Waltey
Hči močvirskega kralja
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Hči močvirskega kralja
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 60 min branja
- Obseg
- 48 strani
- Naslov izvirnika
- Dyndkongens datter
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Hči močvirskega kralja
Štorklje pripovedujejo svojim mladičem veliko pravljic, vse iz močvirij in barij; navadno so prilagojene njihovi starosti in dojemljivosti. Najmanjši mladiči so zadovoljni že, če jim rečejo: »Migomig, gomazljaj, pljuskopljusk!« To se jim zdi imenitno, starejši pa hočejo globlji pomen ali vsaj kaj o družini. Izmed dveh najstarejših in najdaljših pravljic, ki sta se ohranili med štorkljami, eno poznamo vsi: tisto o Mojzesu, ki ga je mati položila v Nilove vode, kjer ga je našla kraljeva hči; deležen je bil dobre vzgoje in postal velik mož, za katerega pozneje nihče ni vedel, kje je pokopan. Ta je splošno znana!
Druge pravljice še ne poznamo, morda zato, ker se dogaja skoraj doma. Tisoč let je prehajala od ene štorkljine matere do druge in vsaka jo je pripovedovala bolje; mi pa jo bomo zdaj povedali najbolje od vseh.
Prvi štorkljin par, ki je prinesel to zgodbo in jo tudi sam doživel, je poleti prebival na vikingovi brunarici pri Vildmosnu v Vendsysslu; to je v okrožju Hjørring, daleč na severu proti Skagnu na Jutlandiji, če naj govorimo učeno. Še danes je tam neizmerno veliko barje, o katerem lahko beremo v opisu okrožja. Nekoč je bilo tu morsko dno, a se je dvignilo, piše v njem; barje se razteza milje daleč na vse strani, obdano z mokrotnimi travniki in zibajočimi se močvirji, s šotnim mahom, barjanskimi robidami in borno drevnino. Skoraj zmeraj lebdi nad njim megla in še pred sedemdesetimi leti so tu živeli volkovi. Res si zasluži ime »Vildmosen«, divje barje, in lahko si mislimo, kako divje je bilo tu pred tisoč leti, koliko močvirij in jezer! V posameznostih pa je bilo že takrat videti marsikaj, kar vidimo še danes: trstje je bilo enako visoko, imelo je enake dolge liste in vijoličasto rjave perjanice, kakršne ima še zdaj; breza je stala z belim lubjem in nežnimi, povešenimi listi kakor danes. Kar pa se tiče živih bitij, ki so prihajala sem: muha je nosila svojo tenčično obleko enakega kroja kakor zdaj, štorkljina livreja je bila bela s črno in z rdečimi nogavicami. Ljudje pa so se takrat oblačili drugače kot dandanes; toda vsakomur, naj je bil suženj ali lovec ali kdor koli drug, ki je stopil na zibajočo se barjansko rušo, se je pred tisoč leti zgodilo isto, kar se še danes dogaja tistim, ki zaidejo sem: čofnil je vanjo in se pogreznil k Blatnemu kralju, kakor so imenovali vladarja velikega barjanskega kraljestva v globini. Lahko bi mu rekli tudi Kralj zibajočega se močvirja, a nam je ljubše ime Blatni kralj; in tako so ga imenovale tudi štorklje. O njegovem vladanju vemo zelo malo, a morda je tako še najbolje.
Blizu barja, tik ob Lümfjordu, je stala vikingova brunarica s kamnito kletjo, stolpom in tremi nadstropji; čisto na vrhu strehe si je štorklja spletla gnezdo. Štorkljina mati je sedela na jajcih in bila prepričana, da se bodo vsa lepo izvalila.
Nekega večera se je štorkljin oče precej dolgo zadržal zunaj in ko se je vrnil domov, je bil ves razmršen in razburjen. »Nekaj strašnega ti moram povedati!« je rekel štorkljini materi.
»Nikar!« je rekla. »Ne pozabi, da sedim na jajcih; lahko bi mi škodilo, potem pa bi vplivalo še na jajca!« »To moraš izvedeti!« je rekel. »Prišla je sem, hči našega gostitelja v Egiptu! Drznila si je pripotovati tako daleč na sever! In zdaj je ni več!«
»Ona, ki je iz vilinskega rodu! Povej vendar! Saj veš, da zdaj, ko valim, ne prenesem čakanja!« »Vidiš, mati! Verjela je temu, kar je rekel zdravnik in kar si mi ti povedala; verjela je, da lahko cvet z našega barja pomaga njenemu bolnemu očetu, in je v pernatem ogrinjalu priletela z drugima princesama v pernatih ogrinjalih, ki morata vsako leto sem na sever, da se okopata in pomladita! Prišla je in zdaj je ni več!«
»Kako na dolgo pripoveduješ!« je rekla štorkljina mati. »Jajca se lahko prehladijo! Ne prenesem te napetosti!« »Opazoval sem!« je rekel štorkljin oče. »Nocoj sem hodil po trstju, kjer me barjanska ruša še nosi, ko so prileteli trije labodi. Nekaj v njihovem zamahu s krili mi je reklo: pazi, to niso pravi labodi, le labodja ogrinjala nosijo! To začutiš, mati! Tako kot jaz tudi ti veš, kaj je pravo!«
»Seveda!« je rekla. »Ampak pripoveduj o princesi! Dovolj imam poslušanja o labodjih ogrinjalih!« »Saj veš, da je sredi barja nekaj podobnega jezeru,« je rekel štorkljin oče. »Ko se dvigneš iz gnezda, lahko vidiš delček njega. Tam ob trstju in zeleni barjanski ruši je ležal velik jelšev štor. Nanj so se usedli trije labodi, zamahnili s krili in se ozrli naokrog. Eden je odvrgel labodje ogrinjalo in v njem sem prepoznal našo princeso iz Egipta; sedela je tam, ogrnjena samo v svoje dolge črne lase. Slišal sem, kako je prosila drugi dve, naj dobro pazita na njeno labodje ogrinjalo, ko se bo potopila pod vodo in utrgala cvet, ki ga je, kakor je mislila, zagledala. Pokimali sta in vzleteli ter privzdignili prazno pernato obleko. Le kaj nameravata z njo, sem pomislil, in gotovo ju je tudi ona vprašala isto. Odgovor je dobila kar pred očmi: odleteli sta kvišku z njenim pernatim ogrinjalom. ‘Kar potopi se!’ sta zavpili. ‘Nikoli več ne boš letela v labodjem ogrinjalu, nikoli več ne boš videla egiptovske dežele! Kar ostani v Vildmosnu!’ Potem sta njeno pernato ogrinjalo raztrgali na sto kosov, da je perje letelo na vse strani kakor v snežnem metežu! In hudobni princesi sta odleteli!«
»To je grozno!« je rekla štorkljina mati. »Ne prenesem tega poslušanja! Pa mi povej, kaj se je zgodilo potem!« »Princesa je tarnala in jokala! Solze so ji kapljale na jelšev štor in ta se je premaknil, kajti bil je sam Blatni kralj, tisti, ki živi v barju. Videl sem, kako se je štor obrnil in ni bil več štor; iz njega so štrlele dolge blatne veje, podobne rokam. Ubogo dekle se je prestrašilo in skočilo na zibajočo se barjansko rušo, toda tam niti mene ne bi nosila, kaj šele njo. Takoj se je pogreznila, z njo pa tudi jelšev štor; on jo je vlekel navzdol. Na površje so prišli veliki črni mehurji in potem ni bilo več nobene sledi. Zdaj je pokopana v Vildmosnu in nikoli ne bo prinesla cveta v egiptovsko deželo. Ti tega ne bi mogla gledati, mati!«
»Takih stvari mi v tem času sploh ne bi smel pripovedovati! Še jajcem lahko škoduje! Princesa se bo že znašla! Gotovo bo dobila pomoč! Če bi bila to jaz ali ti, kdo od naših, potem bi bilo res konec!«
»Vseeno bom vsak dan pogledal!« je rekel štorkljin oče in to je tudi počel. Minilo je veliko časa. Nekega dne pa je zagledal, kako je globoko z dna pognalo zeleno steblo; ko je doseglo vodno gladino, je iz njega zrasel list, ki je postajal vse širši in širši. Tik ob njem se je pojavil popek in ko je štorklja nekega jutra letela mimo, se je v močnih sončnih žarkih odprl; sredi cveta je ležal prelep otrok, majhna deklica, kakor da bi pravkar prišla iz kopeli. Tako zelo je bila podobna princesi iz Egipta, da je štorklja sprva mislila, da je to ona, ki se je pomanjšala; ko pa je premislila, se ji je zdelo verjetneje, da je to otrok princese in Blatnega kralja; zato je ležala v lokvanju.
»Tu vendar ne more ostati,« je pomislila štorklja. »V mojem gnezdu nas je že tako veliko! Toda nečesa sem se domislila! Vikingova žena nima otrok in si je že večkrat zaželela otročička. Saj mi pripisujejo, da prinašam otroke; zdaj bom za spremembo to zares storila! Z otrokom bom odletela k vikingovi ženi; kako bo vesela!«
In štorklja je vzela deklico, odletela k brunarici, s kljunom predrla okensko opno iz mehurja in položila otroka vikingovi ženi na prsi; potem je odletela k štorkljini materi in ji vse povedala. Mladiči so poslušali; bili so že dovolj veliki za to.
»Vidiš, princesa ni umrla! Sem gor je poslala deklico in zdaj je zanjo poskrbljeno!« »Saj sem to rekla že na začetku!« je odgovorila štorkljina mati. »Zdaj pa malo pomisli še na svoje! Kmalu bo čas za potovanje; tu in tam me že ščegeta pod perutmi! Kukavica in slavček sta že odšla, prepelice pa slišim govoriti, da bomo kmalu imeli dober veter v hrbet! Naši mladiči se bodo na vajah gotovo dobro odrezali, če jih le prav poznam!«
O, kako se je vikingova žena razveselila, ko se je zjutraj zbudila in našla na svojih prsih majhnega, prelepega otroka! Poljubljala ga je in božala, on pa je strašno kričal in opletal z rokami in nogami; prav nič zadovoljen ni bil videti. Nazadnje je med jokom zaspal in ko je tako ležal, je bil nekaj najlepšega, kar je bilo mogoče videti. Vikingova žena je bila tako vesela, tako lahkega srca in polna moči; zazdelo se ji je, da se bo zdaj gotovo tudi njen mož z vsemi svojimi možmi vrnil prav tako nepričakovano kakor deklica. Zato je njo in vse v hiši prevzela naglica, da bi bilo vse pripravljeno. Obesili so dolge pisane stenske preproge, v katere so ona in dekleta sama vtkala podobe svojih malikov, imenovanih Odin, Thor in Freia; sužnji so morali očistiti stare ščite, s katerimi so okrasili dvorano, na klopi so položili blazine, na ognjišče sredi dvorane pa suha drva, da bi lahko takoj zakurili. Vikingova žena je tudi sama poprijela za delo, zato je bila zvečer pošteno utrujena in je trdno zaspala.
Ko se je proti jutru zbudila, se je silno prestrašila, kajti otroka ni bilo nikjer. Skočila je pokonci, prižgala borovo trsko in pogledala naokrog. Tam, kjer je v postelji stegovala noge, ni ležal otročiček, ampak velika, ostudna krastača. Tako se ji je gnusila, da je pograbila težak drog in hotela žabo ubiti, a ta jo je pogledala s tako nenavadnimi, žalostnimi očmi, da ni mogla udariti. Še enkrat se je ozrla naokrog; žaba je tanko, milo zakvakala, da se je zdrznila in skočila od postelje k okenski loputi ter jo sunkoma odprla. Prav tedaj je vzšlo sonce in vrglo žarke naravnost na veliko krastačo v postelji. V hipu se je zdelo, kot da se je široki gobec pošasti skrčil v majhna rdeča usteca, njene okončine pa so se iztegnile v najlepšo podobo. Pred njo je ležal njen prelepi otročiček in ne več ostudna žaba.
»Kaj vendar je to!« je rekla. »Ali sem imela hude sanje? Saj tu leži moj ljubki vilinski otročiček!« Poljubljala ga je in stiskala k srcu, on pa je praskal in grizel okoli sebe kakor divja mačica.
Ne tisti dan ne naslednjega se viking ni vrnil, čeprav je bil že na poti; veter mu je pihal nasproti, štorklje pa nosil proti jugu. Veter v hrbet za enega je nasprotni veter za drugega.
V nekaj dneh in nočeh je vikingovi ženi postalo jasno, kako je z njenim otročičkom: nad njim je ležal strašen urok. Podnevi je bil lep kakor svetli vilinec, a imel je hudobno, divjo naravo; ponoči pa je bil ostudna krastača, tiha in jokava, z žalostnimi očmi. V njem sta se menjavali dve naravi, tako navzven kakor navznoter. To je bilo zato, ker je imela deklica, ki jo je prinesla štorklja, podnevi zunanjost svoje prave matere, a očetovo nrav; ponoči pa se je sorodstvo z njim razkrilo v podobi njenega telesa *, medtem ko sta v njej sijala materina duša in srce. Kdo bi mogel razvezati to moč, priklicano s čarovništvom sejd? Vikingovo ženo sta zaradi tega navdajala strah in žalost, vendar je bila s srcem navezana na ubogo bitje. O njegovem stanju si ni upala povedati možu, ko se bo kmalu vrnil domov, saj bi ta ubogega otroka gotovo po tedanji šegi položil ob cesto in pustil, naj ga vzame, kdor hoče. Dobrosrčna vikingova žena tega ni mogla dopustiti; mož bo otroka videl samo pri dnevni svetlobi.
Nekega jutra so nad streho zašumele štorkljine peruti; ponoči si je tam po velikih letalnih vajah odpočilo več kot sto štorkljinih parov, zdaj pa so vzleteli, da bi odpotovali na jug.
»Vsi pripravljeni!« je bilo slišati. »Žene in otroci zraven!« »Tako lahki smo!« so govorili štorkljini mladiči. »Vse do nog nas ščegeta in gomazi, kakor da bi bili polni živih žab! Kako lepo je odpotovati v tuje dežele!«
»Držite se jate!« sta rekla oče in mati. »In ne ropotajte toliko s kljuni, to utruja prsi!« In so odleteli. V istem trenutku je čez resavo zadonel lur; viking se je izkrcal z vsemi svojimi možmi. Vračali so se z bogatim plenom z galske obale, kjer so ljudje, tako kakor v Bretlandu, v strahu peli:
»Reši nas divjih Normanov!« O, kako živahno in veselo je postalo v vikingovem gradu pri Vildmosnu! V dvorano so prinesli kad medice, zakurili ogenj in zaklali konje; pripraviti so hoteli pravo pojedino. Žrtveni svečenik je sužnje poškropil s toplo konjsko krvjo in jih tako posvetil; ogenj je prasketal, dim se je vlekel pod stropom, saje so kapljale s trama, a tega so bili vajeni. Povabili so goste in jim dali lepa darila; spletke in hinavščina so bile pozabljene. Pili so in si metali oglodane kosti v obraz, kar je bilo znamenje dobre volje. Skald — to je bil nekakšen godec, a tudi bojevnik, ki je bil z njimi in je vedel, o čem poje — jim je zapel pesem, v kateri so slišali o vseh svojih vojnih podvigih in nenavadnih prigodah. Po vsaki kitici se je ponovil isti pripev: »Premoženje mine, sorodniki umro, tudi človek sam umre, a slavno ime nikoli ne umre!« In vsi so udarjali po ščitih ter z nožem ali kostjo tolkli po mizi, da je daleč odmevalo.
Vikingova žena je sedela na prečni klopi v odprti gostijski dvorani; nosila je svileno obleko, zlate zapestnice in velike jantarne jagode. Odetá je bila v svoje najlepše okrasje in tudi skald jo je omenil v pesmi: opeval je zlati zaklad, ki ga je prinesla svojemu bogatemu možu. Ta je bil zares vesel prelepega otroka; videl ga je le podnevi, v vsej njegovi lepoti. Njegova divjost mu je bila všeč; dejal je, da bo deklica lahko postala silna ščitonoša, ki bo premagala svojega bojevnika! Niti trenila ne bo z očmi, ko ji bo vešča roka za šalo z ostrim mečem odsekala obrvi.
Kad medice so izpraznili in pripeljali novo; da, pošteno so pili, to so bili ljudje, ki so prenesli veliko pijače. Takrat je veljal pregovor: »Živina ve, kdaj se mora vrniti s paše, nespameten mož pa nikoli ne pozna mere svojega želodca.« Da, to so vedeli, toda eno je vedeti, drugo pa storiti! Vedeli so tudi, da »še ljub gost postane nadležen, če predolgo sedi v tuji hiši«, pa so vendar ostajali; meso in medica sta dobra reč! Veselo je bilo; ponoči pa so sužnji spali v toplem pepelu, pomakali prste v mastne saje in jih oblizovali. To so bili imenitni časi!
Še enkrat tistega leta se je viking odpravil na pohod, čeprav so se že dvigovali poznojesenski viharji. Z možmi je odplul na obalo Bretlanda, saj je bilo to, kot je rekel, »samo čez vodo«. Njegova žena je ostala doma z deklico in res je bilo, da je rejnica kmalu skoraj bolj vzljubila ubogo krastačo z blagimi očmi in globokimi vzdihi kakor lepotico, ki je praskala in grizla okoli sebe.
Mrzla, vlažna jesenska megla, »brezusta«, ki objeda listje, je ležala nad gozdom in resavo; »ptice brez perja«, kakor pravijo snegu, so letale tesno druga ob drugi. Zima je prihajala; vrabci so si prilastili štorkljino gnezdo in po svoje modrovali o odsotnih gospodarjih. Ti, štorkljin par z vsemi mladiči — kje neki so bili zdaj?
-------- Štorklje so bile zdaj v egiptovski deželi, kjer je sonce grelo kakor pri nas na lep poletni dan; tamarinde in akacije so vsepovsod cvetele, Mohamedov polmesec se je bleščal z gladkih kupol svetišč. Na vitkih stolpih je sedel marsikateri štorkljin par in počival po dolgi poti; velike jate so imele gnezdo ob gnezdu na mogočnih stebrih in podrtih lokih svetišč ter na pozabljenih krajih. Datljeva palma je visoko dvigala svojo krošnjo, kakor da bi hotela biti senčnik. Belosive piramide so se kot obrisi senc risale na jasnem nebu proti puščavi, kjer je noj kazal, kako dobro zna uporabljati svoje noge, lev pa je sedel z velikimi, modrimi očmi in gledal marmornato sfingo, napol zakopano v pesku. Nilove vode so se umaknile in vsa rečna struga je mrgolela od žab; za štorkljino družino je bil to najlepši prizor v vsej deželi. Mladiči so mislili, da gre za slepilo, tako neprimerljivo se jim je vse zdelo.
»Tako je tu in tako je vedno v naši topli deželi!« je rekla štorkljina mati in malčke je zaščegetalo v trebuhu. »Bomo videli še kaj?« so vprašali. »Bomo šli še veliko, veliko dlje v notranjost dežele?«
»Nič posebnega ni več videti!« je rekla štorkljina mati. »Onkraj rodovitnega pasu je samo divji gozd, kjer se drevesa vraščajo drugo v drugo in jih prepletajo bodičaste ovijalke; samo slon si lahko s svojimi okornimi nogami utre pot skoznje. Kače so za nas prevelike, kuščarji pa preveč živahni. Če hočete proti puščavi, boste v najboljšem primeru dobili pesek v oči, v najslabšem pa vas bo ujel peščeni vrtinec. Ne, tu je najbolje! Tu so žabe in kobilice! Tu ostanem in vi z menoj!«
In ostali so. Stara dva sta sedela v gnezdu na vitkem minaretu, počivala, pa vendar pridno gladila perje in s kljunom drgnila svoje rdeče nogavice; potem sta iztegnila vratova, se dostojanstveno pozdravila in dvignila glavi z visokim čelom in nežnim, gladkim perjem, njune rjave oči pa so tako modro sijale. Mlade samičke so dostojanstveno hodile med sočnim trstjem, pogledovale za drugimi mladimi štorkljami, sklepale poznanstva in na vsak tretji korak pogoltnile žabo ali pa hodile naokrog z majhno kačo, ki jim je bingljala iz kljuna; mislile so, da jim to lepo pristaja, pa še teknilo jim je. Mladi samci so se prepirali, drug drugega tepli s perutmi, udarjali s kljuni in se celo kljuvali do krvi. Potem se je zaročil eden pa drugi, mladi samci in mlade samičke, saj so živeli prav za to; spletli so gnezda in se spet sprli, kajti v vročih deželah so vsi tako vročekrvni. Vendar je bilo zabavno, starima dvema pa še posebno v veselje: svojim mladičem vse pristaja! Vsak dan je sijalo sonce, vsak dan je bilo hrane na pretek, misliti je bilo treba samo na uživanje. — Toda v bogati palači egiptovskega gostitelja, kakor so mu pravili, veselja ni bilo.
Bogati, mogočni gospod je ležal na počivalniku, otrpel v vseh udih, iztegnjen kakor mumija sredi velike dvorane s pisano poslikanimi stenami; zdelo se je, kakor da leži v tulipanu. Sorodniki in služabniki so stali okoli njega; mrtev ni bil, a tudi da živi, ni bilo mogoče prav reči. Rešilnega barjanskega cveta iz severnih dežel, ki bi ga moral poiskati in utrgati tisti, ki ga je najbolj ljubil, ne bo nikoli nihče prinesel. Njegova mlada, lepa hči, ki je v labodjem ogrinjalu poletela čez morja in dežele daleč na sever, se ne bo nikoli vrnila. »Mrtva je in ni je več!« sta sporočili labodji dekleti, ko sta se vrnili. O tem sta si izmislili celo zgodbo in jo pripovedovali:
»Vse tri smo letele visoko po zraku, ko nas je zagledal lovec in izstrelil puščico. Zadela je našo mlado prijateljico in ta je počasi, pojoč svoje slovo, kakor umirajoč labod potonila sredi gozdnega jezera. Tam ob bregu, pod dišečo povešavo brezo, sva jo pokopali! A maščevali sva se: pod perut lastovke, ki je gnezdila pod lovčevo trstično streho, sva privezali ogenj. Streha se je vnela, hišo je zajel plamen in lovec je zgorel v njej; svetloba je segla čez jezero vse do sklonjene povešave breze, pod katero je naša prijateljica zdaj prah v zemlji. Nikoli več ne bo prišla v egiptovsko deželo!«
Potem sta obe jokali. Ko je štorkljin oče to slišal, je tako zaklepetal s kljunom, da je kar odmevalo. »Laži in izmišljotine!« je rekel. »Najraje bi jima zaril kljun naravnost v prsi!«
»In si ga odlomil!« je rekla štorkljina mati. »Potem bi bil pa res lep! Najprej misli nase in potem na svojo družino, vse drugo te nič ne briga!«
»Vseeno bom jutri sedel na rob odprte kupole, ko se bodo zbrali vsi učenjaki in modreci, da bi se pogovorili o bolniku; morda bodo le prišli malo bliže resnici!«
In učenjaki in modreci so se zbrali ter govorili veliko, na dolgo in široko, štorklja pa iz vsega ni mogla ničesar razbrati. Tudi za bolnika ali za njegovo hčer v Vildmosnu ni bilo od tega nobene koristi; vendar jim lahko kljub temu malo prisluhnemo, saj moramo poslušati toliko reči.
Zdaj pa bo najbolje, da slišimo in izvemo tudi, kaj se je zgodilo prej; tako bomo zgodbo bolje razumeli, vsaj toliko kakor štorkljin oče.
»Ljubezen poraja življenje! Najvišja ljubezen poraja najvišje življenje! Samo po ljubezni je mogoče rešiti njegovo življenje!« so rekli in učenjaki so zagotavljali, da je to nadvse modra in dobra misel.
»Lepa misel!« je takoj rekel štorkljin oče. »Ne razumem je prav dobro!« je rekla štorkljina mati. »In to ni moja krivda, ampak krivda misli; sicer pa je vseeno, imam še druge skrbi!«
Učenjaki so nato govorili o ljubezni med tem in onim, o razlikah med njimi, o ljubezni, ki jo občutijo zaljubljenci, in tisti med starši in otroki, med svetlobo in rastlinami, o tem, kako sončni žarek poljubi blato in zato iz njega požene kal. Vse so razlagali tako obširno in učeno, da štorkljin oče ni mogel več slediti, kaj šele vsega ponoviti. Čisto zamišljen je postal, priprl oči in potem ves dan stal na eni nogi; učenost je bila zanj tako težko breme.
Nekaj pa je štorkljin oče vendarle razumel. Tako preproste ljudi kakor najimenitnejše je slišal govoriti iz dna srca, da je velika nesreča za tisoče ljudi in za vso deželo, ker ta mož leži bolan in ne more ozdraveti; veselje in blagoslov bi bilo, če bi spet dobil zdravje. »Toda kje raste cvet, ki ga bo ozdravil?« To so spraševali vsi, iskali odgovor v učenih spisih, v utripajočih zvezdah, v vremenu in vetru, po vseh ovinkih, ki jih je bilo mogoče najti. Nazadnje so učenjaki in modreci, kakor smo že povedali, ugotovili: »Ljubezen poraja življenje, življenje za očeta.« S tem so povedali več, kot so sami razumeli; ponavljali so in zapisali kakor recept: »Ljubezen poraja življenje.« Kako pa naj bi po tem receptu vse skupaj pripravili, pri tem so obstali. Nazadnje so se strinjali, da mora pomoč priti po princesi, ki je tega očeta ljubila z vso dušo in vsem srcem. Domislili so se tudi, kako bi bilo to mogoče izpeljati; od tega je bilo zdaj že več kot leto in dan. Ponoči, ko bi novi mesec, ki je vzšel, spet zašel, naj bi se odpravila k marmornati sfingi ob puščavi, odmetala pesek pred vrati v njenem podstavku in tam stopila v dolgi hodnik, ki je vodil v osrčje ene velikih piramid. V njej je eden mogočnih kraljev davnine, obdan s sijajem in razkošjem, ležal v mumijskem ovoju. Tam naj bi sklonila glavo k mrtvemu in tedaj bi se ji razodelo, kje lahko najde življenje in rešitev za svojega očeta.
Vse to je storila in v sanjah izvedela, da mora iz globokega barja v danski deželi — kraj ji je bil povsem natančno označen — prinesti lotosov cvet, ki se bo v vodni globini dotaknil njenih prsi; tedaj bo oče rešen.
Zato je v labodjem ogrinjalu odletela iz egiptovske dežele v Vildmosen. Vidiš, vse to sta vedela štorkljin oče in štorkljina mati, zdaj pa tudi mi vemo jasneje kakor prej. Vemo, da jo je Blatni kralj potegnil k sebi v globino, vemo, da jo doma imajo za mrtvo in izgubljeno; samo najmodrejši med njimi je še govoril kakor štorkljina mati: »Že nekako se bo znašla!« In na to so čakali, ker niso vedeli nič boljšega.
»Mislim, da bom hudobnima princesama izmaknil labodji ogrinjali!« je rekel štorkljin oče. »Tako vsaj ne bosta mogli priti v Vildmosen delat škode; ogrinjali pa bom shranil tam zgoraj, dokler ju ne bo kdo potreboval!«
»Kje tam zgoraj ju boš shranil?« je vprašala štorkljina mati. »V našem gnezdu pri Vildmosnu!« je rekel. »Jaz in naši najmlajši mladiči jih lahko skupaj prenesemo; če pa nam bosta preveč v breme, je ob poti dovolj krajev, kjer ju lahko skrijemo do naslednje selitve. Eno labodje ogrinjalo bi ji menda zadostovalo, a dve sta boljši; v severni deželi je dobro imeti veliko potovalnih oblačil!«
»Za to ne boš dobil zahvale!« je rekla mati štorklja. »Toda ti si pač gospodar! Jaz nimam besede, razen kadar sedim na jajcih!« -------- V vikinškem gradišču ob Vildmosenu, kamor so se štorklje vračale spomladi, je deklica dobila ime; rekli so ji Helga, a to ime je bilo mnogo prenežno za značaj, ki se je skrival v tem prelepem telesu. Iz meseca v mesec se je jasneje kazal, in z leti, medtem ko so štorklje vedno znova opravljale isto pot, jeseni proti Nilu in spomladi proti Vildmosenu, je iz otročička zraslo veliko dekle. Še preden so se prav zavedeli, je bila že najlepša mladenka v svojem šestnajstem letu; lepa na zunaj, a trda in grenka v srcu, bolj divja kakor večina ljudi v tistih surovih, mračnih časih.
V veselje ji je bilo, da je z belimi rokami škropila vročo kri zaklanega žrtvenega konja; v divjem besu je pregriznila vrat črnemu petelinu, ki bi ga moral zaklati žrtveni svečenik, in svojemu krušnemu očetu je povsem resno rekla:
»Če bi prišel tvoj sovražnik, ovil vrvi okrog koncev strešnih tramov in dvignil streho nad tvojo sobo, medtem ko bi spal, te ne bi zbudila, pa četudi bi te lahko! Ne bi ga slišala, tako mi še vedno šumi kri v ušesu, po katerem si me pred leti klofnil, ti! Še se spominjam!«
Toda viking tem besedam ni verjel; kakor vsi drugi je bil očaran nad njeno lepoto. Prav tako ni vedel, kako se pri mali Helgi spreminjata duša in zunanja podoba. Brez sedla je sedela na konju, kakor bi bila prirasla nanj, ko je divjal v polnem diru, in ni skočila z njega niti tedaj, ko se je grizel z drugimi podivjanimi konji. Pogosto se je kar oblečena vrgla s strmega brega v močni tok fjorda in plavala vikingu naproti, ko je njegov čoln plul proti obali. Od svojih lepih, dolgih las si je odrezala najdaljši pramen in iz njega spletla tetivo za svoj lok:
»Kar sam narediš, je dobro narejeno!« je rekla. Vikingova žena je bila, kakor je bilo v tistih časih v navadi, močne volje in trdnega značaja, a v primerjavi s hčerjo je bila kakor nežna, preplašena ženska; saj je tudi vedela, da nad tem strašnim otrokom leži čarovnija.
Kakor nalašč, iz samega hudobnega veselja, se je Helga vse prepogosto domislila, da je takrat, ko je mati stala na zunanjem hodniku ali stopila na dvorišče, sedla na rob vodnjaka, zamahnila z rokami in nogami, nato pa se pustila pasti v ozko, globoko odprtino. Tam se je po svoji žabji naravi potopila in spet priplavala na površje, zatem splezala ven kakor mačka in prišla v veliko dvorano, vsa premočena, tako da je voda, ki je tekla z nje, obračala zelene liste, raztresene po tleh.
Vendar je malo Helgo nekaj le krotilo: večerni mrak. Ob njem je postala tiha in kakor zamišljena, pustila se je poklicati in voditi. Tedaj jo je neko notranje občutje vleklo k materi, in ko je sonce zašlo ter je sledila preobrazba zunanjosti in notranjosti, je sedela tam tiha, žalostna, skrčena v podobo krastače. Njeno telo je bilo sicer mnogo večje od te živali, a prav zato še grozljivejše; videti je bila kakor ubog pritlikavec z žabjo glavo in plavalno kožico med prsti. V očeh, s katerimi je gledala, je bilo nekaj tako žalostnega; glasu ni imela, le votlo kvakanje, podobno hlipanju otroka v sanjah. Tedaj jo je vikingova žena lahko vzela v naročje; pozabila je na ostudno podobo, gledala le v žalostne oči in več kot enkrat rekla:
»Skoraj bi si želela, da bi bila zmeraj moj nemi žabji otrok; mnogo strašnejša si na pogled, kadar se tvoja lepota pokaže navzven!« In pisala je rune proti urokom in bolezni ter jih metala čez nesrečnico, toda izboljšanja ni bilo.
»Človek kar ne bi verjel, da je bila nekoč tako majhna, da je ležala v lokvanju!« je rekel oče štorklja. »Zdaj je že odrasla, njena egipčanska mati pa tudi ni več mlada; nje odtlej nismo več videli! Ni si rešila življenja, kakor sta mislila ti in tisti učenjak. Leto za letom sem preletaval Vildmosen po dolgem in počez, pa ni nikoli dala znamenja od sebe! In še nekaj ti povem: v vseh teh letih, ko sem priletel sem nekaj dni pred teboj, da bi popravil gnezdo in uredil to in ono, sem po cele noči, kakor sova ali netopir, neumorno letal nad odprto vodo, pa vse zaman! Prav tako zaman smo sem prinesli tisti dve labodji preobleki, ki smo ju jaz in mladiči vlekli iz dežele ob Nilu. Ni bilo lahko, v treh etapah smo ju prenesli. Zdaj že dolga leta ležita na dnu gnezda, in če kdaj pride do požara, če ta brunarica zgori, bosta šli tudi onidve po zlu!«
»Pa najino dobro gnezdo tudi!« je rekla mati štorklja. »Nanj misliš manj kakor na tisto perje in svojo močvirsko kraljično! Kar pojdi dol k njej in ostani v blatu! Slab oče si svojim otrokom, to sem ti govorila že takrat, ko sem prvič sedela na jajcih. Samo da nam ali našim mladičem tista nora vikinška smrklja ne požene puščice v perut! Saj ne ve, kaj dela. Mi smo vendar tukaj doma nekoliko dlje kakor ona, na to bi morala pomisliti; nikoli ne pozabimo svojih dolžnosti, vsako leto plačamo dajatev, pero, jajce in mladiča, kakor se spodobi. Misliš, da se mi ljubi hoditi dol, kadar je ona zunaj, kakor nekoč in kakor počnem v Egiptu, kjer sem z ljudmi že skoraj prijateljica in, ne da bi pozabila na dostojnost, pogledujem v kadi in lonce? Ne, tu zgoraj sedim in se jezim nanjo — smrkljo! — pa nate se tudi jezim! Pustiti bi jo moral v lokvanju, pa je ne bi bilo več!«
»Mnogo boljša si, kakor bi sodil po tvojih besedah!« je rekel oče štorklja. »Bolje te poznam, kakor poznaš samo sebe!« Nato je poskočil, dvakrat težko zamahnil s perutmi, iztegnil noge nazaj in vzletel; jadral je naprej, ne da bi premaknil peruti, in ko je bil že precej daleč, je krepko zamahnil. Sonce mu je sijalo na belo perje, vrat in glavo je stegnil naprej! Kako je hitel, kako lahkotno je letel!
»Še zmeraj je najlepši med vsemi!« je rekla mati štorklja. »Ampak tega mu ne bom povedala.« -------- Tisto jesen se je viking zgodaj vrnil domov s plenom in ujetniki. Med njimi je bil mlad krščanski duhovnik, eden tistih mož, ki so preganjali malike severnih dežel. Zadnje čase so v veliki dvorani in ženskih sobanah pogosto govorili o novi veri, ki se je širila po vseh južnih deželah in je po svetem Ansgariusu segla celo do Hedebyja ob Slienu. Tudi mala Helga je slišala za vero v belega Kristusa, ki se je iz ljubezni do ljudi daroval, da bi jih rešil; toda njej je šlo to, kakor pravimo, skozi eno uho noter in skozi drugo ven. Zdelo se je, da besedo ljubezen občuti le takrat, ko se v bedni žabji podobi stisne v zaprti sobici. Vikingova žena pa je poslušala in bila nenavadno ganjena ob pripovedih in sagah, ki so krožile o Sinu edinega pravega Boga.
Možje, ki so se vrnili s pohoda, so pripovedovali o veličastnih svetiščih iz dragocenega klesanega kamna, postavljenih njemu, čigar zapoved je bila ljubezen. Domov so prinesli dve težki zlati posodi, umetelno okrašeni in v celoti iz čistega zlata; iz vsake je vel poseben začimbni vonj. To sta bili kadilnici, s katerima so krščanski duhovniki mahali pred oltarjem, kjer ni nikoli tekla kri, temveč sta se vino in posvečeni kruh spreminjala v kri njega, ki se je daroval za še nerojene rodove.
Mladega krščanskega duhovnika so zaprli v globoko, s kamnom obzidano klet brunarice, roke in noge so mu zvezali z ličjem. Bil je lep, »kakor Baldur na pogled!« je rekla vikingova žena in njegova nesreča jo je ganila, mlada Helga pa si je želela, da bi mu skozi kite za koleni potegnili vrv in ga privezali za repe divjih volov.
»Potem bi spustila pse; hej! Pa bi šlo čez močvirja in barja, proti resavi! Kako zabavno bi bilo to gledati, še zabavneje pa jahati za njim!«
Toda viking ni hotel, da bi umrl takšne smrti. Kot zatajevalca in preganjalca vzvišenih bogov naj bi ga naslednjega dne žrtvovali na krvavem kamnu v gaju; prvič naj bi tam darovali človeško žrtev.
Mlada Helga je prosila, da bi smela z njegovo krvjo poškropiti podobe bogov in ljudstvo. Brusila je svoj bleščeči nož, in ko ji je eden velikih, popadljivih psov, ki jih je bilo na domačiji na pretek, stekel čez noge, mu je zasadila nož v bok. »Samo preizkušam ga!« je rekla. Vikingova žena je žalostno gledala divje, hudobno dekle, in ko je prišla noč ter sta se hčerina lepa zunanjost in duša spremenili, ji je iz svojega žalostnega srca spregovorila tople besede bridkosti.
Grda krastača s telesom trola je stala pred njo, uprla vanjo rjave, žalostne oči, poslušala in zdelo se je, da razume s človeškim umom.
»Nikoli, niti pred svojim možem, nisem izrekla, kako dvojno trpim zaradi tebe!« je rekla vikingova žena. »V mojem srcu je več sočutja do tebe, kakor sem si sama mislila! Velika je materina ljubezen! Toda v tvoji duši ni bilo nikoli ljubezni! Tvoje srce je kakor mrzla kepa blata! Od kod neki si prišla v mojo hišo!«
Tedaj je uboga postava nenavadno vzdrhtela, kakor da bi se te besede dotaknile nevidne vezi med telesom in dušo; v očeh so se ji nabrale velike solze.
»Nekoč bo prišla tvoja težka ura!« je rekla vikingova žena. »Strašna bo tudi zame! Bolje bi bilo, ko bi te kot otroka pustili ob cesti in bi te nočni mraz zazibal v smrt!« In vikingova žena je zajokala s slanimi solzami ter jezna in žalostna odšla za ohlapno kožuhovinasto zaveso, ki je visela čez tram in delila sobo.
Skrčena krastača je sama sedela v kotu. Vse je bilo tiho, le v kratkih presledkih se je iz njene notranjosti izvil napol zadušen vzdih; bilo je, kakor da se v skritem kotičku srca v bolečinah rojeva življenje. Stopila je korak naprej, prisluhnila, naredila še korak in z okornima rokama zgrabila težki drog, s katerim so bila zapahnjena vrata. Počasi ga je odmaknila, tiho izvlekla zatič, vtaknjen nad kljuko, in vzela prižgano svetilko, ki je stala v sprednji sobi. Kakor da bi ji močna volja dajala moč: iz zapahnjenih talnih vrat je izvlekla železni zatič in se prikradla k ujetniku. Spal je. Dotaknila se ga je z mrzlo, vlažno roko, in ko se je zbudil ter zagledal ostudno postavo, ga je spreletel srh, kakor da bi uzrl zlo prikazen. Potegnila je nož, prerezala njegove vezi in mu pomignila, naj ji sledi.
Izgovoril je sveta imena, se pokrižal, in ker je postava ostala nespremenjena, je izrekel besede Svetega pisma: »Blagor njemu, ki skrbi za ubogega; Gospod ga bo rešil na dan nesreče! Kdo si? Od kod ta živalska zunanjost, pa vendar toliko usmiljenih del!«
Žabja postava mu je pomignila in ga za zastirajočimi zavesami odvedla po samotnem hodniku do hleva. Pokazala je na konja; zavihtel se je nanj, a tudi ona je sedla spredaj in se prijela za njegovo grivo. Ujetnik jo je razumel in v hitrem kasu sta po poti, ki je sam ne bi nikoli našel, odjahala na odprto resavo.
Pozabil je na njeno ostudno podobo; čutil je, da po tej pošasti delujeta Gospodova milost in usmiljenje. Molil je pobožne molitve in pel svete pesmi. Tedaj je vzdrhtela; je nanjo delovala moč molitve in petja ali pa jo je spreletel srh ob prihajajočem jutru? Kaj neki je občutila? Dvignila se je visoko, hotela ustaviti konja in skočiti z njega; toda krščanski duhovnik jo je z vso močjo držal in glasno pel psalm, kakor da bi ta mogel razvezati urok, ki jo je držal v ostudni žabji podobi. Konj je še bolj divje planil naprej, nebo je pordečelo, prvi sončni žarek je prodrl skozi oblak in s čistim izlivom svetlobe je prišla preobrazba. Bila je mlada lepotica z demonsko, hudobno dušo. V rokah je držal prelepo mlado žensko in se tega prestrašil; skočil je s konja in ga ustavil, misleč, da je naletel na novo pogubno čarovnijo. Toda v istem hipu je bila na tleh tudi mlada Helga; kratka otroška obleka ji je segala komaj do kolen. Izza pasu je potegnila ostri nož in planila na presenečenega moža.
»Samo da te dobim!« je zavpila. »Samo da te dobim, pa ti zasadim nož v telo! Saj si bled kakor seno! Suženj! Golobradec!« Silila je vanj; spoprijela sta se v silovitem boju, toda kakor da bi nevidna sila dajala krščanskemu možu moč. Trdno jo je držal in star hrast v bližini mu je priskočil na pomoč, saj je s svojimi napol iz zemlje izruvanimi koreninami kakor uklenil njene noge, ki so zdrsnile podnje. Nedaleč stran je žuborel studenec; s svežo izvirsko vodo jo je poškropil po prsih in obrazu, ukazal nečistemu duhu, naj jo zapusti, in jo blagoslovil po krščanski navadi. Toda krstna voda nima moči tam, kjer tudi od znotraj ne privre studenec vere.
Pa vendar je bil tudi pri tem močnejši; v njegovem dejanju je bilo več kakor le moška moč proti hudobni sili, ki se mu je upirala. Kakor da jo je prevzelo: povesila je roke in z začudenimi očmi ter bledečimi lici gledala moža, ki se ji je zdel mogočen čarovnik, vešč urokov in skrivnih umetnosti. Temne rune je bral, skrivna znamenja risal po zraku! Če bi pred njenimi očmi zamahnil z bleščečo sekiro ali ostrim nožem, ne bi niti trenila, toda ko ji je na čelo in prsi zarisal znamenje križa, je trznila; zdaj je sedela kakor ukročena ptica, z glavo sklonjeno na prsi.
Tedaj ji je blago spregovoril o dejanju ljubezni, ki ga je to noč storila zanj, ko je prišla v ostudni žabji preobleki, mu razvezala vezi in ga odpeljala na svetlo, v življenje. Tudi ona je zvezana, je rekel, zvezana s tesnejšimi vezmi kakor on, toda tudi ona bo, in to po njem, prišla na svetlo, v življenje. V Hedeby, k svetemu Ansgariusu, jo bo odpeljal; tam, v krščanskem mestu, bo urok odpravljen. A pred seboj na konju je ni upal peljati, četudi bi tam sedela prostovoljno.
»Za menoj moraš sedeti na konju, ne pred menoj! Tvoja začarana lepota ima moč, ki prihaja od zla, in bojim se je — vendar je v Kristusu zmaga moja!«
Pokleknil je in molil tako pobožno, tako goreče! Kakor da bi se tiha gozdna narava s tem posvetila v sveto cerkev. Ptice so začele peti, kakor bi tudi one pripadale novemu občestvu, divja kodrasta meta je dišala, kakor bi hotela nadomestiti ambro in kadilo. Glasno je oznanjal besede Svetega pisma: »Obiskala nas je luč z višave, da razsvetli vse, ki sedijo v temi in smrtni senci, in naravna naše noge na pot miru!«
In govoril je o hrepenenju vsega stvarstva. Medtem ko je govoril, je konj, ki ju je nosil v divjem diru, stal mirno in trgal dolge robidove poganjke, tako da so zrele, sočne jagode padale mali Helgi na roko in se ji same ponujale v okrepčilo.
Potrpežljivo se je pustila dvigniti na konjev hrbet in sedela tam kakor mesečnica, ki ni budna, pa vendar tudi ne hodi. Krščanski mož je z ličjem zvezal dve veji, da sta tvorili križ, in ga držal visoko v roki. Nato sta odjahala skozi gozd, ki je postajal vse gostejši, pot vse bolj udrta, ponekod pa poti sploh ni bilo. Črni trn je stal kakor zapora, morala sta ga obiti; izvir se ni spreminjal v tekoč potok, temveč v stoječe močvirje, morala sta ga obiti. Sveži gozdni zrak jima je dajal moči in ju krepčal, nič manj moči pa ni bilo v blagih besedah, ki so zvenele v veri in krščanski ljubezni, v goreči želji, da bi začarano dekle privedel na svetlo, v življenje.
Dežna kaplja, pravijo, izdolbe trdi kamen; morski valovi sčasoma zaoblijo odlomljene, oglate skale. Rosa milosti, ki je zasijala mali Helgi, je dolbla trdoto in zaobljala ostrino. Resda tega še ni bilo opaziti, še sama ni vedela; kaj pa ve kalček v zemlji, ko ga krepčita vlaga in topel sončni žarek, da v sebi skriva rast in cvet.
Kakor se materina pesem otroku neopazno vtisne v dušo in ta za njo čeblja posamezne besede, ne da bi jih razumel, pozneje pa se mu v mislih povežejo in sčasoma postanejo jasnejše, tako je tudi tukaj delovala beseda, ki ima moč ustvarjati.
Odjahala sta iz gozda, čez resavo in spet skozi brezpotne gozdove, proti večeru pa sta naletela na razbojnike. »Kje si ukradel to lepo deklico!« so zavpili, ustavili konja in oba jezdeca potegnili na tla, saj jih je bilo mnogo. Duhovnik ni imel drugega orožja kot nož, ki ga je vzel mali Helgi, in z njim je zabadal okrog sebe. Eden razbojnikov je zamahnil s sekiro, toda mladi krščanski mož je srečno odskočil, sicer bi ga zadela. Tako pa se je rezilo sekire globoko zarilo v konjev vrat, kri je planila iz rane in žival se je zgrudila na tla. Tedaj je mala Helga, kakor prebujena iz svoje dolge, globoke zamaknjenosti, planila h konju in se vrgla čez hropečo žival. Krščanski duhovnik je stopil prednjo, da bi jo varoval in branil, toda eden razbojnikov je s težkim železnim kladivom zamahnil po njegovem čelu, da se je razletelo in sta kri in možgani brizgnili na vse strani. Mrtev je padel na tla.
Razbojniki so malo Helgo zgrabili za belo roko, a prav v tistem hipu je sonce zašlo, poslednji sončni žarek je ugasnil in spremenila se je v ostudno krastačo. Belozelena usta so se raztegnila čez polovico obraza, roke so postale tanke in sluzaste, široka dlan s plavalno kožico se je razprla kakor pahljača. Razbojniki so jo prestrašeni izpustili. Stala je med njimi kakor ostudna pošast in po žabji naravi skočila više, kot je bila sama visoka, ter izginila v goščavi. Tedaj so razbojniki spoznali, da gre za Lokijevo zlobno ukano ali skrivno čarovnijo, in prestrašeni odhiteli proč.
-------- Polna luna je bila že na nebu in kmalu je razlila svoj sij in svetlobo. Iz grmovja je v ubogi žabji podobi prilezla mala Helga. Ustavila se je ob truplu krščanskega duhovnika in ob svojem ubitem konju ter ju gledala z očmi, za katere se je zdelo, da jokajo; iz žabje glave se je izvilo kvakanje, podobno otroku, ki plane v jok. Zdaj se je vrgla čez enega, zdaj čez drugega, zajemala vodo v dlan, ki je bila zaradi plavalne kožice večja in globlja, ter jo zlivala po njiju. Mrtva sta bila in mrtva bosta ostala! To je razumela. Kmalu bi lahko prišle divje živali in požrle njuni telesi; ne, to se ni smelo zgoditi! Zato je kopala v zemljo, kolikor globoko je mogla; hotela jima je izkopati grob, a za kopanje je imela le trdo drevesno vejo in svoji roki. Med prsti se je napenjala plavalna kožica, trgala se je in kri je tekla. Spoznala je, da dela ne bo mogla opraviti. Tedaj je zajela vodo, umila mrtvečev obraz in ga prekrila s svežimi zelenimi listi; prinesla je velike veje in jih položila čezenj, mednje nasula listja, nato pa vzela najtežje kamne, kar jih je mogla dvigniti, jih položila čez mrtvi telesi in odprtine zamašila z mahom. Zdaj se ji je zdelo, da je grobna gomila trdna in varna. Toda ob tem težkem delu je noč minila, sonce je vzšlo — in mala Helga je stala tam v vsej svoji lepoti, s krvavečimi rokami in prvič s solzami na zardelih dekliških licih.
Ob preobrazbi se je zdelo, kakor da se v njej bojujeta dve naravi. Drhtela je in se ozirala okrog sebe, kakor bi se prebudila iz strašljivih sanj, nato planila k vitki bukvi in se je oprijela, da bi imela vsaj kakšno oporo. Kmalu, v hipu, je kakor mačka splezala v drevesni vrh in se ga oklenila. Tam je sedela kakor preplašena veverica, sedela ves dolgi dan v globoki gozdni samoti, kjer je vse tiho in mrtvo, kakor pravijo! Mrtvo, da: dva metulja sta letala drug okrog drugega, v igri ali boju; v bližini je bilo nekaj mravljišč, v vsakem po več sto drobnih, marljivih bitij, ki so vrvela sem in tja; v zraku so plesali nešteti komarji, roj za rojem; mimo so hitele trume brenčečih muh, pikapolonic, kačjih pastirjev in drugih drobnih krilatih živali, deževnik je prilezel iz vlažnih tal, krti so dvigovali krtine — sicer pa je bilo povsod tiho, mrtvo, mrtvo, kakor to pravimo in razumemo. Male Helge ni opazil nihče razen šoj, ki so kriče obletavale drevesni vrh, kjer je sedela. Z drzno radovednostjo so skakale po vejah proti njej; en sam blisk njenih oči jih je spet pregnal. Toda one niso nič bolje razumele nje, pa tudi ona ne same sebe.
Ko se je približal večer in je sonce začelo zahajati, jo je preobrazba spet spodbudila h gibanju. Spustila se je po drevesu, in ko je ugasnil poslednji sončni žarek, je stala tam v skrčeni žabji podobi, z raztrganimi plavalnimi kožicami na rokah. Toda oči so ji zdaj žarele z lepoto, kakršne prej, ko je bila lepotica, skoraj niso poznale; izza žabje maske so sijale najnežnejše, najbolj pobožne dekliške oči, pričale so o globoki duši, o človeškem srcu. In te lepe oči so se razjokale, jokale so težke solze, ki so srcu prinašale olajšanje.
Ob postavljenem grobu je še ležal križ iz vej, zvezanih z ličjem, poslednje delo njega, ki je bil zdaj mrtev in ga ni bilo več. Mala Helga ga je vzela; misel je prišla sama od sebe: zasadila ga je med kamne nad njim in ubitim konjem. Ob bridkem spominu so ji privrele solze in v tem razpoloženju srca je enako znamenje vpraskala v zemljo okrog groba, da ga je lepo obdajalo. Ko je z obema rokama risala znamenje križa, je plavalna kožica odpadla kakor raztrgana rokavica. In ko se je umila v studencu ter začudeno gledala svoji nežni beli roki, je znova naredila znamenje križa v zraku, med seboj in mrtvim. Tedaj so ji zadrhtele ustnice, jezik se je premaknil in ime, ki ga je med ježo skozi gozd najpogosteje slišala peti in izgovarjati, je glasno prišlo iz njenih ust. Izrekla ga je: »Jezus Kristus!«
Tedaj je žabja preobleka odpadla in bila je mlada lepotica. Toda glava se ji je utrujeno sklonila, udje so potrebovali počitek — zaspala je. A spanec je bil kratek; opolnoči se je prebudila. Pred njo je stal mrtvi konj, ves sijoč in poln življenja; iz oči in ranjenega vratu mu je žarela svetloba. Tik ob njem se je prikazal ubiti krščanski duhovnik; »lepši kakor Baldur!« bi rekla vikingova žena, pa vendar je prihajal kakor v ognjenih plamenih.
V velikih, blagih očeh je bila resnoba, sodba pravičnosti, pogled, tako prodoren, da je kakor razsvetljeval najskrivnejše kotičke srca preizkušane deklice. Mala Helga je ob njem vzdrhtela in njen spomin se je prebudil z močjo kakor na sodni dan. Vse dobro, kar ji je bilo storjeno, vsaka ljubeča beseda, ki ji je bila izrečena, je kakor oživela. Razumela je, da jo je ljubezen držala pokonci v teh dneh preizkušnje, v katerih vre in se bojuje otrok duše in blata. Spoznala je, da je le sledila vzgibom svojih razpoloženj, sama pa ni storila ničesar zase; vse ji je bilo dano, vse je bilo kakor vodeno. Majhna, ponižna in osramočena se je sklonila pred njim, ki je moral znati brati vsako gubo njenega srca. In v tistem trenutku je občutila kakor blisk očiščujočega ognja, plamen Svetega Duha.
»Ti, hči blata!« je rekel krščanski duhovnik. »Iz blata, iz zemlje si prišla — iz zemlje boš spet vstala! Sončni žarek v tebi se, zavedajoč se svojega telesa, vrača k svojemu izvoru; ne žarek sončne oble, temveč žarek Boga! Nobena duša ne bo pogubljena, toda dolgo je zemeljsko potovanje, ki je polet življenja v večnost. Prihajam iz dežele mrtvih; tudi ti boš nekoč potovala skozi globoke doline v svetlo gorsko deželo, kjer prebivata milost in popolnost. Ne peljem te v Hedeby h krščanskemu krstu. Najprej moraš prebiti vodni oklep nad globokim močvirskim dnom, izvleči živo korenino svojega življenja in svoje zibelke, opraviti svoje delo, preden sme priti posvetitev.«
Dvignil jo je na konja in ji podal zlato kadilnico, kakršno je že videla v vikinškem gradišču; iz nje je vel tako sladek in močan vonj. Odprta rana na čelu ubitega je sijala kakor bleščeč diadem. Z groba je vzel križ, ga dvignil visoko v zrak in že sta poletela skozi zrak, nad šumečim gozdom, nad gomilami, kjer so bili pokopani junaki, sedeči na svojih ubitih konjih. Mogočne postave so se dvignile, prijezdile ven in obstale na vrhu gomil; v mesečini se jim je okrog čela lesketal širok zlat obroč z zlato izboklino, plašč jim je plapolal v vetru. Zmaj, ki je čuval zaklade, je dvignil glavo in gledal za njima. Škratje so kukali iz gomil in oranih brazd, vrveli so z rdečimi, modrimi in zelenimi lučkami, v množici, podobni iskram v pepelu sežganega papirja.
Leteli so čez gozdove in resave, reke in močvirja proti Vildmosnu; nad njim so krožili v velikih krogih. Krščanski duhovnik je visoko dvignil križ, ki se je svetil kakor zlato, in z njegovih ust je zazvenel mašni spev; mala Helga je pela z njim, kakor otrok poje ob materini pesmi. Nihala je s kadilnico, iz katere se je širil oltarni vonj, tako močan, tako čudodelen, da sta ob njem zacvetela močvirski šaš in trstje; iz globokega dna so pognali vsi poganjki, vse, kar je imelo življenje, se je vzdignilo, in razprostrla se je preproga lokvanjev, kakor bi bila stkana iz cvetov. Na njej je ležala speča ženska, mlada in lepa; mali Helgi se je zdelo, da vidi samo sebe, svojo zrcalno podobo v mirni vodi. A videla je svojo mater, ženo kralja blata, princeso iz nilskih voda.
Mrtvi krščanski duhovnik je velel, naj spečo dvignejo na konja, a ta se je pod bremenom sesedel, kakor da bi bilo njegovo telo le mrtvaški prt, ki plapola v vetru. Toda znamenje križa je zračno prikazen okrepilo in vsi trije so odjezdili na trdna tla.
Tedaj je v vikingovem gradu zapel petelin in prikazni so se razblinile v meglo, ki jo je odnesel veter; mati in hči pa sta stali druga pred drugo. »Ali v globoki vodi vidim samo sebe?« je rekla mati. »Ali v bleščečem ščitu vidim samo sebe?« je vzkliknila hči. Približali sta se druga drugi, prsi k prsim, objem k objemu; najmočneje je bilo materino srce in mati je razumela.
»Moj otrok! Cvet mojega srca! Moj lotos iz globokih voda!« Objela je svojega otroka in zajokala; njene solze so bile mali Helgi nov krst življenja in ljubezni.
»Semkaj sem prišla v labodji preobleki in jo odvrgla,« je rekla mati. »Pogreznila sem se skozi zibajočo se gladino globoko v močvirsko blato, ki se je kakor zid zaprlo okoli mene; a kmalu sem začutila svež tok. Neka sila me je vlekla globlje, vse globlje; na vekah sem občutila težo spanca, zaspala sem in sanjala. Zdelo se mi je, da spet ležim v egiptovski piramidi, a pred menoj je še vedno stal zibajoči se jelšev štor, ki me je prestrašil na močvirski gladini. Opazovala sem razpoke v lubju; zasvetile so v barvah in se spremenile v hieroglife. Gledala sem mumijino krsto; razpočila se je in iz nje je stopil tisočletni vladar, mumijasta postava, črna kakor smola, črno bleščeča kakor gozdni polž ali mastno črno blato. Ali je bil kralj blata ali mumija iz piramide, nisem vedela. Ovijal je roke okoli mene in zdelo se mi je, da moram umreti. Življenje sem spet začutila šele, ko mi je postalo toplo na prsih in je tam drobna ptica zaprhutala s krili, začivkala in zapela. Z mojih prsi je vzletela visoko proti temnemu, težkemu stropu, a dolg zelen trak jo je še vedno vezal name. Slišala in razumela sem njene hrepeneče glasove: Svoboda! Sonce! K očetu! Tedaj sem pomislila na svojega očeta v sončni domovini, na svoje življenje, na svojo ljubezen! Odvezala sem trak in jo pustila odleteti — domov k očetu. Od tistega trenutka nisem več sanjala; spala sem zares težak in dolg sen, dokler me niso prav zdaj glasovi in dišave dvignili in osvobodili!«
Zeleni trak, ki je segal od materinega srca do ptičjega krila — kje je zdaj plapolal, kje je ležal odvržen? Samo štorklja ga je videla; trak je bil zeleno steblo, pentlja bleščeč cvet, zibelka otroka, ki je zdaj zrasel v lepotico in spet počival ob materinem srcu.
Medtem ko sta stali v objemu, je oče štorklja krožil okoli njiju, nato pa se pognal k svojemu gnezdu, prinesel pernati preobleki, ki sta bili tam shranjeni dolga leta, in vsaki vrgel eno. Preobleki sta ju obdali in dvignili sta se s tal kakor dva bela laboda.
»Zdaj pa se pogovorimo!« je rekel oče štorklja. »Zdaj razumemo jezik drug drugega, čeprav ima ena ptica drugače oblikovan kljun kakor druga! Bolj srečno se skoraj ne bi moglo iziti, da prihajata prav to noč; jutri bi že odšli, mama, jaz in mladiči! Proti jugu letimo! Da, kar poglejta me! Saj sem star prijatelj iz dežele ob Nilu, pa mama tudi; njej je to bolj pri srcu kakor na kljunu. Vedno je verjela, da se bo princesa že rešila; jaz in mladiči smo sem gor prinesli labodjo preobleko! O, kako sem vesel! In kakšna sreča, da sem še tukaj; ob svitu odletimo! Velika štorkljina druščina! Mi bomo leteli spredaj, vidve pa kar za nami, da ne zgrešita poti; jaz in mladiči bomo že pazili na vaju!«
»In lotosov cvet, ki naj bi ga prinesla!« je rekla egiptovska princesa. »V labodji preobleki leti ob meni! Cvet svojega srca nosim s seboj, tako se je vse razrešilo. Domov, domov!«
Toda Helga je rekla, da ne more zapustiti danske dežele, dokler ne vidi še enkrat svoje krušne matere, ljubeče vikingove žene. V mislih so ji oživeli vsi lepi spomini, vsaka ljubeča beseda, vsaka solza, ki jo je pretočila krušna mati, in v tem trenutku se ji je skoraj zdelo, da ima to mater najraje.
»Da, k vikingovi domačiji moramo!« je rekel oče štorklja. »Tam nas čakajo mama in mladiči! Kako bodo obračali oči in ropotali s kljuni! No, mama ne govori prav veliko! Kratka in jedrnata je, misli pa še bolj dobro! Takoj bom zaropotal, da bodo slišali, da prihajamo!«
In oče štorklja je zaropotal s kljunom ter z labodoma odletel k vikingovemu gradu. Tam so še vsi trdno spali; vikingova žena je našla mir šele pozno ponoči. Ležala je v skrbeh za malo Helgo, ki je s krščanskim duhovnikom izginila že pred tremi dnevi. Gotovo mu je pomagala pobegniti, saj je v hlevu manjkal njen konj; a kakšna moč je vse to povzročila? Vikingova žena je razmišljala o čudežih, za katere je slišala, da jih delajo beli Kristus in tisti, ki verujejo vanj in mu sledijo. Begajoče misli so v sanjah dobile podobo; zdelo se ji je, da še vedno budna in zamišljena sedi na postelji, zunaj pa se je zgrinjala tema. Prišel je vihar, slišala je bučanje morja z zahoda in vzhoda, iz Severnega morja in voda Kattegata; velikanska kača, ki je v morskih globinah oklepala zemljo, se je stresala v krčih. Bližala se je noč bogov, Ragnarok, kakor so pogani imenovali poslednjo uro, ko naj bi vse propadlo, tudi mogočni bogovi. Zatrobil je Gjallarhorn in bogovi so v jeklenih oklepih jezdili čez mavrico v poslednji boj; pred njimi so letele krilate ščitonoske, sprevod pa so sklenile postave mrtvih junakov. Ves zrak okoli njih se je svetil v bliskanju severnega sija, toda zmagovala je tema. Bila je strašna ura.
Tik ob prestrašeni vikingovi ženi je na tleh sedela mala Helga v ostudni žabji podobi; tudi ona je trepetala in se stiskala h krušni materi, ki jo je vzela v naročje in jo ljubeče držala ob sebi, naj je bila krastačja preobleka še tako grda. Zrak je odmeval od udarcev mečev in kijev, od žvižganja puščic, kakor bi čeznju divjala nevihta s točo. Prišla je ura, ko naj bi zemlja in nebo razpokala, zvezde popadale in vse zgorelo v Surturjevem ognju; a vedela je, da bosta prišla nova zemlja in novo nebo, da bo žito valovalo tam, kjer zdaj morje pljuska čez pusto peščeno dno, da bo zavladal bog, čigar imena ni mogoče izreči, in da se bo k njemu dvignil Baldur, blagi, ljubeči, osvobojen iz kraljestva mrtvih. Prihajal je — vikingova žena ga je videla, prepoznala je njegov obraz — bil je ujeti krščanski duhovnik. »Beli Kristus!« je glasno zaklicala in ob njegovem imenu poljubila čelo svojega grdega žabjega otroka. Tedaj je krastačja preobleka odpadla in mala Helga je stala pred njo v vsej svoji lepoti, mila kot še nikoli, z žarečimi očmi. Poljubljala je roke krušne matere, jo blagoslavljala za vso skrb in ljubezen, ki ji ju je naklanjala v dnevih stiske in preizkušenj; zahvaljevala se ji je za misli, ki jih je položila vanjo in prebudila v njej, zahvaljevala se ji je, ker je izrekla ime, ki ga je zdaj ponovila: beli Kristus! In mala Helga se je dvignila kakor mogočen labod; razprostrla je velika krila, ki so zašumela kakor jata ptic selivk, ko odleti.
Ob tem se je vikingova žena prebudila in zunaj je še vedno odmevalo isto silno plahutanje kril. Vedela je, da je prišel čas odhoda štorkelj; njih je slišala. Še enkrat jih je hotela videti, preden odidejo, in se posloviti od njih! Vstala je, stopila na zunanji hodnik in zagledala štorklje, tesno drugo ob drugi na slemenu stranske stavbe; okoli dvorišča in nad visokimi drevesi so jate krožile v velikih lokih. Prav pred njo, na robu vodnjaka, kjer je mala Helga tolikokrat sedela in jo strašila s svojo divjostjo, pa sta zdaj sedela dva laboda in jo gledala z bistrimi očmi. Spomnila se je svojih sanj, ki so jo še vedno povsem prevzemale, kakor bi bile resničnost; pomislila je na malo Helgo v labodji podobi, pomislila na krščanskega duhovnika in nenadoma začutila čudovito veselje v srcu.
Laboda sta zamahnila s krili in upognila vratova, kakor da bi jo tudi onadva hotela pozdraviti; vikingova žena pa je razprostrla roke proti njima, kakor da razume, ter se smehljala skozi solze, polna misli.
Tedaj so se vse štorklje s plahutanjem kril in ropotanjem kljunov dvignile na pot proti jugu. »Labodov ne bomo čakali!« je rekla mati štorklja. »Če hočeta z nami, naj prideta! Ne moremo ostati tukaj, dokler se ne odpravijo deževniki! Lepo pa je takole potovati z družino, ne kakor ščinkavci in togotniki, pri katerih samci letijo zase in samice zase; če povem po pravici, se to ne spodobi! In kako neki ta laboda zamahujeta s krili?«
»Vsak leti po svoje!« je rekel oče štorklja. »Labodi poševno, žerjavi v trikotniku in deževniki v kačasti vrsti!« »Ne omenjaj kač, ko letimo tu zgoraj!« je rekla mati štorklja. »Mladičem samo vzbujaš skomine, ki jih ne morejo potešiti!«
-------- »Ali so tam spodaj visoke gore, o katerih sem slišala?« je vprašala Helga v labodji preobleki. »To so nevihtni oblaki, ki plujejo pod nami!« je rekla mati. »Kaj pa so tisti beli oblaki, ki se dvigajo tako visoko?« je vprašala Helga.
»To so gore, pokrite z večnim snegom!« je rekla mati; leteli sta čez Alpe proti modremu Sredozemskemu morju. -------- »Afriška dežela! Egiptovska obala!« je v labodji podobi zavriskala hči Nila, ko je visoko iz zraka zagledala svojo domovino kakor belorumeno, valovito progo.
Tudi ptice so jo zagledale in pospešile let. »Voham nilsko blato in mokre žabe!« je rekla mati štorklja. »Kar ščemi me! Da, zdaj boste okusili prave dobrote in videli marabuje, ibise in žerjave! Vsi sodijo v našo družino, a še zdaleč niso tako lepi kakor mi; imenitne se delajo, zlasti ibis. Egipčani so ga čisto razvadili, saj ga spreminjajo v mumijo in ga polnijo z dišavnicami. Jaz bi bila raje napolnjena z živimi žabami, pa tudi vi bi bili, in tudi boste! Bolje imeti kaj v trebuhu, dokler si živ, kakor biti za okras, ko si mrtev! Tako jaz mislim in moje mnenje je vedno pravo!«
»Štorklje so prišle!« so govorili v bogati hiši ob Nilu, kjer je v odprti dvorani na mehkih * blazinah, prekritih z leopardjimi kožami, ležal kraljevi gospod, ne živ ne mrtev, in upal na lotosov cvet iz globokega močvirja na severu. Okoli njega so stali sorodniki in služabniki.
V dvorano sta priletela dva veličastna bela laboda, ki sta prišla s štorkljami; odvrgla sta bleščeči pernati preobleki in pred njimi sta stali dve lepi ženski, podobni druga drugi kakor dve kaplji rose. Sklonili sta se nad bledega, usahlega starca, odgrnili dolge lase nazaj, in ko se je mala Helga nagnila nad deda, so mu lica zardela, oči zasijale in v otrple ude se je vrnilo življenje. Starec je vstal zdrav in pomlajen; hči in vnukinja sta ga držali v objemu kakor v veselem jutranjem pozdravu po dolgih, težkih sanjah.
-------- Veselje je zavladalo po vsej domačiji in tudi v štorkljinem gnezdu, tam sicer predvsem zaradi dobre hrane, neštetih žab, ki jih je povsod kar mrgolelo. Medtem ko so učenjaki v naglici bežno zapisovali zgodbo o obeh princesah in o cvetu zdravja, ki je pomenil velik dogodek in blagoslov za hišo in deželo, sta jo štorkljina starša po svoje pripovedovala svoji družini; vendar šele, ko so bili vsi siti, saj bi imeli sicer druge opravke, namesto da bi poslušali zgodbe.
»Zdaj bo pa iz tebe nekaj!« je zašepetala mati štorklja. »Drugače skoraj ne more biti!« »Oh, kaj naj bi bilo iz mene!« je rekel oče štorklja. »In kaj sem sploh naredil? Nič!«
»Naredil si več kakor vsi drugi! Brez tebe in mladičev princesi nikoli ne bi spet videli Egipta in ozdravili starca. Nekaj boš postal! Gotovo boš dobil doktorski naziv, naši mladiči pa se bodo odslej že rodili z njim, in njihovi mladiči tudi, še daleč v prihodnost! Saj si že zdaj videti kakor egiptovski doktor — vsaj v mojih očeh!«
Učenjaki in modreci so razlagali temeljno misel, kakor so jo imenovali, ki je prevevala ves dogodek: »Ljubezen poraja življenje!« Pojasnjevali so jo na različne načine: »Topli sončni žarek je bila egiptovska princesa; spustila se je h kralju blata in iz njunega srečanja je vzklil cvet —«
»Besed ne znam prav ponoviti!« je rekel oče štorklja, ki je poslušal s strehe in naj bi zdaj o tem pripovedoval v gnezdu. »Tako zapleteno so govorili, tako učeno, da so takoj dobili časti in darila; celo dvorni kuhar je dobil veliko odlikovanje — najbrž za juho!«
»In kaj si dobil ti?« je vprašala mati štorklja. »Saj ne bi smeli pozabiti najpomembnejšega, in to si ti! Učenjaki so pri vsej stvari samo ropotali s kljuni! A tvoje plačilo že še pride!«
Pozno ponoči, ko je spokojnost spanca legla nad * bogato in srečno hišo, je nekdo še bedel; to ni bil oče štorklja, čeprav je v gnezdu stal na eni nogi in spal kakor stražar. Ne, mala Helga je bedela, se nagibala čez balkon in zrla v jasno nebo z velikimi, svetlimi zvezdami, večjimi in čistejšega sijaja, kakor jih je videla na severu, pa vendar istimi. Mislila je na vikingovo ženo ob Vildmosnu, na mile oči krušne matere, na solze, ki jih je pretočila nad ubogim žabjim otrokom, zdaj obdanim s sijajem in zvezdnato krasoto ob nilskih vodah v čudovitem pomladnem zraku. Mislila je na ljubezen v srcu poganske žene, na ljubezen, ki jo je izkazovala usmiljenja vrednemu bitju, ki je bilo v človeški podobi hudobna žival, v živalski pa gnusno na pogled in na otip. Gledala je svetle zvezde in se spominjala sijaja na pokojnikovem čelu, ko so leteli čez gozd in močvirje; v spominu so ji zazveneli glasovi, besede, ki jih je slišala, ko sta jezdila in je sedela kakor začarana, besede o velikem izviru ljubezni, o najvišji ljubezni, ki objema vse rodove.
Da, kaj vse ji je bilo dano, kaj vse je pridobila in dosegla! Mala Helga je ponoči in podnevi v mislih objemala vso svojo srečo in jo občudovala kakor otrok, ki se v naglici obrne od darovalca k darovom, k vsem lepim darilom. Kakor da bi se izgubljala v vse večji blaženosti, ki bi lahko prišla, ki bo prišla; saj so jo čudeži nosili k vedno večjemu veselju in sreči. Nekega dne se je v tem povsem izgubila, tako zelo, da ni več mislila na darovalca. Tako smelo se je pognala drznost njene mladosti! Oči so ji ob tem zasijale, a v naslednjem trenutku jo je iz zamaknjenosti zdramil močan hrup spodaj na dvorišču. Tam je zagledala dva mogočna noja, ki sta naglo tekala v tesnih krogih; še nikoli ni videla te živali, tako velike ptice, tako nerodne in težke. Krila so bila videti, kakor da bi bila pristrižena, sama ptica pa, kakor da bi ji storili silo. Vprašala je, kaj se ji je zgodilo, in prvič slišala pripovedko, ki jo Egipčani pripovedujejo o noju.
Nekoč je bil njegov rod lep, njegova krila velika in močna. Nekega večera so mu mogočne gozdne ptice rekle: »Brat! Ali jutri, če Bog da, odletimo k reki pit?« Noj pa je odgovoril: »Jaz tako hočem!« Ko se je zdanilo, so odletele, najprej visoko proti soncu, Božjemu očesu, vse višje in višje, noj pa daleč pred vsemi drugimi. Ponosno je letel proti svetlobi; zaupal je svoji moči, ne darovalcu; ni rekel: »Če Bog da!« Tedaj je angel kazni odgrnil tančico z žarečega sonca in v tistem hipu so ptiču zgorela krila; nesrečen je padel na zemljo. Ne on ne njegov rod se nikoli več ne moreta dvigniti; v strahu beži in divja v krogih po tesnem prostoru. Nam ljudem pa je to opomin, naj pri vsaki misli in vsakem dejanju rečemo: »Če Bog da!«
Helga je zamišljeno sklonila glavo, gledala begajočega noja, videla njegov strah in njegovo neumno veselje ob pogledu na lastno veliko senco na belem, s soncem obsijanem zidu. In v njenem srcu in mislih je resnoba pognala globoke korenine. Tako bogato življenje, ki jo je vodilo v srečo, ji je bilo dano, pridobila ga je — kaj se bo zgodilo, kaj bo še prišlo? Najboljše: »Če Bog da!«
-------- Zgodaj spomladi, ko so se štorklje spet odpravljale proti severu, je mala Helga vzela svojo zlato zapestnico, vanjo vrezala svoje ime, pomahala očetu štorklji, mu nadela zlati obroč okoli vratu in ga prosila, naj ga odnese vikingovi ženi. Tako bo vedela, da njena krušna hči živi, da je srečna in da se je spominja.
»To je pa težko nositi!« je pomislil štorklja, ko je dobil obroč okoli vratu. »A zlata in časti ne gre metati na cesto! Tam zgoraj bodo že spoznali, da štorklja prinaša srečo!«
»Ti nosiš zlato, jaz pa nesem jajca!« je rekla mati štorklja. »A ti to storiš samo enkrat, jaz pa vsako leto! Hvaležnosti pa ne dobi nobeden od naju! To je žaljivo!«
»Ostane nama zavest, mama!« je rekel oče štorklja. »Te si ne moreš obesiti okoli vratu!« je rekla mati štorklja. »Ne prinese ti ne ugodnega vetra ne obroka!«
In odleteli so. Tudi mali slavec, ki je pel v tamarindinem grmu, se bo kmalu odpravil proti severu; tam ob Vildmosnu ga je mala Helga pogosto poslušala. Tudi njemu je hotela zaupati sporočilo. Odkar je letela v labodji preobleki, je znala ptičji jezik; odtlej se je v njem pogosto pogovarjala s štorkljami in lastovkami, tudi slavec jo bo razumel. Prosila ga je, naj odleti v bukov gozd na jutlandskem polotoku, kjer je bil iz kamenja in vej narejen grob; prosila ga je, naj naroči vsem drobnim pticam tam, da ga varujejo in pojejo pesem za pesmijo.
In slavec je odletel — in čas je odletel! -------- Jeseni je orel stal na piramidi in gledal veličasten sprevod z bogato otovorjenimi kamelami ter razkošno oblečenimi oboroženimi možmi na prhajočih arabskih konjih, bleščeče belih kakor srebro, z rdečimi, drhtečimi nosnicami in z dolgimi, gostimi grivami, ki so visele čez njihove vitke noge. Bogati gostje, kraljevi princ iz arabske dežele, lep, kakor se za princa spodobi, so prihajali v ponosno hišo, kjer je štorkljino gnezdo zdaj samevalo; njegovi prebivalci so bili namreč v severni deželi, a kmalu se bodo vrnili. In prišli so prav tistega dne, ko je bilo tam največ veselja in radosti. Praznovali so poroko in mala Helga je bila nevesta, oblečena v svilo in dragulje; ženin je bil mladi princ iz arabske dežele. Sedela sta na čelu mize med materjo in dedom.
Toda ona ni gledala ženinovih rjavih, možatih lic, na katerih se je kodrala črna brada; ni gledala njegovih ognjevitih temnih oči, uprtih vanjo. Zrla je ven, navzgor proti utripajoči, lesketajoči se zvezdi, ki je sijala z neba.
Tedaj je zunaj v zraku zašumelo od močnega plahutanja kril; štorklje so se vrnile. Stari štorkljin par je bil od poti še tako utrujen in potreben počitka, pa je vendar takoj priletel na ograjo verande; vedela sta, kakšno slavje se obhaja. Že na meji dežele sta slišala, da ju je mala Helga dala naslikati na zid, saj sta sodila v njeno zgodbo.
»Zelo lepo se je spomnila na naju!« je rekel oče štorklja. »To je zelo malo!« je rekla mati štorklja. »Manj že ne bi mogla storiti!« Ko ju je Helga zagledala, je vstala in stopila k njima na verando, da bi ju pobožala po hrbtu. Stari štorkljin par je priklonil vratova, najmlajši mladiči pa so to opazovali in se počutili počaščene.
Helga je pogledala proti svetli zvezdi, ki je sijala vse jasneje; med njo in zvezdo se je premikala postava, še čistejša od zraka in prav zato vidna. Priplavala je čisto blizu nje; bil je mrtvi krščanski duhovnik. Tudi on je prišel na njeno slavje, prišel iz nebeškega kraljestva. »Tamkajšnji sijaj in veličastvo presegata vse, kar pozna zemlja!« je rekel.
Mala Helga pa je tako milo, tako goreče, kakor še nikoli dotlej, prosila, da bi smela le za eno samo minuto pogledati tja, le za hip uzreti nebeško kraljestvo, Očeta.
Dvignil jo je v sijaj in veličastvo, v tok glasov in misli; ni svetilo in zvenelo le okoli nje, temveč tudi v njej. Besede tega ne morejo izraziti.
»Zdaj se morava vrniti, pogrešajo te!« je rekel. »Samo še en pogled!« je prosila. »Samo še eno kratko minuto!« »Na zemljo morava, vsi gostje odhajajo!«
»Samo še en pogled! Poslednji!« In mala Helga je spet stala na verandi — toda vse plamenice zunaj so ugasnile, v poročni dvorani ni bilo več luči, štorklje so izginile, nikjer ni bilo gostov ne ženina; vse je bilo kakor odpihnjeno v treh kratkih minutah.
Tedaj je Helgo obšel strah. Šla je skozi veliko prazno dvorano v naslednjo sobo, kjer so spali tuji vojaki; odprla je stranska vrata, ki so vodila v njeno sobo, a ko je mislila, da bo stopila vanjo, se je znašla zunaj na vrtu. Prej pa tu vendar ni bilo tako; nebo je rdečkasto žarelo, bližal se je svit.
Samo tri minute v nebesih, pa je minila cela zemeljska noč! Tedaj je zagledala štorklje, jih poklicala in spregovorila v njihovem jeziku. Oče štorklja je obrnil glavo, prisluhnil in se približal.
»Govoriš naš jezik!« je rekel. »Kaj želiš? Zakaj prihajaš sem, tuja ženska?« »Saj sem jaz! Helga sem! Ali me ne poznaš? Pred tremi minutami sva se pogovarjala tamle na verandi.«
»To je pomota!« je rekel štorklja. »Vse to se ti je sanjalo!« »Ne, ne!« je rekla in ga spomnila na vikingov grad in Vildmosen, na potovanje semkaj.
Tedaj je oče štorklja pomežiknil: »To je vendar stara zgodba, ki sem jo slišal iz časov svoje prapraprababice! Res je bila tu v Egiptu takšna princesa iz danske dežele, a pred mnogimi stoletji je izginila na svoj poročni večer in se nikoli več vrnila! To lahko sama prebereš na spomeniku tu na vrtu; na njem so izklesani labodi in štorklje, čisto na vrhu pa stojiš ti sama iz belega marmorja.«
Tako je bilo. Mala Helga je videla, razumela in padla na kolena. Sonce je zasijalo in kakor je nekoč ob njegovih žarkih odpadla žabja preobleka ter se razkrila lepa postava, tako se je zdaj ob krstu svetlobe dvignila podoba lepote, jasnejša in čistejša od zraka, svetlobni žarek — k Očetu.
Telo se je sesulo v prah; tam, kjer je stala, je ležal uvel lotosov cvet. -------- »To je pa nov konec zgodbe!« je rekel oče štorklja. »Tega res nisem pričakoval! A mi je bil kar všeč!«
»Kaj neki bodo o njem rekli mladiči?« je vprašala mati štorklja. »Da, to je res najpomembnejše!« je rekel oče štorklja.
Izvirnik
Dyndkongens datter
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Storkene fortælle for deres Smaa saa mange Eventyr, alle fra Sumpen og Mosen, de ere, almindeligviis, afpassede efter Alder og Fatteevne; de mindste Unger ere fornøiede med at der siges "krible, krable, plurremurre!" det finde de udmærket, men de Ældre ville have en dybere Betydning, eller idetmindste Noget om Familien. Af de to ældste og længste Eventyr, som have holdt sig hos Storkene, kjende vi Alle det ene, det om Moses, der af sin Moder blev sat ud i Nilens Vande, fundet af Kongens Datter, fik en god Opdragelse og blev en stor Mand, som man siden ikke veed om, hvor han blev begravet. Det er ganske almindeligt!
Det andet Eventyr kjendes endnu ikke, maaskee fordi det er næsten indenlandsk. Det Eventyr er gaaet fra Storkemo'er til Storkemo'er i tusinde Aar og hver af dem har fortalt det bedre og bedre, og vi fortælle det nu allerbedst.
Det første Storkepar, som kom med det og levede ind i det, havde deres Sommer-Ophold paa Vikingens Bjælkehuus oppe ved Vildmosen i Vendsyssel; det er i Hjøring Amt, høit mod Skagen i Jylland, naar vi skulle tale med Kundskaber; det er endnu en uhyre stor Mose, man kan læse om den i Amtsbeskrivelsen. Her har været Havbund, men den har hævet sig, staaer der; den strækker sig milevidt til alle Sider omgivet af vaade Enge og gyngende Kjær, med Tørvemoser, Multebær og usle Træer; næsten altid svæver en Taage hen over den og for halvfjerdsindstyve Aar siden fandtes her endnu Ulve; den kan rigtignok kaldes "Vildmosen" og man kan tænke sig hvor vildsomt, hvor megen Sump og Sø, her har været for tusind Aar siden! ja, i det Enkelte saae man den Gang her, hvad man endnu seer: Rørene havde samme Høide, samme Slags lange Blade og violbrune Fjæderblomster, som de bære endnu, Birken stod med hvid Bark og fine, løsthængende Blade ligesom endnu, og hvad de Levende, som kom her, angaae, ja, Fluen bar sin Florsklædning med samme Snit som nu, Storkens Liv-Couleur var Hvidt med Sort og røde Strømper, derimod havde Menneskene paa den Tid et andet Kjolesnit end nu til Dags, men hver af dem, Træl eller Jæger, hvem som helst, der traadte ud paa Hængedyndet, gik det for tusind Aar siden som det endnu gaaer dem, der komme her, de plumpede i, og sank ned til Dyndkongen, som de kaldte ham, der regjerede nede i det store Mose-Rige. Gungekongen kunde han ogsaa kaldes, men vi synes nu bedst om at sige Dyndkongen; og det kaldte Storkene ham ogsaa. Meget lidt veed man om hans Regjering, men det er maaskee det Bedste.
Nær ved Mosen, tæt op til Lümfjorden, laae Vikingens Bjælkehuus med steensat Kjelder, Taarn og tre Sæt Stokværk; øverst paa Taget havde Storken bygget Rede, Storkemoder laae paa Æg og var vis paa, de vilde lykkes.
En Aften blev Storkefader noget længe ude og da han kom hjem, saae han forpjusket og iilfærdig ud.
"Jeg har noget ganske Forfærdeligt at fortælle Dig!" sagde han til Storkemoder.
"Lad være med det!" sagde hun, "husk paa, at jeg ligger paa Æg, jeg kunde have Skade af det og da virker det paa Æggene!"
"Du maa vide det!" sagde han. "Hun er kommen her, Datteren af vor Vert i Ægypten! hun har vovet Reisen herop! og væk er hun!"
"Hun, som er af Feernes Slægt! fortæl dog! Du veed, at jeg kan ikke taale at vente i denne Tid, da jeg ligger!"
"Seer Du, Mo'er! hun har dog troet paa, hvad Doctoren sagde, som Du fortalte mig; hun har troet paa, at Moseblomsten heroppe kunde hjelpe hendes syge Fader og hun er fløiet i Fjæderham med de to andre Fjæderhams-Prindsesser, der hvert Aar skulle her Nord paa for at bade sig og forynges! hun er kommen, og hun er væk!"
"Du gjør det saa vidtløftigt!" sagde Storkemoder, "Æggene kunne blive forkølede! jeg kan ikke taale at være i Spænding!"
"Jeg har passet paa!" sagde Storkefader, "og iaften, jeg gik i Rørene, hvor Hængedyndet kan bære mig, da kom tre Svaner, der var Noget ved Svinget, som sagde mig: pas paa, det er ikke heelt Svane, det er Svaneham kun! Du kjender det paa Følelsen, Mo'er! ligesom jeg, Du veed, hvad der er det Rette!"
"Ja vist!" sagde hun, "men fortæl om Prindsessen! jeg er kjed af at høre om Svaneham!"
"Her midt i Mosen, veed Du, er ligesom en Sø," sagde Storkefader, "Du kan see et Stykke af den, naar Du vil lette Dig; derop til Rørene og det grønne Hængedynd laae en stor Elletrunte; paa den satte de tre Svaner sig, sloge med Vingerne og saae sig om; den ene af dem kastede Svanehammen, og jeg kjendte i hende vor Huus-Prindsesse fra Ægypten; hun sad nu og havde ingen anden Kappe om sig, end sit lange, sorte Haar; hun bad de to andre, hørte jeg, at passe vel paa Svanehammen, naar hun dukkede ned under Vandet for at plukke Blomsten, som hun troede at see. De nikkede og lettede, løftede paa den løse Fjæderkjole; see hvad mon de vil med den, tænkte jeg, og hun spurgte dem vistnok lige om det samme og Svar fik hun, Syn for Sagen, de fløi iveiret med hendes Fjæderham: ""Dyk Du ned!"" raabte de, ""aldrig flyver Du meer i Svaneham, aldrig seer Du Ægyptens Land! sid Du i Vildmosen!"" og saa reve de hendes Fjæderham i hundrede Stykker, saa at Fjædrene fløi rundt omkring, som om det var et Sneefog! og bort fløi de to Skarns-Prindsesser!"
"Det er rædsomt!" sagde Storkemoder, "jeg kan ikke taale at høre det! - siig mig saa, hvad der skete videre!"
"Prindsessen jamrede og græd! Taarerne trillede ned paa Elletrunten og saa rørte den sig, for det var Dyndkongen selv, ham, der boer i Mosen. Jeg saae, hvor Trunten vendte sig og saa var den ingen Trunte meer, der stak op lange, dyndede Grene, ligesom Arme; da blev det stakkels Barn forskrækket og sprang afsted ind paa det gyngende Hængedynd, men der kan det ikke bære mig, mindre hende, hun sank strax i, og Elletrunten gik ned med, det var ham der halede; der kom store, sorte Bobler og saa var der ikke Spor mere. Nu er hun begravet i Vildmosen, aldrig kommer hun med Blomst til Ægyptens Land. Du havde ikke holdt ud at see paa det, Mo'er!"
"Saadant Noget skulde Du slet ikke fortælle mig i denne Tid! det kan gaae ud over Æggene! - Prindsessen hytter sig nok! hun faaer sagtens Hjelp! havde det været mig eller Dig, een af vore, saa havde det været forbi!"
"Jeg vil dog hver Dag see efter!" sagde Storkefader, og det gjorde han.
Nu gik der en lang Tid.
Da saae han en Dag, at dybt fra Bunden skjød frem en grøn Stilk, og da den naaede op til Vandspeilet, voxte frem et Blad, bredere og altid bredere; tæt ved kom en Knop, og da Storken en Morgenstund fløi hen over den, aabnede sig, ved de stærke Solstraaler, Blomsterknoppen og midt i den laae et deiligt Barn, en lille Pige, ligesom om hun var steget op fra Bad; hun lignede i den Grad Prindsessen fra Ægypten, at Storken først troede at det var hende, der var blevet lille, men da han tænkte sig om, fandt han det rimeligere at det var hendes og Dyndkongens Barn; derfor laae hun i Aakande.
"Der kan hun da ikke blive liggende;" tænkte Storken, "i min Rede ere vi allerede saa mange! men, der falder mig Noget ind! Vikingefruen har ingen Børn, tidt ønskede hun sig en Lille, jeg faaer jo Skyld for at bringe de Smaa, nu vil jeg dog engang gjøre Alvor af det! jeg flyver til Vikingefruen med Barnet; der vil blive en Fornøielse!"
Og Storken tog den lille Pige, fløi til Bjælkehuset, slog med Næbbet Hul paa den Blæreskinds Rude, lagde Barnet ved Vikingefruens Bryst, fløi saa til Storkemo'er og fortalte, og Ungerne hørte paa det; de vare store nok dertil.
"Seer Du, Prindsessen er ikke død! hun har sendt den Lille herop, og nu er den anbragt!"
"Det har jeg jo sagt fra første Færd!" sagde Storkemoder, "tænk nu lidt paa dine egne! det er snart paa Reisetiden; det begynder af og til at krille mig under Vingerne! Gjøgen og Nattergalen ere allerede afsted, og Vagtlerne hører jeg tale om, at vi snart faae god Medvind! vore Unger staae sig nok ved Manoeuveren, kjender jeg dem ret!"
Naa, hvor Vikingefruen blev glad, da hun om Morgenen vaagnede og fandt ved sit Bryst det lille, deilige Barn; hun kyssede og klappede det, men det skreg forfærdeligt og sprællede med Arme og Been, det syntes slet ikke fornøiet; tilsidst græd det sig isøvn og som det da laae der, var det Noget af det Deiligste, man kunde see paa. Vikingefruen var saa glad, saa let, saa karsk, det bares hende for, at nu vilde vist hendes Husbond med alle hans Mænd ligesaa uventet komme, som den Lille, og saa fik hun og hele Huset travlt, for at Alt kunde være istand. De lange, couleurte Tapeter, som hun og Pigerne selv havde, vævet med Billeder af deres Afguder, Odin, Thor og Freia, som de kaldtes, bleve hængte op, Trællene maatte skure de gamle Skjolde, som der pyntedes med, Hynder bleve lagte paa Bænkene og tørt Brænde paa Ildstedet midt i Hallen, for at Baalet strax kunde tændes. Vikingefruen tog selv fat med, saa at hun ud paa Aftenen var betydelig træt og sov godt.
Da hun nu henimod Morgenen vaagnede, blev hun inderlig forskrækket, thi det lille Barn var reent borte; hun sprang op, tændte en Fyrrespaan og saae rundt om, og da laae der, hvor hun strakte sine Fødder i Sengen, ikke det lille Barn, men en stor, hæslig Padde; hun blev ganske ækel ved den, tog en svær Stang og vilde slaae Frøen ihjel, men den saae paa hende med saadanne underlige, bedrøvede Øine, at hun ikke kunde slaae til. Endnu engang saae hun rundt om, Frøen gav et fiint, ynkeligt Qvæk, hun foer sammen derved og sprang fra Sengen hen til Lugen, den smak hun op; Solen kom idetsamme frem, kastede sine Straaler lige ind i Sengen paa den store Padde, og det var med Eet som om Udyrets brede Mund trak sig sammen og blev lille og rød, Lemmerne strakte sig i den nydeligste Skikkelse, det var hendes eget lille, deilige Barn, der laae og ingen hæslig Frø.
"Hvad er dog det!" sagde hun, "har jeg drømt en ond Drøm! det er jo mit eget yndige Alfebarn, der ligger!" og hun kyssede og trykkede det til sit Hjerte, men det rev og bed om sig ligesom en vild Kattekilling.
Ikke den Dag, heller ikke den næste kom Vikingeherren, skjøndt han var paa Veien, men Vinden var imod, den blæste syd paa for Storkene. Medbør for Een er Modbør for en Anden.
I et Par Dage og Nætter blev det Vikingefruen klart, hvordan det stod sig med hendes lille Barn, det var jo en forfærdelig Trolddom, der hvilede over det. Ved Dagen var det deiligt som en Lysalf, men havde en ond, vild Natur, om Natten derimod var det en hæslig Padde, stille og klynkende, med sorrigfulde Øine; her var to Naturer, der skiftede om, baade udad og indad; det kom af, at den lille Pige, som Storken havde bragt, eiede ved Dagen sin rette Moders Ydre, men paa den Tid sin Faders Sindelag; ved Natten derimod fik det Slægtskabet med ham synligt i sit Legems * Skikkelse, derimod straalede da, inde i det, Moderens Sind og Hjerte. Hvo kunde løse denne ved Seidkunst øvede Magt. Vikingefruen havde Angest og Bedrøvelse derover, og dog hang hendes Hjerte ved den stakkels Skabning, om hvis Tilstand hun ikke troede at turde fortælle sin Husbond, naar han nu snart kom hjem, thi da vilde han vist, som Skik og Brug var, lægge det stakkels Barn ud paa Alfarvei og lade det tage af hvem, der vilde. Det nænte den skikkelige Vikingefrue ikke, han skulde kun ved den lyse Dag faae Barnet at see.
En Morgenstund susede Storkevingerne hen over Taget; der havde om Natten over hundrede Storkepar udhvilet sig efter den store Manoeuver, nu fløi de op for at drage Syd paa.
"Alle Mand færdig!" hed det, "Kone og Børn med!"
"Jeg er saa let!" sagde Storkeungerne, "det kribler og krabler mig lige ud i Benene som om jeg var fyldt med levende Frøer! hvor det er deiligt at skulle reise udenlands!"
"Hold Jer i Flokken!" sagde Fader og Moder, "og lad ikke Knebbren gaae saa meget, det tager paa Brystet!"
Og de fløi.
I samme Stund klang Luren hen over Heden, Vikingen var landet med alle sine Mænd; de vendte hjem med rigt Bytte fra den galliske Kyst, hvor Folket, som i Bretland, i deres Skræk sang:
"Fri os fra de vilde Normanner!"
Naa, hvor der blev Liv og Lystighed i Vikingeborgen ved Vildmosen. Mjødkarret kom ind i Hallen, Baalet blev tændt og Heste bleve slagtede; her skulde ordentligt brases op. Offergoden sprængte det varme Hesteblod paa Trællene som Indvielse; Ilden knittrede, Bøgen trak hen under Loftet, Soden dryppede fra Bjælken, men det var man vant til. Gjester vare indbudte, og de fik gode Gaver, glemt var Rænker og Falskhed; drukket blev der, og de kastede hverandre de gnavede Knokler i Ansigtet, det var Tegn paa godt Humeur. Skjalden, - det var saadan en Slags Spillemand, men som ogsaa var Krigsmand, havde været med dem og vidste hvad det var han sang om, - gav dem en Vise, hvori de hørte om alle deres Krigsgjerninger og Mærkeligheder; ved hvert Vers kom det samme Omqvæde: "Formue døer, Frænder døe, selv døer man ligerviis, men aldrig døer et herligt Navn!" og saa sloge de Alle paa Skjolde og hamrede med Kniven eller et Knokkelbeen paa Bordpladen, saa at det kunde høres.
Vikingefruen sad paa Tværbænken i den aabne Gildeshal, hun havde Silkekjole, Guld-Armringe og store Ravperler; hun var i sin bedste Stads, og Skjalden nævnede ogsaa hende i sin Sang, talte om den gyldne Skat, hun havde bragt sin rige Husbond, og denne var rigtig glad i det deilige Barn, han havde kun seet det ved Dagen i al dets Deilighed; Vildskaben, der var ved det, syntes han godt om; hun kunde blive, sagde han, en drabelig Skjoldmø, der slog sin Kæmpe! ikke vilde hun blinke med Øinene, naar øvet Haand, i Spøg, hug med det skarpe Sværd Øienbrynene af hende.
Mjødkarret blev tømt, et nyt kjørt op, ja der blev drukket fyldeligt, det var Folk, der kunde taale fuldt op. Det Ordsprog var der dengang: "Qvæget veed, naar det skal gaae hjem fra Græsning, men uklog Mand kjender aldrig sin Maves Maal". Ja, det vidste man, men man veed Eet og gjør et Andet! man vidste ogsaa, at "Kjær bliver kjedelig, naar han sidder længe i anden Mands Huus!" men man blev dog her, Suul og Mjød er en god Ting! det gik lysteligt; og til Natten sov Trællene i den varme Aske, dyppede Fingrene i den fede Sod og slikkede dem. Det var en rar Tid!
Endnu engang i Aaret drog Vikingen paa Tog, uagtet Efterhøstens Storme reiste sig; han gik med sine Mænd til Bretlands Kyst, det var jo "bare over Vandet", sagde han, og hans Huusfrue blev tilbage med sin lille Pige, og vist var det, at Pleiemoderen snart næsten holdt mere af den stakkels Padde med de fromme Øine og de dybe Suk, end af Deiligheden, der rev og bed om sig.
Den raae, vaade Efteraars-Taage, "Mundløs", der gnaver Bladene af, laae hen over Skov og Hede, "Fugl Fjæderløs", som de kalde Sneen, fløi tæt paa hinanden, Vinteren var paa Vei; Spurvene toge Storke-Reden i Beslag og raisonnerede paa deres Viis over det fraværende Herskab; dette selv, Storkeparret med alle Ungerne, ja hvor vare de nu?
--------
Storkene vare nu i Ægyptens Land, hvor Solen skinnede varmt, som hos os paa en deilig Sommerdag, Tamarinder og Akasier blomstrede rundt om, Muhameds Maane straalede blank fra Tempel-Kuplerne; paa de slanke Taarne sad mangt et Storkepar og hvilede ud efter den lange Reise; hele store Flokke havde Rede ved Rede paa de mægtige Søiler og sønderbrudte Buer af Templer og glemte Steder; Daddelpalmen løftede sit Skjærmtag høit op, som om den vilde være Solskjærm. De hvidgraae Pyramider stode som Skyggerids paa den klare Luft henimod Ørkenen, hvor Strudsen viste, den kunde bruge sine Been, og Løven sad med store, kloge Øine og saae paa Marmor-Sphinxen, der laae halv begravet af Sandet. Nilens Vande vare traadte tilbage, hele Flodleiet mylrede med Frøer og det var nu for Storkefamilien det allerdeiligste Skue i dette Land. Ungerne troede, at det var Øien-Forblindelse, saa mageløst fandt de det Hele.
"Saadanne er det her, og saadanne have vi det altid i vort varme Land!" sagde Storkemoder, og det kriblede de Smaa i Maven.
"Faae vi endnu Mere at see?" sagde de, "skal vi meget meget længer ind i Landet?"
"Der er ikke Noget videre at see!" sagde Storkemoder; "ad den frodige Kant er kun vildsom Skov, hvor Træerne voxe i hverandre og filtres sammen af piggede Slyngplanter, kun Elephanten med sine plumpe Been kan der træde sig Vei; Slangerne ere os for store og Fiirbenene for muntre. Ville I ad Ørkenen til, saa faae I Sand i Øinene, gaaer det fiint til og gaaer det grovt til, komme I ind i en Sandhose; nei, her er bedst! her er Frøer og Græshopper! her bliver jeg og I med!"
Og de bleve; de Gamle sade i deres Rede paa den slanke Minaret, hvilede sig og havde dog travlt med at glatte Fjædrene og gnide med Næbbet paa de røde Strømper; saa løftede de Halsene, hilsede gravitetisk og hævede Hovedet med den høie Pande og de fine, glatte Fjædre, og deres brune Øine straalede saa klogt. Hun-Ungerne gik gravitetisk om mellem de saftige Rør, skottede efter de andre Storke-Unger, gjorde Bekjendtskab og slugte ved hvert tredie Skridt en Frø, eller gik og dinglede med en lille Slange, det tog sig godt ud, troede de, og det smagte. Han-Ungerne gjorde Klammeri, baskede hinanden med Vingerne, hug med Næbbet, ja stak til Blods, og saa blev den forlovet og den forlovet, Han-Ungerne og Hun-Ungerne, det var jo det, de levede for; og de byggede Rede, og kom saa igjen i nyt Klammeri, for i de hede Lande ere de nu Alle saa hidsige, men fornøieligt var det, og især en stor Glæde for de Gamle: Alting klæder Ens Unger! hver Dag var her Solskin, hver Dag fuldtop at æde, man kunde kun tænke paa Fornøielse. - Men inde i det rige Slot hos den ægyptiske Husvert, som de kaldte ham, var den slet ikke tilhuse.
Den rige, mægtige Herre laae paa Løibænk, stiv i alle sine Lemmer, udstrakt som en Mumie, midt i den store Sal med de broget malede Vægge; det var ligesom om han laae i en Tulipan. Slægtninge og Tjenere stode om ham, død var han ikke, leve kunde man heller ikke ret sige at han gjorde; den frelsende Moseblomst fra de nordlige Lande, den, der skulde søges og plukkes af Den, som høiest elskede ham, vilde aldrig blive bragt. Hans unge, deilige Datter, som i Svaneham fløi over Hav og Lande, høit mod Norden, skulde aldrig vende tilbage; "hun er død og borte!" havde de to hjemvendte Svane-Jomfruer meldt; de havde sat en heel Historie sammen derom, den fortalte de:
"Vi fløi alle Tre høit i Luften, da saae en Jæger os og afskjød sin Piil; den ramte vor unge Veninde, og langsomt syngende sit Farvel sank hun, som en døende Svane, ned midt i Skovsøen; der ved Bredden under en duftende Hængebirk begravede vi hende! Dog Hævn have vi taget; Ild bandt vi under Vingen paa Svalen, der byggede under Jægerens Rør-Tag, det tændtes, Huset slog op i Lue, han brændte inde, det lyste ud over Søen hen til den heldende Hængebirk, hvor hun nu er Jord i Jorden; aldrig kommer hun til Ægyptens Land!"
Og saa græd de begge To, og Storkefader, den Gang han hørte det, knebbrede med Næbbet, saa at det skraldede efter:
"Løgn og Paafund!" sagde han. "Jeg kunde have Lyst til at jage dem Snabelen lige ind i Brystet!"
"Og brække den af!" sagde Storkemoder, "saa kom Du til at see godt ud! tænk først paa Dig selv og saa paa din Familie, alt Andet ligger udenfor!"
"Jeg vil dog sætte mig paa Randen af den aabne Kuppel imorgen, naar alle de Lærde og Vise samles for at tale om den Syge; maaskee de saa komme Sandheden lidt nærmere!"
Og de Lærde og Vise kom sammen og talte meget, vidt og bredt, som Storken ikke kunde faae Noget ud af, - og der kom heller ikke Noget ud deraf for den Syge, eller for Datteren i Vildmosen; men derfor kunne vi gjerne høre lidt paa det, man maa jo høre paa saa Meget.
Men nu er det rigtigst ogsaa at høre og vide hvad der var gaaet forud, saa ere vi bedre med i Historien, idetmindste ligesaa meget som Storkefader.
"Kjærlighed føder Liv! den høieste Kjærlighed føder det høieste Liv! kun gjennem Kjærlighed er Livets Frelse for ham at vinde!" var der blevet sagt, og det var overmaade klogt og godt sagt, forsikkrede de Lærde.
"Det er en kjøn Tanke!" sagde strax Storke fader.
"Jeg forstaaer den ikke rigtigt!" sagde Storkemoder, "og det er ikke min Skyld, men Tankens, dog det kan da ogsaa være det samme, jeg har Andet at tænke paa!"
Og nu havde de Lærde talt om Kjærligheden mellem Dit og Dat, Forskjellen der var, Kjærligheden, som Kjærestefolk fornam, og den mellem Forældre og Børn, mellem Lyset og Væxterne, hvorledes Solstraalen kyssede Dyndet og at Spiren derved kom frem - det var saa vidtløftigt og lærd sat ud, at det blev umuligt for Storkefader at følge med, end sige at gjentage det; han blev ganske tankefuld derved, lukkede Øinene halvt i og stod paa eet Been en heel Dag derefter; Lærdommen var ham saa svær at bære.
Dog det forstod Storkefader, han havde hørt baade Smaafolk og de Allerfornemste tale lige ud af Hjertebunden, at det var en stor Ulykke for mange Tusinder og for Landet med, at den Mand laae syg og ikke kunde komme sig; Glæde og Velsignelse vilde det være, om han fik sin Sundhed igjen. "Men hvor voxer Sundhedsblomsten for ham?" derom havde de spurgt Allesammen, spurgt i lærde Skrifter, i blinkende Stjerner, i Veir og Vind, spurgt ad alle de Omveie, der vare at finde, og tilsidst havde de Lærde og Vise, som sagt, faaet det ud: "Kjærlighed føder Liv, Livet til Faderen," og der sagde de mere end de selv forstode; de gjentoge og skrev da op som Recept: "Kjærlighed føder Liv", men hvorledes hele den Ting efter Recepten skulde laves sammen, ja derved stod man. Tilsidst bleve de enige derom, Hjelpen maatte komme ved Prindsessen, hun, der med hele sin Sjæl og sit Hjerte holdt af denne Fader. Man faldt endeligt ogsaa paa, hvorledes det kunde bringes istand, ja det var nu mere end Aar og Dag siden, hun skulde om Natten, naar Nyet der tændtes, igjen var nede, begive sig ud til Marmor-Sphinxen ved Ørkenen, kaste Sandet bort fra Døren i Fodstykket, og der, gaae gjennem den lange Gang, som førte ind midt i en af de store Pyramider, hvor en af Oldtids mægtige Konger, omgivet af Pragt og Herlighed, laae i Mumie-Hylster; her skulde hun helde sit Hoved til den Døde, og da vilde aabenbares hende, hvor Liv og Frelse for hendes Fader var at vinde.
Alt det havde hun udført, og i Drømme erfaret, at fra den dybe Mose oppe i det danske Land, Stedet var blevet ganske nøiagtigt betegnet, maatte hun hjembringe den Lotus-Blomst, der i Vandets Dyb havde berørt hendes Bryst, da vilde han frelses.
Og derfor fløi hun i Svaneham fra Ægyptens Land op til Vildmosen. See, alt Dette vidste Storkefader og Storkemoder, og nu veed vi det tydeligere, end vi før vidste det. Vi veed, at Dynd-Kongen drog hende ned til sig, veed, at hun for dem i Hjemmet er død og borte; kun den Viseste af dem Alle sagde endnu, ligesom Storkemoder: "hun hytter sig nok!" og det vilde de da vente paa, for de vidste ikke noget Bedre.
"Jeg troer, at jeg rapser Svanehammen fra de to Skarns-Prindsesser!" sagde Storkefader, "saa kunne de da ikke komme til Vildmosen at gjøre Fortræd; Svanehammene selv gjemmer jeg deroppe til der er Brug for dem!"
"Hvor oppe gjemmer Du dem?" spurgte Storkemoder.
"I vor Rede ved Vildmosen!" sagde han. "Jeg og vore yngste Unger kunne hjelpes ad med at føre dem, og blive de os for besværlige, saa er der Steder nok paa Veien til at skjule dem til næste Trækning. Een Svaneham var vel nok for hende, men to ere bedre; det er godt at have meget Reisetøi i et nordligt Land!"
"Du faaer ikke Tak for det!" sagde Storkemoder, "men Du er jo Herre! jeg har ikke Noget at sige uden i Liggetiden!"
--------
I Vikingeborgen ved Vildmosen, hvorhen Storkene fløi mod Vaaren, havde den lille Pige faaet Navn; Helga havde de kaldt hende, men det Navn var altfor blødt for et saadant Sind, som det, den deiligste Skikkelse her havde; Maaned for Maaned kom det mere frem, og i Aaringer, ja, medens Storkene gjorde samme Reise, i Høst mod Nilen, i Foraar mod Vildmosen, blev det lille Barn en stor Pige, og før man tænkte derover, var hun den deiligste Jomfru i sit sextende Aar; deilig af Skal, men haard og * beesk af Kjærne, vildere end de Fleste i denne haarde, mørke Tid.
Det var hende en Lyst at stænke med sine hvide Hænder det dampende Blod af den slagtede Offerhest; hun bed i Vildskab Halsen over paa den sorte Hane, som Offergoden skulde slagte, og til sin Pleiefader sagde hun i fuld Alvor:
"Kom din Fjende og slog Toug om Bjælkehovederne af Taget, lettede det over dit Kammer, medens Du sov, jeg skulde ikke vække Dig om jeg kunde! jeg hørte det ikke, saaledes surrer Blodet mig endnu om det Øre, hvorpaa Du for Aaringer siden gav mig en Kindhest, Du! Jeg husker!"
Men Vikingen troede ikke paa de Ord, han var, ligesom de Andre, daaret af hendes Deilighed; vidste heller ikke om, hvorledes Sind og Skind skiftede hos liden Helga. Uden Sadel sad hun, som groet fast til Hesten, der jog i fuldt Løb, og ikke sprang hun af, om den bedes med de andre ondsindede Heste. I alle sine Klæder kastede hun sig tidt fra Skrænten ud i Fjordens stærke Strømning, og svømmede Vikingen imøde, naar hans Baad styrede mod Land. Af sit deilige, lange Haar skar hun den længste Lok og flettede sig deraf en Stræng til sin Bue:
"Selvgjort er velgjort!" sagde hun.
Vikingefruen var vel efter Tid og Vane stærk i Villie og Sind, men mod Datteren var hun at ligne som en blød, angest Qvinde; hun vidste jo ogsaa, at det var Trolddom, der hvilede over det forfærdelige Barn.
Det var som om Helga, ret af ond Fornøielse, lidt for ofte fandt paa, naar Moderen stod paa Svalen eller traadte ud i Gaarden, at sætte sig op paa Brøndkanten, slaae med Arme og Been, og derpaa lade sig plumpe ned i det snevre, dybe Hul, hvor hun, med Frø-Naturen, dukkede og løftede sig igjen, kravlede saa, ligesom om hun var en Kat, og kom drivende af Vand ind i Høisalen, saa at de grønne Blade, der vare strøede paa Gulvet, vendte sig i den vaade Strøm.
Dog eet Baand var der, som holdt liden Helga, det var Aftenskumringen; i den blev hun stille og ligesom eftertænksom, lod sig kalde og føre; da ligesom drog en indre Fornemmelse hende til Moderen, og naar Solen sank og Forvandlingen ude og inde fulgte, sad hun der stille, sørgmodig, skrumpet sammen i Padde-Skikkelsen, Kroppen var vel nu langt større end dette Dyrs, men just derved desgrueligere; hun saae ud som en ynkelig Dværg med Frø-Hoved og Svømmehud mellem Fingrene. Der var Noget saa bedrøveligt i de Øine, hun saae med, Stemmen havde hun ikke, kun et huult Qvæk, ret som et Barn, der hulker i Drømme; da kunde Vikingefruen tage hende paa sit Skjød, hun glemte den hæslige Skikkelse, saae kun paa de bedrøvede Øine og sagde meer end eengang:
"Næsten kunde jeg ønske, at Du altid var mit stumme Frø-Barn; Du er mere forfærdelig at see paa, naar Deiligheden vender udad!"
Og hun skrev Runer mod Seid og Syge, kastede dem over den Elendige, men Bedring viste sig ikke.
"Man skulde ikke troe, at hun har været saa lille, at hun har ligget i en Aakande!" sagde Storkefader; "nu er hun et heelt Menneske og hendes ægyptiske Moder opad Dage; hende saae vi aldrig siden! hun hyttede sig ikke, som Du og den Lærdeste troede. Jeg har nu Aar ud, Aar ind fløiet paa kryds og tværs over Vildmosen, men hun gav aldrig Tegn fra sig! Ja, det kan jeg sige Dig, jeg har i de Aaringer, jeg er kommet herop nogle Dage forud for Dig, at jeg kunde bøde paa Reden, sætte Et og Andet i Stand, fløiet en heel Nat, som om jeg var en Ugle eller Flaggermuus, idelig over det aabne Vand, men til ingen Nytte! den fik vi da heller ikke for de to Svanehamme, som jeg og Ungerne slæbte herop fra Nilens Land; det var besværligt nok, i tre Keiser toge vi dem. Nu have de ligget i mange Aar paa Bunden af Reden, og skeer her nu engang Ilds-Ulykke, skeer det, at Bjælkehuset brænder af, saa ere de da væk!"
"Og vor gode Rede er væk!" sagde Storkemoder, "den tænker Du mindre paa, end paa det Fjædertøi og din Mose-Prindsesse! Du skulde engang gaae ned til hende og blive i Dyndet! Du er en daarlig Fader for dine Egne, det har jeg sagt fra jeg laae paa Æg første Gang. Faae vi eller vore Unger bare ikke en Piil i Vingen af den gale Vikingetøs! hun veed jo ikke, hvad hun gjør. Vi ere dog lidt ældre hjemme her end hun, det skulde hun betænke; vi glemme aldrig vore Skyldigheder, vi give vore Afgifter aarlig, en Fjæder, et Æg og en Unge, som Ret er. Troer Du, at naar hun er udenfor, jeg gider gaae derned, som i gamle Dage, og som jeg gjør i Ægypten, hvor jeg er halv Kammerat med dem, uden at glemme mig, kiger i Kar og i Gryde? Nei, jeg sidder heroppe og ærgrer mig over hende - Tøs! - og jeg ærgrer mig over Dig med! Du skulde have ladet hende ligge i Aakanden, saa havde hun været væk!"
"Du er meget agtværdigere end din Tale!" sagde Storkefader - "jeg kjender Dig bedre, end Du kjender Dig selv!"
Og saa gjorde han et Hop, to tunge Vingeslag, strakte Benene bagud og fløi, seilede afsted, uden at røre Vingerne, han var et godt Stykke borte, da tog han et kraftigt Tag, Solen skinnede paa de hvide Fjædre, Hals og Hoved strakte sig fremad! Der var Fart og Sving.
"Han er dog den Deiligste endnu af dem Allesammen!" sagde Storkemoder, "men jeg siger ham det ikke."
--------
Tidlig denne Høst kom Vikingen hjem med Bytte og Fanger; mellem disse var en ung, Christen Præst, een af de Mænd, der forfulgte de nordiske Landes Afguder. Ofte i den sidste Tid var i Hal og Fruerstue blevet talt om den nye Tro, der bredte sig vidt om i alle Lande Syd paa, ja ved den hellige Ansgarius endogsaa var naaet op til Hedeby ved Slien; selv liden Helga havde hørt om Troen paa den hvide Christ, der af Kjærlighed til Menneskene havde givet sig hen for at frelse dem; det var for hende, som man siger, gaaet ind ad det ene Øre og ud ad det andet; det Ord Kjærlighed syntes hun kun at have Fornemmelse for, naar hun i den ynkelige Frø-Skikkelse krøb sammen i det aflukkede Kammer; men Vikingefruen havde lyttet til og følt sig forunderlig grebet ved de Sagn og Sagaer, der gik om Sønnen af een eneste sand Gud.
Mændene, komne hjem fra Tog, havde fortalt om de prægtige Templer af hugne kostelige Stene, reiste for ham, hvis Bud var Kjærlighed; et Par svære, gyldne Kar, kunstigt udskaarne og heelt af det pure Guld, vare hjembragte, der var ved hvert en egen krydret Duft, det var Røgelsekar, som de christne Præster svang foran Altret, hvor aldrig Blod flød, men Vinen og det indviede Brød forvandledes i hans Blod, som havde givet sig hen for endnu ufødte Slægter.
I Bjælkehusets dybe, steensatte Kjelder var den fangne, unge christne Præst bragt ned, snørt med Bastbaand om Fødder og Hænder; deilig var han, "som Baldur at see!" sagde Vikingefruen og hun rørtes ved hans Nød, men ung Helga lystede, at der skulde drages et Toug gjennem hans Haser og han bindes til Halerne af de vilde Oxer.
"Saa skulde jeg slippe Hundene løs; hui! afsted over Moser og Kjær, ad Heden til! det vilde være lystigt at see, lystigere endnu at kunne følge ham paa Farten!"
Dog den Død vilde Vikingen ikke han skulde lide, men som Fornægter og Forfølger af de høie Guder, imorgen den Dag offres paa Blodstenen i Lunden, det var første Gang at her et Menneske offredes.
Ung Helga bad om hun maatte bestænke Gudebillederne og Folket med Blodet af ham; hun sleb sin blanke Kniv og da een af de store, glubske Hunde, hvoraf der var nok paa Gaarden, løb hende hen over Fødderne, stak hun den Kniven ind i Siden: "Det er for at prøve den!" sagde hun, og Vikingefruen saae bedrøvet paa den vilde, ondsindede Pige, og da Natten kom og Skjønheds Skikkelsen hos Datteren i Krop og Sjæl skiftede om, talte hun til hende Sorgens varme Ord, ud af en bedrøvet Sjæl.
Den grimme Padde med Troldens Krop stod foran og heftede de brune, sorgfulde Øine paa hende, hørte og syntes at forstaae med Menneskets Tanke.
"Aldrig, selv til min Husbond, er det kommet paa min Tunge om hvad dobbelt jeg lider ved Dig!" sagde Vikingefruen, "der er mere Ynk i mit Hjerte over Dig, end jeg selv troede! stor er en Moders Kjærlighed! men aldrig kom Kjærlighed i dit Sind! Dit Hjerte er som en kold Dyndklump! hvorfra er Du dog kommet i mit Huus!"
Da sittrede forunderligt den ynkelige Skikkelse, det var som om de Ord berørte et usynligt Baand mellem Legem og Sjæl, der kom store Taarer i Øinene.
"Din haarde Tid vil engang komme!" sagde Vikingefruen, "gruelig vil den blive ogsaa for mig! - bedre om Du, som Barn var stillet ud paa Alfarvei, og Nattekulden havde lullet Dig til Døde!" Og Vikingefruen græd de salte Taarer og gik vred og bedrøvet bort, om bag det løse Skindtæppe, der hang over Bjælken og deelte Stuen.
Alene sad i Krogen den sammenskrumpne Padde; der var lydløst, men efter korte Mellemrum kom, inde i hende, et halvqvalt Suk; det var, som om, i Smerte, et Liv fødtes i Hjertets Vraa. Hun gjorde et Skridt frem, lyttede, gik atter et Skridt og greb nu med de ubehjelpelige Hænder om den tunge Stang, der var skudt for Døren; sagte fik hun den fra, stille trak hun bort Pinden, der var stukket ind over Klinken; hun greb den tændte Lampe, der stod i Kamret foran; det var som en stærk Villie gav hende Kræfter; hun drog Jernpinden ud af den stængede Lem, listede sig ned til Fangen; han sov; hun rørte ved ham med sin kolde, klamme Haand, og da han vaagnede og saae den hæslige Skikkelse, gøs han, som for et ondt Syn. Hun drog sin Kniv, overskar hans Baand og vinkede ad ham, at han skulde følge hende.
Han nævnede hellige Navne, gjorde Korsets Tegn, og da Skikkelsen stod uforandret, sagde han Bibelens Ord:
"Salig er Den, som handler forstandigen mod den Ringe; Herren skal redde ham paa en ond Dag! - Hvo er Du? Hvorfra dette Ydre af Dyret og dog fuld af Barmhjertighedens Gjerning!"
Paddeskikkelsen vinkede, og førte ham bag skjulende Tæpper, hen ad en eensom Gang, ud til Stalden, pegede paa en Hest, han svang sig op paa den, men ogsaa hun satte sig der forrest og holdt i Dyrets Manke. Den Fangne forstod hende og i hurtig Trav rede de en Vei, som han aldrig vilde have fundet, ud til den aabne Hede.
Han glemte hendes hæslige Skikkelse, Herrens Naade og Barmhjertighed fornam han virkede gjennem Utysket; fromme Bønner bad han og hellige Sange istemte han; da sittrede hun, var det Bønnens og Sangens Magt, der virkede her, eller var det Kulde-Gyset ved Morgenen, der snart vilde komme? hvad var det vel hun fornam? hun løftede sig høit i Veiret, vilde standse Hesten og springe ned; men den christne Præst holdt hende fast med al sin Kraft, sang høit en Psalme, som mægtede den at løse Trolddommen, der holdt hende i den hæslige Frø-Skikkelse, og Hesten jog vildere frem, Himlen blev rød, den første Solstraale trængte gjennem Skyen, og ved det klare Væld af Lyset kom Omskiftelsen, hun var den unge Deilighed med det dæmoniske, onde Sind; han holdt den skjønneste, unge Qvinde i sine Arme og forfærdedes derover, sprang ned fra Hesten, standsede den, i det han troede at møde en ny ødelæggende Trolddom; men ung Helga var i samme Spring ogsaa paa Jorden, den korte Barnekjole naaede hende kun til Knæet; den skarpe Kniv rev hun af sit Bælte og styrtede ind paa den Overraskede.
"Lad mig naae Dig!" raabte hun, "lad mig naae Dig, og Kniven skal komme op i Dig! Du er jo bleg som Hø! Træl! skjægløs!"
Hun trængte ind paa ham; de brødes i en svær Kamp, men det var som om en usynlig Kraft gav den christne Mand Styrke; han holdt hende fast, og det gamle Egetræ tæt ved kom ham til Hjelp ved ligesom med sine fra Jorden halv løsnede Rødder at binde hendes Fødder, der vare gledne ind under dem. Tæt ved sprudlede en Kilde, han stænkede hende med det friske Væld over Bryst og Ansigt, bød den urene Aand fare ud og signede hende efter christelig Brug, men Daabens Vand har ikke Kraft der, hvor ikke Troens Væld ogsaa strømmer indenfra.
Og dog var han ogsaa heri den Stærke; ja meer end Mands Styrke mod den stridende onde Kraft laae der i hans Gjerning, den ligesom betog hende, hun lod Armene synke, saae med forundrede Blikke og blegnende Kinder paa denne Mand, der syntes en mægtig Troldmand, stærk i Seid og hemmelig Kunst; det var mørke Runer, han læste, Lønstaver, han tegnede i Luften! Ikke for den blinkende Øxe eller skarpe Kniv, om han havde svunget den mod hendes Øine, vilde hun have gjort et Blink, men hun gjorde det, da han skrev Korsets Tegn paa hendes Pande og Bryst; og sad hun nu som en tam Fugl, Hovedet bøiede sig mod Brystet.
Da talte han mildt til hende om den Kjærlighedens Gjerning, hun havde øvet mod ham i denne Nat, da hun i Frøens hæslige Ham var kommen, havde løst hans Baand og ført ham ud til Lys og Liv; hun var ogsaa bunden, bunden med trangere Baand, end han, sagde han, men ogsaa hun skulde, og ved ham, komme til Lys og Liv. Til Hedeby, til den hellige Ansgarius, vilde han bringe hende, der, i den christne Stad, vilde Fortryllelsen hæves; men ikke foran paa Hesten, selv om hun godvillig sad der, turde han føre hende.
"Bag paa Hesten maa du sidde, ikke foran mig! Din Trolddoms Skjønhed har en Magt, som er fra det Onde, jeg frygter den - og dog er Seiren for mig i Christo!"
Han bøiede sine Knæ, bad saa fromt og inderligt! det var som om den tause Skov-Natur indviedes derved til en hellig Kirke; Fuglene begyndte at synge som hørte de med til den nye Menighed, de vilde Krusemynter duftede som vilde de erstatte Ambra og Røgelse; høit forkyndte han Skriftens Ord: "Lyset fra det Høie har besøgt os, for at skinne for dem, som sidde i Mørket og i Dødens Skygge, at styre vore Fødder paa Fredens Vei! -"
Og han talte om Alnaturens Forlængsel, og mens han talte stod Hesten, der havde baaret dem i vildt Løb, stille og ruskede i de store Brombærranker, saa at de modne, saftige Bær faldt paa liden Helgas Haand, bydende sig selv til Vederqvægelse.
Hun lod sig taalmodig løfte op paa Hestens Ryg, sad der som en Søvngjængerske, der ikke vaager og dog ikke vandrer. Den christne Mand bandt to Grene sammen med et Bastbaand, at de dannede et Kors, det holdt han høit i Haanden og saa red de gjennem Skoven, der blev tættere, Veien dybere, eller slet ingen Vei. Slaaentornen stod som Vei-Bom, man maatte ride uden om den; Kilden blev ikke til rindende Bæk, men til staaende Mose, man maatte ride uden om den. Der laae Styrke og Vederqvægelse i den friske Skovluft, der laae en ikke ringere Kraft i Mildhedens Ord, der klang i Tro og Christen-Kjærlighed, i den inderlige Trang til at føre den Betagne til Lys og Liv.
Regndraaben, siger man jo, huler den haarde Steen, Havets Bølger gjøre i Tiden de afrevne kantede Klippe-Stene runde, Naadens Dug, som var oprundet for liden Helga, hulede det Haarde, rundede det Skarpe; vel var det ikke at kjende, hun vidste det ikke selv, hvad veed Spiren i Jorden, ved det qvægende Væde og den varme Solstraale, at den gjemmer i sig Væxt og Blomst.
Som Moderens Sang for Barnet umærkeligt hefter sig i Sindet, og det laller efter de enkelte Ord, uden at forstaae dem, men disse siden samle sig i Tanken og i Tiden blive klarere, saaledes virkede ogsaa her Ordet, der mægter at skabe.
De rede ud af Skoven, hen over Heden, atter igjennem veiløse Skove, da mødte de henimod Aften Røvere.
"Hvor har Du stjaalet den deilige Glut!" raabte de, stoppede Hesten, rev de to Ridende ned, thi mandsstærke vare de. Præsten havde ikke andet Værge end Kniven, som han havde taget fra liden Helga, den stødte han om sig med, een af Røverne svingede sin Øxe, men den unge, christne Mand gjorde et lykkeligt Spring tilside, ellers var han bleven ramt, nu foer Øxens Eg dybt ind i Hestens Hals, saa Blodet strømmede ud og Dyret styrtede til Jorden; da foer liden Helga, som vækket af sin lange, dybe Tanke-Hvile, hen og kastede sig over det gispende Dyr; den christne Præst stillede sig foran hende til Værn og Værge, men een af Røverne svingede sin tunge Jernhammer mod hans Pande, saa at den knustes og Blod og Hjerne sprøitede rundt om, død faldt han til Jorden.
Røverne grebe liden Helga om hendes hvide Arm, da gik Solen i det samme ned, den sidste Solstraale slukkedes og hun forvandledes til en hæslig Padde; den hvidgrønne Mund gik ud over det halve Ansigt, Armene bleve tynde og slimede, en bred Haand med Svømmehud bredte sin Vifte-Form; - da slap Røverne hende forfærdet; hun stod som det hæslige Udyr midt imellem dem og efter Frøens Natur hoppede hun i Veiret, høiere, end hun selv var og forsvandt i Tykningen; da mærkede Røverne, at det var Lokes onde List, eller hemmelig Seid-Kunst og forfærdet skyndte de sig bort derfra.
--------
Fuldmaanen var alt oppe, snart gav den Glands og Lysning, og frem fra Krattet krøb, i Frøens ynkelige Ham, liden Helga; hun standsede ved Liget af den christne Præst og ved sin dræbte Ganger, hun saae paa dem med Øine, som syntes at græde; Frøhovedet gav et Qvæk, som om et Barn brister i Graad. Hun kastede sig snart over den Ene, snart over den Anden, tog Vand i Haanden, der ved Svømmehuden blev større og mere huul og gød det over dem. Døde vare de, døde vilde de blive! hun forstod det. Snart kunde de vilde Dyr komme og æde deres Krop; nei, det maatte ikke skee! derfor gravede hun i Jorden saa dybt hun mægtede det; en Grav vilde hun aabne for dem, men hun havde kun, til at grave med, en haard Trægreen og begge sine Hænder, men paa dem spændte mellem Fingrene Svømmehuden, den revnede, Blodet flød. Hun begreb, at Arbeidet vilde ikke lykkes hende; da tog hun Vand og af vaskede den Dødes Ansigt, bedækkede det med friske, grønne Blade, bar store Grene hen og lagde over ham, rystede Løv derind imellem, tog saa de sværeste Stene, hun mægtede at løfte, lagde dem over de døde Legemer og tilstoppede Aabningerne med Mos, da troede hun, at Gravhøien var stærk og fredet, men under dette tunge Arbeide var Natten skredet hen, Solen brød frem - og liden Helga stod i al sin Deilighed, med blødende Hænder og for første Gang med Taarer paa de rødmende, jomfruelige Kinder.
Da var det i Forvandlingen, som to Naturer brødes inde i hende; hun sittrede, saae omkring sig, som vaagnede hun af en ængstende Drøm, foer derpaa hen til den slanke Bøg, holdt sig fast ved den, for dog at have en Støtte, og snart, i et Nu, klattrede hun, som en Kat, op i Træets Top, og klamrede sig fast; hun sad der som et ængstet Egern, sad der den lange Dag i den dybe Skov-Eensomhed, hvor Alt er stille og dødt, siger man jo! - dødt, ja der fløi et Par Sommerfugle om hinanden, i Leeg eller Strid; der var tæt ved nogle Myretuer, hver med flere Hundrede travle Smaaskabninger, der mylrede frem og tilbage; i Luften dandsede utallige Myg, Sværm ved Sværm; der joge forbi Skarer af surrende Fluer, Vor Herres Høns, Guldsmede og andre vingede Smaadyr, Regnormen krøb frem fra den vaade Grund, Muldvarpene skjøde op, - forresten var det stille, dødt rundt om, dødt, som man siger og forstaaer det. Ingen lagde Mærke til liden Helga uden Skovskaderne der fløi skrigende om Træets Top, hvor hun sad; de hoppede hen ad Grenene mod hende i dristig Nysgjerrighed; et Blink af hendes Øie var et Blink, der jog dem bort igjen, - men de bleve ikke klogere paa hende og hun ikke heller paa sig selv.
Da Aftenen var nær, og Solen begyndte at synke, kaldte Forvandlingen hende til ny Bevægelse; hun lod sig glide ned af Træet, og idet den sidste Solstraale slukkedes, stod hun der i Frøens sammenkrympede Skikkelse, med Hændernes sønderrevne Svømme-Hinder, men Øinene straalede nu med en Skjønheds-Glands, som de knap eiede før i Deilighedens Skikkelse; det var de mildeste, fromme Pige-Øine, der lyste frem bag Frø-Larven, de vidnede om det dybe Sind, det menneskelige Hjerte; og Skjønheds-Øinene brast i Graad, græd Hjertets tunge Lettelses-Taarer.
Der laae endnu ved den reiste Grav det Kors af Grene, der med Bast-Baand var bundet sammen, det sidste Arbeide af ham, som nu var død og borte; liden Helga tog det, Tanken kom af sig selv, hun plantede det mellem Stenene over ham og den dræbte Hest; ved Erindringens Vemod brøde Taarer frem, og i denne Hjerte-Stemning ridsede hun det samme Tegn ind i Jorden rundt om Graven, det hegnede saa pynteligt om den, - og i det hun med begge Hænder ridsede Korsets Tegn, faldt Svømmehuden, som en sønderreven Handske af, og da hun vaskede sig i Kildens Væld, og undrende saae paa sine fine, hvide Hænder, gjorde hun atter Korsets Tegn i Luften, mellem sig og den Døde, da bævede hendes Læber, da rørte sig hendes Tunge og det Navn, hun oftest paa Ridtet gjennem Skoven havde hørt udsjunget og udtalt, blev lydeligt fra hendes Mund, hun sagde det: "Jesus Christ!"
Da faldt Paddehammen, hun var den unge Deilighed; - dog Hovedet bøiede sig træt, Lemmerne trængte til Hvile, - hun sov.
Men Søvnen var kun kort; ved Midnat blev hun vækket; foran hende stod den døde Hest, saa straalende, fuld af Liv, det lyste ud af Øinene og ud af den saarede Hals; tæt ved den viste sig den dræbte, christne Præst; "skjønnere end Baldur!" vilde Vikingefruen have sagt, og dog kom han som i Ildsluer.
Der var en Alvor i de store, milde Øine, en Retfærdighedens Dom, et saa gjennemtrængende Blik, at det lyste ligesom ind i Hjertets Kroge hos den Prøvede. Liden Helga sittrede derved, og hendes Hukommelse vaktes med en Kraft som paa Dommens Dag. Alt hvad Godt der var ydet hende, hvert kjærligt Ord der var sagt hende, blev ligesom levende gjort; hun forstod, at det var Kjærligheden, der havde holdt hende oppe her i Prøvelsens Dage, i hvilke Afkom af Sjæl og Dynd gjærer og stræber; hun erkjendte, at hun kun havde fulgt Stemningernes Tilskyndelser, og selv Intet gjort for sig; Alt var blevet givet hende, Alt var ligesom blevet ledet; hun bøiede sig ringe, ydmyg, skamfuld for Den, der maatte kunde læse hver Fold i Hjertet; og i dette Øieblik fornam hun som et Lynblink af Luttrelsens Flamme, den hellige Aands Lue.
"Du Dyndets Datter!" sagde den christne Præst: "Af Dynd, af Jord est Du kommen, - af Jord skal Du igjen opstaae! Solstraalen i Dig gaaer legemsbevidst tilbage til sit Ophav, Straalen ikke fra Sol-Legemet, men Straalen fra Gud! Ingen Sjæl skal fortabes, men langt er det Timelige, der er Livsens Flugt i det Evige. - Jeg kommer fra de Dødes Land; ogsaa Du skal engang reise gjennem de dybe Dale ind i det lysende Bjergland, hvor Naaden og Fuldendelsen boer. Jeg fører Dig ikke til Hedeby efter Christen-Daab, først maa Du sprænge Vandskjoldet over den dybe Mosegrund, drage den levende Rod op for dit Liv og din Vugge, øve din Gjerning før Indvielsen tør komme."
Og han løftede hende op paa Hesten, rakte hende et gyldent Røgelsekar som det, hun før havde seet i Vikingeborgen, der kom en Duft saa sød og stærk derfra. Pandens aabne Vunde paa den Dræbte lyste som et straalende Diadem; Korset tog han fra Graven, løftede det høit i Veiret, og nu foer de afsted gjennem Luften, hen over den susende Skov, hen over Høiene hvor Kæmperne vare jordede, siddende paa deres dræbte Gangere; og de mægtige Skikkelser reiste sig, rede ud og holdt øverst paa Høien; i Maaneskinnet straalede om deres Pande den brede Guldring med Guld-Knude, Kaaben flagrede i Vinden. Lindormen, som rugede over Skatte, løftede sit Hoved og saae efter dem. Dvergfolket kiggede frem fra Høie og Plovfurer, de mylrede med røde, blaae og grønne Lys, en Vrimmel at see som Gnisterne i Asken af det brændte Papir.
Hen over Skov og Hede, Aaer og Kjær fløi de, op mod Vildmosen; hen over den svævede de i store Kredse. Den christne Præst løftede Korset høit, det skinnede som Guld, og fra hans Læber lød Messesangen; liden Helga sang den med, som Barnet synger ved sin Moders Sang; hun svingede Røgelsekarret, der kom en Alterduft, saa stærk, saa under virkende, at Mosens Siv og Rør blomstrede derved; alle Spirer skjøde op fra den dybe Bund, Alt, hvad Liv havde løftede sig, der bredte sig et Flor af Aakander, som var det et indvirket Blomstertæppe og paa dette laae en sovende Qvinde, ung og deilig, liden Helga troede at see sig selv, sit Speilbilled i det stille Vand; det var hendes Moder hun saae, Dyndkongens Viv, Prindsessen fra Nilens Vande.
Den døde, christne Præst bød, at den Sovende løftedes op paa Hesten, men denne sank under Byrden som var dens Legem kun et Liiglagen, der flyver i Vinden, men Korsets Tegn gjorde Luft-Phantomet stærkt, og alle Tre rede de hen til den faste Grund.
Da goel Hanen i Vikingens Borg og Synerne løste sig op i Taage, der foer hen i Vinden, men ud for hinanden stod Moder og Datter.
"Er det mig selv, jeg seer i det dybe Vand!" sagde Moderen. "Er det mig selv, jeg seer i det blanke Skjold!" udbrød Datteren, og de nærmede sig hinanden, Bryst mod Bryst, Favn i Favn, stærkest slog Moderens Hjerte og hun forstod det.
"Mit Barn! mit eget Hjertes Blomst! min Lotus fra de dybe Vande!"
Og hun omarmede sit Barn og græd; Taarerne vare en ny Livsens, Kjærlighedens Daab for liden Helga.
"I Svaneham kom jeg herhid og kastede den!" sagde Moderen, "jeg sank igjennem den gyngende Flom, dybt ned i Mosens Dynd, der som en Muur lukkede sig om mig; men snart fornam jeg en friskere Strømning; en Kraft drog mig dybere, altid dybere, jeg følte Søvnens Tryk paa mine Øienlaage, jeg sov ind, jeg drømte - jeg syntes, jeg igjen laae i Ægyptens Pyramide, men foran mig stod endnu den gyngende Elletrunte, der paa Mosens Flade havde skrækket mig, jeg betragtede Revnerne i Barken, og de lyste frem i Farver og bleve Hieroglypher, det var Mumiens Hylster jeg saae paa, det brast, og ud derfra traadte den tusindaarige Drot, Mumie-Skikkelsen, sort som Beg, sortglindsende som Skovsneglen eller det fede, sorte Dynd, Dyndkongen eller Pyramidens Mumie, jeg vidste det ikke. Han slyngede sine Arme om mig og det var som om jeg maatte døe. Livet fornam jeg først igjen ved at det blev varmt paa mit Bryst og der en lille Fugl slog med Vingerne, qviddrede og sang. Den fløi fra mit Bryst høit mod det mørke, tunge Loft, men et langt, grønt Baand bandt den endnu til mig; jeg hørte og forstod dens Længsels Toner: Frihed! Solskin! til Faderen! - da tænkte jeg paa min Fader i Hjemmets solbelyste Land, mit Liv, min Kjærlighed! og jeg løsnede Baandet, lod den flagre bort - hjem til Faderen. Siden Min Stund har jeg ikke drømt, jeg sov en Søvn, tilvisse saa tung og lang, til i denne Stund Toner og Duft løftede og løste mig!"
Det grønne Baand fra Moderens Hjerte til Fuglens Vinge, hvor flagrede det nu, hvor laae det henkastet? kun Storken havde seet det; Baandet var den grønne Stilk, Sløifen den skinnende Blomst, Vugge for det Barn, som nu var voxet i Deilighed og igjen hvilede ved Moderens Hjerte.
Og mens de stode der Favn i Favn, fløi Storkefader i Kredse om dem, tog saa Fart til sin Rede, hentede de der i Aaringer gjemte Fjæderhamme, kastede een til dem hver, og den sluttede sig om dem og de løftede sig fra Jorden som to hvide Svaner.
"Lad os nu tale!" sagde Storkefader, "nu forstaae vi hinandens Sprog, om end Næbbet er anderledes skaaret paa den ene Fugl end paa den anden! det træffer sig saa heldigt som Noget kan, at I komme denne Nat, imorgen havde vi været afsted, Mutter, jeg og Ungerne! vi flyve Syd paa! ja, see kun paa mig! jeg er jo en gammel Ven fra Nil-Landet og det er Mutter med, hun har det i Hjertet mere end i Knebbren. Hun troede altid, at Prindsessen nok hyttede sig; jeg og Ungerne have baaret Svanehammen herop -! naa, hvor jeg er glad! og hvor det er et Held, at jeg er her endnu; naar det gryer ad Dag trække vi afsted! stort Storke-Selskab! Vi flyve foran, flyv kun bag efter, saa tage I ikke feil af Veien; jeg og Ungerne skal ogsaa nok have et Øie med!"
"Og Lotus-Blomsten jeg skulde bringe!" sagde den ægyptiske Prindsesse, "den flyver i Svaneham ved min Side! mit Hjertes Blomst har jeg med, saaledes har det løst sig. Hjemad, hjemad!"
Men Helga sagde, at hun ikke kunde forlade det danske Land, før hun engang endnu havde seet sin Pleiemoder, den kjærlige Vikingefrue. I Helgas Tanke gik op hver smuk Erindring, hvert kjærligt Ord, hver Taare, Pleiemoderen havde grædt og næsten var det i dette Øieblik, som om hun holdt meest af denne Moder.
"Ja, vi maae til Vikingegaarden!" sagde Storkefader, "der venter jo Mo'er og Ungerne! hvor ville de dreie Øine og lade Knebbren gaae! ja, Mo'er siger nu ikke saa meget! kort og fyndig er hun, og saa mener hun det endnu bedre! jeg vil strax slaae en Skralde, at de kunne høre at vi komme!"
Og saa skraldede Storkefader med Næbbet og han og Svanerne fløi til Vikingeborgen.
Derinde laae Alle endnu i dyb Søvn; først seent paa Natten var Vikingefruen kommen til Ro; hun laae i Angest for liden Helga, der nu i hele tre Døgn havde været forsvundet med den christne Præst; hun maatte have hjulpet ham bort, det var hendes Hest, der savnedes paa Stalden, ved hvilken Magt var alt Dette bevirket. Vikingefruen tænkte paa de Underværker, der hørtes skete ved den hvide Christ og ved dem, som troede paa ham og fulgte ham. De vexlende Tanker fik Skikkelse i Drømmens Liv, det forekom hende, at hun endnu sad vaagen, eftertænkende paa sin Seng, og udenfor rugede Mørket. Stormen kom, hun hørte Havets Rullen i Vest og Øst, fra Nordsøen og Kattegattets Vande; den uhyre Slange, som omspændte Jorden i Havdybet, rystede i Krampetrækninger; det var mod Gudernes Nat, Ragnarok, som Hedningfolket kaldte den yderste Time, da Alt skulde forgaae, selv de høie Guder. Gjallerhornet lød, og hen over Regnbuen rede Guderne, klædte i Staal, for at kæmpe den sidste Kamp; foran dem fløi de vingeklædte Skjoldmøer, og Rækken sluttedes med de døde Kæmpers Skikkelser; den hele Luft lyste om dem med Nordlys-Blink, men Mørket var det seirende. Det var en rædsom Stund.
Og tæt ved den ængstede Vikingefrue sad paa Gulvet liden Helga i Frøens hæslige Skikkelse, ogsaa hun skjælvede og knugede sig op til Pleiemoderen, som tog hende paa sit Skjød og i Kjærlighed holdt hende fast, i hvor hæslig end Paddehammen syntes. Luften gjenlød af Sværd- og Kølle-Slag, af susende Pile, som var det en stormende Hagelbyge, der gik hen over dem. Timen var kommen, da Jord og Himmel vilde briste, Stjernerne falde, Alt gaae tilgrunde i Surturs Ild, men en ny Jord og Himmel, vidste hun, vilde komme, Kornet bølge, hvor Havet nu rullede hen over den golde Sandbund, den unævnelige Gud raade og op til ham steg Baldur, den milde, kjærlige, løst fra de Dødes Rige - han kom - Vikingefruen saae ham, hun kjendte hans Aasyn, - det var den christne, fangne Præst. "Hvide Christ!" raabte hun høit og i Navnets Nævnelse trykkede hun et Kys paa sit hæslige Frøbarns Pande; da faldt Paddehammen, og liden Helga stod der i al sin Deilighed, mild som aldrig før og med straalende Øine; hun kyssede Pleiemoderens Hænder, velsignede hende for al den Omhu og Kjærlighed, hun i Trængselens og Prøvelsens Dage forundte hende; takkede hende for de Tanker, hun havde nedlagt i hende og vakt, takkede hende for Navnets Nævnelse det hun gjentog: hvide Christ! og liden Helga løftede sig som en mægtig Svane, Vingerne bredte sig saa store, med en Susen, som naar Trækfuglenes Skare flyver bort.
Vikingefruen vaagnede derved, og udenfor lød endnu det samme stærke Vingeslag, - det var Tiden vidste hun, at Storkene droge herfra, dem var det hun hørte; endnu engang vilde hun see dem før deres Afreise og sige dem Farvel! Hun stod op, gik ud paa Svalen, og da saae hun paa Sidehusets Tagryg Stork ved Stork, og rundt om Gaarden, hen over de høie Træer, fløi Skarer i store Svingninger, men ligeud for hende, paa Brøndkanten, hvor liden Helga saa tidt havde siddet og skrækket hende ved sin Vildskab, sade nu to Svaner og saae med kloge Øine paa hende; og hun huskede paa sin Drøm, den fyldte hende endnu heel, aldeles som en Virkelighed, hun tænkte paa liden Helga i Svaneskikkelse, hun tænkte paa den christne Præst, og følte sig med Eet forunderlig glad i Hjertet.
Svanerne sloge med Vingerne, bøiede deres Halse, som vilde de ogsaa give deres Hilsen; og Vikingefruen bredte sine Arme ud imod dem, som om hun forstod det, smilede i Graad og mange Tanker.
Da løftede sig med Vinge-Larm og Knebbren alle Storkene til Reisen Syd paa.
"Vi vente ikke paa Svanerne!" sagde Storkemoder, "vil de med, maae de komme! vi kunne ikke blive her til Brokfuglene reise! Der er dog noget kjønt i at reise saaledes familieviis, ikke som Bogfinker og Bruushøns, hvor Hannerne flyve for sig og Hunnerne for sig, det er egentligt talt ikke anstændigt! og hvad er det for et Vingeslag Svanerne gjør?"
"Hver flyver paa sit Sæt!" sagde Storkefader, "Svanerne tage det paa skraa, Tranerne i Trekant og Brokfuglene i Slangelinie!"
"Nævn ikke Slange naar vi flyve heroppe!" sagde Storkemoder, "det giver kun Ungerne Lyster, som ikke kunne tilfredsstilles!"
--------
"Er det de høie Bjerge dernede, jeg hørte om!" spurgte Helga i Svaneham.
"Det er Tordenskyer, som drive under os!" sagde Moderen.
"Hvad er det for hvide Skyer, som løfte sig saa høit?" spurgte Helga.
"Det er de evigt besneede Bjerge, Du seer!" sagde Moderen, og de fløi over Alperne, ned mod det blaanende Middelhav.
--------
"Africas Land! Ægyptens Strand!" jublede i Svane-Skikkelse Nilens Datter, idet hun høit fra Luften øinede, som en hvidguul, bølgeformig Stribe, sin Hjemstavn.
Ogsaa Fuglene saae den og fremskyndte deres Flugt.
"Jeg lugter Nil-Dynd og vaade Frøer!" sagde Storkemoder, "det kriller i mig! - Ja, nu skulle I faae at smage, og I skulle see Marabu, Ibis og Traner! de høre alle til Familien, men ere ikke nær saa kjønne, som vi; de stille sig fornemme an, især Ibis; han er nu blevet forvænt af Ægypterne, de gjøre ham til Mumie, stoppe ham med Kryder-Urter. Jeg vil heller stoppes med levende Frøer, det ville I med og det skulle I blive! Bedre Noget i Skrotten mens man lever, end at være til Stads naar man er død! det er min Mening og den er altid den rigtige!"
"Nu ere Storkene komne!" sagde man i det rige Huus ved Nilens Bred, hvor i den aabne Hal, paa bløde * Hynder dækkede med Leopardens Skind, den kongelige Herre laae udstrakt, ikke levende heller ikke død, haabende paa Lotus-Blomsten fra den dybe Mose i Norden. Slægtninge og Tyende stode om ham.
Og ind i Hallen fløi to prægtige, hvide Svaner, de vare komne med Storkene; de kastede den blendende Fjæderham og der stode to deilige Qvinder, hinanden saa liig som to Dugdraaber; de bøiede sig hen over den blege, henvisnede gamle Mand, de kastede deres lange Haar tilbage, og idet liden Helga bøiede sig over Bedstefaderen, rødmede hans Kinder, hans Øine fik Glands, der kom Liv i de stivnede Lemmer. Den Gamle reiste sig karsk og forynget; Datter og Datterdatter holdt ham i deres Arme som til Morgenhilsen i Glæde efter en lang, tung Drøm.
--------
Og der var Glæde over al den Gaard og i Storkereden med, men der var det dog meest over den gode Føde, de mylrende mange Frøer; og mens de Lærde i Hast optegnede saa løseligt Historien om de to Prindsesser og om Sundheds-Blomsten, der var en stor Begivenhed og Velsignelse for Huus og Land, fortalte Storkeforældrene den paa deres Viis og for deres Familie, men først da de Alle vare mætte, ellers havde de jo Andet at bestille end at høre paa Historier.
"Nu bliver Du da Noget!" hviskede Storkemoder; "det er ikke rimeligt Andet!"
"O, hvad skulde jeg blive!" sagde Storkefader, "og hvad har jeg gjort? Ingenting!"
"Du har gjort mere, end alle de Andre! uden Dig og Ungerne havde de to Prindsesser aldrig seet Ægypten igjen og faaet den Gamle rask. Du bliver Noget! Du faaer bestemt DoctorGraden og vore Unger fødes siden med den, og deres Unger igjen videre frem! Du seer ogsaa allerede ud som en ægyptisk Doctor, - i mine Øine!"
De Lærde og Vise udviklede Grundtanken, som de kaldte det, der gik gjennem den hele Begivenhed: "Kjærlighed føder Liv!" den gav de Forklaring paa forskjellige Maader: "den varme Solstraale var Ægyptens Prindsesse, hun steg ned til Dyndkongen og i deres Møden sprang Blomsten frem -"
"Jeg kan ikke saaledes rigtig gjentage Ordene!" sagde Storkefader, der havde hørt til fra Taget og skulde fortælle derom i Reden. "Det var saa indviklet hvad de sagde, det var saa klogt, at de strax fik Rang og Skjenkads, selv Mundkokken fik et stort Udmærkelses-Tegn - det var nok for Suppen!"
"Og hvad fik Du?" spurgte Storkemoder, "De skulde da ikke glemme den Vigtigste og Den er Du! de Lærde have kun knebbret ved det Hele! men dit kommer vel!"
I den sildige Nat, da Søvnens Fred hvilede over det * rige lykkelige Huus, var der Een, der endnu vaagede, og det var ikke Storkefader, uagtet han paa eet Been stod op i Reden og sov Skildvagt, nei, liden Helga vaagede, heldede sig ud over Altanen og saae paa den klare Luft med de store, lysende Stjerner, større og renere i Glands, end hun havde seet dem i Norden, og dog de samme. Hun tænkte paa Vikingefruen ved Vildmosen, paa Pleiemoderens milde Øine, de Taarer, hun havde grædt over det arme Frøbarn, der nu stod i Glands og Stjernepragt ved Nilens Vande i deilig Foraars-Luft. Hun tænkte paa Kjærligheden i den hedenske Qvindes Bryst, den Kjærlighed, hun havde viist en ynkelig Skabning, der i Menneske-Ham var et ondt Dyr og i Dyrets Ham væmmelig at see og røre ved. Hun saae paa de lysende Stjerner og huskede paa Glandsen fra den Dødes Pande, da de fløi hen over Skov og Mose; der klang Toner i hendes Erindring, Ord, hun havde hørt udtale, da de red afsted og hun sad som den Betagne, Ord om Kjærlighedens store Ophav, den høieste Kjærlighed, der omfattede alle Slægter.
Ja, hvad var ikke givet, vundet, opnaaet! Liden Helgas Tanke omfattede, ved Nat, ved Dag, hele sin Lykke-Sum og stod i Skuet af den som Barnet, der vender sig ilsomt fra Giveren til det Givne, alle de deilige Gaver; hun ligesom gik op i den stigende Lyksalighed, der kunde komme, vilde komme; hun var jo baaren gjennem Underværker til altid høiere Glæde og Lykke og heri fortabte hun sig en Dag, saa ganske, at hun ikke mere tænkte paa Giveren. Det var Ungdoms-Modets Kjækhed, der gjorde sit raske Kast! hendes Øine lyste derved, men øiebliklig reves hun ud derfra ved en stærk Støien nede i Gaarden under sig. Der saae hun to mægtige Strudse løbe ilsomt omkring i enge Kredse; aldrig før havde hun seet dette Dyr, saa stor en Fugl, saa plump og tung, Vingerne saae ud som vare de stækkede, Fuglen selv som var der gjort den Overlast, og hun spurgte om hvad der var skeet med den, og for første Gang hørte hun det Sagn, Ægypterne fortælle om Strudsen.
Deilig havde dens Slægt engang været, dens Vinger store og stærke; da sagde en Aften Skovens mægtige Fugle til den: "Broder! skulle vi imorgen, om Gud vil det, flyve til Floden og drikke?" Og Strudsen svarede: "jeg vil det!" Da det dagedes fløi de afsted, først høit op ad mod Solen, Guds Øie, altid høiere og høiere, Strudsen langt foran alle de Andre; den fløi i Stolthed mod Lyset; den stolede paa sin Kraft og ikke paa Giveren; den sagde ikke: "om Gud vil!" da drog Straffens Engel Sløret bort fra den Flammestraalende, og i dette Nu forbrændte Fuglens Vinger, den sank, elendig, til Jorden. Den og dens Slægt mægter aldrig meer at hæve sig; den flyer i Skræk, stormer om i Kredse i det snevre Rum; en Mindelse er det for os Mennesker, i al vor Tanke, ved hver vor Gjerning at sige: "om Gud vil!"
Og Helga bøiede tankefuld sit Hoved, saae paa den jagende Struds, saae dens Angest, saae dens taabelige Glæde ved Skuet af sin egen store Skygge paa den hvide solbelyste Væg. Og i Sind og Tanke slog Alvoren sin dybe Rod. Et Liv saa rigt, fremad i Lykken, var givet, vundet, - hvad vilde skee, hvad vilde endnu komme -? Det Bedste: "om Gud vil!"
--------
I det tidlige Foraar, da Storkene atter droge Nord paa, tog liden Helga sit Guld-Armbaand, ridsede deri sit Navn, vinkede ad Storkefader, gav ham Guldringen om Halsen, bad ham bringe den til Vikingefruen, der vilde heraf forstaae, at Pleiedatteren levede, var lykkelig og huskede paa hende.
"Det er svært at bære!" tænkte Storken, da han fik det om Halsen; "men Guld og Ære skal man ikke kaste paa Landeveien! der er Lykke ved Storken vil de sande deroppe!"
"Du lægger Guld, og jeg lægger Æg!" sagde Storkemoder, "men Du lægger kun eengang, jeg gjør det alle Aaringer! men Paaskjønnelse faae Ingen af os! det krænker!"
"Man har Bevidstheden, Mo'er!" sagde Storkefader. "Den kan Du ikke hænge uden paa!" sagde Storkemoder, "den giver hverken Medbør eller Maaltid!"
Og saa fløi de.
Den lille Nattergal, der sang i Tamarindebusken, vilde ogsaa snart drage Nord paa; deroppe ved Vildmosen havde liden Helga tidt hørt den; Bud med vilde hun give den, Fuglenes Sprog kunde hun, fra hun fløi i Svaneham, hun havde tidt siden talt det med Stork og Svale, Nattergalen vilde forstaae hende; og den bad hun at flyve til Bøgeskoven paa den jydske Halvø, hvor Graven var reist af Steen og Grene, hun bad den bede alle Smaafugle der værne om Graven og synge en Sang og atter en Sang.
Og Nattergalen fløi - og Tiden fløi hen!
--------
Ørnen stod paa Pyramiden og saae i Høst et stadseligt Tog med rigtladte Kameler, med kosteligt klædte, væbnede Mænd paa fnysende, arabiske Heste, skinnende hvide som Sølv, og med røde, bævrende Næsebor, Manken stor og tæt, hængende ned om de fine Been. Rige Gjester, en kongelig Prinds fra Arabiens Land, deilig som en Prinds skal være det, drog ind i det stolte Huus, hvor nu Storkereden stod tom; de som boede oppe i den vare jo i et nordligt Land, men snart vilde de komme tilbage. - Og netop den Dag kom de, da her var rigest paa Glæde og Lystighed. Her var Bryllupsstads, og liden Helga var Bruden, klædt i Silke og Juveler; Brudgommen var den unge Prinds fra Arabiens Land; de sade øverst ved Bordet mellem Moder og Bedstefader.
Men hun saae ikke paa Brudgommens brune, mandige Kind, hvor det sorte Skjæg krusede sig, hun saae ikke paa hans ildfulde, mørke Øine, der fæstede sig paa hende, hun saae ud, op mod den blinkende, funklende Stjerne, der straalede ned fra Himlen.
Da raslede det med stærke Vingeslag derude i Luften, Storkene kom tilbage; og det gamle Storkepar, i hvor træt det end var af Reisen og nok kunde trænge til at hvile ud, fløi dog strax ned paa Rækværket ved Verandaen, de vidste det, hvilken Fest det var. De havde allerede ved Landets Grændse hørt, at liden Helga havde ladet dem afmale paa Muren, de hørte med til hendes Historie.
"Det er meget net betænkt!" sagde Storkefader. "Det er meget lidt!" sagde Storkemoder, "mindre kunde det da ikke være!"
Og da Helga saae dem, reiste hun sig og gik ud i Verandaen til dem, for at klappe dem ned ad Byggen. Det gamle Storkepar neiede med Halsene, og de yngste Unger saae derpaa og følte sig beærede.
Og Helga saae op til den lysende Stjerne, der straalede mere og mere klar; og imellem den og hende bevægede sig en Skikkelse, renere endnu end Luften og derved synlig, den svævede hende ganske nær, det var den døde christne Præst, ogsaa han kom paa hendes Høitidsfest, kom fra Himmeriges Rige. "Glandsen og Herligheden der overgaaer Alt hvad Jorden kjender!" sagde han.
Og liden Helga bad saa blødt, saa inderligt, som hun aldrig før havde bedet, at hun, kun et eneste Minut, turde see derind, kun kaste et eneste Blik ind i Himmeriges Rige, til Faderen.
Og han løftede hende i Glands og Herlighed, i en Strømning af Toner og Tanker; det var ikke blot udenom hende, det lyste og klang, men inden i hende. Ord kan ikke udsige det.
"Nu maae vi tilbage, Du savnes!" sagde han.
"Kun eet Blik endnu!" bad hun; "kun et eneste kort Minut!"
"Vi maae til Jorden, alle Gjester gaae bort!"
"Kun eet Blik! det sidste -!"
Og liden Helga stod atter i Verandaen, - men alle Blus derudenfor vare slukkede, alle Lys i Brudesalen vare borte, Storkene borte, ingen Gjester at see, ingen Brudgom, Alt, som veiret hen i tre korte Minuter.
Da følte Helga Angest, gik igjennem den tomme, store Hal, ind i det næste Kammer, der sov fremmede Soldater, hun aabnede Sidedøren, der førte ind til hendes Stue, og idet hun troede at staae der, stod hun udenfor i Haven, - saaledes var her jo ikke før; rødlig skinnede Himlen, det var mod Daggry.
Tre Minuter i Himlen kun, og en heel Jord-Nat var gaaet!
Da saae hun Storkene; hun raabte til dem, talede deres Sprog, og Storkefader dreiede Hovedet, lyttede og nærmede sig.
"Du taler vort Sprog!" sagde han, "hvad vil Du? Hvorfor kommer Du her, du fremmede Qvinde?"
"Det er jo mig! det er Helga! kjender Du mig ikke? For tre Minuter siden talte vi sammen, derhenne i Verandaen."
"Det er en Feiltagelse!" sagde Storken; "det har Du drømt Altsammen!"
"Nei, nei!" sagde hun og erindrede ham om Vikingeborgen og om Vildmosen, Reisen herhid -!
Da blinkede Storkefader med Øinene: "Det er jo en gammel Historie, jeg har hørt fra min Tip-tip-Oldemoders Tid! ja vist var her i Ægypten en saadan Prindsesse fra det danske Land, men hun forsvandt paa sin Bryllups-Aften for mange hundrede Aar siden og kom aldrig igjen! det kan Du selv læse Dig til her paa Monumentet i Haven, der er jo hugget baade Svaner og Storke, og øverst staaer Du selv i det hvide Marmor."
Saaledes var det. Liden Helga saae det, forstod det og sank i Knæ.
Solen straalede frem, og som i Fordumstid ved dens Straaler Frøhammen faldt og den deilige Skikkelse kom tilsyne, saa løftede sig nu ved Lysets Daab en Skjønheds-Skikkelse klarere, renere end Luften, en Lysstraale - til Faderen.
Legemet sank i Støv: der laae en henvisnet Lotus-Blomst, hvor hun havde staaet.
--------
"Det var da en ny Slutning paa Historien!" sagde Storkefader, "den havde jeg nu slet ikke ventet! men jeg kunde ganske godt lide den!"
"Hvad mon Ungerne ville sige om den?" spurgte Storkemoder.
"Ja, det er rigtignok det Vigtigste!" sagde Storkefader.
Nadaljuj z branjem
