Waltey

Prevod

It was bitterly cold; snow was falling, and the evening was growing dark. It was the last evening of the year, New Year’s Eve. In the cold and darkness a poor little girl walked along the street, bareheaded and barefoot. She had, to be sure, been wearing slippers when she left home, but what good had that done her? They were very large slippers—her mother had been the last to wear them, that was how large they were—and the little girl had lost them as she hurried across the street while two carriages rushed past at a dreadful speed. One slipper was nowhere to be found, and a boy ran off with the other; he said he could use it as a cradle when he had children of his own.

So there the little girl walked on her tiny bare feet, red and blue with cold. In an old apron she carried a great many matches, and she held one bundle in her hand. No one had bought any from her all day; no one had given her a single penny. Hungry and frozen, she trudged along, looking so forlorn, the poor little thing! Snowflakes fell into her long fair hair, which curled so prettily about her neck, but she gave no thought to her pretty curls. Lights shone from every window, and the delicious smell of roast goose drifted through the street. It was New Year’s Eve, after all, and that she did think about.

In a corner between two houses, one of which stood a little farther out into the street than the other, she sat down and huddled up. She tucked her little legs beneath her, but she grew colder still. She dared not go home, for she had sold no matches and earned not a single penny; her father would beat her, and it was cold at home too. They had only the roof just above them, and the wind whistled in, though straw and rags had been stuffed into the largest cracks. Her little hands were almost numb with cold. Oh, a little match might help! If only she dared pull one from the bundle, strike it against the wall, and warm her fingers. She drew one out. “Scratch!” How it sputtered, how it burned! It gave a warm, bright flame, like a little candle, as she cupped her hand around it. What a strange light it was! The little girl thought she was sitting before a great iron stove with polished brass knobs and a brass drum. The fire burned so cheerfully and gave such lovely warmth! But what was this? The little girl was just stretching out her feet to warm them too when the flame went out, the stove vanished, and she sat with the little stump of the burnt-out match in her hand.

She struck another. It burned and shone, and where its light fell on the wall, the wall became transparent as a veil. She could see straight into a room where the table was laid with a gleaming white cloth and fine china, and a roast goose, stuffed with prunes and apples, was steaming deliciously! More splendid still, the goose jumped off the dish and waddled across the floor with a knife and fork in its back. It came straight towards the poor little girl. Then the match went out, and there was nothing to be seen but the thick, cold wall.

She lit another match. Now she was sitting beneath the loveliest Christmas tree. It was even larger and more richly decorated than the one she had seen through the glass door at the rich merchant’s house that Christmas. A thousand candles burned on its green branches, and brightly coloured pictures, like those that adorned the shop windows, looked down at her. The little girl stretched both hands into the air—then the match went out. The many Christmas candles rose higher and higher, and she saw that they were now the bright stars. One of them fell, leaving a long streak of fire across the sky.

“Someone is dying now!” said the little girl, for her old grandmother, the only person who had ever been kind to her, but who was now dead, had told her: when a star falls, a soul goes up to God.

She struck another match against the wall. It lit up everything around her, and in its glow stood her old grandmother, so radiant, so shining, so gentle and blessed. “Grandmother!” cried the little girl. “Oh, take me with you! I know you’ll be gone when the match goes out—gone like the warm stove, the lovely roast goose, and the great, beautiful Christmas tree!” And she hurriedly struck all the matches left in the bundle, for she wanted so much to keep her grandmother there. The matches shone with such brilliance that it was brighter than broad daylight. Never before had her grandmother been so beautiful, so grand. She lifted the little girl into her arms, and they flew in radiance and joy, so high, so high; and there was no cold, no hunger, no fear—they were with God!

But in the corner beside the house, in the cold morning light, sat the little girl with rosy cheeks and a smile on her lips—dead, frozen to death on the last evening of the old year. New Year’s morning dawned upon the little body sitting there with the matches, one bundle of which had been almost entirely burned. “She was trying to warm herself!” people said. No one knew what beautiful things she had seen, or in what radiance she and her old grandmother had entered into the joy of the new year!

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

Det var så grueligt koldt; det sneede og det begyndte at blive mørk aften; det var også den sidste aften i året, nytårsaften. I denne kulde og i dette mørke gik på gaden en lille, fattig pige med bart hoved og nøgne fødder; ja hun havde jo rigtignok haft tøfler på, da hun kom hjemme fra; men hvad kunne det hjælpe! det var meget store tøfler, hendes moder havde sidst brugt dem, så store var de, og dem tabte den lille, da hun skyndte sig over gaden, idet to vogne fór så grueligt stærkt forbi; den ene tøffel var ikke at finde og den anden løb en dreng med; han sagde, at den kunne han bruge til vugge, når han selv fik børn.

Dér gik nu den lille pige på de nøgne små fødder, der var røde og blå af kulde; i et gammelt forklæde holdt hun en mængde svovlstikker og ét bundt gik hun med i hånden; ingen havde den hele dag købt af hende; ingen havde givet hende en lille skilling; sulten og forfrossen gik hun og så så forkuet ud, den lille stakkel! Snefnuggene faldt i hendes lange gule hår, der krøllede så smukt om nakken, men den stads tænkte hun rigtignok ikke på. Ud fra alle vinduer skinnede lysene og så lugtede der i gaden så dejligt af gåsesteg; det var jo nytårsaften, ja det tænkte hun på.

Henne i en krog mellem to huse, det ene gik lidt mere frem i gaden end det andet, der satte hun sig og krøb sammen; de små ben havde hun trukket op under sig, men hun frøs endnu mere og hjem turde hun ikke gå, hun havde jo ingen svovlstikker solgt, ikke fået en eneste skilling, hendes fader ville slå hende og koldt var der også hjemme, de havde kun taget lige over dem og der peb vinden ind, skønt der var stoppet strå og klude i de største sprækker. Hendes små hænder var næsten ganske døde af kulde. Ak! en lille svovlstik kunne gøre godt. Turde hun bare trække én ud af bundtet, stryge den mod væggen og varme fingrene. Hun trak én ud, "ritsch!" hvor sprudede den, hvor brændte den! det var en varm, klar lue, ligesom et lille lys, da hun holdt hånden om den; det var et underligt lys! Den lille pige syntes hun sad foran en stor jernkakkelovn med blanke messingkugler og messingtromle; ilden brændte så velsignet, varmede så godt! nej, hvad var det! - Den lille strakte allerede fødderne ud for også at varme disse, – – da slukkedes flammen, kakkelovnen forsvandt, - hun sad med en lille stump af den udbrændte svovlstik i hånden.

En ny blev strøget, den brændte, den lyste, og hvor skinnet faldt på muren, blev denne gennemsigtig, som et flor; hun så lige ind i stuen, hvor bordet stod dækket med en skinnende hvid dug, med fint porcelæn, og dejligt dampede den stegte gås, fyldt med svesker og æbler! og hvad der endnu var prægtigere, gåsen sprang fra fadet, vraltede hen af gulvet med gaffel og kniv i ryggen; lige hen til den fattige pige kom den; da slukkedes svovlstikken og der var kun den tykke, kolde mur at se.

Hun tændte en ny. Da sad hun under det dejligste juletræ; det var endnu større og mere pyntet, end det hun gennem glasdøren havde set hos den rige købmand, nu sidste jul; tusinde lys brændte på de grønne grene og brogede billeder, som de der pynter butiksvinduerne, så ned til hende. Den lille strakte begge hænder i vejret - da slukkedes svovlstikken; de mange julelys gik højere og højere, hun så de var nu de klare stjerner, én af dem faldt og gjorde en lang ildstribe på himlen.

"Nu dør der én!" sagde den lille, for gamle mormor, som var den eneste, der havde været god mod hende, men nu var død, havde sagt: Når en stjerne falder, går der en sjæl op til Gud.

Hun strøg igen mod muren en svovlstik, den lyste rundt om, og i glansen stod den gamle mormor, så klar, så skinnende, så mild og velsignet.

"Mormor!" råbte den lille, "Oh tag mig med! jeg ved, du er borte, når svovlstikken går ud; borte ligesom den varme kakkelovn, den dejlige gåsesteg og det store velsignede juletræ!" - og hun strøg i hast den hele rest svovlstikker, der var i bundtet, hun ville ret holde på mormor; og svovlstikkerne lyste med en sådan glans, at det var klarere end ved den lyse dag. Mormor havde aldrig før været så smuk, så stor; hun løftede den lille pige op på sin arm, og de fløj i glans og glæde, så højt, så højt; og der var ingen kulde, ingen hunger, ingen angst, - de var hos Gud!

Men i krogen ved huset sad i den kolde morgenstund den lille pige med røde kinder, med smil om munden - død, frosset ihjel den sidste aften i det gamle år. Nytårsmorgen gik op over det lille lig, der sad med svovlstikkerne, hvoraf et knippe var næsten brændt. Hun har villet varme sig! sagde man; ingen vidste, hvad smukt hun havde set, i hvilken glans hun med gamle mormor var gået ind til nytårs glæde!

Nalagam bralnik