Waltey
Vrtnica s Homerjevega groba
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Vrtnica s Homerjevega groba
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 3 min branja
- Obseg
- 2 strani
- Naslov izvirnika
- En rose fra Homers grav
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Vrtnica s Homerjevega groba
V vseh pesmih Vzhoda zveni slavčeva ljubezen do vrtnice; v tihih, zvezdnatih nočeh krilati pevec svoji dišeči cvetlici poje podoknico.
Nedaleč od Smirne, pod visokimi platanami, kjer trgovec žene svoje otovorjene kamele, ki ponosno dvigajo dolge vratove in nerodno stopajo po sveti zemlji, sem zagledal cvetočo živo mejo iz vrtnic. Med vejami visokih dreves so letali divji golobi in njihove peruti so se zalesketale kakor biserovina, ko je čeznje zdrsnil sončni žarek.
Na rožni meji je bil en cvet lepši od vseh drugih in njemu je slavec pel o svoji ljubezenski bolečini; toda vrtnica je molčala, na njenih venčnih listih ni bilo niti kapljice rose, ki bi bila kakor solza sočutja. Skupaj z vejo se je nagibala nad nekaj velikih kamnov.
»Tu počiva največji pevec sveta!« je rekla vrtnica. »Nad njegovim grobom bom dehtela, po njem bom trosila svoje venčne liste, ko jih bo vihar odtrgal! Pevec Iliade je postal prst v tej zemlji, iz katere rastem! – Jaz, vrtnica s Homerjevega groba, sem presveta, da bi cvetela za ubogega slavca!«
In slavec je pel, dokler ni umrl. Prišel je gonjač kamel s svojimi otovorjenimi kamelami in črnimi sužnji; njegov mali sin je našel mrtvo ptico in malega pevca pokopal v grob velikega Homerja; vrtnica pa je trepetala v vetru. Prišel je večer, vrtnica je tesneje zložila svoje venčne liste in sanjala – da je lep sončen dan; prišla je skupina tujih, frankovskih mož, ki so priromali na Homerjev grob; med tujci je bil pevec s Severa, iz dežele meglic in severnega sija; odtrgal je vrtnico, jo trdno stisnil med strani knjige in jo tako odnesel s seboj na drugo celino, v svojo daljno domovino. In vrtnica je od žalosti ovenela ter ležala utesnjena v knjigi, ki jo je doma odprl in rekel: »Tu je vrtnica s Homerjevega groba.«
To je sanjala cvetlica, nato pa se je prebudila in zadrhtela v vetru; kapljica rose je z njenih venčnih listov padla na pevčev grob. Sonce je vzšlo, dan je postal vroč in vrtnica je žarela lepše kot prej, bila je v svoji topli Aziji. Tedaj so se zaslišali koraki, prišli so tuji Franki, prav takšni, kakršne je vrtnica videla v sanjah, in med njimi je bil pesnik s Severa; odtrgal je vrtnico, ji vtisnil poljub na sveže ustnice in jo odnesel s seboj v deželo meglic in severnega sija.
Kakor mumija počiva zdaj mrtvi cvet v njegovi Iliadi in kakor v sanjah sliši, kako odpira knjigo in govori: »Tu je vrtnica s Homerjevega groba!«
Izvirnik
En rose fra Homers grav
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
I alle orientens sange klinger nattergalens kærlighed til rosen; i de tavse, stjerneklare nætter bringer den bevingede sanger sin duftende blomst en serenade.
Ikke langt fra Smyrna, under de høje plataner, hvor købmanden driver sine belæssede kameler, der hæver stolt deres lange hals og træder klodset på en jord, som er hellig, så jeg en blomstrende rosenhæk, vilde duer fløj mellem de høje træers grene, og deres vinger skinnede, idet en solstråle gled hen over dem, som var de et perlemor.
På rosenhækken var en blomst blandt dem alle skønnest, og for den sang nattergalen sin kærligheds smerte; men rosen var tavs, ikke en dugdråbe lå, som en medlidenheds tåre, på dens blade, den bøjede sig med grenen hen over nogle store sten.
"Her hviler Jordens største sanger!" sagde rosen, "over hans grav vil jeg dufte, på den vil jeg strø mine blade, når stormen river dem af! Iliadens sanger blev jord i denne jord, hvorfra jeg spirer! – jeg, en rose fra Homers grav, er for hellig til at blomstre for den fattige nattergal!"
Og nattergalen sang sig til døde.
Kameldriveren kom med sine belæssede kameler og sine sorte slaver; hans lille dreng fandt den døde fugl, den lille sanger jordede han i den store Homers grav; og rosen bævede i vinden. Aftnen kom, rosen foldede sine blade tættere og drømte – at det var en dejlig solskinsdag; en skare fremmede, frankiske mænd kom, en pilgrimsrejse havde de gjort til Homers grav; blandt de fremmede var en sanger fra Norden, fra tågernes og nordlysenes hjem; han brød rosen af, pressede den fast i en bog og førte den således med sig til en anden verdensdel, til sit fjerne fædreland. Og rosen visnede af sorg og lå i den snævre bog, som han åbnede i sit hjem, og han sagde: "Her er en rose fra Homers grav."
Se det drømte blomsten, og den vågnede og gøs i vinden; en dugdråbe faldt fra dens blade på sangerens grav, og solen stod op, dagen blev hed, og rosen blussede skønnere end før, den var i sit varme Asien. Da lød fodtrin, der kom fremmede frankerer, som rosen havde set dem i sin drøm, og mellem de fremmede var en digter fra Norden; han brød rosen af, trykkede et kys på dens friske mund og førte den med sig til tågernes og nordlysenes hjem.
Som en mumie hviler nu blomsterliget i hans Iliade, og som i drømme hører den ham åbne bogen og sige: "Her er en rose fra Homers grav!"
Nadaljuj z branjem
