Waltey

Prevod

It was more than a hundred years ago! Beyond the forest, beside the great lake, stood an old manor house, surrounded by deep moats in which bulrushes, sedges, and reeds grew. Close to the bridge leading to the entrance gate stood an old willow tree, leaning out over the reeds.

From the sunken lane came the sound of horns and pounding hoofs, and the little goose girl hurried to drive her geese away from the bridge before the hunting party came galloping up. They came at such a pace that she had to leap onto one of the tall stones beside the bridge to keep from being ridden down. She was scarcely more than a child, slight and delicate, but with a sweet expression on her face and two kind, clear eyes. The lord of the manor paid no heed to that. As he swept past, he turned his whip in his hand and, in a fit of coarse merriment, thrust the handle straight against her chest, sending her tumbling backwards.

“Everything in its proper place!” he shouted. “Into the muck with you!” Then he laughed, for this was supposed to be a splendid joke, and the others laughed along with him. The whole party whooped and shouted, and the hounds barked. It was a fine example of:

“The rich bird comes swooping!”—though goodness knows how rich he really was. As the poor goose girl fell, she reached out and caught hold of one of the drooping willow branches. Clinging to it, she kept herself above the mire, and as soon as the gentry and their dogs were safely through the gate, she struggled to climb out. But the branch broke off at the crown, and the goose girl fell heavily back into the reeds. At that very moment, a strong hand reached down and seized her. It belonged to a travelling hosiery pedlar, who had seen what happened from a little distance and now hurried to her aid.

“Everything in its proper place!” he said, jokingly echoing the lord of the manor, and pulled her onto dry ground. He set the broken branch against the place where it had snapped off, but putting things “in their proper place” is not always possible! So he thrust the branch into the soft earth. “Grow if you can, and cut them a good whistle up at the manor!” He would gladly have seen the master and his friends made to run the gauntlet. Then he went into the manor, though not up to the great hall; he was too humble for that! He went in among the servants in their hall, where they examined his wares and bargained with him. From the banquet above came howls and bellows, which were meant to be singing; they could do no better. There was laughter and the yowling of dogs, and a great deal of gluttony and carousing. Wine and strong old ale foamed in glasses and tankards, and the favourite dogs ate with the company. Now and then one of the young gentlemen kissed a beast, after first wiping its muzzle with its own long ear. The hosiery pedlar was summoned upstairs with his wares, but only so that they could have their fun with him. Wine had come in, and sense had gone out. They poured beer into a stocking for him to drink his share—but quickly! This was thought extraordinarily clever and amusing. Whole herds of cattle, peasants, and farms were staked on a single card and lost.

“Everything in its proper place!” said the hosiery pedlar when he was safely out of Sodom and Gomorrah, as he called it. “The open road—that is my proper place. I was quite out of my element up there.” And the little goose girl nodded to him from the field gate.

Days passed, and weeks passed, and it turned out that the broken willow branch the pedlar had thrust into the earth beside the moat stayed fresh and green; indeed, it even put out new shoots. The little goose girl saw that it must have taken root, and she was delighted. She felt that it was her tree.

Yes, the tree prospered, but everything else on the estate went sadly downhill through drinking and gambling: those are two rollers on which no one can stand firm.

Before six years had passed, the lord of the manor went away from his estate a poor man, with a beggar’s bag and staff. The place was bought by a rich hosiery pedlar—the very man who had been mocked and laughed at and offered beer in a stocking. But honesty and industry bring a fair wind, and now the pedlar was master of the estate. From that day on, however, there was never any card-playing there. “It is wicked reading,” he said. “It came about because, when the Devil first saw the Bible, he wanted to make a parody of it, something of the same sort, and so he invented playing cards!”

The new master took a wife, and who was she? The little goose girl, who had always been decent, devout, and good. In her new clothes she looked as lovely and refined as though she had been born a lady. How did it come about? Well, that is too long a story for these busy times of ours; but come about it did, and the most important part is still to follow.

Life at the old manor was good and blessed. Mother herself managed everything indoors, and Father everything outside. Blessings seemed to spring up everywhere, and where prosperity dwells, more prosperity comes to live. The old house was plastered and painted, the moats cleared, and fruit trees planted. Everything looked pleasant and well cared for, and the floor indoors shone like a scrubbed chopping board. On winter evenings the mistress sat in the great hall with all her maids, spinning wool and flax; and every Sunday evening the Bible was read aloud by the councillor of justice himself—for the hosiery pedlar became a councillor of justice, though not until he was very old. The children grew up—for there were children—and all were well taught, though they were not all equally clever, as is the way in every family.

Meanwhile, the willow branch outside had grown into a magnificent tree, standing free and unpruned. “That is our family tree!” the old couple said, and they told their children that the tree must be held in honour and respect—even those children who were not very clever.

And now a hundred years had passed. It was our own time. The lake had become a marsh, and the old manor house had all but vanished. An oblong pool of water remained, with a little stonework along one side: that was all that was left of the deep moats. And here still stood a splendid old tree, its branches drooping—the family tree. It stood as proof of how beautiful a willow can be when it is left to look after itself. True, its trunk had split down the middle, right from the roots to the crown, and storms had twisted it a little, but it still stood. Grass and flowers grew in every crack and crevice where wind and weather had deposited earth. Especially high up, where the great branches divided, there was something like a whole little hanging garden, with raspberries and chickweed; even a tiny rowan tree had taken root there and stood slender and graceful in the heart of the old willow. The willow mirrored itself in the black water whenever the wind drove the duckweed into one corner of the pool. A little path across the manor field ran close by.

High on the slope beside the forest, commanding a lovely view, stood the new manor house, large and splendid, with windowpanes so clear that one might have thought there was no glass at all. The broad steps by the door seemed to be sheltered by a bower of roses and broad-leaved plants. The lawn was so purely green that every blade might have been inspected morning and evening. Inside the drawing room hung costly paintings, and there were chairs and sofas upholstered in silk and velvet that could almost have walked on their own legs, tables with polished marble tops, and books bound in morocco with gilt edges . . . . Yes, the people who lived here were rich indeed; they were people of rank. This was the baron’s home.

Everything was in keeping. “Everything in its proper place!” they said too, and that was why all the pictures that had once adorned the old manor in such honour now hung in the passage to the farmhands’ room. They were dreadful rubbish, especially two old portraits: one of a man in a rose-coloured coat and a wig, the other of a lady with powdered hair piled high and a red rose in her hand. Both were framed by the same great wreath of willow branches. There were many round holes in these two pictures, because the little barons were always shooting at the two old people with their bows and arrows. These were the councillor of justice and his wife, from whom the whole family descended.

“But they don’t really belong to our family!” said one of the little barons. “He was a hosiery pedlar, and she was a goose girl. They weren’t like Papa and Mama!”

The pictures were so much worthless rubbish, and “Everything in its proper place!” people said; so Great-grandfather and Great-grandmother ended up in the passage to the farmhands’ room. The parson’s son was tutor at the manor. One day he went walking with the little barons and their eldest sister, who had only recently been confirmed, and they followed the path down towards the old willow tree. As they walked, she arranged a bouquet of greenery from the fields: “Everything in its proper place,” and it became a thing of beauty. All the while she listened closely to everything that was said, and she took great pleasure in hearing the parson’s son talk about the forces of nature and the great men and women of history. Hers was a wholesome, gracious nature, noble in soul and thought, with a heart capable of embracing all that God had created.

They stopped beside the old willow tree. The youngest of the barons dearly wanted a whistle cut for him; he had had them made from other willow trees before, and the parson’s son broke off a branch.

“Oh, don’t!” said the young baroness, but it was already done. “It is our famous old tree, you know! I am so fond of it! They laugh at me for it at home, but never mind! There is a story about that tree—!”

And now she told him all that we have heard about the tree, the old manor, the goose girl, and the hosiery pedlar, who had met here and become the ancestors of this noble family and of the young baroness herself.

“The good old couple would not let themselves be ennobled!” she said. “Their favourite saying was, ‘Everything in its proper place!’ And they did not think they would be in theirs if they paid to be raised in rank. It was their son, my grandfather, who became a baron. They say he was very learned, highly respected, and much liked by princes and princesses, and that he attended all their festivities. The others at home are proudest of him, but I cannot quite explain it—there is something about the old couple that draws my heart to them! Life must have been so cosy, so patriarchal, at the old manor, where the mistress sat spinning with all her maids and the old master read aloud from the Bible!”

“They must have been splendid people, sensible people!” said the parson’s son. Then they fell into a discussion of nobles and commoners, and from the way the parson’s son spoke of nobility, one might almost have thought he was not a commoner himself.

“It is a happy thing to belong to a family that has distinguished itself! To have, as it were, a spur in one’s blood urging one on to achievement. It is a fine thing to possess a family name that is a passport to the foremost houses. Nobility means nobleness: it is the gold coin stamped with the value it truly possesses. It is fashionable nowadays—and naturally many poets join in—to say that everything noble must be wicked and stupid, while among the poor, the lower one descends, the more brightly everything shines. But that is not my opinion, for it is utterly wrong, utterly false. Among the higher ranks there are many instances of deeply moving goodness. My mother told me one, and I could give you more. She was visiting a grand house in town; my grandmother, I believe, had been the lady’s wet nurse. My mother was standing in a room with the old master, a man of the highest nobility, when he saw an old woman on crutches coming into the courtyard below. She came every Sunday to receive a few pennies. ‘There is the poor old soul,’ said the master. ‘She finds walking so difficult.’ And before my mother knew what was happening, he was out of the door and down the stairs. His Excellency, seventy years old, had gone down himself to the poor woman, to spare her the difficult climb for the few pennies she had come to collect. It is only a small incident, of course, but like the widow’s mite, it rings from the depths of the heart, from human nature itself. That is what the poet should point to; in our time especially, that is what he should sing of. It does good, softens hearts, and reconciles us! But when some scrap of humanity, merely because he has noble blood and a pedigree like an Arabian horse, rears up and neighs in the street, and says in his drawing room, ‘There have been people off the street in here!’ because a commoner has visited him—then nobility has rotted away and become a mask of the sort Thespis made. We laugh at the fellow and hand him over to satire.”

That was the parson’s son’s speech. It was rather long, but by the end of it the whistle was finished. There was a large party at the manor, with many guests from the neighbourhood and the capital. There were ladies dressed with taste and ladies dressed without it. The great drawing room was quite full of people. The local clergymen stood respectfully huddled in a corner, looking as though they were at a funeral; but this was an entertainment, only it had not yet got under way.

There was to be a grand concert, and so the little baron had brought his willow whistle indoors. But he could not get a sound out of it, nor could Papa, and therefore it was no good.

There was music and singing of the sort that gives most pleasure to those performing it; otherwise, it was quite pretty. “You are a virtuoso too!” said a gentleman whose only distinction was being his parents’ child. “You play the whistle, and carve it yourself. Such genius commands—sits at the right hand—heaven preserve us! I keep quite abreast of the times; one must. Surely you will enchant us all with that little instrument!” And he handed the tutor the little whistle cut from the willow beside the pool, announcing in a loud, clear voice that the tutor would favour them with a solo on the whistle.

It was easy to see that they meant to make fun of him, and the tutor did not want to play, though he was quite capable of it. But they pressed him and insisted, and at last he took the whistle and put it to his lips.

It was a strange whistle! A note rang out, as long and sustained as the whistle of a steam engine, and far louder. It sounded through the whole manor, the garden, and the forest, and for miles across the countryside. With the sound came a storm wind that roared, “Everything in its proper place!” And Papa went flying, as though carried on the wind, out of the manor and straight into the cattleman’s cottage. The cattleman flew up—not into the drawing room, for there was no place for him there, but into the servants’ hall, among the fine servants in their silk stockings. Those proud fellows were almost crippled with indignation that such a lowly person should dare sit down at table among them.

But in the great hall the young baroness flew to the head of the table, where she was worthy to sit, and the parson’s son was given the seat beside her. There the two of them sat as though they were bride and groom. An old count of the country’s most ancient family remained undisturbed in his place of honour, for the whistle was just, and so one ought to be. The witty gentleman who had caused the whistle to be played, the one whose distinction was being his parents’ child, flew headfirst among the hens—but not alone.

The whistle sounded for miles across the countryside, and great happenings were heard of. A rich wholesale merchant’s family, driving in a coach-and-four, were blown clean out of their carriage and were not even given a place on the back. Two rich farmers, who in our own day had grown too tall for their own cornfields, were blown down into the muddy ditch. It was a dangerous whistle! Fortunately, it split at the very first blast, and a good thing too; then it went back into the pocket. “Everything in its proper place!”

The next day no one spoke of what had happened; that is why there is a saying about “putting your pipe away!” Everything was back in its old order, except that the two old portraits, the hosiery pedlar and the goose girl, now hung in the great hall: they had been blown up onto the wall there. And when a genuine connoisseur declared that they had been painted by a master’s hand, they were allowed to stay and were restored. No one had known before that they were any good—and how could they have known? Now they hung in the place of honour. “Everything in its proper place!” And there it will come! Eternity is long—longer than this story!

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

Det er over hundrede år siden!

Der lå bag skoven ved den store indsø en gammel herregård, og rundt om den var der dybe grave, hvori voksede dunhammere, siv og rør. Tæt ved broen til indkørselsporten stod et gammelt piletræ, der hældede sig ud over rørene.

Omme fra hulvejen lød horn og hestetrampen, og derfor skyndte den lille gåsepige sig med at få gæssene til side fra broen, før jagtselskabet kom galoperende; det kom i sådan en fart, at hun gesvindt måtte springe op på en af de høje sten ved broen, for ikke at blive redet over ende. Halvt barn var hun endnu, fin og spinkel, men med et velsignet udtryk i sit ansigt og to rare klare øjne; men det så herremanden ikke på; i den flyvende fart han kom, vendte han pisken i sin hånd, og af rå lystighed stødte han hende med skaftet lige for brystet, så hun gik bag over.

"Alt på sin rette plads!" råbte han, "i skarnet med dig!" og så lo han, det skulle nu være så morsomt, og de andre lo med; hele selskabet gjorde skrig og skrål og jagthundene gøede, det var rigtignok:

"Rige Fugl kommer susende!"

- Gud ved hvor rig han var endda.

Den stakkels gåsepige greb for sig, idet hun faldt, og fik fat i en af de nedhængende pilegrene; ved den holdt hun sig oppe over dyndet, og så snart herskab og hunde var vel inde af porten, arbejdede hun på at komme op, men grenen knækkede af ved kronen, og gåsepigen faldt tungt tilbage i rørene, da i det samme en kraftig hånd ovenfra greb hende. Det var en vandrende hosekræmmer, som et stykke borte havde set til og skyndte sig nu med at komme hende til hjælp.

"Alt på sin rette plads!" sagde han i spøg efter herremanden og trak hende op på det tørre; den afbrækkede gren stillede han hen mod stedet, hvor den var knækket af, men "på sin rette plads," det går ikke altid! og så stak han grenen ned i den bløde jord, "gro om du kan og skær dem en god fløjte deroppe på gården!" han undte herremanden og hans en dygtig spidsrodsmarch; og så gik han ind på herregården, men ikke op i højsalen, dertil var han for ringe! ind til folkene i borgestuen kom han, og de så på hans varer og købslog; men oppe fra gildesbordet lød skrål og vræl, der skulle være sang, de kunne den ikke bedre. Der lød latter og hundehyl, der var stor fråsen og sviren; vin og gammelt øl skummede i glas og krus, og livhundene åd med; et og andet bæst af dem blev af junkerne kysset, efter at det først med den lange ørelap var tørret om snuden. Hosekræmmeren blev kaldt derop med sine varer, men kun for at de kunne have deres spas med ham. Vinen var gået ind og Forstanden ud. De hældte øl i en strømpe til ham, at han kunne drikke med, men gesvindt! det var nu så overordentligt snildt og til grin. Hele drift kvæg, bønder og bøndergårde blev satte på ét kort og tabt.

"Alt på sin rette plads!" sagde hosekræmmeren, da han igen var vel uden for Sodoma og Gomorra, som han kaldte det. "Den åbne landevej, det er min rette plads, der oppe var jeg slet ikke i mit es." Og den lille gåsepige nikkede til ham fra markleddet.

Og der gik dage og der gik uger, og det viste sig, at den afbrækkede pilegren, som hosekræmmeren havde stukket ned ved vandgraven, holdt sig stadig frisk og grøn, ja at den skød endogså nye skud; den lille gåsepige så, at den måtte have fæstet rod, og hun glædede sig så inderligt derover, det var hendes træ, syntes hun.

Ja, med det gik det fremad, men med alt andet på gården gik det svært tilbage ved svir og ved spil: Det er to triller, som ikke er gode at stå på.

Der var ikke gået seks år, så vandrede herremanden med pose og stav, som fattig mand, fra gården og den blev købt af en rig hosekræmmer, og det var just ham, som havde været til spot og grin og var budt øl i en strømpe; men ærlighed og driftighed, de giver god medbør, og nu var hosekræmmeren herre på gården; men fra den stund kom der aldrig kortenspil der; "det er en slem læsning," sagde han, "den kommer derfra, at da Fanden første gang så Bibelen, ville han vrænge en efter, der skulle være ligesådan, og så opfandt han kortenspillet!"

Den nye herremand tog sig en frue, og hvem var hun, det var den lille gåsepige, som altid havde været skikkelig, from og god; og i de nye klæder så hun ud så fin og køn, som var hun født en fornem jomfru. Hvorledes gik det til? Ja, det er for lang en historie i vor travle tid, men det gik til, og det vigtigste kommer bag efter.

Velsignet og godt var der på den gamle gård, moder stod selv for det indvendige og fader for det udvendige; det var ligesom velsignelsen vældede frem, og hvor velstand er, der kommer velstand til huse. Den gamle gård blev pudset og malet, gravene rensede og frugttræer plantede; venligt og godt så der ud og stuegulvet var blankt som et spækbræt. I den store sal sad om vinteraftnerne madammen med alle sine piger og spandt uldent og linned; og hver søndag aften læstes der højt af Bibelen, og det af justitsråden selv, for han blev justitsråd, hosekræmmeren, men det var først på hans meget gamle dage. Børnene voksede til, - der kom børn, - og alle blev de vel oplært, men de havde jo ikke lige gode hoveder, sådan som det er i enhver familie.

Men pilegrenen udenfor var blevet til et helt prægtigt træ, der stod frit og ubeskåret, "det er vort stamtræ!" sagde de gamle folk, og det træ skulle holdes i agt og ære! sagde de til børnene, også til dem som ikke havde gode hoveder.

Og nu var der gået hundrede år.

Det var i vor tid; søen var blevet til en mose, og den gamle herregård var ligesom visket ud, der stod en aflang pyt vand, med lidt stensætning til siden, det var resten af de dybe grave, og her stod endnu et prægtigt gammelt træ, der hældede sine grene, det var stamtræet; det stod og viste, hvor smukt et piletræ kan være, når det får lov til at skøtte sig selv. - Det var jo rigtignok revnet midt i stammen, lige nede fra roden og op til kronen, stormen havde drejet det lidt, men det stod, og fra alle revner og sprækker i det, hvor vind og vejr havde lagt muldjord, voksede græs og blomster; især øverst, hvor de store grene delte sig, var der ligesom en hel lille hængende have, med hindbær og fuglegræs, ja endogså et lille bitte rønnebærtræ havde der rodfæstet sig og stod så slankt og fint midt oppe i det gamle piletræ, der spejlede sig i det sorte vand, når vinden havde drevet andemaden hen i et hjørne af vandpytten. - En lille sti, hen over hovmarken, førte tæt her forbi.

Højt på banken ved skoven, med en dejlig udsigt, lå den nye gård, stor og prægtig, med glasruder så klare, at man skulle tro at der slet ingen var. Den store trappe ved døren så ud, som om den havde lysthus på af roser og storbladede planter. Græspletten var så ren grøn, som om hvert strå blev set efter morgen og aften. Inde i salen hang kostelige malerier, og der stod med silke og med fløjl stole og sofaer, der næsten kunne gå på deres egne ben, borde med blanke marmorplader, og bøger i safian og guldsnit . . . . jo, det var rigtignok rige folk, som boede her, det var fornemme folk, her boede baronens.

Det ene svarede der til det andet. "Alt på sin rette plads!" sagde de også, og derfor var alle de skilderier, som engang havde været til stads og hæder på den gamle gård, nu ophængt i gangen til karlekamret; rigtigt skrammel var det, især to gamle portrætter, det ene en mand i rosenrød kjole og med paryk, det andet en dame med pudret opsat hår og en rød rose i hånden, men begge omgivet ens med en stor krans af pilegrene. Der var så mange runde huller i de to billeder, og det kom af at de små baroner altid gik og skød deres flitsbuer af på de to gamle folk. Det var justitsråden og justitsrådinden, dem hele slægten stammede ned fra.

"Men de er ikke rigtig af vor familie!" sagde en af de små baroner. "Han var en hosekræmmer og hun en gåsetøs. De var ikke som papa og mama!"

Billederne var noget dårligt skrammel, og "alt på sin rette plads!" sagde man, og så kom oldefar og oldemor på gangen til karlekamret.

Præstesønnen var huslærer der på gården; han gik en dag med de små baroner og deres ældste søster, der lige nylig var konfirmeret, og de kom hen over stien, ned mod det gamle piletræ; og medens de gik, bandt hun en buket af markens grønt; "alt på sin rette plads," og det blev et skønhedshele. Imidlertid hørte hun dog meget godt efter alt hvad der blev sagt, og det glædede hende så meget at høre præstesønnen fortælle om naturens kræfter og historiens store mænd og kvinder; hun var en sund velsignet natur, adlet i sjæl og tanke, og med et hjerte til ret at omfatte alt skabt af Gud.

De standsede nede ved det gamle piletræ; den mindste af baronerne ville så gerne have sig en fløjte skåret, det havde han før fået af andre piletræer, og præstesønnen brød en gren af.

"Oh gør det ikke!" sagde den unge baronesse; men så var det gjort. "Det er jo vort gamle berømmelige træ! jeg holder så meget af det! ja derfor ler man mig også ud hjemme, men det er det samme! Der er et sagn om det træ -!"

Og nu fortalte hun alt hvad vi have hørt om træet, om den gamle gård, om gåsepigen og hosekræmmeren, som mødtes her og blev stamforældre til den fornemme slægt og til den unge baronesse.

"De ville ikke lade sig adle, de gamle skikkelige folk!" sagde hun. "De havde det mundheld: 'Alt på sin rette plads!' og det syntes de at de ikke kom, når de for penge lod sig ophøje. Det var deres søn, min bedstefader, som blev baron, han skal have haft stor lærdom, været højt anset og afholdt af prinser og prinsesser, været med ved alle deres fester. Ham holder de andre hjemme mest af, men, jeg ved ikke selv, der er mig noget ved det gamle par, som drager mit hjerte til dem! der må have været så hyggeligt, så patriarkalsk på den gamle gård, hvor husmoderen sad og spandt med alle sine piger og den gamle herre læste højt af Bibelen!"

"Det har været prægtige folk, fornuftige folk!" sagde præstesønnen; og så var de lige inde i tale om adel og borgerlig, og det var næsten, som om præstesønnen ikke hørte til borgerskabet, således talte han om det at være af adel.

"Det er lykkeligt at høre til en slægt, som har udmærket sig! således at have ligesom en blodets spore i sig til at gå frem i det dygtige. Dejligt er det at eje et slægtsnavn, der er adgangskort til de første familier. Adel betyder ædel, det er guldmønten, der har fået i stempel, hvad den selv er i værd. - Det er tidens tone, og mange poeter slår naturligvis ind i den, at alt hvad adeligt er skal være dårligt og dumt, men hos den fattige, jo lavere man stiger ned, des mere glinser det. Men det er ikke min mening, thi det er aldeles galt, aldeles falsk. I de højere stænder findes mange gribende skønne træk; min moder har fortalt mig et, og jeg kunne give flere. hun var i besøg i et fornemt hus i byen, min mormor, tror jeg, havde opammet den nådige frue. Min moder stod i stuen med den gamle højadelige herre; da så han, at der kom nede i gården en gammel kone på krykker; hver søndag kom denne og fik et par skilling. 'Der er den gamle stakkel,' sagde herren, 'hun har så svært ved at gå' - og før min moder forstod det, var han ude af døren og nede af trapperne, han den halvfjerdsindstyveårige gamle excellence, var selv gået ned til den fattige kone for at spare hende fra at gå den besværlige vej op efter den skillings hjælp, hun kom efter. Det er jo kun et ringe træk, men som 'enkens skærv' har den klang fra hjertebunden, klang fra menneskenaturen; og derhen skal digteren pege, i vor tid just skal han synge derom, det gør godt, mildner og forsoner! Men hvor et stykke menneske, fordi han er af blod og har stamtavle, som de arabiske heste, står på bagbenene og vrinsker i gaden, og i stuen siger: 'Her har været folk fra gaden!' når en borgerlig har været derinde, dér er adelen gået i forrådnelse, blevet til maske af den slags, som Thespis gjorde sig dem, og man morer sig over personen og giver den satiren i vold."

Det var præstesønnens tale, den var noget lang, men så var fløjten skåret.

Der var stort selskab på gården, mange gæster fra omegnen og hovedstaden. Damer klædte med smag og uden smag. Den store sal ganske opfyldt af mennesker. Omegnens præster stod ærbødigt i klump i et hjørne, det så ud, som om der var begravelse, men der var fornøjelse, men den var endnu ikke sat i gang.

Stor koncert skulle der være, og derfor havde den lille baron sin pilefløjte ind med, men han kunne ikke få vejr i den, det kunne ikke heller papa, og derfor duede den ikke.

Der var musik og sang, af den slags, der er mest morsom for dem, som udøver den; forresten nydeligt.

"De er også virtuos!" sagde en kavaler, der var sine forældres barn; "De blæser fløjte, De skærer den selv. Det er geniet, der behersker - sidder på højre side, - Gud bevar'os! jeg følger ganske med tiden, det må man. Ikke sandt, De vil henrykke os alle med det lille instrument!" og så rakte han ham den lille fløjte, der var skåret af piletræet nede ved vandpytten, og højt og lydeligt forkyndte han, at huslæreren ville skænke dem en solo på fløjte.

Der skulle gøres nar af ham, det var let at forstå, og huslæreren ville så ikke blæse, skønt han nok kunne, men de trængte på, de nødte ham, og så tog han fløjten og satte den for munden.

Det var en underlig fløjte! der lød en tone, så udholdende, som den klinger fra damplokomotivet, ja meget stærkere; den lød over hele gården, haven og skoven, milevidt ud i landet, og med lyden kom der en stormvind, som bruste: "Alt på sin rette plads!" - og så fløj papa ligesom båret af vinden, ud af gården, og lige lukt ind i røgterhuset, og røgteren fløj op - ikke i storstuen, der kunne han ikke komme, nej op i tjenerkamret, mellem det fine tjenerskab, der gik i silkestrømper, og de stolte karle blev som gigtslået ved, at sådan en ringe person turde sætte sig til bords mellem dem.

Men i højsalen fløj den unge baronesse op ved den øverste bordende, hvor hun var værdig at sidde, men præstesønnen fik sæde ved siden af, og der sad de begge to, som om de var et brudepar. En gammel greve af landets ældste slægt blev urokket på sin hædersplads; for fløjten var retfærdig, og det skal man være. Den vittige kavaler, der var skyld i fløjtespillet, han der var sine forældres barn, fløj på hovedet ind imellem hønsene, men ikke alene.

En hel mil ud i landet lød fløjten, og der hørtes store begivenheder. En rig grossererfamilie, der kørte med fire, blæste aldeles ud af vognen, og fik ikke engang plads bag på; to rige bønder, der i vor tid var vokset over deres egen kornmark, blæste ned i muddergrøften; det var en farlig fløjte; lykkeligvis sprak den ved den første lyd, og det var godt, så kom den i lommen igen: "Alt på sin rette plads!"

Dagen efter talte man ikke om den begivenhed, derfor har man den talemåde "at stikke piben ind!" Alt var også i sin gamle orden igen, kun at de to gamle billeder, hosekræmmeren og gåsepigen, hang oppe i højsalen, der var de blæst op på væggen; og da en af de rigtige kunstkendere sagde, at de var malet af en mesterhånd, så blev de hængende og istandsat, man vidste jo ikke før at de duede, og hvor skulle man vide det. Nu hang de på hædersplads. "Alt på sin rette plads!" og der kommer det! Evigheden er lang, længere end denne historie!

Nalagam bralnik