O besedilu
So razlike
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 6 min branja
- Obseg
- 5 strani
- Naslov izvirnika
- "Der er forskel"
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
So razlike
Bil je maj in veter je še vedno mrzlo pihal; toda pomlad je že prišla, so govorili grmi in drevesa, polja in travniki; vse je vrvelo od cvetja, celo v živi meji, in prav tam je pomlad sama zagovarjala svojo stvar. Govorila je iz male jablane, z ene same vejice, tako sveže, tako cvetoče, posute z nežnimi rožnatimi popki, ki so se vsak hip hoteli razpreti. Vejica je dobro vedela, kako lepa je, kajti to je v listih, kakor je pri ljudeh v krvi, in zato ni bila prav nič presenečena, ko se je pred njo na cesti ustavila gosposka kočija in je mlada grofica rekla, da je ta jablanova vejica najljubkejše, kar je mogoče videti, da je pomlad sama v svoji najlepši podobi. Vejico so odlomili in grofica jo je držala v svoji nežni roki ter jo senčila s svilenim sončnikom; nato so se odpeljali na grad, kjer so bile visoke dvorane in lične sobane. Bele zavese so plapolale ob odprtih oknih in prekrasne rože so stale v bleščečih prozornih vazah. V eno izmed njih, ki je bila kakor izklesana iz sveže zapadlega snega, so postavili jablanovo vejico med sveže, svetlozelene bukove veje; bilo jo je veselje gledati!
In vejica je postala prevzetna, kar je bilo čisto človeško! Skozi sobane so prihajali najrazličnejši ljudje in glede na svoj ugled so si drznili izražati občudovanje; nekateri niso rekli prav nič, drugi pa vse preveč. Jablanova vejica je spoznala, da so med ljudmi razlike, prav kakor med rastlinami. »Nekatere so za okras, druge za hrano, so pa tudi take, ki bi jih lahko povsem pogrešali,« je menila jablanova vejica. In ker je stala prav ob odprtem oknu, od koder je lahko gledala tako navzdol na vrt kakor daleč na polje, je imela dovolj cvetlic in rastlin, da jih je opazovala in razmišljala o njih! Tam so bile bogate in revne, nekatere celo preveč revne.
»Uboge zavržene rastlinice!« je rekla jablanova vejica. »Res niso vse enake sreče! Kako nesrečne se morajo počutiti, če kaj takega sploh lahko čuti, kakor čutimo jaz in meni podobne; res so velike razlike, a razlike morajo biti, sicer bi bile vendar vse enake!«
Jablanova vejica je z nekakšnim usmiljenjem gledala zlasti eno vrsto cvetlic, ki jih je bilo po poljih in jarkih vse polno; nihče jih ni povezoval v šopke, bile so vse preveč vsakdanje, našel si jih celo med tlakovci, poganjale so kakor najhujši plevel, povrhu pa so imele še tisto grdo ime: hudičev regrat.
»Uboga zaničevana rastlina!« je rekla jablanova vejica. »Sama nisi kriva, da si postala to, kar si, da si tako vsakdanja in da si dobila to ostudno ime! Toda z rastlinami je kakor z ljudmi: razlike morajo biti!«
»Razlike!« je rekel sončni žarek in poljubil cvetočo jablanovo vejico, a poljubil je tudi rumeni hudičev regrat zunaj na polju; vsi bratje sončnega žarka so poljubljali cvetlice, revne prav tako kakor bogate.
Jablanova vejica ni nikoli pomislila na neskončno ljubezen našega Gospoda do vsega, kar živi in se giblje v njem; nikoli ni pomislila, koliko lepega in dobrega je lahko skritega, a ne pozabljenega; toda tudi to je bilo čisto človeško!
Sončni žarek, žarek svetlobe, je vedel bolje: »Ne vidiš daleč, ne vidiš jasno! Kje je tista zavržena rastlinica, ki se ti še posebej smili?« »Hudičev regrat!« je rekla jablanova vejica. »Nikoli ga ne povezujejo v šopke, teptajo ga z nogami, preveč ga je, in ko dozori njegovo seme, leti kakor drobceni kosmi volne čez cesto in se ljudem prijemlje na obleko. Plevel je! A tudi ta mora biti! Res sem zelo hvaležna, da nisem postala ena izmed teh rastlin!«
Čez polje je prišla cela gruča otrok. Najmanjši med njimi je bil tako drobcen, da so ga drugi nosili; ko so ga posadili v travo med rumene cvetlice, se je glasno zasmejal od veselja, brcal z nožicami, se valjal naokrog, trgal samo rumene cvetlice in jih poljubljal v sladki nedolžnosti. Nekoliko večji otroci so odlomili cvetove z votlih stebel, stebla pa upogibali v obročke in jih vtikali drugega v drugega, člen za členom, da je nastala cela veriga; najprej ena za okoli vratu, nato druga, ki so si jo obesili čez ramo in okoli pasu, po prsih in na glavo; prava razkošna oprava iz zelenih verig in verižic. Največji otroci pa so previdno vzeli odcvetelo rastlino, steblo, ki je nosilo puhasto semensko glavico, ta rahli, zračni volneni cvet, pravo malo umetnino, kakor sestavljeno iz najnežnejših peresc, kosmov ali puha; držali so jo pred usti, da bi z enim samim pihljajem odpihnili ves puh. Kdor je to zmogel, je dobil novo obleko, še preden se je leto izteklo, tako je rekla babica.
Zaničevana cvetlica je bila ob tej priložnosti prava prerokinja. »Vidiš!« je rekel sončni žarek. »Vidiš njeno lepoto, vidiš njeno moč!« »Da, za otroke!« je rekla jablanova vejica.
Na polje je prišla stara ženica in s svojim topim nožem brez ročaja razkopala zemljo okoli korenine cvetlice ter jo izpulila; iz nekaterih korenin si bo skuhala kavo, za druge pa bo dobila denar, ko jih bo odnesla lekarnarju za zdravila.
»Lepota je vendar nekaj višjega!« je rekla jablanova vejica. »Samo izbranci pridejo v kraljestvo lepote! Med rastlinami so razlike, prav kakor so razlike med ljudmi!«
Sončni žarek pa je govoril o neskončni Božji ljubezni, ki prežema vse stvarstvo in objema vse, kar živi, in o tem, kako je vse pravično porazdeljeno v času in večnosti!
»No, to je pa vaše mnenje!« je rekla jablanova vejica. V sobano so prišli ljudje in prišla je tudi mlada grofica, tista, ki je jablanovo vejico tako lepo postavila v prozorno vazo, kjer je sijala sončna svetloba. Prinesla je cvetlico ali nekaj podobnega, skrito za tremi ali štirimi velikimi listi, ki jih je držala okoli nje kakor papirnat tulec, da ji ne bi škodil prepih ali piš vetra. Nosila jo je tako previdno, kakor nežne jablanove vejice niso nosili nikoli. Čisto narahlo je zdaj odmaknila velike liste in pokazala se je nežna puhasta semenska glavica rumenega, zaničevanega hudičevega regrata. Njo je tako previdno utrgala, njo je tako skrbno nosila, da ne bi odpihnilo niti ene izmed nežnih pernatih puščic, ki so sestavljale njeno megličasto podobo in so se tako rahlo držale skupaj. Imela jo je celo in čudovito; občudovala je njeno lepo obliko, njeno zračno prosojnost, vso njeno svojevrstno zgradbo, njeno lepoto v trenutku, ko naj bi jo veter raznesel.
»Poglejte vendar, kako čudežno lepo jo je ustvaril naš Gospod!« je rekla. »Naslikala jo bom skupaj z jablanovo vejico; ta je za vse tako neskončno lepa, a tudi tej ubogi cvetlici je naš Gospod na drugačen način podaril prav toliko! Tako različni sta, pa vendar obe otroka v kraljestvu lepote.«
Sončni žarek je poljubil ubogo cvetlico in poljubil je cvetočo jablanovo vejico; zdelo se je, da so njeni cvetni listi ob tem zardeli.
Izvirnik
"Der er forskel"
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Det var i maj måned, vinden blæste endnu koldt; men foråret var der, sagde buske og træer, mark og enge; det myldrede med blomster og det lige op i det levende gærde, og der just talte foråret selv sin sag, det talte fra et lille æbletræ, der var én eneste gren, så frisk, så blomstrende, overdænget med de fine rosenrøde knopper, som var lige ved at åbne sig; den vidste nok selv, hvor køn den var, for det ligger i bladet, som i blodet, og derfor blev den heller ikke overrasket ved at herskabsvognen holdt på vejen foran den, og den unge grevinde sagde, at den æblegren var det yndigste, man kunne se, den var foråret selv i sin dejligste åbenbarelse. Og grenen blev brækket af, og hun holdt den i sin fine hånd og skyggede over den med sin silkeparasol, - og så kørte de til slottet, hvor der var høje sale og pyntelige stuer; klare hvide gardiner flagrede ved de åbne vinduer og dejlige blomster stod i skinnende, gennemsigtige vaser, og i en af disse, den var som skåret ud af nyfalden sne, blev æblegrenen sat mellem friske, lyse bøgegrene; det var en lyst at se den!
Og så blev grenen stolt, og det var jo ganske menneskeligt!
Der kom mange slags folk gennem stuerne og eftersom de gjaldt for, turde de sige deres beundring, og somme sagde slet ingen ting, og somme sagde alt for meget, og æblegrenen forstod, at der var forskel mellem menneskene ligesom imellem væksterne. "Somme er til stads, og somme er til næring, der er også de, som kunne ganske undværes," mente æblegrenen, og da den just var sat ved det åbne vindue, hvorfra den kunne se både ned i haven og ud på marken så havde den blomster og vækster nok til at betragte og tænke over! der stod rige og fattige, nogle alt for fattige.
"Stakkels forkastede urter!" sagde æblegrenen, "der er rigtignok gjort forskel! og hvor de må føle sig ulykkelige, dersom den slags kan føle, som jeg og mine lige kan det; der er rigtignok gjort forskel, men det må der gøres, ellers stod jo alle ens!"
Og æblegrenen så med en slags medlidenhed især på én slags blomster, som der var i mængde af på marker og på grøfter; ingen bandt dem i buket, de var alt for almindelige, ja man kunne finde dem selv imellem brostenene, de skød op som det argeste ukrudt, og så havde de det fæle navn fandens mælkebøtter.
"Stakkels foragtede vækst!" sagde æblegrenen, "du kan ikke gøre ved, at du blev hvad du blev, at du er så almindelig, og at du fik det hæslige navn, du har! men det er med væksterne, som med menneskene, der må være forskel!"
"Forskel!" sagde solstrålen og kyssede den blomstrende æblegren, men kyssede også de gule fandens mælkebøtter ude på marken, alle solstrålens brødre kyssede dem, de fattige blomster, som de rige.
Æblegrenen havde aldrig tænkt over Vorherres uendelige kærlighed mod alt, hvad der lever og røres i ham, den havde aldrig tænkt over hvor meget smukt og godt der kan ligge gemt, men ikke glemt, - men det var jo også ganske menneskeligt!
Solstrålen, lysets stråle vidste det bedre: "Du ser ikke langt, du ser ikke klart! - Hvor er den forkastede urt, den du især beklager?"
"Fandens mælkebøtter!" sagde æblegrenen. "Aldrig bindes de i buket, de trædes med foden, der er for mange af dem og når de løber i frø flyver det i småtskåren uld hen over vejen og hænger folk i klæderne. Ukrudt er det! men det skal der jo også være! - jeg er virkelig meget taknemmelig, at jeg ikke er blevet en af dem!"
Og hen over marken kom en hel skare børn: Det mindste af disse var nu så lillebitte, at det blev båret af de andre; og da det blev sat i græsset mellem de gule blomster, lo det højt af glæde, sparkede med de små ben, væltede sig omkring, plukkede kun de gule blomster og kyssede dem i sød uskyldighed. De noget større børn brød blomsten fra den hule stilk, bøjede denne rundt ind i sig selv, led ved led, en hel kæde blev det; først en til halsen, så en at hænge om skulderen og om livet, på brystet og på hovedet; det var en hel pragt af grønne lænker og kæder; men de største børn tog forsigtig den afblomstrede urt, stilken, der bar dens fnugartede sammensatte frøkrone, denne løse luftige uldblomst, det er et helt lille kunststykke, som af de fineste fjer, fnug eller dun; de holdt den ved munden for i ét pust at afblæse den helt; den, der kunne det, fik nye klæder, før året var omme, havde bedstemoder sagt.
Den foragtede blomst var en hel profet ved denne lejlighed.
"Ser du!" sagde solstrålen, "ser du dens skønhed, ser du dens magt!"
"Ja, for børn!" sagde æblegrenen.
Og der kom ude på marken en gammel kone og gravede med sin stumpede skaftløse kniv ned om blomstens rod og trak den op; nogle af rødderne ville hun koge sig kaffe på, andre ville hun få penge for, idet hun bragte apotekeren dem til lægedom.
"Skønhed er dog noget højere!" sagde æblegrenen. "Kun de udvalgte kommer i det skønnes rige! der er forskel mellem væksterne, ligesom der er forskel mellem menneskene!"
Og solstrålen talte om den uendelige kærlighed hos Gud gennem alt det skabte og for alt, hvad der har liv, og om den lige fordeling af alt i tid og evighed!
"Ja det er nu deres mening!" sagde æblegrenen.
Og der kom folk i stuen, og den unge grevinde kom, hun, som havde stillet æblegrenen så smukt, i den gennemsigtige vase hvor sollyset strålede; og hun bragte en blomst eller hvad det nu var, det skjultes af tre, fire store blade, der ligesom et kræmmerhus blev holdt rundt om det, for at ingen træk eller vindpust skulle komme til at gøre det skade og så forsigtig blev det båret, som aldrig den fine æblegren var blevet det. Ganske lempeligt kom nu de store blade bort og man så den fine fnuggede frøkrone af den gule foragtede fandens mælkebøtte. Den var det, hun så forsigtig havde plukket, så omhyggelig bar, for at ikke en af de fine fjerpile, der danner dens tågeskikkelse og sidder så løse, skal blæse af. Hel og herlig havde hun den; og hun beundrede dens skønne form, dens luftige klarhed, dens hele særegne sammensætning, dens skønhed, idet den skulle vejres hen for vinden.
"Se dog, hvor forunderlig dejlig Vorherre har gjort den!" sagde hun. "Jeg vil male den med æblegrenen; den er nu så uendelig dejlig for alle, men også denne fattige blomst har af Vorherre lige så meget på en anden måde! så forskellige er de og dog begge børn i skønhedens rige."
Og solstrålen kyssede den fattige blomst, og den kyssede den blomstrende æblegren, dens blade syntes at rødme derved.
Nadaljuj z branjem
