O besedilu
Babica
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 3 min branja
- Obseg
- 3 strani
- Naslov izvirnika
- Bedstemoder
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Babica
Babica je tako stara, ima toliko gub in čisto bele lase, njene oči pa se svetijo kakor dve zvezdi, še mnogo lepše so, tako mile, tako blagodejno je pogledati vanje. In pozna najlepše zgodbe, pa obleko ima z velikimi, velikimi cvetovi, iz nekakšne debele svile je, ki šelesti. Babica toliko ve, saj je živela že davno pred očetom in materjo, to je čisto res! Babica ima cerkveno pesmarico z debelimi srebrnimi zaponkami in pogosto bere iz nje; sredi knjige leži vrtnica, čisto ploščata in suha je, ni tako lepa kakor vrtnice, ki jih ima v kozarcu, pa vendar se ji babica nadvse ljubeznivo smehlja, celo solze ji stopijo v oči. Le zakaj babica tako gleda uvelo vrtnico v stari knjigi? Ali veš? Vsakič, ko babičine solze padejo na cvet, postane njegova barva bolj sveža, vrtnica se razpre in vso sobo napolni vonj, stene se razblinijo, kakor da bi bile le meglice, in vse naokrog je zeleni, lepi gozd, kjer sonce sije skozi listje, babica pa – da, čisto mlada je, prelepo dekle s svetlimi kodri, z rdečimi, okroglimi lici, lepa in ljubka, nobena vrtnica ni bolj sveža, toda oči, tiste mile, blage oči, te so še vedno babičine. Ob njej sedi moški, tako mlad, krepak in lep; poda ji vrtnico in ona se nasmehne – saj se babica vendar ne smehlja tako! – pač, nasmeh se ji zariše na obrazu. Njega ni več; mimo se zvrsti mnogo misli in mnogo podob; lepega moškega ni več, vrtnica leži v pesmarici, babica pa – da, spet sedi tam kot stara žena in gleda uvelo vrtnico, ki leži v knjigi.
Zdaj je babica umrla. – Sedela je v naslanjaču in pripovedovala dolgo, dolgo, čudovito zgodbo: »In zdaj je je konec,« je rekla, »jaz pa sem čisto utrujena, pustite me, da malo zaspim.« Potem se je naslonila nazaj in dihala, spala je; a postajalo je vse tišje in tišje in njen obraz je bil tako poln miru in sreče, kakor da bi ga obsijalo sonce, in potem so rekli, da je umrla.
Položili so jo v črno krsto, ležala je zavita v belo platno, tako lepa je bila, čeprav je imela oči zaprte, a vse gube so izginile in na ustnicah ji je počival nasmeh; njeni lasje so bili tako srebrno beli, tako častitljivi, da se človek ob pogledu na umrlo ni prav nič prestrašil, saj je bila to vendar ljuba, dobrosrčna babica. In pod glavo so ji položili pesmarico, tako je sama želela, v stari knjigi pa je ležala vrtnica; in potem so babico pokopali.
Na grobu, tik ob cerkvenem zidu, so zasadili rožni grm in ves je bil poln cvetov, nad njim je pel slavec, iz cerkve pa so se oglašale orgle in igrale najlepše cerkvene pesmi iz knjige pod glavo umrle. In luna je sijala naravnost na grob; toda umrle ni bilo tam; vsak otrok bi lahko ponoči brez strahu prišel tja in utrgal vrtnico ob pokopališkem zidu. Kdor je umrl, ve več kakor vsi mi živi, umrli poznajo strah, ki bi ga občutili ob nečem tako nenavadnem, kot bi bil njihov prihod med nas; umrli so boljši od vseh nas in zato ne prihajajo. Nad krsto je zemlja, tudi v njej je zemlja. Pesmarica s svojimi listi je prah, vrtnica z vsemi svojimi spomini se je sesula v prah; a zgoraj cvetijo nove vrtnice, zgoraj poje slavec in orgle igrajo; človek se spominja stare babice z milimi, večno mladimi očmi. Oči nikoli ne umrejo! Naše jo bodo nekoč videle, mlado in lepo, kakršna je bila, ko je prvič poljubila svežo, rdečo vrtnico, ki je zdaj prah v grobu.
Izvirnik
Bedstemoder
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Bedstemoder er så gammel, hun har så mange rynker og et ganske hvidt hår, men hendes øjne de skinner ligesom to stjerner, ja de er meget smukkere, de er så milde, så velsignede at se ind i. Og så kan hun de dejligste historier, og hun har en kjole med store, store blomster, det er sådant noget tykt silketøj, det rasler. Bedstemoder ved så meget, for hun har levet længe førend fader og moder, det er ganske vist! Bedstemoder har en salmebog med tykke spænder af sølv, og i den læser hun tit; midt i den ligger en rose, den er ganske flad og tør, den er ikke så smuk som roserne, hun har i glasset, og dog smiler hun allervenligst til den, ja der kommer tårer i hendes øjne. Hvorfor mon bedstemoder således ser på den visne rose i den gamle bog? Ved du det? Hver gang bedstemoders tårer falder på blomsten, da bliver farven friskere, da svulmer rosen og hele stuen fyldes med duft, væggene synker, som var de kun tåger, og rundt om er det den grønne, den dejlige skov, hvor solen skinner ind mellem bladene, og bedstemoder – ja, hun er ganske ung, hun er en dejlig pige med gule lokker, med røde, runde kinder, smuk og yndig, ingen rose er mere frisk, dog øjnene, de milde, velsignede øjne, jo det er endnu bedstemoders. Ved hendes side sidder en mand, så ung, kraftig og smuk; han rækker hende rosen og hun smiler, – således smiler dog ikke bedstemoder! – jo, smilet kommer. Han er borte; der går mange tanker og mange skikkelser forbi; den smukke mand er borte, rosen ligger i salmebogen, og bedstemoder – ja, hun sidder der igen, som en gammel kone og ser på den visne rose, der ligger i bogen.
Nu er bedstemoder død. – Hun sad i lænestolen og fortalte en lang, lang dejlig historie: "Og nu er den ude," sagde hun, "og jeg ganske træt, lad mig nu sove lidt." Og så lagde hun sig tilbage og hun trak vejret, hun sov; men det blev mere og mere stille, og hendes ansigt var så fuldt af fred og lykke, det var ligesom der gik solskin over det, og så sagde de, hun var død.
Hun blev lagt i den sorte kiste, hun lå svøbt i det hvide linned, hun var så smuk, og dog var øjnene lukkede, men alle rynkerne var borte, hun lå med smil om munden; hendes hår var så sølvhvidt, så ærværdigt, man blev slet ikke bange ved at se på den døde, det var jo den søde, ejegode bedstemoder. Og salmebogen blev lagt under hendes hoved, det havde hun selv forlangt, og rosen lå i den gamle bog; og så begravede de bedstemoder.
På graven, tæt under kirkemuren, plantede de et rosentræ, og det stod fuldt med blomster, og nattergalen sang over det, og inde fra kirken spillede orglet de smukkeste salmer, der stod i bogen under den dødes hoved. Og månen skinnede lige ned på graven; men den døde var der ikke; ethvert barn kunne ved nattetid roligt gå hen og plukke en rose der ved kirkegårdsmuren. En død ved mere, end alle vi levende ved, den døde kender den angst vi vil føle for noget så sælsomt, som det, at de kom til os; de døde er bedre end vi alle, og så kommer de ikke. Der er jord over kisten, der er jord inden i den. Salmebogen med dens blade er støv, rosen med alle sine erindringer er falden i støv; men ovenfor blomstrer nye roser, ovenfor synger nattergalen, og orglet spiller; man tænker på den gamle bedstemoder med de milde, evig unge øjne. Øjne kan aldrig dø! vore skal engang se hende, ung og smuk, som da hun første gang kyssede den friske, røde rose, der nu er støv i graven.
Nadaljuj z branjem
