"Ja, det kan ikke være mindre!" svarede Svinedrengen.
"Han er jo uartig!" sagde Prindsessen, og saa gik hun, - men da hun havde gaaet et lille Stykke saa klang Bjælderne saa deiligt:
"Ach, Du lieber Augustin,
Alles ist væk, væk, væk!"
"Hør," sagde Prindsessen, "spørg ham, om han vil have ti Kys af mine Hofdamer!"
"Nei Tak!" sagde Svinedrengen, "ti Kys af Prindsessen, eller jeg beholder Gryden."
"Hvor det er noget kjedeligt noget!" sagde Prindsessen, "men saa maae I staae for mig, at Ingen faaer det at see!"
Og Hofdamerne stillede sig op for hende, og saa bredte de deres Kjoler ud, og saa fik Svinedrengen de ti Kys og hun fik Gryden.
Naa, der blev en Fornøielse! hele Aftenen og hele Dagen maatte Gryden koge; der var ikke een Skorsteen i hele Byen, uden de vidste hvad der blev kogt der, baade hos Kammerherren og hos Skomageren. Hofdamerne dandsede og klappede i Hænderne.
"Vi veed hvem der skal have sød Suppe og Pandekage! vi veed hvem der skal have Grød og Karbonade! hvor det er interessant!"
"Ja, men hold reen Mund, for jeg er Keiserens Datter!"
"Gud bevar' os!" sagde de Allesammen!
Svinedrengen, det vil sige Prindsen, men de vidste jo ikke andet, end at han var en virkelig Svinedreng, lod ikke Dagen gaae hen uden at han bestilte noget, og saa gjorde han en Skralde, naar man svingede den rundt, klang alle de Valse og Hopsaer, man kjendte fra Verdens Skabelse.
"Men det er superb!" sagde Prindsessen, i det hun gik forbi, "jeg har aldrig hørt en deiligere Composition! hør! gaae ind og spørg ham, hvad det Instrument koster: men jeg kysser ikke!"
"Han vil have hundrede Kys af Prindsessen!" sagde Hofdamen, som havde været inde at spørge.
"Jeg troer han er gal!" sagde Prindsessen, og saa gik hun; men da hun havde gaaet et lille Stykke, saa blev hun staaende. "Man maa opmuntre Kunsten!" sagde hun, "jeg er Keiserens Datter! Siig ham, han skal faae ti Kys ligesom igaar, Resten kan han tage hos mine Hofdamer!"
"Ja, men vi ville saa nødig!" sagde Hofdamerne.
"Det er Snak!" sagde Prindsessen, "og naar jeg kan kysse ham, saa kan I ogsaa! husk paa, jeg giver Eder Kost og Løn!" og saa maatte Hofdamen ind til ham igjen.
"Hundrede Kys af Prindsessen," sagde han, "eller hver beholder sit!"
"Staae for!!!" sagde hun, og saa stillede alle Hofdamerne sig for og han kyssede da.
"Hvad kan det dog være for et Opløb dernede ved Svinestien!" sagde Keiseren, der var traadt ud paa Altanen; han gned sine Øine og satte Brillerne paa. "Det er jo Hofdamerne, der ere paa Spil! jeg maa nok ned til dem!" - og saa trak han sine Tøfler op bag i, for det var Skoe, som han havde traadt ned.
Hille den! hvor han skyndte sig!
Saasnart han kom ned i Gaarden, gik han ganske sagte, og Hofdamerne havde saameget at gjøre med at tælle Kyssene, for at det kunde gaae ærligt til, at de slet ikke mærkede Keiseren. Han reiste sig paa Tæerne.
"Hvad for noget!" sagde han, da han saae de kyssedes, og saa slog han dem i Hovedet med sin Tøffel, lige i det Svinedrengen fik det sex og fiirsindstyvende Kys. "Heraus!" sagde Keiseren, for han var vred, og baade Prindsessen og Svinedrengen bleve satte uden for hans Keiserrige.
Der stod hun nu og græd, Svinedrengen skjændte og Regnen skyllede ned.
"Ak, jeg elendige Menneske!" sagde Prindsessen, "havde jeg dog taget den deilige Prinds! ak, hvor jeg er ulykkelig!"
Og Svinedrengen gik bag ved et Træ, tørrede det Sorte og Brune af sit Ansigt, kastede de stygge Klæder og traadte nu frem i sin Prindsedragt, saa deilig, at Prindsessen maatte neie ved det.
"Jeg er kommet til at foragte Dig, Du!" sagde han. "Du vilde ikke have en ærlig Prinds! Du forstod Dig ikke paa Rosen og Nattergalen, men Svinedrengen kunde du kysse for et Spilleværk! nu kan du have det saa godt!" -
Og saa gik han ind i sit Kongerige og lukkede Døren i for hende, saa kunde hun rigtignok synge:
"Ach, Du lieber Augustin,
Alles ist væk, væk, væk!"
Nadaljuj z branjem
