Waltey

Waltey

Zvonček

Andersenove pravljice · Hans Christian Andersen
Kupi e-knjigo Kupi tiskano izdajo

O besedilu

Zvonček

Vir
Andersenove pravljice
Avtor
Hans Christian Andersen
Jezik branja
English
Jezik izvirnika
Dansk
Čas branja
7 min branja
Obseg
6 strani
Naslov izvirnika
Sommergækken

O izvirniku

Andersenove pravljice

Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je English, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.

Besedilo

Zvonček

It was wintertime; the air was cold and the wind keen, but indoors all was snug and warm. Indoors lay the flower, tucked in its bulb beneath the earth and snow. One day rain fell; the drops seeped through the snow into the earth, touched the flower bulb, and brought word of the world of light above. Soon a sunbeam, fine and piercing, made its way through the snow down to the bulb and tapped on it.

“Come in!” said the flower. “I cannot!” said the sunbeam. “I am not strong enough to open the door! I shall be strong in summer.” “When will it be summer?” asked the flower, and repeated the question whenever a new sunbeam found its way down. But summer was still far off; the snow still lay on the ground, and every single night the water froze over.

“How long it takes! How long it takes!” said the flower. “I feel such a tingling and stirring; I must reach up, I must stretch, I must open, I must come out and nod good morning to summer. What a blessed time that will be!”

And the flower reached and stretched inside, pressing against the thin skin that the water outside had softened, the snow and earth had warmed, and the sunbeam had pierced. It pushed up beneath the snow, a greenish-white bud upon its green stalk, with narrow, thick leaves that seemed intent on sheltering it. The snow was cold, but light shone through it, and it was so easy to break through; and here came the sunbeam, stronger than before.

“Welcome! Welcome!” sang and rang every ray, and the flower rose above the snow into the world of light. The sunbeams stroked and kissed it until it opened wide, white as the snow and adorned with green stripes. It bowed its head in joy and humility.

“Lovely flower!” sang the sunbeams. “How fresh and pure you are! You are the first, you are the only one! You are our love! You ring in summer, lovely summer, over town and country! All the snow shall melt! The cold winds shall be driven away! We shall reign! Everything will turn green! And then you shall have company: lilacs and laburnums, and at last the roses. But you are the first, so delicate and pure!”

What a delight it was! It was as though the air were singing and ringing, as though the rays of light were entering its leaves and stem. There it stood, so delicate and easily broken, yet so strong in its youthful loveliness; it stood in a white gown with green ribbons and sang summer’s praises. But summer was still far off; clouds hid the sun, and keen winds blew upon it.

“You have come a little too early!” said wind and weather. “We still hold sway! You shall feel that, and put up with it! You should have stayed indoors instead of running out to show off your finery. It is not time yet!”

It was bitterly cold! The days that followed brought not a single sunbeam. It was weather to freeze such a frail little flower to pieces. But there was more strength in it than it knew; it was strong in its joy and faith in the summer that must come. Its deep longing had foretold that summer, and the warm sunlight had confirmed it. And so it stood trustingly in its white dress amid the white snow, bowing its head when the snowflakes fell thick and heavy, while the icy winds swept over it.

“You will snap in two!” they said. “Wither and freeze! What did you want out here? Why did you let yourself be tempted? The sunbeam has fooled you! Now enjoy yourself, you snowdrop !”

“Snowdrop!” it repeated in the cold morning air. “Snowdrop!” cried some children joyfully as they came down into the garden. “There is one, so sweet, so lovely, the first, the only one!”

And those words did the flower such good; they were words like warm sunbeams. In its joy the flower did not even notice that it was being picked. It lay in a child’s hand, was kissed by a child’s lips, was carried into the warm room, gazed at by kindly eyes, and set in water—so strengthening, so reviving! The flower thought it had suddenly come straight into summer.

The daughter of the house was a sweet young girl who had been confirmed. She had a dear young sweetheart, and he too had been confirmed and was studying for his future livelihood. “He shall be my summer fool!” she said. Then she took the delicate flower and laid it in a scented sheet of paper on which verses had been written, verses about the flower that began with “snowdrop” and ended with “snowdrop”: “Little sweetheart, be winter’s fool!” She had teased him with the promise of summer. Yes, it was all there in the verse, and the paper was folded into a letter with the flower inside, and darkness closed about it, darkness like that within the bulb. The flower went on a journey, lay in a mailbag, and was squeezed and crushed; it was not at all pleasant, but that too came to an end.

The journey was over; the letter was opened and read by the dear sweetheart. He was so pleased; he kissed the flower, and with its verse wrapped about it, it was laid in a drawer where there were several lovely letters, though none of them held a flower. It was the first, the only one, as the sunbeams had called it, and that was a delightful thought.

It was given plenty of time to think about it, too. It thought while summer passed, and the long winter passed, and summer came again; then it was brought out once more. But now the young man was not at all happy. He handled the papers so roughly and flung the verse aside so that the flower fell to the floor. It had grown flat and withered, but that was no reason to throw it on the floor. Still, it was better off there than in the fire, where the verses and letters were blazing. What had happened? What happens so often. The flower had fooled him; that was a joke. The young lady had fooled him; that was no joke. She had chosen another sweetheart in the height of summer.

In the morning the sun shone upon the little flattened snowdrop, which looked as though it had been painted on the floor. The maid who was sweeping picked it up and laid it in one of the books on the table, thinking it had fallen out while she was tidying and putting things in order. And once again the flower lay among verses, printed verses, which are grander than written ones—at least, more money has been spent on them.

Years passed, and the book stood on the shelf. Then it was taken down, opened, and read. It was a good book: Poems and Songs by the Danish poet Ambrosius Stub, who is well worth knowing. And the man reading the book turned the page. “Why, here is a flower!” he said. “A snowdrop! Surely it was put here for a reason. Poor Ambrosius Stub! He too was a summer fool, a poet-fool! He came too early for his time, and so he met with sleet and bitter winds, passed from one manor house to another among the gentry of Funen, like a flower in a glass of water, a flower in a rhyming letter! Summer fool, winter’s dupe, a butt for jokes and pranks, and yet the first, the only one, the Danish poet with all the freshness of youth. Yes, lie here as a bookmark, little snowdrop! You have been put here for a reason.”

And so the snowdrop was laid in the book again, and felt both honoured and pleased to know that it was a bookmark in that lovely book of songs, and that the man who had first sung and written of it had also been a summer fool, made a fool of in winter. The flower understood it in its own way, just as we understand everything in ours.

That was the story of the snowdrop!

Izvirnik

Sommergækken

Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.

Eventyr af Hans Christian Andersen

Det var vintertid, luften kold, vinden skarp, men inden døre var lunt og godt, inden døre lå blomsten, den lå i sit løg under jord og sne.

En dag faldt regn; dråberne trængte ned gennem snelaget ned i jorden, rørte ved blomsterløget, meldte om lysverdenen ovenover; snart trængte solstrålen så fin og borende, gennem sneen, ned til løget og prikkede på det.

"Kom ind!" sagde blomsten.

"Det kan jeg ikke!" sagde solstrålen; "jeg er ikke stærk nok til at lukke op! jeg bliver stærk til sommer."

"Når er det sommer?" spurgte blomsten, og gentog det, hver gang en ny solstråle trængte ned. Men det var langt fra sommertid; sneen lå endnu, der frøs is på vandet hver evige nat.

"Hvor det varer! hvor det varer!" sagde blomsten. "Jeg føler kriblen og krablen, jeg må række mig, jeg må strække mig, jeg må lukke op, jeg må ud! nikke godmorgen til sommeren, det bliver en livsalig tid!"

Og blomsten rakte sig og strakte sig derinde mod den tynde skal, som vandet udenfor havde blødgjort, sne og jord opvarmet, solstrålen prikket ind i; den skød frem under sneen, med hvidgrøn knop på sin grønne stilk, med smalle tykke blade, der ligesom ville skærme om den. Sneen var kold, men gennemstrålet af lyset, dertil så let at bryde igennem, og her kom solstrålen med stærkere magt end før.

"Velkommen! velkommen!" sang og klang hver stråle, og blomsten løftede sig over sneen ud i lysverdenen. Solstrålerne klappede og kyssede den, så at den åbnede sig helt, hvid som sneen og pyntet med grønne striber. Den bøjede sit hoved i glæde og ydmyghed.

"Dejlige blomst!" sang solstrålerne. "Hvor du er frisk og skær! du er den første, du er den eneste! Du er vor kærlighed! Du ringer sommer, dejlig sommer over land og by! Al sneen skal smelte! de kolde vinde jages bort! Vi skal råde! Alting vil grønnes! Og så får du selskab, syrener og guldregn og til sidst roserne, men du er den første, så fin og skær!"

Det var en stor fornøjelse. Det var, som luften sang og klang, som trængte lysets stråler ind i dens blade og stilk; der stod den så fin og let til at bryde og dog så kraftig, i ung dejlighed; den stod i hvid kjortel med grønne bånd og priste sommer. Men det var langt fra sommertid, skyer skjulte solen, skarpe vinde blæste på den.

"Du er kommet lidt for tidligt!" sagde vind og vejr. "Vi har endnu magten! den skal du føle og finde dig i! Du skulle være blevet inden døre, ikke løbet ud at stadse, det er ikke tiden endnu!"

Det var bidende koldt! Dagene, som kom, bragte ikke en solstråle! det var vejr til at fryse i stykker i, for sådan en lille skør blomst. Men der var mere styrke i den, end den selv vidste; den var stærk i glæde og tro på den sommer, der måtte komme; der var den forkyndt i dens dybe attrå og bekræftet af det varme sollys, og således stod den med fortrøstning i sin hvide dragt, i den hvide sne, bøjende sit hoved, når snefnuggene faldt tætte og tunge, medens de isnende vinde fór hen over den.

"Du knækker over!" sagde de. "Visner, isner! Hvad ville du ude! Hvorfor lod du dig lokke, solstrålen har gækket dig! Nu kan du have det så godt, du sommergæk!"

"Sommergæk!" gentog den i den kolde morgenstund.

"Sommergæk!" jublede nogle børn, der kom ned i haven, "der står én, så yndig, så dejlig, den første, den eneste!"

Og de ord gjorde blomsten så godt, det var ord ligesom varme solstråler. Blomsten fornemmede i sin glæde ikke engang, at den blev plukket; den lå i barnehånd, blev kysset af barnemund, blev bragt ind i den varme stue, set på af milde øjne, sat i vand, så styrkende, så oplivende. Blomsten troede, at den med et var kommet lige ind i sommeren.

Datteren i huset, en yndig, lille pige, hun var konfirmeret, hun havde en kær lille ven, og han var også konfirmeret, han læste til levebrød. "Han skal være min sommergæk!" sagde hun; tog så den fine blomst, lagde den i et duftende stykke papir, som der var skrevet vers på, vers om blomsten, der begyndte med sommergæk, og endte med sommergæk, "lille ven, vær vinternar!" hun havde gækket ham med sommeren. Ja, det stod alt sammen i verset, og det blev lagt som brev, blomsten lå deri, og der var mørkt om den, mørkt, som da den lå i løget. Blomsten kom på rejse, lå i postsæk, blev klemt og knuget, det var slet ikke behageligt; men det fik også ende.

Rejsen var forbi, brevet blev åbnet og læst af den kære ven; han var så fornøjet, han kyssede blomsten, og den blev, med sit vers omkring sig, lagt ned i en skuffe, hvori lå flere dejlige breve, men alle uden blomst, den var den første, den eneste, som solstrålerne havde kaldt den, og det var fornøjeligt at tænke over.

Længe fik den også lov at tænke derover, den tænkte, medens sommeren gik, og den lange vinter gik, og det blev sommer igen, da kom den atter frem. Men da var den unge mand slet ikke glad; han tog så hårdt på papirerne, smed verset hen, så at blomsten faldt på gulvet, flad og vissen var den blevet, men derfor skulle den dog ikke kastes på gulvet; dog der lå den bedre end i ilden, der blussede versene og brevene op. Hvad var der sket? Hvad der sker så tit. Blomsten havde gækket ham, det var en spøg; jomfruen havde gækket ham, det var ingen spøg; hun havde kåret sig en anden ven i skærsommer.

I morgenstunden skinnede solen ind på den lille fladtrykte sommergæk, der så ud, som den var malet på gulvet. Pigen, som fejede, tog den op, lagde den ind i en af bøgerne på bordet, idet hun troede, at den var faldet ud, da hun ryddede op og lagde i orden. Og blomsten lå igen mellem vers, trykte vers, og de er fornemmere end de skrevne, i det mindste er der kostet mere på dem.

Så gik åringer, bogen stod på hylden; nu kom den frem, blev åbnet og læst i; det var en god bog: Vers og viser af den danske digter Ambrosius Stub, som nok er værd at kende. Og manden, som læste i bogen, vendte bladet. "Der ligger jo en blomst!" sagde han, "en sommergæk! det er nok med betydning, den er lagt her; stakkels Ambrosius Stub! han var også en sommergæk, en digtergæk! han kom for tidlig i sin tid, og derfor fik han slud og skarpe vinde, gik på omgang hos de fynske herremænd, som blomst i vandglasset, blomst i rimbrevet! sommergæk, vinternar, spas og narrestreger, og dog den første, den eneste, den ungdomsfriske danske digter. Ja, lig som mærke i bogen, lille sommergæk! du er lagt der med betydning."

Og så blev sommergækken igen lagt i bogen, og følte sig der både beæret og fornøjet ved at vide, at den var mærke i den dejlige sangbog, og at den, der havde først sunget og skrevet om den, også havde været sommergæk, stået til nar i vinteren. Blomsten forstod det nu på sin måde, ligesom vi enhver ting på vor måde.

Det var eventyret om sommergækken!