Waltey
Ana Lizbeta
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Ana Lizbeta
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- English
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 21 min branja
- Obseg
- 17 strani
- Naslov izvirnika
- Anne Lisbeth
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je English, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Ana Lizbeta
Anne Lisbeth was all milk and roses, young and merry, lovely to look upon, with teeth that shone so white and eyes so bright; her feet were light in the dance, and her heart lighter still! And what came of it?—“The horrid brat!”—No, he was not lovely! He was put out to nurse with the ditch-digger’s wife, while Anne Lisbeth went to the count’s castle and sat in a splendid room, dressed in silk and velvet; not a breath of wind must blow upon her, no one must speak a harsh word to her, for it would do her harm, and that must not be allowed. She nursed the count’s child, who was as delicate as a prince and as beautiful as an angel. How she loved that child! Her own—well, he was in the ditch-digger’s house, where it was not the pot that boiled over, but people’s tempers, and more often than not there was no one at home. The boy cried, but what no one hears touches no one; he cried himself to sleep, and in sleep one feels neither hunger nor thirst. Sleep is such a good invention! Over the years—yes, as time goes by, weeds shoot up, they say—Anne Lisbeth’s boy shot up, though his growth was stunted, so they said; but he had grown quite into the family here. They had been paid for it, and Anne Lisbeth was rid of him altogether. She was a respectable townswoman, snug and comfortable indoors, and wore a bonnet when she went out; but she never went to the ditch-digger’s. It was so far from town, and she had nothing to do there, either. The boy was theirs, and he could certainly eat his keep, they said; he must work for his food. So he tended Mads Jensen’s red cow; he was quite capable of looking after cattle and making himself useful.
The chained watchdog at the manor’s bleaching ground sits proudly on top of his kennel in the sunshine and barks at everyone who passes; in rainy weather he creeps inside and lies warm and dry. Anne Lisbeth’s boy sat by the ditch in the sunshine, whittling a tethering stake. In spring he knew of three strawberry plants in flower; surely they would bear fruit—that was his happiest thought, but no berries came. He sat in rain and foul weather, soaked to the skin, and afterward the sharp wind dried his clothes upon his body. When he came to the farm, he was shoved and knocked about; he was nasty and ugly, the maids and farmhands said. He was used to it—never loved!
What became of Anne Lisbeth’s boy? What was to become of him? Such was his lot: “Never loved.” He was cast off from the land and sent to sea in a wretched little vessel, where he sat at the helm while the skipper drank. He was filthy and repulsive, chilled to the bone and ravenously hungry; one might have thought he had never had enough to eat, and indeed he never had.
It was late in the year, with raw, wet, windy weather. The wind cut cold through thick clothes, especially at sea, and there sailed a wretched little vessel under a single sail, with only two men aboard—or rather, one and a half, one might say: the skipper and his boy. It had been twilight all day; now it was growing blacker, and the cold was biting. The skipper took a dram; that would warm him inside! Out came the bottle, and the glass as well. Its bowl was whole, but the foot had broken off, and in its place was a carved block of wood, painted blue, for it to stand on.—One dram did good; two did better, the skipper thought. The boy sat at the helm, gripping it with his hard, tar-stained hands. Ugly he was, with bristling hair, cowed and stunted; he was the ditch-digger’s boy, but in the parish register he was Anne Lisbeth’s.
The wind cut along in its fashion, and the vessel in hers! The sail bellied, the wind had hold of it, and they flew along—raw and wet all around them, but worse might yet come.—Stop!—What was that? What struck, what split, what seized the vessel? She swung about! Was it a cloudburst, was a breaking wave rising over them?—The boy at the helm cried aloud, “In Jesus’ name!” The vessel had struck a great rock on the seabed and sank like an old shoe in the village pond; she went down with all hands, man and mouse, as the saying goes. And there were mice, but only a man and a half: the skipper and the ditch-digger’s boy. No one saw it but the screaming gulls and the fish below; and even they did not see it properly, for they darted aside in fright as the water thundered into the sinking vessel. She lay scarcely a fathom beneath the water; the two were hidden away—hidden, forgotten! Only the glass with its blue-painted wooden foot did not sink; the block of wood kept it afloat. The glass drifted away, to be broken and washed ashore—but where and when? Well, that hardly mattered! Its service was over now, and it had been loved; Anne Lisbeth’s boy had not! Yet in the kingdom of heaven no soul will ever again be able to say, “Never loved!”
* Anne Lisbeth lived in the town, and had done so for many years. She was called Madam, and held her head especially high when she spoke of old memories, of her days at the count’s, when she rode in a carriage and could converse with countesses and baronesses. Her sweet little count was God’s loveliest angel, the most loving soul; he had loved her, and she had loved him. They had kissed and fondled one another; he was her joy, half her life. Now he was grown, fourteen years old, learned and handsome; she had not seen him since she had carried him in her arms. For many years she had not been to the count’s castle; it was quite a journey there.
“I must make the effort one day!” said Anne Lisbeth. “I must go to my darling, my sweet little count! Yes, surely he longs for me too, thinks of me, loves me as he did when he put his angel arms around my neck and said, ‘An-Lis!’ It was like the sound of a violin! Yes, I must make the effort and see him again!”
She rode in a calf cart, she went on foot, and she reached the count’s castle. It was as grand and splendid as ever, and from outside the garden looked just as it had before; but all the servants in the house were strangers. Not one of them knew anything about Anne Lisbeth; they did not know what she had once meant here. The countess would surely tell them, and so would her own boy! How she longed for him.
Now Anne Lisbeth was here; she had to wait a long time, and time spent waiting is long indeed! Before the family went in to dinner, she was summoned to the countess and spoken to very kindly. She should see her sweet boy after dinner; then she would be called in again!
How big he had grown, tall and thin, but he still had those lovely eyes and that angel’s mouth! He looked at her, but did not say a word. Surely he did not recognize her. He turned away and was about to leave again, but then she took his hand and pressed it to her lips! “There, that will do!” he said, and walked out of the room—he, the object of all her loving thoughts, he whom she had loved and still loved above all others, he, her earthly pride.
Anne Lisbeth went out beyond the castle onto the open highway, and she was so sad. He had treated her like such a stranger, had not had a thought or a word for her—he whom she had once carried night and day, and always carried in her thoughts.
A great black raven flew down onto the road before her, croaked, and croaked again. “Oh!” she said. “What a bird of ill omen you are!” She passed the ditch-digger’s house, where his wife stood in the doorway, and they fell into conversation.
“You look well enough!” said the ditch-digger’s wife. “You’re plump and fat! Life treats you well!” “Indeed it does!” said Anne Lisbeth. “Well, the vessel they were in has gone down!” said the ditch-digger’s wife. “Lars the skipper and the boy were both drowned. That’s the end of them now. I did think the boy might have helped me with a penny or two one day. He won’t cost you anything more now, Anne Lisbeth!”
“Have they drowned?” said Anne Lisbeth, and they spoke no more of the matter. Anne Lisbeth was so grieved because her little count had not cared to speak to her—she who loved him and had come all that way to be here. It had cost money, too, and she had had little pleasure for it; but she said not a word of that here. She would not ease her heart by speaking of it to the ditch-digger’s wife, who might then think she was no longer held in esteem at the count’s. Just then the raven croaked above her again.
“That black nuisance,” said Anne Lisbeth, “seems determined to frighten me today!” She had brought coffee beans and chicory with her; it would be a kindness to the ditch-digger’s wife to give them to her to make a pot of coffee, and Anne Lisbeth could have a cup herself. The ditch-digger’s wife went to make it, and Anne Lisbeth sat down on a chair and fell asleep. Then she dreamed of someone she had never dreamed of before; it was strange indeed: she dreamed of her own child, who had starved and wailed in this house, left to fend for himself, and now lay in the deep sea, our Lord alone knew where. She dreamed that she was sitting just where she sat, and that the ditch-digger’s wife was out making coffee; she could smell the beans. And there in the doorway stood such a lovely child, just as beautiful as the count’s little boy, and the little one said:
“Now the world is coming to an end! Hold fast to me, for you are my mother after all! You have an angel in the kingdom of heaven! Hold fast to me!” And he reached for her, but there came such a crash—it must be the world breaking apart—and the angel rose into the air, holding her firmly by the sleeve of her shift, so firmly, she thought, that she was lifted from the earth. But something hung so heavily about her legs and lay across her back; it was as though a hundred women were clinging to her, and they said, “If you are to be saved, so must we! Hold on! Hold on!” And they all clung to her. It was too much. “Rip, tear!” went the sleeve, and Anne Lisbeth fell so terribly that she woke with a start—and very nearly toppled over with the chair she was sitting on. Her head was so bewildered that she could not remember at all what she had dreamed, but it had been something dreadful.
Then they drank the coffee, then they talked, and then Anne Lisbeth went to the nearest town, where she was to meet the carrier and travel home with him that evening and through the night. But when she reached the carrier, he said they could not set off until the following evening. She thought over what it would cost her to stay, considered the length of the journey, and reflected that if she went along the shore instead of by the road, it would be nearly two Danish miles shorter. The weather was fine, and surely there was a full moon, so Anne Lisbeth decided to walk; she could be home the next day. The sun had set, and the evening bells were still ringing—no, they were not bells, but Peder Oxe’s frogs croaking in the marshes. Now they fell silent. Everything was still; not a bird could be heard, all had gone to roost, and the owl was evidently not at home. There was not a sound by wood or shore where she walked; she heard her own footsteps in the sand. The sea did not lap against the land; out in the deep water all was silent. They were all mute down there, the living and the dead.
Anne Lisbeth walked along thinking of nothing, as people say. She was far away from her thoughts, but her thoughts were not far away from her; they are never far away from us. They merely lie dormant, both the thoughts that have once awakened and lain down again, and those that have not yet stirred. But thoughts will come forth; they may stir in our hearts, stir in our heads, or descend upon us!
“A good deed bears the fruit of blessing!” it is written; “In sin is death!” it is also written. Much is written, much is said, that one does not know or does not remember; so it was with Anne Lisbeth. But understanding may dawn upon us; it may come!
All vices, all virtues lie in our hearts! In yours, in mine! They lie like little invisible seeds; then from outside comes a sunbeam, the touch of an evil hand; you turn a corner, to the right or to the left—yes, that may decide it—and the little seed is shaken, swells, bursts, and pours its juices into all your blood, and then you are swept along. These are troubling thoughts; one does not have them when walking in a daze, but they are stirring nonetheless. Anne Lisbeth walked in a daze, and her thoughts were stirring! From Candlemas to Candlemas the heart has much upon its reckoning board; it has a year’s accounts, and much is forgotten: sins in word and thought against God, our neighbour, and our own conscience. We do not think of these things, nor did Anne Lisbeth. She had done nothing wrong in the eyes of the law; she was well respected, decent and honourable, as she knew. And as she walked along the shore—what was that lying there? She stopped; what had washed ashore? An old man’s hat lay there. Where could it have gone overboard? She went closer, stopped, and looked at it.—Oh! What lay there? She was quite frightened; but there was nothing to be frightened of, only seaweed and reeds twisted over a large, oblong stone. It looked like an entire human body; it was only reeds and seaweed, but frightened she was. As she walked on, she remembered so much she had heard as a child, all the superstitions about the “shore-wraith,” the ghost of an unburied person washed up on the lonely beach. The drowned body itself did nothing, but its ghost, the shore-wraith, followed the solitary traveller, clung fast, and demanded to be carried to the churchyard and buried in Christian earth. “Hold on! Hold on!” it said; and as Anne Lisbeth repeated these words to herself, her whole dream suddenly came back to her, as vivid as life: how the mothers had clung to her with that cry, “Hold on! Hold on!” How the world had sunk, her sleeve had torn, and she had fallen away from her child, who would have held her up at the hour of judgment. Her child, her own flesh and blood, whom she had never loved, indeed had scarcely even thought of—this child now lay at the bottom of the sea. He might come as a shore-wraith and cry, “Hold on! Hold on! Carry me to Christian earth!” And as she thought it, dread pricked at her heels, so that she walked faster. Fear came like a cold, clammy hand and laid itself upon the pit of her heart, until she felt almost faint; and as she looked out over the sea, the air grew thicker and denser. A heavy mist came rolling in, settling about bushes and trees and giving them a strange appearance. She turned to look for the moon behind her; it was like a pale, rayless disc. It was as though something had settled heavily upon all her limbs. Hold on! Hold on! she thought; and when she turned and looked at the moon again, its white face seemed close beside her, and the mist hung like a linen cloth over her shoulders. “Hold on! Carry me to Christian earth!” she expected to hear, and she did hear a sound, so hollow, so strange. It did not come from the frogs in the marsh, nor from ravens or crows, for she could see none. “Bury me! Bury me!” rang out distinctly. Yes, it was the shore-wraith of her child, who lay at the bottom of the sea; he could find no peace until he was carried to the churchyard and his grave dug in Christian earth. There she would go, there she would dig. She walked toward the church, and then the burden seemed to grow lighter; it vanished. She thought she would turn back and take the shortest way home, but then it pressed upon her again: Hold on! Hold on!—It sounded like the croaking of frogs, it sounded like a whimpering bird, it sounded unmistakably like “Bury me! Bury me!”
The mist was cold and clammy, and her hands and face were cold and clammy with terror! All around her something pressed close, while within her an infinite space opened for thoughts she had never known before.
In a single spring night here in the North, the beech forest may burst into leaf and stand in all its fresh, bright splendour in the morning sunshine. In a single second there may rise and unfold within us the seeds of sin in thought, word, and deed sown during our earlier lives; they rise and unfold in a single second when conscience wakes. And our Lord awakens it when we least expect it. Then there is no excuse to be made; the deed stands witness, thoughts find words, and the words ring aloud throughout the world. We are appalled by what we have harboured within us and have not stifled, appalled by what we have scattered abroad in arrogance and thoughtlessness. The heart holds all virtues in its keeping, but all vices too, and they can flourish even in the most barren soil.
Anne Lisbeth held in her thoughts all that we have put here into words. She was overwhelmed by it; she sank to the ground and crawled some way along it. “Bury me! Bury me!” the voice said, and she would gladly have buried herself, if the grave meant eternal oblivion of everything.—It was the solemn hour of awakening, full of horror and dread. Superstition ran hot and cold through her blood; so much she had never cared to speak of came into her mind. Soundless as the shadow of a cloud in the clear moonlight, a vision swept past her; she had heard of it before. Close beside her raced four snorting horses, fire shining from their eyes and nostrils, drawing a glowing carriage. In it sat the wicked lord who had tyrannized over these parts more than a hundred years before. Every midnight, people said, he drove into his courtyard and turned straight back again. He was not white, as the dead are said to be; no, he was black as coal, a burnt-out coal. He nodded to Anne Lisbeth and beckoned: “Hold on! Hold on! Then you can ride in a count’s carriage again and forget your child!”
She hurried on all the faster and reached the churchyard; but the black crosses and the black ravens blurred together before her eyes. The ravens cried as the raven had cried earlier that day, but now she understood what it said. “I am a raven-mother! I am a raven-mother!” each of them said, and Anne Lisbeth knew that the name meant a heartless mother and belonged to her as well. Perhaps she would be changed into just such a black bird and be forced to cry forever as it cried, unless she finished digging the grave.
And she flung herself upon the ground and dug a grave with her hands in the hard earth, until blood sprang from her fingers. “Bury me! Bury me!” sounded without ceasing. She dreaded the cock’s crow and the first red streak in the east, for if they came before her work was done, she was lost. And the cock crowed, and light shone in the east.—The grave was only half dug; an icy hand glided over her head and face and down to her heart. “Only half a grave!” sighed the voice, and drifted away, down to the bottom of the sea. Yes, it was the shore-wraith. Anne Lisbeth sank to the earth, overwhelmed and senseless; she had neither thought nor feeling.
It was broad daylight when she came to herself, and two men were lifting her up. She was not in the churchyard, but down on the beach, where she had dug a deep hole in the sand before her and cut her fingers until they bled on a broken glass whose sharp stem was set in a blue-painted wooden foot. Anne Lisbeth was ill. Conscience had shuffled the cards of superstition, laid them out, and read in them that she now had only half a soul; her child had taken the other half down with him to the bottom of the sea. Never could she soar toward the grace of heaven until she regained that other half, held fast in the deep water. Anne Lisbeth came home, but she was no longer the person she had been. Her thoughts were tangled like a skein of knotted yarn; only one thread lay clear: she must carry the shore-wraith to the churchyard, dig him a grave, and so win back her whole soul.
Many a night she was missed from her home, and each time she was found by the shore, waiting for the shore-wraith. A whole year passed in this way; then one night she vanished again, but could not be found. The whole of the following day was spent searching in vain.
Toward evening, when the parish clerk came into the church to ring the sunset bell, he saw Anne Lisbeth lying before the altar. She had been there since early morning. Her strength was almost gone, but her eyes shone and her face had a rosy glow. The last rays of sunlight fell upon her and streamed across the altar onto the bright clasps of the Bible, which lay open at the words of the prophet Joel: “Rend your hearts, and not your garments, and turn unto the Lord!”—“It was merely a coincidence!” people said, as so many things are coincidences!
In Anne Lisbeth’s face, lit by the sun, one could read peace and grace. She was so well, she said. Now she had overcome her suffering! Last night the shore-wraith, her own child, had come to her and said, “You dug only half a grave for me, but for a year and a day you have buried me wholly in your heart, and that is where a mother keeps her child best!” And then he had given her back the lost half of her soul and led her here into the church.
“Now I am in God’s house!” she said, “and here one is blessed!” When the sun had sunk all the way down, Anne Lisbeth’s soul had risen all the way up, where there is no fear once the struggle here is over; and Anne Lisbeth’s struggle was over.
Izvirnik
Anne Lisbeth
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Anne Lisbeth var som Melk og Blod, ung og fornøiet, deilig at see paa, Tænderne skinnede saa hvide, Øinene saa klare; Foden var let i Dandsen og Sindet endnu mere let! hvad kom der ud af det? - "Den lede Unge!" - ja, deilig var han ikke! han blev sat ud til Grøftegraverens Kone, Anne Lisbeth kom paa det grevelige Slot, sad i stadselig Stue med Klæder af Silke og Fløiel; ikke en Vind turde blæse paa hende, Ingen sige hende et haardt Ord, for det havde hun Skade af og det turde hun ikke taale. Hun ammede det grevelige Barn, det var fiint som en Prinds, deiligt som en Engel, hvor elskede hun dette Barn; hendes eget, ja det var i Grøftegraverens Huus, hvor ikke Gryden kogte over, men Munden kogte over, og oftest var der Ingen hjemme, Drengen græd, men hvad Ingen hører det Ingen rører, han græd sig isøvn og i Søvnen føler man ikke til Sult og Tørst, Søvnen er saadan en god Opfindelse; i Aaringer - ja, som Tiden gaaer, skyder Ukrud op, siger man, Anne Lisbeths Dreng skød op, og dog var han sat i Væxten, sagde de; men heelt var han voxet ind i Familien her, de havde faaet Penge derfor, Anne Lisbeth var ham aldeles qvit, hun var Kjøbstadmadame, havde det luunt og godt inde og Hat paa, gik hun ud, men hun gik aldrig til Grøftegraverens, det var saa langt fra Staden og hun havde der heller ikke Noget at gjøre, Drengen var deres og tære sin Kost kunde han, sagde de, Gavn for Føden skulde han gjøre, og saa passede han Mads Jensens røde Ko, han kunde nok røgte og tage sig Noget for.
Lænkehunden paa Herregaardens Blegdam sidder i Solskinet stolt oven paa sit Huus og gjøer af hver, der kommer forbi, i Regnveiret kryber den indenfor, ligger tørt og luunt. Anne Lisbeths Dreng sad paa Grøften i Solskin, snittede paa en Tøirepæl, i Foraaret vidste han tre Jordbærplanter i Blomster, de vilde nok sætte Bær, det var hans gladeste Tanke, men der kom ingen Bær. Han sad i Regn og Rusk, blev vaad til Skindet, den skarpe Vind tørrede siden Tøiet paa Kroppen; kom han til Gaarden blev han puffet og stødt, han var led og grim, sagde Piger og Karle, det var han vandt til - aldrig elsket!
Hvordan gik det Anne Lisbeths Dreng? Hvorledes skulde det gaae ham? det var hans Lod: "aldrig elsket."
Fra Landjorden blev han kastet overbord, gik tilsøes paa en ussel Skude, sad ved Roret, mens Skipperen drak; skiden og led var han, forfrossen og graadig, man skulde troe, at han aldrig havde været mæt og det havde han heller ikke.
Det var seent paa Aaret, raat, vaadt, blæsende Veir, Vinden skar koldt gjennem de tykke Klæder, især til Søes, og der gik for eet Seil en ussel Skude med kun to Mand ombord, ja kun een og en halv kan man ogsaa sige, det var Skipperen og hans Dreng. Tusmørke havde det været den hele Dag, nu blev det sortere, det var en bidende Kulde. Skipperen tog sig en Dram det kunde varme indvendig! Flasken var fremme og Glasset med, det var heelt for oven, men Foden knækket af, og havde istedetfor den en tilsnittet blaamalet Træklods at staae paa. - En Dram gjorde godt, to gjorde bedre, meente Skipperen. Drengen sad ved Roret, det, han holdt paa med sine haarde, tjærede Hænder, grim var han, Haaret stridt, forkuet og forkrympet var han, det var Grøftegraverens Dreng, i Kirkebogen hed han Anne Lisbeths.
Vinden skar paa sin Viis, Skuden paa sin! Seilet bovnede, Vinden havde fat, der var flyvende Fart - raat, vaadt rundt omkring, men mere endnu kunde der komme - Stop! - hvad var det! hvad stødte, hvad sprang, hvad greb i Skuden? den dreiede sig om! kom der et Skybrud, løftede sig en Braadsø? - Drengen ved Roret skreg høit: "I Jesu Navn!" Skuden var stødt paa en mægtig Steen i Havbunden og sank som en gammel Sko i Gadekjæret; sank med Mand og Muus som man siger; og der var Muus, men kun halvanden Mand: Skipperen og Grøftegraverens Dreng. Ingen saae det, uden de skrigende Maager og Fiskene dernede, ja og de saae det ikke endda saa rigtigt, thi de fore forskrækkede tilside, da Vandet buldrede ind i Skuden, der sank; knap en Favn under Vandet stod den; gjemte vare de to; gjemte, glemte! kun Glasset med den blaamalede Træklods til Fod sank ikke, Træklodsen holdt det oppe; Glasset drev for at knækkes over og skylles op paa Stranden, - hvor og naar? ja det var jo ikke noget videre! nu havde det tjent ud og det havde været elsket; det havde ikke Anne Lisbeths Dreng! dog i Himmeriges Rige vil ingen Sjæl kunde sige meer: "aldrig elsket!"
*
Anne Lisbeth var i Kjøbstaden og det allerede i mange Aar, blev kaldt Madam og kneisede især op, naar hun talte om gamle Minder, den grevelige Tid, da hun kjørte i Karreet og kunde talte med Grevinder og Baronesser. Hendes søde Grevebarn var den yndigste Guds Engel, den kjærligste Sjæl, han havde holdt af hende og hun havde holdt af ham. De havde kysset hinanden og klappet hinanden, han var hendes Glæde, hendes halve Liv. Nu var han stor, var fjorten Aar, havde Lærdom og Deilighed; hun havde ikke seet ham siden hun bar ham paa sine Arme; ikke havde hun i mange Aaringer været paa det grevelige Slot, det var en heel Reise derhen.
"Jeg maa tage det overtvært engang!" sagde Anne Lisbeth, "jeg maa til min Herlighed, til mit søde Grevebarn! ja, han længes vist ogsaa efter mig, tænker paa mig, holder af mig, som da han hang med sine Engle-Arme om min Hals og sagde: "An-Lis!" det var ligesom en Violin! ja jeg maa tage det overtvært og see ham igjen!"
Hun kjørte med Kalvevogn, hun gik paa sin Fod, hun kom til det grevelige Slot, det var stort og skinnende som altid før, Haven som før derudenfra, men Folkene i Huset vare alle Fremmede, ikke Een af dem kjendte Noget til Anne Lisbeth, de vidste ikke hvad hun havde betydet her engang, det vilde nok Grevinden sige dem, ogsaa hendes egen Dreng! hvor længtes hun efter ham.
Nu var Anne Lisbeth her; længe maatte hun vente og Ventetid er lang! Før Herskabet gik til Bords blev hun kaldt ind til Greveinden, og meget godt tiltalt. Sin søde Dreng skulde hun see efter Bordet, saa blev hun kaldt ind igjen!
Hvor var han bleven stor, lang og tynd, men de yndige Øine havde han og den Engle-Mund! han saae paa hende, men han sagde ikke et Ord. Han kjendte hende vist ikke. Han vendte sig om, vilde gaae igjen, men da tog hun hans Haand, trykkede den op til sin Mund! "Naa, det er godt!" sagde han, og saa gik han ud af Stuen, han, hendes Kjærligheds Tanke, han, som hun havde elsket og elskede høiest, han, hendes jordiske Stolthed.
Anne Lisbeth gik udenfor Slottet paa den aabne Landevei, hun var saa trist; han havde været saa fremmed imod hende, ikke havt Tanke for hende, ikke Ord, han, som hun engang ved Nat og Dag havde baaret, og altid bar i Tanken.
Der fløi en stor sort Ravn ned paa Veien foran hende, skreg, skreg igjen, "Eia!" sagde hun, "hvad er Du for en Ulykkensfugl!"
Hun kom forbi Grøftegraverens Huus, der stod Konen i Døren og saa talte de sammen.
"Du er vel ved Magt!" sagde Grøftegraverens Kone, "Du er tyk og fed! Dig gaaer det godt!"
"Saamænd!" sagde Anne Lisbeth.
"Fartøiet med dem er da forgaaet!" sagde Grøftegraverens Kone. "Lars Skipper og Drengen ere druknede begge To. Nu har de Ende paa det. Jeg havde dog troet, at Drengen engang skulde kunne have hjulpet mig med en Skilling, Dig kostede han nu ikke meer, Anne Lisbeth!"
"Ere de druknede!" sagde Anne Lisbeth, og saa talte de ikke mere om den Ting. Anne Lisbeth var saa bedrøvet, fordi hendes Grevebarn ikke gad tale til hende, hun, som elskede ham og havde taget den lange Vei for at komme her, det havde ogsaa kostet Penge, Fornøielsen, hun havde faaet, var ikke stor, men det sagde hun her ikke et Ord om, hun vilde ikke lette sit Sind ved at tale om det til Grøftegraverens Kone, hun kunde jo troe, at hun ikke meer var anseet hos Grevens. Da skreg igjen Ravnen hen over hende.
"Det sorte Spectakel," sagde Anne Lisbeth, "gjør mig nok forskrækket i Dag!"
Hun havde bragt med kaffebønner og Cichorie, det vilde være en Velgjerning mod Grøftegraverens Kone at give hende det til at lave en Skaal Kaffe, Anne Lisbeth kunde faae sig en kop med, og Grøftegraverens Kone gik hen at koge den, og Anne Lisbeth satte sig paa en Stol og der faldt hun i Søvn; da drømte hun om Den, hun aldrig før havde drømt om, det var underligt nok: hun drømte om sit eget Barn, der her i Huset havde sultet og skraalet, drevet for Lud og koldt Vand, og nu laae i det dybe Hav, Vor Herre vidste hvor. hun drømte, at hun sad hvor hun sad, og at Grøftegraverens Kone var ude at lave kaffe, hun kunde lugte Bønnerne, og der stod i Døren saadan en deilig Een, han var ligesaa kjøn som Grevebarnet, og den Lille sagde:
"Nu forgaaer Verden! hold Dig fast ved mig, for Du er dog min Moder! Du har en Engel i Himmeriges Rige! hold fast ved mig!"
Og saa greb han efter hende, men der lød saadan et Rabalder, det var nok Verden der gik fra hinanden, og Englen løftede sig og holdt hende fast i hendes Særkeærme, saa fast, syntes hun, at hun lettedes fra Jorden, men der hang sig Noget saa tungt ved hendes Been, det laae hen over hendes Ryg, det var ligesom om hundrede Qvinder klyngede sig fast, og de sagde: "Skal Du frelses, maae vi ogsaa! hæng paa! hæng paa!" og saa hang de Allesammen paa; det var for Meget, "Ritsch-ratsch!" sagde det, Ærmet flængedes og Anne Lisbeth faldt forfærdeligt, saa at hun vaagnede ved det - og var lige ved at styrte om med Stolen, hun sad paa, hun var saa fortumlet i Hovedet, at hun slet ikke kunde huske hvad hun havde drømt, men noget Ilde havde det været.
Saa blev Kaffen drukken, saa blev der talt, og saa gik Anne Lisbeth til den nærmeste By, hvor hun skulde træffe Fragtmanden og endnu denne Aften og Nat kjøre med ham til sit Hjemsted; men da hun kom til Fragtmanden, sagde han, at de ikke kunde komme afsted før den næste Dags Aften, hun tænkte da over, hvad det vilde koste hende at blive, tænkte over Veilængden og betænkte, at gik hun langs Stranden og ikke af Kjøreveien, da var det næsten to Miil kortere; det var jo høit Veir og nok Fuldmaane, og saa vilde Anne Lisbeth gaae, næste Dag kunde hun være hjemme
Solen var nede, Aftenklokkerne klang endnu, - nei, det var ikke Klokkerne, det var Peder Oxes Frøer, der koaxede i Kærene. Nu taug de, Alt var stille, ikke en Fugl hørte man, hver af dem var til Ro, og Uglen var nok ikke hjemme; lydløst var der ved Skov og Strand, hvor hun gik, hun hørte sine egne Fodtrin i Sandet, Havet havde ikke Skvulpen, Alt derude i det dybe Vand var lydløst; stumme vare de Alle dernede, de Levende og de Døde.
Anne Lisbeth gik og tænkte ikke paa nogen Ting, som man siger, hun var borte fra sine Tanker, men Tankerne vare ikke borte fra hende, de ere aldrig borte fra os, de ligge bare i en Døs, baade de levendegjorte Tanker, der havde lagt sig, og de, som endnu ikke have rørt sig. Men Tankerne kommer nok frem, de kunne røre sig i Hjertet, røre sig i vort Hoved eller falde ned over os!
"God Gjerning har sin Velsignelsens Frugt!" staaer der skrevet; "i Synden er Død!" staaer der ogsaa skrevet! Meget staaer skrevet, Meget er sagt, man veed det ikke, man husker ikke, saadan gik det Anne Lisbeth; men det kan gaae op for Een, det kan komme!
Alle Laster, alle Dyder ligge i vort Hjerte! i dit, i mit! de ligge som smaa ikke synlige Korn; saa kommer der udenfra en Solstraale, en ond Haands Berørelse, Du dreier om Hjørnet, til Høire eller Venstre, ja, det kan afgjøre det, og det lille Frøkorn rystes, det svulmer derved, det sprænges, og gyder sine Safer i alt dit Blod og saa er Du paa Farten. Det er ængstende Tanker; dem har man ikke naar man gaaer i en Døs, men de ere i Røre: Anne Lisbeth gik i en Døs, Tankerne vare i Røre! Fra Kyndelmisse til Kyndelmisse har Hjertet Meget paa sit Regnebræt, det har Aars Regnskab, Meget er glemt, Synd i Ord og Tanker mod Gud, vor Næste og mod vor egen Samvittighed; vi tænke ikke derover, det gjorde heller ikke Anne Lisbeth, hun havde intet Ondt gjort mod Lands Lov og Ret, hun var meget godt anseet, skikkelig og hæderlig, vidste hun. Og som hun nu gik ved Stranden, - hvad var det der laae? Hun standsede; hvad var der skyllet op? en gammel Mandshat laae der. Hvor mon den var gaaet overbord. Hun gik nærmere, blev staaende og saae paa den, - eia! hvad laae der! hun blev ganske forskrækket; men der var ikke Noget at blive forskrækket over, det var Tang og Siv, der laae snoet hen over en stor aflang Steen, det saae ud som et heelt Menneske, det var kun Siv og Tang, men forskrækket blev hun og idet hun gik videre, kom hende i Tanke saa Meget, hun havde hørt som Barn, al den Overtro om "Strandvarslet," Spøgelset af den Ubegravne, der laae skyllet op paa den øde Strandbred. "Strandvaskeren": den døde Krop, den gjorde Intet, men dens Spøgelse, Strandvarslet fulgte den eensomme Vandrer, hang sig fast og forlangte at bæres til Kirkegaarden, for at begraves i christen Jord. "Hæng paa! hæng paa!" sagde det; og som Anne Lisbeth gjentog for sig selv disse Ord, gik med Eet op for hende hele hendes Drøm, saa lyslevende, hvorledes Mødrene havde klyget sig til hende med dette Udraab: "hæng paa! hæng paa!" hvorledes Verden sank, hendes Særkeærme revnede og hun faldt fra sit Barn, der i Dommens Stund vilde have holdt hende oppe. Hendes Barn, hendes eget kjødelige Barn, det, hun aldrig havde elsket, ja, ikke engang tænkt paa, dette Barn var nu paa Havsens Bund, det kunde som Strandvarsel komme og raabe: "hæng paa! hæng paa! bring mig i christen Jord!" og idet hun tænkte det, prikkede Angesten hende i Hælene, saa at hun gik raskere; Frygten kom som en kold klam Haand og lagde sig i hendes Hjertekule, saa hun var lige ved at faae ondt, og i det hun nu saae ud over Havet, blev der tykkere og tættere; en tung Taage skød sig frem, lagde sig om Busk og Træer, de fik et underligt Udseende derved. Hun vendte sig for at see efter Maanen, der stod bagved hende, den var som en bleg Skive uden Straaler, det var som Noget havde lagt sig tungt paa alle hendes Lemmer: hæng paa! hæng paa! tænkte hun, og da hun igjen vendte sig om og saae paa Maanen, syntes hun, at dens hvide Ansigt var lige tæt ved hende, og Taagen hang som et Lin ned over hendes Skuldre: "hæng paa! bring mig i christen Jord!" vilde hun høre og hørte ogsaa en Lyd, saa huul, saa sær, den kom ikke fra Frøerne i Kæret, ikke fra Ravne eller Krager, for dem saae hun jo ikke, "begrav mig! begrav mig!" klang det lydeligt! ja, det var Strandvarslet af hendes Barn, der laae paa Havsens Bund, det fik ikke Fred før det blev baaret til Kirkegaarden og Graven gravet i christen Jord. Derhen vilde hun gaae, der vilde hun grave, hun gik i den Retning hvor Kirken laae, og da syntes hun at Byrden blev lettere, den forsvandt, og hun vilde saa igjen vende om og naae ad den korteste Vei hjem, men da knugede det hende igjen: hæng paa! hæng paa! - det lød som Frøernes Qvæk, det lød som en klynkende Fugl, det lød saa grangiveligt "begrav mig! begrav mig!"
Taagen var kold og klam, hendes Haand og Ansigt var koldt og klamt af Rædsel! udenom hende klemte det, indeni hende blev der et uendeligt Rum for Tanker, hun før aldrig havde fornummet.
I een Foraarsnat her i Norden kan Bøgeskoven springe ud, staae i sin unge, lyse Pragt ved Dagens Solskin, i eet eneste Secund kan indeni os hæve og udfolde sig den Sæd af Synd i Tanke, Ord og Gjerning, der i vort første Liv er nedlagt; den løfter og udfolder sig i eet eneste Secund, naar Samvittigheden vaagner; og Vor Herre vækker den, naar vi mindst vente det; da er det Intet at undskylde, Gjerningen staaer og vidner, Tankerne faae Ord og Ordene klinge lydeligt ud over Verden. Vi forfærdes over, hvad vi have baaret i os og ikke qvalt, forfærdes over, hvad vi i Overmod og Tankeløshed have strøet ud. Hjertet har i Gjemme alle Dyder, men ogsaa alle Laster, og de kunne trives selv i den goldeste Grund.
Anne Lisbeth rummede i Tankerne, hvad vi her have sagt i Ord, hun var overvældet deraf, hun sank til Jorden, krøb henad den et Stykke, "Begrav mig! begrav mig!" sagde det, og helst havde hun begravet sig selv, dersom Graven var en evig Forglemmelse af Alt. - Det var Alvorens Vækkelses-Stund med Gru og Angest. Overtroen kom Hedt og Koldt i hendes Blod, saa Meget, hun aldrig gad tale om, kom i Tanke. Lydløs, som Skyens Skygge i det klare Maaneskin, foer forbi hende et Syn, hun havde hørt om det før. Tæt forbi hende joge fire fnysende Heste, Ilden skinnede dem ud af Øine og Næsebor, de trak en gloende Karreet, i den sad den onde Herremand, der for meer end et hundred Aar siden havde huseret her i Egnen. Hver Midnat, hed det, foer han ind i sin Gaard og vendte strax igjen, han var ikke hvid som man siger den Døde er, nei, han var sort som et Kul, et udbrændt Kul. Han nikkede til Anne Lisbeth og vinkede: "hæng paa! hæng paa! saa kan Du igjen kjøre i grevelig Vogn og glemme dit Barn!"
Mere iilsom skyndte hun sig afsted og hun naaede Kirkegaarden; men de sorte Kors og de sorte Ravne blandede sig for hendes Øine, Ravnene Skreg som Ravnen i Dag havde skreget, dog nu forstod hun hvad det var, den sagde: "jeg er Ravnemoder! jeg er Ravnemoder!" sagde hver af dem, og Anne Lisbeth vidste, at Navnet ogsaa gjaldt hende, hun vilde maaskee blive forvandlet til saadan en sort Fugl og ideligt maatte skrige, hvad den skreg, fik hun ikke Graven gravet.
Og hun kastede sig ned paa Jorden, og hun gravede med sine Hænder en Grav i den haarde Jord, saa at Blodet sprang hende ud af Fingrene.
"Begrav mig! begrav mig!" lød det ideligt, hun frygtede for Hanegal og den første røde Stribe i Øst, thi kom de før hendes Arbeide var endt, da var hun fortabt. Og Hanen galede og i Øst lyste det - - Graven var kun halv gravet, en isnende Haand gled hen over hendes Hoved og Ansigt ned til Hjertestedet. "Halv Grav kun!" sukkede det og svævede bort, ned paa Havsens Bund, ja, det var Strandvarslet; Anne Lisbeth sank overvældet og betagen til Jorden, hun havde ikke Tanke eller Fornemmelse.
Det var lys Dag, da hun kom til sig selv, to Karle løftede hende i Veiret; hun laae ikke paa Kirkegaarden, men nede paa Strandbredden, og der havde hun gravet foran sig et dybt Hul i Sandet og skaaret sine Fingre tilblods paa et sønderbrudt Glas, hvis skarpe Stilk stak i en blaamalet Træfod. Anne Lisbeth var syge; Samvittigheden havde blandet Overtroens Kort, lagt dem op og faaet ud deraf, at nu havde hun kun en halv Sjæl, den anden Halvdel havde hendes Barn taget med sig ned paa Havsens Bund; aldrig vilde hun kunne flyve op mod Himmeriges Naade, før hun havde igjen den anden halve Deel, der holdtes paa i det dybe Vand; Anne Lisbeth kom til sit Hjem, hun var ikke det Menneske meer, hun før havde været; hendes Tanker vare spegede som Garnet, der speges, een Traad kun havde hun red, den, at bære Strandvarslet til Kirkegaarden, grave det en Grav og derved vinde sin hele Sjæl tilbage.
Mangen Nat blev hun savnet i sit Hjem og altid fandt man hende da ved Stranden, hvor hun ventede paa Strandvarslet; saaledes hengik et heelt Aar, da forsvandt hun igjen en Nat, men var ikke at finde; hele den følgende Dag gik hen med forgjæves Søgen.
Henimod Aften, da Degnen kom ind i Kirken for at ringe til Solnedgang, saae han foran Altret laae Anne Lisbeth; her havde hun været fra den tidlige Morgenstund, hendes Kræfter vare næsten borte, men hendes Øine lyste, hendes Ansigt havde en rødmende Glands; de sidste Solstraaler skinnede ind paa hende, straalede hen over Alterbordet paa de blanke Spænder af Bibelen, der laae opslaaet, med de Ord af Propheten Joel: "Sønderriver Eders Hjerter og ikke Eders Klæder, vender om til Herren!" - "det var nu saaledes tilfældigt!" sagde man, som saa Meget er tilfældigt!
I Anne Lisbeths Ansigt, som Solen belyste, var der at læse om Fred og Naade. Hun var saa vel! sagde hun. Nu havde hun forvundet Sit! i Nat havde Strandvarslet, hendes eget Barn, været hos hende, det havde sagt: Du gravede kun halv Grav - for mig, men Du har nu Aar og Dag begravet mig heelt i dit Hjerte, og der gjemmer en Moder sit Barn bedst! og saa havde det givet hende igjen hendes tabte halve Sjæl og ledet hende herind i Kirken.
"Nu er jeg i Guds huus!" sagde hun, "og i det er man salig!"
Da Solen var heelt nede, var Anne Lisbeths Sjæl heelt oppe, hvor der er ingen Frygt, naar den her udstridt, og udskridt havde Anne Lisbeth.
Nadaljuj z branjem