Zvon | Waltey

Prevod

Ob večerih je v ozkih ulicah velikega mesta, ko je sonce zahajalo in so oblaki zgoraj med dimniki žareli kakor zlato, zdaj ta zdaj oni pogosto zaslišal nenavaden zvok, podoben glasu cerkvenega zvona. A slišati ga je bilo le za hip, saj so vozovi tako ropotali in ljudje tako vpili, da so ga preglasili. »Zdaj zvoni večerni zvon!« so govorili. »Zdaj sonce zahaja!«

Tisti, ki so šli iz mesta, tja, kjer so hiše stale bolj narazen, obdane z vrtovi in majhnimi njivami, so videli večerno nebo v še večjem sijaju in veliko razločneje slišali zvonjenje. Zdelo se je, kakor da zvok prihaja iz cerkve globoko v tihem, dišečem gozdu; ljudje so se ozirali tja in prevzelo jih je slovesno občutje. Tako je minilo precej časa, pa je eden rekel drugemu: »Ali je tam v gozdu nemara kakšna cerkev? Ta zvon ima vendar tako nenavaden, prelep glas. Kaj če bi šli tja in si stvar pobliže ogledali?« In bogati so se odpeljali, revni pa odpravili peš, toda pot se jim je zdela nenavadno dolga. Ko so prišli do gruče vrb, ki so rasle ob gozdnem robu, so sedli podnje, gledali v dolge veje in mislili, da so zdaj zares sredi zelenja. Iz mesta je prišel slaščičar in tam postavil svoj šotor, potem pa je prišel še en slaščičar in tik nad svojim šotorom obesil zvon; zvon je bil premazan s katranom, da bi kljuboval dežju, manjkal pa mu je kembelj. Ko so se ljudje vračali domov, so govorili, da je bilo tako romantično, to pa pomeni nekaj, kar daleč presega pitje čaja. Trije so zatrjevali, da so prodrli v gozd prav do njegovega konca in ves čas slišali nenavadno zvonjenje, vendar se jim je tam zdelo, kakor da prihaja iz mesta. Eden je o tem napisal celo pesem in dejal, da zvon zveni kakor materin glas, ki govori ljubemu, bistremu otroku; nobena melodija ni lepša od njegovega glasu.

Tudi cesar te dežele je postal pozoren na to in obljubil, da bo tisti, ki bo zares odkril, od kod prihaja zvok, dobil naslov »svetovni zvonar«, četudi se izkaže, da sploh ne gre za zvon.

Zdaj se je zaradi obeta dobrega zaslužka mnogo ljudi odpravilo v gozd, toda le eden se je vrnil z nekakšno razlago. Nihče ni prišel dovolj globoko vanj, tudi on ne, vendar je trdil, da zvonjenje prihaja od zelo velike sove v votlem drevesu. To naj bi bila nekakšna modra sova, ki nenehno udarja z glavo ob drevo; ali zvok prihaja iz njene glave ali iz votlega debla, pa še ni mogel z gotovostjo povedati. Tako so ga imenovali za svetovnega zvonarja in vsako leto je napisal kratko razpravo o sovi, toda ljudje zato niso vedeli nič več kakor prej.

Napočil je ravno dan konfirmacije. Pastor je govoril tako lepo in prisrčno, konfirmandi pa so bili globoko ganjeni. Zanje je bil to pomemben dan: iz otrok so se naenkrat spremenili v odrasle ljudi in otroška duša naj bi zdaj nekako preletela v razumnejše bitje. Sonce je prekrasno sijalo, konfirmandi so se odpravili iz mesta in iz gozda je z nenavadno močjo zazvenel veliki neznani zvon. Pri priči jih je obšla silna želja, da bi šli tja, vse razen treh. Ena je morala domov pomerit plesno obleko, saj sta bila prav ta obleka in ta ples razlog, da je šla h konfirmaciji že tokrat, sicer je še ne bi bilo med njimi. Drugi je bil reven deček, ki si je obleko za konfirmacijo in škornje izposodil pri sinu svojega stanodajalca in jih je moral vrniti ob določeni uri. Tretji pa je rekel, da nikoli ne gre v neznan kraj brez staršev in da je bil vedno priden otrok, kar hoče ostati tudi kot konfirmand, in iz tega se vendar ne smejo norčevati! A so se vseeno.

Ti trije torej niso šli zraven, drugi pa so jo ubrali naprej. Sonce je sijalo in ptice so pele, konfirmandi so peli z njimi in se držali za roke, saj še niso imeli služb in so bili pred Gospodom vsi zgolj konfirmandi.

Toda kmalu sta se dva izmed najmanjših utrudila in se vrnila v mesto. Dve deklici sta sedli in začeli plesti vence, pa tudi nista šli naprej. Ko so drugi prišli do vrb, kjer je imel slaščičar svoj šotor, so rekli: »No, pa smo tu! Saj zvona pravzaprav sploh ni, vse to si ljudje samo domišljajo!«

Prav tedaj pa je globoko v gozdu zvon zazvenel tako milo in slovesno, da se jih je štiri ali pet vendarle odločilo iti še nekoliko dlje vanj. Gozd je bil tako gost, tako bujno olistan, da se je bilo zares težko prebijati naprej. Dišeča perla in vetrnice so rasle skoraj previsoko, cvetoči slak in robidove vitice so visele v dolgih girlandah od drevesa do drevesa, kjer je pel slavec in so se poigravali sončni žarki. Oh, kako blaženo je bilo vse to, toda za dekleta to ni bila primerna pot, saj bi si raztrgala obleke. Naokrog so ležale velike skale, porasle z mahom vseh barv, sveža studenčnica je vrela iz tal in pri tem nenavadno žuborela, kakor da govori: »Klok, klok!«

»Kaj pa, če je to zvon?« je rekel eden izmed konfirmandov, legel na tla in prisluhnil. »To je treba temeljito preučiti!« In tako je ostal tam, druge pa pustil naprej.

Prišli so do hišice iz lubja in vej. Nad njo se je nagibalo veliko drevo z divjimi jabolki, kakor da bi hotelo ves svoj blagoslov stresti na streho, poraslo s cvetočimi vrtnicami. Dolge veje so segale prav čez zatrep in na njem je visel majhen zvon. Je bil to tisti, ki so ga slišali? Da, o tem so se strinjali vsi razen enega. Ta je dejal, da je zvon premajhen in njegov glas prenežen, da bi ga bilo mogoče slišati tako daleč, kakor so ga slišali oni, in da človeško srce tako ganejo povsem drugačni toni. Tisti, ki je to govoril, je bil kraljevi sin, zato so drugi rekli: »Takšen bi bil pač vedno rad pametnejši od vseh.«

Pustili so ga torej, da je šel sam, in bolj ko je hodil, bolj mu je prsi napolnjevala gozdna samota. Še vedno pa je slišal mali zvon, s katerim so bili drugi tako zadovoljni, in včasih, kadar je veter pihal od slaščičarjevega šotora, je slišal tudi petje ljudi ob čaju. Toda globoki udarci zvona so zveneli še močneje; kmalu se je zdelo, kakor da jih spremljajo orgle. Zvok je prihajal z leve, s tiste strani, kjer je srce.

Tedaj je zašumelo v grmovju in pred kraljevim sinom je stal deček v coklah in tako kratkem suknjiču, da se je prav dobro videlo, kako dolga zapestja ima. Poznala sta se: deček je bil prav tisti konfirmand, ki ni mogel z njimi, ker je moral domov vrnit suknjič in škornje stanodajalčevemu sinu. To je opravil, potem pa se je v coklah in svojih ubožnih oblačilih sam odpravil na pot, kajti zvon je zvenel tako mogočno, tako globoko, da je preprosto moral tja.

»Potem greva lahko skupaj!« je rekel kraljevi sin. Toda revni konfirmand v coklah je bil zelo sramežljiv. Vlekel je za kratke rokave suknjiča in rekel, da se boji, da ne bi mogel tako hitro hoditi z njim; poleg tega je menil, da je treba zvon iskati na desni, saj je tam mesto vsemu velikemu in veličastnemu.

»Potem se pa sploh ne bova srečala!« je rekel kraljevi sin in pokimal revnemu dečku, ki je odšel v najtemnejši, najgostejši del gozda, kjer mu je trnje trgalo ubožno obleko ter do krvi praskalo obraz, roke in noge. Tudi kraljevi sin je staknil nekaj krepkih prask, toda na njegovo pot je vendar sijalo sonce, in zdaj bomo spremljali njega, kajti bil je pogumen fant.

»Zvon hočem in moram najti!« je rekel. »Pa če moram zato iti na konec sveta!« Zoprne opice so sedele visoko na drevesih in se mu režale z vsemi zobmi. »Naj ga obmetavamo?« so govorile. »Naj ga obmetavamo? Kraljevi sin je!«

On pa je neustrašno stopal globlje in globlje v gozd, kjer so rasle najčudovitejše cvetlice: bele zvezdaste lilije s krvavo rdečimi prašničnimi nitmi, nebesno modri tulipani, ki so se lesketali v vetru, in jablane, katerih jabolka so bila videti natanko kakor veliki, bleščeči milni mehurčki. Pomislite le, kako so se morala ta drevesa svetiti v soncu! Okrog najlepših zelenih trat, kjer sta se v travi igrala jelen in košuta, so rasli veličastni hrasti in bukve, in če je kateremu drevesu razpokalo lubje, so v razpoki pognale trava in dolge vitice. Bili so tudi obširni gozdni predeli s tihimi jezeri, po katerih so plavali beli labodi in zamahovali s perutmi. Kraljevi sin se je pogosto ustavil in prisluhnil. Večkrat se mu je zazdelo, da mu zvon zveni iz katerega teh globokih jezer, potem pa je vendarle spoznal, da ne prihaja od tam, temveč iz še večjih gozdnih globin.

Zdaj je sonce zahajalo, nebo je žarelo rdeče kakor ogenj, v gozdu je postalo tiho, tako tiho, in on je pokleknil, zapel svojo večerno hvalnico in rekel: »Nikoli ne bom našel tega, kar iščem! Zdaj sonce zahaja, zdaj prihaja noč, temna noč; pa vendar bom morda še enkrat lahko videl okroglo, rdeče sonce, preden povsem potone za zemljo. Povzpel se bom na tiste skale, ki segajo tako visoko kakor največja drevesa!«

Oprijemal se je vitic in korenin ter plezal po mokrih skalah, kjer so se zvijale vodne kače in je krastača kakor lajala nanj; vendar je prišel na vrh, še preden je sonce, gledano s te višine, povsem zašlo. Oh, kakšen sijaj! Morje, veliko, veličastno morje, ki je svoje dolge valove valilo proti obali, se je razprostiralo pred njim, in sonce je stalo kakor velik, bleščeč oltar tam daleč, kjer sta se stikala morje in nebo. Vse se je zlivilo v žarečih barvah, gozd je pel in morje je pelo in njegovo srce je pelo z njima. Vsa narava je bila velika, sveta cerkev, v kateri so bila drevesa in plavajoči oblaki stebri, cvetje in trava tkano žametno pregrinjalo, nebo samo pa velika kupola. Tam zgoraj so rdeče barve ugasnile, ko je sonce izginilo, toda prižgalo se je na milijone zvezd, zasijalo je na milijone diamantnih svetilk. Kraljevi sin je razprostrl roke proti nebu, proti morju in gozdu, in prav tedaj je iz desne stranske ladje prišel revni konfirmand v kratkih rokavih in coklah. Po svoji poti je prišel tja prav tako zgodaj kakor on. Stekla sta si naproti in se prijela za roke v veliki cerkvi narave in poezije, nad njima pa je zvenel nevidni sveti zvon in blaženi duhovi so plesaje lebdeli okrog njega ob radostni aleluji!

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

Om aftnen i de snævre gader i den store by, når solen gik ned og skyerne skinnede som guld oppe mellem skorstenene, hørte tit snart den ene snart den anden en underlig lyd, ligesom klangen af en kirkeklokke, men det var kun et øjeblik den hørtes, for der var sådan en rumlen med vogne og sådan en råben og det forstyrrer. "Nu ringer aftenklokken!" sagde man, "nu går solen ned!"

De, som gik uden for byen, hvor husene lå længere fra hinanden med haver og små marker, så aftenhimlen endnu prægtigere og hørte langt stærkere klangen af klokken, det var som kom lyden fra en kirke dybt inde i den stille, duftende skov; og folk så derhen, og blev ganske højtidelige. -

Nu gik mange tider, den ene sagde til den anden: "Mon der er en kirke derude i skoven? Den klokke har dog en underlig, dejlig klang, skal vi ikke tage derud og se lidt nærmere på den." Og de rige folk de kørte og de fattige de gik, men vejen blev dem så underlig lang, og da de kom til en hel del piletræer, der voksede ved udkanten af skoven, så satte de sig der og så op i de lange grene og troede, at de var rigtigt i det grønne; konditoren inde fra byen kom derud og slog sit telt op, og så kom der nok en konditor og han hang en klokke op lige over sit telt, og det en klokke, som var tjæret for at kunne tåle regnen, og kneblen manglede. Når så folk tog hjem igen, sagde de at det havde været så romantisk, og det betyder noget ganske uden for tevand. Tre personer forsikrede, at de var trængt ind i skoven lige til hvor den endte, og de havde altid hørt den underlige klokkeklang, men det var der for dem ligesom den kom inde fra byen; den ene skrev en hel vise derom og sagde, at klokken klang som en moders stemme til et kært klogt barn, ingen melodi var dejligere end klokkens klang.

Landets kejser blev også opmærksom derpå og lovede, at den som ret kunne opdage hvorfra lyden kom, skulle få titel af "Verdensklokker" og det selv om det ikke var en klokke.

Nu gik da mange til skoven for det gode levebrøds skyld, men der var kun én, som kom hjem med en slags forklaring, ingen havde været dybt nok inde, og han da ikke heller, men han sagde dog at klokkelyden kom fra en meget stor ugle i et hult træ, det var sådan en visdomsugle, som idelig slog sit hoved mod træet, men om lyden kom fra dens hoved eller fra den hule stamme, det kunne han ikke endnu med bestemthed sige, og så blev han ansat som Verdensklokker og skrev hvert år en lille afhandling om uglen; men lige meget vidste man.

Nu var det just en konfirmationsdag, præsten havde talt så smukt og inderligt; konfirmanderne havde været så bevægede, det var en vigtig dag for dem, de blev fra børn med ét til voksne mennesker, barnesjælen skulle nu ligesom flyve over i en forstandigere person. Det var det dejligste solskin, konfirmanderne gik ud af byen, og fra skoven klang forunderlig stærkt den store ubekendte klokke. De fik lige straks sådan en lyst til at komme der, og det alle på tre nær, den ene af dem skulle hjem og prøve sin balkjole, for det var just den kjole og det bal, der var skyld i, at hun var blevet konfirmeret denne gang, for ellers var hun ikke kommet med; den anden var en fattig dreng, som havde lånt sin konfirmationskjole og støvlerne hos værtens søn og dem måtte han levere af på bestemt klokkeslæt; den tredje sagde, at han aldrig gik noget fremmed sted, uden hans forældre var med, og at han altid havde været et artigt barn og det ville han forblive, selv som konfirmand, og det skal man ikke gøre nar af! - men det gjorde de.

Tre af dem gik altså ikke med; de andre travede af sted; solen skinnede og fuglene sang og konfirmanderne sang med og holdt hinanden i hænderne, for de havde jo ikke fået embeder endnu og var alle konfirmander for Vorherre.

Men snart blev to af de mindste trætte og så vendte de to om til byen igen; to småpiger satte sig og bandt kranse, de kom heller ikke med, og da de andre nåede piletræerne, hvor konditoren boede, så sagde de: "Se så, nu er vi herude; klokken er jo egentlig ikke til, den er bare sådant noget man bilder sig ind!"

Da lød i det samme dybt i skoven klokken så sødt og højtideligt, at fire, fem bestemte sig til dog at gå noget længere ind i skoven. Den var så tæt, så løvfuld, det var ordentligt besværligt at komme frem, skovmærker og anemoner voksede næsten alt for højt, blomstrende konvolvolus og brombærranker hang i lange guirlander fra træ til træ, hvor nattergalen sang og solstrålerne legede; oh det var så velsignet, men det var ingen vej at gå for pigerne, de ville fået klæderne revet itu. Der lå store klippeblokke begroede med mos af alle farver, det friske kildevand piblede frem og underligt sagde det ligesom "kluk, kluk!"

"Det skulle dog ikke være klokken"! sagde en af konfirmanderne, og lagde sig ned og hørte efter. "Det må man rigtigt studere"! og så blev han og lod de andre gå.

De kom til et hus af bark og grene, et stort træ med vilde æbler hældede sig hen over det, som ville det ryste hele sin velsignelse ud over taget, der blomstrede med roser; de lange grene lå lige hen om gavlen, og på den hang en lille klokke. Skulle det være den, man havde hørt. Ja, derom var de alle enige, på én nær, han sagde, at den klokke var for lille og fin til at kunne høres så langt borte, som de havde hørt den, og at det var ganske andre toner, som således rørte et menneskehjerte; han som talte var en kongesøn, og så sagde de andre "sådan én ville nu altid være klogere."

Så lod de ham gå alene, og alt som han gik blev hans bryst mere og mere opfyldt af skovensomheden; men endnu hørte han den lille klokke, som de andre var så fornøjede med, og imellem, når vinden bar fra konditoren, kunne han også høre, hvorledes der blev sunget til tevand; men de dybe klokkeslag lød dog stærkere, det var snart ligesom et orgel spillede dertil, lyden kom fra venstre, fra den side, på hvilken hjertet sidder.

Nu raslede det i busken og der stod en lille dreng foran kongesønnen, en dreng i træsko og med en trøje så kort, at man ret kunne se hvor lange håndled han havde. De kendte begge hinanden, drengen var just den af konfirmanderne, som ikke kunne komme med, fordi han skulle hjem og levere trøje og støvler af til værtens søn; det havde han gjort og var nu i træsko og de fattige klæder gået af sted alene, thi klokken klang så stærkt, så dybt, han måtte derud.

"Så kan vi jo gå sammen"! sagde kongesønnen. Men den fattige konfirmand med træskoene var ganske undselig, han trak på de korte trøjeærmer og sagde: Han var bange for, at han ikke kunne gå så rask med, desuden mente han, at klokken måtte søges til højre, thi den plads havde jo alt stort og herligt.

"Ja, så mødes vi slet ikke"! sagde kongesønnen og nikkede til den fattige dreng, der gik ind i den mørkeste, mest tætte del af skoven, hvor tornene rev hans fattige klæder itu og ansigt, hænder og fødder til blods. Kongesønnen fik også nogle gode rifter, men solen skinnede dog på hans vej, og det er ham vi nu følger med, for en rask knøs var han.

"Klokken vil og må jeg finde"! sagde han, "om jeg så skal gå til verdens ende"!

De ækle abekatte sad oppe i træerne og grinede med alle deres tænder. "Skal vi dænge ham"! sagde de; "skal vi dænge ham; han er en kongesøn"!

Men han gik ufortrøden dybere og dybere ind i skoven, hvor der voksede de forunderligste blomster, der stod hvide stjerneliljer med blodrøde støvtråde, himmelblå tulipaner, som gnistrede i vinden, og æbletræer, hvor æblerne ganske og aldeles så ud som store skinnende sæbebobler, tænk bare hvor de træer måtte stråle i solskinnet. Rundt om de dejligste grønne enge, hvor hjort og hind legede i græsset, voksede prægtige ege og bøge, og var et af træerne revnet i barken, så voksede her græs og lange ranker i revnen; der var også store skovstrækninger med stille indsøer, hvori hvide svaner svømmede og slog med vingerne. Kongesønnen stod tit stille og lyttede, ofte troede han, at det var fra en af disse dybe søer klokken klang op til ham, men så mærkede han dog nok, at det var ikke derfra, men endnu dybere inde i skoven at klokken klang.

Nu gik solen ned, luften skinnede rød, som ild, der blev så stille, så stille i skoven, og han sank på sin knæ, sang sin aftensalme og sagde: "Aldrig finder jeg hvad jeg søger! nu går solen ned, nu kommer natten, den mørke nat; dog engang kan jeg måske endnu se den runde, røde sol, før den ganske synker bag jorden; jeg vil stige op på klipperne der, de rejser sig i højde med de største træer"!

Og han greb i ranker og rødder, klatrede op ad de våde sten, hvor vandslangerne snoede sig, hvor skrubtudsen ligesom gøede af ham; men op kom han før solen endnu ganske var nede, set fra denne højde; oh, hvilken pragt! Havet, det store herlige hav, der væltede sine lange bølger mod kysten, strakte sig ud foran ham, og solen stod som et stort skinnende alter derude, hvor hav og himmel mødtes, alt smeltede sammen i glødende farver, skoven sang og havet sang og hans hjerte sang med; den hele natur var en stor hellig kirke, hvori træer og svævende skyer var pillerne, blomster og græs det vævede fløjlsklæde og himlen selv den store kuppel: Deroppe slukkedes de røde farver, idet solen forsvandt, men millioner stjerner tændtes, millioner diamantlamper skinnede da, og kongesønnen bredte sine arme ud mod himlen, mod havet og skoven, og i det samme, fra den højre sidegang, kom med de korte ærmer og med træsko den fattige konfirmand; han var kommet der lige så tidlig, kommet der ad sin vej, og de løb hinanden i møde og holdt hinanden i hænderne i naturens og poesiens store kirke, og over dem klang den usynlige hellige klokke, salige ånder svævede i dans om den til et jublende halleluja!

Prevod

Izvirnik

Morda ti bo všeč tudi