Prevod
Nekoč sta živela mož in žena, ki sta imela sina po imenu Halvor. Že od malega ni hotel ničesar delati, temveč je samo sedel in brskal po pepelu. Starša sta ga dajala v uk k raznim mojstrom, a Halvor ni nikjer obstal; po nekaj dneh je pobegnil, stekel domov in spet sedel na ognjišče ter grebel po pepelu. Nekoč pa je prišel neki ladijski kapitan in vprašal Halvorja, ali bi šel z njim na morje gledat tuje dežele. To pa je bilo Halvorju po volji in nemudoma je bil pripravljen.
Kako dolgo so pluli, ne vem, a čez dolgo časa jih je zajel hud vihar. Ko je minil in se je morje spet umirilo, niso vedeli, kje so; zaneslo jih je k tuji obali, ki je nihče izmed njih ni poznal.
Ker ni bilo niti sapice, so obtičali tam in Halvor je kapitana prosil, ali sme na kopno, da se malo razgleda, saj bi raje hodil, kakor poležaval in spal. »Se ti zdi, da se tak lahko pokažeš ljudem?« je rekel kapitan. »Saj nimaš druge obleke kakor te cape, ki visijo s tebe.« Halvor pa je vztrajal pri svojem in nazadnje dobil dovoljenje, le vrniti se je moral, brž ko bi zapihalo. Odpravil se je torej na pot in dežela je bila prelepa; kamor je prišel, so se širile velike, ravne njive in travniki, ljudi pa ni videl nikjer. Potem je začelo pihati, a Halvor se še ni nagledal in je hotel še malo naprej, da bi morda koga srečal. Čez čas je prišel na široko cesto, tako ravno in gladko, da bi po njej lahko kotalil jajce. Šel je po njej in proti večeru v daljavi zagledal velik grad, ves v sijaju.
Ker je hodil ves dan in s seboj ni imel skoraj nič jedače, je bil pošteno lačen, toda bliže ko je prihajal gradu, bolj ga je bilo tudi strah.
V gradu je gorel ogenj in Halvor je stopil v kuhinjo, tako razkošno, kakršne še nikoli ni videl; v njej je bila zlata in srebrna posoda, človeka pa nobenega. Nekaj časa je stal tam, in ker ni nihče prišel, je stopil k vratom in jih odprl;
v sobi je sedela kraljična in predla na kolovratu. »Ojoj, ojoj!« je vzkliknila. »Kako si upa krščanski človek priti sem? Najbolje bo, da se kar vrneš, če nočeš, da te trol požre, kajti tukaj živi trol s tremi glavami.« »Meni je vseeno, tudi če bi imel štiri, prav rad bi videl tega korenjaka,« je rekel fant. »Nikamor ne grem, saj nisem nič hudega storil. Jesti pa mi moraš dati, ker sem strašansko lačen.« Ko se je Halvor do sitega najedel, mu je kraljična rekla, naj poskusi zavihteti meč, ki je visel na steni. A ni ga mogel zavihteti, še dvigniti ga ni mogel. »Potem pa napravi požirek iz steklenice, ki visi zraven,« je rekla kraljična, »tako stori trol, kadar gre od doma in potrebuje meč.« Halvor je napravil požirek in pri priči je lahko vihtel meč, kakor da ni nič. Zdaj je menil, da lahko trol kar pride. In res je kmalu prihrumel; Halvor se je skril za vrata. »Hu, hu, hu, tukaj diši po krvi krščanskega človeka!« je rekel trol in pomolil glavo skozi vrata. »Boš že videl!« je rekel Halvor in mu odsekal vse tri glave. Kraljična je bila tako vesela, da je rešena, da je pela in plesala, potem pa se je spomnila svojih sester in rekla: »Ko bi bili rešeni tudi moji sestri!« »Kje pa sta?« je vprašal Halvor. In povedala mu je:
eno je imel trol v ujetništvu na gradu šest milj od tod, drugo pa je neki drug trol zaprl v grad še devet milj naprej.
»Zdaj pa,« je rekla, »mi najprej pomagaj spraviti to mrhovino ven.« Halvor je bil silno močan; vse je odvlekel proč in v hipu pospravil in počistil. Potem se mu je dobro godilo, naslednje jutro pa je že ob svitu krenil na pot;
ni imel obstanka, temveč je ves dan hodil in tekel. Ko je zagledal grad, ga je spet nekoliko stisnilo pri srcu; bil je veliko razkošnejši od prvega, a tudi tu ni bilo videti žive duše. Halvor je stopil v kuhinjo, vendar se ni ustavil, temveč je šel naravnost naprej v sobo. »Kako si upa krščanski človek priti sem?« je vzkliknila kraljična. »Še sama ne vem, koliko časa sem že tukaj, a ves ta čas nisem videla krščanskega človeka. Najbolje bo, da jo brž popihaš, kajti tukaj živi trol s šestimi glavami.« »Ne, nikamor ne grem,« je rekel Halvor, »pa če bi jih imel še šest povrhu.« »Živega te bo požrl!« je rekla kraljična. A nič ni pomagalo; Halvor ni hotel oditi in trola se ni bal;
hotel pa je jesti in piti, saj je bil od poti lačen. Dobil je vsega, kolikor je hotel, potem pa ga je kraljična spet silila, naj odide. »Ne,« je rekel Halvor, »ne grem, saj nisem nič hudega storil in se nimam česa bati.« »Trol ne sprašuje po tem,« je rekla kraljična. »Zgrabi te, ne da bi se menil za pravico ali postavo. A če že nočeš oditi, poskusi, ali lahko zavihtiš meč, ki ga trol uporablja v boju.« Meča ni mogel zavihteti, zato mu je kraljična rekla, naj napravi požirek iz steklenice, ki je visela poleg njega, in ko je to storil, ga je lahko vihtel.
Kmalu zatem je prišel trol. Bil je tako velik in debel, da se je moral obrniti postrani, če je hotel skozi vrata. Ko je pomolil noter prvo glavo, je zarjovel: »Hu, hu, hu! Tukaj diši po krvi krščanskega človeka!« V tistem hipu mu je Halvor odsekal prvo glavo, nato pa še vse druge. Kraljična je bila neizmerno vesela, potem pa se je spomnila svojih sester in zaželela, da bi bili tudi onidve rešeni. Halvor je menil, da se bo že našla pot do tega, in hotel takoj oditi; vendar je moral najprej pomagati kraljični odstraniti trolovo truplo, zato se je na pot odpravil šele naslednje jutro. Do gradu je bilo daleč in izmenoma je hodil in tekel, da bi pravočasno prispel. Proti večeru je zagledal grad, še veliko razkošnejši od obeh prejšnjih. Zdaj ga skoraj ni bilo več strah, zato je šel skozi kuhinjo naravnost v sobo. Tam je sedela kraljična, tako lepa, da se njene lepote ne da opisati. Tudi ona mu je povedala kakor drugi dve, da od njenega prihoda sem ni bilo tu nobenega krščanskega človeka, in ga prosila, naj odide, sicer ga bo trol živega požrl, saj ima devet glav. »Pa če bi jih imel poleg teh devetih še devet in povrhu še devet, jaz že ne grem,« je rekel Halvor in se postavil k peči. Kraljična ga je lepo prosila, naj vendar odide, da ga trol ne bi požrl, Halvor pa je rekel: »Naj le pride, kadar hoče.« Tedaj mu je dala trolov meč in mu rekla, naj napravi požirek iz steklenice, da ga bo lahko vihtel.
Kmalu je trol prihrumel, da je vse završalo; bil je še večji in debelejši od prejšnjih dveh in tudi on se je moral obrniti postrani, da je prišel skozi vrata;
ko je pomolil noter prvo glavo, je rekel kakor druga dva: »Hu, hu, hu! Tukaj diši po krvi krščanskega človeka!« V tistem hipu mu je Halvor odsekal prvo glavo, nato pa še vse druge, le zadnja se je držala najtrdovratneje. Odsekati jo je bilo najtežje delo, kar se ga je Halvor kdaj lotil, čeprav se mu je zdelo, da mu moči res ne manjka.
Potem so se na tem gradu zbrale vse tri kraljične in bile zadovoljne kakor še nikoli v življenju. Rade so imele Halvorja in on njih, za ženo pa bi lahko dobil tisto, ki mu je bila najbolj všeč; najmlajša ga je imela izmed vseh treh najraje. Toda Halvor je postal nekam čuden, hodil je naokrog potrt in molčeč. Kraljična ga je vprašala, po čem hrepeni in ali mu ni všeč pri njih. Seveda mu je bilo všeč, saj so imele vsega dovolj in lepo se mu je godilo, a močno ga je vleklo domov, ker sta bila njegova starša še živa in bi ju rad obiskal. Kraljične so menile, da bi se to že dalo urediti. »Če boš poslušal naš nasvet, boš srečno prišel tja in nazaj,« so rekle. Obljubil je, da bo storil natanko tako, kakor bodo želele. Oblekle so ga, da je bil imeniten kakor kraljevič, in mu nataknile na prst prstan, s katerim se je lahko po želji prestavil tja ali nazaj. Opozorile pa so ga, da ga ne sme zavreči in ne sme omeniti njihovega imena, sicer bo vsega lepega konec;
in nikoli več jih ne bo videl. »Ko bi bil zdaj doma, bi bil srečen!« je rekel Halvor in zgodilo se je natanko tako, kakor si je zaželel; še preden se je zavedel, je stal pred hišo svojih staršev. Večerilo se je že, in ko sta zagledala tako imenitnega, postavnega gospoda, ki je vstopil, sta se prestrašila in se mu začela priklanjati. Halvor ju je vprašal, ali bi lahko ostal pri njiju čez noč. Ne, to pa nikakor ne gre. »Pri nas ni tako,« sta rekla, »ničesar nimava, kar bi bilo primerno za takega gospoda. Najbolje bo, da stopite gor na kmetijo, ni daleč, od tod se vidi dimnik; tam imajo vsega na pretek.« Halvorju to nikakor ni bilo všeč in je na vsak način hotel ostati, a onadva sta vztrajala, naj gre gor na kmetijo, kjer bo dobil jesti in piti, medtem ko mu onadva niti stola ne moreta ponuditi.
»Ne,« je rekel Halvor, »tja gor pojdem šele jutri zjutraj. Pustita me nocoj tukaj, saj lahko sedim na ognjišču.« Temu nista mogla več ugovarjati in Halvor je sedel na ognjišče ter začel grebsti po pepelu, kakor je počel nekoč, ko je doma lenaril.
Pogovarjali so se o marsičem in starša sta Halvorju pripovedovala to in ono, potem pa ju je vprašal, ali nista nikoli imela otroka. »Seveda, imela sva sina, ki mu je bilo ime Halvor, a ne veva, kod hodi, niti tega ne, ali je živ ali mrtev.« »Kaj pa, če sem to jaz?« je rekel Halvor. »To pa že ne,« je rekla starka in se privzdignila. »Naš Halvor je bil tako len in zanikrn, da nikoli ni ničesar naredil, pa tako razcapan, da je ena cunja drugo pretepala. Iz njega že ne bi mogel zrasti tak gospod, kakršni ste vi.« Čez čas je starka stopila k ognjišču, da bi podrezala v ogenj, in ko je žar osvetlil Halvorjev obraz, prav kakor nekoč, ko je doma brskal po pepelu, ga je prepoznala.
»Saj si res ti, Halvor!« je vzkliknila. Veselju starih staršev ni bilo ne konca ne kraja in moral jima je povedati vse, kar se mu je zgodilo. Mati je bila tako ponosna nanj, da ga je hotela še tisti hip odpeljati gor na kmetijo in ga pokazati dekletom, ki so se vedno tako prevzetno nosila. Šla je torej naprej in Halvor za njo. Ko je prišla tja, je povedala, da se je Halvor vrnil domov in naj le pogledajo, kako je imeniten; kakor kraljevič je videti, je rekla.
»To pa že ne,« so rekla dekleta in ošabno vzdignila glave. »Gotovo je še zmeraj isti capin, kakršen je bil.« V tistem je vstopil Halvor in dekleta so se tako zmedla, da so spodnje srajce pustila ob ognjišču, kjer so sedela in si obirala bolhe, ter zbežala ven v samih krilih. Ko so se vrnila, jih je bilo tako sram, da so si komaj upala pogledati Halvorja, do katerega so bila prej zmeraj tako ošabna in prevzetna. »Ve ste si vedno domišljale, da ste tako čedne in lepe, da vam ni para, a ko bi videle najstarejšo kraljično, ki sem jo rešil!« je rekel Halvor. »Ob njej ste videti kakor pastirice, srednja je še lepša, najmlajša, moja ljuba, pa je lepša od sonca in lune;
ko bi le bile tukaj, pa bi videle!« je rekel Halvor. Komaj je to izrekel, že so stale pred njim, njega pa je hudo stisnilo pri srcu, ker se je spomnil, kaj so mu naročile. — Na kmetiji so kraljičnam pripravili gostijo in jim izkazovali vse časti, a niso hotele ostati. »K tvojim staršem bi rade,« so rekle Halvorju, »potem pa bi se šle malo razgledat.« In šel je z njimi.
Prišli so do velikega jezera blizu kmetije. Tik ob njem je bil prelep zelen griček in kraljične so hotele tam malo posedeti in si odpočiti, saj je bilo, kakor so rekle, tako lepo sedeti in gledati čez vodo.
Sedli so in čez nekaj časa je najmlajša kraljična rekla: »Naj ti malo poiščem uši, Halvor.« Halvor ji je položil glavo v naročje, ona pa mu je začela prebirati lase in kmalu je zaspal. Tedaj mu je snela prstan in mu namesto njega nataknila drugega, potem pa rekla: »Vse se me primite — in ko bi bile zdaj na gradu Soria Moria!« Ko se je Halvor zbudil, je takoj sprevidel, da je izgubil kraljične, in začel jokati in tarnati. Bil je tako obupan, da ga nikakor niso mogli potolažiti. Naj sta ga starša še tako prosila, ni hotel ostati, temveč se je poslovil in rekel, da ju najbrž nikoli več ne bo videl, saj se mu, če ne najde kraljičen, ne zdi vredno živeti.
Ostalo mu je tristo tolarjev; spravil jih je v žep in krenil na pot. Ko je prehodil kos poti, je srečal moža s prav spodobnim konjem. Hotel ga je kupiti in začel je barantati. »Pravzaprav ga nisem nameraval prodati,« je rekel mož, »a če bi se zedinila, potem pa že …« Halvor ga je vprašal, koliko hoče zanj. »Nisem veliko dal zanj in tudi vreden ni veliko. Za ježo je dober, za vleko pa ne kaj prida. Vašo popotno malho bo že zmogel nositi, pa vas tudi, če boste vmes malo pešačili,« je rekel mož.
Nazadnje sta se le pogodila za ceno in Halvor je naložil svojo malho na konja, potem pa je del poti hodil, del poti jezdil. Zvečer je prišel do zelene trate, kjer je raslo veliko drevo, in sedel podenj. Konja je izpustil na pašo, sam pa ni legel spat, temveč je vzel iz malhe jedačo. Ob svitu je spet krenil naprej, saj ni imel miru. Ves dan je hodil in jezdil skozi velik gozd, kjer so se med drevjem svetile številne lepe zelene jase.
Ni vedel, kje je, in ni vedel, kam ga vodi pot, a za počitek si je vzel le toliko časa, da se je konj malo napasel in je sam segel v malho, kadar sta prišla do katere izmed zelenih jas. Hodil je in jezdil, gozdu pa kar ni hotelo biti konca.
Ko se je drugi dan zmračilo, pa je med drevjem zagledal luč. »Ko bi bili tam še pokonci, da bi se lahko pogrel in dobil kaj pod zob,« je pomislil Halvor. Ko je prišel bliže, je zagledal majhno, uborno kočo, skozi okno pa v njej dva starčka. Bila sta silno stara in sivolasa kakor goloba, starka pa je imela tako dolg nos, da je sedela pri ognjišču in z njim grebla po žerjavici. »Dober večer!« »Dober večer!« je rekla starka. »Kaj pa vas je prineslo sem? Semkaj že več kot sto let ni bilo krščanskega človeka.« Halvor ji je povedal, da gre na grad Soria Moria, in jo vprašal, ali pozna pot tja. »Ne,« je rekla starka, »ne poznam je, a zdaj zdaj bo prišel mesec, pa ga bom vprašala. On bo gotovo vedel, saj mora videti grad, ko sveti na vse.« Ko je mesec jasno in svetlo zasijal nad krošnjami, je starka stopila ven.
»Mesec, oj mesec,« je zavpila, »ali mi lahko poveš za pot do gradu Soria Moria?« »Ne,« je rekel mesec, »ne morem, kajti ko sem svetil tam, me je zakrival oblak.« »Še malo počakaj,« je starka rekla Halvorju. »Zdaj zdaj bo prišel zahodni veter; on bo gotovo vedel, saj piha in brije po vseh kotih.« »Oho, mar imaš tudi konja?« je rekla starka, ko se je vrnila v kočo. »Izpusti ubogo žival na pašnik, da ne bo stradala tukaj pred vrati! Kaj pa, če bi mi ga dal v zameno za nekaj drugega?« je vprašala;
»tukaj imava par starih škornjev, s katerimi lahko z vsakim korakom premeriš petnajst četrt milj. Dobiš jih za konja in tako boš prej prišel do gradu Soria Moria.« Halvor je takoj privolil, starka pa je bila konja tako vesela, da bi skoraj zaplesala. »Zdaj bom tudi jaz lahko jezdila v cerkev,« je rekla. Halvor ni imel obstanka in je hotel nemudoma naprej, a starka mu je rekla, da se nikamor ne mudi.
»Lezi na klop in malo zaspi, postelje namreč nimava zate,« je rekla starka. »Bom že pazila, kdaj pride zahodni veter.« Kmalu je zahodni veter prihrumel, da so stene pokale. Starka je planila ven. »Zahodni veter! Zahodni veter! Ali mi lahko poveš za pot do gradu Soria Moria?
Tukaj je nekdo, ki bi rad prišel tja.« »Seveda jo poznam,« je rekel zahodni veter. »Pravkar grem tja sušit perilo za svatbo, ki se pripravlja. Če je uren v nogah, gre lahko z menoj.« Halvor je planil ven. »Pohiteti boš moral, če me hočeš dohajati,« je rekel zahodni veter, in že sta jo ubrala daleč čez planjave, griče in gore, Halvor pa se je moral pošteno truditi, da ga je dohajal. »Zdaj pa ne utegnem več s teboj,« je rekel zahodni veter, »kajti najprej moram podreti kos smrekovega gozda, preden grem na belilno trato sušit perilo. Če pa boš šel po robu grebena, boš prišel do deklet, ki perejo perilo, in od tam ni več daleč do gradu Soria Moria.« Čez nekaj časa je Halvor res prišel do deklet, ki so prala, in vprašala so ga, ali je kje videl zahodni veter, ki bi moral priti sušit perilo za svatbo.
»Seveda,« je rekel Halvor, »samo kos smrekovega gozda je šel podret; kmalu bo tukaj.« Potem jih je vprašal za pot do gradu Soria Moria. Pokazala so mu jo, in ko se je približal gradu, je bilo tam vse polno konj in ljudi, da je kar mrgolelo. A ker je za zahodnim vetrom hitel skozi grmovje in močvirja, je bil ves razcapan in raztrgan, zato se je držal ob strani in ni hotel stopiti med ljudi vse do zadnjega dne, ko so sedli k obednici. Ko je bilo po stari šegi treba nazdraviti ženinu in nevesti ter jima zaželeti srečo in je moral točaj ponuditi napitnico vsem po vrsti, vitezom in služabnikom, je nazadnje prišel tudi do Halvorja. Ta je izpil napitnico, spustil v čašo prstan, ki mu ga je kraljična nataknila na prst, ko je ležal ob jezeru, in prosil točaja, naj pozdravi nevesto in ji odnese čašo. Kraljična je pri priči vstala od mize. »Kdo si bolj zasluži dobiti eno izmed nas?« je vprašala. »Tisti, ki nas je rešil, ali tisti, ki sedi tukaj kot ženin?« Vsi so menili, da o tem ne more biti nobenega dvoma, in ko je Halvor to slišal, je hitro slekel beraške cape in se opravil v ženina. »Ta je pravi!« je vzkliknila najmlajša kraljična, ko ga je zagledala, drugega ženina pa je nagnala skozi vrata in se poročila s Halvorjem.
Izvirnik
Der var engang et Par Folk, som havde en Søn, der hedte Halvor. Lige fra han var en liden Gut vilde han ikke bestille Noget, men sad bare og ragede i Asken. Forældrene satte ham bort til at lære mange Ting; men Halvor stansede ingensteds, for naar han havde været borte i nogle Dage, rømte han af Læren, løb hjem og satte sig i Skorstenen til at grave i Asken igjen. Men saa kom der engang en Skipper, og spurgte Halvor om han ikke havde Lyst til at være med ham og fare til Søs og see fremmede Lande. Jo det havde Halvor Lyst til, da var han ikke længe ufærdig.
Hvorlænge de nu seilede, veed jeg ingen Beskeed om, men langt om længe opkom der en stærk Storm, og da den var forbi og det blev stille igjen, vidste de ikke hvor de vare henne; de vare drevne hen til en fremmed Kyst, som Ingen af dem var kjendt paa. Da det nu slet ingen Vind var, bleve de liggende stille her og Halvor bad Skipperen om han fik Lov at gaae i Land at besee sig, for han vilde heller gaae end ligge og sove. „Synes du, du kan vise dig for Folk?“ sagde Skipperen, „du har jo ikke Andet til Klæder end de Fillerne, du staaer og gaaer i.“ Halvor blev ved Sit han, og saa fik han endelig Lov, men han skulde komme tilbage igjen, naar det begyndte at blæse. Han gik da
og det var et deiligt Land; overalt hvor han kom frem, var der store, slette Agre og Enge, men Folk saa han ingen af. Saa begyndte det at blæse, men Halvor syntes ikke han havde seet nok endnu, og han vilde gjerne gaae lidt længere for at see om han ikke kunde træffe Folk. Om en Stund kom han da paa en stor Vei, som var saa jævn og slet, at man gjerne kunde trille et Æg paa den. Denne gik nu Halvor efter, og da det led mod Kvelden, saa han et stort Slot langt borte, som det lyste af.
Da han nu havde gaaet hele Dagen og ikke havt noget Videre til Niste med sig, var han dygtig sulten, men jo nærmere han kom til Slottet desto mere bange blev han ogsaa. I Slottet brændte det paa Varmen og Halvor gik ind i Kjøkkenet, som var saa gjildt, at han aldrig havde seet saa gjildt et Kjøkken; der var Kjørreler baade af Guld og Sølv, men Folk var der ingen af. Da nu Halvor havde staaet der en Stund og der Ingen kom ud, saa gik han hen og lukkede paa en Dør; der inde sad en Prindsesse, som spandt paa en Rok. „Nei, nei da!“ raabte hun, „tør der komme kristne Folk hid? Men det er nok bedst at du gaaer igjen, hvis ikke Troldet skal sluge dig, for her boer et Trold med tre Hoveder.“
„Jeg er lige glad, om han havde fire og, saa skulde jeg have Lyst til at see den Karlen“, sagde Gutten, „og jeg gaaer ikke; jeg har intet Ondt gjort; men Mad maa du skaffe mig, for jeg er fælt sulten.“ Da Halvor havde spiist sig mæt, sagde Prindsessen til ham, at han fik prøve om han kunde svinge Sværdet, som hang paa Væggen; nei han kunde ikke svinge det; han kunde ikke løfte det engang. „Ja“, sagde Prindsessen, „saa faaer du tage dig en Slurk af den Flasken, som hænger ved Siden, for det gjør Troldet, naar han skal ud og bruge Sværdet“. Halvor tog sig en Slurk, og strax kunde han svinge Sværdet som ingen Ting. Nu meente han skulde Troldet komme tidsnok. Ret som det var, saa kom Troldet susende; Halvor bag Døren. „Hutetu,
her lugter saa kristen Mands Blod!“ sagde Troldet, og satte Hovedet ind igjennem Døren. „Ja det skal du blive vaer!“ sagde Halvor og hug alle Hovederne af det. Prindsessen blev nu saa glad over at hun var frelst, at hun baade dansede og sang, men saa kom hun til at tænke paa Søstrene sine, og saa sagde hun: „Gid nu Søstrene mine ogsaa vare frelste!“ „Hvor er de?“ spurgte Halvor. Ja saa fortalte hun ham det: den ene var indtaget af et Trold paa et Slot, som var sex Miil borte, og den anden var indtaget paa et Slot, som var ni Miil borten for det igjen.
„Men nu“, sagde hun „nu faaer du først hjælpe mig at faae ud dette Skroget her.“ Ja, Halvor var saa stærk; han subbede Alting bort og gjorde det ryddigt og reent i en Hast. Saa levede han godt og vel, og den næste Morgen lagde han afsted i Graalysningen; han havde ingen Ro paa sig, men han gik og løb hele Dagen. Da han fik see Slottet, blev han lidt bange igjen; det var meget gjildere end det andet, men her var der heller ikke et Menneske at see. Saa gik Halvor ind i Kjøkkenet, og han standsede ikke der heller, men gik lige ind. „Nei tør der komme kristne Folk hid da?“ raabte Prindsessen. „Jeg veed ikke, hvor længe det er siden jeg kom hid, men i al den Tid har jeg ikke seet et kristent Menneske; det er nok bedst, at du seer at komme afsted
igjen, for her boer et Trold, som har sex Hoveder.“ „Nei, jeg gaaer ikke,“ sagde Halvor, „om han nu havde sex til“. „Han tager og sluger dig levende!“ sagde Prindsessen. Men det hjalp ikke; Halvor vilde ikke gaae; han var ikke bange for Troldet; men Mad og Drikke vilde han have, for han var sulten efter Reisen. Ja deraf fik han saa Meget han vilde have, men saa vilde Prindsessen have ham til at gaae igjen. „Nei“, sagde Halvor, „jeg gaaer ikke, for jeg har intet Ondt gjort, og jeg har Intet at være ræd for.“ „Han spørger ikke efter det,“ sagde Prindsessen, „for han tager dig baade uden Lov og Ret, men siden du ikke vil gaae, saa prøv om du kan svinge det Sværdet, som Troldet bruger i Krigen.“ Han kunde ikke svinge Sværdet,
men saa sagde Prindsessen, at han skulde tage sig en Slurk af Flasken, som hang ved Siden af det, og da han havde gjort det, kunde han svinge det. Ret som det var, saa kom Troldet, det var saa stort og digert, at det maatte gaae paa Siden for at komme ind igjennem Døren. Da Troldet fik det første Hoved ind, saa raabte det: „Hutetu! her lugter saa kristen Mands Blod!“ Med det samme hug Halvor det første Hoved af, og saa alle de øvrige. Prindsessen blev nu overmaade glad, men saa kom hun til at tænke paa Søstrene sine, og saa ønskede hun, at de ogsaa vare frelste. Halvor meente, der nok kunde blive Raad til det og vilde afsted strax; men først maatte han nu hjælpe
Prindsessen med at faae bort Kroppen af Troldet, og saa gav han sig paa Veien den anden Morgen. Det var langt til Slottet, og han baade gik og løb for at komme frem i Tide. Mod Kvelden saa han Slottet, og det var meget gjildere end begge de andre. Nu var han næsten ikke det mindste bange, men gik gjennem Kjøkkenet og lige ind. Der sad den Prindsesse, som var saa vakker, at der ikke var Maade med det. Hun sagde nu lige eens som de Andre, at der ikke havde været kristne Folk, siden hun kom der, og bad ham gaae igjen, for ellers slugte Troldet ham levende, det havde ni Hoveder, sagde hun. „Ja om det nu har ni til de ni, og endda ni til, saa gaaer ikke jeg“, sagde Halvor og gav sig til at staae ved Ovnen. Prindsessen bad ham saa vakkert at han skulde gaae, for at Troldet ikke
skulle æde ham, men Halvor sagde: „Lad ham komme, mens han vil“. Saa gav hun ham Troldsværdet og bad ham tage en Slurk af Flasken, saa at han kunde svinge det. Ret som det var, saa kom Troldet, saa det suste af det; det var endnu større og digrere end begge de andre to, og det maatte ogsaa gaae paa Siden for at komme ind igjennem Døren; da det fik det første Hoved ind, saa sagde det ligesom de andre „Huttetu! her lugter saa kristen Mands Blod!“ Med det samme hug Halvor det første Hoved af og siden alle de øvrige, men det sidste var det seigeste af dem alle, og det var det tungeste Arbeide, Halvor havde gjort, at faae det af, endda han nok syntes han skulde have Kræfter ogsaa.
Da kom alle Prindsesserne sammen paa det Slottet, og de vare saa fornøiede som de aldrig før havde været i al sin Tid, og de vare glade i Halvor og han i dem, og han kunde faae den han bedst kunde lide; men den yngste var mest glad i ham af alle tre. Men Halvor gik der og var saa rar af sig, han var saa stuur og stille; saa spurgte Prindsessen hvad det var han stundede efter, og om han ikke syntes om at være hos dem. Jo, det syntes han nok om, for de havde jo nok at leve af og han havde det godt der, men han stundede saa hjem, for han havde Forældre i Live, og dem havde han stor Lyst til at besøge. Det meente de, vel kunde lade sig gjøre; „du skal komme uskadt baade frem og tilbage igjen, dersom du vil lide vort Raad,“ sagde
Prindsesserne. Ja, han skulde ikke gjøre Andet end hvad de vilde. Saa klædte de ham op, saa han blev saa gjild som en Kongssøn, og saa satte de en Ring paa Fingeren hans, og den var saadan, at han kunde ønske sig baade frem og tilbage med den, men de sagde, at han ikke maatte kaste den bort og ikke nævne deres Navn, for saa var det forbi med al Herligheden; og da vilde han aldrig faae see dem mere.
„Stod jeg nu hjemme, skulde jeg være glad!“ sagde Halvor, og saa som han havde ønsket, gik det ogsaa; Halvor stod udenfor Stuen hos Forældrene sine, førend han vidste Ordet af det. Det var i Mørkningen om Kvelden, og da de saae der kom ind saadan en gjild, stadselig Herre, blev de saa forskrækkede, at de begyndte baade at bukke og neie. Halvor spurgte nu, om han ikke kunde blive der og faae Huus Natten over. Nei, det kunde han slet ikke, „vi har det ikke saaledes,“ sagde de, „for vi har hverken det Ene eller det Andet, som en saadan Herre kan være tjent med, men det er bedst, han gaaer op i Gaarden, det er ikke langt Stykket, han kan see Skorsteenspiben herfra, der har de fuldt op av Alting.“ Halvor syntes slet ikke om det, han vilde endelig blive, men Folkene bleve ved Sit at han skulde gaae
op til Gaarden, for der kunde han faae baade Mad og Drikke, mens de ikke engang havde en Stol at byde ham at sidde paa. „Nei,“ sagde Halvor, „derop vil jeg ikke, førend i Morgen tidlig, men lad mig nu faae være her i Nat, jeg kan jo sidde i Peisen.“ Det kunde de da ikke sige Noget imod, og saa satte Halvor sig i Peisen til at grave i Asken, saaledes som han gjorde, da han laa hjemme og ladede sig.
De snakkede nu Mangt og Meget og fortalte Halvor baade om det Ene og det Andet, og saa spurgte han dem, om de aldrig havde havt noget Barn. „Jo, de havde da havt en Gut, som hedte Halvor, men de vidste ikke hvor han vandrede, og heller ikke enten han var død eller levende.“ „Kunde ikke det være mig da?“ sagde Halvor. „Det veed jeg vist“ sagde Kjærringen, og lettede paa sig, „han Halvor var saa lad og doven at han aldrig gjorde nogen Ting, og saa var han saa fillet at den ene Fillen slog den anden i Svime paa ham, der kunde aldrig blevet slig Karl af ham, som I er, Faer.“ Om lidt skulde Kjærringen bort til Skorstenen og rage i Varmen, og da Gloskinnet lyste paa Halvor ligesom da han
var hjemme og karede i Asken, saa kjendte Kjærringen ham igjen. „Jamen er det dig da Halvor!“ sagde hun, og der blev saadan Glæde paa de gamle Forældrene at det ikke var Maade paa det, og han maatte nu fortælle, hvorledes det havde gaaet ham, og Kjærringen var saa glad i ham, at hun vilde have ham op paa Gaarden strax paa Timen og vise ham frem for Gjenterne, som altid havde været saa kaute paa det. Hun gik da for i Veien og Halvor efter. Da hun saa kom derop, fortalte hun, at Halvor var kommen hjem igjen, og nu skulde de bare see hvor gjild han var; han saa ud som en Prinds, sagde hun.
„Det veed jeg vist,“ sagde Gjenterne og slog paa Nakken, „han er vel den samme Fillefanten, han altid har været.“ I det samme kom Halvor ind, og saa blev Gjenterne saa forfjamsede, at de glemte igjen Særken i Peisen, hvor de sad og loppede sig, og fløi ud i bare Stakken. Da de saa kom ind igjen, vare de saa skamfulde, at de næsten ikke turde see paa Halvor, som de altid havde været stolte og overmodige mod før. „Ja I har nu altid syntes, I var saa pene og vakkre I, at Ingen kunde være Jeres Lige, men I skulde bare see den ældste Prindsessen, som jeg har frelst,“ sagde Halvor; „mod hende seer I ud som Gjætergjenter, og den mellemste er endda vakkrere, men den yngste, som er Kjæresten min, er vakkrere end baade Sol og Maane;
Gud give de bare var her, saa skulde I see,“ sagde Halvor. Han havde ikke før sagt det, førend de stod der, men da blev han saa ilde ved, for nu kom han i Hu, hvad de havde sagt. — Paa Gaarden blev der nu baade holdt Gjæstebud for Prindsesserne og gjort Stads af dem; men de vilde ikke standse der. „Vi vil ned til Forældrene dine,“ sagde de til Halvor „og saa vil vi ud at see os om.“ Han fulgte da med dem.
Saa kom de til et stort Vand udenfor Gaarden. Tæt ved det Vandet var der saadan en deilig grøn Bakke; der vilde Prindsesserne sidde og hvile en Stund, for de syntes det var saa vakkert at sidde og see ud over Vandet, sagde de. De satte sig da der og da de havde siddet en Stund, sagde den yngste Prindsessen: „Jeg faaer vel lyske dig lidt jeg, Halvor.“ Ja, Halvor lagde Hovedet i hendes Favn, saa lyskede hun ham og det varede ikke længe førend Halvor sov; derpaa tog hun Ringen af ham og satte en anden i Stedet, og saa sagde hun: „Hold nu i mig Allesammen, — og gid vi saa var paa Soria Moria Slot!“ Da Halvor vaagnede, kunde han nok skjønne at han havde
mistet Prindsesserne og begyndte at græde og bære sig, og han var saa reent mistrøstig, at de slet ikke kunde stagge ham. Alt det Forældrene bade ham, vilde han ikke standse, men tog Farvel og sagde, at han vist aldrig fik see dem mere, for fandt han ikke Prindsesserne igjen, syntes han ikke det var værdt at leve. Trehundrede Daler havde han igjen; dem tog han i Lommen og gav sig paa Veien. Da han havde gaaet et Stykke, mødte han en Mand med en skikkelig Hest; den vilde han kjøbe, og begyndte at akkordere med Manden. „Ja, jeg har rigtignok ikke tænkt at sælge den“ sagde Manden, „men naar vi kunde blive forligte saa — .“ Halvor spurgte da, hvad han vilde have for den. „Ikke Meget har jeg givet for den, og ikke Meget
er den værd; det er en brav Hest at ride paa, men til at trække duer den ikke stort, men altid saa orker den nok Madsækken Jeres og Jer ogsaa, naar I gaaer stykomtil,“ sagde Manden. Tilsidst bleve de da enige om Prisen, og Halvor lagde Sækken sin paa den, og saa gik han stykomtil og stykomtil red han. Om Kvelden kom han til en grøn Vold, hvor der stod et stort Træ, som han satte sig ved. Der slap han Hesten, og han lagde sig ikke til at sove, men tog frem Madsækken sin. Da det lyste af Dagen, drog han afsted igjen, for han syntes ikke, han kunde havde nogen Ro paa sig. Saa gik han og saa red han hele Dagen bort igjennem en stor Skov, hvor der var mange grønne Flækker, som lyste saa deiligt borte imellem Træerne.
Ikke vidste han hvor han var henne og ikke vidste han hvor det bar hen, men han gav sig ikke mere Tid til at hvile, end naar Hesten fik Lidt i sig og han selv fik op Skræppen sin, naar de kom til en af de grønne Flækkerne. Han gik og han red, og aldrig syntes han der blev nogen Ende paa Skoven. Men i Mørkningen den anden Dag, saa han det lyste frem imellem Træerne. „Gid der nu var Folk oppe, saa jeg kunde faae varmet mig og Lidt at leve af,“ tænkte Halvor. Da han kom did, saa var det en liden ussel Stue, og igjennem Ruden saa han et Par gamle Folk derinde; de vare saa gamle og graae i Hovedet som en Due, og Kjærringen havde en Næse saa lang, at hun sad ved Peisen og brugte den til Glorage. „God Kveld!“
„God Kveld!“ sagde Kjærringen. „Men hvad Ærende har I da, som kommer hid?“ sagde Kjærringen; „her har ikke været kristne Folk paa over hundrede Aar.“ Ja, Halvor fortalte da at han skulde til Soria Moria Slot, og spurgte om hun vidste Veien did. „Nei,“ sagde Kjærringen, „det veed jeg ikke, men retnu kommer vel Maanen, saa skal jeg spørge den, og den veed det nok, den maa vel see det, for den skinner jo paa Alting.“ Da saa Maanen stod lys og blank over Trætopperne, gik Kjærringen ud.
„Du Maane, du Maane,“ skreg hun, „kan du sige mig Veien til Soria Moria Slot?“ „Nei,“ sagde Maanen, „det kan jeg ikke, for dengang jeg skinnede der, stod der en Sky for mig.“ „Vent lidt endnu," sagde Kjærringen til Halvor „retnu kommer vel Vestenvinden; han veed det vist, for han guster og blæser i hver Krog". „Nei, nei, har du Hest ogsaa du?“ sagde Kjærringen, da hun kom ind igjen, „aa, slip det stakkels Kreatur ud i Havnehagen, og lad det ikke staae her ved Døren og sulte!“ „Men vil du ikke bytte bort den til mig?“ sagde hun; „vi har et Par gamle Støvler her, som du kan tage femten Fjerdinger i hvert Skridt med; dem skal du faae for Hesten, saa kommer du før til Soria Moria Slot.“ Det var Halvor strax villig til, og Kjærringen var saa glad i Hesten, at hun var
færdig at dandse, „for nu kan jeg da komme til at ride til Kirken, jeg ogsaa,“ sagde hun. Halvor havde ingen Ro paa sig og vilde afsted strax, men Kjærringen sagde, det havde ingen Hast. „Læg dig paa Krakken du og sov lidt, for nogen Seng har vi ikke til dig,“ sagde Kjærringen, „jeg skal nok passe paa, naar Vestenvinden kommer.“ Ret som det var, saa kom Vestenvinden durende, saa det knagede i Væggen. Kjærringen ud. „Du Vestenvind! du Vestenvind! kunde du sige mig Veien til Soria Moria Slot?
her er En som skal did.“ „Ja den veed jeg vel,“ sagde Vestenvinden, „nu skal jeg netop did at tørke Klæder til Brylluppet, som skal staae; er han rask til Beens, kan han være med mig.“ Halvor ud. „Du faaer skynde dig, vil du holde Følge,“ sagde Vestenvinden, og afsted bar det langt bort baade over Heier og Aaser og Fjeld, og Halvor havde nok med at følge. „Ja, nu har ikke jeg Tid at være med dig længer,“ sagde Vestenvinden, „for jeg skal bort og rive ned et Stykke Granskov først, førend jeg kommer til Blegevolden og tørker Klæderne; men naar du gaaer langs med Aaskanten, saa kommer du til nogle Gjenter, som staae og vaske Klæder, og da har du ikke langt igjen til Soria Moria Slot.“ En Stund efter kom Halvor til Gjenterne, som stod og
vadskede, og de spurgte, om han ikke havde seet noget til Vestenvinden, han skulde komme did og tørke Klæder til Brylluppet. „Jo,“ sagde Halvor, „han er bare borte og bryder ned et Stykke Granskov, det varer ikke længe, før han er her,“ og saa spurgte han dem om Veien til Soria Moria Slot. De satte ham da paa den, og da han kom frem mod Slottet, saa var der fuldt af Heste og Folk, at det yrede. Men Halvor var saa fillet og itureven af det, han havde fulgt Vestenvinden baade igjennem Buske og Kjær, at han holdt sig afsides og ikke vilde gaae frem, før den sidste Dagen, da de skulde spise Middag. Da de nu, som Skik og Brug var, skulde drikke Brudens og Brudgommens Skaal og ønske dem til Lykke, og Skjænkeren skulde drikke dem
til allesammen, baade Riddere og Svende, saa kom han da ogsaa langt om længe til Halvor. Han drak Skaalen, slap Ringen, som Prindsessen havde sat paa fingeren hans, da han laa ved Vandet, i Glasset og bad Skjænkeren skulde hilse Bruden og bære frem den til hende. Da stod Prindsessen strax op fra Bordet. „Hvem har vel bedst fortjent at faae en af os,“ sagde hun, „enten den som har frelst os, eller den som sidder Brudgom?“ Det kunde der ikke være mere end een Mening om, meente Alle, og da Halvor hørte det, var han ikke længe om at faa Fantefillerne af sig og pynte sig til Brudgom. „Ja der er den Rette!“ raabte den yngste Prindsessen, da hun fik see ham, og saa skjød hun den anden for Glug og holdt Bryllup med Halvor.
