Prevod
»Moje uboge rože so čisto mrtve!« je rekla mala Ida. »Sinoči so bile še tako lepe, zdaj pa jim vsi listi uvelo visijo! Zakaj je tako?« je vprašala študenta, ki je sedel na zofi. Zelo rada ga je imela, saj je znal pripovedovati najlepše zgodbe in iz papirja izrezovati tako zabavne podobe: srca z drobnimi gospejicami, ki so plesale v njih, rože in velike gradove, pri katerih so se vrata dala odpirati. Res je bil vesel študent! »Zakaj so rože danes videti tako slabo?« je spet vprašala in mu pokazala ves uveli šopek.
»Veš, kaj jim je?« je rekel študent. »Ponoči so bile na plesu, zato zdaj povešajo glavice!« »Ampak rože vendar ne znajo plesati!« je rekla mala Ida.
»Pa znajo,« je rekel študent. »Ko se stemni in vsi drugi spimo, veselo poskakujejo naokrog. Skoraj vsako ljubo noč imajo ples!« »Ali smejo na ta ples tudi otroci?«
»Seveda,« je rekel študent, »čisto drobne marjetice in šmarnice!« »Kje pa plešejo najlepše rože?« je vprašala mala Ida. »Ali nisi že večkrat šla skozi mestna vrata do velikega gradu, kjer kralj prebiva poleti in kjer je tisti čudoviti vrt s toliko rožami? Saj si videla labode, ki priplavajo k tebi, kadar jim hočeš dati krušnih drobtinic. Tam imajo pravi ples, verjemi!«
»Včeraj sem bila na tistem vrtu z mamo!« je rekla Ida. »Ampak z dreves je odpadlo že vse listje in tudi rož ni bilo več! Kje so? Poleti sem jih videla toliko!«
»V gradu so!« je rekel študent. »Vedeti moraš, da takoj ko se kralj in vsi dvorjani preselijo sem v mesto, rože z vrta brž stečejo v grad in se tam veselijo. To bi morala videti! Dve najlepši vrtnici sedeta na prestol in postaneta kralj in kraljica. Vsi rdeči petelinovi grebeni se postavijo ob njiju in se priklanjajo; oni so dvorni pažje. Potem pridejo vse najlepše rože in začne se velik ples. Modre vijolice igrajo mlade pomorske kadete in plešejo s hijacintami in žafrani, ki jim pravijo gospodične! Tulipani in velike rumene lilije pa so stare gospe; te pazijo, da vsi lepo plešejo in da se vse spodobno godi!«
»Ampak,« je vprašala mala Ida, »ali rož nihče ne kaznuje, ker plešejo v kraljevem gradu?« »Saj nihče pravzaprav ne ve za to!« je rekel študent. »Včasih ponoči sicer pride stari grajski oskrbnik, ki mora tam paziti na vse. S seboj ima velik šop ključev, a kakor hitro rože zaslišijo njihovo rožljanje, čisto potihnejo, se skrijejo za dolge zavese in izza njih pomolijo glavice. ‘Voham, da so tu notri rože,’ reče stari grajski oskrbnik, videti pa jih ne more.«
»Kako zabavno!« je rekla mala Ida in zaploskala. »Ali jih tudi jaz ne bi mogla videti?« »Ti pa bi jih,« je rekel študent. »Samo spomni se, ko boš spet šla tja, in poglej skozi okno, pa jih boš gotovo videla. Jaz sem danes pogledal in na zofi je ležala visoka rumena narcisa ter se pretegovala; to je bila dvorna dama!«
»Ali lahko pridejo tja tudi rože iz botaničnega vrta? Ali zmorejo tako dolgo pot?« »Seveda jo zmorejo!« je rekel študent. »Kadar hočejo, lahko letijo. Saj si že videla lepe metulje, rdeče, rumene in bele? Skoraj kakor rože so videti in nekoč so to tudi bili. Skočili so s stebla visoko v zrak, zamahnili z listi, kakor da bi bili drobna krilca, in poleteli. Ker so se lepo vedli, so smeli letati naokrog tudi podnevi in se jim ni bilo treba vračati domov ter mirno sedeti na steblu. Nazadnje so se njihovi listi spremenili v prava krila. Saj si to sama videla! Prav lahko pa rože v botaničnem vrtu še nikoli niso bile v kraljevem gradu in niti ne vedo, kako veselo je tam ponoči. Zato ti bom zdaj nekaj povedal! Kako se bo začudil tisti profesor botanike, ki stanuje zraven! Saj ga poznaš, kajne? Ko prideš na njegov vrt, povej eni izmed rož, da je v gradu velik ples. Ona bo to povedala vsem drugim in potem bodo odletele tja. Ko bo profesor prišel na vrt, ne bo na njem niti ene same rože in nikakor ne bo mogel razumeti, kam so izginile.«
»Kako pa lahko roža to pove drugim? Saj rože ne znajo govoriti!« »Res je, ne znajo!« je odgovoril študent. »Zato pa govorijo s kretnjami! Saj si že videla, kako rože prikimavajo in premikajo vse svoje zelene liste, kadar malo zapiha? To je prav tako razumljivo, kakor če bi govorile!«
»Ali profesor razume govorico kretenj?« je vprašala Ida. »Seveda jo! Neko jutro je prišel na vrt in zagledal veliko koprivo, ki je z listi nekaj dopovedovala lepi rdeči nageljnovi cvetlici. Govorila ji je: tako lepa si in tako rad te imam! Profesor pa takih reči nikakor ne mara in je koprivo takoj udaril po listih, saj so to njeni prsti. Toda pri tem se je opekel in od takrat se nobene koprive ne upa več dotakniti.«
»Kako smešno!« je rekla mala Ida in se zasmejala. »Kako morete otroku vtepati v glavo take reči!« je rekel dolgočasni kancelarijski svetnik, ki je prišel na obisk in sedel na zofi. Študenta sploh ni maral in je vselej godrnjal, kadar ga je videl izrezovati nenavadne, zabavne podobe: zdaj moža, ki je visel na vislicah in držal v roki srce, saj je bil tat src, zdaj staro čarovnico, ki je jezdila na metli in nosila svojega moža na nosu. Kancelarijskemu svetniku to ni bilo všeč in tedaj je kakor zdaj rekel: »Kakšne reči vtepate otroku v glavo! To je sama neumna domišljija!«
Mali Idi pa se je zdelo tako zabavno, kar ji je študent pripovedoval o njenih rožah, in veliko je premišljevala o tem. Rože so povešale glavice, ker so bile utrujene od celonočnega plesa; gotovo so bile bolne. Odnesla jih je k drugim igračam, ki so stale na ljubki mizici, in tudi ves predal je bil poln drobnarij. V posteljici za punčke je ležala njena punčka Sophie in spala, toda mala Ida ji je rekla: »Res boš morala vstati, Sophie, in se nocoj zadovoljiti s predalom. Uboge rože so bolne in morajo ležati v tvoji postelji; morda bodo potem ozdravele!« Vzela je punčko iz postelje, ta pa je bila videti silno čemerna in ni rekla niti besedice, ker je bila jezna, da ne sme obdržati svoje postelje.
Ida je nato položila rože v punčkino posteljico, jih skrbno pokrila z odejico in rekla, da morajo zdaj lepo mirno ležati. Skuhala jim bo čaj, da bodo ozdravele in jutri lahko vstale. Potem je tesno zagrnila zavese okoli posteljice, da jim sonce ne bi sijalo v oči.
Ves večer ni mogla nehati misliti na to, kar ji je povedal študent. Ko je morala še sama v posteljo, je najprej stopila za zavese, ki so visele pred okni, kjer so stale mamine čudovite rože, hijacinte in tulipani, in čisto potiho zašepetala: »Dobro vem, da greste nocoj na ples!« Rože so se delale, kot da ničesar ne razumejo, in niso premaknile niti listka, mala Ida pa je že vedela svoje.
Ko je legla v posteljo, je še dolgo premišljevala, kako lepo bi bilo gledati čudovite rože, ki plešejo v kraljevem gradu. »Ali so bile moje rože res zraven?« Potem pa je zaspala. Ponoči se je spet zbudila; sanjalo se ji je o rožah in študentu, ki ga je kancelarijski svetnik ošteval, češ da ji vtepa v glavo izmišljotine. V spalnici, kjer je ležala Ida, je bilo povsem tiho. Na mizi je gorela nočna svetilka, oče in mama pa sta spala.
»Ali moje rože zdaj ležijo v Sophiejini postelji?« je rekla sama pri sebi. »Kako rada bi vedela!« Malo se je privzdignila in pogledala proti priprtim vratom; tam za njimi so bile rože in vse njene igrače. Prisluhnila je in zazdelo se ji je, da v sobi nekdo igra na klavir, čisto potiho in tako lepo, kakor še nikoli ni slišala.
»Zdaj gotovo vse rože plešejo tam notri!« je rekla. »O Bog, kako rada bi to videla!« Toda ni si upala vstati, saj bi zbudila očeta in mamo. »Ko bi le prišle sem,« je rekla. Rože pa niso prišle in glasba je še naprej tako lepo zvenela, da se nazadnje ni mogla več premagati; preveč čudovito je bilo. Zlezla je iz posteljice, čisto potiho stopila do vrat in pokukala v sobo. O, kako zabaven prizor se ji je ponudil!
Tam ni bilo nobene nočne svetilke, pa je bilo vseeno čisto svetlo; luna je skozi okno sijala naravnost na sredo tal! Skoraj tako je bilo, kakor da bi bil dan. Vse hijacinte in tulipani so stali na tleh v dveh dolgih vrstah. Na oknu ni bilo nobenega več, tam so stali le prazni lončki. Na tleh pa so vse rože tako lepo plesale druga okoli druge, se spletale v pravo verigo in se med vrtenjem držale za dolge zelene liste. Za klavirjem je sedela velika rumena lilija, ki jo je mala Ida poleti gotovo že videla, saj se je dobro spominjala, kako je študent rekel: »O, kako je podobna gospodični Line!« Takrat so se mu vsi smejali, zdaj pa se je tudi Idi zares zdelo, da je visoka rumena roža podobna gospodični. Tudi pri igranju se je vedla prav kakor ona: svoj podolgovati rumeni obraz je nagibala zdaj na eno, zdaj na drugo stran in prikimavala v taktu čudovite glasbe! Male Ide ni opazil nihče. Tedaj je zagledala velik moder žafran, ki je skočil na sredo mize z igračami, stopil naravnost k punčkini posteljici in odgrnil zavese. Tam so ležale bolne rože, a so takoj vstale in prikimale drugim spodaj, da bi šle tudi one plesat. Stari kadilni možiček, ki se mu je odlomila spodnja ustnica, je vstal in se priklonil lepim rožam. Te sploh niso bile videti bolne; skočile so med druge in bile nadvse vesele.
Zazdelo se je, kakor da je nekaj padlo z mize. Ida je pogledala tja: dol je skočila pustna šiba, saj je tudi ona menila, da sodi med rože. Bila je zelo lepa in na vrhu je sedela majhna voščena lutka, ki je imela na glavi prav tak klobuk s širokimi krajci, kakršnega je nosil kancelarijski svetnik. Pustna šiba je na svojih treh rdečih lesenih nogah skočila naravnost med rože in močno udarjala ob tla, saj je plesala mazurko. Tega plesa druge rože niso znale, ker so bile prelahke in niso mogle tako topotati.
Voščena lutka na pustni šibi je nenadoma postala velika in visoka, se zavrtela nad papirnatimi rožami in na ves glas zavpila: »Kako morete otroku vtepati v glavo take reči! To je sama neumna domišljija!« Tedaj je bila voščena lutka na las podobna kancelarijskemu svetniku s širokokrajnim klobukom; prav tako rumena in čemerna je bila videti. Papirnate rože pa so ga udarile po tankih nogah in spet se je skrčil v čisto majhno voščeno lutko. Kako zabavno je bilo to gledati! Mala Ida se ni mogla zadržati, da se ne bi zasmejala. Pustna šiba je še naprej plesala in kancelarijski svetnik je moral plesati z njo. Nič mu ni pomagalo, pa naj se je naredil velikega in visokega ali se spremenil v drobno rumeno voščeno lutko z velikim črnim klobukom. Tedaj so druge rože prosile zanj, zlasti tiste, ki so ležale v punčkini posteljici, in pustna šiba ga je pustila pri miru. Prav takrat se je iz predala, kjer je med številnimi drugimi igračami ležala Idina punčka Sophie, zaslišalo glasno trkanje. Kadilni možiček je stekel do roba mize, se ulegel na trebuh in predal malo izvlekel. Sophie je vstala in vsa začudena pogledala naokrog. »Saj je tukaj ples!« je rekla. »Zakaj mi ni nihče povedal?«
»Bi plesala z menoj?« je vprašal kadilni možiček. »Ti si mi pa res imeniten plesalec!« je rekla in mu obrnila hrbet. Sedla je na rob predala in si mislila, da jo bo že katera izmed rož prišla prosit za ples, pa ni prišla nobena. Zato je zakašljala: »Hm, hm, hm!« A še vedno ni prišla niti ena. Kadilni možiček je tako plesal čisto sam in prav dobro mu je šlo!
Ker se nobena izmed rož ni zmenila za Sophie, se je spustila z roba predala naravnost na tla, da je močno zaropotalo. Vse rože so takoj pritekle k njej, jo obstopile in vprašale, ali se ni kaj udarila. Vse so bile zelo prijazne z njo, še posebno tiste, ki so ležale v njeni postelji. Toda prav nič se ni poškodovala. Vse Idine rože so se ji zahvalile za čudovito posteljo in jo imele tako rade, da so jo popeljale na sredo sobe, kamor je sijala luna, ter zaplesale z njo, vse druge rože pa so sklenile krog okoli njih. Zdaj je bila Sophie zadovoljna! Rekla jim je, da lahko kar obdržijo njeno posteljo, saj je prav nič ne moti, če leži v predalu.
Rože pa so rekle: »Najlepša hvala, toda ne moremo več dolgo živeti! Jutri bomo čisto mrtve. Povej pa mali Idi, naj nas pokoplje na vrtu, tam, kjer leži kanarček, pa bomo poleti spet zrasle in bomo še veliko lepše!«
»Ne, ne smete umreti!« je rekla Sophie in poljubila rože. Prav tedaj so se odprla vrata v dvorano in v sobo je priplesala cela množica čudovitih rož. Ida nikakor ni mogla razumeti, od kod so prišle; gotovo so bile to vse rože iz kraljevega gradu. Čisto spredaj sta hodili dve prekrasni vrtnici z majhnima zlatima kronama na glavah; to sta bila kralj in kraljica. Za njima so prišle najlepše levkoje in nageljni ter pozdravljali na vse strani. S seboj so pripeljali godbo: veliki maki in potonike so pihali v grahove stroke, da so bili čisto rdeči v obraz. Modri zvončki in mali beli snežni zvončki so cingljali, kakor da bi bili ovešeni s kraguljčki. Kako vesela glasba je bila to! Nato je prišlo še veliko drugih rož in vse so plesale skupaj: modre vijolice in rdeče marjetke, drobne marjetice in šmarnice. In vse rože so se poljubljale med seboj; kako lepo jih je bilo gledati!
Nazadnje so si rože zaželele lahko noč in tudi mala Ida se je potiho vrnila v posteljo, kjer je sanjala o vsem, kar je videla. Ko je naslednje jutro vstala, je brž stekla k mizici pogledat, ali so rože še tam. Odgrnila je zaveso ob posteljici; da, vse so ležale tam, vendar so bile čisto uvele, še veliko bolj kakor včeraj. Sophie je ležala v predalu, kamor jo je položila Ida, in bila je videti zelo zaspana.
»Ali se spomniš, kaj bi mi morala povedati?« je vprašala mala Ida. Sophie pa je gledala prav neumno in ni rekla niti besedice. »Prav nič nisi prijazna,« je rekla Ida, »pa so vendar vse plesale s teboj.« Nato je vzela majhno papirnato škatlico, na kateri so bile narisane lepe ptice, jo odprla in vanjo položila mrtve rože. »To bo vaša lepa krstica,« je rekla, »in ko pozneje prideta moja norveška bratranca, vaju bosta pomagala pokopati na vrtu, da boste poleti spet zrasle in postale še veliko lepše!«
Norveška bratranca sta bila dva živahna dečka, Jonas in Adolph. Oče jima je podaril dva nova loka in prinesla sta ju s seboj, da bi ju pokazala Idi. Povedala jima je o ubogih rožah, ki so umrle, in potem sta jih smela pomagati pokopati. Dečka sta šla spredaj z lokoma na ramenih, mala Ida pa za njima z mrtvimi rožami v lepi škatlici. Na vrtu so izkopali majhen grob. Ida je najprej poljubila rože, jih nato s škatlico vred položila v zemljo, Adolph in Jonas pa sta čez grob izstrelila puščici, saj nista imela ne pušk ne topov.
Izvirnik
Eventyr af Hans Christian Andersen
"Mine stakkels blomster er ganske døde!" sagde den lille Ida. "De var så smukke i aftes, og nu hænger alle bladene visne! Hvorfor gør de det?" spurgte hun studenten, der sad i sofaen; for ham holdt hun så meget af, han kunne de allerdejligste historier og klippede sådanne morsomme billeder: hjerter med små madammer i, der dansede; blomster og store slotte, hvor dørene kunne lukkes op; det var en lystig student! "Hvorfor ser blomsterne så dårlige ud i dag?" spurgte hun igen, og viste ham en hel buket, der var ganske vissen.
"Ja ved du, hvad de fejler!" sagde studenten. "Blomsterne har været på bal i nat, og derfor hænger de med hovedet!"
"Men blomsterne kan jo ikke danse!" sagde den lille Ida.
"Jo," sagde studenten, "når det bliver mørkt og vi andre sover, så springer de lystigt omkring; næsten hver evige nat har de bal!"
"Kan der ingen børn komme med på det bal?"
"Jo," sagde studenten, "småbitte gåseurter og liljekonvaller!"
"Hvor danser de pæneste blomster," spurgte lille Ida. "Har du ikke tit været ude af porten ved det store slot, hvor kongen bor om sommeren, hvor den dejlige have er med de mange blomster? Du har jo set svanerne, der svømmer hen til dig, når du vil give dem brødkrummer. Derude er rigtigt bal, kan du tro!"
"Jeg var der ude i haven i går med min moder!" sagde Ida, "men alle bladene var af træerne, og der var slet ingen blomster mere! hvor er de? I sommer så jeg så mange!"
"De er inde på slottet!" sagde studenten. "Du må vide, at lige så snart kongen og alle hoffolkene flytter herind til byen, så løber blomsterne straks fra haven op på slottet og er lystige. Det skulle du se! De to allersmukkeste roser sætter sig på tronen, og så er de konge og dronning. Alle de røde hanekamme stiller sig op ved siden, og står og bukker, de er kammerjunkere. Så kommer alle de nydeligste blomster, og så er der stort bal, de blå violer forestiller små søkadetter, de danser med hyacinter og krokus, som de kalder frøkener! Tulipanerne og de store gule liljer, det er gamle fruer, de passer på, at der bliver danset net, og at det går pænt til!"
"Men," spurgte lille Ida, "er der ingen, som gør blomsterne noget, fordi de danser på kongens slot?"
"Der er ingen, som rigtigt ved af det!" sagde studenten, "sommetider, om natten, kommer rigtignok den gamle slotsforvalter, der skal passe på der ude, han har et stort knippe nøgler med sig, men så snart blomsterne hører nøglerne rasle, så bliver de ganske stille, skjuler sig bag ved de lange gardiner og stikker hovedet frem. 'Jeg kan lugte, her er nogle blomster inde,' siger den gamle slotsforvalter, men han kan ikke se dem."
"Det er morsomt!" sagde den lille Ida og klappede i hænderne. "Men kunne jeg heller ikke se blomsterne?"
"Jo," sagde studenten, "husk bare på, når du kommer der ud igen, at kigge ind af vinduet, så ser du dem nok. Det gjorde jeg i dag, der lå en lang gul påskelilje i sofaen og strakte sig, det var en hofdame!"
"Kan også blomsterne i den botaniske have komme der ud? Kan de komme den lange vej?"
"Ja, det kan du tro!" sagde studenten, "for når de vil, så kan de flyve. Har du ikke nok set de smukke sommerfugle, de røde, gule og hvide, de ser næsten ud som blomster, det har de også været, de er sprunget af stilken højt op i luften, og har da slået med bladene, ligesom de var små vinger, og så fløj de; og da de førte sig godt op, fik de lov at flyve om også ved dagen, skulle ikke hjem igen, og sidde stille på stilken, og så blev bladene til sidst til virkelige vinger. Det har du jo selv set! Det kan ellers gerne være, at blomsterne inde i den botaniske have aldrig har været ude på kongens slot, eller ved, at der er så lystigt der om natten. Nu skal jeg derfor sige dig noget! så vil han blive så forbavset, den botaniske professor, der bor ved siden af, Du kender ham jo nok? Når du kommer ind i hans have, skal du fortælle én af blomsterne, at der er stort bal ude på slottet, så siger den det igen til alle de andre, og da flyver de af sted; kommer da professoren ud i haven, så er der ikke en eneste blomst, og han kan slet ikke forstå, hvor de er henne."
"Men hvor kan blomsten fortælle det til de andre? Blomsterne kan jo ikke tale!"
"Nej, det kan de rigtignok ikke!" svarede studenten; "men så gør de pantomime! Har du ikke nok set, at når det blæser lidt, så nikker blomsterne, og bevæger alle de grønne blade, det er lige så tydeligt, som om de talte!"
"Kan professoren da forstå pantomime?" spurgte Ida.
"Ja, det kan du tro! Han kom en morgen ned i sin have og så en stor brændenælde stå at gøre pantomine med bladene til en dejlig rød nellike; den sagde, du er så nydelig og jeg holder så meget af dig! men sådan noget kan professoren nu slet ikke lide, og slog straks brændenælden over bladene, for de er dens fingre, men så brændte han sig, og fra den tid tør han aldrig røre ved en brændenælde."
"Det var morsomt!" sagde den lille Ida og lo.
"Er det at bilde barnet sådan noget ind!" sagde den kedelige kancelliråd, der var kommen i visit og sad i sofaen; han kunne slet ikke lide studenten og gnavede alle tider, når han så ham klippe de løjerlige, morsomme billeder: snart en mand, der hang i en galge og holdt et hjerte i hånden, for han var en hjertetyv, snart en gammel heks, der red på en kost og havde sin mand på næsen; det kunne kancelliråden ikke lide, og så sagde han, ligesom nu, "er det noget, at bilde barnet ind! det er den dumme fantasi!"
Men den lille Ida syntes dog, det var så morsomt, hvad studenten fortalte om hendes blomster, og hun tænkte så meget derpå. Blomsterne hang med hovedet, fordi de var trætte af at danse hele natten, de var bestemt syge. Så gik hun med dem hen til alt sit andet legetøj, der stod på et pænt lille bord, og hele skuffen var fuld af stads. I dukkesengen lå hendes dukke, Sophie, og sov, men den lille Ida sagde til hende: "Du må virkelig stå op, Sophie, og tage til takke med at ligge i skuffen i nat, de stakkels blomster er syge, og så må de ligge i din seng, måske de da bliver raske!" og så tog hun dukken op, men den så så tvær ud og sagde ikke et eneste ord, for den var vred, fordi den ikke måtte beholde sin seng.
Så lagde Ida blomsterne i dukkesengen, trak det lille tæppe helt op om dem og sagde, nu skulle de ligge smukt stille, så ville hun koge tevand til dem, at de kunne blive raske og komme op i morgen, og hun trak gardinerne tæt om den lille seng, for at solen ikke skulle skinne dem i øjnene.
Hele aftnen igennem kunne hun ikke lade være at tænke på, hvad studenten havde fortalt hende, og da hun nu selv skulle i seng, måtte hun først hen bag gardinerne, der hang ned for vinduerne, hvor hendes moders dejlige blomster stod, både hyacinter og tulipaner, og så hviskede hun ganske sagte: Jeg ved nok, I skal på bal i nat! men blomsterne lod, som om de ingenting forstod og rørte ikke et blad, men lille Ida vidste nok, hvad hun vidste.
Da hun var kommet i seng, lå hun længe og tænkte på, hvor nydeligt det kunne være at se de dejlige blomster danse derude på kongens slot. "Mon mine blomster virkelig har været med?" Men så faldt hun i søvn. Ud på natten vågnede hun igen, hun havde drømt om blomsterne og studenten, som kancelliråden skændte på og sagde ville bilde hende noget ind. Der var ganske stille i sovekammeret, hvor Ida lå; natlampen brændte henne på bordet, og hendes fader og moder sov.
"Mon mine blomster nu ligger i Sophies seng?" sagde hun ved sig selv, "hvor jeg dog gerne ville vide det!" Hun rejste sig lidt og så hen til døren, der stod halv på klem, derinde lå blomsterne og alt hendes legetøj. Hun lyttede efter, og da var det ligesom om hun hørte, at der blev spillet på klaver inde i stuen, men ganske sagte, og så nydeligt, som hun aldrig før havde hørt det.
"Nu danser vist alle blomsterne derinde!" sagde hun, "oh Gud, hvor jeg dog gerne ville se det!" men hun turde ikke stå op, for så vækkede hun sin fader og moder. "Bare de dog ville komme herind," sagde hun; men blomsterne kom ikke og musikken vedblev at spille så nydeligt, da kunne hun slet ikke lade være, for det var alt for dejligt, hun krøb ud af sin lille seng og gik ganske sagte hen til døren og kiggede ind i stuen. Nej, hvor det var morsomt, hvad hun fik at se!
Der var slet ingen natlampe derinde, men alligevel ganske lyst, månen skinnede gennem vinduet midt ind på gulvet! det var næsten ligesom det kunne være dag. Alle hyacinterne og tulipanerne stod i to lange rækker på gulvet, der var slet ingen flere i vinduet, dér stod tomme potter, nede på gulvet dansede alle blomsterne så nydeligt rundt om hinanden, gjorde ordentlig kæde og holdt hverandre i de lange grønne blade, når de svingede rundt. Men henne ved klaveret sad en stor gul lilje, som lille Ida bestemt havde set i sommer, for hun huskede godt, studenten havde sagt: "Nej, hvor den ligner frøken Line!" men da lo de alle sammen af ham; men nu syntes virkelig Ida også, at den lange gule blomst lignede frøkenen, og den bar sig også ligesådan ad med at spille, snart lagde den sit aflange gule ansigt paa den ene side, snart på den anden, og nikkede takten til den dejlige musik! Slet ingen mærkede den lille Ida. Nu så hun en stor blå krokus hoppe midt op på bordet, hvor legetøjet stod, gå lige hen til dukkesengen og trække gardinerne til side, der lå de syge blomster, men de rejste sig straks op og nikkede ned til de andre at de også ville med at danse. Den gamle røgmand, som underlæben var brækket af, stod op og bukkede for de pæne blomster, de så slet ikke syge ud, de hoppede ned mellem de andre og var så fornøjede.
Det var ligesom om noget faldt ned af bordet, Ida så derhen, det var fastelavnsriset, der sprang ned, det syntes også, at det hørte med til blomsterne. Det var også meget nydeligt, og oveni sad en lille voksdukke, der havde just sådan en bred hat på hovedet, som den kancelliråden gik med. Fastelavnsriset hoppede på sine tre røde træben midt ind imellem blomsterne, og trampede ganske stærkt, for det dansede mazurka, og den dans kunne de andre blomster ikke, fordi de var så lette og kunne ikke trampe.
Voksdukken på fastelavnsriset blev lige med ét stor og lang, snurrede sig rundt oven over papirsblomsterne og råbte ganske højt: "Er det at bilde barnet sådan noget ind! det er den dumme fantasi!" og så lignede voksdukken ganske akkurat kancelliråden med den brede hat, så lige så gul og gnaven ud, men papirsblomsterne slog ham om de tynde ben, og så krøb han sammen igen og blev en lille bitte voksdukke. Det var så morsomt at se! den lille Ida kunne ikke lade være at le. Fastelavnsriset blev ved at danse, og kancelliråden måtte danse med, det hjalp ikke, enten han gjorde sig stor og lang eller blev den lille gule voksdukke med den store, sorte hat. Da bad de andre blomster for ham, især de, der havde ligget i dukkesengen, og så lod fastelavnsriset være. I det samme bankede det ganske stærkt inde i skuffen, hvor Idas dukke, Sophie, lå ved så meget andet legetøj; røgmanden løb hen til kanten af bordet, lagde sig langs ud på sin mave og fik skuffen en lille smule trukket ud. Der rejste Sophie sig op, og så ganske forundret rundt omkring. "Her er nok bal!" sagde hun; "hvorfor er der ingen, der har sagt mig det!"
"Vil du danse med mig?" sagde røgmanden.
"Jo, du er en pæn én at danse med!" sagde hun og vendte ham ryggen. Så satte hun sig på skuffen og tænkte, at nok en af blomsterne ville komme at engagere hende, men der kom ingen, så hostede hun, hm, hm, hm! men alligevel kom der ikke én. Røgmanden dansede så ganske alene, og det var ikke så dårligt!
Da nu ingen af blomsterne syntes at se Sophie, lod hun sig dumpe fra skuffen lige ned på gulvet, så det gav en stor alarm; alle blomsterne kom også løbende hen rundt omkring hende og spurgte, om hun ikke havde slået sig, og de var alle så nydelige imod hende, især blomsterne, der havde ligget hendes seng; men hun havde slet ikke slået sig, og alle Idas blomster sagde tak for den dejlige seng og holdt så meget af hende, tog hende midt hen på gulvet hvor månen skinnede, dansede med hende, og alle de andre blomster gjorde en kreds udenom; nu var Sophie fornøjet! og hun sagde, de måtte gerne beholde hendes seng, hun brød sig slet ikke om at ligge i skuffen.
Men blomsterne sagde: "Du skal have så mange tak, men vi kan ikke leve så længe! i morgen er vi ganske døde; men sig til den lille Ida, at hun skal begrave os ude i haven, hvor kanariefuglen ligger, så vokser vi op igen til sommer og blive meget smukkere!"
"Nej, I må ikke dø!" sagde Sophie, og så kyssede hun blomsterne; i det samme gik salsdøren op, og en hel mængde dejlige blomster kom dansende ind, Ida kunne slet ikke begribe, hvor de var kommet fra, det var bestemt alle blomsterne ude fra kongens slot. Allerforrest gik to dejlige roser, og de havde små guldkroner på, det var en konge og en dronning, så kom de nydeligste levkøjer og nelliker og de hilste til alle sider. De havde musik med, store valmuer og pæoner blæste i ærtebælge så de var ganske røde i hovedet. De blå klokker og de små hvide sommergækker klingede, ligesom de havde bjælder på. Det var en morsom musik. Så kom der så mange andre blomster, og de dansede alle sammen, de blå violer og de røde bellis, gåseurterne og liljekonvallerne. Og alle blomsterne kyssede hinanden, det var nydeligt at se!
Til sidst sagde blomsterne hinanden god nat, saa listede også den lille Ida sig hen i sengen, hvor hun drømte om alt, hvad hun havde set.
Da hun næste morgen kom op, gik hun gesvindt hen til det lille bord, for at se om blomsterne var der endnu, hun trak gardinet til side fra den lille seng, ja, der lå de alle sammen, men de var ganske visne, meget mere end i går. Sophie lå i skuffen, hvor hun havde lagt hende, hun så meget søvnig ud.
"Kan du huske, hvad du skulle sige til mig," sagde den lille Ida, men Sophie så ganske dum ud og sagde ikke et eneste ord. "Du er slet ikke god," sagde Ida, "og de dansede dog alle sammen med dig." Så tog hun en lille papirsæske, der var tegnet nydelige fugle på, den lukkede hun op og lagde de døde blomster i den. "Det skal være eders nydelige ligkiste," sagde hun, "og når siden de norske fætre kommer herhen, så skal de være med at begrave eder ude i haven, at I til sommer kan vokse op og blive endnu meget smukkere.!"
De norske fætre var to raske drenge, de hed Jonas og Adolph; deres fader havde foræret dem to nye flitsbuer, og disse havde de med at vise Ida. Hun fortalte dem om de stakkels blomster, der var døde, og så fik de lov at begrave dem. Begge drengene gik foran med flitsbuerne på skulderen, og den lille Ida bagefter med de døde blomster i den nydelige æske; ude i haven blev gravet en lille grav; Ida kyssede først blomsterne, satte dem så med æsken ned i jorden, og Adolph og Jonas skød med flitsbuer over graven, for de havde ingen geværer eller kanoner.
