Waltey
Kdo je bil najsrečnejši?
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Kdo je bil najsrečnejši?
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- English
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 8 min branja
- Obseg
- 6 strani
- Naslov izvirnika
- Hvem var den lykkeligste?
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je English, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Kdo je bil najsrečnejši?
"What lovely roses!" said the sunshine. "And every bud will open and become just as beautiful. They are my children! I have kissed them into life!"
"They are my children!" said the dew. "I have nursed them with my tears." "Surely I am their mother!" said the rosebush. "The rest of you are only godparents, who gave christening gifts according to your means and goodwill."
"My lovely rose children!" all three said, wishing every flower the greatest happiness; but only one could be the happiest, and one would have to be the least happy. But which of them?
"I shall find out!" said the wind. "I roam far and wide, slip through the narrowest crack, and know what goes on indoors and out." Every open rose heard what was said; every swelling bud sensed it.
Then a sorrowful, loving mother came through the garden, dressed in black. She picked one of the roses, half-open, fresh and full, which seemed to her the most beautiful of them all. She carried the flower into the still, silent room where, only a few days before, her young daughter, so full of joy in life, had romped about, but now lay stretched out like a sleeping marble figure in the black coffin. The mother kissed the dead girl, then kissed the half-open rose and laid it on the young girl's breast, as though its freshness and a mother's kiss might set the heart beating again.
The rose seemed to swell; every petal trembled with thought and joy. "What a path of love has been granted me! I become like a human child, receive a mother's kiss and words of blessing, and enter the unknown kingdom, dreaming on the dead girl's breast! Surely I have become the happiest of all my sisters!"
In the garden where the rosebush stood, the old woman who did the weeding was walking about. She too gazed at the bush in all its glory, and her eyes settled on the largest, fully opened rose. One more dewdrop and one warm day, and its petals would fall. The old woman saw this and decided that it had served its purpose as a thing of beauty; now it must serve a useful purpose too. So she picked it and put it in a newspaper. It was to go home with her to join other rose petals and be preserved with them as potpourri, mingled with the little blue fellows called lavender and embalmed in salt. Only roses and kings are embalmed.
"I shall be the most honoured!" said the rose as the old woman picked it. "I shall be the happiest! I am to be embalmed." Two young men came into the garden; one was a painter, the other a poet. Each picked a rose, lovely to behold.
And the painter made a picture of the blooming rose on canvas, so that it thought it was looking at its own reflection. "In this way," said the painter, "it will live for many generations, while millions upon millions of roses wither and die!"
"I have been the most favoured!" said the rose. "I have won the greatest happiness!" The poet gazed at his rose and wrote a poem about it, a whole mystery, all that he read in the rose, petal by petal: "Love's Picture Book." It was an immortal poem.
"I am immortal with it!" said the rose. "I am the happiest!" Yet among all those splendid roses there was one almost hidden by the others. By chance—or perhaps good fortune—it had a flaw: it sat crookedly on its stem, and the petals on one side did not match those on the other. Indeed, from the very heart of the flower there grew what looked like a small, stunted green leaf. Such things happen with roses.
"Poor child!" said the wind, kissing it on the cheek. The rose took this for a greeting, a tribute. It had a feeling that it was made a little differently from the other roses, and that a green leaf was growing out of its heart, and it regarded this as a mark of distinction. A butterfly flew down onto it and kissed its petals; he was a suitor, but she let him fly away again. An enormous grasshopper came along. True, he settled on another rose and rubbed his shin in amorous delight, which is the sign of love among grasshoppers. The rose he sat on did not understand, but the rose with the mark of distinction, the stunted green leaf, understood perfectly, for the grasshopper looked at her with eyes that said, "I could eat you up for sheer love!" And love can go no further than that: one becomes part of the other! But the rose had no wish to become part of that jumping jack. The nightingale sang in the starry night.
"It is all for me!" said the rose with the flaw, or mark of distinction. "Why should I be singled out above all my sisters in everything? Why was I given this special feature that makes me the happiest?"
Then two gentlemen smoking cigars came into the garden. They talked about roses and tobacco: roses were said to be unable to bear the smoke; they changed colour and turned green. They would put it to the test. They could not bring themselves to take one of the very finest roses, so they took the one with the flaw.
"What a new distinction!" it said. "I am happy beyond measure! The happiest of all!" And it turned green with self-importance and tobacco smoke. One rose, still half a bud, perhaps the loveliest on the bush, was given pride of place in the gardener's artfully arranged bouquet. It was brought to the young master of the house and rode with him in his carriage. It sat like beauty's own flower among other flowers and lovely greenery, and came to a scene of festivity and splendour. Men and women sat in their finery, lit by a thousand lamps; music rang out. It was the theatre, flooded with light. And when the celebrated young dancer floated onto the stage amid thunderous applause, bouquet after bouquet flew down like a shower of flowers at her feet. Down fell the bouquet in which the lovely rose sat like a jewel. It felt all its inexpressible happiness, all the honour and splendour into which it was floating; and as it touched the floor, it too began to dance. It leapt and sped across the boards, having broken from its stem as it fell. It did not reach the hands of the woman they were honouring, but rolled behind the scenery, where a stagehand picked it up. He saw how beautiful it was, how full of fragrance, but it had no stem. So he put it in his pocket, and when he came home that evening, it was given a place in a little spirits glass, where it floated on the water all night. Early in the morning it was set before Grandmother, who sat old and feeble in her armchair. She looked at the lovely, broken rose and took pleasure in it and its fragrance.
"Yes, you did not come to the rich, fine young lady's table, but to the poor old woman. Yet here you are like a whole rosebush. How lovely you are!" And she gazed at the flower with a child's delight, surely thinking too of her own fresh youth, so long since gone.
"There was a hole in the windowpane," said the wind. "I slipped in easily and saw the old woman's eyes shining with youth, and the lovely, broken rose in the little spirits glass. The happiest of all! I know it! I can tell the tale!"
Every rose on the bush in the garden had its own story. Every rose thought and believed itself the happiest, and faith brings bliss. Yet the last rose was the happiest of all—or so it thought.
"I have outlived them all! I am the last, the only one, Mother's dearest child!" "And I am their mother!" said the rosebush. "I am!" said the sunshine.
"And I!" said wind and weather. "Everyone has a share in them!" said the wind. "And everyone shall have a share of them!" And the wind scattered its petals over the hedge, where the dewdrops lay and the sun was shining. "I too have had my share," said the wind. "I have had the stories of all the roses, which I shall tell throughout the wide world! Now tell me, which of them all was the happiest? Yes, you must tell me that. I have said enough!"
Izvirnik
Hvem var den lykkeligste?
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
"Hvilke dejlige roser!" sagde solskinnet. "Og hver knop vil springe ud og blive lige så smuk. Det er mine børn! Jeg har kysset dem til live!"
"Det er mine børn!" sagde duggen. "Jeg har diet dem op med min tårer."
"Jeg skulle dog tro, at jeg er deres moder!" sagde rosenhækken. "I andre er kun faddere, som gav faddergave efter evne og god vilje."
"Mine dejlige rosenbørn!" sagde de alle tre, og ønskede hver blomst den største lykke; men kun én kunne blive den lykkeligste og én måtte blive den mindst lykkelige; men hvilken af dem?
"Det skal jeg få at vide!" sagde vinden. "Jeg jager vidt om, trænger igennem den snævreste revne, ved besked ude og inde."
Hver udsprungen rose hørte hvad der blev sagt, hver svulmende knop fornemmede det.
Da kom der gennem haven en sorgfyldt, kærlighedsfuld moder, klædt i sort; hun plukkede en af roserne, der stod halvt udsprungen, frisk og fyldig, og forekom hende at være den smukkeste af dem alle. Hun bragte blomsten ind i det stille, tavse kammer, hvor for få dage siden den unge, livsglade datter tumlede sig, men nu lå udstrakt som et sovende marmorbillede i den sorte kiste. Moderen kyssede den døde, kyssede derpå den halvt udsprungne rose og lagde den ved den unge piges bryst, som den ved sin friskhed og en moders kys kunne få hjertet til at banke igen.
Det var som rosen svulmede; hvert blad bævede i tanke og glæde: "Hvilken kærligheds vej blev mig forundt! Jeg bliver som et menneskes barn, får en moders kys, får velsignelsens ord og går med ind i det ubekendte rige, drømmende ved den dødes bryst! Til visse, jeg blev den lykkeligste af alle mine søstre!"
I haven, hvor rosentræet stod, gik den gamle lugekone; hun betragtede også træets herlighed, og hæftede øjnene på den største, fuldtudfoldede rose. En dugdråbe og en varm dag til, så ville bladene falde; det så konen og fandt, at den have gjort sit skønheds gavn, nu skulle den også gøre nyttens. Og så plukkede hun den og lagde den i en avis, den skulle hjem med til andre afbladede roser og med dem syltes, blive potpourri; føres sammen med de små blå drenge, som kaldes lavendler, balsameres med salt. Balsameres, det bliver kun roser og konger.
"Jeg bliver den mest hædrede!" sagde rosen, idet lugekonen tog den. "Jeg bliver den lykkeligste! Jeg skal balsameres."
Der kom i haven to unge mænd, den ene var en maler, den anden var en digter; hver af dem plukkede en rose, dejlig at se.
Og maleren gav på lærredet et billede af den blomstrende rose, så at den troede at spejle sig.
"Således," sagde maleren, "skal den leve i mange menneskealdre, i hvilke millioner og atter millioner af roser visner og dør!"
"Jeg blev den mest begunstigede!" sagde rosen, "jeg vandt den største lykke!"
Digteren betragtede sin rose, skrev et digt om den, et helt mysterium, alt hvad han læste på blad ved blad, i rosen: "Kærlighedsbilledbog," det var en udødelig digtning.
"Jeg er udødelig med den!" sagde rosen, "jeg er den lykkeligste!"
Der var dog, i al den pragt af roser, en, som næsten sad skjult af de andre; tilfældigvis, heldigvis måske, den havde en skavank, sad skævt på stilken, og ved den ene side svarede bladene ikke til dem på den modsatte side; ja midt i blomsten selv voksede frem ligesom et lille forkrøblet grønt blad; det hænder med roser.
"Stakkels barn!" sagde vinden, og kyssede den på kinden. Rosen troede det var en hilsen, en hyldest; den havde en fornemmelse af at den var lidt anderledes skabt, end de andre roser, og at der voksede den et grønt blad ud af dens indvendige, og det betragtede den som en udmærkelse. Der fløj en sommerfugl ned på den og kyssede dens blade, det var en frier; hun lod ham flyve igen. Der kom en voldsom stor græshoppe; den satte sig rigtignok på en anden rose, gned i forelskelse sit skinneben, det er kærlighedstegnet hos græshopperne; rosen, den sad på, forstod det ikke, men det gjorde rosen med udmærkelsen, det grønne forkrøblede blad, thi på hende så græshoppen med øjne, som sagde: "Jeg kunne spise dig af bare kærlighed!" og yderligere kan aldrig kærligheden gå: Den ene går op i den anden! Men rosen ville ikke gå op i springfyren. Nattergalen sang i den stjerneklare nat.
"Det er alene for mig!" sagde rosen med skavanken eller udmærkelse. "Hvorfor skal jeg således i alt udmærkes fremfor alle mine søstre! Hvorfor fik jeg dette særegne, der gør mig til den lykkeligste?"
Da kom i haven to cigarrygende herrer; de talte om roser og om tobak: Roser skal ikke kunne tåle røgen, de skifter farve, bliver grønne; det skulle prøves. De nænnede ikke at tage en af de allerprægtigste roser, de tog den med skavanken.
"Hvilken ny udmærkelse!" sagde den. "Jeg er overvættes lykkelig! Den allerlykkeligste!"
Og den blev grøn i bevidsthed og tobaksrøg.
Én rose, halvt knop endnu, måske den skønneste på træet, fik hædersplads i gartnerens kunstbundne buket; den blev bragt til husets unge, bydende herre, og kørte med ham i karet; den sad som skønhedsblomst mellem andre blomster og dejligt grønt; den kom til fest og glans: Mænd og kvinder sad på pynteligt belyste af tusinde lamper; musikken klang; det var i teatrets lyshav; og da under den stormende jubel den fejrede unge danserinde svævede frem på scenen, fløj buket ved buket som en blomsterregn for hendes fødder. Der faldt buketten, hvori den dejlige rose sad som ædelsten; den følte hele sin navnløse lykke, den hæder og glans, som den svævede ind i; og idet den berørte gulvet, dansede den med, den sprang, fór hen over brædderne, knækket af sin stilk, idet den faldt. Den kom ikke i den hyldedes hænder, den trillede om bag kulissen, hvor en maskinkarl tog den op, så hvor smuk den var, hvor fuld af duft den var, men stilk var der ikke på den. Så puttede han den i sin lomme, og da han om aftnen kom hjem, fik den plads i et snapseglas og lå der på vandet hele natten. I den tidlige morgen blev den stillet foran bedstemoder, der gammel og kraftløs sad i lænestolen. Hun så på den afknækkede, dejlige rose, glædede sig ved den og dens duft.
"Ja, du kom ikke på den rige, fine frøkens bord, men til den fattige, gamle kone; dog her er du som et helt rosentræ; hvor er du dejlig!"
Og hun så med barneglæde på blomsten, tænkte vist også på sin egen længst henfarne friske ungdomstid.
"Der var hul på ruden," sagde vinden, "jeg kom let derind, så den gamle kones ungdomslysende øjne og den afknækkede, dejlige rose i snapseglasset. Den lykkeligste af alle! Jeg ved det! Jeg kan fortælle det!"
Hver rose på træet i haven havde sin historie. Hver rose troede og tænkte sig at være den lykkeligste, og troen gør salig. Den sidste rose var dog den allerlykkeligste, mente den.
"Jeg overlevede dem alle! Jeg er den sidste, den eneste, moders kæreste barn!"
"Og jeg er moderen for dem!" sagde rosenhækken.
"Jeg er det!" sagde solskinnet.
"Og jeg!" sagde vind og vejr.
"Hver har del i dem!" sagde vinden. "Og hver skal få del af dem!" og så strøede vinden dens blade ud over hækken, hvor dugdråberne lå, hvor solen skinnede. "Også jeg fik min del," sagde vinden. "Jeg fik alle rosernes historie, som jeg vil fortælle ud i den vide verden! Sig mig så, hvem var den lykkeligste af dem alle? Ja, det må du sige, jeg har sagt nok!"
Nadaljuj z branjem