Waltey
Hči močvirskega kralja
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Hči močvirskega kralja
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- English
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 69 min branja
- Obseg
- 55 strani
- Naslov izvirnika
- Dyndkongens datter
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je English, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Hči močvirskega kralja
Storks tell their little ones a great many fairy tales, all from the swamps and marshes, and generally suited to their age and understanding. The youngest nestlings are quite content to be told, “Creepy, crawly, splish-splosh!” They think that splendid, but the older ones want a deeper meaning, or at least something about the family. Of the two oldest and longest tales preserved among the storks, we all know one: the story of Moses, whom his mother set adrift on the waters of the Nile, who was found by the king’s daughter, received a fine education, and became a great man, though afterwards no one knew where he was buried. That is quite a familiar story!
The other tale is not yet known, perhaps because it belongs so nearly to our own country. It has passed from one mother stork to another for a thousand years, and each has told it better than the last; now we shall tell it best of all.
The first pair of storks to bring the tale, and to take part in it themselves, had their summer home on the Viking’s timber house beside the Wild Marsh in Vendsyssel. That is in Hjørring county, far up towards Skagen in Jutland, if we are to speak with geographical precision. It is still an immense marsh; you can read about it in the county survey. This was once the seabed, but it has risen, so the book says. It stretches for miles in every direction, surrounded by wet meadows and quaking bogs, with peat moss, cloudberries, and stunted trees. A mist hangs over it almost always, and seventy years ago wolves were still to be found there. It certainly deserves its name, “the Wild Marsh,” and one can imagine how wild it must have been, how much swamp and open water there must have been here a thousand years ago! Yet in its details one could see then what one can still see now: the reeds were just as tall, with the same long leaves and violet-brown feathery flowers they bear today; the birch stood with white bark and delicate, loosely hanging leaves, just as it does now. As for the living creatures that came here, the fly wore its gauzy dress cut in the same fashion as today, and the stork’s livery was white and black with red stockings. Human beings, on the other hand, dressed differently in those days; but whoever ventured onto the quaking bog, thrall or hunter or anyone at all, fared a thousand years ago just as people do now: they plunged in and sank down to the Marsh King, as they called the ruler of the great marsh kingdom below. The Quagmire King would have suited him too, but we prefer to say the Marsh King, and that was what the storks called him. Very little is known about his government, but perhaps that is just as well.
Near the marsh, close to the Limfjord, stood the Viking’s timber house, with a stone-built cellar, a tower, and three storeys. High on the roof the storks had built their nest. Mother Stork was sitting on her eggs and felt sure they would hatch well.
One evening Father Stork stayed out rather late, and when he came home he looked ruffled and flustered. “I have something quite dreadful to tell you!” he said to Mother Stork.
“Then don’t!” she said. “Remember that I’m sitting on eggs. It might upset me, and then it would affect the eggs!” “You must hear it!” he said. “She has come here, the daughter of our host in Egypt! She dared to make the journey all this way—and now she’s gone!”
“She who belongs to the fairy race! Do tell me! You know I can’t bear to be kept waiting while I’m sitting!” “You see, Mother, she believed what the doctor said, what you told me about. She believed that the marsh flower up here could help her sick father, and she flew here in a feather dress with the two other feather-dress princesses, who have to come north every year to bathe and renew their youth. She came, and now she’s gone!”
“You take so long to tell it!” said Mother Stork. “The eggs may catch cold! I can’t bear the suspense!” “I’ve been keeping watch!” said Father Stork. “And this evening, while I was walking among the reeds where the floating bog will bear my weight, three swans came flying. There was something in the beat of their wings that told me: take care, those aren’t quite swans, they’re only wearing swan dresses! You know it by instinct, Mother, just as I do. You know what is genuine!”
“Of course!” she said. “But tell me about the princess! I’m tired of hearing about swan dresses!” “Here in the middle of the marsh, as you know, there is a sort of lake,” said Father Stork. “You can see a little of it if you care to raise yourself. Close to the reeds and the green floating bog lay a great alder stump. The three swans settled on it, flapped their wings, and looked about them. One of them cast off her swan dress, and I recognized our own princess from Egypt. There she sat, with no cloak about her but her long black hair. I heard her ask the other two to take good care of her swan dress while she dived beneath the water to pick the flower she thought she could see. They nodded, rose into the air, and lifted the discarded feather dress. What can they mean to do with that? I thought; and she must have asked them the very same thing. She had her answer, plain before her eyes: they flew up with her feather dress. ‘Go on, dive!’ they cried. ‘Never again will you fly in a swan dress! Never again will you see the land of Egypt! Stay here in the Wild Marsh!’ Then they tore her feather dress into a hundred pieces, so that the feathers flew all about like a snowstorm, and away flew those two wicked princesses!”
“How dreadful!” said Mother Stork. “I can’t bear to hear it! Now tell me what happened next!” “The princess wept and wailed! Her tears rolled down onto the alder stump, and then it moved, for it was the Marsh King himself, the one who lives in the marsh. I saw the stump turn, and then it was no stump at all: long muddy branches stretched out like arms. The poor child took fright and sprang away onto the quaking bog, but that cannot even bear my weight, much less hers. She sank at once, and the alder stump went down with her; he was pulling her under. Great black bubbles rose, and then there was no trace of her. Now she is buried in the Wild Marsh, and never will she bring the flower to Egypt. You could not have borne to watch it, Mother!”
“You ought not to tell me such things at a time like this! It may harm the eggs! The princess will look after herself, no doubt! She is sure to find help! If it had been you or me, one of our own kind, then it would have been all over!”
“Still, I shall go and look every day!” said Father Stork, and so he did. A long time passed. Then one day he saw a green stalk shooting up from the depths, and when it reached the surface a leaf unfolded, growing broader and broader. Beside it appeared a bud, and one morning, as the stork flew over it, the strong sunshine opened the flower. In its heart lay a lovely child, a little girl, looking as though she had just stepped out of her bath. She resembled the princess from Egypt so closely that at first the stork thought it was she, grown small again; but on reflection he found it more likely that she was the child of the princess and the Marsh King. That was why she lay in a water lily.
“She certainly cannot stay there,” thought the stork. “There are so many of us in my nest already! But I have an idea! The Viking’s wife has no children, and she has often wished for a little one. I am always given the credit for bringing babies; now, for once, I shall really do it! I’ll fly to the Viking’s wife with the child. What a delight that will be!”
So the stork picked up the little girl, flew to the timber house, pecked a hole in the bladder-skin windowpane, laid the child at the Viking’s wife’s breast, and flew back to Mother Stork to tell her. The young ones listened too; they were old enough now.
“You see, the princess is not dead! She has sent the little one up here, and now the child has a home!” “That is what I said from the very beginning!” said Mother Stork. “Now give a little thought to your own family! It is nearly time to travel. Every now and then I feel a tickling under my wings! The cuckoo and the nightingale have already left, and I hear the quails saying that we shall soon have a good following wind. Our young ones will do well at the manoeuvres, if I know them at all!”
Oh, how happy the Viking’s wife was when she awoke in the morning and found the beautiful little child at her breast! She kissed and caressed it, but it screamed terribly and kicked its arms and legs; it did not seem pleased at all. At last it cried itself to sleep, and as it lay there it was one of the loveliest sights anyone could see. The Viking’s wife was so happy, so light-hearted, so full of vigour, that she felt sure her husband and all his men would now arrive as unexpectedly as the little one had. She and the whole household busied themselves to have everything ready. The long, brightly coloured tapestries that she and her women had woven with pictures of their idols—Odin, Thor, and Freya, as they were called—were hung up. The thralls had to scour the old shields used to decorate the hall; cushions were laid on the benches, and dry wood on the hearth in the middle of the hall, so that the fire could be lit at once. The Viking’s wife worked with her own hands, until by evening she was thoroughly tired and slept soundly.
When she awoke towards morning she was terribly frightened, for the little child had vanished. She sprang up, lit a pine splinter, and looked about her. There at the foot of the bed lay not the little child, but a great, hideous toad. Filled with disgust, she took a heavy stick and was about to kill the creature, but it looked at her with such strange, sorrowful eyes that she could not strike. Once more she looked about her. The toad gave a faint, pitiful croak; she started and sprang from the bed to the shutter, which she flung open. At that very moment the sun rose and cast its rays straight onto the great toad in the bed. All at once the monster’s broad mouth seemed to draw together and become small and red; its limbs stretched into the loveliest shapes. There lay her own beautiful little child, and no hideous toad at all.
“Whatever can this mean?” she said. “Have I had an evil dream? Why, there lies my own darling fairy child!” And she kissed it and pressed it to her heart, but it scratched and bit like a wild kitten.
The Viking did not come that day, nor the next, though he was on his way. The wind was against him; it was blowing south for the storks. One creature’s fair wind is another’s foul.
After a few days and nights, the Viking’s wife understood what was happening to her little child. A terrible enchantment lay upon it. By day it was beautiful as an elf of light, but had a wicked, savage nature; by night, on the other hand, it was a hideous toad, quiet and whimpering, with sorrowful eyes. Here were two natures alternating, both within and without. For the little girl the stork had brought possessed by day her true mother’s outward form, but her father’s disposition; at night her kinship with him appeared in the shape of her body, while within it shone her mother’s mind and heart. Who could break this spell wrought by sorcery? The Viking’s wife was filled with fear and sorrow, yet her heart clung to the poor creature. She did not think she dared tell her husband of its condition when he came home, as he soon would, for then he would surely follow the custom of the time and leave the poor child out beside the highway for anyone who cared to take. The kind-hearted Viking’s wife could not bear that. He should see the child only in broad daylight.
One morning storks’ wings came rushing over the roof. More than a hundred pairs had rested there during the night after the great manoeuvres; now they rose to set off south.
“All ready!” came the cry. “Wives and children too!” “I feel so light!” said the young storks. “I’m tingling and tickling right down to my toes, as though I were full of live frogs! How splendid it is to be going abroad!”
“Keep with the flock!” said Father and Mother. “And don’t clatter your beaks so much; it strains the chest!” And off they flew. At that same moment a horn sounded across the heath. The Viking had landed with all his men. They were returning with rich booty from the coast of Gaul, where the people, as in Britain, sang in terror:
“Deliver us from the savage Northmen!” Oh, what life and merriment there was in the Viking’s stronghold beside the Wild Marsh! The mead vat was brought into the hall, the fire was lit, and horses were slaughtered. There was to be a proper feast. The sacrificial priest sprinkled the thralls with warm horse’s blood to consecrate them. The fire crackled, smoke drifted beneath the roof, and soot dripped from the beams, but everyone was used to that. Guests had been invited and were given fine gifts; intrigue and treachery were forgotten. They drank and threw gnawed bones in one another’s faces, which was a sign of good spirits. The skald—a sort of minstrel, but a warrior too, who had sailed with them and knew what he was singing about—gave them a song recounting all their deeds of war and adventures. At the end of every verse came the same refrain: “Wealth dies, kinsmen die, a man himself must die; but a glorious name shall never die!” Then they all beat upon their shields and hammered the tabletop with a knife or a bone, so that the sound rang out.
The Viking’s wife sat on the cross-bench in the open feasting hall, wearing a silk gown, gold bracelets, and great amber beads. She was dressed in all her finery, and the skald mentioned her too in his song, telling of the golden treasure she had brought her wealthy husband. He was indeed delighted with the beautiful child; he had seen her only by day, in all her loveliness. Her wildness pleased him. She might grow up, he said, to be a mighty shield-maiden who could strike down her opponent! She would not so much as blink if a practised hand, in sport, struck off her eyebrows with a sharp sword.
The mead vat was emptied and another wheeled in. They drank deeply indeed; these were people who could hold their liquor. There was a proverb in those days: “Cattle know when to come home from pasture, but a foolish man never knows his belly’s measure.” Yes, they knew that, but knowing is one thing and doing another! They knew, too, that “Even a welcome guest grows tiresome when he stays too long in another man’s house!” Yet they stayed all the same; meat and mead are good things! The merriment went on, and at night the thralls slept in the warm ashes, dipped their fingers in the greasy soot, and licked them. Those were fine times!
Once more that year the Viking sailed away on a raid, although the autumn storms were rising. He took his men to the coast of Britain; it was “only across the water,” he said. His wife stayed behind with her little girl, and certainly the foster mother soon grew almost fonder of the poor toad, with its gentle eyes and deep sighs, than of the beautiful creature that scratched and bit.
The raw, wet autumn mist, “the Mouthless One” that gnaws away the leaves, lay over forest and heath. “The Featherless Bird,” as they call the snow, came flying thick and fast. Winter was on its way. The sparrows took possession of the storks’ nest and discussed the absent owners in their own fashion. And the owners themselves, the pair of storks with all their young—where were they now?
-------- The storks were now in the land of Egypt, where the sun shone as warmly as it does here on a lovely summer’s day. Tamarinds and acacias blossomed all about, and Mohammed’s crescent gleamed brightly on the temple domes. Many a pair of storks sat on the slender towers, resting after the long journey. Whole flocks had their nests side by side on the mighty columns and broken arches of temples and forgotten places. The date palm raised its canopy high, as though it meant to be a sunshade. The grey-white pyramids stood outlined against the clear sky towards the desert, where the ostrich showed how well it could use its legs, and the lion sat gazing with great, wise eyes at the marble Sphinx, half buried in the sand. The waters of the Nile had receded, and the whole riverbed swarmed with frogs. To the stork family this was the most delightful sight in all the country. The young ones thought it must be an illusion, so marvellous did it all seem.
“This is what it is like here, and this is how we always live in our warm country!” said Mother Stork, and the little ones’ stomachs tingled. “Shall we see anything more?” they asked. “Are we going much, much farther into the country?”
“There is nothing else to see!” said Mother Stork. “Beyond this fertile strip there is only wild forest, where the trees grow into one another and are tangled together by thorny creepers. Only the elephant, with his clumsy legs, can force a way through. The snakes are too big for us, and the lizards too lively. If you go towards the desert, you will get sand in your eyes at best, and be caught in a sandstorm at worst. No, this is the best place! Here there are frogs and grasshoppers! Here I shall stay, and you with me!”
And stay they did. The old birds sat in their nest on the slender minaret, resting, yet busy smoothing their feathers and rubbing their beaks along their red stockings. Then they stretched their necks, exchanged solemn greetings, and lifted their heads with their lofty brows and fine, smooth feathers, while their brown eyes shone with wisdom. The young females walked solemnly among the lush reeds, casting sidelong glances at the other young storks and making acquaintances. Every third step they swallowed a frog, or they walked about dangling a little snake; they thought it looked well, and it tasted good. The young males quarrelled, beat one another with their wings, and struck with their beaks until they drew blood. Then this one became engaged, and that one became engaged, young males and young females; that, after all, was what they lived for. They built nests, and then began quarrelling again, for in hot countries they are all so hot-tempered. But it was delightful, and especially gratifying to the old birds: everything one’s own children do is charming! Every day brought sunshine, every day plenty to eat; there was nothing to think of but pleasure. Yet pleasure was not to be found inside the splendid palace of their Egyptian host, as they called him.
The rich and powerful lord lay on a couch, rigid in every limb, stretched out like a mummy in the middle of the great hall with its brightly painted walls. It was as though he lay inside a tulip. Relatives and servants stood about him. He was not dead, yet one could hardly say that he lived. The healing marsh flower from the northern lands, which must be sought and gathered by the person who loved him best, would never be brought. His young and lovely daughter, who had flown in swan dress over seas and lands, far into the north, would never return. “She is dead and gone!” the two returning swan maidens had declared. They had made up a whole story about it, which they told:
“All three of us were flying high in the air when a hunter saw us and loosed his arrow. It struck our young friend, and slowly singing her farewell, she sank like a dying swan into the middle of the forest lake. There on the shore, beneath a fragrant weeping birch, we buried her! But we took our revenge. We tied fire beneath the wing of the swallow that nested under the hunter’s thatched roof. The thatch caught, the house burst into flames, and he was burned alive. The blaze shone across the lake to the drooping birch, where she is now dust in the earth. Never will she return to Egypt!”
Then both of them wept, and when Father Stork heard it he clattered his beak so loudly that the sound echoed. “Lies and inventions!” he said. “I should like to drive my beak straight into their breasts!”
“And break it off!” said Mother Stork. “Then you would look fine! Think first of yourself, and then of your family; everything else is no concern of yours!”
“Still, tomorrow I shall sit on the rim of the open dome, when all the learned and wise men gather to discuss the sick man. Perhaps they will come a little nearer the truth!”
And the learned and wise men gathered and talked at great length, far and wide, in a way the stork could make nothing of. Nor did anything come of it for the sick man, or for his daughter in the Wild Marsh. Still, we may as well listen to a little of it; one has to listen to so much.
But now it would be best to hear and learn what had happened before all this, so that we may follow the story better—at least as well as Father Stork.
“Love begets life! The highest love begets the highest life! Only through love can his life be saved!” So it had been said, and the learned men declared this exceedingly wise and well expressed.
“That is a beautiful thought!” said Father Stork at once. “I don’t quite understand it!” said Mother Stork. “And that is not my fault, but the thought’s. Still, it makes no difference; I have other things to think about!”
Then the learned men had spoken of the love between this and that, and the differences between them: the love felt by sweethearts, the love between parents and children, between light and plants; how the sunbeam kissed the mud and brought forth the seedling. All this was expounded at such scholarly length that Father Stork found it impossible to follow, let alone repeat. It made him quite thoughtful; he half closed his eyes and stood on one leg for a whole day afterwards. The weight of learning was so heavy upon him.
But this much Father Stork understood, for he had heard both humble folk and the highest in the land say it from the depths of their hearts: it was a great misfortune for many thousands, and for the country itself, that this man lay ill and could not recover. It would bring joy and blessing if he regained his health. “But where does the flower grow that can restore him?” They had all asked that question: asked it of learned writings, of the twinkling stars, of wind and weather; sought an answer by every roundabout path they could discover. At last, as we have said, the learned and wise men had arrived at this: “Love begets life—life for the father.” And in saying so they said more than they understood themselves. They repeated it and wrote it down as a prescription: “Love begets life.” But how the remedy was to be prepared from that prescription—there they were at a loss. At last they agreed that help must come through the princess, who loved her father with all her heart and soul. In time they also discovered how it could be done, and that was now more than a year and a day ago. At night, when the newly kindled moon had set, she must go out to the marble Sphinx beside the desert, clear the sand from the doorway in its pedestal, and pass through the long passage leading into the heart of one of the great pyramids. There one of the mighty kings of antiquity lay in his mummy wrappings, surrounded by splendour and magnificence. She must lay her head against the dead king, and then it would be revealed to her where life and deliverance for her father could be found.
All this she had done, and in a dream she had learned that she must bring home from the deep marsh in the Danish land—the place had been described quite precisely—the lotus flower that would touch her breast in the depths of the water. Then he would be saved.
And so she had flown in swan dress from Egypt to the Wild Marsh. Now, Father Stork and Mother Stork knew all this, and we know it more clearly than we did before. We know that the Marsh King drew her down to him; we know that to those at home she is dead and gone. Only the wisest of them all still said, like Mother Stork, “She will look after herself, no doubt!” And so they would wait, for they knew of nothing better to do.
“I think I shall steal the swan dresses from those two wicked princesses!” said Father Stork. “Then at least they cannot go to the Wild Marsh and do mischief. I shall hide the dresses up there until they are needed!”
“Where up there will you hide them?” asked Mother Stork. “In our nest beside the Wild Marsh!” he said. “Our youngest and I can help one another carry them, and if they become too troublesome, there are plenty of places along the way where we can hide them until the next migration. One swan dress would be enough for her, I suppose, but two are better. It is good to have plenty of travelling clothes in a northern country!”
"You will get no thanks for it!" said Mother Stork. "But you are the master, of course! I have no say except when I am sitting on the eggs!" -------- In the Viking stronghold by the Wild Marsh, where the storks flew in spring, the little girl had been given a name. They had called her Helga, but that name was far too gentle for the nature housed in so lovely a form. Month by month it showed itself more plainly, and as the years passed, while the storks made the same journey, south to the Nile in autumn and north to the Wild Marsh in spring, the little child grew into a tall girl. Almost before anyone knew it, she was the loveliest maiden, in her sixteenth year: lovely in the shell, but hard and * bitter at the core, wilder than most in that harsh, dark age.
It delighted her to sprinkle the steaming blood of the slaughtered sacrificial horse with her white hands. In a frenzy she bit through the neck of the black cock that the sacrificial priest was to kill, and to her foster-father she said in all earnestness:
"If your enemy came and wound ropes round the ends of the roof-beams and lifted the roof from over your chamber while you slept, I would not wake you if I could! I would hear nothing, for the blood still sings in the ear you boxed years ago—you! I remember!"
But the Viking did not believe her words. Like everyone else, he was bewitched by her beauty; nor did he know how little Helga changed in both body and soul. Bareback she rode, as though she had grown fast to the horse as it raced at full gallop, and she would not dismount even when it fought with the other vicious horses. Often she flung herself, fully clothed, from the steep bank into the strong current of the fjord and swam out to meet the Viking as his boat made for land. She cut the longest lock from her beautiful flowing hair and plaited it into a string for her bow.
"What you make yourself is well made!" she said. The Viking's wife was strong in will and spirit, as befitted the times and their customs, but beside her daughter she seemed a gentle, frightened woman. She knew, too, that a spell lay upon this terrible child.
It seemed that, out of sheer malicious pleasure, Helga all too often chose a moment when her mother stood on the gallery or came out into the courtyard to seat herself on the edge of the well, fling out her arms and legs, and then drop with a splash into the narrow, deep shaft. There, with her frog's nature, she plunged under and rose again, then climbed out as nimbly as a cat and came dripping into the great hall, so that the green leaves strewn over the floor swirled in the stream of water.
Yet there was one restraint upon little Helga: the evening twilight. Then she grew quiet and seemed thoughtful, allowing herself to be called and led. Some inward feeling seemed to draw her to her mother, and when the sun sank and the transformation came over her, within and without, she sat there silent and sorrowful, shrivelled into her toad's shape. Her body was now much larger than that creature's, but this only made her more dreadful. She looked like a wretched dwarf with a frog's head and webbing between her fingers. There was something so sorrowful in her eyes. She had no voice, only a hollow croak, like a child sobbing in its sleep. Then the Viking's wife could take her on her lap, forgetting the hideous shape, seeing only the sorrowful eyes, and more than once she said:
"I could almost wish you were always my mute frog-child. You are more terrible to look upon when your beauty is on the outside!" And she wrote runes against sorcery and sickness and cast them over the unhappy creature, but no improvement came.
"You would never think she had once been so small that she could lie in a water lily!" said Father Stork. "Now she is fully grown, and her Egyptian mother is growing old. We have never seen her since! She did not save herself, as you and the learned stork believed. Year in, year out, I have flown this way and that over the Wild Marsh, but she has never given a sign! Indeed, I can tell you that in those years when I came up here a few days before you, to mend the nest and put things in order, I flew for a whole night over the open water, like an owl or a bat, but all to no purpose! And we have had no use, either, from the two swan-skins that the young ones and I dragged all the way here from the land of the Nile. It was troublesome enough; we brought them in three journeys. Now they have lain at the bottom of the nest for many years, and if ever there is a fire and the timber house burns down, they will be gone!"
"And our good nest will be gone!" said Mother Stork. "You think less of that than of those feather things and your marsh princess! You ought to go down to her and stay in the mud! You are a poor father to your own family; I have said so ever since I first sat on eggs. Let us only hope that neither we nor our young get an arrow in the wing from that mad Viking girl! She has no idea what she is doing. We have lived here rather longer than she has; she ought to bear that in mind. We never forget our obligations; every year we pay our dues—a feather, an egg, and a young bird—as is right. Do you imagine that when she is outside I care to go down there, as I did in the old days, and as I do in Egypt, where I am almost one of the family, though I never forget my place, and peep into pots and pans? No, I sit up here and fret over her—the hussy!—and I fret over you as well! You should have left her lying in the water lily, and then we would have been rid of her!"
"You are much better than your words!" said Father Stork. "I know you better than you know yourself!" And then he gave a hop, two heavy beats of his wings, stretched his legs behind him, and flew, sailing away without moving his wings. He was a good way off before he gave another mighty stroke. The sun shone on his white feathers, his neck and head stretched forward. What speed and sweep there was!
"He is still the finest of them all!" said Mother Stork. "But I shall not tell him so." -------- Early that autumn the Viking came home with booty and prisoners. Among them was a young Christian priest, one of those men who opposed the gods of the northern lands. Lately there had often been talk in the hall and the women's chamber of the new faith spreading far and wide through all the countries to the south, which, through Saint Ansgarius, had even reached Hedeby on the Schlei. Little Helga herself had heard of the faith in the White Christ, who, out of love for mankind, had given himself up to save them. It had, as the saying goes, gone in at one ear and out at the other. She seemed to have any feeling for the word love only when she crouched in her pitiful frog-shape in the shut-away chamber. But the Viking's wife had listened and felt herself strangely moved by the tales and sagas told of the Son of the one true God.
The men returning from their raids had told of the magnificent temples, built of costly hewn stone, raised to him whose commandment was love. They had brought home a pair of heavy golden vessels, skilfully wrought and made entirely of pure gold, each with a peculiar spicy fragrance clinging to it. These were censers, which the Christian priests swung before the altar, where no blood was ever shed, but the wine and consecrated bread were changed into the blood of him who had given himself up for generations yet unborn.
The captive young Christian priest had been taken down into the deep, stone-lined cellar of the timber house, his hands and feet bound with strips of bast. He was beautiful, "like Baldur to look upon!" said the Viking's wife, and his distress moved her. But young Helga wished to have a rope drawn through his hamstrings and have him tied to the tails of the wild oxen.
"Then I would let the dogs loose. Hurrah! Away over marsh and fen, out across the heath! It would be merry to watch, and merrier still to follow him on his journey!"
But the Viking would not have him die that death. As one who denied and persecuted the high gods, he was to be sacrificed the very next day upon the blood-stone in the grove. It was the first time a human being had been offered there.
Young Helga asked to be allowed to sprinkle the images of the gods and the people with his blood. She sharpened her bright knife, and when one of the great savage dogs, of which there were plenty about the stronghold, ran across her feet, she stabbed it in the side. "That is to try it!" she said. The Viking's wife looked sorrowfully at the wild, malicious girl, and when night came and her daughter's beauty changed places in body and soul, she spoke to her with the heartfelt words of grief, out of a sorrowing soul.
The ugly toad with the troll's body stood before her, fixing her sad brown eyes upon her, listening and seeming to understand with a human mind.
"Never, even to my husband, have I spoken of the double suffering you bring me!" said the Viking's wife. "There is more pity for you in my heart than I knew myself! Great is a mother's love! But love has never entered your soul. Your heart is like a cold lump of mud! How did you ever come into my house?"
Then the pitiful creature trembled strangely, as though those words had touched an invisible bond between body and soul, and great tears welled in her eyes.
"Your hour of suffering will come one day!" said the Viking's wife. "And terrible it will be for me as well! Better if you had been left by the highway as a child, and the cold of night had lulled you to death!" And the Viking's wife wept bitter tears and went away, angry and sorrowful, behind the loose curtain of hide that hung over a beam and divided the room.
Alone in the corner sat the shrivelled toad. All was silent, but at short intervals a half-stifled sigh rose within her. It was as though, in pain, a life were being born in the depths of her heart. She took a step forward, listened, took another step, and now grasped with her clumsy hands the heavy bar drawn across the door. Gently she lifted it away, silently pulled out the peg set above the latch, and took the lighted lamp that stood in the outer chamber. It was as though a strong will gave her strength. She drew the iron pin from the barred trapdoor and crept down to the prisoner. He was asleep. She touched him with her cold, clammy hand, and when he awoke and saw the hideous figure, he shuddered as though at an evil apparition. She drew her knife, cut his bonds, and beckoned him to follow her.
He uttered holy names and made the sign of the cross, and when the figure remained unchanged, he spoke the words of Scripture: "Blessed is he that considereth the poor: the Lord will deliver him in time of trouble! Who are you? Why this outward form of a beast, and yet such deeds of mercy?"
The toad-shaped creature beckoned and led him behind concealing curtains, along a deserted passage and out to the stable. She pointed to a horse, and he swung himself onto it; but she too seated herself in front of him and clung to the animal's mane. The prisoner understood her, and at a swift trot they followed a path he could never have found, out onto the open heath.
He forgot her hideous shape; he felt the grace and mercy of the Lord working through this monstrous creature. He offered devout prayers and sang holy songs, and then she trembled. Was it the power of prayer and song working upon her, or the chill shudder of the morning soon to come? What was it she felt? She rose high in her seat, trying to stop the horse and leap down, but the Christian priest held her fast with all his strength and sang a psalm aloud, as though it could break the spell that held her in the hideous frog-shape. The horse raced on more wildly. The sky grew red, the first sunbeam pierced the cloud, and with that clear flood of light the change came over her. She was the young beauty with the demonic, evil soul. He held the loveliest young woman in his arms and was horrified. He sprang from the horse and stopped it, believing that he faced some new and deadly sorcery. But in the same instant young Helga was on the ground as well. Her short child's dress reached only to her knees. She tore the sharp knife from her belt and rushed at the astonished man.
"Let me get at you!" she cried. "Let me get at you, and I will drive the knife into you! You are as pale as hay! Thrall! Beardless wretch!" She pressed upon him; they struggled fiercely, but it was as though an invisible power gave strength to the Christian man. He held her fast, and the old oak close by came to his aid, seeming to bind her feet with its half-exposed roots, beneath which they had slipped. A spring bubbled nearby. He sprinkled her breast and face with its fresh water, commanded the unclean spirit to depart, and blessed her in the Christian manner. But the water of baptism has no power where the wellspring of faith does not also flow within.
And yet in this too he was the stronger. Indeed, there was more than a man's strength against the struggling evil power in what he did. It seemed to subdue her. She let her arms fall and gazed with astonished eyes and paling cheeks at this man, who seemed a mighty sorcerer, powerful in spells and secret arts. He was reciting dark runes, tracing mysterious signs in the air! She would not have blinked at a flashing axe or a sharp knife had he swung it before her eyes, but she did so when he traced the sign of the cross upon her forehead and breast. Now she sat like a tame bird, her head bowed upon her breast.
Then he spoke gently to her of the loving deed she had done for him that night, when she had come in the frog's hideous shape, loosed his bonds, and led him out to light and life. She too was bound, he said, bound more tightly than he had been; but she too should come to light and life, and through him. He would take her to Hedeby, to Saint Ansgarius; there, in the Christian town, the enchantment would be lifted. But he dared not carry her in front of him on the horse, even if she sat there willingly.
"You must sit behind me on the horse, not in front! Your enchanted beauty has a power that comes from evil. I fear it—and yet victory is mine in Christ!"
He knelt and prayed so devoutly, so fervently! It was as though the silent woodland were consecrated by his prayer into a holy church. The birds began to sing as though they belonged to the new congregation; the wild mint gave out its fragrance as though to take the place of ambergris and incense. Aloud he proclaimed the words of Scripture: "The dayspring from on high hath visited us, to give light to them that sit in darkness and in the shadow of death, to guide our feet into the way of peace!"
And he spoke of the longing of all creation. While he spoke, the horse that had carried them at such a headlong pace stood quietly tugging at the great blackberry brambles, so that the ripe, juicy berries fell upon little Helga's hand, offering themselves for her refreshment.
She patiently allowed herself to be lifted onto the horse's back and sat there like a sleepwalker, neither waking nor walking. The Christian man bound two branches together with a strip of bast to form a cross. He held it high in his hand, and so they rode through the forest, which grew denser, while the path sank deeper or vanished altogether. Blackthorn stood like a barrier across their way; they had to ride around it. The spring became not a running brook but a stagnant marsh; they had to ride around that too. There was strength and refreshment in the fresh forest air, and no less power in the gentle words that rang with faith and Christian love, with the heartfelt desire to lead the bewitched girl to light and life.
The raindrop, as they say, hollows the hardest stone; in time the waves of the sea round the jagged rocks torn from the cliffs. The dew of grace that had fallen upon little Helga hollowed what was hard and rounded what was sharp. It could not yet be seen, and she did not know it herself. What does the seed in the earth, refreshed by moisture and the warm sunbeam, know of the growth and blossom hidden within it?
As a mother's song steals imperceptibly into her child's mind, and the child babbles single words after her without understanding them, though later they come together in its thoughts and in time grow clearer, so here too the Word was at work, the Word that has the power to create.
They rode out of the forest, across the heath, and again through pathless woods, until towards evening they met robbers. "Where did you steal that lovely girl?" the men shouted. They stopped the horse and dragged both riders down, for they were many. The priest had no weapon but the knife he had taken from little Helga, and with it he struck about him. One of the robbers swung his axe, but the young Christian man sprang luckily aside, or he would have been struck. Instead the axe-blade sank deep into the horse's neck, the blood streamed out, and the animal fell to the ground. Then little Helga, as though awakened from her long, deep reverie, rushed over and threw herself upon the gasping beast. The Christian priest stood before her to shield and defend her, but one of the robbers swung his heavy iron hammer against his forehead, crushing it so that blood and brains spattered all around. He fell dead to the ground.
The robbers seized little Helga by her white arm. At that very moment the sun went down, the last sunbeam died, and she changed into a hideous toad. The whitish-green mouth spread over half her face, her arms grew thin and slimy, and a broad webbed hand opened like a fan. In horror the robbers let her go. She stood among them like a hideous beast, and with a frog's instinct she leapt higher than her own height and vanished into the thicket. Then the robbers understood that this was some evil trick of Loki's, or secret sorcery, and in terror they hurried away.
-------- The full moon had already risen, and soon it shed its bright light. Out of the bushes crept little Helga in the frog's pitiful shape. She stopped beside the body of the Christian priest and her slain horse and looked at them with eyes that seemed to weep. From the frog's head came a croak like a child bursting into tears. She flung herself first upon one, then upon the other, scooped water into her hand, made broader and more hollow by its webbing, and poured it over them. They were dead, and dead they would remain! She understood that. Soon wild beasts might come and devour their bodies. No, that must not happen! So she dug into the earth as deeply as she could. She would open a grave for them, but she had nothing to dig with except a hard branch and her two hands. The webbing stretched between her fingers tore, and the blood flowed. She realized that she could not accomplish the task. Then she took water and washed the dead man's face, covered it with fresh green leaves, and carried great branches over to lay upon him, shaking leaves into the gaps. Next she took the heaviest stones she could lift, laid them over the dead bodies, and stopped the openings with moss. Now she believed the burial mound was strong and secure. But during this heavy labour the night had passed. The sun broke forth—and little Helga stood in all her beauty, with bleeding hands and, for the first time, tears upon her blushing maiden cheeks.
In that transformation it was as though two natures struggled within her. She trembled and looked about as though waking from a frightening dream, then hurried to the slender beech and clung to it for support. Suddenly, in an instant, she climbed like a cat to the top of the tree and held fast. There she sat like a frightened squirrel, all that long day in the deep solitude of the forest, where everything is silent and dead, as people say! Dead—yes, a pair of butterflies fluttered round each other in play or combat; nearby stood several anthills, each with hundreds of busy little creatures swarming to and fro; countless gnats danced in the air, swarm upon swarm; hosts of buzzing flies, ladybirds, dragonflies, and other small winged creatures darted past; the earthworm crept out of the damp soil, and the moles thrust up their mounds. Otherwise all around was silent and dead—dead, as people say and understand it. No one noticed little Helga except the jays, which flew shrieking about the treetop where she sat. They hopped along the branches towards her with bold curiosity. A flash of her eye sent them flying away again, but they learned no more about her, nor she about herself.
As evening drew near and the sun began to sink, the transformation roused her to move again. She let herself slide down the tree, and as the last sunbeam died she stood there in the frog's shrunken shape, with the torn webbing on her hands. But her eyes now shone with a beauty they had scarcely possessed before, even in her lovely human form. The gentlest, most innocent maiden's eyes looked out from behind the frog's mask, bearing witness to a deep soul, a human heart. And those beautiful eyes broke into tears, the heavy tears that bring relief to the heart.
Beside the raised grave still lay the cross of branches bound together with bast, the last work of the man who was now dead and gone. Little Helga took it, and the thought came of itself: she planted it among the stones above him and the slain horse. Tears broke forth at the sorrow of remembrance, and in this tenderness of heart she traced the same sign in the earth all around the grave, making a graceful boundary about it. As she traced the sign of the cross with both hands, the webbing fell away like a torn glove. Then she washed herself in the spring, and as she gazed in wonder at her slender white hands, she made the sign of the cross once more in the air between herself and the dead man. Her lips trembled, her tongue moved, and the name she had heard most often spoken and sung during the ride through the forest sounded clearly from her mouth. She said it: "Jesus Christ!"
Then the toad-skin fell away, and she was the young beauty. But her head drooped wearily, her limbs needed rest, and she slept. Her sleep was brief. At midnight she was awakened. Before her stood the dead horse, radiant and full of life, light streaming from its eyes and its wounded neck. Beside it appeared the slain Christian priest, "more beautiful than Baldur!" the Viking's wife would have said, and yet he came as though amid flames.
There was a solemnity in his great, gentle eyes, a judgment of righteousness, a gaze so piercing that it seemed to shine into the hidden corners of the heart of the one being tried. Little Helga trembled beneath it, and her memory awoke with a power like that of Judgment Day. Every kindness done to her, every loving word spoken to her, seemed to come alive. She understood that love had sustained her through these days of trial, in which the offspring of soul and mire seethes and struggles. She recognized that she had only followed the promptings of her moods and had done nothing for herself. Everything had been given to her; everything seemed to have been guided. Lowly, humble, and ashamed, she bowed before him who must be able to read every fold of her heart. And in that moment she felt, like a flash of lightning, the purifying flame, the fire of the Holy Spirit.
"Daughter of the mire!" said the Christian priest. "From mire, from earth you have come; from earth you shall rise again! The sunbeam within you returns, conscious of its embodiment, to its source—the beam not from the orb of the sun, but the beam from God! No soul shall be lost, but long is the life of time, which is life's flight through eternity. I come from the land of the dead. You too shall one day journey through the deep valleys into the shining mountain country where grace and perfection dwell. I shall not take you to Hedeby for Christian baptism. First you must break the shield of water above the deep marsh-bed and draw up the living root of your life and your cradle. You must do your work before the consecration may come."
And he lifted her onto the horse and handed her a golden censer like the one she had seen before in the Viking stronghold. A fragrance rose from it, so sweet and strong. The open wound in the dead man's forehead shone like a radiant diadem. He took the cross from the grave and raised it high in the air, and now they sped away through the sky, over the murmuring forest, over the mounds where warriors lay buried, seated upon their slain steeds. The mighty figures rose, rode out, and halted on the summits of the mounds. In the moonlight the broad golden circlets with their golden bosses shone upon their brows, and their cloaks streamed in the wind. The lindworm brooding over its treasure raised its head and watched them pass. The dwarf-folk peeped out from mounds and ploughed furrows, swarming with red, blue, and green lights, a throng like the sparks in the ashes of burnt paper.
Over forest and heath, rivers and marshes they flew, up towards the Wild Moor; above it they hovered in great circles. The Christian priest raised the cross on high; it shone like gold, and from his lips came the chant of the Mass. Little Helga sang with him, as a child sings along with its mother; she swung the censer, and a fragrance as of the altar rose from it, so strong, so miraculous in its power, that the rushes and reeds of the moor burst into flower. Every shoot sprang up from the depths; all that had life rose towards them, and a profusion of water lilies spread out like a carpet woven with flowers. Upon it lay a sleeping woman, young and beautiful. Little Helga thought she saw herself, her own reflection in the still water; but it was her mother she saw, the Marsh King's wife, the princess from the waters of the Nile.
The dead Christian priest bade them lift the sleeper onto the horse, but it sank beneath the burden, as though its body were no more than a winding sheet blowing in the wind. The sign of the cross, however, gave strength to the airy phantom, and all three rode to firm ground.
Then the cock crowed in the Viking's castle, and the visions dissolved into mist that swept away upon the wind; but mother and daughter stood face to face. "Is it myself I see in the deep water?" said the mother. "Is it myself I see in the polished shield?" cried the daughter, and they drew close, breast to breast, clasped in each other's arms. The mother's heart beat hardest, and she understood.
"My child! Flower of my own heart! My lotus from the deep waters!" And she embraced her child and wept; her tears were a new baptism of life and love for little Helga.
"I came here in swan plumage and cast it off!" said her mother. "I sank through the heaving waters, deep into the mire of the moor, which closed like a wall around me; but soon I felt a fresher current. A power drew me deeper, ever deeper; I felt sleep weigh upon my eyelids. I fell asleep, I dreamed—I seemed to be lying once more in the pyramid in Egypt, yet before me still stood the swaying alder stump that had frightened me on the surface of the moor. I studied the cracks in its bark, and they shone out in colours and became hieroglyphs. It was a mummy's casing I was looking at; it split open, and out stepped the thousand-year-old king, the mummy figure, black as pitch, glossy black as a forest slug or the rich black mire. Whether he was the Marsh King or the mummy of the pyramid, I did not know. He flung his arms about me, and I felt as though I must die. I knew life again only when a warmth came upon my breast, and there a little bird beat its wings, twittered and sang. It flew from my breast high towards the dark, heavy roof, but a long green ribbon still bound it to me. I heard and understood its yearning notes: Freedom! Sunshine! To my father! Then I thought of my father in the sunlit land of home, my life, my love! And I loosened the ribbon and let it flutter away—home to its father. Since that moment I have not dreamed; I slept a sleep so deep and long, until, this very hour, music and fragrance lifted and freed me!"
The green ribbon from the mother's heart to the bird's wing—where was it fluttering now, where had it been cast aside? Only the stork had seen it; the ribbon was the green stem, the bow the shining flower, cradle of the child who had now grown so beautiful and rested once more upon her mother's heart.
And while they stood clasped in each other's arms, Father Stork flew in circles around them, then sped to his nest, fetched the feather cloaks hidden there for so many years, and threw one to each of them. The plumage closed about them, and they rose from the earth as two white swans.
"Now let us talk!" said Father Stork. "Now we understand each other's language, though one bird's beak may be cut differently from another's! It is as fortunate as anything could be that you should come tonight; tomorrow we should have been off, Mother, the young ones and I! We are flying south! Yes, just look at me! I am an old friend from the land of the Nile, and so is Mother; she has it more in her heart than in her bill. She always believed the princess would come to no harm; the young ones and I brought the swan plumage up here! Oh, how glad I am! And what luck that I am still here; at daybreak we set off! A great company of storks! We shall fly ahead; just follow us, and you cannot lose your way. The young ones and I will keep an eye on you too!"
"And the lotus flower I was to bring!" said the Egyptian princess. "It is flying beside me in swan plumage! I have brought the flower of my heart; so it has all come to pass. Home, home!"
But Helga said she could not leave the land of Denmark before seeing her foster mother once more, the loving Viking's wife. Every lovely memory, every loving word, every tear her foster mother had shed rose in Helga's mind, and at that moment it almost seemed that she loved this mother best.
"Yes, we must go to the Viking's home!" said Father Stork. "Mother and the young ones are waiting there! How they will roll their eyes and set their bills a-clattering! Mother does not say so much, though! Short and to the point she is, and means even more kindly than she says! I shall give a clatter at once, so they can hear us coming!"
And Father Stork clattered his bill, and he and the swans flew to the Viking's castle. Everyone within still lay fast asleep; it had been late in the night before the Viking's wife had found any rest. She had lain in dread for little Helga, who had now been missing with the Christian priest for three whole days and nights. She must have helped him escape; it was her horse that was missing from the stable. By what power had all this been brought about? The Viking's wife thought of the miracles said to have been worked by the White Christ and by those who believed in him and followed him. Her shifting thoughts took shape in the life of dreams. It seemed to her that she was still sitting awake and thoughtful upon her bed, while darkness brooded outside. The storm came; she heard the roar of the sea in the west and east, from the North Sea and the waters of the Kattegat. The monstrous serpent that encircled the earth in the ocean's depths shook in convulsions. The night of the gods was approaching—Ragnarok, as the heathens called the final hour, when everything must perish, even the mighty gods. The Gjallarhorn sounded, and across the rainbow rode the gods, clad in steel, to fight the last battle. Before them flew the winged shield-maidens, and the figures of the dead warriors brought up the rear. All the air about them shone with flashes of the northern lights, but darkness prevailed. It was a dreadful hour.
And on the floor beside the frightened Viking's wife sat little Helga in the hideous shape of a frog. She too trembled and pressed close to her foster mother, who took her on her lap and held her fast in love, however loathsome her toad's skin might seem. The air rang with blows of swords and clubs and the hiss of arrows, as though a raging hailstorm were sweeping over them. The hour had come when earth and heaven would burst apart, the stars fall, and everything perish in Surtur's fire; but a new earth and heaven, she knew, would come, corn would wave where the sea now rolled over the barren sand, the unnameable God would reign, and to him would ascend Baldur, gentle and loving, freed from the realm of the dead. He came—the Viking's wife saw him, she knew his face—it was the captive Christian priest. "White Christ!" she cried aloud, and as she spoke the name she pressed a kiss upon the forehead of her hideous frog-child. Then the toad's skin fell away, and little Helga stood there in all her beauty, gentler than ever before, her eyes radiant. She kissed her foster mother's hands and blessed her for all the care and love she had bestowed upon her in the days of hardship and trial. She thanked her for the thoughts she had planted and awakened within her, thanked her for speaking the name, which she repeated: White Christ! And little Helga rose like a mighty swan; her wings spread wide, with a rushing sound like a flock of migrating birds taking flight.
The Viking's wife awoke at this, and outside the same strong beating of wings could still be heard. It was the time, she knew, for the storks to leave; it was they she heard. She would see them once more before they went and bid them farewell! She rose and went out onto the gallery, and there she saw stork after stork upon the ridge of the outbuilding. All around the courtyard, above the tall trees, flocks wheeled in great circles; but directly before her, on the rim of the well where little Helga had so often sat and frightened her with her wildness, two swans now sat looking at her with wise eyes. She remembered her dream; it still filled her whole being, as vividly as reality. She thought of little Helga in the shape of a swan, thought of the Christian priest, and all at once felt a wondrous gladness in her heart.
The swans beat their wings and bent their necks, as though they too wished to offer their greeting; and the Viking's wife stretched out her arms towards them as if she understood, smiling through her tears and many thoughts.
Then, with a clamour of wings and clattering bills, all the storks rose for their journey south. "We shall not wait for the swans!" said Mother Stork. "If they wish to come, they must follow! We cannot stay here until the plovers leave! There is something lovely about travelling as a family like this, not like the chaffinches and ruffs, with the males flying by themselves and the females by themselves. It is not really decent! And what sort of wingbeat is that the swans have?"
"Everyone flies in their own fashion!" said Father Stork. "The swans in a slanting line, the cranes in a triangle, and the plovers in a snaking line!" "Do not mention snakes while we are flying up here!" said Mother Stork. "It only gives the young ones cravings that cannot be satisfied!"
-------- "Are those the high mountains down there that I have heard about?" asked Helga in her swan plumage. "Those are thunderclouds drifting beneath us!" said her mother. "Then what are those white clouds rising so high?" asked Helga.
"Those are the mountains of everlasting snow you see!" said her mother, and they flew over the Alps, down towards the blue Mediterranean. -------- "The land of Africa! The shores of Egypt!" cried the daughter of the Nile joyfully in her swan's shape, as from high in the air she caught sight of her homeland, a pale yellow-white, undulating strip.
The birds saw it too and hastened their flight. "I can smell Nile mud and wet frogs!" said Mother Stork. "It makes me tingle all over! Yes, now you shall have a taste, and you shall see marabous, ibises and cranes! They all belong to the family, but they are nowhere near as handsome as we are. They put on airs, especially the ibis; he has been quite spoiled by the Egyptians. They make a mummy of him and stuff him with spices. I would rather be stuffed with live frogs, and so would you, and so you shall be! Better something in your belly while you are alive than to be an ornament when you are dead! That is my opinion, and it is always the right one!"
"The storks have come!" they said in the wealthy house beside the Nile, where, in the open hall, upon soft * cushions covered with leopard skins, the royal lord lay stretched out, neither living nor dead, hoping for the lotus flower from the deep moor in the north. Kinsfolk and servants stood around him.
And into the hall flew two magnificent white swans; they had come with the storks. They cast off their dazzling plumage, and there stood two beautiful women, as alike as two dewdrops. They bent over the pale, withered old man and tossed back their long hair; and as little Helga leaned over her grandfather, his cheeks flushed, his eyes shone, and life returned to his stiffened limbs. The old man rose, hale and young again; his daughter and granddaughter held him in their arms, as though greeting him joyfully in the morning after a long, troubled dream.
-------- And there was joy throughout the household, and in the storks' nest too, though there it was chiefly over the good food, the swarming multitude of frogs. While the learned men hastily jotted down a rough account of the two princesses and the flower of healing—a great event and blessing for the house and the land—the parent storks told it in their own way to their family, but only after they had all eaten their fill; otherwise they would have had better things to do than listen to stories.
"Now you will surely become somebody!" whispered Mother Stork. "Nothing else would be reasonable!" "Oh, what should I become?" said Father Stork. "And what have I done? Nothing!"
"You have done more than all the others! Without you and the young ones, the two princesses would never have seen Egypt again or made the old man well. You will become somebody! You are sure to be given a doctor's degree, and afterwards our young ones will be born with it, and their young ones too, for generations to come! You already look like an Egyptian doctor—in my eyes!"
The learned men and sages expounded the underlying idea, as they called it, that ran through the whole event: "Love brings forth life!" They explained this in various ways: "The warm sunbeam was the princess of Egypt; she descended to the Marsh King, and from their meeting the flower sprang forth—"
"I cannot quite repeat the words!" said Father Stork, who had listened from the roof and was to tell them about it in the nest. "What they said was so involved, so clever, that they were given rank and presents at once. Even the chief cook received a great decoration—that was probably for the soup!"
"And what did you receive?" asked Mother Stork. "Surely they must not forget the most important one, and that is you! The learned men have only clattered their bills over the whole affair! But your turn will come, I suppose!"
Late at night, when the peace of sleep rested over the * wealthy, happy house, one person was still awake. It was not Father Stork, though he stood on one leg in the nest, sleeping on sentry duty; no, little Helga was awake, leaning over the balcony and looking into the clear sky at the great shining stars, larger and purer in their brilliance than she had seen them in the north, and yet the same stars. She thought of the Viking's wife beside the Wild Moor, of her foster mother's gentle eyes and the tears she had shed over the poor frog-child who now stood amid splendour and starlight beside the waters of the Nile, in the lovely spring air. She thought of the love in that heathen woman's breast, the love she had shown a pitiful creature who in human shape was a wicked beast, and in an animal's shape was loathsome to see and touch. She looked at the shining stars and remembered the radiance upon the dead man's brow as they flew over forest and moor. Music sounded in her memory, words she had heard spoken as they rode along and she sat spellbound, words of the great source of love, the highest love, embracing every generation.
Yes, what had not been given, gained, attained! By night and day little Helga's thoughts encompassed the sum of all her happiness, and before it she stood like a child who turns hastily from the giver to the gifts, all the lovely gifts. She seemed absorbed in the ever-growing bliss that might come, that would come; had she not been borne through miracles to ever greater joy and happiness? One day she lost herself so utterly in these thoughts that she no longer thought of the Giver. It was the boldness of youthful spirits making its daring leap! Her eyes shone at the thought, but in an instant she was roused from it by a loud commotion in the courtyard below. There she saw two enormous ostriches running swiftly round in narrow circles. Never before had she seen this creature, so great a bird, so clumsy and heavy. Its wings looked as though they had been clipped, and the bird itself as though some injury had been done to it. She asked what had happened to it, and for the first time heard the legend the Egyptians tell of the ostrich.
Once its kind had been beautiful, its wings great and strong. Then one evening the mighty birds of the forest said to it, "Brother! Shall we fly to the river tomorrow and drink, God willing?" And the ostrich answered, "I am willing!" At daybreak they flew off, first high up towards the sun, the eye of God, higher and higher, the ostrich far ahead of all the rest. It flew in pride towards the light; it trusted in its own strength and not in the Giver; it did not say, "God willing!" Then the angel of punishment drew the veil from the blazing orb, and in that instant the bird's wings were burned, and it sank wretchedly to earth. Neither it nor its kind can ever rise again; it flees in terror, rushing in circles within a narrow space. It is a reminder to us human beings, in all our thoughts and in every deed, to say, "God willing!"
And Helga bowed her head thoughtfully and watched the rushing ostrich, saw its terror, saw its foolish delight at the sight of its own great shadow on the white, sunlit wall. And solemn reflection took deep root in her heart and mind. A life so rich, advancing into happiness, had been given, had been gained—what would happen, what was still to come? The best: "God willing!"
-------- In the early spring, when the storks were setting off north again, little Helga took her gold bracelet, scratched her name upon it, beckoned to Father Stork, and placed the golden ring about his neck. She asked him to take it to the Viking's wife, who would understand from it that her foster daughter was alive and happy, and remembered her.
"It is heavy to carry!" thought the stork when it was put about his neck. "But gold and honour are not to be thrown away on the highway! They will find up there that the stork brings good fortune!"
"You lay gold, and I lay eggs!" said Mother Stork. "But you lay only once, while I do it every year! And neither of us gets any appreciation! It is hurtful!"
"We have the satisfaction of knowing, Mother!" said Father Stork. "You cannot hang that on the outside!" said Mother Stork. "It gives us neither a fair wind nor a meal!"
And so they flew away. The little nightingale singing in the tamarind bush would soon be travelling north as well; up there beside the Wild Moor, little Helga had often heard it. She wished to send a message with it too. She had known the language of birds since she flew in swan plumage, and had often spoken it since with storks and swallows; the nightingale would understand her. She asked it to fly to the beech forest on the Jutland peninsula, where the grave had been raised of stones and branches, and begged it to ask all the little birds there to watch over the grave and sing a song, and then another.
And the nightingale flew—and time flew by! -------- The eagle stood upon the pyramid and in the autumn saw a splendid procession of richly laden camels and armed men in sumptuous clothes upon snorting Arabian horses, gleaming white as silver, with red, quivering nostrils and long, thick manes hanging down about their slender legs. Rich guests, a royal prince from the land of Arabia, handsome as a prince ought to be, entered the stately house where the storks' nest now stood empty. Its inhabitants were in a northern land, but would soon return. And they came on the very day when joy and merriment were at their height. There were wedding festivities, and little Helga was the bride, dressed in silk and jewels; the bridegroom was the young prince from the land of Arabia. They sat at the head of the table between her mother and grandfather.
But she did not look at the bridegroom's brown, manly cheek, where his black beard curled; she did not look at his ardent dark eyes fixed upon her. She looked out and up at the twinkling, sparkling star that shone down from heaven.
Then the air outside rustled with powerful wingbeats; the storks had returned. And the old stork pair, tired as they were from the journey and much as they needed rest, flew down at once to the railing of the veranda; they knew what feast was being held. Already at the border of the country they had heard that little Helga had had them painted on the wall, for they too belonged to her story.
"That was a very pretty thought!" said Father Stork. "It is precious little!" said Mother Stork. "She could hardly have done less!" And when Helga saw them, she rose and went out onto the veranda to stroke their backs. The old stork pair bowed their necks, and the youngest storks watched and felt honoured.
And Helga looked up at the shining star, which glowed ever more brightly; and between it and her a figure moved, purer even than the air and thus made visible. It floated very close to her; it was the dead Christian priest, come too to her celebration, come from the kingdom of heaven. "The radiance and glory there surpass all that earth knows!" he said.
And little Helga begged, so gently, so fervently as she had never begged before, that she might be allowed, for just one minute, to look within, to cast a single glance into the kingdom of heaven, to the Father.
And he lifted her into radiance and glory, into a stream of music and thought; it was not only around her that light shone and music sounded, but within her too. Words cannot tell it.
"Now we must return; you are missed!" he said. "Only one more glimpse!" she begged. "Just one brief minute!" "We must go back to earth; all the guests are leaving!"
"Only one glimpse! The last—!" And little Helga stood once more upon the veranda—but all the torches outside had been extinguished, all the lights in the wedding hall were gone, the storks gone, no guests to be seen, no bridegroom; everything seemed to have blown away in three brief minutes.
Then Helga felt afraid. She went through the great empty hall into the next chamber, where unfamiliar soldiers lay asleep. She opened the side door that led to her room, and where she thought she would find herself within it, she stood outside in the garden. It had not been like this before; the sky shone reddish, dawn was approaching.
Only three minutes in heaven, and a whole night on earth had passed! Then she saw the storks; she called to them, speaking their language, and Father Stork turned his head, listened, and came towards her.
"You speak our language!" he said. "What do you want? Why have you come here, you strange woman?" "But it is I! It is Helga! Do you not know me? Three minutes ago we were talking together over there on the veranda."
"You are mistaken!" said the stork. "You have dreamed it all!" "No, no!" she said, and reminded him of the Viking's castle and the Wild Moor, of the journey here!
Then Father Stork blinked his eyes. "Why, that is an old story I have heard from my great-great-grandmother's time! Yes, there certainly was such a princess here in Egypt, from the land of Denmark, but she vanished on her wedding night many hundreds of years ago and never returned! You can read it for yourself here on the monument in the garden; swans and storks are carved upon it, and at the top you yourself stand in white marble."
So it was. Little Helga saw it, understood it, and sank to her knees. The sun shone forth, and just as in former days its rays had made the frog's skin fall away and the beautiful figure appear, so now, in the baptism of light, a form of beauty rose, clearer, purer than the air, a ray of light—to the Father.
Her body crumbled to dust: where she had stood lay a withered lotus flower. -------- "Well, that is a new ending to the story!" said Father Stork. "I certainly had not expected that! But I liked it very well!"
"I wonder what the young ones will say to it?" asked Mother Stork. "Yes, that is certainly the most important thing!" said Father Stork.
Izvirnik
Dyndkongens datter
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Storkene fortælle for deres Smaa saa mange Eventyr, alle fra Sumpen og Mosen, de ere, almindeligviis, afpassede efter Alder og Fatteevne; de mindste Unger ere fornøiede med at der siges "krible, krable, plurremurre!" det finde de udmærket, men de Ældre ville have en dybere Betydning, eller idetmindste Noget om Familien. Af de to ældste og længste Eventyr, som have holdt sig hos Storkene, kjende vi Alle det ene, det om Moses, der af sin Moder blev sat ud i Nilens Vande, fundet af Kongens Datter, fik en god Opdragelse og blev en stor Mand, som man siden ikke veed om, hvor han blev begravet. Det er ganske almindeligt!
Det andet Eventyr kjendes endnu ikke, maaskee fordi det er næsten indenlandsk. Det Eventyr er gaaet fra Storkemo'er til Storkemo'er i tusinde Aar og hver af dem har fortalt det bedre og bedre, og vi fortælle det nu allerbedst.
Det første Storkepar, som kom med det og levede ind i det, havde deres Sommer-Ophold paa Vikingens Bjælkehuus oppe ved Vildmosen i Vendsyssel; det er i Hjøring Amt, høit mod Skagen i Jylland, naar vi skulle tale med Kundskaber; det er endnu en uhyre stor Mose, man kan læse om den i Amtsbeskrivelsen. Her har været Havbund, men den har hævet sig, staaer der; den strækker sig milevidt til alle Sider omgivet af vaade Enge og gyngende Kjær, med Tørvemoser, Multebær og usle Træer; næsten altid svæver en Taage hen over den og for halvfjerdsindstyve Aar siden fandtes her endnu Ulve; den kan rigtignok kaldes "Vildmosen" og man kan tænke sig hvor vildsomt, hvor megen Sump og Sø, her har været for tusind Aar siden! ja, i det Enkelte saae man den Gang her, hvad man endnu seer: Rørene havde samme Høide, samme Slags lange Blade og violbrune Fjæderblomster, som de bære endnu, Birken stod med hvid Bark og fine, løsthængende Blade ligesom endnu, og hvad de Levende, som kom her, angaae, ja, Fluen bar sin Florsklædning med samme Snit som nu, Storkens Liv-Couleur var Hvidt med Sort og røde Strømper, derimod havde Menneskene paa den Tid et andet Kjolesnit end nu til Dags, men hver af dem, Træl eller Jæger, hvem som helst, der traadte ud paa Hængedyndet, gik det for tusind Aar siden som det endnu gaaer dem, der komme her, de plumpede i, og sank ned til Dyndkongen, som de kaldte ham, der regjerede nede i det store Mose-Rige. Gungekongen kunde han ogsaa kaldes, men vi synes nu bedst om at sige Dyndkongen; og det kaldte Storkene ham ogsaa. Meget lidt veed man om hans Regjering, men det er maaskee det Bedste.
Nær ved Mosen, tæt op til Lümfjorden, laae Vikingens Bjælkehuus med steensat Kjelder, Taarn og tre Sæt Stokværk; øverst paa Taget havde Storken bygget Rede, Storkemoder laae paa Æg og var vis paa, de vilde lykkes.
En Aften blev Storkefader noget længe ude og da han kom hjem, saae han forpjusket og iilfærdig ud.
"Jeg har noget ganske Forfærdeligt at fortælle Dig!" sagde han til Storkemoder.
"Lad være med det!" sagde hun, "husk paa, at jeg ligger paa Æg, jeg kunde have Skade af det og da virker det paa Æggene!"
"Du maa vide det!" sagde han. "Hun er kommen her, Datteren af vor Vert i Ægypten! hun har vovet Reisen herop! og væk er hun!"
"Hun, som er af Feernes Slægt! fortæl dog! Du veed, at jeg kan ikke taale at vente i denne Tid, da jeg ligger!"
"Seer Du, Mo'er! hun har dog troet paa, hvad Doctoren sagde, som Du fortalte mig; hun har troet paa, at Moseblomsten heroppe kunde hjelpe hendes syge Fader og hun er fløiet i Fjæderham med de to andre Fjæderhams-Prindsesser, der hvert Aar skulle her Nord paa for at bade sig og forynges! hun er kommen, og hun er væk!"
"Du gjør det saa vidtløftigt!" sagde Storkemoder, "Æggene kunne blive forkølede! jeg kan ikke taale at være i Spænding!"
"Jeg har passet paa!" sagde Storkefader, "og iaften, jeg gik i Rørene, hvor Hængedyndet kan bære mig, da kom tre Svaner, der var Noget ved Svinget, som sagde mig: pas paa, det er ikke heelt Svane, det er Svaneham kun! Du kjender det paa Følelsen, Mo'er! ligesom jeg, Du veed, hvad der er det Rette!"
"Ja vist!" sagde hun, "men fortæl om Prindsessen! jeg er kjed af at høre om Svaneham!"
"Her midt i Mosen, veed Du, er ligesom en Sø," sagde Storkefader, "Du kan see et Stykke af den, naar Du vil lette Dig; derop til Rørene og det grønne Hængedynd laae en stor Elletrunte; paa den satte de tre Svaner sig, sloge med Vingerne og saae sig om; den ene af dem kastede Svanehammen, og jeg kjendte i hende vor Huus-Prindsesse fra Ægypten; hun sad nu og havde ingen anden Kappe om sig, end sit lange, sorte Haar; hun bad de to andre, hørte jeg, at passe vel paa Svanehammen, naar hun dukkede ned under Vandet for at plukke Blomsten, som hun troede at see. De nikkede og lettede, løftede paa den løse Fjæderkjole; see hvad mon de vil med den, tænkte jeg, og hun spurgte dem vistnok lige om det samme og Svar fik hun, Syn for Sagen, de fløi iveiret med hendes Fjæderham: ""Dyk Du ned!"" raabte de, ""aldrig flyver Du meer i Svaneham, aldrig seer Du Ægyptens Land! sid Du i Vildmosen!"" og saa reve de hendes Fjæderham i hundrede Stykker, saa at Fjædrene fløi rundt omkring, som om det var et Sneefog! og bort fløi de to Skarns-Prindsesser!"
"Det er rædsomt!" sagde Storkemoder, "jeg kan ikke taale at høre det! - siig mig saa, hvad der skete videre!"
"Prindsessen jamrede og græd! Taarerne trillede ned paa Elletrunten og saa rørte den sig, for det var Dyndkongen selv, ham, der boer i Mosen. Jeg saae, hvor Trunten vendte sig og saa var den ingen Trunte meer, der stak op lange, dyndede Grene, ligesom Arme; da blev det stakkels Barn forskrækket og sprang afsted ind paa det gyngende Hængedynd, men der kan det ikke bære mig, mindre hende, hun sank strax i, og Elletrunten gik ned med, det var ham der halede; der kom store, sorte Bobler og saa var der ikke Spor mere. Nu er hun begravet i Vildmosen, aldrig kommer hun med Blomst til Ægyptens Land. Du havde ikke holdt ud at see paa det, Mo'er!"
"Saadant Noget skulde Du slet ikke fortælle mig i denne Tid! det kan gaae ud over Æggene! - Prindsessen hytter sig nok! hun faaer sagtens Hjelp! havde det været mig eller Dig, een af vore, saa havde det været forbi!"
"Jeg vil dog hver Dag see efter!" sagde Storkefader, og det gjorde han.
Nu gik der en lang Tid.
Da saae han en Dag, at dybt fra Bunden skjød frem en grøn Stilk, og da den naaede op til Vandspeilet, voxte frem et Blad, bredere og altid bredere; tæt ved kom en Knop, og da Storken en Morgenstund fløi hen over den, aabnede sig, ved de stærke Solstraaler, Blomsterknoppen og midt i den laae et deiligt Barn, en lille Pige, ligesom om hun var steget op fra Bad; hun lignede i den Grad Prindsessen fra Ægypten, at Storken først troede at det var hende, der var blevet lille, men da han tænkte sig om, fandt han det rimeligere at det var hendes og Dyndkongens Barn; derfor laae hun i Aakande.
"Der kan hun da ikke blive liggende;" tænkte Storken, "i min Rede ere vi allerede saa mange! men, der falder mig Noget ind! Vikingefruen har ingen Børn, tidt ønskede hun sig en Lille, jeg faaer jo Skyld for at bringe de Smaa, nu vil jeg dog engang gjøre Alvor af det! jeg flyver til Vikingefruen med Barnet; der vil blive en Fornøielse!"
Og Storken tog den lille Pige, fløi til Bjælkehuset, slog med Næbbet Hul paa den Blæreskinds Rude, lagde Barnet ved Vikingefruens Bryst, fløi saa til Storkemo'er og fortalte, og Ungerne hørte paa det; de vare store nok dertil.
"Seer Du, Prindsessen er ikke død! hun har sendt den Lille herop, og nu er den anbragt!"
"Det har jeg jo sagt fra første Færd!" sagde Storkemoder, "tænk nu lidt paa dine egne! det er snart paa Reisetiden; det begynder af og til at krille mig under Vingerne! Gjøgen og Nattergalen ere allerede afsted, og Vagtlerne hører jeg tale om, at vi snart faae god Medvind! vore Unger staae sig nok ved Manoeuveren, kjender jeg dem ret!"
Naa, hvor Vikingefruen blev glad, da hun om Morgenen vaagnede og fandt ved sit Bryst det lille, deilige Barn; hun kyssede og klappede det, men det skreg forfærdeligt og sprællede med Arme og Been, det syntes slet ikke fornøiet; tilsidst græd det sig isøvn og som det da laae der, var det Noget af det Deiligste, man kunde see paa. Vikingefruen var saa glad, saa let, saa karsk, det bares hende for, at nu vilde vist hendes Husbond med alle hans Mænd ligesaa uventet komme, som den Lille, og saa fik hun og hele Huset travlt, for at Alt kunde være istand. De lange, couleurte Tapeter, som hun og Pigerne selv havde, vævet med Billeder af deres Afguder, Odin, Thor og Freia, som de kaldtes, bleve hængte op, Trællene maatte skure de gamle Skjolde, som der pyntedes med, Hynder bleve lagte paa Bænkene og tørt Brænde paa Ildstedet midt i Hallen, for at Baalet strax kunde tændes. Vikingefruen tog selv fat med, saa at hun ud paa Aftenen var betydelig træt og sov godt.
Da hun nu henimod Morgenen vaagnede, blev hun inderlig forskrækket, thi det lille Barn var reent borte; hun sprang op, tændte en Fyrrespaan og saae rundt om, og da laae der, hvor hun strakte sine Fødder i Sengen, ikke det lille Barn, men en stor, hæslig Padde; hun blev ganske ækel ved den, tog en svær Stang og vilde slaae Frøen ihjel, men den saae paa hende med saadanne underlige, bedrøvede Øine, at hun ikke kunde slaae til. Endnu engang saae hun rundt om, Frøen gav et fiint, ynkeligt Qvæk, hun foer sammen derved og sprang fra Sengen hen til Lugen, den smak hun op; Solen kom idetsamme frem, kastede sine Straaler lige ind i Sengen paa den store Padde, og det var med Eet som om Udyrets brede Mund trak sig sammen og blev lille og rød, Lemmerne strakte sig i den nydeligste Skikkelse, det var hendes eget lille, deilige Barn, der laae og ingen hæslig Frø.
"Hvad er dog det!" sagde hun, "har jeg drømt en ond Drøm! det er jo mit eget yndige Alfebarn, der ligger!" og hun kyssede og trykkede det til sit Hjerte, men det rev og bed om sig ligesom en vild Kattekilling.
Ikke den Dag, heller ikke den næste kom Vikingeherren, skjøndt han var paa Veien, men Vinden var imod, den blæste syd paa for Storkene. Medbør for Een er Modbør for en Anden.
I et Par Dage og Nætter blev det Vikingefruen klart, hvordan det stod sig med hendes lille Barn, det var jo en forfærdelig Trolddom, der hvilede over det. Ved Dagen var det deiligt som en Lysalf, men havde en ond, vild Natur, om Natten derimod var det en hæslig Padde, stille og klynkende, med sorrigfulde Øine; her var to Naturer, der skiftede om, baade udad og indad; det kom af, at den lille Pige, som Storken havde bragt, eiede ved Dagen sin rette Moders Ydre, men paa den Tid sin Faders Sindelag; ved Natten derimod fik det Slægtskabet med ham synligt i sit Legems * Skikkelse, derimod straalede da, inde i det, Moderens Sind og Hjerte. Hvo kunde løse denne ved Seidkunst øvede Magt. Vikingefruen havde Angest og Bedrøvelse derover, og dog hang hendes Hjerte ved den stakkels Skabning, om hvis Tilstand hun ikke troede at turde fortælle sin Husbond, naar han nu snart kom hjem, thi da vilde han vist, som Skik og Brug var, lægge det stakkels Barn ud paa Alfarvei og lade det tage af hvem, der vilde. Det nænte den skikkelige Vikingefrue ikke, han skulde kun ved den lyse Dag faae Barnet at see.
En Morgenstund susede Storkevingerne hen over Taget; der havde om Natten over hundrede Storkepar udhvilet sig efter den store Manoeuver, nu fløi de op for at drage Syd paa.
"Alle Mand færdig!" hed det, "Kone og Børn med!"
"Jeg er saa let!" sagde Storkeungerne, "det kribler og krabler mig lige ud i Benene som om jeg var fyldt med levende Frøer! hvor det er deiligt at skulle reise udenlands!"
"Hold Jer i Flokken!" sagde Fader og Moder, "og lad ikke Knebbren gaae saa meget, det tager paa Brystet!"
Og de fløi.
I samme Stund klang Luren hen over Heden, Vikingen var landet med alle sine Mænd; de vendte hjem med rigt Bytte fra den galliske Kyst, hvor Folket, som i Bretland, i deres Skræk sang:
"Fri os fra de vilde Normanner!"
Naa, hvor der blev Liv og Lystighed i Vikingeborgen ved Vildmosen. Mjødkarret kom ind i Hallen, Baalet blev tændt og Heste bleve slagtede; her skulde ordentligt brases op. Offergoden sprængte det varme Hesteblod paa Trællene som Indvielse; Ilden knittrede, Bøgen trak hen under Loftet, Soden dryppede fra Bjælken, men det var man vant til. Gjester vare indbudte, og de fik gode Gaver, glemt var Rænker og Falskhed; drukket blev der, og de kastede hverandre de gnavede Knokler i Ansigtet, det var Tegn paa godt Humeur. Skjalden, - det var saadan en Slags Spillemand, men som ogsaa var Krigsmand, havde været med dem og vidste hvad det var han sang om, - gav dem en Vise, hvori de hørte om alle deres Krigsgjerninger og Mærkeligheder; ved hvert Vers kom det samme Omqvæde: "Formue døer, Frænder døe, selv døer man ligerviis, men aldrig døer et herligt Navn!" og saa sloge de Alle paa Skjolde og hamrede med Kniven eller et Knokkelbeen paa Bordpladen, saa at det kunde høres.
Vikingefruen sad paa Tværbænken i den aabne Gildeshal, hun havde Silkekjole, Guld-Armringe og store Ravperler; hun var i sin bedste Stads, og Skjalden nævnede ogsaa hende i sin Sang, talte om den gyldne Skat, hun havde bragt sin rige Husbond, og denne var rigtig glad i det deilige Barn, han havde kun seet det ved Dagen i al dets Deilighed; Vildskaben, der var ved det, syntes han godt om; hun kunde blive, sagde han, en drabelig Skjoldmø, der slog sin Kæmpe! ikke vilde hun blinke med Øinene, naar øvet Haand, i Spøg, hug med det skarpe Sværd Øienbrynene af hende.
Mjødkarret blev tømt, et nyt kjørt op, ja der blev drukket fyldeligt, det var Folk, der kunde taale fuldt op. Det Ordsprog var der dengang: "Qvæget veed, naar det skal gaae hjem fra Græsning, men uklog Mand kjender aldrig sin Maves Maal". Ja, det vidste man, men man veed Eet og gjør et Andet! man vidste ogsaa, at "Kjær bliver kjedelig, naar han sidder længe i anden Mands Huus!" men man blev dog her, Suul og Mjød er en god Ting! det gik lysteligt; og til Natten sov Trællene i den varme Aske, dyppede Fingrene i den fede Sod og slikkede dem. Det var en rar Tid!
Endnu engang i Aaret drog Vikingen paa Tog, uagtet Efterhøstens Storme reiste sig; han gik med sine Mænd til Bretlands Kyst, det var jo "bare over Vandet", sagde han, og hans Huusfrue blev tilbage med sin lille Pige, og vist var det, at Pleiemoderen snart næsten holdt mere af den stakkels Padde med de fromme Øine og de dybe Suk, end af Deiligheden, der rev og bed om sig.
Den raae, vaade Efteraars-Taage, "Mundløs", der gnaver Bladene af, laae hen over Skov og Hede, "Fugl Fjæderløs", som de kalde Sneen, fløi tæt paa hinanden, Vinteren var paa Vei; Spurvene toge Storke-Reden i Beslag og raisonnerede paa deres Viis over det fraværende Herskab; dette selv, Storkeparret med alle Ungerne, ja hvor vare de nu?
--------
Storkene vare nu i Ægyptens Land, hvor Solen skinnede varmt, som hos os paa en deilig Sommerdag, Tamarinder og Akasier blomstrede rundt om, Muhameds Maane straalede blank fra Tempel-Kuplerne; paa de slanke Taarne sad mangt et Storkepar og hvilede ud efter den lange Reise; hele store Flokke havde Rede ved Rede paa de mægtige Søiler og sønderbrudte Buer af Templer og glemte Steder; Daddelpalmen løftede sit Skjærmtag høit op, som om den vilde være Solskjærm. De hvidgraae Pyramider stode som Skyggerids paa den klare Luft henimod Ørkenen, hvor Strudsen viste, den kunde bruge sine Been, og Løven sad med store, kloge Øine og saae paa Marmor-Sphinxen, der laae halv begravet af Sandet. Nilens Vande vare traadte tilbage, hele Flodleiet mylrede med Frøer og det var nu for Storkefamilien det allerdeiligste Skue i dette Land. Ungerne troede, at det var Øien-Forblindelse, saa mageløst fandt de det Hele.
"Saadanne er det her, og saadanne have vi det altid i vort varme Land!" sagde Storkemoder, og det kriblede de Smaa i Maven.
"Faae vi endnu Mere at see?" sagde de, "skal vi meget meget længer ind i Landet?"
"Der er ikke Noget videre at see!" sagde Storkemoder; "ad den frodige Kant er kun vildsom Skov, hvor Træerne voxe i hverandre og filtres sammen af piggede Slyngplanter, kun Elephanten med sine plumpe Been kan der træde sig Vei; Slangerne ere os for store og Fiirbenene for muntre. Ville I ad Ørkenen til, saa faae I Sand i Øinene, gaaer det fiint til og gaaer det grovt til, komme I ind i en Sandhose; nei, her er bedst! her er Frøer og Græshopper! her bliver jeg og I med!"
Og de bleve; de Gamle sade i deres Rede paa den slanke Minaret, hvilede sig og havde dog travlt med at glatte Fjædrene og gnide med Næbbet paa de røde Strømper; saa løftede de Halsene, hilsede gravitetisk og hævede Hovedet med den høie Pande og de fine, glatte Fjædre, og deres brune Øine straalede saa klogt. Hun-Ungerne gik gravitetisk om mellem de saftige Rør, skottede efter de andre Storke-Unger, gjorde Bekjendtskab og slugte ved hvert tredie Skridt en Frø, eller gik og dinglede med en lille Slange, det tog sig godt ud, troede de, og det smagte. Han-Ungerne gjorde Klammeri, baskede hinanden med Vingerne, hug med Næbbet, ja stak til Blods, og saa blev den forlovet og den forlovet, Han-Ungerne og Hun-Ungerne, det var jo det, de levede for; og de byggede Rede, og kom saa igjen i nyt Klammeri, for i de hede Lande ere de nu Alle saa hidsige, men fornøieligt var det, og især en stor Glæde for de Gamle: Alting klæder Ens Unger! hver Dag var her Solskin, hver Dag fuldtop at æde, man kunde kun tænke paa Fornøielse. - Men inde i det rige Slot hos den ægyptiske Husvert, som de kaldte ham, var den slet ikke tilhuse.
Den rige, mægtige Herre laae paa Løibænk, stiv i alle sine Lemmer, udstrakt som en Mumie, midt i den store Sal med de broget malede Vægge; det var ligesom om han laae i en Tulipan. Slægtninge og Tjenere stode om ham, død var han ikke, leve kunde man heller ikke ret sige at han gjorde; den frelsende Moseblomst fra de nordlige Lande, den, der skulde søges og plukkes af Den, som høiest elskede ham, vilde aldrig blive bragt. Hans unge, deilige Datter, som i Svaneham fløi over Hav og Lande, høit mod Norden, skulde aldrig vende tilbage; "hun er død og borte!" havde de to hjemvendte Svane-Jomfruer meldt; de havde sat en heel Historie sammen derom, den fortalte de:
"Vi fløi alle Tre høit i Luften, da saae en Jæger os og afskjød sin Piil; den ramte vor unge Veninde, og langsomt syngende sit Farvel sank hun, som en døende Svane, ned midt i Skovsøen; der ved Bredden under en duftende Hængebirk begravede vi hende! Dog Hævn have vi taget; Ild bandt vi under Vingen paa Svalen, der byggede under Jægerens Rør-Tag, det tændtes, Huset slog op i Lue, han brændte inde, det lyste ud over Søen hen til den heldende Hængebirk, hvor hun nu er Jord i Jorden; aldrig kommer hun til Ægyptens Land!"
Og saa græd de begge To, og Storkefader, den Gang han hørte det, knebbrede med Næbbet, saa at det skraldede efter:
"Løgn og Paafund!" sagde han. "Jeg kunde have Lyst til at jage dem Snabelen lige ind i Brystet!"
"Og brække den af!" sagde Storkemoder, "saa kom Du til at see godt ud! tænk først paa Dig selv og saa paa din Familie, alt Andet ligger udenfor!"
"Jeg vil dog sætte mig paa Randen af den aabne Kuppel imorgen, naar alle de Lærde og Vise samles for at tale om den Syge; maaskee de saa komme Sandheden lidt nærmere!"
Og de Lærde og Vise kom sammen og talte meget, vidt og bredt, som Storken ikke kunde faae Noget ud af, - og der kom heller ikke Noget ud deraf for den Syge, eller for Datteren i Vildmosen; men derfor kunne vi gjerne høre lidt paa det, man maa jo høre paa saa Meget.
Men nu er det rigtigst ogsaa at høre og vide hvad der var gaaet forud, saa ere vi bedre med i Historien, idetmindste ligesaa meget som Storkefader.
"Kjærlighed føder Liv! den høieste Kjærlighed føder det høieste Liv! kun gjennem Kjærlighed er Livets Frelse for ham at vinde!" var der blevet sagt, og det var overmaade klogt og godt sagt, forsikkrede de Lærde.
"Det er en kjøn Tanke!" sagde strax Storke fader.
"Jeg forstaaer den ikke rigtigt!" sagde Storkemoder, "og det er ikke min Skyld, men Tankens, dog det kan da ogsaa være det samme, jeg har Andet at tænke paa!"
Og nu havde de Lærde talt om Kjærligheden mellem Dit og Dat, Forskjellen der var, Kjærligheden, som Kjærestefolk fornam, og den mellem Forældre og Børn, mellem Lyset og Væxterne, hvorledes Solstraalen kyssede Dyndet og at Spiren derved kom frem - det var saa vidtløftigt og lærd sat ud, at det blev umuligt for Storkefader at følge med, end sige at gjentage det; han blev ganske tankefuld derved, lukkede Øinene halvt i og stod paa eet Been en heel Dag derefter; Lærdommen var ham saa svær at bære.
Dog det forstod Storkefader, han havde hørt baade Smaafolk og de Allerfornemste tale lige ud af Hjertebunden, at det var en stor Ulykke for mange Tusinder og for Landet med, at den Mand laae syg og ikke kunde komme sig; Glæde og Velsignelse vilde det være, om han fik sin Sundhed igjen. "Men hvor voxer Sundhedsblomsten for ham?" derom havde de spurgt Allesammen, spurgt i lærde Skrifter, i blinkende Stjerner, i Veir og Vind, spurgt ad alle de Omveie, der vare at finde, og tilsidst havde de Lærde og Vise, som sagt, faaet det ud: "Kjærlighed føder Liv, Livet til Faderen," og der sagde de mere end de selv forstode; de gjentoge og skrev da op som Recept: "Kjærlighed føder Liv", men hvorledes hele den Ting efter Recepten skulde laves sammen, ja derved stod man. Tilsidst bleve de enige derom, Hjelpen maatte komme ved Prindsessen, hun, der med hele sin Sjæl og sit Hjerte holdt af denne Fader. Man faldt endeligt ogsaa paa, hvorledes det kunde bringes istand, ja det var nu mere end Aar og Dag siden, hun skulde om Natten, naar Nyet der tændtes, igjen var nede, begive sig ud til Marmor-Sphinxen ved Ørkenen, kaste Sandet bort fra Døren i Fodstykket, og der, gaae gjennem den lange Gang, som førte ind midt i en af de store Pyramider, hvor en af Oldtids mægtige Konger, omgivet af Pragt og Herlighed, laae i Mumie-Hylster; her skulde hun helde sit Hoved til den Døde, og da vilde aabenbares hende, hvor Liv og Frelse for hendes Fader var at vinde.
Alt det havde hun udført, og i Drømme erfaret, at fra den dybe Mose oppe i det danske Land, Stedet var blevet ganske nøiagtigt betegnet, maatte hun hjembringe den Lotus-Blomst, der i Vandets Dyb havde berørt hendes Bryst, da vilde han frelses.
Og derfor fløi hun i Svaneham fra Ægyptens Land op til Vildmosen. See, alt Dette vidste Storkefader og Storkemoder, og nu veed vi det tydeligere, end vi før vidste det. Vi veed, at Dynd-Kongen drog hende ned til sig, veed, at hun for dem i Hjemmet er død og borte; kun den Viseste af dem Alle sagde endnu, ligesom Storkemoder: "hun hytter sig nok!" og det vilde de da vente paa, for de vidste ikke noget Bedre.
"Jeg troer, at jeg rapser Svanehammen fra de to Skarns-Prindsesser!" sagde Storkefader, "saa kunne de da ikke komme til Vildmosen at gjøre Fortræd; Svanehammene selv gjemmer jeg deroppe til der er Brug for dem!"
"Hvor oppe gjemmer Du dem?" spurgte Storkemoder.
"I vor Rede ved Vildmosen!" sagde han. "Jeg og vore yngste Unger kunne hjelpes ad med at føre dem, og blive de os for besværlige, saa er der Steder nok paa Veien til at skjule dem til næste Trækning. Een Svaneham var vel nok for hende, men to ere bedre; det er godt at have meget Reisetøi i et nordligt Land!"
"Du faaer ikke Tak for det!" sagde Storkemoder, "men Du er jo Herre! jeg har ikke Noget at sige uden i Liggetiden!"
--------
I Vikingeborgen ved Vildmosen, hvorhen Storkene fløi mod Vaaren, havde den lille Pige faaet Navn; Helga havde de kaldt hende, men det Navn var altfor blødt for et saadant Sind, som det, den deiligste Skikkelse her havde; Maaned for Maaned kom det mere frem, og i Aaringer, ja, medens Storkene gjorde samme Reise, i Høst mod Nilen, i Foraar mod Vildmosen, blev det lille Barn en stor Pige, og før man tænkte derover, var hun den deiligste Jomfru i sit sextende Aar; deilig af Skal, men haard og * beesk af Kjærne, vildere end de Fleste i denne haarde, mørke Tid.
Det var hende en Lyst at stænke med sine hvide Hænder det dampende Blod af den slagtede Offerhest; hun bed i Vildskab Halsen over paa den sorte Hane, som Offergoden skulde slagte, og til sin Pleiefader sagde hun i fuld Alvor:
"Kom din Fjende og slog Toug om Bjælkehovederne af Taget, lettede det over dit Kammer, medens Du sov, jeg skulde ikke vække Dig om jeg kunde! jeg hørte det ikke, saaledes surrer Blodet mig endnu om det Øre, hvorpaa Du for Aaringer siden gav mig en Kindhest, Du! Jeg husker!"
Men Vikingen troede ikke paa de Ord, han var, ligesom de Andre, daaret af hendes Deilighed; vidste heller ikke om, hvorledes Sind og Skind skiftede hos liden Helga. Uden Sadel sad hun, som groet fast til Hesten, der jog i fuldt Løb, og ikke sprang hun af, om den bedes med de andre ondsindede Heste. I alle sine Klæder kastede hun sig tidt fra Skrænten ud i Fjordens stærke Strømning, og svømmede Vikingen imøde, naar hans Baad styrede mod Land. Af sit deilige, lange Haar skar hun den længste Lok og flettede sig deraf en Stræng til sin Bue:
"Selvgjort er velgjort!" sagde hun.
Vikingefruen var vel efter Tid og Vane stærk i Villie og Sind, men mod Datteren var hun at ligne som en blød, angest Qvinde; hun vidste jo ogsaa, at det var Trolddom, der hvilede over det forfærdelige Barn.
Det var som om Helga, ret af ond Fornøielse, lidt for ofte fandt paa, naar Moderen stod paa Svalen eller traadte ud i Gaarden, at sætte sig op paa Brøndkanten, slaae med Arme og Been, og derpaa lade sig plumpe ned i det snevre, dybe Hul, hvor hun, med Frø-Naturen, dukkede og løftede sig igjen, kravlede saa, ligesom om hun var en Kat, og kom drivende af Vand ind i Høisalen, saa at de grønne Blade, der vare strøede paa Gulvet, vendte sig i den vaade Strøm.
Dog eet Baand var der, som holdt liden Helga, det var Aftenskumringen; i den blev hun stille og ligesom eftertænksom, lod sig kalde og føre; da ligesom drog en indre Fornemmelse hende til Moderen, og naar Solen sank og Forvandlingen ude og inde fulgte, sad hun der stille, sørgmodig, skrumpet sammen i Padde-Skikkelsen, Kroppen var vel nu langt større end dette Dyrs, men just derved desgrueligere; hun saae ud som en ynkelig Dværg med Frø-Hoved og Svømmehud mellem Fingrene. Der var Noget saa bedrøveligt i de Øine, hun saae med, Stemmen havde hun ikke, kun et huult Qvæk, ret som et Barn, der hulker i Drømme; da kunde Vikingefruen tage hende paa sit Skjød, hun glemte den hæslige Skikkelse, saae kun paa de bedrøvede Øine og sagde meer end eengang:
"Næsten kunde jeg ønske, at Du altid var mit stumme Frø-Barn; Du er mere forfærdelig at see paa, naar Deiligheden vender udad!"
Og hun skrev Runer mod Seid og Syge, kastede dem over den Elendige, men Bedring viste sig ikke.
"Man skulde ikke troe, at hun har været saa lille, at hun har ligget i en Aakande!" sagde Storkefader; "nu er hun et heelt Menneske og hendes ægyptiske Moder opad Dage; hende saae vi aldrig siden! hun hyttede sig ikke, som Du og den Lærdeste troede. Jeg har nu Aar ud, Aar ind fløiet paa kryds og tværs over Vildmosen, men hun gav aldrig Tegn fra sig! Ja, det kan jeg sige Dig, jeg har i de Aaringer, jeg er kommet herop nogle Dage forud for Dig, at jeg kunde bøde paa Reden, sætte Et og Andet i Stand, fløiet en heel Nat, som om jeg var en Ugle eller Flaggermuus, idelig over det aabne Vand, men til ingen Nytte! den fik vi da heller ikke for de to Svanehamme, som jeg og Ungerne slæbte herop fra Nilens Land; det var besværligt nok, i tre Keiser toge vi dem. Nu have de ligget i mange Aar paa Bunden af Reden, og skeer her nu engang Ilds-Ulykke, skeer det, at Bjælkehuset brænder af, saa ere de da væk!"
"Og vor gode Rede er væk!" sagde Storkemoder, "den tænker Du mindre paa, end paa det Fjædertøi og din Mose-Prindsesse! Du skulde engang gaae ned til hende og blive i Dyndet! Du er en daarlig Fader for dine Egne, det har jeg sagt fra jeg laae paa Æg første Gang. Faae vi eller vore Unger bare ikke en Piil i Vingen af den gale Vikingetøs! hun veed jo ikke, hvad hun gjør. Vi ere dog lidt ældre hjemme her end hun, det skulde hun betænke; vi glemme aldrig vore Skyldigheder, vi give vore Afgifter aarlig, en Fjæder, et Æg og en Unge, som Ret er. Troer Du, at naar hun er udenfor, jeg gider gaae derned, som i gamle Dage, og som jeg gjør i Ægypten, hvor jeg er halv Kammerat med dem, uden at glemme mig, kiger i Kar og i Gryde? Nei, jeg sidder heroppe og ærgrer mig over hende - Tøs! - og jeg ærgrer mig over Dig med! Du skulde have ladet hende ligge i Aakanden, saa havde hun været væk!"
"Du er meget agtværdigere end din Tale!" sagde Storkefader - "jeg kjender Dig bedre, end Du kjender Dig selv!"
Og saa gjorde han et Hop, to tunge Vingeslag, strakte Benene bagud og fløi, seilede afsted, uden at røre Vingerne, han var et godt Stykke borte, da tog han et kraftigt Tag, Solen skinnede paa de hvide Fjædre, Hals og Hoved strakte sig fremad! Der var Fart og Sving.
"Han er dog den Deiligste endnu af dem Allesammen!" sagde Storkemoder, "men jeg siger ham det ikke."
--------
Tidlig denne Høst kom Vikingen hjem med Bytte og Fanger; mellem disse var en ung, Christen Præst, een af de Mænd, der forfulgte de nordiske Landes Afguder. Ofte i den sidste Tid var i Hal og Fruerstue blevet talt om den nye Tro, der bredte sig vidt om i alle Lande Syd paa, ja ved den hellige Ansgarius endogsaa var naaet op til Hedeby ved Slien; selv liden Helga havde hørt om Troen paa den hvide Christ, der af Kjærlighed til Menneskene havde givet sig hen for at frelse dem; det var for hende, som man siger, gaaet ind ad det ene Øre og ud ad det andet; det Ord Kjærlighed syntes hun kun at have Fornemmelse for, naar hun i den ynkelige Frø-Skikkelse krøb sammen i det aflukkede Kammer; men Vikingefruen havde lyttet til og følt sig forunderlig grebet ved de Sagn og Sagaer, der gik om Sønnen af een eneste sand Gud.
Mændene, komne hjem fra Tog, havde fortalt om de prægtige Templer af hugne kostelige Stene, reiste for ham, hvis Bud var Kjærlighed; et Par svære, gyldne Kar, kunstigt udskaarne og heelt af det pure Guld, vare hjembragte, der var ved hvert en egen krydret Duft, det var Røgelsekar, som de christne Præster svang foran Altret, hvor aldrig Blod flød, men Vinen og det indviede Brød forvandledes i hans Blod, som havde givet sig hen for endnu ufødte Slægter.
I Bjælkehusets dybe, steensatte Kjelder var den fangne, unge christne Præst bragt ned, snørt med Bastbaand om Fødder og Hænder; deilig var han, "som Baldur at see!" sagde Vikingefruen og hun rørtes ved hans Nød, men ung Helga lystede, at der skulde drages et Toug gjennem hans Haser og han bindes til Halerne af de vilde Oxer.
"Saa skulde jeg slippe Hundene løs; hui! afsted over Moser og Kjær, ad Heden til! det vilde være lystigt at see, lystigere endnu at kunne følge ham paa Farten!"
Dog den Død vilde Vikingen ikke han skulde lide, men som Fornægter og Forfølger af de høie Guder, imorgen den Dag offres paa Blodstenen i Lunden, det var første Gang at her et Menneske offredes.
Ung Helga bad om hun maatte bestænke Gudebillederne og Folket med Blodet af ham; hun sleb sin blanke Kniv og da een af de store, glubske Hunde, hvoraf der var nok paa Gaarden, løb hende hen over Fødderne, stak hun den Kniven ind i Siden: "Det er for at prøve den!" sagde hun, og Vikingefruen saae bedrøvet paa den vilde, ondsindede Pige, og da Natten kom og Skjønheds Skikkelsen hos Datteren i Krop og Sjæl skiftede om, talte hun til hende Sorgens varme Ord, ud af en bedrøvet Sjæl.
Den grimme Padde med Troldens Krop stod foran og heftede de brune, sorgfulde Øine paa hende, hørte og syntes at forstaae med Menneskets Tanke.
"Aldrig, selv til min Husbond, er det kommet paa min Tunge om hvad dobbelt jeg lider ved Dig!" sagde Vikingefruen, "der er mere Ynk i mit Hjerte over Dig, end jeg selv troede! stor er en Moders Kjærlighed! men aldrig kom Kjærlighed i dit Sind! Dit Hjerte er som en kold Dyndklump! hvorfra er Du dog kommet i mit Huus!"
Da sittrede forunderligt den ynkelige Skikkelse, det var som om de Ord berørte et usynligt Baand mellem Legem og Sjæl, der kom store Taarer i Øinene.
"Din haarde Tid vil engang komme!" sagde Vikingefruen, "gruelig vil den blive ogsaa for mig! - bedre om Du, som Barn var stillet ud paa Alfarvei, og Nattekulden havde lullet Dig til Døde!" Og Vikingefruen græd de salte Taarer og gik vred og bedrøvet bort, om bag det løse Skindtæppe, der hang over Bjælken og deelte Stuen.
Alene sad i Krogen den sammenskrumpne Padde; der var lydløst, men efter korte Mellemrum kom, inde i hende, et halvqvalt Suk; det var, som om, i Smerte, et Liv fødtes i Hjertets Vraa. Hun gjorde et Skridt frem, lyttede, gik atter et Skridt og greb nu med de ubehjelpelige Hænder om den tunge Stang, der var skudt for Døren; sagte fik hun den fra, stille trak hun bort Pinden, der var stukket ind over Klinken; hun greb den tændte Lampe, der stod i Kamret foran; det var som en stærk Villie gav hende Kræfter; hun drog Jernpinden ud af den stængede Lem, listede sig ned til Fangen; han sov; hun rørte ved ham med sin kolde, klamme Haand, og da han vaagnede og saae den hæslige Skikkelse, gøs han, som for et ondt Syn. Hun drog sin Kniv, overskar hans Baand og vinkede ad ham, at han skulde følge hende.
Han nævnede hellige Navne, gjorde Korsets Tegn, og da Skikkelsen stod uforandret, sagde han Bibelens Ord:
"Salig er Den, som handler forstandigen mod den Ringe; Herren skal redde ham paa en ond Dag! - Hvo er Du? Hvorfra dette Ydre af Dyret og dog fuld af Barmhjertighedens Gjerning!"
Paddeskikkelsen vinkede, og førte ham bag skjulende Tæpper, hen ad en eensom Gang, ud til Stalden, pegede paa en Hest, han svang sig op paa den, men ogsaa hun satte sig der forrest og holdt i Dyrets Manke. Den Fangne forstod hende og i hurtig Trav rede de en Vei, som han aldrig vilde have fundet, ud til den aabne Hede.
Han glemte hendes hæslige Skikkelse, Herrens Naade og Barmhjertighed fornam han virkede gjennem Utysket; fromme Bønner bad han og hellige Sange istemte han; da sittrede hun, var det Bønnens og Sangens Magt, der virkede her, eller var det Kulde-Gyset ved Morgenen, der snart vilde komme? hvad var det vel hun fornam? hun løftede sig høit i Veiret, vilde standse Hesten og springe ned; men den christne Præst holdt hende fast med al sin Kraft, sang høit en Psalme, som mægtede den at løse Trolddommen, der holdt hende i den hæslige Frø-Skikkelse, og Hesten jog vildere frem, Himlen blev rød, den første Solstraale trængte gjennem Skyen, og ved det klare Væld af Lyset kom Omskiftelsen, hun var den unge Deilighed med det dæmoniske, onde Sind; han holdt den skjønneste, unge Qvinde i sine Arme og forfærdedes derover, sprang ned fra Hesten, standsede den, i det han troede at møde en ny ødelæggende Trolddom; men ung Helga var i samme Spring ogsaa paa Jorden, den korte Barnekjole naaede hende kun til Knæet; den skarpe Kniv rev hun af sit Bælte og styrtede ind paa den Overraskede.
"Lad mig naae Dig!" raabte hun, "lad mig naae Dig, og Kniven skal komme op i Dig! Du er jo bleg som Hø! Træl! skjægløs!"
Hun trængte ind paa ham; de brødes i en svær Kamp, men det var som om en usynlig Kraft gav den christne Mand Styrke; han holdt hende fast, og det gamle Egetræ tæt ved kom ham til Hjelp ved ligesom med sine fra Jorden halv løsnede Rødder at binde hendes Fødder, der vare gledne ind under dem. Tæt ved sprudlede en Kilde, han stænkede hende med det friske Væld over Bryst og Ansigt, bød den urene Aand fare ud og signede hende efter christelig Brug, men Daabens Vand har ikke Kraft der, hvor ikke Troens Væld ogsaa strømmer indenfra.
Og dog var han ogsaa heri den Stærke; ja meer end Mands Styrke mod den stridende onde Kraft laae der i hans Gjerning, den ligesom betog hende, hun lod Armene synke, saae med forundrede Blikke og blegnende Kinder paa denne Mand, der syntes en mægtig Troldmand, stærk i Seid og hemmelig Kunst; det var mørke Runer, han læste, Lønstaver, han tegnede i Luften! Ikke for den blinkende Øxe eller skarpe Kniv, om han havde svunget den mod hendes Øine, vilde hun have gjort et Blink, men hun gjorde det, da han skrev Korsets Tegn paa hendes Pande og Bryst; og sad hun nu som en tam Fugl, Hovedet bøiede sig mod Brystet.
Da talte han mildt til hende om den Kjærlighedens Gjerning, hun havde øvet mod ham i denne Nat, da hun i Frøens hæslige Ham var kommen, havde løst hans Baand og ført ham ud til Lys og Liv; hun var ogsaa bunden, bunden med trangere Baand, end han, sagde han, men ogsaa hun skulde, og ved ham, komme til Lys og Liv. Til Hedeby, til den hellige Ansgarius, vilde han bringe hende, der, i den christne Stad, vilde Fortryllelsen hæves; men ikke foran paa Hesten, selv om hun godvillig sad der, turde han føre hende.
"Bag paa Hesten maa du sidde, ikke foran mig! Din Trolddoms Skjønhed har en Magt, som er fra det Onde, jeg frygter den - og dog er Seiren for mig i Christo!"
Han bøiede sine Knæ, bad saa fromt og inderligt! det var som om den tause Skov-Natur indviedes derved til en hellig Kirke; Fuglene begyndte at synge som hørte de med til den nye Menighed, de vilde Krusemynter duftede som vilde de erstatte Ambra og Røgelse; høit forkyndte han Skriftens Ord: "Lyset fra det Høie har besøgt os, for at skinne for dem, som sidde i Mørket og i Dødens Skygge, at styre vore Fødder paa Fredens Vei! -"
Og han talte om Alnaturens Forlængsel, og mens han talte stod Hesten, der havde baaret dem i vildt Løb, stille og ruskede i de store Brombærranker, saa at de modne, saftige Bær faldt paa liden Helgas Haand, bydende sig selv til Vederqvægelse.
Hun lod sig taalmodig løfte op paa Hestens Ryg, sad der som en Søvngjængerske, der ikke vaager og dog ikke vandrer. Den christne Mand bandt to Grene sammen med et Bastbaand, at de dannede et Kors, det holdt han høit i Haanden og saa red de gjennem Skoven, der blev tættere, Veien dybere, eller slet ingen Vei. Slaaentornen stod som Vei-Bom, man maatte ride uden om den; Kilden blev ikke til rindende Bæk, men til staaende Mose, man maatte ride uden om den. Der laae Styrke og Vederqvægelse i den friske Skovluft, der laae en ikke ringere Kraft i Mildhedens Ord, der klang i Tro og Christen-Kjærlighed, i den inderlige Trang til at føre den Betagne til Lys og Liv.
Regndraaben, siger man jo, huler den haarde Steen, Havets Bølger gjøre i Tiden de afrevne kantede Klippe-Stene runde, Naadens Dug, som var oprundet for liden Helga, hulede det Haarde, rundede det Skarpe; vel var det ikke at kjende, hun vidste det ikke selv, hvad veed Spiren i Jorden, ved det qvægende Væde og den varme Solstraale, at den gjemmer i sig Væxt og Blomst.
Som Moderens Sang for Barnet umærkeligt hefter sig i Sindet, og det laller efter de enkelte Ord, uden at forstaae dem, men disse siden samle sig i Tanken og i Tiden blive klarere, saaledes virkede ogsaa her Ordet, der mægter at skabe.
De rede ud af Skoven, hen over Heden, atter igjennem veiløse Skove, da mødte de henimod Aften Røvere.
"Hvor har Du stjaalet den deilige Glut!" raabte de, stoppede Hesten, rev de to Ridende ned, thi mandsstærke vare de. Præsten havde ikke andet Værge end Kniven, som han havde taget fra liden Helga, den stødte han om sig med, een af Røverne svingede sin Øxe, men den unge, christne Mand gjorde et lykkeligt Spring tilside, ellers var han bleven ramt, nu foer Øxens Eg dybt ind i Hestens Hals, saa Blodet strømmede ud og Dyret styrtede til Jorden; da foer liden Helga, som vækket af sin lange, dybe Tanke-Hvile, hen og kastede sig over det gispende Dyr; den christne Præst stillede sig foran hende til Værn og Værge, men een af Røverne svingede sin tunge Jernhammer mod hans Pande, saa at den knustes og Blod og Hjerne sprøitede rundt om, død faldt han til Jorden.
Røverne grebe liden Helga om hendes hvide Arm, da gik Solen i det samme ned, den sidste Solstraale slukkedes og hun forvandledes til en hæslig Padde; den hvidgrønne Mund gik ud over det halve Ansigt, Armene bleve tynde og slimede, en bred Haand med Svømmehud bredte sin Vifte-Form; - da slap Røverne hende forfærdet; hun stod som det hæslige Udyr midt imellem dem og efter Frøens Natur hoppede hun i Veiret, høiere, end hun selv var og forsvandt i Tykningen; da mærkede Røverne, at det var Lokes onde List, eller hemmelig Seid-Kunst og forfærdet skyndte de sig bort derfra.
--------
Fuldmaanen var alt oppe, snart gav den Glands og Lysning, og frem fra Krattet krøb, i Frøens ynkelige Ham, liden Helga; hun standsede ved Liget af den christne Præst og ved sin dræbte Ganger, hun saae paa dem med Øine, som syntes at græde; Frøhovedet gav et Qvæk, som om et Barn brister i Graad. Hun kastede sig snart over den Ene, snart over den Anden, tog Vand i Haanden, der ved Svømmehuden blev større og mere huul og gød det over dem. Døde vare de, døde vilde de blive! hun forstod det. Snart kunde de vilde Dyr komme og æde deres Krop; nei, det maatte ikke skee! derfor gravede hun i Jorden saa dybt hun mægtede det; en Grav vilde hun aabne for dem, men hun havde kun, til at grave med, en haard Trægreen og begge sine Hænder, men paa dem spændte mellem Fingrene Svømmehuden, den revnede, Blodet flød. Hun begreb, at Arbeidet vilde ikke lykkes hende; da tog hun Vand og af vaskede den Dødes Ansigt, bedækkede det med friske, grønne Blade, bar store Grene hen og lagde over ham, rystede Løv derind imellem, tog saa de sværeste Stene, hun mægtede at løfte, lagde dem over de døde Legemer og tilstoppede Aabningerne med Mos, da troede hun, at Gravhøien var stærk og fredet, men under dette tunge Arbeide var Natten skredet hen, Solen brød frem - og liden Helga stod i al sin Deilighed, med blødende Hænder og for første Gang med Taarer paa de rødmende, jomfruelige Kinder.
Da var det i Forvandlingen, som to Naturer brødes inde i hende; hun sittrede, saae omkring sig, som vaagnede hun af en ængstende Drøm, foer derpaa hen til den slanke Bøg, holdt sig fast ved den, for dog at have en Støtte, og snart, i et Nu, klattrede hun, som en Kat, op i Træets Top, og klamrede sig fast; hun sad der som et ængstet Egern, sad der den lange Dag i den dybe Skov-Eensomhed, hvor Alt er stille og dødt, siger man jo! - dødt, ja der fløi et Par Sommerfugle om hinanden, i Leeg eller Strid; der var tæt ved nogle Myretuer, hver med flere Hundrede travle Smaaskabninger, der mylrede frem og tilbage; i Luften dandsede utallige Myg, Sværm ved Sværm; der joge forbi Skarer af surrende Fluer, Vor Herres Høns, Guldsmede og andre vingede Smaadyr, Regnormen krøb frem fra den vaade Grund, Muldvarpene skjøde op, - forresten var det stille, dødt rundt om, dødt, som man siger og forstaaer det. Ingen lagde Mærke til liden Helga uden Skovskaderne der fløi skrigende om Træets Top, hvor hun sad; de hoppede hen ad Grenene mod hende i dristig Nysgjerrighed; et Blink af hendes Øie var et Blink, der jog dem bort igjen, - men de bleve ikke klogere paa hende og hun ikke heller paa sig selv.
Da Aftenen var nær, og Solen begyndte at synke, kaldte Forvandlingen hende til ny Bevægelse; hun lod sig glide ned af Træet, og idet den sidste Solstraale slukkedes, stod hun der i Frøens sammenkrympede Skikkelse, med Hændernes sønderrevne Svømme-Hinder, men Øinene straalede nu med en Skjønheds-Glands, som de knap eiede før i Deilighedens Skikkelse; det var de mildeste, fromme Pige-Øine, der lyste frem bag Frø-Larven, de vidnede om det dybe Sind, det menneskelige Hjerte; og Skjønheds-Øinene brast i Graad, græd Hjertets tunge Lettelses-Taarer.
Der laae endnu ved den reiste Grav det Kors af Grene, der med Bast-Baand var bundet sammen, det sidste Arbeide af ham, som nu var død og borte; liden Helga tog det, Tanken kom af sig selv, hun plantede det mellem Stenene over ham og den dræbte Hest; ved Erindringens Vemod brøde Taarer frem, og i denne Hjerte-Stemning ridsede hun det samme Tegn ind i Jorden rundt om Graven, det hegnede saa pynteligt om den, - og i det hun med begge Hænder ridsede Korsets Tegn, faldt Svømmehuden, som en sønderreven Handske af, og da hun vaskede sig i Kildens Væld, og undrende saae paa sine fine, hvide Hænder, gjorde hun atter Korsets Tegn i Luften, mellem sig og den Døde, da bævede hendes Læber, da rørte sig hendes Tunge og det Navn, hun oftest paa Ridtet gjennem Skoven havde hørt udsjunget og udtalt, blev lydeligt fra hendes Mund, hun sagde det: "Jesus Christ!"
Da faldt Paddehammen, hun var den unge Deilighed; - dog Hovedet bøiede sig træt, Lemmerne trængte til Hvile, - hun sov.
Men Søvnen var kun kort; ved Midnat blev hun vækket; foran hende stod den døde Hest, saa straalende, fuld af Liv, det lyste ud af Øinene og ud af den saarede Hals; tæt ved den viste sig den dræbte, christne Præst; "skjønnere end Baldur!" vilde Vikingefruen have sagt, og dog kom han som i Ildsluer.
Der var en Alvor i de store, milde Øine, en Retfærdighedens Dom, et saa gjennemtrængende Blik, at det lyste ligesom ind i Hjertets Kroge hos den Prøvede. Liden Helga sittrede derved, og hendes Hukommelse vaktes med en Kraft som paa Dommens Dag. Alt hvad Godt der var ydet hende, hvert kjærligt Ord der var sagt hende, blev ligesom levende gjort; hun forstod, at det var Kjærligheden, der havde holdt hende oppe her i Prøvelsens Dage, i hvilke Afkom af Sjæl og Dynd gjærer og stræber; hun erkjendte, at hun kun havde fulgt Stemningernes Tilskyndelser, og selv Intet gjort for sig; Alt var blevet givet hende, Alt var ligesom blevet ledet; hun bøiede sig ringe, ydmyg, skamfuld for Den, der maatte kunde læse hver Fold i Hjertet; og i dette Øieblik fornam hun som et Lynblink af Luttrelsens Flamme, den hellige Aands Lue.
"Du Dyndets Datter!" sagde den christne Præst: "Af Dynd, af Jord est Du kommen, - af Jord skal Du igjen opstaae! Solstraalen i Dig gaaer legemsbevidst tilbage til sit Ophav, Straalen ikke fra Sol-Legemet, men Straalen fra Gud! Ingen Sjæl skal fortabes, men langt er det Timelige, der er Livsens Flugt i det Evige. - Jeg kommer fra de Dødes Land; ogsaa Du skal engang reise gjennem de dybe Dale ind i det lysende Bjergland, hvor Naaden og Fuldendelsen boer. Jeg fører Dig ikke til Hedeby efter Christen-Daab, først maa Du sprænge Vandskjoldet over den dybe Mosegrund, drage den levende Rod op for dit Liv og din Vugge, øve din Gjerning før Indvielsen tør komme."
Og han løftede hende op paa Hesten, rakte hende et gyldent Røgelsekar som det, hun før havde seet i Vikingeborgen, der kom en Duft saa sød og stærk derfra. Pandens aabne Vunde paa den Dræbte lyste som et straalende Diadem; Korset tog han fra Graven, løftede det høit i Veiret, og nu foer de afsted gjennem Luften, hen over den susende Skov, hen over Høiene hvor Kæmperne vare jordede, siddende paa deres dræbte Gangere; og de mægtige Skikkelser reiste sig, rede ud og holdt øverst paa Høien; i Maaneskinnet straalede om deres Pande den brede Guldring med Guld-Knude, Kaaben flagrede i Vinden. Lindormen, som rugede over Skatte, løftede sit Hoved og saae efter dem. Dvergfolket kiggede frem fra Høie og Plovfurer, de mylrede med røde, blaae og grønne Lys, en Vrimmel at see som Gnisterne i Asken af det brændte Papir.
Hen over Skov og Hede, Aaer og Kjær fløi de, op mod Vildmosen; hen over den svævede de i store Kredse. Den christne Præst løftede Korset høit, det skinnede som Guld, og fra hans Læber lød Messesangen; liden Helga sang den med, som Barnet synger ved sin Moders Sang; hun svingede Røgelsekarret, der kom en Alterduft, saa stærk, saa under virkende, at Mosens Siv og Rør blomstrede derved; alle Spirer skjøde op fra den dybe Bund, Alt, hvad Liv havde løftede sig, der bredte sig et Flor af Aakander, som var det et indvirket Blomstertæppe og paa dette laae en sovende Qvinde, ung og deilig, liden Helga troede at see sig selv, sit Speilbilled i det stille Vand; det var hendes Moder hun saae, Dyndkongens Viv, Prindsessen fra Nilens Vande.
Den døde, christne Præst bød, at den Sovende løftedes op paa Hesten, men denne sank under Byrden som var dens Legem kun et Liiglagen, der flyver i Vinden, men Korsets Tegn gjorde Luft-Phantomet stærkt, og alle Tre rede de hen til den faste Grund.
Da goel Hanen i Vikingens Borg og Synerne løste sig op i Taage, der foer hen i Vinden, men ud for hinanden stod Moder og Datter.
"Er det mig selv, jeg seer i det dybe Vand!" sagde Moderen. "Er det mig selv, jeg seer i det blanke Skjold!" udbrød Datteren, og de nærmede sig hinanden, Bryst mod Bryst, Favn i Favn, stærkest slog Moderens Hjerte og hun forstod det.
"Mit Barn! mit eget Hjertes Blomst! min Lotus fra de dybe Vande!"
Og hun omarmede sit Barn og græd; Taarerne vare en ny Livsens, Kjærlighedens Daab for liden Helga.
"I Svaneham kom jeg herhid og kastede den!" sagde Moderen, "jeg sank igjennem den gyngende Flom, dybt ned i Mosens Dynd, der som en Muur lukkede sig om mig; men snart fornam jeg en friskere Strømning; en Kraft drog mig dybere, altid dybere, jeg følte Søvnens Tryk paa mine Øienlaage, jeg sov ind, jeg drømte - jeg syntes, jeg igjen laae i Ægyptens Pyramide, men foran mig stod endnu den gyngende Elletrunte, der paa Mosens Flade havde skrækket mig, jeg betragtede Revnerne i Barken, og de lyste frem i Farver og bleve Hieroglypher, det var Mumiens Hylster jeg saae paa, det brast, og ud derfra traadte den tusindaarige Drot, Mumie-Skikkelsen, sort som Beg, sortglindsende som Skovsneglen eller det fede, sorte Dynd, Dyndkongen eller Pyramidens Mumie, jeg vidste det ikke. Han slyngede sine Arme om mig og det var som om jeg maatte døe. Livet fornam jeg først igjen ved at det blev varmt paa mit Bryst og der en lille Fugl slog med Vingerne, qviddrede og sang. Den fløi fra mit Bryst høit mod det mørke, tunge Loft, men et langt, grønt Baand bandt den endnu til mig; jeg hørte og forstod dens Længsels Toner: Frihed! Solskin! til Faderen! - da tænkte jeg paa min Fader i Hjemmets solbelyste Land, mit Liv, min Kjærlighed! og jeg løsnede Baandet, lod den flagre bort - hjem til Faderen. Siden Min Stund har jeg ikke drømt, jeg sov en Søvn, tilvisse saa tung og lang, til i denne Stund Toner og Duft løftede og løste mig!"
Det grønne Baand fra Moderens Hjerte til Fuglens Vinge, hvor flagrede det nu, hvor laae det henkastet? kun Storken havde seet det; Baandet var den grønne Stilk, Sløifen den skinnende Blomst, Vugge for det Barn, som nu var voxet i Deilighed og igjen hvilede ved Moderens Hjerte.
Og mens de stode der Favn i Favn, fløi Storkefader i Kredse om dem, tog saa Fart til sin Rede, hentede de der i Aaringer gjemte Fjæderhamme, kastede een til dem hver, og den sluttede sig om dem og de løftede sig fra Jorden som to hvide Svaner.
"Lad os nu tale!" sagde Storkefader, "nu forstaae vi hinandens Sprog, om end Næbbet er anderledes skaaret paa den ene Fugl end paa den anden! det træffer sig saa heldigt som Noget kan, at I komme denne Nat, imorgen havde vi været afsted, Mutter, jeg og Ungerne! vi flyve Syd paa! ja, see kun paa mig! jeg er jo en gammel Ven fra Nil-Landet og det er Mutter med, hun har det i Hjertet mere end i Knebbren. Hun troede altid, at Prindsessen nok hyttede sig; jeg og Ungerne have baaret Svanehammen herop -! naa, hvor jeg er glad! og hvor det er et Held, at jeg er her endnu; naar det gryer ad Dag trække vi afsted! stort Storke-Selskab! Vi flyve foran, flyv kun bag efter, saa tage I ikke feil af Veien; jeg og Ungerne skal ogsaa nok have et Øie med!"
"Og Lotus-Blomsten jeg skulde bringe!" sagde den ægyptiske Prindsesse, "den flyver i Svaneham ved min Side! mit Hjertes Blomst har jeg med, saaledes har det løst sig. Hjemad, hjemad!"
Men Helga sagde, at hun ikke kunde forlade det danske Land, før hun engang endnu havde seet sin Pleiemoder, den kjærlige Vikingefrue. I Helgas Tanke gik op hver smuk Erindring, hvert kjærligt Ord, hver Taare, Pleiemoderen havde grædt og næsten var det i dette Øieblik, som om hun holdt meest af denne Moder.
"Ja, vi maae til Vikingegaarden!" sagde Storkefader, "der venter jo Mo'er og Ungerne! hvor ville de dreie Øine og lade Knebbren gaae! ja, Mo'er siger nu ikke saa meget! kort og fyndig er hun, og saa mener hun det endnu bedre! jeg vil strax slaae en Skralde, at de kunne høre at vi komme!"
Og saa skraldede Storkefader med Næbbet og han og Svanerne fløi til Vikingeborgen.
Derinde laae Alle endnu i dyb Søvn; først seent paa Natten var Vikingefruen kommen til Ro; hun laae i Angest for liden Helga, der nu i hele tre Døgn havde været forsvundet med den christne Præst; hun maatte have hjulpet ham bort, det var hendes Hest, der savnedes paa Stalden, ved hvilken Magt var alt Dette bevirket. Vikingefruen tænkte paa de Underværker, der hørtes skete ved den hvide Christ og ved dem, som troede paa ham og fulgte ham. De vexlende Tanker fik Skikkelse i Drømmens Liv, det forekom hende, at hun endnu sad vaagen, eftertænkende paa sin Seng, og udenfor rugede Mørket. Stormen kom, hun hørte Havets Rullen i Vest og Øst, fra Nordsøen og Kattegattets Vande; den uhyre Slange, som omspændte Jorden i Havdybet, rystede i Krampetrækninger; det var mod Gudernes Nat, Ragnarok, som Hedningfolket kaldte den yderste Time, da Alt skulde forgaae, selv de høie Guder. Gjallerhornet lød, og hen over Regnbuen rede Guderne, klædte i Staal, for at kæmpe den sidste Kamp; foran dem fløi de vingeklædte Skjoldmøer, og Rækken sluttedes med de døde Kæmpers Skikkelser; den hele Luft lyste om dem med Nordlys-Blink, men Mørket var det seirende. Det var en rædsom Stund.
Og tæt ved den ængstede Vikingefrue sad paa Gulvet liden Helga i Frøens hæslige Skikkelse, ogsaa hun skjælvede og knugede sig op til Pleiemoderen, som tog hende paa sit Skjød og i Kjærlighed holdt hende fast, i hvor hæslig end Paddehammen syntes. Luften gjenlød af Sværd- og Kølle-Slag, af susende Pile, som var det en stormende Hagelbyge, der gik hen over dem. Timen var kommen, da Jord og Himmel vilde briste, Stjernerne falde, Alt gaae tilgrunde i Surturs Ild, men en ny Jord og Himmel, vidste hun, vilde komme, Kornet bølge, hvor Havet nu rullede hen over den golde Sandbund, den unævnelige Gud raade og op til ham steg Baldur, den milde, kjærlige, løst fra de Dødes Rige - han kom - Vikingefruen saae ham, hun kjendte hans Aasyn, - det var den christne, fangne Præst. "Hvide Christ!" raabte hun høit og i Navnets Nævnelse trykkede hun et Kys paa sit hæslige Frøbarns Pande; da faldt Paddehammen, og liden Helga stod der i al sin Deilighed, mild som aldrig før og med straalende Øine; hun kyssede Pleiemoderens Hænder, velsignede hende for al den Omhu og Kjærlighed, hun i Trængselens og Prøvelsens Dage forundte hende; takkede hende for de Tanker, hun havde nedlagt i hende og vakt, takkede hende for Navnets Nævnelse det hun gjentog: hvide Christ! og liden Helga løftede sig som en mægtig Svane, Vingerne bredte sig saa store, med en Susen, som naar Trækfuglenes Skare flyver bort.
Vikingefruen vaagnede derved, og udenfor lød endnu det samme stærke Vingeslag, - det var Tiden vidste hun, at Storkene droge herfra, dem var det hun hørte; endnu engang vilde hun see dem før deres Afreise og sige dem Farvel! Hun stod op, gik ud paa Svalen, og da saae hun paa Sidehusets Tagryg Stork ved Stork, og rundt om Gaarden, hen over de høie Træer, fløi Skarer i store Svingninger, men ligeud for hende, paa Brøndkanten, hvor liden Helga saa tidt havde siddet og skrækket hende ved sin Vildskab, sade nu to Svaner og saae med kloge Øine paa hende; og hun huskede paa sin Drøm, den fyldte hende endnu heel, aldeles som en Virkelighed, hun tænkte paa liden Helga i Svaneskikkelse, hun tænkte paa den christne Præst, og følte sig med Eet forunderlig glad i Hjertet.
Svanerne sloge med Vingerne, bøiede deres Halse, som vilde de ogsaa give deres Hilsen; og Vikingefruen bredte sine Arme ud imod dem, som om hun forstod det, smilede i Graad og mange Tanker.
Da løftede sig med Vinge-Larm og Knebbren alle Storkene til Reisen Syd paa.
"Vi vente ikke paa Svanerne!" sagde Storkemoder, "vil de med, maae de komme! vi kunne ikke blive her til Brokfuglene reise! Der er dog noget kjønt i at reise saaledes familieviis, ikke som Bogfinker og Bruushøns, hvor Hannerne flyve for sig og Hunnerne for sig, det er egentligt talt ikke anstændigt! og hvad er det for et Vingeslag Svanerne gjør?"
"Hver flyver paa sit Sæt!" sagde Storkefader, "Svanerne tage det paa skraa, Tranerne i Trekant og Brokfuglene i Slangelinie!"
"Nævn ikke Slange naar vi flyve heroppe!" sagde Storkemoder, "det giver kun Ungerne Lyster, som ikke kunne tilfredsstilles!"
--------
"Er det de høie Bjerge dernede, jeg hørte om!" spurgte Helga i Svaneham.
"Det er Tordenskyer, som drive under os!" sagde Moderen.
"Hvad er det for hvide Skyer, som løfte sig saa høit?" spurgte Helga.
"Det er de evigt besneede Bjerge, Du seer!" sagde Moderen, og de fløi over Alperne, ned mod det blaanende Middelhav.
--------
"Africas Land! Ægyptens Strand!" jublede i Svane-Skikkelse Nilens Datter, idet hun høit fra Luften øinede, som en hvidguul, bølgeformig Stribe, sin Hjemstavn.
Ogsaa Fuglene saae den og fremskyndte deres Flugt.
"Jeg lugter Nil-Dynd og vaade Frøer!" sagde Storkemoder, "det kriller i mig! - Ja, nu skulle I faae at smage, og I skulle see Marabu, Ibis og Traner! de høre alle til Familien, men ere ikke nær saa kjønne, som vi; de stille sig fornemme an, især Ibis; han er nu blevet forvænt af Ægypterne, de gjøre ham til Mumie, stoppe ham med Kryder-Urter. Jeg vil heller stoppes med levende Frøer, det ville I med og det skulle I blive! Bedre Noget i Skrotten mens man lever, end at være til Stads naar man er død! det er min Mening og den er altid den rigtige!"
"Nu ere Storkene komne!" sagde man i det rige Huus ved Nilens Bred, hvor i den aabne Hal, paa bløde * Hynder dækkede med Leopardens Skind, den kongelige Herre laae udstrakt, ikke levende heller ikke død, haabende paa Lotus-Blomsten fra den dybe Mose i Norden. Slægtninge og Tyende stode om ham.
Og ind i Hallen fløi to prægtige, hvide Svaner, de vare komne med Storkene; de kastede den blendende Fjæderham og der stode to deilige Qvinder, hinanden saa liig som to Dugdraaber; de bøiede sig hen over den blege, henvisnede gamle Mand, de kastede deres lange Haar tilbage, og idet liden Helga bøiede sig over Bedstefaderen, rødmede hans Kinder, hans Øine fik Glands, der kom Liv i de stivnede Lemmer. Den Gamle reiste sig karsk og forynget; Datter og Datterdatter holdt ham i deres Arme som til Morgenhilsen i Glæde efter en lang, tung Drøm.
--------
Og der var Glæde over al den Gaard og i Storkereden med, men der var det dog meest over den gode Føde, de mylrende mange Frøer; og mens de Lærde i Hast optegnede saa løseligt Historien om de to Prindsesser og om Sundheds-Blomsten, der var en stor Begivenhed og Velsignelse for Huus og Land, fortalte Storkeforældrene den paa deres Viis og for deres Familie, men først da de Alle vare mætte, ellers havde de jo Andet at bestille end at høre paa Historier.
"Nu bliver Du da Noget!" hviskede Storkemoder; "det er ikke rimeligt Andet!"
"O, hvad skulde jeg blive!" sagde Storkefader, "og hvad har jeg gjort? Ingenting!"
"Du har gjort mere, end alle de Andre! uden Dig og Ungerne havde de to Prindsesser aldrig seet Ægypten igjen og faaet den Gamle rask. Du bliver Noget! Du faaer bestemt DoctorGraden og vore Unger fødes siden med den, og deres Unger igjen videre frem! Du seer ogsaa allerede ud som en ægyptisk Doctor, - i mine Øine!"
De Lærde og Vise udviklede Grundtanken, som de kaldte det, der gik gjennem den hele Begivenhed: "Kjærlighed føder Liv!" den gav de Forklaring paa forskjellige Maader: "den varme Solstraale var Ægyptens Prindsesse, hun steg ned til Dyndkongen og i deres Møden sprang Blomsten frem -"
"Jeg kan ikke saaledes rigtig gjentage Ordene!" sagde Storkefader, der havde hørt til fra Taget og skulde fortælle derom i Reden. "Det var saa indviklet hvad de sagde, det var saa klogt, at de strax fik Rang og Skjenkads, selv Mundkokken fik et stort Udmærkelses-Tegn - det var nok for Suppen!"
"Og hvad fik Du?" spurgte Storkemoder, "De skulde da ikke glemme den Vigtigste og Den er Du! de Lærde have kun knebbret ved det Hele! men dit kommer vel!"
I den sildige Nat, da Søvnens Fred hvilede over det * rige lykkelige Huus, var der Een, der endnu vaagede, og det var ikke Storkefader, uagtet han paa eet Been stod op i Reden og sov Skildvagt, nei, liden Helga vaagede, heldede sig ud over Altanen og saae paa den klare Luft med de store, lysende Stjerner, større og renere i Glands, end hun havde seet dem i Norden, og dog de samme. Hun tænkte paa Vikingefruen ved Vildmosen, paa Pleiemoderens milde Øine, de Taarer, hun havde grædt over det arme Frøbarn, der nu stod i Glands og Stjernepragt ved Nilens Vande i deilig Foraars-Luft. Hun tænkte paa Kjærligheden i den hedenske Qvindes Bryst, den Kjærlighed, hun havde viist en ynkelig Skabning, der i Menneske-Ham var et ondt Dyr og i Dyrets Ham væmmelig at see og røre ved. Hun saae paa de lysende Stjerner og huskede paa Glandsen fra den Dødes Pande, da de fløi hen over Skov og Mose; der klang Toner i hendes Erindring, Ord, hun havde hørt udtale, da de red afsted og hun sad som den Betagne, Ord om Kjærlighedens store Ophav, den høieste Kjærlighed, der omfattede alle Slægter.
Ja, hvad var ikke givet, vundet, opnaaet! Liden Helgas Tanke omfattede, ved Nat, ved Dag, hele sin Lykke-Sum og stod i Skuet af den som Barnet, der vender sig ilsomt fra Giveren til det Givne, alle de deilige Gaver; hun ligesom gik op i den stigende Lyksalighed, der kunde komme, vilde komme; hun var jo baaren gjennem Underværker til altid høiere Glæde og Lykke og heri fortabte hun sig en Dag, saa ganske, at hun ikke mere tænkte paa Giveren. Det var Ungdoms-Modets Kjækhed, der gjorde sit raske Kast! hendes Øine lyste derved, men øiebliklig reves hun ud derfra ved en stærk Støien nede i Gaarden under sig. Der saae hun to mægtige Strudse løbe ilsomt omkring i enge Kredse; aldrig før havde hun seet dette Dyr, saa stor en Fugl, saa plump og tung, Vingerne saae ud som vare de stækkede, Fuglen selv som var der gjort den Overlast, og hun spurgte om hvad der var skeet med den, og for første Gang hørte hun det Sagn, Ægypterne fortælle om Strudsen.
Deilig havde dens Slægt engang været, dens Vinger store og stærke; da sagde en Aften Skovens mægtige Fugle til den: "Broder! skulle vi imorgen, om Gud vil det, flyve til Floden og drikke?" Og Strudsen svarede: "jeg vil det!" Da det dagedes fløi de afsted, først høit op ad mod Solen, Guds Øie, altid høiere og høiere, Strudsen langt foran alle de Andre; den fløi i Stolthed mod Lyset; den stolede paa sin Kraft og ikke paa Giveren; den sagde ikke: "om Gud vil!" da drog Straffens Engel Sløret bort fra den Flammestraalende, og i dette Nu forbrændte Fuglens Vinger, den sank, elendig, til Jorden. Den og dens Slægt mægter aldrig meer at hæve sig; den flyer i Skræk, stormer om i Kredse i det snevre Rum; en Mindelse er det for os Mennesker, i al vor Tanke, ved hver vor Gjerning at sige: "om Gud vil!"
Og Helga bøiede tankefuld sit Hoved, saae paa den jagende Struds, saae dens Angest, saae dens taabelige Glæde ved Skuet af sin egen store Skygge paa den hvide solbelyste Væg. Og i Sind og Tanke slog Alvoren sin dybe Rod. Et Liv saa rigt, fremad i Lykken, var givet, vundet, - hvad vilde skee, hvad vilde endnu komme -? Det Bedste: "om Gud vil!"
--------
I det tidlige Foraar, da Storkene atter droge Nord paa, tog liden Helga sit Guld-Armbaand, ridsede deri sit Navn, vinkede ad Storkefader, gav ham Guldringen om Halsen, bad ham bringe den til Vikingefruen, der vilde heraf forstaae, at Pleiedatteren levede, var lykkelig og huskede paa hende.
"Det er svært at bære!" tænkte Storken, da han fik det om Halsen; "men Guld og Ære skal man ikke kaste paa Landeveien! der er Lykke ved Storken vil de sande deroppe!"
"Du lægger Guld, og jeg lægger Æg!" sagde Storkemoder, "men Du lægger kun eengang, jeg gjør det alle Aaringer! men Paaskjønnelse faae Ingen af os! det krænker!"
"Man har Bevidstheden, Mo'er!" sagde Storkefader. "Den kan Du ikke hænge uden paa!" sagde Storkemoder, "den giver hverken Medbør eller Maaltid!"
Og saa fløi de.
Den lille Nattergal, der sang i Tamarindebusken, vilde ogsaa snart drage Nord paa; deroppe ved Vildmosen havde liden Helga tidt hørt den; Bud med vilde hun give den, Fuglenes Sprog kunde hun, fra hun fløi i Svaneham, hun havde tidt siden talt det med Stork og Svale, Nattergalen vilde forstaae hende; og den bad hun at flyve til Bøgeskoven paa den jydske Halvø, hvor Graven var reist af Steen og Grene, hun bad den bede alle Smaafugle der værne om Graven og synge en Sang og atter en Sang.
Og Nattergalen fløi - og Tiden fløi hen!
--------
Ørnen stod paa Pyramiden og saae i Høst et stadseligt Tog med rigtladte Kameler, med kosteligt klædte, væbnede Mænd paa fnysende, arabiske Heste, skinnende hvide som Sølv, og med røde, bævrende Næsebor, Manken stor og tæt, hængende ned om de fine Been. Rige Gjester, en kongelig Prinds fra Arabiens Land, deilig som en Prinds skal være det, drog ind i det stolte Huus, hvor nu Storkereden stod tom; de som boede oppe i den vare jo i et nordligt Land, men snart vilde de komme tilbage. - Og netop den Dag kom de, da her var rigest paa Glæde og Lystighed. Her var Bryllupsstads, og liden Helga var Bruden, klædt i Silke og Juveler; Brudgommen var den unge Prinds fra Arabiens Land; de sade øverst ved Bordet mellem Moder og Bedstefader.
Men hun saae ikke paa Brudgommens brune, mandige Kind, hvor det sorte Skjæg krusede sig, hun saae ikke paa hans ildfulde, mørke Øine, der fæstede sig paa hende, hun saae ud, op mod den blinkende, funklende Stjerne, der straalede ned fra Himlen.
Da raslede det med stærke Vingeslag derude i Luften, Storkene kom tilbage; og det gamle Storkepar, i hvor træt det end var af Reisen og nok kunde trænge til at hvile ud, fløi dog strax ned paa Rækværket ved Verandaen, de vidste det, hvilken Fest det var. De havde allerede ved Landets Grændse hørt, at liden Helga havde ladet dem afmale paa Muren, de hørte med til hendes Historie.
"Det er meget net betænkt!" sagde Storkefader. "Det er meget lidt!" sagde Storkemoder, "mindre kunde det da ikke være!"
Og da Helga saae dem, reiste hun sig og gik ud i Verandaen til dem, for at klappe dem ned ad Byggen. Det gamle Storkepar neiede med Halsene, og de yngste Unger saae derpaa og følte sig beærede.
Og Helga saae op til den lysende Stjerne, der straalede mere og mere klar; og imellem den og hende bevægede sig en Skikkelse, renere endnu end Luften og derved synlig, den svævede hende ganske nær, det var den døde christne Præst, ogsaa han kom paa hendes Høitidsfest, kom fra Himmeriges Rige. "Glandsen og Herligheden der overgaaer Alt hvad Jorden kjender!" sagde han.
Og liden Helga bad saa blødt, saa inderligt, som hun aldrig før havde bedet, at hun, kun et eneste Minut, turde see derind, kun kaste et eneste Blik ind i Himmeriges Rige, til Faderen.
Og han løftede hende i Glands og Herlighed, i en Strømning af Toner og Tanker; det var ikke blot udenom hende, det lyste og klang, men inden i hende. Ord kan ikke udsige det.
"Nu maae vi tilbage, Du savnes!" sagde han.
"Kun eet Blik endnu!" bad hun; "kun et eneste kort Minut!"
"Vi maae til Jorden, alle Gjester gaae bort!"
"Kun eet Blik! det sidste -!"
Og liden Helga stod atter i Verandaen, - men alle Blus derudenfor vare slukkede, alle Lys i Brudesalen vare borte, Storkene borte, ingen Gjester at see, ingen Brudgom, Alt, som veiret hen i tre korte Minuter.
Da følte Helga Angest, gik igjennem den tomme, store Hal, ind i det næste Kammer, der sov fremmede Soldater, hun aabnede Sidedøren, der førte ind til hendes Stue, og idet hun troede at staae der, stod hun udenfor i Haven, - saaledes var her jo ikke før; rødlig skinnede Himlen, det var mod Daggry.
Tre Minuter i Himlen kun, og en heel Jord-Nat var gaaet!
Da saae hun Storkene; hun raabte til dem, talede deres Sprog, og Storkefader dreiede Hovedet, lyttede og nærmede sig.
"Du taler vort Sprog!" sagde han, "hvad vil Du? Hvorfor kommer Du her, du fremmede Qvinde?"
"Det er jo mig! det er Helga! kjender Du mig ikke? For tre Minuter siden talte vi sammen, derhenne i Verandaen."
"Det er en Feiltagelse!" sagde Storken; "det har Du drømt Altsammen!"
"Nei, nei!" sagde hun og erindrede ham om Vikingeborgen og om Vildmosen, Reisen herhid -!
Da blinkede Storkefader med Øinene: "Det er jo en gammel Historie, jeg har hørt fra min Tip-tip-Oldemoders Tid! ja vist var her i Ægypten en saadan Prindsesse fra det danske Land, men hun forsvandt paa sin Bryllups-Aften for mange hundrede Aar siden og kom aldrig igjen! det kan Du selv læse Dig til her paa Monumentet i Haven, der er jo hugget baade Svaner og Storke, og øverst staaer Du selv i det hvide Marmor."
Saaledes var det. Liden Helga saae det, forstod det og sank i Knæ.
Solen straalede frem, og som i Fordumstid ved dens Straaler Frøhammen faldt og den deilige Skikkelse kom tilsyne, saa løftede sig nu ved Lysets Daab en Skjønheds-Skikkelse klarere, renere end Luften, en Lysstraale - til Faderen.
Legemet sank i Støv: der laae en henvisnet Lotus-Blomst, hvor hun havde staaet.
--------
"Det var da en ny Slutning paa Historien!" sagde Storkefader, "den havde jeg nu slet ikke ventet! men jeg kunde ganske godt lide den!"
"Hvad mon Ungerne ville sige om den?" spurgte Storkemoder.
"Ja, det er rigtignok det Vigtigste!" sagde Storkefader.
Nadaljuj z branjem