Waltey
Zaljubljenca (Vrtavka in žoga)
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Zaljubljenca (Vrtavka in žoga)
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- English
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 5 min branja
- Obseg
- 4 strani
- Naslov izvirnika
- Kærestefolkene (Toppen og bolden)
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je English, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Zaljubljenca (Vrtavka in žoga)
The top and the ball lay together in a drawer among the other toys, and the top said to the ball, “Why shouldn’t we be sweethearts, since we lie in the same drawer?” But the ball, who was sewn from morocco leather and thought as much of herself as any fine young lady, would not answer such a proposal.
The next day the little boy who owned the toys came along. He painted the top red and yellow and drove a brass nail into its middle; it looked quite splendid when the top spun round.
“Look at me!” he said to the ball. “What do you say now? Shouldn’t we be sweethearts? We suit each other so well: you bounce and I dance! No one could be happier than the two of us!”
“Oh, do you think so?” said the ball. “You probably don’t know that my father and mother were morocco slippers, and that I have a cork inside me!” “Yes, but I’m made of mahogany!” said the top. “And the town magistrate turned me himself. He has his own lathe, and it gave him a great deal of pleasure!”
“Well, can I believe that?” said the ball. “May I never be whipped again if I’m lying!” answered the top. “You plead your case very well!” said the ball. “But still I cannot. I am practically half engaged to a swallow! Every time I go up in the air, he pokes his head out of the nest and says, ‘Will you?’ And in my heart I have now said yes, which is as good as half an engagement! But I promise you, I shall never forget you!”
“Well, much good that will do me!” said the top, and after that they did not speak to each other. The next day the ball was taken out. The top saw her soar high into the air like a bird, until at last she could scarcely be seen. Each time she came back again, but always gave a great leap when she touched the ground; this was either from longing or because she had a cork inside her. The ninth time, the ball disappeared and never came back. The boy searched and searched, but she was gone.
“I know where she is!” sighed the top. “She’s in the swallow’s nest, married to the swallow!” The more the top thought about it, the more enamoured he became of the ball. His love grew precisely because he could not have her; that she had chosen another was what made it so extraordinary. And the top danced round and spun, but always he thought of the ball, who grew prettier and prettier in his imagination. Many years passed in this way—and by then it was an old love.
And the top was no longer young! But one day he was gilded all over. Never had he looked so handsome. He was a golden top now, and he leaped and whirled till the air hummed. Ah, that was something! But all at once he leaped too high and—he was gone!
They searched and searched, even down in the cellar, but he was nowhere to be found. Where was he? He had jumped into the rubbish barrel, where all sorts of things lay: cabbage stalks, sweepings, and grit that had fallen from the gutter.
“What a fine place I’ve landed in! My gilding will soon come off here! And what a wretched lot I’ve fallen among!” He glanced sidelong at a long cabbage stalk stripped far too bare, and at a strange round thing that looked like an old apple. But it was no apple; it was an old ball that had lain up in the gutter for many years, with water seeping through her.
“Thank goodness someone of my own sort has come along at last, someone I can talk to!” said the ball, looking at the gilded top. “I am actually made of morocco leather, sewn by maiden hands, and I have a cork inside me, though no one would think it to look at me! I was just about to marry a swallow, but then I fell into the gutter, and there I have lain for five years, soaking through! That is a long time for a maiden, I can tell you!”
But the top said nothing. He was thinking of his old sweetheart, and the more he heard, the clearer it became to him that this was she. Then the maid came to empty the barrel. “Why, here’s the golden top!” she said.
And the top returned to the parlour, where he was held in great honour and esteem, but nothing more was heard of the ball, and the top never spoke of his old love again. Love passes when your sweetheart has lain soaking in a gutter for five years; indeed, you hardly know her again when you meet her in the rubbish barrel.
Izvirnik
Kærestefolkene (Toppen og bolden)
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Toppen og bolden lå i skuffe sammen mellem andet legetøj, og så sagde toppen til bolden: "Skal vi ikke være kærestefolk, siden vi dog ligger i skuffe sammen"; men bolden, der var syet af safian, og bildte sig lige så meget ind, som en fin frøken, ville ikke svare på sådant noget.
Næste dag kom den lille dreng, der ejede legetøjet, han malede toppen over med rødt og gult, og slog et messingsøm midt i den; det så just prægtigt ud, når toppen svingede rundt.
"Se på mig!" sagde den til bolden. "Hvad siger De nu? skulle vi så ikke være kærestefolk, vi passer så godt sammen, De springer og jeg danser! lykkeligere end vi to kunne ingen blive!"
"Så, tror De det!" sagde bolden, "De ved nok ikke, at min fader og moder har været safianstøfler, og at jeg har en prop i livet!"
"Ja, men jeg er af mahognitræ!" sagde toppen, "og byfogeden har selv drejet mig, han har sin egen drejebænk, og det var ham en stor fornøjelse!"
"Ja, kan jeg stole på det!" sagde bolden.
"Gid jeg aldrig få pisk om jeg lyver!" svarede toppen.
"De taler meget godt for Dem!" sagde bolden, "men jeg kan dog ikke, jeg er så godt som halv forlovet med en svale! hver gang jeg går til vejrs, stikker den hovedet ud af reden og siger: "Vil De?" og nu har jeg indvortes sagt ja, og det er så godt som en halv forlovelse! men jeg lover Dem, jeg skal aldrig glemme Dem!"
"Ja, det skal stort hjælpe!" sagde toppen, og så talte de ikke til hinanden.
Næste dag blev bolden taget frem; toppen så, hvor den fór højt op i luften, ligesom en fugl, man kunne til sidst slet ikke øjne den; hver gang kom den tilbage igen, men gjorde altid et højt spring, når den rørte jorden; og det kom enten af længsel, eller fordi den havde en prop i livet. Den niende gang blev bolden borte og kom ikke mere igen; og drengen søgte og søgte, men borte var den.
"Jeg ved nok, hvor den er!" sukkede toppen, "den er i svalereden og er gift med svalen!"
Jo mere toppen tænkte derpå, des mere indtaget blev han i bolden; just fordi han ikke kunne få hende, derfor tog kærligheden til; at hun havde taget en anden, det var det aparte ved det; og toppen dansede rundt og snurrede, men altid tænkte den på bolden, der i tankerne blev kønnere og kønnere. Således gik mange år - og så var det en gammel kærlighed.
Og toppen var ikke ung mere -! men så blev den en dag hel og holden forgyldt; aldrig havde den set så dejlig ud; den var nu en guldtop og sprang, så det snurrede efter. Jo, det var noget! men med ét sprang den for højt og, – borte var den!
Man søgte og søgte, selv nede i kælderen, den var dog ikke at finde.
- Hvor var den?
Den var sprunget i skarnfjerdingen, hvor der lå alle slags, kålstokke, fejeskarn og grus, der var faldet ned fra tagrenden.
"Nu ligger jeg rigtignok godt! her kan snart forgyldningen gå af mig! og hvad det er for nogle prakkere jeg er kommet imellem!" og så skævede den til en lang kålstok, der var pillet alt for nær, og til en underlig rund ting, der så ud som et gammelt æble; – men det var intet æble, det var en gammel bold, der i mange år havde ligget oppe i tagrenden, og som vandet havde sivet igennem.
"Gud ske lov, der dog kommer en af ens lige, som man kan tale med!" sagde bolden og betragtede den forgyldte top. "Jeg er egentlig af safian, syet af jomfruhænder, og har en prop i livet, men det skulle ingen se på mig! jeg var lige ved at holde bryllup med en svale, men så faldt jeg i tagrenden, og der har jeg ligget i fem år og sivet! Det er en lang tid, kan de tro, for en jomfru!"
Men toppen sagde ikke noget, han tænkte på sin gamle kæreste, og jo mere han hørte, desto klarere blev det ham, at det var hende.
Da kom tjenestepigen og ville vende fjerdingen: "Hejsa, der er guldtoppen!" sagde hun.
Og toppen kom igen i stuen til stor agt og ære, men bolden hørte man intet om, og toppen snakkede aldrig mere om sin gamle kærlighed; den går over, når kæresten har ligget fem år i en vandrende og sivet, ja man kender hende aldrig igen, når man møder hende i skarnfjerdingen.
Nadaljuj z branjem