Waltey

Prevod

In all the songs of the East, the nightingale’s love for the rose rings out; in the still, starry nights, the winged singer serenades his fragrant flower.

Not far from Smyrna, beneath the tall plane trees, where the merchant drives his laden camels, proudly lifting their long necks and treading clumsily on holy ground, I saw a rose hedge in bloom. Wild doves flew among the branches of the tall trees, and their wings gleamed like mother-of-pearl as a sunbeam glided over them.

On the rose hedge was one flower lovelier than all the rest, and to her the nightingale sang of the anguish of his love; but the rose was silent. Not a dewdrop lay upon her petals like a tear of pity; she bent with her branch over some great stones.

“Here rests the greatest singer on earth!” said the rose. “Over his grave I shall shed my fragrance; upon it I shall scatter my petals when the storm tears them away! The singer of the Iliad became earth in this earth from which I spring! I, a rose from Homer’s grave, am too sacred to bloom for the poor nightingale!”

And the nightingale sang himself to death. The camel driver came with his laden camels and his black slaves; his little boy found the dead bird and buried the little singer in the grave of the great Homer; and the rose trembled in the wind. Evening came, and the rose folded her petals more closely and dreamed—that it was a glorious day of sunshine. A company of strangers, Frankish men, arrived; they had made a pilgrimage to Homer’s grave. Among the strangers was a singer from the North, from the home of mists and northern lights; he plucked the rose, pressed her firmly in a book, and carried her away to another part of the world, to his distant homeland. And the rose withered with sorrow and lay confined within the book, which he opened in his home, saying, “Here is a rose from Homer’s grave.”

This was the flower’s dream, and she awoke and shuddered in the wind; a dewdrop fell from her petals onto the singer’s grave, and the sun rose, the day grew hot, and the rose glowed more beautifully than before, there in her warm Asia. Then footsteps sounded; Frankish strangers came, just as the rose had seen them in her dream, and among the strangers was a poet from the North. He plucked the rose, pressed a kiss upon her fresh mouth, and carried her away to the home of mists and northern lights.

Like a mummy, the flower’s dead body now rests in his Iliad, and as though in a dream she hears him open the book and say, “Here is a rose from Homer’s grave!”

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

I alle orientens sange klinger nattergalens kærlighed til rosen; i de tavse, stjerneklare nætter bringer den bevingede sanger sin duftende blomst en serenade.

Ikke langt fra Smyrna, under de høje plataner, hvor købmanden driver sine belæssede kameler, der hæver stolt deres lange hals og træder klodset på en jord, som er hellig, så jeg en blomstrende rosenhæk, vilde duer fløj mellem de høje træers grene, og deres vinger skinnede, idet en solstråle gled hen over dem, som var de et perlemor.

På rosenhækken var en blomst blandt dem alle skønnest, og for den sang nattergalen sin kærligheds smerte; men rosen var tavs, ikke en dugdråbe lå, som en medlidenheds tåre, på dens blade, den bøjede sig med grenen hen over nogle store sten.

"Her hviler Jordens største sanger!" sagde rosen, "over hans grav vil jeg dufte, på den vil jeg strø mine blade, når stormen river dem af! Iliadens sanger blev jord i denne jord, hvorfra jeg spirer! – jeg, en rose fra Homers grav, er for hellig til at blomstre for den fattige nattergal!"

Og nattergalen sang sig til døde.

Kameldriveren kom med sine belæssede kameler og sine sorte slaver; hans lille dreng fandt den døde fugl, den lille sanger jordede han i den store Homers grav; og rosen bævede i vinden. Aftnen kom, rosen foldede sine blade tættere og drømte – at det var en dejlig solskinsdag; en skare fremmede, frankiske mænd kom, en pilgrimsrejse havde de gjort til Homers grav; blandt de fremmede var en sanger fra Norden, fra tågernes og nordlysenes hjem; han brød rosen af, pressede den fast i en bog og førte den således med sig til en anden verdensdel, til sit fjerne fædreland. Og rosen visnede af sorg og lå i den snævre bog, som han åbnede i sit hjem, og han sagde: "Her er en rose fra Homers grav."

Se det drømte blomsten, og den vågnede og gøs i vinden; en dugdråbe faldt fra dens blade på sangerens grav, og solen stod op, dagen blev hed, og rosen blussede skønnere end før, den var i sit varme Asien. Da lød fodtrin, der kom fremmede frankerer, som rosen havde set dem i sin drøm, og mellem de fremmede var en digter fra Norden; han brød rosen af, trykkede et kys på dens friske mund og førte den med sig til tågernes og nordlysenes hjem.

Som en mumie hviler nu blomsterliget i hans Iliade, og som i drømme hører den ham åbne bogen og sige: "Her er en rose fra Homers grav!"

Nalagam bralnik